Generaladvokatens forslag til afgørelse

Generaladvokatens forslag til afgørelse

1. Domstolen har i anledning af en traktatbrudssag vedrørende en angivelig utilstrækkelig gennemførelse af direktiv 2005/29/EF (2) (»direktiv om urimelig handelspraksis«) lejlighed til at tage stilling til overgangsordningen i dette direktivs artikel 3, stk. 5, i henhold til hvilken medlemsstaterne i en vis periode, på visse betingelser, kan anvende » mere restriktive eller præskriptive« nationale bestemmelser på området forbrugerbeskyttelse end bestemmelserne i direktiv 2005/29.

I – Retsforskrifter

A – EU-retten

1. Direktiv 2005/29

2. I henhold til sjette betragtning til direktiv 2005/29 »foretages der [...] en tilnærmelse af medlemsstaternes love om urimelig handelspraksis, herunder illoyal reklame, som direkte skader forbrugernes økonomiske interesser og derved indirekte skader legitime konkurrenters økonomiske interesser. […] Direktivet hverken omfatter eller berører de nationale love om urimelig handelspraksis, som udelukkende skader konkurrenternes økonomiske interesser, eller som vedrører transaktioner mellem erhvervsdrivende. Under fuld hensyntagen til nærhedsprincippet vil medlemsstaterne fortsat i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen kunne lovgive med hensyn til urimelig handelspraksis, hvis de ønsker det. Direktivet omfatter eller berører heller ikke de bestemmelser i direktiv 84/450/EØF om reklame, som er vildledende for virksomheder, men ikke forbrugere, eller som omhandler sammenlignende reklame […]«.

3. I 14. betragtning til samme direktiv er det anført, at »[d]et er ønskeligt, at begrebet vildledende handelspraksis omfatter de former for praksis, herunder vildledende reklame, hvor forbrugeren bedrages og dermed forhindres i at træffe et informeret og således effektivt valg. I overensstemmelse med medlemsstaters love og praksis vedrørende vildledende reklame er vildledende reklame i dette direktiv inddelt i vildledende handlinger og vildledende udeladelser. For så vidt angår udeladelser er der i direktivet opstillet en begrænset række vigtige oplysninger, som forbrugeren skal bruge for at kunne træffe en informeret transaktionsbeslutning […]«.

4. I 15. betragtning er det anført, at »[e]r der i fællesskabslovgivningen fastlagt oplysningskrav i forbindelse med kommerciel kommunikation, reklame og markedsføring, anses disse oplysninger for at være væsentlige i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne vil kunne opretholde eller tilføje oplysningskrav, der vedrører aftaleret, og som har aftaleretlige følger, når dette er tilladt i henhold til minimumsklausulerne i de eksisterende instrumenter i fællesskabslovgivningen. I bilag II findes en ikke-udtømmende liste over sådanne oplysningskrav i gældende fællesskabsret. I betragtning af, at der med dette direktiv indføres fuld harmonisering, er det kun de oplysninger, der kræves i henhold til fællesskabsretten, der anses for at være væsentlige i henhold til artikel 7, stk. 5, heri. Hvis en medlemsstat i medfør af en minimumsklausul har indført oplysningskrav, der går videre end det af fællesskabsretten påkrævede, udgør en udeladelse af disse yderligere oplysninger ikke en vildledende udeladelse i medfør af dette direktiv. Derimod vil medlemsstaterne være i stand til, når minimumsklausulerne i fællesskabsretten tillader dem det, at bevare eller indføre strengere bestemmelser i overensstemmelse med fællesskabsretten for at sikre et højere beskyttelsesniveau for forbrugernes individuelle kontraktlige rettigheder«.

5. Endelig hedder det i 17. betragtning, at »[m]ed henblik på at sikre yderligere retssikkerhed er det ønskeligt at få præciseret, hvilke former for handelspraksis der under alle omstændigheder anses for urimelige. Bilag I indeholder derfor en fuldstændig liste over alle disse former for praksis. Disse former for handelspraksis er de eneste, der kan anses for urimelige, uden først i hvert enkelt tilfælde at være blevet vurderet i forhold til bestemmelserne i artikel 5-9. Listen kan kun ændres ved en revision af direktivet«.

6. Artikel 1 i direktiv 2005/29 foreskriver, at »[f]ormålet med dette direktiv er at bidrage til et velfungerende indre marked og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gennem tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser«.

7. Direktivets artikel 2 indeholder en række definitioner, hvoraf følgende er relevante for denne sag:

»b) »erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med en af dette direktiv omfattet handelspraksis udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne

[…]

d) »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne« […]: en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne«.

8. Artikel 3 i direktiv 2005/29 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer følgende:

»1. Dette direktiv gælder for virksomheders urimelige praksis over for forbrugerne, som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.

2. Dette direktiv berører ikke aftaleretten og navnlig ikke bestemmelserne om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning.

[…]

4. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem dette direktivs bestemmelser og andre fællesskabsbestemmelser om særlige aspekter af urimelig handelspraksis vil sidstnævnte gælde for de pågældende særlige aspekter.

5. I en periode på seks år efter den 12. juni 2007 kan medlemsstaterne på det område, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse, fortsætte med at anvende nationale bestemmelser, som er mere restriktive eller præskriptive end dette direktiv, og som implementerer direktiver med bestemmelser om minimumsharmonisering. Disse foranstaltninger skal være væsentlige med henblik på at sikre, at forbrugerne sikres tilstrækkeligt mod urimelig handelspraksis, og skal stå i et rimeligt forhold til opfyldelsen af dette mål. Den revision, der er omhandlet i artikel 18, kan, hvis det anses for hensigtsmæssigt, omfatte et forslag om forlængelse af denne undtagelse med en yderligere begrænset periode.

6. Medlemsstaterne skal omgående underrette Kommissionen om anvendelse af nationale bestemmelser på grundlag af stk. 5.

[…]«

9. Artikel 4 i direktiv 2005/29 bestemmer, at »[m]edlemsstaterne [...] hverken [må] begrænse friheden til at levere tjenesteydelser eller den frie bevægelighed for varer af grunde, der kan henføres til de områder, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse«.

10. Under overskriften »Forbud mod urimelig handelspraksis« bestemmer artikel 5 i direktiv 2005/29 følgende:

»1. Urimelig handelspraksis forbydes.

2. En handelspraksis er urimelig, hvis:

a) den er i modstrid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt

og

b) væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren, som bliver genstand for den, eller som den er rettet mod, eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.

[…]

4. En handelspraksis er i særdeleshed urimelig, hvis den er:

a) vildledende, jf. artikel 6 og 7

eller

b) aggressiv, jf. artikel 8 og 9.

5. I bilag I findes fortegnelsen over de former for handelspraksis, som under alle omstændigheder vil blive betragtet som urimelige. Den samme fortegnelse skal anvendes i alle medlemsstater og må ændres ved en revision af dette direktiv.«

11. Under overskriften »Vildledende handlinger« bestemmer artikel 6 i direktiv 2005/29 følgende:

»1. En handelspraksis betragtes som vildledende, hvis den indeholder urigtige oplysninger og derfor er usandfærdig eller f.eks. i kraft af sin generelle fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede en gennemsnitsforbruger, selv om oplysningerne er faktuelt korrekte, med hensyn til et eller flere af følgende elementer og under alle omstændigheder foranlediger eller kan forventes at foranledige ham til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet:

[…]

d) prisen eller den måde, hvorpå prisen beregnes, eller en særlig prismæssig fordel

[…]«

2. Direktiv 85/577/EØF (3)

12. I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 85/577 »gælder [direktivet] for aftaler indgået mellem en erhvervsdrivende, der leverer varer eller tjenesteydelser, og en forbruger:

– under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende uden for dennes faste forretningssted

eller

– i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg:

i) hos forbrugeren eller en anden forbruger

ii) på forbrugerens arbejdsplads, såfremt besøget ikke sker efter udtrykkelig anmodning fra forbrugeren«.

13. Artikel 8 i direktiv 85/577 præciserer, at direktivet »ikke [er] til hinder for, at medlemsstaterne vedtager eller opretholder endnu gunstigere forbrugerbeskyttende bestemmelser på det af direktivet omfattede område«.

3. Direktiv 98/6/EF (4)

14. I henhold til artikel 1 i direktiv 98/6 er »[f]ormålet med dette direktiv [...] at fastsætte krav om angivelse af salgsprisen og prisen pr. måleenhed for varer, som udbydes af forhandlere til forbrugere, for at forbedre forbrugeroplysningen og lette en prissammenligning«.

15. I henhold til artikel 10 i direktiv 98/6 »forhindrer [dette direktiv] ikke medlemsstaterne i at vedtage eller opretholde forskrifter, der er mere gunstige for så vidt angår forbrugeroplysning og sammenligning af priser, med forbehold af forpligtelserne i henhold til traktaten«.

B – National ret

16. Lov af 5. juni 2007 om ændring af lov af 14. juli 1991 om markedsføring samt om oplysning og beskyttelse af forbrugerne, som gennemførte direktiv 2005/29 (5), sammenholdt med lov af 6. april 2010 om markedspraksis og forbrugerbeskyttelse (6) udelukker udøvere af liberale erhverv samt tandlæger og fysioterapeuter fra sit anvendelsesområde.

17. Den belgiske forfatningsdomstol har ved dom nr. 55/2011 af 6. april 2011, stadfæstet ved dom nr. 192/2011 af 15. december 2011, erklæret visse bestemmelser i loven af 6. april 2010, i det omfang bestemmelserne udelukker udøvere af liberale erhverv samt tandlæger og fysioterapeuter fra lovens anvendelsesområde, forfatningsstridige.

18. Lov af 2. august 2002 om vildledende og sammenlignende reklame, urimelige kontraktvilkår og aftaler om fjernsalg vedrørende de liberale erhverv (7) indeholder i artikel 4 en definition af vildledende reklame og forbuddet herimod på området for liberale erhverv.

19. Artikel 43, stk. 2, og artikel 51, stk. 3, i den nævnte lov af 14. juli 1991 bestemte, at erhvervsdrivende ikke måtte annoncere en rabatnedsættelse af priser, hvis den ikke var reel i forhold til den pris, der var gældende i den måned, der gik umiddelbart forud for den dato, hvor nedsættelsen fandt anvendelse.

20. I henhold til artikel 20-23 og 29 i den nævnte lov af 6. april 2010 kan produkter kun anses for at være nedsatte, hvis deres pris er lavere end referenceprisen, hvorved forstås den laveste pris af dem, som virksomheden har fastsat for de pågældende produkter i den pågældende måned.

21. Lov af 25. juni 1993 om udøvelse og tilrettelæggelse af erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted og markedshandel (8), som ændret ved lov af 4. juli 2005 (9), bestemmer, at der kan tilrettelægges salg uden fast forretningssted hos forbrugeren, forudsat at den samlede værdi ikke overstiger 250 EUR pr. forbruger. Artikel 5 i kongelig anordning af 24. september 2006 om udøvelse og tilrettelæggelse af erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted (10) fastsætter, at bl.a. lægemidler, plantelægemidler og præparater baseret på disse planter samt alle produkter, der har til formål at ændre sundhedstilstanden, medicinaludstyr og ortopædiske artikler, linser med korrigerende styrke og tilhørende stel, metal og ædelstene, perler, våben og ammunition ikke kan gøres til genstand for erhvervsvirksomhed uden fast forretningssted.

II – Den administrative procedure

22. Efter flere uformelle kontakter med de belgiske myndigheder fremsendte Kommissionen den 2. februar 2009 en åbningsskrivelse til Kongeriget Belgien om mangelfuld gennemførelse af direktiv 2005/29. Ved skrivelser af 3. juni 2009 og 24. juni 2009 meddelte de belgiske myndigheder visse lovgivningsmæssige ændringer med sigte på at imødekomme de problemstillinger, som Kommissionen havde påpeget. Med henblik herpå vedtoges loven af 6. april 2010 om markedspraksis og forbrugerbeskyttelse, der trådte i kraft den 12. maj 2010.

23. Ved begrundet udtalelse af 15. marts 2011 meddelte Kommissionen de belgiske myndigheder, at loven af 6. april 2010 ikke gav svar på fire af de i åbningsskrivelsen af 2. februar 2009 anførte klagepunkter.

24. Kommissionen mener ikke, at de belgiske myndigheders forklaringer i skrivelsen af 11. maj 2011 har afhjulpet de traktatbrud, som påtales i tre af klagepunkterne anført i åbningsskrivelsen af 2. februar 2009, hvorfor den har besluttet at anlægge denne sag.

III – Kommissionens søgsmål

25. Kommissionen foreholder med sit søgsmål Kongeriget Belgien at have begået tre traktatbrud.

26. Til grund for det første påtalte traktatbrud ligger udelukkelsen af visse erhverv fra anvendelsesområdet for direktiv 2005/29, som finder anvendelse på alle erhvervsdrivendes handelspraksis, uanset juridisk status og virksomhedssektor. Den udtrykkelige udelukkelse af udøvere af liberale erhverv, tandlæger og fysioterapeuter fra anvendelsesområdet for loven af 5. juni 2007, som gennemfører direktiv 2005/29 i belgisk ret, er i strid med direktivets artikel 3, sammenholdt med samme direktivs artikel 2, litra b), uden at dette traktatbrud er blevet afhjulpet ved loven af 6. april 2010.

27. Efter Kommissionens opfattelse indebærer den omstændighed, at den belgiske forfatningsdomstol den 6. april erklærede bestemmelserne i lov af 6. april 2010, som udelukker de liberale erhverv fra sit anvendelsesområde, forfatningsstridige, ikke en afhjælpning af det påtalte traktatbrud, for så vidt som de pågældende bestemmelser kun kan erklæres ugyldige, hvis der anlægges et eventuelt annullationssøgsmål, og dette søgsmål, hvis det anlægges, vil ligge efter udløbsdatoen for den frist, der er givet de belgiske myndigheder i den administrative procedure for at afhjælpe det påtalte traktatbrud.

28. Det andet traktatbrud vedrører den belgiske lovgivning om annoncering af prisnedsættelser. Kommissionen har gjort gældende, at artikel 43, stk. 2, i loven af 14. juli 1991 og artikel 20, 21 og 29 i loven af 6. april 2010 yder forbrugerne en strengere beskyttelse end den, der er foreskrevet i direktiv 2005/29, som har gennemført en fuldstændig harmonisering af urimelig handelspraksis.

29. Det tredje traktatbrud vedrører forbud mod bestemte former for salg uden fast forretningssted. Kommissionen har anført, at artikel 4, stk. 1, tredje afsnit, i loven af 25. juni 1993, som blev indført ved artikel 7 i loven af 4. juli 2005, med visse undtagelser forbyder ethvert salg uden fast forretningssted hos forbrugeren, mens artikel 5, stk. 1, i kongelig anordning af 24. september 2006 forbyder, at bestemte produkter gøres til genstand for salg uden fast forretningssted. Direktiv 2005/29 omhandler imidlertid ikke sådanne forbud og er derfor, i betragtning af den gennemførte udtømmende harmonisering, til hinder for den pågældende nationale lovgivning.

30. Kommissionen har følgelig nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kongeriget Belgien har tilsidesat artikel 3, sammenholdt med artikel 2, litra b) og d), og artikel 4 i direktiv 2005/29, samt om, at Kongeriget Belgien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

IV – Retsforhandlingerne ved Domstolen

31. Kongeriget Belgien har i svarskriftet for så vidt angår det første anbringende gjort gældende, at det skal afvises, da Kommissionen har set bort fra den gældende lov af 2. august 2002 om vildledende og sammenlignende reklame, urimelige kontraktvilkår og aftaler om fjernsalg vedrørende de liberale erhverv, uden at præcisere, hvordan nævnte lov er i strid med direktiv 2005/29. Hvad angår realiteten erkender Kongeriget Belgien, at visse erhverv er udelukket fra anvendelsesområdet for den lov, som gennemfører direktivet, men erindrer om, at forfatningsdomstolen har erklæret denne udelukkelse forfatningsstridig og har præciseret, at der den 6. september 2012 blev anlagt et annullationssøgsmål, som kan føre til annullation med tilbagevirkende kraft af de lovbestemmelser, der er erklæret forfatningsstridige. Kongeriget Belgien har under alle omstændigheder gjort gældende, at de nævnte bestemmelser ikke finder anvendelse på grund af deres forfatningsstridighed, og at traktatbruddet således allerede var blevet afhjulpet på datoen for udløbet af den af Kommissionen fastsatte frist.

32. I replikken har Kommissionen gjort gældende, at loven af 2. august 2002 blev påberåbt første gang af Kongeriget Belgien i dets svarskrift, og at denne lov ganske vist fastsætter et forbud mod vildledende reklame på området for liberale erhverv, men ikke har til formål at gennemføre direktiv 2005/29, men derimod direktiv 84/450/EØF (11) . Selv om de to direktiver kan dække de samme former for praksis, forfølger de klart forskellige formål, som det fremgår af sjette betragtning til direktiv 2005/29. Medlemsstaterne var derfor forpligtet til at gennemføre sidstnævnte direktiv for at dække vildledende reklamer på det område, som direktivet omfatter. Hvad angår Kongeriget Belgiens svar vedrørende realiteten for så vidt angår dette første klagepunkt har Kommissionen heroverfor anført, at mens de belgiske myndigheder under den administrative fase hævdede, at de forfatningsstridige bestemmelser kun kunne ophæves med tilbagevirkende kraft, hvis der blev givet medhold i et eventuelt annullationssøgsmål, gør de nu gældende, at den omstændighed, at de erklæres forfatningsstridige, er tilstrækkelig til at ophæve dem. Hvordan det end forholder sig, er det Kommissionens opfattelse, at forbrugernes retssikkerhed er til hinder for, at den omstændighed, at de omtvistede lovbestemmelser erklæres forfatningsstridige, i sig selv kan betragtes som tilstrækkelig til at udelukke disse bestemmelser fra national ret, idet muligheden for, at nye afgørelser er nødvendige for endeligt at fjerne de forfatningsstridige bestemmelser, indebærer en uacceptabel usikkerhed.

33. Kongeriget Belgien har i duplikken anført, at Kommissionen ikke bestrider, at artikel 4 i loven af 2. august 2002 regulerer vildledende reklame på området for liberale erhverv og i den henseende modsvarer artikel 2, litra d), i direktiv 2005/29, hvilket indebærer en delvis gennemførelse af dette direktiv. Eftersom der ikke blev taget hensyn til denne lov, da Kommissionen formulerede sin åbningsskrivelse, må dette anbringende afvises. Forfatningsdomstolens domme om forfatningsstridighed giver efter de belgiske myndigheders opfattelse en tilstrækkelig sikkerhed, for så vidt som de bevirker, at de liberale erhverv omfattes af anvendelsesområdet for loven af 5. juni 2007.

34. Med hensyn til det andet traktatbrud har Kongeriget Belgien gjort gældende, at loven af 6. april 2010 ikke længere foreskriver, at den pris, der annonceres som nedsat, skal være anvendt kontinuerligt i måneden forud for annonceringen af rabatten. Direktiv 2005/29 indeholder ikke, selv om det gennemfører en fuldstændig harmonisering, nogen bestemmelser, som gør det muligt at fastslå, at rabatter, som annonceres, er ægte prisnedsættelser. Direktiv 98/6 er ikke blevet ændret ved direktiv 2005/29, og dets artikel 10 giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opretholde gunstigere bestemmelser om information til forbrugerne og prissammenligninger. Endelig har Kongeriget Belgien anført, at forbrugerens ret til oplysninger ifølge Domstolen er et retsprincip, og at den pågældende lovgivning derfor bør bedømmes i lyset af artikel 28 TEUF for at afgøre, om den er begrundet i tvingende almene hensyn og står i rimeligt forhold til det tilstræbte formål.

35. Kommissionen har heroverfor anført, at anvendelsesområdet for direktiv 98/6 ikke omfatter oplysninger til forbrugerne vedrørende prisnedsættelser eller omhandler alle aspekter af forbrugeroplysning, som vedrører produkternes pris. Lovgivers vilje med hensyn til direktiv 2005/29 er at forhindre, at medlemsstaterne forbyder visse former for handelspraksis på grund af, at den erhvervsdrivende ikke har overholdt visse oplysningsforpligtelser i henhold til national ret. Det forholder sig sådan, at den belgiske lovgivning indebærer et forbud mod annoncering af prisnedsættelser, hvis de strenge betingelser i lovgivningen ikke er opfyldt, selv om sådanne former for praksis, undersøgt enkeltvis, kan anses for ikke at være vildledende eller urimelige i direktiv 2005/29's forstand. Kommissionen har endvidere afvist de belgiske myndigheders argument vedrørende artikel 28 TEUF.

36. Kongeriget Belgien har i duplikken anført, at for at godtage Kommissionens standpunkt vil det være nødvendigt på prisnedsættelsesområdet at foretage en bedømmelse sag for sag, hvilket vil føre til de nationale retters anvendelse af mange forskellige kriterier for at fastslå, om en annoncering udgør en urimelig praksis, hvilket vil være i strid med formålet med direktiv 98/6 med hensyn til prissammenligninger.

37. Angående det tredje traktatbrud har Kongeriget Belgien anført, at såvel artikel 5, stk. 1, i kongelig anordning af 24. september 2006 som artikel 7 i loven af 4. juli 2005 omfattes af anvendelsesområdet for direktiv 85/577 og udgør strengere nationale foranstaltninger, som er tilladt inden for rammerne af nævnte direktiv. Kommissionens anbringender vedrørende manglende kendskab til den udtømmende karakter af den harmonisering, som direktiv 2005/29 foreskriver, er derfor ubegrundede. I dette direktiv sammenfattes i øvrigt de allerede gældende EU-bestemmelser om forbrugerbeskyttelse uden ændring eller begrænsning af rækkevidden af direktiv 85/577, hvis anvendelsesområde er komplementært til anvendelsesområdet for direktiv 2005/29. Endelig henviser de nationale foranstaltninger til de foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2011/83, som Kongeriget Belgien skal vedtage før den 13. december 2013.

38. Sammenfattende har Kongeriget Belgien nedlagt påstand om, at søgsmålets første anbringende afvises, og at Kongeriget Belgien i øvrigt frifindes, da søgsmålet er ubegrundet, samt at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

V – Bedømmelse

A – Søgsmålets første anbringende

1. Formaliteten

39. Som tidligere anført er Kommissionen af den opfattelse, at den udtrykkelige udelukkelse af udøvere af liberale erhverv, tandlæger og fysioterapeuter fra anvendelsesområdet for loven af 6. april 2010, der gennemfører direktiv 2005/29 i belgisk ret, er i strid med artikel 3, sammenholdt med artikel 2, litra b), i samme direktiv.

40. Kongeriget Belgien har indvendt, at dette første anbringende må afvises, for så vidt som Kommissionen ikke har taget hensyn til loven af 2. august 2002 om vildledende reklame, urimelige kontraktvilkår og aftaler om fjernsalg vedrørende de liberale erhverv og ikke har præciseret, hvordan nævnte lov indebærer en tilsidesættelse af direktiv 2005/29.

41. Kommissionen har over for denne formalitetsindsigelse bemærket, at Kongeriget Belgien for første gang har nævnt loven af 2. august 2002 i sit svarskrift. Selv om Kommissionen har medgivet, at nævnte lov forbyder vildledende reklame på området for liberale erhverv, har den anført, at lovens formål er at gennemføre direktiv 84/450 og ikke at gennemføre direktiv 2005/29, idet det forholder sig sådan, at de to direktiver forfølger forskellige formål, og at dette søgsmåls genstand er en ukorrekt gennemførelse af det sidstnævnte direktiv. Herimod har Kongeriget Belgien indvendt, at artikel 4 i loven af 2. august 2002 regulerer vildledende reklame vedrørende liberale erhverv og derfor modsvarer artikel 2, litra d), i direktiv 2005/29, hvorfor den udgør en delvis gennemførelse af dette direktiv.

42. Efter min opfattelse er der ikke grundlag for en afvisning af dette første anbringende.

43. Som det fremgår af punkt 1 i åbningsskrivelsen, der blev fremsendt til Kongeriget Belgien den 2. februar 2009, fremhævede Kommissionen, at loven af 5. juni 2007, der gennemfører direktiv 2005/29, udelukker de liberale erhverv fra sit anvendelsesområde, og påpegede, at nævnte udelukkelse »bekræftedes af, at der findes en særskilt lov for de liberale erhverv, nemlig loven af 2. august 2002 […], som ikke er blevet ændret med henblik på gennemførelsen af direktiv [2005/29]«. Kommissionen anførte endvidere, uden at Kongeriget Belgien bestred dette punkt, at de belgiske myndigheder »har erkendt denne situation« i deres tidligere korrespondance og tilkendegivet, at de havde til hensigt at ændre den. Loven af 6. april 2010 blev netop vedtaget med henblik på at opfylde Kommissionens krav, selv om udelukkelsen af de liberale erhverv opretholdes i den.

44. På baggrund af det ovenstående er det min opfattelse, at Kommissionen ikke var forpligtet til i yderligere omfang at henvise til, at loven af 2. august 2002 eventuelt indebar, at forpligtelserne i henhold til direktiv 2005/29 var opfyldt med hensyn til ikke at udelukke de liberale erhverv, for så vidt som de belgiske myndigheder lige fra begyndelsen godtog Kommissionens standpunkt om, at loven af 2. august 2002 bekræftede den udelukkelse, der var fastsat med loven af 5. juni 2007.

2. Anbringendets realitet

45. Kongeriget Belgien har medgivet, at visse erhverv er blevet udelukket fra anvendelsesområdet for den lov, som gennemførte direktiv 2005/29. Medlemsstaten har imidlertid anført, at denne tilsidesættelse af direktivet er blevet afhjulpet som følge af, at bestemmelserne i loven af 6. april 2010, som fastsatte udelukkelsen, er blevet erklæret forfatningsstridige.

46. Det skal præciseres, at den frist, som Kommissionen i sin begrundede udtalelse af 15. marts 2011 gav de belgiske myndigheder til at vedtage de foranstaltninger, der var nødvendige for at opfylde forpligtelserne i henhold til direktiv 2005/29, udløb den 15. maj 2011.

47. Eftersom artikel 2, stk. 1 og 2, og artikel 3, stk. 2, i loven af 6. april 2010 blev erklæret forfatningsstridige ved forfatningsdomstolens dom af 6. april 2011, må de belgiske myndigheder gives ret i, at det påtalte traktatbrud allerede var afhjulpet på det tidspunkt, hvor den frist, som Kommissionen havde givet i sin begrundede udtalelse (den 15.5.2011), udløb.

48. I henhold til belgisk ret udelukker virkningerne af en erklæring om forfatningsstridighed imidlertid ikke en efterfølgende anvendelse af de bestemmelser, der er berørt af en afgørelse af denne art. Som de belgiske myndigheder selv har erkendt, bør erklæringen om forfatningsstridighed i princippet efterfølges af et annullationssøgsmål, hvor sagsøgeren gives medhold, for at de bestemmelser, der var erklæret forfatningsstridige, »elimineres« fra den nationale retsorden med tilbagevirkende kraft.

49. I overensstemmelse med det af Kongeriget Belgien i punkt 17 i svarskriftet angivne »forbliver den forfatningsstridige bestemmelse en del af retsordenen, men kan ikke anvendes af de belgiske domstole« efter erklæringen om forfatningsstridighed. Dette stemmer dog ikke altid overens med virkeligheden, idet, som de belgiske myndigheder selv har erkendt, de bestemmelser, der blev erklæret forfatningsstridige ved dom af 6. april 2011, efterfølgende var genstand for en ny afgørelse om forfatningsstridighed den 15. december 2011. Desuden verserer der, som Kongeriget Belgien har anført, ved forfatningsdomstolen et søgsmål med påstand om annullation af de bestemmelser, der blev erklæret forfatningsstridige i 2011, hvilket viser, at det i belgisk ret ikke med sikkerhed kan udelukkes, at bestemmelser, der er erklæret forfatningsstridige, fortsat kan finde anvendelse, så længe der ikke gives medhold i et annullationssøgsmål.

50. De belgiske domstoles praksis kan, som Kongeriget Belgien har anført, ganske vist føre til en situation, hvor en formel erklæring om forfatningsstridighed i sig selv de facto giver mulighed for at udelukke en ny anvendelse af den berørte bestemmelse. Omstændighederne i denne sag viser imidlertid, at dette ikke nødvendigvis altid er tilfældet. På baggrund af det ovenstående kan det med en vis grund hævdes, at den retlige situation med hensyn til de bestemmelser, der er erklæret forfatningsstridige, udgør en usikkerhed, der er uforenelig med retssikkerheden, som er ufravigelig, når det drejer sig om at vurdere national rets tilpasning til kravene om gennemførelse inden for en bestemt frist af et direktiv.

51. Jeg er i denne henseende enig med Kommissionen i, at retspraksis i dom af 10. maj 2001, Kommissionen mod Nederlandene (12), hvoraf fremgår, at »en national retspraksis – forudsat at den godtgøres at foreligge – hvorefter bestemmelser i national ret fortolkes på en måde, der anses for at være i overensstemmelse med de krav, der opstilles i et direktiv, ikke kan have den klarhed og præcision, der er nødvendig for at opfylde kravet om retssikkerhed«, hvilket »specielt er tilfældet på forbrugerbeskyttelsesområdet«, er relevant. Henvisningen til »en national retspraksis« kan efter min mening helt naturligt udstrækkes til at gælde for den nationale retsordning, som regulerer virkningerne af en erklæring om forfatningsstridighed, når det, som de belgiske myndigheder har anerkendt, er muligt, om end i praksis lidet sandsynligt, at en bestemmelse, der er erklæret forfatningsstridig, alligevel kan anvendes. En sådan usikkerhed kan kun afgøres på acceptabel vis med en fuldstændig fjernelse af den bestemmelse, der er uforenelig med EU-retten, hvilket ikke er behørigt garanteret med den gældende ordning om forfatningsstridighed i national ret.

52. På baggrund af det ovenfor anførte finder jeg, at Kommissionens første traktatbrudsanbringende skal tages til følge.

B – Søgsmålets andet anbringende

53. Kommissionen har kritiseret den belgiske lovgivning for at give forbrugerne en strengere beskyttelse med hensyn til annoncering af rabatter end den beskyttelse, der ydes ved direktiv 2005/29, eftersom der – da direktivet har gennemført en fuldstændig harmonisering af urimelig handelspraksis – ifølge Kommissionen ikke er plads til at vedtage mere restriktive nationale foranstaltninger, end ikke med henblik på at sikre forbrugerne en mere omfattende beskyttelse.

54. Kongeriget Belgien har ikke bestridt, at dets lovgivning sikrer forbrugerne en mere omfattende beskyttelse end direktiv 2005/29, men har anført, at dette er tilladt i henhold til direktiv 98/6, som fortsat var gældende, indtil den frist, som Kommissionen angav i den begrundede udtalelse, udløb.

55. Domstolen har allerede fastslået, at annoncering af rabatter udgør handelspraksis som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2005/29 (13), som ved anvendelse af »en særligt bred formulering« (14) definerer handelspraksis som »en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne«.

56. Der hersker derfor ikke tvivl om, at artikel 43, stk. 2, i loven af 14. juli 1991 og artikel 20, 21 og 29 i loven af 6. april 2010 omhandler en virksomhed, som omfattes af anvendelsesområdet for direktiv 2005/29.

57. De belgiske myndigheder er enige med Kommissionen i, at direktiv 2005/29, med Domstolens formulering, »udgør en udtømmende harmonisering på fællesskabsretligt niveau af reglerne om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne« (15) . De har imidlertid anført, at direktivet på trods heraf »ikke indeholder tilpassede og harmoniserede regler, som gør det muligt at fastslå, at annoncering af rabatter er ægte prisnedsættelser« (16), en mangel, som har fået den belgiske lovgiver til at støtte sig på direktiv 98/6 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer.

58. De belgiske myndigheders analyse går imidlertid efter min mening ud fra en fejlagtig forudsætning. På trods af overskriften har direktiv 98/6 ikke præcist til formål at beskytte forbrugerne i forbindelse med angivelse af priser generelt, men yderst specifikt at beskytte forbrugerne mod de vanskeligheder, der følger af angivelse af priser på varer ved henvisning til forskellige måleenheder.

59. Som det fremgår af femte betragtning til direktiv 98/6, »[har] forbindelsen mellem angivelse af prisen pr. måleenhed og varernes færdigpakning i standardmål eller – rummængder, der svarer til mængdeserier fastsat på fællesskabsplan [...], vist sig at være alt for kompliceret at anvende«, og »man bør derfor afskaffe denne forbindelse til fordel for en ny, forenklet ordning i forbrugernes interesse, uden at dette berører ordningen vedrørende standardisering af emballager«. Som det fremgår af sjette betragtning til direktivet, bygger den nye ordning på »pligten til at angive salgsprisen og prisen pr. måleenhed[, som] [...] i betydelig grad [bidrager] til at forbedre forbrugeroplysningen, da dette er den enkleste metode til at give forbrugerne de bedste muligheder for at vurdere og sammenligne varernes pris og således foretage et informeret valg baseret på enkle sammenligninger«.

60. Lovgivers sigte med direktiv 98/6 var således at »sikre en ensartet og gennemskuelig information« (17) om produkternes kvantificering gennem et ensartet målesystem som grundlag for prisfastsættelsen.

61. I henhold til artikel 1 i direktiv 98/6 er direktivets formål at »fastsætte krav om angivelse af salgsprisen og prisen pr. måleenhed for varer, som udbydes af forhandlere til forbrugere, for at forbedre forbrugeroplysningen og lette en prissammenligning« (18) . Alle de materielle bestemmelser i direktivet vedrører da også spørgsmål om disse to pristyper (19) .

62. Der findes således i direktiv 98/6 intet, der kan sammenlignes med »tilpassede og harmoniserede regler, som gør det muligt at fastslå, at annoncering af rabatter er ægte prisnedsættelser«, for at vende tilbage til de belgiske myndigheders ovenfor gengivne formulering. Medlemsstaterne kan heller ikke med dette direktivs artikel 10 som grundlag vedtage bestemmelser, som sikrer, at rabatter er ægte prisnedsættelser.

63. Artikel 10 i direktiv 98/6 foreskriver, at »dette direktiv [ikke] forhindrer […] medlemsstaterne i at vedtage eller opretholde forskrifter, der er mere gunstige for så vidt angår forbrugeroplysning og sammenligning af priser, med forbehold af forpligtelserne i henhold til traktaten«. Disse mere gunstige bestemmelser kan imidlertid logisk set kun vedrøre det område, som er genstand for direktiv 98/6, dvs. forbrugeroplysning vedrørende de mål, der anvendes som reference for fastsættelsen af produkternes pris med henblik på at lette sammenligning af priser, ikke i forhold til tidligere priser, men i forhold til forskellige målesystemer.

64. Den information, der skal gives forbrugerne om »rabatter«, kan ikke anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 98/6, og dermed kan medlemsstaterne ikke støtte sig på den mulighed, der gives i samme direktivs artikel 10.

65. På baggrund af det ovenstående er det klart, at artikel 3 i direktiv 2005/29 angiver en række tilfælde, hvor dets bestemmelser kan vige for andre bestemmelser, enten fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser.

66. Nærmere bestemt fastsætter artikel 3, stk. 2, at direktiv 2005/29 »[ikke] berører […] aftaleretten og navnlig ikke bestemmelserne om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning«. Det er efter min opfattelse åbenbart, at den her behandlede nationale lovgivning ikke påvirker aftaleretten, men handler om, på hvilke vilkår offentligheden kan tilbydes at indgå en aftale, dvs. en retshandling, som reguleres af aftalerettens normer.

67. Artikel 3, stk. 4, i direktiv 2005/29 bestemmer, at »[i] tilfælde af uoverensstemmelse mellem dette direktivs bestemmelser og andre fællesskabsbestemmelser om særlige aspekter af urimelig handelspraksis vil sidstnævnte gælde for de pågældende særlige aspekter«. Heller ikke dette forbehold kan ændre konklusionen ovenfor, idet det af de belgiske myndigheder påberåbte direktiv 98/6 i betragtning af det område, det dækker, ikke kan anses for at regulere »særlige aspekter af urimelig handelspraksis«.

68. Endelig fastsætter artikel 3, stk. 5, at »[i] en periode på seks år efter den 12. juni 2007 kan medlemsstaterne på det område, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse, fortsætte med at anvende nationale bestemmelser, som er mere restriktive eller præskriptive end dette direktiv, og som implementerer direktiver med bestemmelser om minimumsharmonisering«. Dette kan ske på to betingelser: For det første, at sådanne nationale bestemmelser er »væsentlige med henblik på at sikre, at forbrugerne beskyttes tilstrækkeligt mod urimelig handelspraksis, og [står] i et rimeligt forhold til opfyldelsen af dette mål«. For det andet skal medlemsstaterne i henhold til artikel 6, stk. 3, »omgående underrette Kommissionen om anvendelse af nationale bestemmelser på grundlag af stk. 5«.

69. Artikel 3, stk. 5, i direktiv 2005/29 specificerer ikke, hvilke »direktiver med bestemmelser om minimumsharmonisering«, der fortsat kan anvendes gennem strengere nationale bestemmelser i en periode på seks år. Med fortolkningssigte kan udsagnet i punkt 45 i begrundelsen til Kommissionens direktivforslag (20) være anvendeligt. Det hedder deri, at »[s]åfremt et sektorspecifikt direktiv kun regulerer aspekter af en handelspraksis, f.eks. indholdet af de krævede oplysninger, vil rammedirektivet finde anvendelse på de andre elementer, f.eks. hvis de krævede oplysninger i sektorlovgivningen blev præsenteret på en vildledende måde. Derfor supplerer direktivet både eksisterende og kommende lovgivning, bl.a. den foreslåede forordning om salgsfremmende foranstaltninger eller forbrugerkreditdirektivet og direktivet om elektronisk handel«.

70. Direktiv 98/6 indeholder »krav til indholdet af oplysningerne« vedrørende priser, men som jeg tidligere har påpeget, ikke vedrørende rabatter, som er genstand for den nationale lovgivning, der er omhandlet i denne sag. Den nævnte lovgivning kan derfor ikke falde ind under artikel 3, stk. 5, i direktiv 2005/29 og fortsat finde anvendelse, efter at fristen for gennemførelse i national ret er udløbet.

71. Følgen må således blive, at forbuddet i artikel 4 i direktiv 2005/29, »som udtrykkeligt forbyder medlemsstaterne at opretholde eller vedtage mere restriktive nationale foranstaltninger, selv når sådanne foranstaltninger har til formål at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau« (21), gælder fuldt ud.

72. Eftersom annoncering af rabatter, som strider mod den type betingelser, der er fastsat i den belgiske lovgivning, ikke er angivet som et af tilfældene i bilag I til direktiv 2005/29, kan en sådan handelspraksis, som Kommissionen har hævdet, følgelig kun anses for urimelig, hvis den i hvert enkelt tilfælde opfylder betingelserne i nævnte direktivs artikel 5-9.

73. De betingelser, som den belgiske lovgivning opstiller for annoncering af rabatter, kan føre til et forbud i national ret mod annoncer, der ikke udgør en urimelig eller vildledende handelspraksis som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2005/29, hvorefter »[e]n handelspraksis betragtes som vildledende, hvis den indeholder urigtige oplysninger og derfor er usandfærdig eller f.eks. kraft af sin generelle fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede en gennemsnitsforbruger, selv om oplysningerne er faktuelt korrekte med hensyn til et eller flere af følgende elementer og under alle omstændigheder foranlediger eller kan forventes at foranledige ham til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have truffet: […] d) prisen eller den måde, hvorpå prisen beregnes, eller en særlig prismæssig fordel«.

74. Kort sagt kan annonceringer af rabatter, uanset om de er i overensstemmelse med den belgiske lovgivning, kun anses for at stride mod EU-retten, hvis de i hvert enkelt tilfælde opfylder kriterierne for urimelig handelspraksis i henhold til betingelserne i artikel 5-9 i direktiv 2005/29.

75. Hvad angår de belgiske myndigheders påstand om, at den strengere nationale lovgivning i sidste instans kan begrundes med retten til information, erindrer jeg i lighed med Kommissionen om, at som det påpeges i 15. betragtning til direktiv 2005/29, er det kun »oplysningskrav i forbindelse med kommerciel kommunikation, reklame og markedsføring«, som er fastlagt i EU-retten, der »anses for at være væsentlige i henhold til dette direktiv. Medlemsstaterne vil kunne opretholde eller tilføje oplysningskrav, der vedrører aftaleret, og som har aftaleretlige følger, når dette er tilladt i henhold til minimumsklausulerne i de eksisterende instrumenter i fællesskabslovgivningen. […] I betragtning af, at der med dette direktiv indføres fuld harmonisering, er det kun de oplysninger, der kræves i henhold til fællesskabslovgivningen, der anses for at være væsentlige i henhold til artikel 7, stk. 5, heri. Hvis en medlemsstat i medfør af en minimumsklausul har indført oplysningskrav, der går videre end det af fællesskabsretten påkrævede, udgør en udeladelse af disse yderligere oplysninger ikke en vildledende oplysning i medfør af dette direktiv«. Det fremgår ganske vist imidlertid videre af 15. betragtning, at »medlemsstaterne [vil] være i stand til, når minimumsklausulerne i fællesskabslovgivningen tillader dem det, at bevare eller indføre strengere bestemmelser i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen for at sikre et højere beskyttelsesniveau for forbrugernes individuelle kontraktlige rettigheder«. I det foreliggende tilfælde giver, som jeg tidligere har anført, direktiv 98/6 efter min mening ikke grundlag for den her omhandlede strengere lovgivning.

76. Direktiv 2005/29 anerkender således ikke, at annonceringer af rabatter, som ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i en national lovgivning som den her omhandlede, principielt forbydes. Et forbud af denne karakter ville kun være tilladt, hvis denne type annonceringer var opført i bilag I til direktiv 2005/29, hvilket ikke er tilfældet. Et forbud kan således kun godtages fra tilfælde til tilfælde, og for så vidt som anvendelsen af kriterierne i direktivets artikel 5-9 pålægger det.

77. Jeg mener følgelig, at Kongeriget Belgien har tilsidesat artikel 4 i direktiv 2005/29, for så vidt som artikel 43, stk. 2, i loven af 14. juli 1991 og artikel 20, 21 og 29 i loven af 6. april 2010 giver forbrugerne en strengere og mere præskriptiv beskyttelse, end hvad der foreskrives i direktivet.

C – Søgsmålets tredje anbringende

78. Det tredje traktatbrud, som Kommissionen har påtalt, omhandler forbuddet mod salg uden fast forretningssted hos forbrugeren i artikel 4, stk. 1, tredje afsnit, i loven af 25. juni 1993, som blev indført ved artikel 7 i loven af 4. juli 2005, og forbuddet mod, at visse produkter gøres til genstand for salg uden fast forretningssted, som følger af artikel 5, stk. 1, i kongelig anordning af 24. september 2006. Ligesom i forbindelse med det ovenfor behandlede andet traktatbrudsanbringende har Kommissionen gjort gældende, at direktiv 2005/29 ikke omhandler sådanne forbud og dermed, i betragtning af, at direktivet indebærer en fuldstændig harmonisering, er til hinder for de pågældende nationale bestemmelser.

79. Det er åbenbart, at salg uden fast forretningssted udgør en handelspraksis som omhandlet i artikel 2, litra d), i direktiv 2005/29. Der kan efter min opfattelse heller ikke herske tvivl om, at den strengere nationale lovgivning, der gælder i Kongeriget Belgien, har støtte i direktiv 85/577 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted, hvis artikel 8 tillader, at »medlemsstaterne vedtager eller opretholder gunstigere forbrugerbeskyttende bestemmelser på det af direktivet omfattede område«.

80. Spørgsmålet er, om det mere omfattende beskyttelsesniveau, som er tilladt i henhold til direktiv 85/577, også er foreneligt med direktiv 2005/29, i hvis bilag I de adfærdsformer, som den pågældende nationale lovgivning henviser til, ikke er opført som under alle omstændigheder urimelig handelspraksis.

81. Svaret skal i princippet søges i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2005/29, som man vil huske bestemmer, at »[i] en periode på seks år efter den 12. juni 2007 kan medlemsstaterne på det område, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse, fortsætte med at anvende nationale bestemmelser, som er mere restriktive eller præceptive end dette direktiv, og som implementerer direktiver med bestemmelser om minimumsharmonisering. Disse foranstaltninger skal være væsentlige med henblik på at sikre, at forbrugerne beskyttes tilstrækkeligt mod urimelig handelspraksis, og skal stå i et rimeligt forhold til opfyldelsen af dette mål«. Det skal erindres, at i henhold til samme direktivs artikel 3, stk. 6, skal medlemsstaterne »omgående underrette Kommissionen om anvendelse af nationale bestemmelser på grundlag af stk. 5«.

82. Direktiv 2005/29 omhandler således en eventuel overgangssituation, hvor medlemsstaterne kan vedtage strengere eller mere præskriptive bestemmelser, hvis visse vilkår er opfyldt: for det første, at bestemmelserne implementerer bestemte direktiver. For det andet, at det drejer sig om foranstaltninger, der er væsentlige med henblik på at sikre, at forbrugerne beskyttes mod urimelig praksis, og at de står i et rimeligt forhold til opnåelsen af dette mål. For det tredje skal Kommissionen omgående underrettes om sådanne bestemmelser.

83. I den foreliggende sag blev både forbuddet mod visse former for salg uden fast forretningssted og forbuddet mod, at visse produkter kan gøres til genstand for denne form for salg, indført ved nationale bestemmelser, efter at direktiv 2005/29 var trådt i kraft og før den 12. juni 2013, dvs. den dato, hvor den overgangsperiode, der er angivet i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2005/29, sluttede.

84. Det problem, der umiddelbart fremstår, er, om artikel 3, stk. 5, i direktiv 2005/29 kun berører de strengere nationale bestemmelser, som allerede fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor direktiv 2005/29 trådte i kraft, under hensyn til, at udtrykket »kan […] fortsætte med at anvende« synes at udelukke muligheden for, at bestemmelser af denne karakter kan indføres, efter at direktiv 2005/29 er trådt i kraft.

85. Efter min opfattelse henviser artikel 3, stk. 5, kun til nationale bestemmelser, der allerede fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor direktiv 2005/29 trådte i kraft. Uanset hvordan det forholder sig, er det afgørende i dette tilfælde ikke i så høj grad, om de strengere nationale bestemmelser fandt anvendelse på tidspunktet for det nævnte direktivs ikrafttræden, men snarere om de nævnte bestemmelser kan vedtages for at implementere direktiver med bestemmelser om minimumsharmonisering som omhandlet i direktivets artikel 3, stk. 5.

86. Det bemærkes, at ovennævnte bestemmelse henviser til »nationale bestemmelser, som er mere restriktive eller præskriptive end dette direktiv, og som implementerer direktiver med bestemmelser om minimumsharmonisering«. Efter min mening kan sådanne direktiver, hvis de tillader, at strengere bestemmelser indføres efterfølgende, også anses for anvendelige i henhold til artikel 3, stk. 5, i direktiv 2005/29.

87. Samtidig giver artikel 8 i direktiv 85/577 mulighed for, at »medlemsstaterne vedtager eller opretholder« (22) strengere bestemmelser, og jeg mener derfor, at det må konkluderes, at det er uden betydning, om disse vedtages, efter at direktiv 2005/29 er trådt i kraft.

88. Når dette er præciseret, skal det herefter i princippet prøves, om – som det kræves i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2005/29 – de pågældende nationale bestemmelser er »væsentlige med henblik på at sikre, at forbrugerne beskyttes tilstrækkeligt mod urimelig handelspraksis og [står] i et rimeligt forhold til opfyldelsen af dette mål«.

89. Jeg finder det ikke nødvendigt at afgøre disse to spørgsmål, da der ikke hersker tvivl om, at forpligtelsen i henhold til artikel 3, stk. 6, i direktiv 2005/29, hvorefter medlemsstaterne »omgående [skal] underrette Kommissionen om anvendelse af nationale bestemmelser på grundlag af stk. 5«, under alle omstændigheder ikke er opfyldt.

90. De belgiske myndigheder underrettede på det aktuelle tidspunkt ikke »omgående« Kommissionen om de strengere bestemmelser i artikel 4, stk. 1, tredje afsnit, i loven af 25. juni 1993, som blev indført ved artikel 7 i loven af 4. juli 2005, og i artikel 5, stk. 1, i kongelig anordning af 24. september 2006. Under disse omstændigheder finder jeg det åbenbart, at overgangsbestemmelsen i artikel 3, stk. 5, i direktiv 2005/29 ikke er anvendelig i denne sag, og det må følgelig fastslås, at det traktatbrud, som foreholdes Kongeriget Belgien, på dette punkt foreligger.

91. Eftersom alle søgsmålets anbringender er taget til følge, pålægges Kongeriget Belgien i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, at betale sagens omkostninger.

VI – Forslag til afgørelse

92. Jeg foreslår på baggrund heraf, at Domstolen træffer følgende afgørelse:

»1) Kongeriget Belgien har tilsidesat artikel 3, sammenholdt med artikel 2, litra b) og d), i direktiv 2005/29, idet det har udelukket udøvere af liberale erhverv samt tandlæger og fysioterapeuter fra anvendelsesområdet for loven af 5. juni 2007, der gennemfører direktiv 2005/29.

2) Kongeriget Belgien har tilsidesat artikel 4 i direktiv 2005/29 ved i artikel 43, stk. 2, i loven af 14. juli 1991 og i artikel 20, 21 og 29 i loven af 6. april 2010 at have foreskrevet en strengere eller mere restriktiv beskyttelse end den, der er foreskrevet i direktiv 2005/29.

3) Kongeriget Belgien har tilsidesat artikel 4 i direktiv 2005/29 ved i artikel 4, stk. 1, tredje afsnit, i loven af 25. juni 1993, der blev indført ved artikel 7 i loven af 4. juli 2005, at forbyde visse former for salg uden fast forretningssted hos forbrugeren og ved i artikel 5, stk. 1, i kongelig anordning af 24. september 2006 at forbyde, at visse produkter gøres til genstand for salg uden fast forretningssted.

4) Kongeriget Belgien betaler sagens omkostninger.«

(1) .

(2) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (EUT L 149, s. 22).

(3) – Rådets direktiv af 20.12.1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (EFT L 372, s. 31).

(4) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 16.2.1998 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (EFT L 80, s. 27).

(5) – Moniteur belge af 21.6.2007, nr. 2007011259, s. 34272.

(6) – Moniteur belge af 12.4.2010, nr. 2010011166, s. 20803.

(7) – Moniteur belge af 20.11.2002, nr. 2002009820, s. 51704.

(8) – Moniteur belge af 30.9.1993, nr. 199301806, s. 21526.

(9) – Moniteur belge af 25.8.2005, nr. 258, s. 36965.

(10) – Moniteur belge af 29.9.2006, nr. 2006022950, s. 50488.

(11) – Rådets direktiv af 10.9.1984 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om vildledende reklame (EFT L 250, s 17).

(12) – Sag C-144/99, Sml. I, s. 3541, præmis 21.

(13) – Dette er udtrykkeligt anført i kendelse af 15.12.2011, sag C-126/11, Inno, præmis 30, med henvisning til retspraksis fra dom af 14.1.2010, sag C-304/08, Plus Warenhandelsgesellschaft, Sml. I, s. 217, og af 9.11.2010, sag C-540/08, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag, Sml. I, s. 10909.

(14) – Plus Warenhandelsgesellschaft-dommen, præmis 36.

(15) – Plus Warenhandelsgesellschaft-dommen, præmis 41.

(16) – Svarskriftets punkt 36.

(17) – 12. betragtning til direktiv 98/6.

(18) – I direktivets artikel 2 defineres »salgspris« som »den endelige pris for en måleenhed af varen eller en given mængde af varen […]« og »pris pr. måleenhed« som »den endelige pris […] for et kilogram, en liter, en meter, en kvadratmeter eller en kubikmeter af varen eller for en anden enkelt mængdeenhed, der er almindeligt og udbredt anvendt i den pågældende medlemsstat i forbindelse med salg af bestemte varer«. Endelig er i henhold til denne bestemmelse »varer, der sælges i løs vægt«, »varer, der ikke er færdigpakket, og som afmåles i forbrugerens nærvær«.

(19) – Angivelse af begge priser for alle de varer, som udbydes af forhandlere til forbrugere (artikel 3), begge priser skal angives på en sådan måde, at de ikke kan misforstås, er umiddelbart synlige og let læselige, og prisen pr. måleenhed skal henvise til en mængde, der er angivet i overensstemmelse med nationale forskrifter og fællesskabsforskrifter (artikel 4), mulige undtagelser (artikel 5).

(20) – KOM(2003) 356 endelig, 2003/0134 (COD).

(21) – Plus Warenhandelsgesellschaft-dommen, præmis 50.

(22) – Min fremhævelse.