—

Jozef Maria Antonius Spijkers ved advokaterne J. Groen og J. A. Van Veen, Haag,

—

kongeriget Nederlandenes regering ved generalsekretær i udenrigsministeriet I. Verkade,

—

Det forenede Kongeriges regering ved S. J. Hay, Treasury Solicitor's Department, og advokat Ch. Symons,

—

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Thomas van Rijn og F. Grondman, den juridiske tjeneste,

1

Ved dom af 18. januar 1985, indgået til Domstolen den 25. januar 1985, har Nederlandenes Hoge Raad i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 77/187 af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter (EFT L 61, s. 26).

2

Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af Jozef Maria Antonius Spijkers mod selskaberne Gebroeders Benedik Abattoir CV (herefter benævnt Benedik CV) og Alfred Benedik en Zonen BV (herefter benævnt Benedik BV).

3

Det fremgår af de oplysninger, der er lagt til grund ved den nationale retsinstans, at Spijkers var ansat som assisterende driftsleder i slagteriet Gebroeders Colaris Abattoir BV (herefter benævnt Colaris), Ubach over Worms (Nederlandene). Det fremgår endvidere af forelæggelsesdommen, at den 27. december 1982, efter at Colaris' virksomhed »helt var indstillet, og... der navnlig ikke længere bestod nogen goodwill«, blev hele slagteriet, herunder forskellige bygninger og kontorer, grunden og forskelligt løsøre, købt af Benedik CV »Siden da, i hvert fald siden den 7. februar 1983«, har dette selskab sammen med Benedik BV drevet slagterivirksomhed på stedet. Alle de hos Colaris beskæftigede arbejdstagere, bortset fra Spijkers og en enkelt anden arbejdstager, fik ansættelse hos Benedik. Den nationale ret har endvidere lagt til grund, at Benedik's erhvervsvirksomhed i de pågældende bygninger er af samme art som den af Colaris udøvede, og at det var overdragelsen af driftsmidlerne, der gjorde det muligt for Benedik at videreføre Colaris' virksomhed, hvorimod Colaris' kundekreds ikke er blevet overtaget af Benedik.

4

Ved kendelse afsagt af Rechtbank, Maastricht, den 3. marts 1983 blev Colaris erklæret konkurs. Ved begæring af 9. marts 1983 til præsidenten for Rechtbank, Maastricht, nedlagde Spijkers påstand om, at Benedik CV og Benedik BV som en foreløbig forholdsregel tilpligtedes at udbetale ham løn med virkning fra den 27. december 1982 eller i hvert fald fra et efter rettens skøn fastsat tidspunkt og at tilbyde ham beskæftigelse senest to dage efter afsigelsen af den pågældende kendelse. Til støtte herfor gjorde Spijkers gældende, at der var sket en virksomhedsoverførsel som omhandlet i den til gennemførelse af direktiv 77/187 vedtagne nederlandske lovgivning, og at Benedik som følge heraf havde overtaget samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til Spijkers' arbejdskontrakt med Colaris.

5

Præsident for Rechtbank, Maastricht, tog ikke begæringen om foreløbige forholdsregler til følge, og denne afgørelse blev efter kære til Gerechtshof, Hertogenbosch, stadfæstet af denne, hvorefter Spijkers i form af eņ kassationsanke indbragte sagen for Nederlandenes Hoge Raad, som har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

6

Disse spørgsmål påkalder sig indledningsvis nogle generelle bemærkninger om direktiv 77/187. Hjemlen for dette er navnlig traktatens artikel 100, og formålet med direktivet er ifølge betragtningerne til det at »[beskytte] arbejdstagerne i tilfælde af ny indehaver især for at sikre varetagelsen af deres rettigheder«. Med henblik herpå indeholder direktivet blandt andet bestemmelser om, at overdragerens rettigheder og forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold overgår til erhververen, jfr. artikel 3, stk. 1, og om, at overførsel af en virksomhed ikke i sig selv kan begrunde, at overdrageren eller erhververen foretager afskedigelser af arbejdstagere, jfr. artikel 4, stk. 1. I artikel 1, stk. 1, som konkret ønskes fortolket, fastsættes direktivets anvendelsesområde. Bestemmelsen lyder således : »Dette direktiv finder anvendelse på overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver som følge af overdragelse eller fusion.«

7

Det må herefter antages, at den nationale ret med de forelagte præjudicielle spørgsmål ønsker at få klarlagt, hvilket indhold der skal tillægges begrebet »overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver«, jfr. direktivets artikel 1, stk. 1, og hvilke kriterier der i forbindelse med et opkøb af en virksomhed som det i forelæggelsesdommen omhandlede skal anvendes ved vurderingen af, om et forhold er omfattet af dette begreb. Spørgsmålene vil derfor være at behandle under ét.

8

Spijkers har gjort gældende, at der foreligger en virksomhedsoverførsel i henhold til artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187, såfremt den pågældende virksomhed som økonomisk enhed er blevet overdraget fra én erhvervsdrivende til en anden, som har overtaget produktionsapparatet og viderefører virksomheden, i hvilken forbindelse det hævdes at være uden betydning, om overdrageren på tidspunktet for overførslen havde indstillet virksomheden, eller om der på dette tidspunkt allerede ikke længere bestod nogen goodwill (kundekreds og renommé).

9

Den nederlandske regering, den britiske regering og Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at vurderingen af, om der er sket en virksomhedsoverførsel i nævnte forstand, må ske ud fra en samlet bedømmelse af samtlige omstændigheder omkring afhændelsen. Der må således lægges vægt på, hvorvidt der er sket en overtagelse af virksomhedens fysiske og immaterielle aktiver (bygninger, løsøre og lagre, respektive goodwill), på arten af den udøvede erhvervsvirksomhed efter afhændelsen samt på, om virksomheden på tidspunktet for afhændelsen var indstillet. Ingen af disse omstændigheder kan imidlertid i sig selv være afgørende.

10

Den britiske regering og Kommissionen har i denne forbindelse anført, at den afgørende betragtning ved vurderingen af, om et forhold er omfattet af det nævnte begreb, må være, om erhververen overtager en allerede bestående virksomhed og kan videreføre dennes økonomiske aktiviteter eller i hvert fald aktiviteter af samme karakter. Den nederlandske regering har under henvisning til de sociale hensyn, der ligger til grund for direktivet, anført, at et forhold må være omfattet af begrebet overførsel, når det fremgår, at erhververen fortsætter overdragerens økonomiske aktiviteter inden for den pågældende virksomhed.

11

Domstolen kan tiltræde denne opfattelse. Det fremgår således af en samlet vurdering af direktiv 77/187 og af ordlyden af dettes artikel 1, stk. 1, at formålet med direktivet er at sikre en fortsættelse af de bestående ansættelsesforhold inden for en økonomisk enhed, selv om denne skifter indehaver, og det må følge heraf, at det afgørende ved vurderingen af, om der foreligger en overførsel i direktivets forstand, er, om den pågældende økonomiske enhed har bevaret sin identitet.

12

Et forhold er således ikke omfattet af begrebet overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter, blot fordi den pågældende virksomheds aktiver overdrages. I et tilfælde som det i sagen omhandlede må der således ske en nærmere vurdering af, om der er tale om en endnu bestående økonomisk enhed, som afhændes, hvilket navnlig må lægges til grund, såfremt den nye indehaver rent faktisk fortsætter eller genoptager driften i form af de samme eller tilsvarende økonomiske aktiviteter.

13

Ved afgørelsen af, om dette må anses for tilfældet, må der tages hensyn til samtlige omstændigheder omkring afhændelsen, herunder hvilken form for virksomhed eller bedrift der er tale om, hvorvidt der er sket en overtagelse af de fysiske aktiver som for eksempel bygninger og løsøre, værdien af de immaterielle aktiver på tidspunktet for overdragelsen, hvorvidt den nye indehaver overtager størstedelen af arbejdsstyrken, om kundekredsen overtages samt i hvor høj grad de økonomiske aktiviteter før og efter overdragelsen er de samme, og hvor længe virksomhedens drift eventuelt har været indstillet. Det bemærkes dog i denne forbindelse, at alle disse omstændigheder kun kan indgå som enkelte elementer i den samlede bedømmelse, der skal foretages, og at de derfor ikke kan vurderes isoleret.

14

Afgørelsen af, om der i lyset af de ovenfor angivne fortolkningsmomenter må antages at foreligge en overførsel i nævnte forstand, såvel som den i dette øjemed fornødne prøvelse af faktum, henhører under den nationale ret.

15

De forelagte spørgsmål må herefter besvares med, at artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 af 14. februar 1977 skal fortolkes således, at et forhold er omfattet af begrebet »overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver«, såfremt den pågældende økonomiske enhed har bevaret sin identitet. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger en overførsel i nævnte forstand i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, skal der foretages en vurdering af, om der henset til samtlige omstændigheder omkring afhændelsen er tale om en fortsat bestående økonomisk enhed, som overdrages, hvilket navnlig må lægges til grund, såfremt den nye indehaver rent faktisk fortsætter eller genoptager driften i form af de samme eller tilsvarende økonomiske aktiviteter.

16

De udgifter, der er afholdt af Det forenede Kongeriges regering, af kongeriget Nederlandenes regering og af Kommissionens for De europæiske Fællesskaber, som har indgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sa gens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (femte afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved dom af 18. januar 1985, for ret:

Artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/187 af 14. februar 1977 skal fortolkes således, at et forhold er omfattet af begrebet »overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter til en anden indehaver«, såfremt den pågældende økonomiske enhed har bevaret sin identitet. Ved afgørelsen af, hvorvidt der foreligger en overførsel i nævnte forstand i et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, skal der foretages en vurdering af, om der henset til samtlige omstændigheder omkring afhændelsen er tale om en fortsat bestående økonomisk enhed, som overdrages, hvilket navnlig må lægges til grund, såfremt den nye indehaver rent faktisk fortsætter eller genoptager driften i form af de samme eller tilsvarende økonomiske aktiviteter.