Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52023DC0352

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Årlig overvågningsrapport om gennemførelsen af støtteprogrammet for strukturreformer 2020

COM/2023/352 final

Bruxelles, den 29.6.2023

COM(2023) 352 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Årlig overvågningsrapport om gennemførelsen af støtteprogrammet for strukturreformer 2020

{SWD(2023) 222 final}


RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Årlig overvågningsrapport om gennemførelsen af støtteprogrammet for strukturreformer 2020

INDLEDNING

Europa-Kommissionen har forvaltet støtteprogrammet for strukturreformer (SRSP) i perioden 2017-2020. SRSP havde et samlet budget på 222,8 mio. EUR 1 og havde til formål at hjælpe medlemsstaterne med at styrke deres kapacitet til at udarbejde og gennemføre vækstfremmende reformer, herunder gennem støtte til en effektiv og virkningsfuld anvendelse af EU-fondene. De endelige beslutninger om udformning, sammensætning og gennemførelse af reformerne var altid i hænderne på medlemsstaterne. Støtte fra SRSP var efter ansøgning tilgængelig for alle medlemsstaterne; den krævede ingen medfinansiering og medførte meget lille administrativ byrde for dem. I 2020 hjalp SRSP endvidere medlemsstaterne med at udforme og udarbejde deres nationale genopretnings- og resiliensplaner. SRSP blev forvaltet af Kommissionens Generaldirektorat for Strukturreformstøtte.

Formålet med SRSP var at styrke samhørigheden og forbedre konkurrenceevnen, produktiviteten, bæredygtig vækst samt jobskabelse og investeringer ved at hjælpe medlemsstaterne med at tackle disse udfordringer og styrke deres kapacitet til at udarbejde og gennemføre vækstfremmende reformer. Strukturreformer er i sagens natur komplekse processer. Deres udformning og gennemførelse kræver højt specialiserede kundskaber og færdigheder på alle stadier. SRSP bidrog til at styrke de offentlige institutioner og forvaltninger, forbedre styringsprocesser samt forbedre resultatopnåelse og modstandsdygtighed i økonomien og i samfundet som helhed.

2020 var præget af det globale udbrud af covid-19-pandemien. Nedlukningsforanstaltningerne, som medlemsstaterne havde vedtaget, havde, uagtet at de var nødvendige for at begrænse virusspredning, uundgåeligt alvorlige økonomiske og sociale indvirkninger. På den baggrund blev SRSP endnu mere relevant for målsætningen om at hjælpe medlemsstaterne i deres bestræbelser på at gennemføre fundamentale reformer, der var møntet på at sætte skub i deres økonomier og skabe grundlaget for en sund genopretning.

Denne rapport giver et overblik over de foranstaltninger, der har modtaget støtte under SRSP 2020. Den beskriver forløbet for udvælgelse og gennemførelse af projekter og redegør for de resultater, der er opnået under programmet.

GENNEMFØRELSE AF SRSP 2020

2020 var det fjerde og sidste år, hvor der blev gennemført aktiviteter under SRSP. Som i de første år af programmets levetid var efterspørgslen efter støtte stigende. 27 medlemsstater indgav i alt 660 støtteanmodninger til et samlet anslået beløb på mere end to gange SRSP-budgettet for 2020, som var på 89,9 mio. EUR. Disse anmodninger blev indgivet via forskellige indkaldelser:

·609 anmodninger blev indgivet via den generelle SRSP-2020-indkaldelse.

·17 anmodninger blev indgivet via den særlige indkaldelse med henblik på målrettet undervisning i forsikringstilsyn.

·18 anmodninger blev indgivet via den øremærkede indkaldelse med henblik på at støtte medlemsstaterne med udarbejdelsen af deres territoriale planer for retfærdig omstilling.

·14 anmodninger blev indgivet af Grækenland, jf. SRSP-forordningens artikel 11.

·2 anmodninger blev indgivet af Slovakiet og Kroatien til særlige foranstaltninger i tilfælde af uforudsete og behørigt begrundede årsager til en hastende indsats, jf. SRSP-forordningens artikel 13, stk. 6.

Kommissionen vurderede medlemsstaternes anmodninger i forhold til de principper og kriterier, der er fastsat i SRSP-forordningen, og udvalgte 287 anmodninger fra 27 medlemsstater, hvilket resulterede i 270 projekter.

De udvalgte anmodninger fordeler sig på følgende større politikområder:

·19 % – finansielle tjenesteydelser og adgang til finansiering

·17 % – styring og offentlig forvaltning

·28 % – vækst og erhvervsklima (omfatter tillige klima og miljø)

·21 % – vedrørende arbejdsmarked, uddannelse, sundhed og socialpolitik samt

·14 % – forvaltning af statsmidler og offentlig finansforvaltning.

I overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning blev der givet prioritet til anmodninger, der gjorde det muligt hurtigt at levere støtte og hurtigt gennemføre reformer i praksis. Anmodninger, der indeholdt veldefinerede mål, og som havde høj sandsynlighed for at kunne få stor virkning, blev ligeledes opprioriteret.

94 % af de anmodninger, der blev udvalgt til støtte under SRSP 2020, vedrørte direkte EU's strategiske prioriteter: 

·57 % gik til gennemførelse af reformer som reaktion på de udfordringer, der blev sat fokus på i forbindelse med det europæiske semester (landespecifikke henstillinger og landerapporter),

·30 % gik til gennemførelse af Unionens prioriteter (kapitalmarkedsunionen, det digitale indre marked, energiunionen, klimamålene osv.),

·5 % gik til gennemførelse af EU's økonomiske tilpasningsprogrammer, og

·2 % gik til gennemførelse af EU-retten.

Af de resterende midler vedrørte 5 % gennemførelsen af medlemsstaternes reformer i forbindelse med andre prioriteter, og 1 % vedrørte udarbejdelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

FREMSKRIDT I FORHOLD TIL PROGRAMMETS MÅL

De aktioner, der blev udvalgt og gennemført under SRSP 2020, blev udformet med henblik på at sikre europæisk merværdi. SRSP supplerede andre programmer og politikker på nationalt plan, EU-plan og internationalt plan. Programmet fremmede endvidere gensidig tillid og samvirke mellem de støttemodtagende medlemsstater og Kommissionen. Derudover støttede SRSP-aktioner udviklingen og gennemførelsen af løsninger på nationale udfordringer, samtidig med at de havde en positiv indvirkning på udfordringer på EU-plan eller udfordringer, der involverede flere medlemsstater. SRSP-aktioner bidrog endvidere til den økonomiske genopretning efter covid-19-pandemien.

Denne rapport har ikke til formål at belyse de fulde virkninger af de reformer, som en medlemsstat måtte have iværksat som følge af støtteforanstaltningerne under SRSP. Det vil være formålet med midtvejsevalueringen og den efterfølgende evaluering af SRSP.

I midtvejsevalueringen af SRSP, som dækkede programmets budgetcyklus for 2017 og 2018, blev det konkluderet, at SRSP var godt på vej med hensyn til at opfylde sit overordnede mål, og at programmet i tilstrækkelig grad tog hånd om medlemsstaternes behov. Programmet forblev relevant og nødvendigt. I evalueringen blev det endvidere konkluderet, at der for SRSP var fremskridt med hensyn til at nå programmålene, selv om det stødte på udfordringer såsom svagt samarbejde mellem interessenter, politiske forandringer, politisk ustabilitet og ressourcemangel.

Den efterfølgende uafhængige evalueringsrapport med konklusioner om resultaterne fra hele SRSP-programmet og med information om dets virkning på lang sigt bliver offentliggjort midt i 2023.

KONKLUSION

Reformer er afgørende for at modernisere medlemsstaternes økonomier, opmuntre til investeringer, skabe job og højne levestandarden. Succesfuld gennemførelse af reformer kræver god administrativ kapacitet og en stærk følelse af ejerskab over reformprocessen af de involverede medlemsstater. Målsætningen med SRSP var at hjælpe medlemsstaternes myndigheder i deres bestræbelser på at udforme og gennemføre vækstfremmende reformer. Covid-19-pandemien havde alvorlige økonomiske og sociale virkninger på tværs af EU. På den baggrund blev SRSP-aktiviteter mere relevante end nogensinde for målsætningen om at hjælpe medlemsstaterne i deres bestræbelser på at gennemføre fundamentale reformer, der var møntet på at sætte skub i deres økonomier og skabe grundlaget for en robust genopretning.

I SRSP-programmets fjerde og sidste år blev der konstateret yderligere stigning i efterspørgslen, idet 27 medlemsstater indsendte 660 anmodninger om støtte, hvoraf 287 blev udvalgt, hvilket resulterede i 270 projekter, der kunne gennemføres.

Generelt var SRSP i perioden 2017-2020 genstand for en voksende interesse fra medlemsstaternes side. I 2017 efterspurgte og modtog 16 medlemsstater teknisk støtte fra programmet med henblik på at tage hånd om deres reformdagsorden. I 2020 havde alle 27 medlemsstater deltaget i programmet. SRSP viste sig at være værdifuld til at hjælpe nationale myndigheder med at identificere og håndtere strukturelle svagheder og flaskehalse under udformningen og gennemførelsen af reformer.

Men selv om SRSP-foranstaltningerne har til formål at støtte reformprocessen, er det imidlertid den støttemodtagende medlemsstat, der er ansvarlig for både at foretage en effektiv opfølgning på foranstaltningerne og gennemføre reformerne i praksis.

Med henblik på at fortsætte tildelingen af teknisk støtte til medlemsstaterne efter programmets slutning i 2020 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet en forordning om oprettelse af afløseren til SRSP - instrumentet for teknisk støtte 2 - som har et lignende omfang og formål, men et større budget.

Kommissionen vil i de kommende år fortsætte med at overvåge indførelsen af støtteforanstaltninger og gennemførelsen af institutionelle, administrative og vækstfremmende reformer.

(1)  Budgettet blev forøget, da den oprindelige SRSP-forordning (EU) 2017/825 (EUT L 129 af 19.5.2017, s. 1-16) blev ændret ved forordning (EU) 2018/1671 (EUT L 284 af 12.11.2018, s. 3-5). 
(2)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 af 10. februar 2021 om oprettelse af et instrument for teknisk støtte EUT L 57 af 18.2.2021, s. 1-16.
Top