EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62011TN0180

Sag T-180/11: Sag anlagt den 23. marts 2011 — Chivas mod KHIM — Glencairn Scotch Whisky (CHIVAS LIVE WITH CHIVALRY)

EUT C 152 af 21.5.2011, p. 27–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

21.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 152/27


Sag anlagt den 23. marts 2011 — Chivas mod KHIM — Glencairn Scotch Whisky (CHIVAS LIVE WITH CHIVALRY)

(Sag T-180/11)

2011/C 152/49

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Chivas Holdings (IP) Ltd (Renfrewshire, Det Forenede Kongerige) (ved solicitor A. Carboni)

Sagsøgt: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Glencairn Scotch Whisky Co. Ltd (Glasgow, Det Forenede Kongerige)

Sagsøgerens påstande

Afgørelse truffet den 12. januar 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1262/2010-1) annulleres, og ansøgningen tilbagesendes til Harmoniseringskontoret med henblik på registrering, og

Harmoniseringskontoret og enhver i denne appel intervenerende part tilpligtes at betale sagens omkostninger og omkostningerne i forbindelse med klagesagen ved appelkammeret.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ansøger om EF-varemærket: Chivas Holdings (IP) Ltd

Det omhandlede EF-varemærke: Ordmærket »CHIVAS LIVE WITH CHIVALRY« for varer og tjenesteydelser i klasse 33, 35 og 41 — EF-varemærkeansøgning nr. 7299605

Indehaver af det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: Glencairn Scotch Whisky Co. Ltd

Det i indsigelsessagen påberåbte varemærke eller tegn: UK varemærkeregistrering nr. 1293610 af figurmærket »CHIVALRY« for varer i klasse 33. UK varemærkeregistrering nr. 2468527 af figurmærket »CHIVALRY SPECIAL RESERVE SCOTCH WHISKY« for varer i klasse 33. Ikke-registreret UK varemærke af ordet »CHIVALRY« som vedrørende »Scotch whisky«

Indsigelsesafdelingens afgørelse: Delvist medhold i indsigelsen

Appelkammerets afgørelse: Afslag på klagen

Søgsmålsgrunde: Tilsidesættelse af artikel 76, stk. 1, og artikel 75 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009, idet appelkammeret: i) urigtigt fastslog den relevante brugerkreds og ikke begrundede denne fastlæggelse, ii) subsidiært til anbringende i), idet det fastslog, at den berørte forbruger er »specielt mærke-bevidst og mærke-loyal«, ikke tog hensyn til, at en sådan karakteristik netop indrømmer en øget opmærksomhed hos den berørte forbruger og som følge deraf en nedsat sandsynlighed for forveksling, iii) ikke eller ikke i tilstrækkelig grad tog i betragtning, at de pågældende varemærker er af forskellig beskaffenhed og har forskellige formål, iv) ikke tog Domstolens vigtige praksis i betragtning og anvendte en forkert fremgangsmåde ved sammenligningen af varemærkerne, v) koncentrerede unødvendig opmærksomhed om ordet »CHIVALRY« i ansøgerens varemærke og overså de visuelle forskelle mellem varemærkerne, vi) fejlagtigt antog, at den fonetiske sammenligning af varemærkerne kunne foretages på samme måde som den visuelle, vii) urigtigt koncentrerede sin analyse vedrørende den begrebsmæssige lighed mellem varemærkerne om det ene ord »CHIVALRY«, der indgik i begge varemærker, og viii) vurderede sandsynligheden for forveksling urigtigt.


Top