61991J0158

++++

Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° adgang til beskaeftigelse samt arbejdsvilkaar ° ligebehandling ° direktiv 76/207 ° artikel 5 ° direkte virkning ° forbud mod natarbejde for kvinder ulovligt uden et tilsvarende forbud for maend ° nationale domstoles funktion, saafremt der i henhold til konventioner, der er indgaaet foer EOEF-traktatens ikrafttraeden, bestaar forpligtelser over for tredjelande, der er uforenelige med forpligtelserne i henhold til artikel 5 ° anvendelse af reglen om forrang i traktatens artikel 234

(EOEF-traktaten, art. 234, stk. 1; Raadets direktiv 76/207, art. 5)

De nationale domstole har pligt til at sikre, at artikel 5 i direktiv 76/207 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar overholdes fuldt ud, og de skal undlade at anvende enhver herimod stridende bestemmelse i den nationale lovgivning, medmindre det er noedvendigt at anvende en saadan bestemmelse for at sikre, at den paagaeldende medlemsstat opfylder sine forpligtelser i henhold til en konvention, der er indgaaet med tredjelande forud for EOEF-traktatens ikrafttraeden.

Selv om princippet om ligebehandling af maend og kvinder er en grundlaeggende rettighed, der er anerkendt i Faellesskabets retsorden, har gennemfoerelsen af dette princip, selv paa faellesskabsplan, vaeret gradvis, saaledes at det har vaeret noedvendigt, at Raadet udstedte direktiver. I disse direktiver fastsattes midlertidige undtagelsesbestemmelser til princippet om ligebehandling. Under disse omstaendigheder kan en medlemsstat ikke under paaberaabelse af princippet om ligebehandling undlade at opfylde de forpligtelser, som paahviler den paa dette omraade i medfoer af en tidligere international konvention. Overholdelsen af disse forpligtelser er sikret ved traktatens artikel 234, stk. 1.

Det henhoerer ikke under Domstolens kompetence i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse, men derimod under den nationale ret at tage stilling til, hvilke forpligtelser, der paahviler den paagaeldende medlemsstat i henhold til en tidligere international konvention, og naermere at afgraense den, saaledes at det kan afgoeres, i hvilket omfang forpligtelserne er til hinder for anvendelsen af direktivets artikel 5.

1 Ved dom afsagt den 22. maj 1991 indgaaet til Domstolen den 18. juni 1991 har Tribunal de police de Metz i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 1-5 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (EFT L 39, s. 40, herefter benaevnt "direktivet").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en straffesag indledt af anklagemyndigheden og Direction du travail et de l' emploi mod direktoeren for SA Nouvelle Falor, Jean-Claude Levy, der er tiltalt for den 22. marts 1990 at have ansat 23 kvinder til natarbejde i strid med artikel L 213-1 i den franske Code du travail (lov om arbejdsforhold, herefter benaevnt "den franske lov"), hvilket forhold kan straffes med boede i henhold til i samme lovs artikel R 261-7.

3 Disse bestemmelser blev vedtaget med henblik paa at gennemfoere Den Internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 89 af 9. juli 1948 om kvinders natarbejde i industrien (herefter benaevnt "ILO-konventionen"), som Frankrig ratificerede ved lov nr. 53-603 af 7. juli 1953. Ratificeringen blev registreret af generaldirektoeren for Det Internationale Arbejdsbureau den 21. september 1953.

4 Artikel 3 i ILO-konventionen, der i det vaesentlige er gengivet i den franske lov, er affattet saaledes:

"Kvinder maa uanset alder ikke ansaettes til natarbejde i nogen form for offentlig eller privat industrivirksomhed eller dertil hoerende virksomhed med undtagelse af virksomheder, der beskaeftiger medlemmer af samme familie."

5 For Tribunal de police de Metz gjorde J.-C. Levy gaeldende, at den franske lov er i strid med direktivets artikel 5, der indeholder foelgende bestemmelse:

"... medlemsstaterne [traeffer] de noedvendige foranstaltninger til, at administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, ophaeves".

6 Tribunal de police besluttede derfor at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal artikel 1-5 i direktiv 76/207 af 9. februar 1976 fortolkes saaledes, at en national retsforskrift, hvorefter natarbejde alene er forbudt for kvinder, udgoer en ulovlig forskelsbehandling, ogsaa naar henses til artikel 3 i ILO-konvention nr. 89, som Frankrig har tiltraadt, og som indeholder forbud mod natarbejde for kvinder?"

7 Hvad angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb, de gaeldende retsregler og de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

8 Foer det praejudicielle spoergsmaal besvares, bemaerkes det, at der i forbindelse med forbuddet mod natarbejde for kvinder som fastsat i ILO-konventionen og den franske lov findes flere forskellige undtagelsesbestemmelser, som J.-C. Levy har paaberaabt sig for den forelaeggende ret. Da spoergsmaalet om, hvorvidt disse undtagelsesbestemmelser finder anvendelse paa J.-C. Levy' s forhold, ikke har betydning for loesningen af det problem, der er rejst ved det praejudicielle spoergsmaal, skal der ikke tages stilling til disse bestemmelser her.

9 I dommen af 25. juli 1991 (sag C-345/89, Stoeckel, Sml. I, s. 4047) udtalte Domstolen, at direktivets artikel 5 er tilstraekkelig praecis til, at en medlemsstat ikke ved lov principielt kan forbyde, at kvinder arbejder om natten ° selv om der er fastsat undtagelser ° naar det ikke er forbudt, at maend arbejder om natten. Heraf foelger det, at den nationale ret i princippet har pligt til at sikre denne regels fulde virkning, idet den skal undlade at anvende enhver modstridende bestemmelse i national lov (jf. dom af 9.3.1978, sag 106/77, Simmenthal, Sml. s. 629).

10 Med det praejudicielle spoergsmaal i naervaerende sag oenskes det i det vaesentlige oplyst, om denne pligt for den nationale ret ogsaa gaelder, naar den nationale bestemmelse, der er i strid med faellesskabsreglen, er vedtaget med henblik paa at gennemfoere en konvention, der som ILO-konventionen er indgaaet mellem den beroerte medlemsstat og andre medlemsstater eller tredjelande foer EOEF-traktatens ikrafttraeden (herefter benaevnt "tidligere international konvention").

11 Det bestemmes i traktatens artikel 234, stk. 1, at de rettigheder og forpligtelser, der foelger af konventioner, som foer traktatens ikrafttraeden er indgaaet mellem paa den ene side en eller flere medlemsstater og paa den anden side et eller flere tredjelande, ikke beroeres af bestemmelserne i traktaten. Artikel 234, stk. 2, forpligter dog medlemsstaterne til at bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik paa at fjerne eventuelle uoverensstemmelser mellem en saadan konvention og traktaten. Artikel 234 har et generelt sigte, og den gaelder for enhver folkeretlig aftale uanset formaal, naar aftalen kan have virkning for traktatens anvendelse (jf. dom af 14.10.1980, sag 812/79, Burgoa, Sml. s. 2787, praemis 6).

12 Som det fremgaar af dommen af 27. februar 1962 (sag 10/61, Kommissionen mod Italien, Sml. 1954-1964, s. 287, org. ref.: Rec. s. 1) har artikel 234, stk. 1, til formaal i overensstemmelse med folkerettens principper at fastslaa, at anvendelsen af traktaten ikke beroerer den paagaeldende medlemsstats forpligtelse til at respektere tredjestaters rettigheder, som foelger af aeldre konventioner, og til at overholde sine tilsvarende forpligtelser. Det fremgaar, at det i denne bestemmelse indeholdte udtryk "rettigheder og forpligtelser" med hensyn til "rettigheder" henviser til tredjestaters rettigheder, og med hensyn til "forpligtelser" til medlemsstaternes forpligtelser.

13 Ved afgoerelsen af, om en faellesskabsregel skal vige for en tidligere international konvention, maa det derfor undersoeges, om konventionen paalaegger den paagaeldende medlemsstat forpligtelser, som de tredjelande, der har indgaaet konventionen, stadig kan kraeve opfyldt.

14 Kommissionen har herom anfoert, at efter at Domstolen i ovennaevnte dom af 25. juli 1991 i Stoeckel-sagen udtalte, at det beskyttelseshensyn, som oprindelig laa til grund for det principielle forbud mod, at kvinder arbejder om natten, ikke laengere er begrundet, er medlemsstaterne i medfoer af direktivets artikel 5, stk. 2, litra c), forpligtet til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er i modstrid med princippet om ligebehandling, revideres. Naar de ved lov fastsatte bestemmelser, der skal revideres, foelger af tidligere internationale konventioner, som f.eks. ILO-konventionen, er medlemsstaternes foranstaltninger af samme art som de "egnede midler", som de i medfoer af traktatens artikel 234, stk. 2, kan bringe i anvendelse med henblik paa at fjerne de konstaterede uoverensstemmelser mellem disse internationale konventioner og faellesskabsretten, hvilket i naervaerende sag vil sige udvidelse af forbuddet mod natarbejde til ogsaa at omfatte arbejdstagere af det andet koen eller opsigelse af den tidligere internationale konvention.

15 Kommissionen har tilfoejet, at den forpligtelse til ikke at lade kvinder arbejde om natten, der foelger af ILO-konventionen, under alle omstaendigheder ikke medfoerer, at en medlemsstat kan undlade at respektere princippet om ligebehandling af maend og kvinder, der er en grundlaeggende menneskerettighed, hvis overholdelse indgaar i de almindelige retsprincipper, som Domstolen skal sikre overholdelsen af (jf. dom af 17.12.1970, sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft, Sml. 1970, s. 235, org. ref.: Rec. s. 1125). Kommissionen har gjort gaeldende, at ifoelge retspraksis ved Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol (jf. navnlig dom af 28.5.1985, Abdulaziz, Cabales og Balkandali, serie A, nr. 94) skal en ulige behandling af kvinder i forhold til maend vaere begrundet i objektive og rimelige hensyn, og der skal vaere et rimeligt forhold mellem de anvendte midler og det tilsigtede maal. I betragtning af at natarbejdere, hvad enten der er tale om maend eller kvinder, er udsat for de samme risici, kan en ulige behandling af kvinder i forhold til maend kun begrundes ud fra hensynet til beskyttelse af kvindens fysiske tilstand.

16 Det skal herom bemaerkes, at selv om princippet om ligebehandling af maend og kvinder er en grundlaeggende rettighed, der er anerkendt i Faellesskabets retsorden, har gennemfoerelsen af dette princip, selv paa faellesskabsplan, vaeret gradvis, saaledes at det har vaeret noedvendigt, at Raadet udstedte direktiver, og at der heri fastsattes visse midlertidige undtagelsesbestemmelser til princippet om ligebehandling.

17 Under disse omstaendigheder kan en medlemsstat ikke under paaberaabelse af princippet om ligebehandling undlade at opfylde de forpligtelser, som paahviler den paa dette omraade i medfoer af en tidligere international konvention. Overholdelsen af disse forpligtelser er sikret ved traktatens artikel 234, stk. 1.

18 Kommissionen har desuden henvist til udviklingen inden for folkeretten paa dette omraade og navnlig til New York-konventionen af 18. december 1979 om afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling af kvinder (herefter benaevnt "New York-konventionen"), som Frankrig ratificerede den 14. december 1983, samt paa den udvikling, der har fundet sted i selve ILO. Med hensyn til sidstnaevnte punkt har Kommissionen saerligt henvist til protokollen af 1990 vedroerende ILO-konventionen af 1948, ILO-konvention nr. 171 af 1990 om natarbejde og ILO-henstilling nr. 178 af 1990 om natarbejde, der alle blev vedtaget den 26. juni 1990.

19 Bestemmelserne i en international konvention kan ganske vist miste deres bindende virkning, saafremt det viser sig, at alle de kontraherende parter har indgaaet en senere konvention, hvis bestemmelser er i strid med bestemmelserne i den tidligere konvention i en saadan grad, at det ikke er muligt at anvende de to konventioner samtidigt [jf. artikel 59, stk. 1, litra b), i Wienerkonventionen om traktatretten af 21.3.1986].

20 Hvis det i denne sag foelger af den udvikling i folkeretten, som Kommissionen henviser til, at ILO-konventionens forbud mod natarbejde for kvinder er ophoert paa grund af senere konventioner, der er bindende for de samme parter, finder bestemmelserne i traktatens artikel 234, stk. 1, ikke anvendelse. Der er i saa fald intet til hinder for, at den nationale ret anvender direktivets artikel 5 som fortolket af Domstolen i ovennaevnte dom af 25. juli 1991 og tilsidesaetter modstaaende nationale bestemmelser.

21 Det henhoerer imidlertid ikke under Domstolens kompetence i forbindelse med en praejudiciel forelaeggelse, men derimod under den nationale ret at tage stilling til, hvilke forpligtelser, der paahviler den paagaeldende medlemsstat i henhold til en tidligere international konvention, og naermere at afgraense dem, saaledes at det kan afgoeres, i hvilket omfang forpligtelserne er til hinder for anvendelsen af direktivets artikel 5.

22 Det praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at de nationale domstole har pligt til at sikre, at artikel 5 i direktiv 76/207 overholdes fuldt ud, og de skal undlade at anvende enhver herimod stridende bestemmelse i den nationale lovgivning, medmindre det er noedvendigt at anvende en saadan bestemmelse for at sikre, at den paagaeldende medlemsstat opfylder sine forpligtelser i henhold til en konvention, der er indgaaet med tredjelande forud for EOEF-traktatens ikrafttraeden.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den franske og den tyske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de police de Metz ved dom af 22. maj 1991, for ret:

De nationale domstole har pligt til at sikre, at artikel 5 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar overholdes fuldt ud, og de skal undlade at anvende enhver herimod stridende bestemmelse i den nationale lovgivning, medmindre det er noedvendigt at anvende en saadan bestemmelse for at sikre, at den paagaeldende medlemsstat opfylder sine forpligtelser i henhold til en konvention, der er indgaaet med tredjelande forud for EOEF-traktatens ikrafttraeden.