1)

Bygger bestemmelserne i den hessiske tjenestemandslov om en principielt ufravigelig aldersgrænse for tjenestemænd af begge køn, fra hvilken der sker pensionering, ifølge unionsretlige betragtninger på et formål, der skal tjene almene interesser?

I denne forbindelse opstår der navnlig følgende spørgsmål:

2)

Hvilke krav stilles der konkret til rimeligheden og hensigtsmæssigheden af aldersgrænser for så vidt angår de forskrifter, der findes herom i den hessiske tjenestemandslov?

Skal der foretages nærmere undersøgelser med henblik på at fastlægge det — forventede — antal tjenestemænd, der frivilligt forbliver i tjeneste efter denne alder, i forhold til antallet af dem, der derimod ved opnåelse af denne alder modtager fuld pension, og netop derfor vil fratræde tjenesten? Ville det ikke være rimeligt at indrømme frivillig fratræden forrang for obligatorisk fratræden, når blot regler om lavere pension sikrer, at uforholdsmæssige udgifter til pensionsmidler og dermed forbundne personaleudgifter undgås, for det tilfælde at der gøres krav gældende på pension inden den sædvanlige pensionsalder (en ordning om frivillighed frem for tvang som mere rimelig og i realiteten næppe mindre hensigtsmæssig)?

Kan det anses for rimeligt og nødvendigt, såfremt der findes en uigendrivelig formodning om, at tjenestemænd generelt fra en vis højere alder, i den konkrete sag ved det fyldte 65. år, er tjenstudygtige, og tjenestemandsansættelsen derfor automatisk ophører?

Er det rimeligt, at muligheden for fortsat tjenestemandsansættelse, i hvert fald indtil det fyldte 68. år, udelukkende afhænger af ansættelsesmyndighedens særlige interesser, men at tjenemandsansættelsen ophører, såfremt sådanne interesser ikke foreligger, og der ikke er mulighed for retligt at gennemtvinge en genindtræden i et tjenestemandsforhold?

Fører en aldersgrænse, hvorefter fratræden af ansættelsen er obligatorisk, i stedet for blot at fastsætte betingelser for krav på fuld pension, hvilket lovligt kan ske ifølge artikel 6, stk. 2, i direktiv 2000/78/EF, til en urimelig forringelse af varetagelsen af ældre menneskers interesser, i forhold til yngre menneskers interesser, hvilke principielt ikke bør prioriteres højere?

Såfremt det anerkendes, at formålet om at lette nyansættelser og/eller forfremmelser er legitimt, opstår der spørgsmål om, hvilke nærmere, faktiske krav, der stilles til godtgørelse af, i hvilket omfang tilsvarende muligheder faktisk udnyttes af den enkelte arbejdsgiver, der vil påberåbe sig bestemmelserne om aldersgrænser, eller af samtlige arbejdsgivere, der er omfattet af den lovbestemte ordning, inkl. eller ekskl. det almindelige arbejdsmarked?

Er det — i betragtning af de demografisk betingede mangler på arbejdsmarkedet, der fremtræder allerede nu, og det snarligt indtrædende behov for kompetent personale inden for alle grupper, dvs. også inden for tjenestemandsgruppen i forbundsstaten og delstaterne — rimeligt og nødvendigt aktuelt alligevel at tvinge tjenstdygtige tjenestemænd, der ønsker fortsat at udøve deres hverv, til at fratræde som tjenestemænd, uanset, at der snart vil være et betydeligt personalebehov, som arbejdsmarkedet næppe vil være i stand til at dække? Er brancherelaterede oplysninger om arbejdsmarkedet, der eventuelt skal indhentes senere, nødvendige i denne henseende?

3)

Hvilke krav skal der stilles til sammenhængen inden for den hessiske, og i givet fald også de forbundsretlige, bestemmelser om aldersgrænser?

Kan forholdet mellem den hessiske tjenestemandslovs § 50, stk. 1, og den hessiske tjenestemandslovs § 50, stk. 3, betragtes som værende uden indbyrdes modsigelser, når den principielt mulige adgang til fortsat beskæftigelse efter den fastsatte aldersgrænse alene afhænger af ansættelsesmyndighedens interesser?

Skal den hessiske tjenestemandslovs § 50, stk. 3, i overensstemmelse med direktivet i givet fald fortolkes således, at ansættelsen altid skal videreføres, såfremt tjenstlige grunde ikke taler herimod, for at undgå urimelig forskelsbehandling på grund af alder? Hvilke krav skal der i givet fald stilles til sådanne grunde? Skal det således antages, at fortsat beskæftigelse er i tjenestens interesse, såfremt der i modsat fald ville foreligge en uberettiget forskelsbehandling på grund af alder?

Hvorledes ville en sådan obligatorisk fortolkning af den hessiske tjenestemandslovs § 50, stk. 3, kunne tjene til at fortsætte eller genetablere sagsøgerens tjenestemandsansættelse, uanset at tjenestemandsansættelsen i mellemtiden er ophørt? Skal den hessiske tjenestemandslovs § 50, stk. 1, i så tilfælde undlades bragt i anvendelse inden det fyldte 68. år?

Er det rimeligt og nødvendigt, at frivillig pensionering efter henholdsvis det fyldte 60. og det fyldte 63. år på den ene side bebyrdes med varig nedsættelse af pensionen, og at frivillig, fortsat beskæftigelse på den anden side er udelukket efter det fyldte 65. år, såfremt ansættelsesmyndigheden ikke undtagelsesvist har en særlig interesse i fortsat beskæftigelse?

Bortfalder hensigtsmæssigheden og nødvendigheden af aldersgrænsebestemmelsen i § 50, stk. 1, i den hessiske tjenestemandslov som følge af de mere gunstige bestemmelser om aldersbetinget deltidsbeskæftigelse på den ene side og midlertidigt ansatte på den anden side?

Hvilken betydning har det for kohærensen, at de forskellige bestemmelser inden for tjenestemands-, arbejds- og socialforsikringsretten, der dels tilstræber en varig forhøjelse af alderen for fulde rente- eller pensionsydelser, dels forbyder opsigelse på grund af alder ved opnåelse af den normale pensionsalder, dels netop ved opnåelse af denne alder obligatorisk bringer ansættelsesforholdet til ophør?

Har det betydning for kohærensen, at den gradvise forhøjelse af aldersgrænserne i henhold til bestemmelserne om social sikring og tjenestemandsretten for forbundsstaten og visse delstater navnlig tilgodeser de ansattes interesser i så sent som muligt at være omfattet af fuld aldersrente eller en fuld pension? Er disse spørgsmål irrelevante, fordi aldersgrænsen for tjenestemænd endnu ikke er blevet sat op for tjenestemænd, der er omfattet af anvendelsesområdet for den hessiske tjenestemandslov, uanset at forhøjelsen i nær fremtid får virkning for de ansatte?