EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 19.11.2025
COM(2025) 845 final
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET
Køreplan for omstilling af EU's forsvarsindustri:
Disruptiv innovation til forsvarsberedskabet
1.Indledning – nødvendigheden af hastighed, smidighed og risikovillighed i forsvaret
Innovation er et afgørende element i Europas forsvarsberedskab(). Disruptive teknologier og deres hurtige udvikling, afprøvning og integration i forsvarskapabiliteter er afgørende elementer i moderne krigsførelse. For at opbygge troværdig afskrækkelse og være klar til det utænkelige bør EU fremskynde omstillingen af sin forsvarsindustri og udnytte innovationspotentialet fuldt ud.
Krigen i Ukraine viser, hvor hurtigt forsvarsteknologier udvikler sig og kan ændre dynamikken på slagmarken (). SMV'er, små midcapselskaber, nystartede virksomheder og vækstvirksomheder, ofte med en baggrund inden for civil deep tech, er centrale for Ukraines forsvar, idet de hurtigt kan sikre kritiske kapabiliteter til de væbnede styrker. Innovations- og tilpasningscyklusserne bliver stadig kortere. Højteknologiske og komplekse systemer kombineres med billige og massefremstillede produkter. Disruptive teknologier såsom AI, kvanteteknologi, cyberteknologi og rumbaserede systemer medfører hurtige taktiske ændringer på slagmarken.
Mere end 230 nystartede forsvarsteknologiske virksomheder er blevet grundlagt i Europa siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, og private investeringer i nystartede forsvarsvirksomheder nåede et rekordhøjt niveau i 2024 (). Disse "nye forsvarsaktører", hvoraf nogle kommer fra civile markeder og markeder med dobbelt anvendelse, er ved at forandre forsvarssektoren(). De udvider den europæiske forsvarsteknologiske og -industrielle base (EDTIB), fremskynder udviklingen og udbredelsen af disruptiv innovation og indfører en ny driftsmodel baseret på hurtig iteration, smidighed, banebrydende innovation, software-first-arkitekturer og større risikovillighed. Privat finansiering muliggør deres hurtige vækst(). Disse virksomheder kommer med en ny tilgang til forsvarsområdet. En sammenlægning af styrkerne hos nye forsvarsaktører og etablerede aktører i forsvarsindustrien kan sætte gang i omstillingen af forsvarsindustrisektoren, fremme mere agile og tilpasningsdygtige tilgange og udfordre eksisterende procedurer for at levere hurtigere og mere effektiv kapabilitetsudvikling og -udrulning.
Europa udmærker sig i udviklingen af komplekse forsvarssystemer og banebrydende teknologier. Men som Ukraines erfaringer fra slagmarken viser, er dette ikke længere tilstrækkeligt i et trusselslandskab, der udvikler sig hastigt, og hvor militær overlegenhed ikke kun afhænger af avancerede teknologier, men også af evnen til hurtigt at tilpasse, lave nye udgaver, implementere og masseproducere omkostningseffektive løsninger. EU har brug for en grundlæggende ændring af den tankegang og de procedurer, der var gældende i fredstid, på alle niveauer, nemlig medlemsstaterne, industrien og EU-institutionerne. Smidighed, hurtighed, samarbejde og risikovillighed bør blive den nye normal inden for udvikling af forsvarskapabiliteter i Europa.
Dette kræver en systematisk udnyttelse af Europas bredere økosystem for civil forskning og deep-tech-innovation, så løsninger med dobbelt anvendelse, der opstår fra den civile side, hurtigt kan indhentes, afprøves og integreres i udviklingen af forsvarskapabiliteter. Medlemsstaterne i EU er ansvarlige for at definere og formidle efterspørgselssignaler til industrien. En reel omstilling af Europas industrigrundlag vil ikke kun afhænge af foranstaltninger på udbudssiden, men også af en modig omstilling af efterspørgslen, der styrer industrien hen imod innovation og parathed med henblik på at reagere på disse efterspørgselssignaler. Medlemsstaterne bør være rustet til at gennemføre forsvarsindkøb hurtigere, hvilket fremmer større åbenhed over for nye aktører og hurtig integration af disruptive teknologier i kapabiliteter på tværs af alle områder, for at imødegå det hastigt skiftende trusselsbillede.
Denne køreplan præsenterer klare skridt til at fremskynde omstillingen af EU's forsvarsindustri og støtte nye forsvarsaktører. Den fokuserer på tre centrale mål: i) forbedre forbindelsen mellem forsvars- og deep tech-miljøerne for at fremskynde udviklingen af disruptive løsninger og fremkomsten af nye forsvarsaktører, tiltrække kompetencer og talenter samt fremskynde spin-in-fordele, ii) fremskynde integrationen af avancerede teknologier i EU-medlemsstaternes militære kapabiliteter for at opnå EU-forsvarsberedskab og en effektiv afskrækkelse og iii) styrke Europas forsvarsproduktionskapacitet gennem avancerede disruptive industrielle produktionsløsninger for at levere kapabiliteter hurtigt, i stor skala og på en omkostningseffektiv måde. Den supplerer "Bevarelse af fred – køreplan for forsvarsberedskab 2030" af 16. oktober().
Den første del af køreplanen for omstilling af EU's forsvarsindustri indeholder en analyse af de erfaringer, der er gjort i Ukraine, med henblik på en ny, mere agil tilgang til forsvar i EU, herunder ved at støtte fremkomsten og væksten af nye forsvarsaktører. Den understreger også, hvordan fremvoksende disruptive teknologier grundlæggende omformer den moderne krigsførelse ved at integrere teknologier såsom kunstig intelligens, autonome systemer og kvanteteknologier i kapabiliteter, der ændrer den måde, hvorpå militære operationer gennemføres. Denne omstilling muliggør mere tilpasningsdygtige, datadrevne og modstandsdygtige forsvarssystemer, der omdefinerer moderne krigsførelse og afskrækkelse.
I anden del fokuseres der på de vigtigste udfordringer, der skal håndteres, og de tilsvarende foreslåede tiltag. Der identificeres fire hovedindsatsområder: støtte til nye forsvarsvirksomheder igennem hele deres investeringsrejse, fremskyndelse af markedsintroduktionen af forsvarsteknologier, forbedring af adgangen til kontrakter og udvidelse af pipelinen af innovative forsvarsløsninger og fremme af de færdigheder og talenter, der er nødvendige for at opretholde Europas forsvarsteknologiske forspring. En hurtig gennemførelse af de foranstaltninger, der er skitseret i denne køreplan, vil skabe betingelserne for en hurtig fremkomst af et nyt forsvarsindustrielt økosystem i Europa, der er egnet til europæisk forsvarsberedskab.
2.Tilpasning til moderne krigsførelse: Erfaringer fra Ukraine og Europas nye forsvarsparadigme
2.1.Læring fra Ukraine: smidighed, innovation og hurtig tilpasning på slagmarken
Den omfattende russiske angrebskrig mod Ukraine har understreget den centrale betydning af smidighed, reaktionsevne og teknologisk tilpasning i moderne krigsførelse samt behovet for øget produktion og tilgængelighed af tilstrækkelig masse. EU og dets medlemsstater bør tage disse erfaringer til sig for at styrke deres eget forsvarsberedskab.
Udnyttelse af innovation med dobbelt anvendelse
Innovation med dobbelt anvendelse og hurtig integration af civile teknologier i militære kapabiliteter har været en afgørende faktor for succes i Ukraines forsvar. I denne sammenhæng er det af strategisk betydning at opbygge stærkere synergier mellem traditionelle aktører i forsvarsindustrien og den civile teknologisektor på tværs af hele forsknings- og innovationsøkosystemet.
Stillet over for en numerisk overlegen modstander, som havde en fordel i artilleriild på slagmarken, udnyttede Ukraine med succes sit innovationsøkosystem til hurtigt og omkostningseffektivt at skalere militære drone- og dronebekæmpelsessystemer, især First Person View (FPV)-droner, og anvende dem til forsvarsformål.Disse billige, men yderst effektive kortdistancedroner gør det muligt for Ukraine at påføre russiske styrker alvorlig skade og opretholde forsvarslinjerne, hvilket opvejer den vedvarende mangel på traditionelle forsvarskapabiliteter såsom artilleri. Samtidig har cyberkapabiliteter været afgørende for at forstyrre fjendens kommando- og kontrolsystemer og beskytte Ukraines egne kommunikations- og efterretningsnetværk.
Prioritering af skalerbare og justerbare systemer
Softwaredefinerede våbensystemer er et afgørende kendetegn ved den ukrainske respons. Fra realtidsdatafusion og digitale målretningsværktøjer til adaptive elektroniske krigsførelsessystemer er tilpasningsdygtige softwareløsninger blevet drivkraften bag slagmarkens effektivitet.
Modularitet og åbne arkitekturer er nøglen til hurtigt at kunne omkonfigurere, opgradere eller integrere forsvarssystemer ved at udnytte kommercielt tilgængelige, interoperable teknologier. Ukraine har stået over for udfordringen med at tilpasse de våbensystemer, de har modtaget, og som har begrænset interoperabilitet, til de platforme, de har til rådighed. Denne erfaring fremhæver vigtigheden af at indarbejde interoperabilitet og modularitet allerede i designfasen og at anvende mere fleksible, skalerbare, hurtigere og fremtidssikrede tilgange, der sikrer, at våbensystemer hurtigt kan tilpasses skiftende behov. Det understreger også vigtigheden af at bevare kontrollen over designmyndigheden for forsvarssystemerne, hvilket muliggør hurtig tilpasning og anvendelse uden udenlandske restriktioner.
Fremme af et agilt økosystem, der hurtigt kan levere operationelle løsninger
Det ukrainske forsvarsindustrielle økosystem, der omfatter både etablerede industrielle aktører og en voksende gruppe af nystartede virksomheder og SMV'er, kan integrere operationel feedback i realtid, hurtigt udvikle skræddersyede løsninger og levere dem med bemærkelsesværdig hastighed. Nye forsvarsvirksomheder har demonstreret en enestående evne til at levere droner, sikre kommunikationssystemer og andre softwareløsninger på få uger. De kan hurtigt mobilisere teams, software og hardware til at opretholde og genvinde militær overlegenhed på slagmarken.
Organisatorisk og teknologisk smidighed er den direkte følge af indkøbsmodeller baseret på en bottom-up-tilgang til decentral beslutningstagning, hurtig afprøvning under kampforhold, integration af slutbrugerfeedback i industrielle processer og struktureret lokalt samarbejde mellem innovatorer, slutbrugere og investorer.
BRAVE1-platformen() har været central i denne proces. Derfor har Kommissionen etableret et partnerskab med Ukraine gennem BraveTech EU(), for at støtte Ukraine med banebrydende løsninger og samtidig fremskynde overførslen af slagmarksdrevet viden og innovation til Europa. Dette initiativ vil fremskynde udviklingen, afprøvningen og implementeringen af avancerede forsvarsløsninger og fremme direkte samarbejde mellem ukrainske virksomheder og EU-virksomheder.
Ukraine viser, at innovation også afhænger af pålidelig adgang til materialer – både rå og forarbejdede samt avancerede materialer – herunder til komponenter. Skalerbarhed afhænger af rettidig adgang til kritiske komponenter(). Selv om Ukraine delvist, men med succes, udfylder kapabilitetsmangler ved at udvikle egne løsninger(), står landet fortsat over for strukturelle udfordringer såsom vanskeligheder med at masseproducere bl.a. på grund af begrænset tilgængelighed af nøglekomponenter.
Fremskyndelse af vidensoverførsel fra Ukraine
For yderligere at udnytte Ukraines krigserfaringer og nye forvaltning af forsvaret vil Kommissionen og den højtstående repræsentant (HR) styrke EU-kontoret for forsvarsinnovation i Kyiv (EUDIO) med henblik på at gøre det til et kontor for EU's forsvarsindustri, der overvåger militærteknologiske udviklinger og innovation på forsvarsområdet i tæt samarbejde med de ukrainske myndigheder. Det vil støtte gennemførelsen af industrielle opskaleringsprogrammer, fungere som kontaktpunkt for de ukrainske myndigheder og EU-interessenter om finansierings- og samarbejdsmuligheder på EU-plan i relation til forsvar, fælles indkøb og produktionsinitiativer samt give EU-interessenter indsigt i de nyeste udviklinger i teknologier til anvendelse på slagmarken. Desuden vil EUDIO overvåge prioriterede teknologiområder for fælles udvikling såsom droner, elektronisk krigsførelse, cyberteknologier og medicinske teknologier til anvendelse på slagmarken samt varetage kontakten til internationale partnere.
Efter at Europa-Parlamentet og Rådet er nået frem til en foreløbig aftale om forordningen om at tilskynde til forsvarsrelaterede investeringer i EU-budgettet, vil Kommissionen indlede processen med at associere Ukraine med Den Europæiske Forsvarsfond. Desuden vil Kommissionen i tæt samarbejde med Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA) hurtigt gennemføre BraveTech EU for at fremskynde udviklingen og udbredelsen af teknologier, der er tilpasset Ukraines forsvarsbehov, og fremme et tæt samarbejde mellem EU's og Ukraines innovationsøkosystemer på forsvarsområdet.
2.2.En europæisk forsvarsrevolution under udvikling
Stigningen i forsvarsinvesteringerne i Europa skaber betingelserne for den hurtige udvikling og anvendelse af disruptive teknologier samt fremkomsten af nye forsvarsaktører i EDTIB. Disse to tendenser udgør drivkraften i en revolution i den europæiske forsvarsindustri.
Teknologiske innovationer forandrer forsvarskapabiliteter og den måde, der føres krig på i moderne tid
Mange af de kritiske teknologier, der er ved at omforme forsvaret, er i sagens natur teknologier med dobbelt anvendelse. Udnyttelsen af EU's civile innovationsøkosystem vil være afgørende for at integrere disse teknologier med den hastighed og det omfang, der er nødvendigt for at opnå EU's forsvarsberedskab. Hver for sig har disse teknologier potentiale til at give konkrete løsninger på operationelle udfordringer på slagmarken. Samtidig er det afgørende, at potentialet i disse teknologier integreres i mere traditionelle forsvarskapabiliteter og delsystemer.
AI er en strategisk drivkraft for militær innovation. Den fremtidige slagmark vil i lige så høj grad være præget af algoritmer og data som af kinetiske kapabiliteter. AI-applikationer omformer militær strategi, fremskynder beslutningstagning og muliggør præcisionsoperationer. De muliggør automatisering, styrker kommando- og kontrolfunktioner og forbedrer situationsfornemmelsen gennem hurtig datafusion og -analyse i en menneskecentreret tilgang. De reducerer menneskers eksponering for højrisikomiljøer, bidrager til færre ofre ved at begrænse menneskelige kampinteraktioner og understøtter operationelle beslutninger i realtid. Uanset om det drejer sig om droner (i luften, under vand eller på jorden), systemer til bekæmpelse af droner, luftforsvar, præcisionsangreb, kommando og kontrol, logistik eller virtual reality til at opnå kampdygtighed, er AI-integrerede løsninger centrale for forsvarsmæssig overlegenhed.
Kvanteteknologi er en afgørende ny teknologi for forsvarskapabiliteter. Kvantesensorer giver uovertruffen præcision i navigation og måldetektering og fungerer selv i miljøer, hvor det globale satellitnavigationssystem (GNSS) ikke er tilgængeligt. Kvantekommunikation, især kvantenøgledistribution, muliggør ultrasikker datatransmission og beskytter militære oplysninger og efterretningsoplysninger mod aflytning eller fremtidige kvantebaserede cybertrusler. Kvantecomputing vil revolutionere den operationelle planlægning ved at muliggøre hurtig behandling af komplekse scenarier, optimere logistikkæder og understøtte avancerede simuleringer til opdagelse af materiel eller til slagmarksdynamik. Cirka 32 % af alle virksomheder i verden, der er specialiseret i kvanteteknologi, er placeret i EU(). Europa har således et robust teknologisk og industrielt grundlag understøttet af et dynamisk økosystem af forskningsorganisationer, innovative nystartede virksomheder og etablerede industrivirksomheder().
Rumbaserede teknologier understøtter i stigende grad operationer på flere områder ved at levere databackbone for beslutningsoverlegenhed og operationel koordinering(). Rumbaserede teknologier leverer avancerede løsninger til geospatiel efterretning og situationsbevidsthed, sikker kommunikation på slagmarken samt forbedrede prognoser for forsvarskapabiliteter. Initiativer som IRIS², Galileos statsregulerede tjeneste og den planlagte statslige jordobservationstjeneste vil, sammen med det stigende antal nye rumaktører i EU, føre til yderligere integration af rumbaserede løsninger i forsvarskapabiliteter, samtidig med at risici og afhængigheder reduceres. Desuden er sikre og modstandsdygtige konnektivitetsteknologier, herunder til kvante- og AI-baserede forsvarssystemer, hvor Europa har en stærk konkurrencefordel, en afgørende forudsætning for forsvaret.
Cyberdomænet, som det femte domæne inden for krigsførelse(), er et centralt element i den europæiske og nationale forsvars- og sikkerhedsstrategi. Cybersikkerheds- og cyberforsvarskapaciteter, der i sagens natur har dobbelt anvendelse, er allerede med til at definere den militære styrke på slagmarken, men de er også centrale for beskyttelsen af kritiske infrastrukturer såsom kommunikationsnetværk (jord- eller rumbaserede), energiinfrastruktur, transportsektoren og den finansielle sektor. Cyberaktivitet er et centralt element i enhver hybrid krigsførelseskampagne, der har til formål at skabe splittelse og destabilisere Europa. Som skitseret i hvidbogen() er udvikling og anvendelse af cyberforsvars- og cyberangrebskapabiliteter af afgørende betydning.
I de senere år har Den Europæiske Forsvarsfond finansieret udviklingen af en lang række forsvarsteknologier og -produkter, hvilket har ført til innovative løsninger inden for kunstig intelligens, robotteknologi, hypersoniske våbensystemer, cloud, nye avancerede materialer, rumbaserede teknologier og kvantebaserede teknologier. Den Europæiske Forsvarsfond afsætter 4-8 % af sit årlige budget til disruptive teknologier.
For yderligere at fremme deres udvikling og styrke den teknologiske suverænitet vil Kommissionen yderligere forenkle og fremskynde Den Europæiske Forsvarsfonds ansøgnings- og evalueringsprocedurer for FoU-tilskud til disruptive teknologier(). Kommissionen vil også styrke sin teknologiovervågningskapacitet på forsvarsområdet med sit eget Fælles Forskningscenter (JRC)() og i tæt samarbejde med EDA og medlemsstaterne for at styrke EU-dækkende information og viden om nye forsvarsteknologier, herunder med EU's forsvarsindustri. Desuden vil Kommissionen bestræbe sig på at sikre størst mulig støtte fra EU's forsvarsinstrumenter til kapabilitetsudvikling inden for kapabilitetskoalitionerne.
Fremkomsten af nye aktører driver ændringer i industrielle praksisser og driftsmæssige tilgange og skaber større smidighed og reaktionsevne
Fremkomsten af nye forsvarsaktører såsom innovative SMV'er, små midcapselskaber og nystartede virksomheder ændrer den måde, hvorpå forsvarskapabiliteter udvikles, produceres og indsættes. Ved at supplere etablerede aktører i industrien driver disse virksomheder agile udviklingsprocesser, hurtigere iterationsforløb og nye tilgange til kapabilitetslevering, hvilket hjælper Europas forsvarssektor med at reagere hurtigere på skiftende operationelle behov.
Der er iværksat flere initiativer på nationalt plan, EU-plan og NATO-plan for at støtte nye aktører i forsvarsindustriens økosystem, deres integration i forsvarsforsyningskæder og deres samarbejde med etablerede aktører.
Programmet for den europæiske forsvarsindustri (EDIP)() har til formål at styrke Europas forsvarsindustrielle base, herunder fremkomsten af innovative SMV'er, og styrke deres konkurrenceevne og modstandsdygtighed, bl.a. gennem tiltag til styrkelse af industrien.
Den europæiske ordning for forsvarsinnovation – EUDIS() – er det første EU-initiativ, der yder målrettet støtte til nye aktører i sektoren. EUDIS, der blev lanceret i 2022, styrker og fremskynder en ny generation af forsvarsvirksomheder i hele Europa. Der afsættes op til 1,5 mia. EUR frem til 2027 til at fremme banebrydende teknologier og styrke forbindelserne mellem nye innovatorer og etablerede aktører i industrien gennem regelmæssige forsvarshackathons, et accelerationsprogram for forsvarsvirksomheder, matchmaking, målrettede FoU-indkaldelser og adgang til egenkapitalfinansiering. Desuden fungerer knudepunktet for EU's forsvarsinnovation (HEDI), der blev lanceret af EDA i 2022, som en platform, der fremmer et tæt samarbejde mellem medlemsstaterne og EU's interessenter inden for forsvarsinnovation. NATO's DIANA-program(), NATO's innovationsfond() og den nyligt lancerede handlingsplan for hurtig implementering() har også til formål at fremskynde indførelsen af nye forsvarsteknologier og støtte nye aktører på forsvarsområdet().
For at udnytte de nye forsvarsaktørers forandringspotentiale til støtte for EU's forsvarsberedskab bør Kommissionen yde betydelig støtte til innovative SMV'er som led i de forsvarsrelaterede aktiviteter under Den Europæiske Fond for Konkurrenceevne og indføre foranstaltninger, der letter deres adgang til forsvarsforsyningskæder.
3.EU som ny forsvarsmagt
Omstillingen af EU's forsvarsindustri ved at indarbejde erfaringerne fra Ukraine og udnytte potentialet i både disruptive teknologier og nye forsvarsaktører kræver, at der tages fat på en række strukturelle udfordringer.
3.1.Støtte til forsvarsvirksomhederne igennem hele deres investeringsrejse
Den nye generation af europæiske forsvarsaktører tiltrækker stigende interesse fra private investorer.
EU's rolle bør række ud over blot at støtte nye forsvarsvirksomheder i den tidlige fase. Disse innovatorer er en central søjle i EU's strategiske autonomi og bør derfor kunne finde de investeringer, de har brug for i Europa for at vokse og konkurrere globalt. Uden sådanne muligheder risikerer de at vende sig mod udenlandske investorer og dermed underminere EU's sikkerheds- og forsvarsinteresser.
Det er en presserende prioritet at sikre finansiering af forsvarsvirksomheder i Europa både i den tidlige og i senere faser. Selv om EU allerede er hjemsted for flere forsvarsenhjørninger, kræver det stigende antal nye forsvarsvirksomheder en større investeringsindsats og adgang til kapital. EU bør mobilisere hele sit finansielle økosystem, herunder privat egenkapital, venturekapital, pensionsfonde, investeringsfonde og kapitalforvaltere, med henblik på at støtte forsvarsinnovation fra forskning i den tidlige fase til storstilet industriproduktion efter behov med henblik på forsvarsberedskab 2030.
Kommissionen har taget betydelige skridt til at forbedre adgangen til finansiering for forsvarsvirksomheder, herunder små midcapselskaber, nystartede virksomheder, vækstvirksomheder og SMV'er. Central i denne indsats er egenkapitalfaciliteten på forsvarsområdet, en fund of funds, der medfinansieres af Kommissionen og EIF, og som forventes at kanalisere over 500 mio. EUR i egenkapital til EU's forsvarsvirksomheder senest i 2026(). Den Europæiske Investeringsbank (EIB) øger sin støtte til forsvarsvirksomheder, herunder en særlig ramme til at støtte adgangen til gæld for SMV'er i forsvarsindustriens forsyningskæder.
Desuden vil de ændringer, der foreslås i omnibuspakken om forsvarsberedskab, gøre det muligt for InvestEU at øge sin finansielle støtte til forsvarssektoren. Kommissionen er også ved at opbygge stærkere synergier mellem forsvarsorienterede og civilt orienterede finansieringsprogrammer på EU-plan. Horisont Europa og Det Europæiske Innovationsråd (EIC) spiller en vigtig rolle i at støtte virksomheder i udviklingen af disruptive innovationer såsom kvanteteknologier, bioteknologier, robotteknologi og kunstig intelligens. Fra 2026 vil EIC Accelerator kunne støtte projekter med dobbelt anvendelse, mens STEP-opskaleringsordningen vil støtte innovation inden for kritiske forsvarsteknologier. Kommissionens forslag til det næste Horisont Europa-rammeprogram (2028-2034) har til formål at bygge videre på disse bestræbelser for yderligere at styrke Europas integrerede innovationsøkosystem. Desuden giver midtvejsevalueringen af samhørighedspolitikken medlemsstaterne mulighed for frivilligt at anvende samhørighedsmidler til at støtte forsvarsindustrielle kapaciteter og teknologier og kapaciteter og teknologier med dobbelt anvendelse.
Alligevel er manglen på vækstkapital en vedvarende kløft i den europæiske innovationsrejse på forsvarsområdet. Dette afspejler en bredere strukturel mangel på de europæiske kapitalmarkeder, men det er især bekymrende på forsvarsområdet i betragtning af dets strategiske karakter og konsekvenser for den europæiske sikkerhed.
Foreslået tiltag
Sammen med EIB/EIF vil Kommissionen støtte lanceringen af en "fund of funds" på op til 1 mia. EUR, der skal levere vækstkapital til forsvarsrelaterede innovative SMV'er og vækstvirksomheder og konsolidere forsvarsforsyningskæder med støtte fra private fonde (venturekapital, privat egenkapital, privat kredit og infrastruktur) senest i første kvartal 2026.
3.2.Hurtigere markedsintroduktion af forsvarsprodukter, -teknologier og -systemer
Afprøvning og validering er afgørende skridt på vejen mod kommercialisering af forsvarssystemer og -teknologier. Forsknings- og teknologiinfrastrukturer giver den nødvendige kapacitet til at fremskynde denne proces, hvilket gør det muligt for disruptive teknologier hurtigere at blive operationelt klar. Innovationscyklussen på forsvarsområdet fra idé til kapabilitet er dog fortsat meget langsom og besværlig og er ikke tilstrækkelig til at opfylde det forsvarsberedskab, som Europa skal opnå senest i 2030. Europa har brug for et grundlæggende skift for hurtigt at omdanne idéer til banebrydende løsninger for de væbnede styrker.
Produktionskapacitet er også afgørende for at bringe forsvarsteknologi på markedet. Det er dog dyrt og kræver store forudgående investeringer. Nye forsvarsvirksomheder er ofte tilbageholdende med at afsætte sådanne ressourcer uden klare kommercielle udsigter, hvilket forsinker markedsintroduktionen og svækker deres konkurrenceevne. Sådanne virksomheder vil have fordel af smidige og fleksible tilgange til produktion såsom "manufacturing as a service", herunder gennem midlertidig omstilling af produktionskapaciteten i andre industrier end forsvarsindustrien. I praksis kan større virksomheder fra enhver sektor stille deres produktionskapacitet og sikrede faciliteter til rådighed for EU's forsvarsindustri og levere brugsklare, skalerbare og sikre ressourcer. Udviklingen af produktionskapacitet kræver også sikker adgang til en modstandsdygtig, bæredygtig og konkurrencedygtig forsyning af produkter, materialer og teknologier i de efterfølgende produktionsled. Forsvarsindustriens evne til at opskalere er tæt forbundet med en sikker, cirkulær og modstandsdygtig forsyning af kritiske råstoffer().
Operationel afprøvning af teknologier i et relevant miljø er afgørende for forsvarsvirksomheder. Adgangen til afprøvningsinfrastruktur er dog ofte begrænset. Kapacitetsbegrænsninger og manglende mobilitet på tværs af grænserne i EU skaber betydelige hindringer for nye aktører på markedet, navnlig SMV'er, nystartede virksomheder, vækstvirksomheder og små midcapselskaber. Dette forsinker i væsentlig grad markedsføringen af forsvarsteknologier. Desuden er EU's forsvarsmarked meget fragmenteret med forskellige ordninger for certificering og validering af teknologier på tværs af medlemsstaterne. Evaluerings- og gennemførelsesprocesserne er allerede langvarige og besværlige, og fragmenterede certificeringsprocedurer bremser yderligere indførelsen af innovative forsvarsløsninger. Begrænset adgang til datadeling på forsvarsområdet begrænser også udviklingen af avancerede softwarebaserede kapabiliteter såsom avancerede AI-løsninger på forsvarsområdet.
Med de seneste lovgivningsforslag har Kommissionen taget betydelige skridt til yderligere at styrke integrationen af SMV'er, små midcapselskaber, nystartede virksomheder og vækstvirksomheder i store forsvarsprojekter ved at indføre mere fleksible og tilgængelige finansieringsmekanismer i Den Europæiske Forsvarsfond(). Dette omfatter anvendelse af finansiel støtte til tredjeparter (kaskadefinansiering) i FoU-projekter, kortere projektvarigheder og forenklede ansøgnings- og evalueringsprocedurer, der er skræddersyet til disruptive teknologier og SMV'er. Et mere innovationsvenligt lovgivnings- og investeringsmiljø, som forudset i den kommende europæiske innovationslov, vil bidrage til at bringe innovationer hurtigere på markedet og muliggøre mere strømlinede indkøbsprocesser. Kommissionen vil supplere disse bestræbelser ved at foreslå nye foranstaltninger, der kan fremskynde produktionstiden for nye aktører på markedet og opveje en del af de risici, de møder, når de skal igennem "dødens dal"().
Foreslåede tiltag
Kommissionen vil:
Foreslå et pilotinstrument for smidig og hurtig forsvarsinnovation [AGILE], drevet af hastighed, reaktionsevne og større risikovillighed. Den vil foreslå en række aktiviteter, herunder udfordringer, hvor tiden, før der skabes resultater, ikke overstiger 6-12 måneder. Pilotprojektet vil muliggøre afprøvning og finpudsning af målrettede tiltag for at lette innovative virksomheders adgang til forsvarssektoren og udrulningen af banebrydende løsninger til de væbnede styrker. Dette vil nedkorte produktionstiden. Det vil også være en katalysator for udviklingen af innovative løsninger med avancerede og omkostningseffektive teknologier og produkter til støtte for europæiske flagskibsinitiativer for beredskab. Pilotinstrumentet bør afprøve nye former for samarbejde med nye aktører på forsvarsområdet og gøre det muligt at drage erfaringer forud for den næste FFR. Kommissionen vil fremsætte et forslag i første kvartal 2026.
Lette adgangen til EU's infrastruktur såsom Kommissionens JRC-faciliteter og AI-fabrikker/-gigafabrikker, mikrochippilotlinjer, kvantefaciliteter og -infrastrukturer samt medlemsstatsejede operationelle testmiljøer, herunder reguleringsmæssige sandkasser, for nye forsvarsaktører for at lette hurtig validering og udvikling af forsvarsteknologier og øge hurtig og grænseoverskridende adgang. Dette skal supplere EU-netværket af testfaciliteter, der bygger på EDA's eksisterende støtte til forsvarstest og -evaluering [fra 2026].
Støtte responsiv og fleksibel produktionskapacitet ved at foreslå et "manufacturing-as-a-service- og security-as-a-service"-initiativ. Denne tilgang skal gøre det muligt for forsvarsvirksomheder (især SMV'er) at udnytte eksisterende industri- og sikkerhedskapacitet, mindske behovet for forudgående investeringer og fremskynde opskaleringen af produktionen. Denne model vil muliggøre hurtigere udrulning af innovative løsninger, hjælpe virksomheder med at skalere produktionen effektivt og styrke EDTIB's modstandsdygtighed og reaktionsevne [andet kvartal 2026].
Styrke og udnytte potentialet i den 28. ordnings koncepter med henblik på at støtte forsvarsvirksomheder i at overvinde hindringer for etablering, adgang til finansiering, skalering og drift på det indre marked, samtidig med at der bygges videre på det igangværende arbejde på dette område. Kommissionen vil foreslå ordninger for gensidig anerkendelse for at harmonisere certificering og validering af forsvarsteknologier i hele EU. Den vil i tæt samarbejde med HEDI (EDA) udvikle politiske retningslinjer og bedste praksis for medlemsstaterne for at fremme sammenhængende lovgivningsmæssige rammer for fremskyndelse af operationel afprøvning og eksperimentering og støtte en hurtig udvikling og indførelse af nye teknologier [senest ved udgangen af 2026].
I overensstemmelse med strategien for en dataunion foreslås det at etablere et pålideligt, sikkert og interoperabelt datamiljø gennem oprettelsen af et europæisk forsvarsdataområde [senest i 2028] i tæt samarbejde med industrien, medlemsstaterne og EDA for at lette udviklingen af banebrydende forsvarskapabiliteter såsom AI-modeller, digitale tvillinger og prædiktiv vedligeholdelse(). Kommissionen vil indlede en refleksionsproces med medlemsstaterne og industrien.
3.3.Styrkelse af adgangen til nye forsvarskapabiliteter
Adgang til kontrakter, hvad enten det er fra offentlige myndigheder eller private virksomheder, er den hellige gral for enhver opstart. Det skaber betydelige positive afsmittende virkninger og hjælper virksomheder med at tiltrække nye investorer og kunder. Nylige EU-initiativer som instrumentet for sikkerhedstiltag for Europa (SAFE) og EDIP øger finansieringen til forsvar betydeligt og fremmer fælles indkøb på tværs af medlemsstaterne. Alligevel står SMV'er, små midcapselskaber, nystartede virksomheder og vækstvirksomheder stadig over for barrierer for at få adgang til forsvarskontrakter og for fuldt ud at kunne drage fordel af denne stigning i forsvarsinvesteringer.
For det første står de fleste nye aktører på markedet ofte over for en videns- og informationskløft, når de forsøger at vove sig ind i forsvarssektoren. Mange af dem har ikke direkte adgang til slutbrugerne såsom de væbnede styrker, hovedentreprenørerne og systemintegratorerne. De mangler ofte grundlæggende oplysninger, f.eks. om operationelle behov, som ville sætte dem i stand til effektivt at tilpasse deres løsninger til medlemsstaternes krav til forsvarskapabilitet.
For det andet er indkøbsprocesserne på forsvarsområdet fortsat langvarige og komplekse at navigere i, især for nye aktører. De blev udformet i fredstid og til store systemintegratorer. Indkøbsprocesserne på forsvarsområdet er også meget ofte fragmenteret mellem nationale siloer. At opnå et reelt indre marked for forsvar i EU er afgørende for at skabe et miljø, hvor nystartede virksomheder, SMV'er og små midcapselskaber kan udvikle sig, trives og i sidste ende forblive i Europa. Nye aktører mangler den specialiserede viden, de ressourcer og den erfaring, som større etablerede aktører besidder til effektivt at håndtere indkøbskrav, hvilket ofte resulterer i ulige konkurrencevilkår. Dette begrænser også deres evne til at skalere deres løsninger bredt i hele EU.
For at afhjælpe disse udfordringer en gang for alle skal EU ændre fokus fra at betragte udbud som en transaktionsbaseret proces med køb af produkter til en strategisk handling, hvor der investeres i industriel kapacitet og modstandsdygtighed. Offentlige indkøb, der tegner sig for ca. 15 % af EU's BNP(), er den mest kraftfulde, men underudnyttede løftestang til at opbygge den modstandsdygtige, innovative og skalerbare industribase, der er nødvendig for EU's forsvarsberedskab i 2030. Dette strategiske skift kræver ikke blot hurtigere processer, men også en fuldstændig omdefinering af "værdi" i forsvarskontrakter, hvor man skifter fokus fra laveste pris til langsigtet industriel styrke, teknologisk suverænitet og udvikling af arbejdsstyrken.
Endelig er der en bemærkelsesværdig mangel på sammenhæng mellem FoU-indsatsen på forsvarsområdet, herunder mange samarbejdsprojekter, der støttes af Den Europæiske Forsvarsfond, og indkøbsprocesserne. Forbedring af forbindelsen mellem forskning og udvikling på forsvarsområdet og indkøb, især for projekter støttet af Den Europæiske Forsvarsfond, giver en betydelig mulighed for at fremskynde udbredelsen af disse lovende teknologier og styrke EU's forsvarsberedskab.
Kommissionen har iværksat flere initiativer for at forbedre adgangen til kontrakter for forsvarsindustrien, navnlig SMV'er, små midcapselskaber, nystartede virksomheder og vækstvirksomheder, såsom EUDIS Matchmaking og Business Accelerator. På nationalt plan er der oprettet særlige innovationsenheder eller knudepunkter inden for forsvarsministerierne, som skal fungere som mellemled mellem de væbnede styrker og det nye forsvarsøkosystem().
Foreslåede tiltag
Kommissionen vil:
Iværksætte EUDIS-teknologialliancer ved at oprette et netværk af nystartede virksomheder og vækstvirksomheder i forsvarsindustrien og slutbrugerne (de væbnede styrker) omkring prioriterede kapabilitetsområder i overensstemmelse med investeringsprioriteterne i SAFE-instrumentet. Alliancerne vil øge gennemsigtigheden om de væbnede styrkers behov og lette et tættere samarbejde mellem innovative virksomheder (herunder fra Ukraine) og slutbrugerne for at muliggøre direkte feedback. Dette vil hjælpe virksomheder med bedre at imødekomme medlemsstaternes behov med et indledende fokus på flagskibsprojekter for europæisk beredskab [pilotlancering senest i fjerde kvartal 2025].
Oprette en markedsplads for EU-støttede forsvarsteknologier og -produkter, der skal lette hurtige indkøb for projekter og virksomheder støttet af Den Europæiske Forsvarsfond (med særligt fokus på SMV'er, små midcapselskaber og socialøkonomiske virksomheder, navnlig nystartede virksomheder og vækstvirksomheder), hvilket giver medlemsstaterne mulighed for at indkøbe direkte fra disse virksomheder. Dette vil give hurtigere indkøbsprocesser og øge synligheden og anvendelsen af EU-støttede projekter og innovative forsvarsteknologiske løsninger [senest i fjerde kvartal 2026].
Udnytte sin rolle som potentiel kunde for nye virksomheder med dobbelt anvendelse med indledende fokus på virksomheder inden for rumområdet [senest i fjerde kvartal 2026], f.eks. ved at købe tjenester eller produkter såsom geospatiale data fra kommercielle leverandører. Dette vil sende et stærkt signal til markedet og demonstrere efterspørgslen efter innovative kapabiliteter, samtidig med at det tiltrækker yderligere kontrakter og private investeringer, hvorved væksten i disse virksomheder i EU accelereres.
Tilskynde medlemsstaterne til at afsætte mindst 10 % af deres budgetter til indkøb af forsvarsmateriel til nye og disruptive teknologier. For at opnå dette vil den arbejde tæt sammen med EDA om at yde medlemsstaterne målrettet rådgivningsstøtte med henblik på at styrke indkøb af disruptive teknologier og innovative forsvarsløsninger (f.eks. via EDA's netværk af eksperter i indkøb af forsvarsmateriel og HEDI) [senest i andet kvartal 2026].
Støtte omstillingen af indkøb på forsvars- og sikkerhedsområdet ved at revidere direktiv 2009/81/EF om indkøb af forsvarsmateriel og følsomme sikkerhedsprodukter. Revisionen vil indeholde foranstaltninger, der skal lette medlemsstaternes investeringer i forsvar ved hjælp af hurtigere, mere strømlinede og mere gennemsigtige indkøbsprocedurer. Revisionen bør foreslå foranstaltninger til brugervenlige og hurtigere indkøb for innovative SMV'er, hurtig indkøb af lavprisprodukter, hurtig ibrugtagning af innovative, disruptive teknologier og produkter samt hurtig tilpasning af forsvarskapabiliteter. Der vil blive lagt vægt på at indgå samarbejder med nystartede virksomheder, vækstvirksomheder og SMV'er i forsvarssektoren for at sikre, at deres perspektiver og interesser er tilstrækkeligt repræsenteret.
3.4.Udvikling af forsvarsfærdigheder og -talenter
Forsvar er en blomstrende industri, der i øjeblikket oplever hidtil uset vækst og gennemgår en gennemgribende forandring. Forsvarssektoren står over for mangel på arbejdskraft og færdigheder samt en kritisk udfordring med hensyn til mangel på talentmasse, der truer dens operationelle kapabilitet og dermed påvirker EU's sikkerhed. I denne sammenhæng udgør mangel på færdigheder en væsentlig flaskehals. Både etablerede forsvarsvirksomheder og nye aktører konkurrerer om at tiltrække og fastholde talent, mens forsvarssektoren oplever konkurrence fra andre industrier.
På udbudssiden står sektoren over for vanskeligheder med at tiltrække og fastholde fagfolk med de avancerede færdigheder, der er nødvendige for at udvikle disruptive teknologier til forsvarsformål, herunder kunstig intelligens, kvantecomputing og autonome systemer, samt til produktion og vedligeholdelse. Konkurrencen om kvalificerede fagfolk er intens. Job af høj kvalitet med konkurrencedygtige lønninger og gode arbejdsvilkår samt støtte til arbejdstagere gennem igangværende omstillinger vil styrke udbudssiden.
Krav om sikkerhedsgodkendelse, herunder krav om statsborgerskab, begrænser mobiliteten inden for EU samt adgangen til globale talentpuljer. Kvinder er også underrepræsenteret i arbejdsstyrken. Kommissionen vil støtte interessenter, der er involveret i det storstilede partnerskab om færdigheder inden for luft- og rumfart og forsvar under pagten for færdigheder, i deres arbejde med færdighedsprognoser, opkvalificerings- og omskolingsprogrammer samt talentarbejde med det formål at støtte medlemsstaterne og industriens aktører i opkvalificering af omkring 12 % af den eksisterende arbejdsstyrke inden for luft- og rumfart og forsvar hvert år og i omskoling af 600 000 personer til forsvarsindustrien inden 2030.
På efterspørgselssiden opstår der mangler i de væbnede styrker og indkøbsorganer, som kræver tilstrækkelig ekspertise til effektivt at specificere, indkøbe og integrere komplekse og innovative forsvarssystemer samt til innovative og hurtige indkøb. Uden disse færdigheder er der risiko for, at de teknologiske fremskridt ikke bliver fuldt ud operationaliseret. For at undgå dette planlægger EDA at tilbyde målrettede uddannelsesprogrammer, der har til formål at opbygge den nødvendige ekspertise inden for de væbnede styrker og indkøbsorganerne.
Foreslåede tiltag
Kommissionen vil:
Inden for rammerne af færdighedsunionen oprette et pilotprojekt om en færdighedsgaranti, der vil hjælpe arbejdstagere, der er i risiko for at blive arbejdsløse eller befinder sig i en erhvervsmæssig overgang fra bilindustrien og dens tilknyttede forsyningskæder, med at overgå til beskæftigelse i strategiske og voksende sektorer såsom forsvar [fra fjerde kvartal 2025].
Etablere en sektorspecifik EU-talentplatform for forsvarsindustrien til at støtte praktikophold i SMV'er, små midcapselskaber, nystartede virksomheder og vækstvirksomheder inden for industrier med dobbelt anvendelse og forsvarsindustrien gennem vouchere med det formål at øge synligheden af beskæftigelsesmulighederne for unge fagfolk i forsvarssektoren og forbedre den tværeuropæiske adgang til talent for SMV'er, små midcapselskaber, nystartede virksomheder og vækstvirksomheder i forsvarsindustrien(). [senest fjerde kvartal 2026].
Udnytte eksisterende EU-onlineakademier (såsom EUSPA's rumakademi og akademier for digitale færdigheder) til at fremme forsvarsrelaterede færdigheder i overensstemmelse med EU's industribehov og strategiske prioriteter [fra andet kvartal 2026]. Med udgangspunkt i dette fundament skal mulighederne for at etablere et selvstændigt EU-akademi for færdigheder inden for forsvarsindustrien undersøges [fra 2028 og frem]().
4.Konklusion – Betydningen af et nyt forsvarsindustrielt økosystem
Den europæiske forsvarsindustri er en strategisk ressource til at opnå målene i køreplanen for forsvarsberedskab. Det er imidlertid nødvendigt at gennemgå en dybtgående transformationsproces og et skifte i tankegang fra fredstid til forsvarsberedskab.
Det er lykkedes Ukraine at etablere et "topmoderne" forsvarsindustrielt økosystem. Den ukrainske forsvarsindustri presses til løbende at innovere, ikke kun for at udvikle nye eller komplekse systemer, men også for at udvikle omkostningseffektive løsninger og styrke den militære fordel ved eksisterende forsvarskapabiliteter. Ukraine har transformeret sin forsvarsindustri og skabt betingelserne for, at banebrydende løsninger hurtigt kan leveres til de væbnede styrker, og for at nye aktører på forsvarsområdet kan spille en central rolle i denne indsats sammen med de etablerede aktører.
Europa skal lære af Ukraine. Udvikling og indførelse af disruptiv innovation bør ikke længere blot være en nice-to-have-politik. Den skal være afgørende for at fremme smidighed, hurtighed og skala i den forsvarsindustri, som Europa har brug for. EU-medlemsstaternes rolle i at omdanne signaler om kapabilitetsefterspørgsel er unik og afgørende og leder industrien i retning af større innovation, konkurrenceevne, modstandsdygtighed og parathed. Kommissionen er fast besluttet på at yde den nødvendige støtte for at tilskynde til og fremskynde denne omstilling.
Nye forsvarsaktører kan accelerere denne tendens som følge af deres appetit på disruptive løsninger, nye tilgange og risikovillighed. Det er bydende nødvendigt at skabe betingelserne for deres hurtige fremvækst og deres samarbejde med etablerede aktører. Europa har brug for et forandret forsvarsindustrielt økosystem, der samler etablerede industriledere, nye forsvarsaktører og det bredere teknologiske samfund. Dette forandrede økosystem bør være i stand til fuldt ud at frigøre sin industrielle styrke og innovationskraft og levere forsvarskapabiliteter med uovertruffen hastighed, skala og effektivitet.
Køreplanen for omstilling af forsvarsindustrien indeholder klare forslag til at nå dette mål. Den er derfor en vigtig katalysator for Europas forsvarsberedskab 2030, herunder i form af støtte til forsvarsflagskibe. Kommissionen vil straks iværksætte de foranstaltninger, der foreslås i denne køreplan, for at indlede omstillingen af Europas forsvarsindustrielle økosystem og opskalere dem fra 2028. For at overvåge gennemførelsen, fremme udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne og tilskynde til hurtig udvikling af foranstaltninger på nationalt plan vil Kommissionen organisere en årlig strategisk dialog om omstilling af forsvarsindustrien, der samler medlemsstaterne, forsvarsindustrien og EDA.