21.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 152/16

a)

Skal artikel 7, stk. 1, og 4, artikel 8, stk. 1, 3 og 4, samt artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF (1) fortolkes således, at det ikke er tilladt for en medlemsstat, at pålægge en udlænding at forlade denne medlemsstats område, når det ikke er muligt umiddelbart eller efter frihedsberøvelse at gennemføre en tvangsmæssig tilbagesendelse, hvorved den rækkefølge og sagsgang, der er fastsat i disse bestemmelser, vendes om?

b)

Skal artikel 15, stk. 1, 4, 5 og 6 i direktiv 2008/115/EF dermed fortolkes således, at det ikke er tilladt for en medlemsstat at pålægge en udlænding en frihedsberøvelse (frihedsstraf), der er højere (indtil ti gange så høj) end den maksimale eller objektivt umulige frihedsberøvelse med henblik på tilbagesendelse, alene under henvisning til, at den pågældende retsstridigt nægter at medvirke til frivillig tilbagevenden?

c)

Kan artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv 2008/115/EF, herunder under inddragelse af direktivets artikel 8 og navnlig de i artikel 79 TEUF definerede områder af den fælles politik, fortolkes således, at det er tilstrækkeligt for, at direktivet ikke finder anvendelse, at medlemsstaten gør udlændingens manglende medvirken til den frivillige tilbagevenden strafbar?

d)

Skal artikel 2, stk. 2, litra b), og artikel 15, stk. 4, 5 og 6, i direktiv 2008/115/EF herunder i lyset af EMRK’s artikel 5 derimod fortolkes således, de er til hinder for, at en udlænding, der opholder sig illegalt, og som det objektivt ikke eller ikke længere er muligt at frihedsberøve, kan undergives en spiral af afgørelser om frivillig tilbagevenden og frihedsbegrænsninger, der er begrundet i domfældelser for manglende overholdelse af disse afgørelser?

e)

Kan det endelig bekræftes, herunder i lyset den tiende betragtning til den forrige bestemmelse i artikel 23 i gennemførelseskonventionen til Schengen-aftalen, de anbefalinger og retningslinjer, der fremgår af betragtningerne til direktiv 2008/115/EF, og EMRK’s artikel 5, at artikel 7, stk. 1 og 4, artikel 8, stk. 1, 3 og 4, artikel 15, stk. 1, 4, 5 og 6, tillægger princippet om, at frihedsberøvelse med henblik på tilbagesendelse kun skal anvendes i yderste nødstilfælde, og at foranstaltninger om frihedsberøvelse er uberettigede, hvis de er forbundet med en tilbagesendelsesprocedure, hvor der ikke er en rimelig udsigt til, at tilbagesendelsen kan gennemføres, samme værdi som en regel?