1

I appelskriftet har Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 13. september 2012 i sag T-404/10, National Lottery Commission mod KHIM – Mediatek Italia og De Gregorio (Gengivelse af en hånd) (herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten gav National Lottery Commission (herefter »NLC«) medhold i den nedlagte påstand om annullation af afgørelse truffet den 9. juni 2010 af Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 1028/2009-1) vedrørende en ugyldighedssag mellem på den ene side Mediatek Italia Srl og Giuseppe De Gregorio (herefter »indgiverne af ugyldighedsbegæringen«) og på den anden side NLC (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1891/2006 af 18. december 2006 (EUT L 386, s. 14, herefter »forordning nr. 40/94«), indeholder en artikel 52, der har overskriften »Relative ugyldighedsgrunde«, hvis stk. 2 har følgende ordlyd:

»EF-varemærket erklæres ligeledes for ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til Harmoniseringskontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse, hvis der i henhold til fællesskabslovgivningen eller gældende nationale retsregler om varemærkebeskyttelse kan rejses forbud mod brug af mærket på grundlag af en anden ældre ret, herunder navnlig

[…]

3

Den nævnte forordnings artikel 63 vedrørende indbringelse af klager for Den Europæiske Unions Domstol fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Appelkamrenes afgørelser om klager kan indbringes for Domstolen.

2.   Indbringelse af klager kan ske under påberåbelse af inkompetence, væsentlige formmangler eller overtrædelse af traktaten, af denne forordning eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse eller under påberåbelse af magtfordrejning.«

4

Artikel 74 i forordning nr. 40/94, der har overskriften »Harmoniseringskontorets ex officio prøvelse af de faktiske omstændigheder«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Under sagsbehandlingen ved Harmoniseringskontoret prøver dette ex officio de faktiske omstændigheder; i sager vedrørende relative registreringshindringer begrænser Harmoniseringskontoret sig imidlertid til at prøve de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger.«

5

Forordning nr. 40/94 er blevet ophævet og kodificeret ved Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1), som trådte i kraft den 13. april 2009.

6

Artikel 52, 63 og 74 i forordning nr. 40/94 er uden væsentlige ændringer blevet til henholdsvis artikel 53, 65 og 76 i forordning nr. 207/2009.

7

Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13. december 1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 (EFT L 303, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1041/2005 af 29. juni 2005 (EUT L 172, s. 4, herefter »gennemførelsesforordningen«), fastsætter bl.a. gennemførelsesbestemmelserne om Harmoniseringskontorets fremgangsmåde i forhold til, hvordan et EF-varemærke erklæres fortabt eller ugyldigt.

8

Gennemførelsesforordningens regel 37 i har følgende ordlyd:

»En begæring til [Harmoniseringsk]ontoret om, at et EF-varemærke erklæres fortabt eller ugyldigt […] skal indeholde:

[…]

9

Den 2. oktober 2007 fik NLC registreret følgende EF-figurmærke ved Harmoniseringskontoret (herefter »det anfægtede varemærke«):

10

Den 20. november 2007 indgav indgiverne af ugyldighedsbegæringen til Harmoniseringskontoret en ugyldighedsbegæring vedrørende det anfægtede varemærke i medfør af artikel 52, stk. 2, litra c), i forordning nr. 40/94 på grundlag af en ældre ophavsrettighed, som tilhørte Giuseppe De Gregorio, til følgende figurtegn (herefter »mano portafortuna«):

11

Ved afgørelse af 16. juli 2009 tog Harmoniseringskontorets annullationsafdeling ugyldighedsbegæringen til følge i det væsentlige med den begrundelse, at indgiverne af ugyldighedsbegæringen havde godtgjort, at der forelå en ophavsrettighed, som var beskyttet ved italiensk lovgivning, som var nærmest identisk med det anfægtede varemærke, og som var ældre end dette.

12

NLC påklagede denne afgørelse.

13

Ved den omtvistede afgørelse gav Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret afslag på klagen med den begrundelse, at alle betingelserne i henhold til artikel 53, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, var opfyldt.

14

Hvad angik spørgsmålet, om der eksisterede en ophavsret, som var beskyttet ved italiensk lovgivning, fandt appelkammeret for det første, at indgiverne af ugyldighedsbegæringen havde ført bevis for et værks skabelse og for, at de var indehavere af ophavsretten til dette værk, idet de havde fremlagt en fotokopi af en privat kontrakt af 16. september 1986 (herefter »kontrakten af 1986«), hvorved en tredjemand, der præsenterer sig som ophavsmanden til mano portafortuna, bekræfter at have overdraget sin ret til reproduktion og brug af dette værk til en af disse, sammen med andre tegninger, der var bilagt kontrakten.

15

For det andet var appelkammeret af den opfattelse, at de af NLC angivne uregelmæssigheder – dvs. omtalen af en maksimumsvarighed for ophavsretsbeskyttelsen på 70 år, selv om en sådan varighed først har eksisteret fra 1996, poststemplets dato, som svarer til en søndag, hvilken dag postkontorerne er lukkede, og den kvalitative og konceptuelle forskel mellem tegningen af mano portafortuna og de andre tegninger i bilaget til kontrakten af 1986 – ikke gav anledning til tvivl om ægtheden af denne kontrakts indhold. I denne forbindelse præciserede appelkammeret, at selv om det private dokument fuldt ud bekræftede oprindelsen af erklæringerne fra dem, der havde underskrevet dem, indtil ægtheden blev anfægtet, jf. artikel 2702 i den italienske civile lovbog, fremgik det ikke desto mindre af ordlyden af denne bestemmelse, at appelkammeret havde kompetence til frit at bedømme indholdet heraf.

16

Efter undersøgelsen af kontrakten af 1986 fastslog appelkammeret, at der forelå en ophavsrettighed, som var beskyttet ved italiensk lovgivning.

17

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. september 2010 anlagde NLC sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Til støtte for søgsmålet gjorde NLC tre anbringender gældende vedrørende for det første en tilsidesættelse af artikel 53, stk. 2, litra c), i forordning nr. 207/2009, for så vidt som appelkammeret havde konkluderet, at indgiverne af ugyldighedsbegæringen havde bevist, at der forelå en ældre ophavsrettighed, for det andet ulovligheden af appelkammerets afslag på at indlede en mundtlig forhandling og på at træffe afgørelse om fremlæggelse af den originale kontrakt af 1986 samt for det tredje appelkammerets fejlagtige bedømmelse af sin kompetence til at undersøge ægtheden af denne kontrakt.

18

Ved den appellerede dom gav Retten NLC medhold, idet den tog NLC’s første og tredje anbringende til støtte for søgsmålet til følge.

19

I denne forbindelse henviste Retten først i den appellerede doms præmis 14-21 til de regler og principper, som appelkammeret skal anvende med henblik på at undersøge, om der er blevet ført bevis for, at der findes en ophavsrettighed, som er beskyttet ved en national lovgivning. Idet Retten henviste til Domstolens dom af 5. juli 2011, sag C-263/09 P, Edwin mod KHIM (Sml. I., s. 5853, præmis 50-52), udtalte den i præmis 18, at det påhviler den, der indgiver begæringen, for Harmoniseringskontoret ikke bare at fremlægge bevis for, at han opfylder de krævede betingelser i overensstemmelse med den nationale lovgivning, som han påberåber sig anvendelse af for at kunne få adgang til at forbyde brugen af et EF-varemærke i henhold til en ældre ret, men også bevis for indholdet af denne lovgivning.

20

Herefter anførte Retten i den appellerede doms præmis 20, at Harmoniseringskontoret efter sin egen praksis ex officio og med de midler, som det finder hensigtsmæssige hertil, skal indhente oplysninger om den nationale lovgivning i den berørte medlemsstat, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for bedømmelsen af betingelserne for anvendelse af en påberåbt ugyldighedsgrund, og navnlig for bedømmelsen af realiteten af de faktiske omstændigheder, der er gjort gældende, eller bevisværdien af de fremlagte beviser. Retten præciserede endvidere, at begrænsningen af det faktiske grundlag for den prøvelse, som Harmoniseringskontoret foretager, ikke udelukker, at Harmoniseringskontoret ud over de faktiske omstændigheder, der udtrykkeligt er anført af parterne i ugyldighedssagen, også tager hensyn til velkendte kendsgerninger, dvs. kendsgerninger, som enhver har kendskab til eller kan få kendskab til ved almindeligt tilgængelige kilder.

21

Endelig udtalte Retten i lyset af disse principper i den appellerede doms præmis 23 og 24, at appelkammeret med rette havde støttet sig på reglerne i italiensk lovgivning, som er afgørende for bevisværdien af kontrakten af 1986, men at det påhvilede Retten at kontrollere, om appelkammeret havde foretaget en korrekt fortolkning af den relevante italienske lovgivning, da det konkluderede, at kontrakten af 1986 i henhold til artikel 2702 og 2703 i den italienske borgerlige lovbog fuldt ud bekræftede oprindelsen af erklæringerne fra dem, som havde underskrevet dem, indtil der blev anlagt en sag vedrørende spørgsmålet, om dokumentet var falsk.

22

I denne forbindelse undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 25-32 bestemmelserne i italiensk ret, navnlig artikel 2704 i den italienske borgerlige lovbog, som fortolket af Corte suprema di cassazione (den italienske kassationsdomstol) i dennes dom nr. 13912 af 14. juni 2007 (herefter »dommen af 14. juni 2007«). Efter i dommens præmis 33 at have udtalt, at der i den omtvistede afgørelse ikke var nogen henvisning til denne artikel, anførte Retten i den appellerede doms præmis 35, at NLC i henhold til Corte suprema di cassaziones praksis kunne have fremlagt bevis for, at kontrakten af 1986 i virkeligheden var udarbejdet på en anden dato end den, der fremgår af poststemplet, uden at det var nødvendigt at anlægge sag vedrørende spørgsmålet, om dokumentet var falsk. Retten udledte deraf i den nævnte doms præmis 36, at appelkammeret havde foretaget en fejlfortolkning af den gældende nationale lovgivning i medfør af artikel 53, stk. 2, i forordning nr. 207/2009, og følgelig, at det havde foretaget en forkert bedømmelse af den præcise rækkevidde af dets egne kompetencer.

23

Efter i den appellerede doms præmis 40 at have konstateret, at denne fejlfortolkning af den nationale lovgivning kunne have indvirket på den omtvistede afgørelses indhold, konkluderede Retten deraf i den nævnte doms præmis 41, at den omtvistede afgørelse skulle annulleres, uden at det var fornødent at behandle det andet anbringende, som NLC havde påberåbt sig til støtte for søgsmålet.

24

Harmoniseringskontoret har nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, og at NLC tilpligtes at betale Harmoniseringskontorets omkostninger.

25

NLC har nedlagt påstand om, at appellen forkastes.

26

Harmoniseringskontoret har til støtte for appellen påberåbt sig tre anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 og af gennemførelsesforordningens regel 37, for det andet en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, idet Harmoniseringskontorets ret til at blive hørt med hensyn til dommen af 14. juni 2007 ikke er blevet respekteret, og for det tredje en åbenbart selvmodsigende og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, som har påvirket Rettens begrundelser og konklusion.

27

Harmoniseringskontoret har med det første anbringende, som indeholder to led, gjort gældende, at Retten hverken kunne støtte sig på den italienske borgerlige lovbogs artikel 2704 (første led) eller på dommen af 14. juni 2007 (andet led), eftersom parterne ikke havde påberåbt sig disse to forhold, som derfor ikke var en del af tvistens genstand for appelkammeret.

28

Eftersom Harmoniseringskontoret er af den opfattelse, at Rettens begrundelse ikke klart lod det fremgå, om den anser den gældende nationale lovgivning for at være et retligt spørgsmål eller en velkendt kendsgerning, er Harmoniseringskontoret fremkommet med alternative begrundelser. For det tilfælde, at Retten antog, at anvendelsen af national lovgivning udgør et retligt spørgsmål, har den tilsidesat dels det princip, der er udtrykt i gennemførelsesforordningens regel 37, litra b), nr. iii), hvorefter det påhviler den part, som påberåber sig national lovgivning, at forsyne Harmoniseringskontoret med de oplysninger, som fastslår lovgivningens indhold, og med grunden til, at den finder anvendelse i den konkrete sag, dels løsningen i dommen i sagen Edwin mod KHIM, hvoraf det fremgår, at national lovgivning er et faktisk spørgsmål, som det påhviler parterne at påberåbe sig og bevise. For det tilfælde, at Retten antog, at anvendelsen af national lovgivning udgør et faktisk spørgsmål, har den med urette kvalificeret national lovgivning som en »velkendt kendsgerning«, som Harmoniseringskontoret som sådan på eget initiativ kunne undersøge og påberåbe sig. Retten erstattede endvidere appelkammerets bedømmelse med sin egen og foretog en bedømmelse af forhold, som appelkammeret ikke havde taget stilling til.

29

Som svar på denne argumentation har NLC for det første gjort gældende, at gennemførelsesforordningens regel 37 og dommen i sagen Edwin mod KHIM vedrører den bevisbyrde, der påhviler indgiveren af ugyldighedsbegæringen, men ikke vedrører en sagsøgt, som befinder sig i en ufordelagtig situation, når en afgørelse fra Harmoniseringskontoret anfægtes på grundlag af en påstand, som er støttet på en ret, der kan være fuldstændig ukendt for ham. Bevisbyrden, der i medfør af regel 37 og dommen i sagen Edwin mod KHIM påhviler indgiveren, udstrækker sig i øvrigt ikke til at omfatte nationale procesretlige spørgsmål.

30

For det andet har NLC gjort gældende, at appelkammeret ikke har begrænset sig til at bedømme en faktisk situation, men at det har afsagt en retsafgørelse. En fortolkning af artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, der indebærer, at denne bestemmelse begrænser appelkammerets undersøgelse til de relative registreringshindringer, som den, der har indgivet ugyldighedsbegæringen, har gjort gældende, ville være i strid med anvendelsen af grundlæggende retsprincipper, som Harmoniseringskontoret skal tage i betragtning, således som det bl.a. anføres i 13. betragtning til og artikel 83 i forordningen.

31

For det tredje har NLC anført, at den af appelkammeret begåede fejl hviler på en fejlfortolkning af den italienske borgerlige lovbogs artikel 2702 og 2703, hvorpå dets opmærksomhed var blevet henledt, og at spørgsmålet om bevisværdien af kontrakten af 1986 var blevet rejst for appelkammeret og Retten. Selv om det antages, at sidstnævnte med urette indledte en drøftelse vedrørende den nævnte lovbogs artikel 2704, og den dertilhørende retspraksis, kunne denne fejl derfor ikke have påvirket resultatet af den analyse, som Retten foretog, hvorfor anbringendet må forkastes som irrelevant.

32

Indledningsvis skal det fastlås, at i betragtning af den dato, hvorpå der blev opnået registrering af det anfægtede varemærke, dvs. den 2. oktober 2007, og den dato, hvorpå indgiverne af ugyldighedsbegæringen indgav deres begæring til Harmoniseringskontoret, dvs. den 20. november samme år, skal det foreliggende anbringende vurderes i forhold til bestemmelserne i forordning nr. 40/94, eftersom forordning nr. 207/2009 ikke var i kraft på disse datoer (jf. bl.a. dom af 3.10.2013, sag C-122/12 P, Rintisch mod KHIM, præmis 2).

33

Det første anbringende, der er blevet gjort gældende til støtte for appellen, vedrører i det væsentlige den processuelle ordning, som anvendelsen af den nationale lovgivning er underlagt inden for rammerne af dels en ugyldighedsbegæring vedrørende et EF-varemærke, der er blevet indgivet til Harmoniseringskontoret, dels et søgsmål, der er blevet anlagt ved Retten til prøvelse af den afgørelse, der er blevet truffet vedrørende denne begæring, når sagen i overensstemmelse med artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94 er støttet på eksistensen af en ældre rettighed, der er beskyttet ved en regel i national lovgivning. For at vurdere rigtigheden af dette anbringende skal der indledningsvis erindres om måden for fordelingen af rollerne mellem den, der har indgivet begæringen om ugyldighed, Harmoniseringskontorets kompetente instanser og Retten i en sådan kontekst.

34

Hvad går den nævnte indgivers rolle har Domstolen udtalt, at gennemførelsesforordningens regel 37 påfører denne den byrde at fremlægge bevis over for Harmoniseringskontoret for, at han ikke bare opfylder de krævede betingelser i overensstemmelse med den nationale lovgivning, som han påberåber sig anvendelse af for at kunne få adgang til at forbyde brugen af et EF-varemærke i henhold til en ældre ret, men også bevis for indholdet af denne lovgivning (dommen i sagen Edwin mod KHIM, præmis 50).

35

Hvad angår Harmoniseringskontorets kompetente instanser har Domstolen anført, at det påhviler disse at bedømme gyldigheden og rækkevidden af de af indgiveren fremlagte beviser for at fastlægge indholdet af den nationale retsregel, som denne påberåber sig (dommen i sagen Edwin mod KHIM, præmis 51).

36

Hvad angår den opgave, der påhviler Retten, har Domstolen, idet den har henvist til artikel 63, stk. 2, i forordning nr. 40/94, der definerer de tilfælde, hvor der kan anlægges sag til prøvelse af Harmoniseringskontorets appelkamres afgørelser, præciseret, at Retten har kompetence til at udføre en fuldstændig legalitetskontrol i forhold til Harmoniseringskontorets bedømmelse af de af den, der har indgivet begæringen, fremlagte beviser med henblik på at fastlægge indholdet af den nationale lovgivning, som han påberåber sig beskyttelsen af (dommen i sagen Edwin mod KHIM, præmis 52).

37

I modsætning til hvad Harmoniseringskontoret har gjort gældende, følger det ikke af præmis 50-52 i dommen i sagen Edwin mod KHIM, at en national retsregel, der er blevet anvendelig ved en henvisning som den, der fremgår af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 40/94, skal behandles som et rent faktuelt forhold, med hensyn til hvilket Harmoniseringskontoret og Retten begrænser sig til at foretage en konstatering af, om det eksisterer, på grundlag af beviser, der forelægges dem.

38

Det fremgår derimod af de nævnte præmisser, at Domstolen har villet understrege rækkevidden af den kontrol, som anvendelsen af national lovgivning i en sag, der er opstået som følge af en begæring om annullation af et EF-varemærke, skal være underlagt, både for Harmoniseringskontorets kompetente instanser og for Retten.

39

Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om Harmoniseringskontoret og Retten i en sådan processuel sammenhæng er forpligtede til at begrænse sig udelukkende til undersøgelsen af de dokumenter, der er blevet fremlagt af indgiveren for at bevise indholdet af den anvendelige nationale lovgivning, eller om de kan udøve en kontrolkompetence for så vidt angår relevansen af den lovgivning, der gøres gældende, som i givet fald omfatter, at de ex officio indhenter oplysninger vedrørende betingelserne for anvendelse og rækkevidden af de påberåbte regler i national lovgivning.

40

I denne forbindelse bemærkes, at den kontrol, som Harmoniseringskontoret og Retten udøver, som generaladvokaten har anført i punkt 91 i forslaget til afgørelse, skal foretages i lyset af kravet om at sikre den effektive virkning af forordning nr. 40/94, som er at sikre beskyttelsen af EF-varemærker.

41

Ud fra denne synsvinkel forekommer det – eftersom anvendelsen af national lovgivning kan føre til, at det fastslås, at et EF-varemærke, der er behørigt registreret, er ugyldigt – nødvendigt, at Harmoniseringskontoret og Retten, før de tager en ugyldighedsbegæring vedrørende et sådant varemærke til følge, kan kontrollere relevansen af de oplysninger, som indgiveren har fremlagt til brug for bevisførelsen, som påhviler denne, med hensyn til indholdet af denne nationale lovgivning.

42

Den kontrol, der udøves af Harmoniseringskontorets kompetente instanser og af Retten, skal også opfylde kravene til den funktion, som de udøver i tvister om EF-varemærker.

43

Når Harmoniseringskontorets kompetente instanser i første omgang skal træffe afgørelse om en ugyldighedsbegæring vedrørende et EF-varemærke, som er støttet på en ældre rettighed, der er beskyttet ved en regel i national lovgivning, kan deres afgørelse have til virkning, at varemærkeindehaveren fratages en ret, som er blevet tillagt ham. Rækkevidden af en sådan afgørelse omfatter nødvendigvis, at den instans, der træffer den, ikke er begrænset til at have en rolle, hvor den blot kontrollerer den nationale lovgivning, således som denne er blevet fremstillet af indgiveren af ugyldighedsbegæringen.

44

Hvad angår den domstolskontrol, som Retten foretager efterfølgende, skal det – som generaladvokaten har anført i punkt 92 i forslaget til afgørelse – fremhæves, at denne kontrol skal opfylde kravene til princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse. I det omfang anvendelsen af national lovgivning i den omhandlede processuelle sammenhæng kan have til virkning, at indehaveren af et EF-varemærke fratages sin ret, er det ufravigeligt, at Retten på grund af eventuelle huller i de dokumenter, der er blevet fremlagt som bevis for den anvendelige nationale lovgivning, ikke fratages den reelle mulighed for at udøve en effektiv kontrol. Til dette formål skal den således – ud over de dokumenter, der er blevet fremlagt – kunne kontrollere indholdet, betingelserne for anvendelse og rækkevidden af de retsregler, som indgiveren af ugyldighedsbegæringen har påberåbt sig.

45

Det følger heraf, at det var uden at begå en fejl, at Retten i præmis 20 i den appellerede dom udtalte, at »under omstændigheder, hvor det bl.a. påhviler Harmoniseringskontoret at tage hensyn til den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvori en ældre ret, hvorpå ugyldighedsbegæringen er støttet, nyder beskyttelse, skal det ex officio og med de midler, som det finder hensigtsmæssige hertil, indhente oplysninger om den nationale lovgivning i den berørte medlemsstat, hvis sådanne oplysninger er nødvendige for bedømmelsen af betingelserne for anvendelse af den omhandlede ugyldighedsgrund, og navnlig for bedømmelsen af realiteten i de faktiske omstændigheder, der er gjort gældende, eller bevisværdien af de fremlagte beviser«.

46

I det foreliggende tilfælde tog Retten – efter i den appellerede doms præmis 24 at have anført, at Harmoniseringskontoret havde anvendt artikel 2702 og 2703 i den italienske borgerlige lovbog for at vurdere bevisværdien af kontrakten af 1986 – ligeledes i den nævnte doms præmis 27-32 hensyn til samme lovbogs artikel 2704 med hensyn til den bestemte karakter af datoen for et privat dokument samt den nationale retspraksis vedrørende fortolkningen og anvendelsen af sidstnævnte artikel. Ved at gøre dette overskred Retten ikke grænserne for den kompetence, der tilkommer den, til ex officio at indhente oplysninger for at kontrollere indholdet, betingelserne for anvendelse og rækkevidden af de nationale retsregler, som indgiveren af ugyldighedsbegæringen havde påberåbt sig for at godtgøre bevisværdien af den kontrakt, hvorpå sidstnævnte støttede sin ældre ret til det anfægtede varemærke.

47

Under disse omstændigheder må begge led i det første anbringende, der er gjort gældende til støtte for appellen, forkastes.

48

Idet Harmoniseringskontoret har henvist til det almindelige EU-retlige princip, hvorefter adressaterne for offentlige myndigheders beslutninger, der føleligt berører deres interesser, i rette tid skal have lejlighed til at fremføre deres synspunkter, har Harmoniseringskontoret gjort gældende, at det i denne sag ikke har haft denne mulighed for så vidt angår dommen af 14. juni 2007, som parterne ikke havde påberåbt sig under den administrative procedure, og som derfor ikke var en del af tvisten ved appelkammeret. Ifølge Harmoniseringskontoret ville Rettens begrundelse og konklusion have været anderledes, hvis det havde haft denne mulighed.

49

Harmoniseringskontoret har på dette grundlag konkluderet, at Retten tilsidesatte dets ret til at blive hørt.

50

NLC har svaret, at det retlige spørgsmål, for hvilket Corte suprema di cassaziones praksis var relevant, blev rejst under retsmødet, eftersom Retten i henhold til procesreglementets artikel 64 ved skrivelse af 7. februar 2012 havde opfordret Harmoniseringskontoret til at besvare spørgsmål vedrørende rækkevidden af den italienske borgerlige lovbogs artikel 2704. Harmoniseringskontoret havde dermed haft mulighed for at blive hørt vedrørende dette spørgsmål, både skriftligt og under retsmødet, og det kan ikke med rette gøres gældende, at såfremt der ikke foretages forudgående underretning om enhver relevant eller potentielt relevant retspraksis, indebærer en dom, som henviser hertil, en tilsidesættelse af retten til at blive hørt.

51

NLC har tilføjet, at hvis det blev antaget, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at give Harmoniseringskontoret mulighed for at fremsætte bemærkninger til den nationale retspraksis, som NLC havde påberåbt sig, indvirker denne fejl under ingen omstændigheder på den løsning, som denne ret kom frem til i den tvist, som den skulle behandle.

52

Retten til en retfærdig rettergang udgør et grundlæggende EU-retligt princip, der er knæsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

53

For at opfylde kravene i EU-retten skal Unionens retsinstanser håndhæve og selv overholde kontradiktionsprincippet, som gælder for enhver procedure, som kan munde ud i, at en EU-institution træffer en afgørelse, der berører en persons interesser føleligt (dom af 2.12.2009, sag C-89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl., Sml. I, s. 11245, præmis 51 og 53, og af 17.12.2009, sag C-197/09 RX II, fornyet prøvelse M mod EMEA, Sml. I, s. 12033, præmis 41 og 42).

54

Kontradiktionsprincippet giver ikke blot hver part i en tvist retten til at få kendskab til og kommentere de aktstykker og indlæg, som modparten har forelagt retsinstansen. Princippet medfører ligeledes retten for parterne til at få kendskab til de spørgsmål, som retsinstansen af egen drift har rejst, og hvorpå denne skal basere sin afgørelse, og at kommentere disse. For at opfylde kravene til retten til en retfærdig rettergang er det nemlig væsentligt, at parterne har kendskab til og kontradiktorisk kan drøfte såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren (dommen i sagen Kommissionen mod Irland m.fl., præmis 55 og 56, og dom af 21.2.2013, sag C-472/11, Banif Plus Bank, præmis 30).

55

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at dommen af 14. juni 2007 hverken blev nævnt under sagen for Harmoniseringskontoret eller i de indlæg, der blev indgivet til Retten, men at den blev omtalt ex officio af Retten efter afslutningen af den skriftlige procedure.

56

Det skal derfor undersøges, om parterne i den foreliggende sag under proceduren for Retten havde mulighed for at fremsætte bemærkninger vedrørende den nævnte dom.

57

Som det fremgår af de skrivelser, som Retten sendte parterne den 7. februar 2012, og de spørgsmål, der var bilagt, blev disse ikke, selv om de blev opfordret til at gøre deres standpunkt gældende vedrørende bestemmelserne i den italienske borgerlige lovbogs artikel 2704, sat i stand til at fremsætte bemærkninger til dommen af 14. juni 2007, som slet ikke var nævnt i disse skrivelser.

58

Som generaladvokaten anførte i punkt 117 i forslaget til afgørelse, lader en gennemgang af den appellerede doms præmis 32, 35, 36, 39 og 40 det klart fremgå, at indholdet af dommen af 14. juni 2007 har spillet en afgørende rolle for Rettens begrundelse. Det var, fordi Retten havde konstateret, at appelkammeret ikke havde taget hensyn til denne retspraksis, hvorefter der kunne føres bevis mod sandhedsværdien af poststemplets dato, uden at det var nødvendigt at anvende proceduren om forfalskning, at den antog, at appelkammeret burde have lagt større vægt på de af NLC påståede uregelmæssigheder, og at den omtvistede afgørelse derfor skulle annulleres.

59

Det følger af det ovenstående, at Retten tilsidesatte kontradiktionsprincippet, som følger af kravene vedrørende retten til retfærdig rettergang.

60

Det følger heraf, at det andet anbringende, som Harmoniseringskontoret har gjort gældende til støtte for appellen, derfor må tages til følge.

61

I betragtning af den processuelle fejl, som Retten har begået i forbindelse med anvendelsen af praksis fra Corte suprema di cassazione vedrørende den italienske borgerlige lovbogs artikel 2704, er der på dette tidspunkt af sagens behandling ikke anledning til at undersøge det tredje anbringende, som Harmoniseringskontoret har påberåbt sig, vedrørende den åbenbart selvmodsigende og urigtige gengivelse af de faktiske omstændigheder, som har påvirket rigtigheden af Rettens begrundelser på grundlag af denne retspraksis.

62

Det følger af alle de ovenstående betragtninger, at den appellerede dom skal ophæves.

63

Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, såfremt den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

64

I det foreliggende tilfælde finder Domstolen, at sagen ikke er moden til påkendelse, eftersom parterne først skal have mulighed for at udtale sig kontradiktorisk om visse af de forhold i national lovgivning, som Retten har anført ex officio.

65

Sagen skal derfor hjemvises til Retten, således at den kan træffe afgørelse vedrørende realiteten.

66

Da sagen hjemvises til Retten, udsættes afgørelsen om den foreliggende appelsags omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):