EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 9.11.2022
COM(2022) 582 final
BILAG
til
Forslag til Rådets afgørelse
om indgåelse på vegne af Den Europæiske Union af protokollen om ændring af Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen
TILLÆG
WT/MIN(22)/33
WT/L/1144
22. juni 2022
Ministerkonference
12. møde
Genève, den 12.-15. juni 2022
AFTALE OM FISKERISUBSIDIER
MINISTERAFGØRELSE AF 17. JUNI 2022
Ministerkonferencen —
som henviser til artikel X, stk. 1, i Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen ("WTO-overenskomsten"),
som minder om det mandat, som medlemmerne fik på WTO's ellevte ministerkonference i 2017 i Buenos Aires, om, at den næste ministerkonference bør vedtage en aftale om omfattende og effektive discipliner, som forbyder visse former for fiskerisubsidier, der bidrager til overkapacitet og overfiskning, og afskaffer subsidier, der bidrager til ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, idet det anerkendes, at en passende, effektiv, særlig og differentieret behandling af medlemmer, der er udviklingslande, og de mindst udviklede medlemslande bør være en integreret del af disse forhandlinger —
har truffet følgende afgørelse:
1.Protokollen om ændring af WTO-overenskomsten, der er knyttet til denne afgørelse, vedtages hermed og forelægges medlemmerne til godkendelse.
2.Protokollen er hermed åben for medlemmernes accept.
3.Protokollen træder i kraft i overensstemmelse med bestemmelserne i WTO-overenskomstens artikel X, stk. 3.
4.Forhandlingsgruppen vedrørende regler skal, uanset artikel 9.4 i aftalen om fiskerisubsidier, fortsætte forhandlingerne på grundlag af de udestående spørgsmål i dokument WT/MIN(21)/W/5 og WT/MIN(22)/W/20 med henblik på at fremsætte henstillinger til WTO's 13. ministerkonference om yderligere bestemmelser, der kan føre til en omfattende aftale om fiskerisubsidier, herunder gennem yderligere discipliner om visse former for fiskerisubsidier, der bidrager til overkapacitet og overfiskning, idet det anerkendes, at en passende, effektiv, særlig og differentieret behandling af medlemmer, der er udviklingslande, og de mindst udviklede medlemslande bør være en integreret del af disse forhandlinger.
Tillæg
Protokol om ændring af Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af
Verdenshandelsorganisationen
Aftale om fiskerisubsidier
Verdenshandelsorganisationens medlemmer,
som henviser til ministerkonferencens afgørelse i dokumentet WT/MIN(22)/33 – WT/L/1144, som blev vedtaget i henhold til artikel X, stk. 1, i Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen ("WTO-overenskomsten"),
er blevet enige om følgende:
1.Bilag 1A til WTO-overenskomsten ændres ved denne protokols ikrafttræden i henhold til stk. 4 ved indsættelse af aftalen om fiskerisubsidier, jf. bilaget til denne protokol, efter aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger.
2.Der kan ikke tages forbehold med hensyn til nogen af bestemmelserne i denne protokol.
3.Denne protokol er hermed åben for medlemmernes accept.
4.Denne protokol træder i kraft i overensstemmelse med WTO-overenskomstens artikel X, stk. 3.
5.Denne protokol deponeres hos Verdenshandelsorganisationens generaldirektør, som straks sender hvert medlem en bekræftet kopi og en meddelelse om hver parts accept heraf, jf. stk. 3.
6.Denne protokol registreres i overensstemmelse med artikel 102 i De Forenede Nationers pagt.
Udfærdiget i Genève den 17. juni 2022 i ét eksemplar på engelsk, fransk og spansk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.
Bilag
AFTALE OM FISKERISUBSIDIER
Artikel 1: Anvendelsesområde
Denne aftale finder anvendelse på subsidier som omhandlet i artikel 1.1, i aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (SCM-aftalen), der i henhold til denne aftales artikel 2 er specifikke for vildt havfiskeri og fiskerirelaterede aktiviteter til havs.""
Artikel 2: Definitioner
I denne aftale forstås ved:
a)"fisk": alle arter af levende havressourcer, uforarbejdede eller forarbejdede
b)"fiskeri" : sporing af, tiltrækning, lokalisering, fangst eller høst af fisk eller enhver anden aktivitet, der med rimelighed kan forventes at resultere i tiltrækning, lokalisering, fangst eller høst af fisk
c)"fiskerirelateret aktivitet": enhver handling til støtte eller forberedelse af fiskeri, herunder landing, emballering, forarbejdning, omladning eller transport af fisk, der ikke tidligere har været landet i en havn, samt forsyning med arbejdskraft, brændstof, udstyr mv. til havs
d)"fartøj": ethvert fartøj, skib eller enhver anden type båd, der anvendes til, er udstyret til eller påtænkes anvendt til fiskeri eller fiskerirelaterede aktiviteter
e)"operatør": ejeren af et fartøj eller enhver anden person, der er ansvarlig for, leder eller kontrollerer fartøjet.
Artikel 3: Subsidier, der bidrager til
ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri
3.1Medlemmer må ikke yde eller opretholde subsidier til et fartøj eller en operatør, der udøver IUU- fiskeri eller fiskerelaterede aktiviteter til støtte for IUU-fiskeri.
3.2Med henblik på artikel 3.1 anses et fartøj eller en operatør for at have udøvet IUU-fiskeri, hvis følgende træffer en positiv afgørelse herom, :
a)en kystmedlemsstat vedrørende aktiviteter i områder under dets jurisdiktion eller
b)en flagmedlemsstat vedrørende aktiviteter, der udøves af fartøjer, der fører dens flag eller
c)en relevant regional fiskeriforvaltningsorganisation eller -ordning (RFFO) i overensstemmelse med dennes regler og procedurer og den relevante internationale ret, herunder gennem rettidig anmeldelse og relevante oplysninger, i de områder og for de arter, der hører under dens kompetence.
3.3a)En positiv afgørelse i henhold til artikel 3.2 henviser til et medlems endelige konstatering af og/eller en RFFO's endelige opførelse af, at et fartøj eller en operatør har udøvet IUU-fiskeri.
b)Med henblik på artikel 3.2, litra a), finder forbuddet i artikel 3.1 anvendelse, hvis kystmedlemsstatens afgørelse er baseret på relevante faktuelle oplysninger, og kystmedlemsstaten har givet flagmedlemsstaten og, hvis det er kendt, det subsidieydende medlem følgende:
i)rettidig anmeldelse via passende kanaler om, at et fartøj eller en operatør er blevet midlertidigt tilbageholdt i afventning af yderligere undersøgelser vedrørende udøvelse af IUU-fiskeri eller kystmedlemsstatens indledning af en undersøgelse herom, herunder henvisning til alle relevante faktuelle oplysninger, gældende love, forskrifter, administrative procedurer eller andre relevante foranstaltninger
ii)mulighed for at udveksle relevante oplysninger forud for en afgørelse, således at sådanne oplysninger kan tages i betragtning i den endelige afgørelse Kystmedlemsstaten kan præcisere, hvordan og i hvilket tidsrum en sådan udveksling af oplysninger bør finde sted samt
iii)underretning om den endelige afgørelse og om eventuelle sanktioner, der finder anvendelse, herunder, hvis det er relevant, deres varighed.
Kystmedlemsstaten underretter udvalget omhandlet i artikel 9.1 (i nærværende aftale benævnt "udvalget") om en positiv afgørelse.
3.4Det subsidieydende medlem tager hensyn til arten, alvoren og hyppigheden af et fartøjs eller en operatørs IUU-fiskeri, når varigheden af forbuddet i artikel 3.1 fastsættes. Forbuddet i artikel 3.1 finder anvendelse mindst lige så længe som den sanktion, der er en følge af den afgørelse, som udløser forbuddet, er i kraft, eller mindst lige så længe som fartøjet eller operatøren er opført af en RFFO, alt efter hvad der er længst.
3.5Det subsidieydende medlem underretter udvalget om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 3.1, i overensstemmelse med artikel 8.3.
3.6Hvis en havnemedlemsstat underretter en subsidieydende medlemsstat om, at den har indlysende grunde til at tro, at et fartøj i en af dens havne har udøvet IUU-fiskeri, skal den subsidieydende medlemsstat tage behørigt hensyn til de modtagne oplysninger og træffe de foranstaltninger med hensyn til sine subsidier, som den finder passende.
3.7Hvert medlem skal have indført love, forskrifter og/eller administrative procedurer med henblik på at sikre, at subsidier som omhandlet i artikel 3.1, herunder subsidier, der eksisterer ved denne aftales ikrafttræden, ikke ydes eller opretholdes.
3.8I en periode på 2 år fra datoen for denne aftales ikrafttræden er subsidier, der ydes eller opretholdes af medlemmer, der er udviklingslande, herunder LDS-medlemslande, til og inden for den eksklusive økonomiske zone, undtaget fra foranstaltninger, der er baseret på denne aftales artikel 3.1 og 10.
Artikel 4: Subsidier, der vedrører overfiskede bestande
4.1Medlemmer må ikke yde eller opretholde subsidier til fiskeri eller fiskerirelaterede aktiviteter, der vedrører en overfisket bestand.
4.2Med henblik på denne artikel overfiskes en fiskebestand, hvis den anerkendes som overfisket af den kystmedlemsstat, under hvis jurisdiktion fiskeriet finder sted, eller af en relevant RFFO i de områder og for de arter, der hører under dens kompetence på grundlag af den bedste videnskabelige dokumentation, den har til rådighed.
4.3Uanset artikel 4.1 kan et medlem yde eller opretholde subsidier som omhandlet i artikel 4.1, hvis sådanne subsidier eller andre foranstaltninger gennemføres for at genopbygge bestanden til et biologisk bæredygtigt niveau.
4.4I en periode på 2 år fra datoen for denne aftales ikrafttræden er subsidier, der ydes eller opretholdes af medlemmer, der er udviklingslande, herunder LDC-medlemslande, til og inden for den eksklusive økonomiske zone, undtaget fra foranstaltninger, der er baseret på denne aftales artikel 4.1 og 10.
Artikel 5: Andre subsidier
5.1Medlemmerne må ikke yde eller opretholde subsidier til fiskeri eller fiskerirelaterede aktiviteter uden for et kystmedlems eller et kystnært ikkemedlems jurisdiktion og uden for en relevant RFFO's kompetence.
5.2Medlemmer skal udvise særlig omhu og tilbageholdenhed ved ydelse af subsidier til fartøjer, der ikke fører det pågældende medlems flag.
5.3Medlemmer skal udvise særlig omhu og tilbageholdenhed ved ydelse af subsidier til fiskeri eller fiskerirelaterede aktiviteter vedrørende bestande, hvis status er ukendt.
Artikel 6: Særlige bestemmelser for LDC-medlemslande
Medlemmer skal udvise særlig tilbageholdenhed med hensyn til at rejse sager, der involverer et LDC-medlemsland, og undersøgte løsninger skal tage hensyn til det pågældende LDC-medlemslands specifikke situation, hvis det er relevant.
Artikel 7: Teknisk bistand og kapacitetsopbygning
Der ydes målrettet teknisk bistand og bistand til kapacitetsopbygning til medlemmer, der er udviklingslande, herunder LDC-medlemmer, med henblik på gennemførelse af disciplinerne i henhold til denne aftale. Til støtte for denne bistand oprettes der en frivillig WTO-finansieringsmekanisme i samarbejde med relevante internationale organisationer såsom De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) og Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling. WTO-medlemmers bidrag til mekanismen skal udelukkende være på frivillig basis og må ikke anvende almindelige budgetmidler.
Artikel 8: Anmeldelse og gennemsigtighed
8.1Uanset artikel 25 i SCM-aftalen og for at styrke og forbedre anmeldelserne af fiskerisubsidier samt muliggøre en mere effektiv overvågning af gennemførelsen af forpligtelserne vedrørende fiskerisubsidier skal hvert medlem:
a)fremlægge følgende oplysninger som led i sin regelmæssige anmeldelse af fiskerisubsidier i henhold til artikel 25 i SCM-aftalen, : typen eller arten af den fiskeriaktivitet, hvortil der ydes subsidier
b)i det omfang, det er muligt, fremlægge følgende oplysninger som et led i sin regelmæssige anmeldelse af fiskerisubsidier i henhold til artikel 25 i SCM-aftalen12, 13:
i)status for fiskebestandene inden for det fiskeri, hvortil der ydes subsidier (f.eks. overfisket, fisket på maksimalt bæredygtig vis eller underfisket) og de anvendte referencepunkter, samt hvorvidt sådanne bestande deles med et andet medlem eller forvaltes af en RFFO
ii)bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der er indført for den relevante fiskebestand
iii)flådekapaciteten inden for det fiskeri, hvortil der ydes subsidier
iv)navn og identifikationsnummer på det/de fiskerfartøj(er), der modtager subsidier samt
v)fangstdata for hver art eller gruppe af arter inden for det fiskeri, hvortil der ydes subsidier.
8.2Hvert medlem indgiver årligt skriftlig meddelelse til udvalget med en liste over de fartøjer og operatører, som det positivt har fastslået har udøvet IUU-fiskeri.
8.3Hvert medlem underretter senest et år efter datoen for denne aftales ikrafttræden udvalget om eksisterende eller trufne foranstaltninger for at sikre gennemførelsen og forvaltningen af denne aftale, herunder de skridt, der er taget for at gennemføre forbuddene som fastsat i artikel 3, 4 og 5. Hvert medlem underretter også straks udvalget om enhver ændring til sådanne foranstaltninger derefter og om nye foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre forbuddene i artikel 3.
8.4Hvert medlem forelægger senest et år efter datoen for denne aftales ikrafttræden udvalget en beskrivelse af sin fiskeriordning med henvisninger til love, forskrifter og administrative procedurer, der er relevante for denne aftale, og underretter straks udvalget om eventuelle ændringer derefter. Et medlem kan opfylde denne forpligtelse ved at indgive et ajourført elektronisk link til medlemmets eller et andet relevant officielt websted, der indeholder disse oplysninger, til udvalget.
8.5Et medlem kan anmode det anmeldende medlem om yderligere oplysninger vedrørende anmeldelser og oplysninger i henhold til denne artikel. Det anmeldende medlem besvarer denne anmodning så hurtigt som muligt skriftligt og på en fyldestgørende måde. Hvis et medlem mener, at en anmeldelse eller oplysninger ikke er blevet indgivet i henhold til denne artikel, kan medlemmet indbringe sagen for et andet medlem eller udvalget.
8.6Ved denne aftales ikrafttræden underretter medlemmer skriftligt udvalget om enhver RFFO, som de er part i. Denne underretning skal som minimum bestå af teksten til det retlige instrument, hvorved RFFO'en oprettes, områder og arter under dens kompetence, oplysninger om de forvaltede fiskebestandes status, en beskrivelse af dens bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, regler og procedurer for dens afgørelser om IUU-fiskeri og ajourførte lister over fartøjer og/eller operatører, som den har konstateret har udøvet IUU-fiskeri. Denne meddelelse kan indgives enten individuelt eller af en gruppe medlemmer. Udvalget underrettes straks om enhver ændring til disse oplysninger. Udvalgets sekretariat fører en liste over RFFO'er, der er meddelt i henhold til denne artikel.
8.7Medlemmerne anerkender, at meddelelsen af en foranstaltning ikke foregriber a) dens retlige status i henhold til GATT 1994, SCM-aftalen eller denne aftale, b) virkningerne af foranstaltningen i henhold til SCM-aftalen eller c) arten af selve foranstaltningen.
8.8Intet i denne artikel foreskriver, at der fremlægges fortrolige oplysninger.
Artikel 9: Institutionelle ordninger
9.1Der oprettes herved et udvalg for fiskerisubsidier, som består af repræsentanter fra hver af medlemmerne. Udvalget vælger sin egen formand og træder sammen mindst to gange om året og i øvrigt på anmodning af et medlem som fastsat i de relevante bestemmelser i denne aftale. Udvalget udfører de opgaver, som pålægges det ved denne aftale eller af medlemmerne, og det giver medlemmerne mulighed for rådslagning om alle spørgsmål vedrørende anvendelsen af aftalen eller fremme af dens mål. WTO's sekretariat varetager udvalgets sekretariatsopgaver.
9.2Udvalget gennemgår mindst hvert andet år alle de oplysninger, der fremlægges i henhold til artikel 3 og 8 og nærværende artikel.
9.3Under hensyntagen til de mål, der er fastlagt for denne aftale, undersøger udvalget årligt, hvorledes den gennemføres og anvendes. Udvalget underretter årligt Rådet for Handel med Varer om udviklingen i den periode, der er omfattet af sådanne undersøgelser.
9.4Senest fem år efter datoen for denne aftales ikrafttræden og derefter hvert tredje år undersøger udvalget denne aftales anvendelse med henblik på at udpege alle nødvendige ændringer for at forbedre anvendelsen af denne aftale under hensyntagen til dens mål. Udvalget kan forelægge Rådet for Handel med Varer forslag til ændring af teksten til denne aftale, bl.a. ud fra erfaringerne fra dens gennemførelse.
9.5Udvalget bevarer en tæt kontakt med FAO og andre relevante internationale organisationer inden for fiskeriforvaltning, herunder relevante RFFO'er.
Artikel 10: Tvistbilæggelse
10.1Bestemmelserne i artikel XXII og XXIII i GATT 1994, som udformet og anvendt i tvistbilæggelsesforståelsen skal gælde for høringer og tvistbilæggelser i henhold til denne aftale, medmindre der udtrykkeligt er fastsat andet heri.
10.2Med forbehold af stk. 1 finder bestemmelserne i artikel 4 i SCM-aftalen anvendelse på høringer og tvistbilæggelser i henhold til denne aftales artikel 3, 4 og 5.
Artikel 11: Afsluttende bestemmelser
11.1Med forbehold af artikel 3 og 4 er intet i denne aftale til hinder for, at et medlem yder subsidier til katastrofehjælp, forudsat at subsidiet er:
a)begrænset til hjælp i forbindelse med en bestemt katastrofe
b)begrænset til det berørte geografiske område
c)tidsbegrænset samt
d)i tilfælde af subsidier til genopbygning begrænset til at genoprette det berørte fiskeri og/eller den berørte flåde til niveauet før katastrofen.
11.2a)Denne aftale, herunder eventuelle resultater, henstillinger og tildelinger i forbindelse med denne aftale, har ingen retlige konsekvenser vedrørende territoriale krav eller afgrænsning af søgrænser.
b)Et panel, der er nedsat i henhold til denne aftales artikel 10, må ikke drage konklusioner om ethvert krav, der ville kræve at panelet baserer sine konklusioner på påståede territoriale krav eller afgrænsning af søgrænser.
11.3Intet i denne aftale må fortolkes eller anvendes på en måde, der skader medlemmernes jurisdiktion, rettigheder og forpligtelser i henhold til international ret, herunder havretten.
11.4Medmindre andet er fastsat, indebærer intet i denne aftale, at et medlem er bundet af foranstaltninger eller afgørelser truffet af en RFFO, eller skal anerkende en sådan, hvis medlemmet ikke er part eller samarbejdende ikkepart heri.
11.5Denne aftale ændrer eller ophæver ikke rettigheder og forpligtelser i henhold til SCM-aftalen.
ARTIKEL 12: OPSIGELSE AF AFTALEN, HVIS DER IKKE VEDTAGES OMFATTENDE DISCIPLINER
Hvis der ikke vedtages omfattende discipliner senest fire år efter denne aftales ikrafttræden, og medmindre andet besluttes af Det Almindelige Råd, ophæves denne aftale straks.