Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52021PC0114

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne, for så vidt angår den påtænkte afgørelse, som deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter skal træffe

COM/2021/114 final

Bruxelles, den 11.3.2021

COM(2021) 114 final

2021/0059(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne, for så vidt angår den påtænkte afgørelse, som deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter skal træffe


BEGRUNDELSE

1.Forslagets genstand

Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, som Kommissionen skal indtage på Den Europæiske Unions vegne i forbindelse med arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter ("arrangementet"), for så vidt angår en påtænkt afgørelse om at ændre arrangementets bestemmelser om lokale omkostninger. I henhold hertil fastsattes den maksimale procentdel af værdien af en støttet eksportkontrakt, som kan bestå af varer og tjenesteydelser, der indkøbes lokalt, dvs. i bestemmelseslandet, i modsætning til eksportlandet eller et tredjeland. Den påtænkte afgørelse vil øge denne maksimale procentsats og dermed skabe større fleksibilitet i overensstemmelse med markedsforholdene.

2.Baggrund for forslaget

2.1.Arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter

Arrangementet er en gentlemanaftale mellem Unionen, USA, Canada, Japan, Korea, Norge, Schweiz, Australien, New Zealand og Tyrkiet, som har til formål at fastlægge en ramme for en ordnet anvendelse af offentligt støttede eksportkreditter. I praksis vil det sige, at der skabes lige vilkår (hvorved konkurrencen er baseret på de eksporterede varers og tjenesteydelsers pris og kvalitet og ikke på de finansielle betingelser, der stilles), samtidig med at der ydes en indsats for at fjerne støtte og handelsforvridninger i forbindelse med offentligt støttede eksportkreditter. Arrangementet, der trådte i kraft i april 1978, er af ubegrænset varighed, og er, selv om OECD's sekretariat yder administrativ bistand hertil, ikke et OECD-dokument 1 .

Arrangementet ajourføres regelmæssigt for at tage hensyn til udviklinger på finansmarkedet og inden for politikområder, der berører ydelsen af offentligt støttede eksportkreditter i forskellige sektorer. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 2 finder retningslinjerne i arrangementet anvendelse i Unionen, og det er derfor gjort juridisk bindende i Unionen 3 . Revisioner af vilkår og betingelser i arrangementet indarbejdes i EU-retten ved delegerede retsakter i henhold til artikel 2 i denne forordning.

2.2.Deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter

Europa-Kommissionen repræsenterer Unionen på møderne med arrangementets deltagere ("deltagerne") samt i deltagernes skriftlige beslutningsprocedurer. Beslutninger om ændringer af arrangementet træffes ved konsensus. Unionens holdning vedtages af Rådet og drøftes af medlemsstaterne i Rådets arbejdsgruppe om eksportkreditter 4 .

I henhold til arrangementets artikel 62 "tager deltagerne jævnligt den måde, hvorpå arrangementet fungerer, op til revision. Som led i revisionen gennemgår deltagerne bl.a. underretningsprocedurerne, gennemførelsen og anvendelsen af ordningen om differentieret diskonteringssats, reglerne og procedurerne for bunden bistand, spørgsmål vedrørende matching, tidligere indgåede forpligtelser og mulighederne for udvidet deltagelse i arrangementet".

2.3.Den retsakt, der skal vedtages af deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter

På det 141. møde med deltagerne i arrangementet, der fandt sted i juni 2019, drøftede deltagerne et udkast til et EU-forslag om at øge den offentlige støtte til lokale omkostninger. Udkastet til forslag blev godt modtaget med positive reaktioner fra andre deltagere, men én delegation forbeholdt sig sin holdning og anmodede Unionen om at fremlægge yderligere baggrundsoplysninger og præciseringer.

På det efterfølgende møde med deltagerne i arrangementet i november 2019 blev en øget offentlig støtte til lokale omkostninger igen drøftet. Drøftelsen vedrørte potentielle ændringer af udkastet til forslag, bl.a. ved at øremærke en lokal omkostningsdækning til specifikke sektorer eller lande. Deltagerne nåede imidlertid ikke til enighed, og drøftelserne blev udsat til efterfølgende møder. På det 144. møde for deltagerne i arrangementet i juni 2020 fremlagde den delegation, som ikke støttede udkastet til et EU-forslag, et modforslag om lokal omkostningsstøtte. Dette forslag fik ikke støtte fra andre deltagere, men der blev foreslået og drøftet kompromisløsninger og ændringer til løsning af udestående spørgsmål.

EU gennemgik sit udkast til forslag under hensyntagen til de synspunkter, der var blevet givet udtryk for på de foregående møder med deltagerne i arrangementet, og forelagde et udkast til et kompromisforslag på det 145. møde med deltagerne, der fandt sted den 17. november 2020. En række deltagere foreslog mindre ændringer til udkastet til kompromisforslag. Efter visse meningsudvekslinger gav alle deltagere udtryk for støtte til udkastet til kompromisforslag kombineret med de foreslåede ændringer. Deltagerne i arrangementet vedtager en afgørelse om Unionens udkast til kompromisforslag ved skriftlig procedure.

3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne

Hovedprincipperne for offentlig støtte til lokale omkostninger fastsættes arrangementets artikel 10. Deri fastsættes, at offentlig støtte til lokale omkostninger ikke må overstige 30 % af eksportkontraktværdien (nationalt indhold og levering fra tredjelande). Disse bestemmelser blev indført i 2006, da det maksimale niveau for offentlig støtte blev forhøjet fra 15 % til 30 % af eksportkontraktværdien. I de seneste årtier har de globale handels- og produktionsmønstre udviklet sig betydeligt. Fremkomsten af globale værdikæder har ændret eksportørernes forsyningsmønster: Virksomheder, der plejede at have deres primære produktion i ét land, optimerer nu deres indkøb på grundlag af omkostningseffektivitet og geografisk tilgængelighed, og et enkelt færdigt produkt er ofte resultatet af produktions- og samlelinjer i flere lande. EU's eksportindustri har længe efterlyst større fleksibilitet med hensyn til lokale omkostninger. Den nuværende begrænsning af støtte til lokale omkostninger medfører en konkurrencemæssig ulempe for EU-eksportører i forhold til eksportører i lande, der ikke er bundet af arrangementet.

Den påtænkte afgørelse om at øge den offentlige støtte til lokale omkostninger vil betyde, at det maksimale niveau for lokale omkostninger hæves til 40 % af eksportkontraktværdien i højindkomstlande 5 (kategori I-lande i arrangementet) og til 50 % i mellem- og lavindkomstlande (kategori II-lande i arrangementet). Bestemmelserne om lokale omkostninger i sektoraftalen om eksportkreditter til vedvarende energi, modvirkning af og tilpasning til klimaforandringer og vandprojekter vil blive tilpasset bestemmelserne om lokale omkostninger i arrangementets hoveddel. Desuden vil der blive tilføjet en revisionsklausul til arrangementet, hvori det fastsættes, at der skal foretages en revision tre år efter ikrafttrædelsen af de nye bestemmelser om lokale omkostninger.

Det henstilles derfor, at Unionens holdning skal være at godkende den påtænkte afgørelse fra deltagerne i arrangementet ved skriftlig procedure for at øge den offentlige støtte til lokale omkostninger.

4.Retsgrundlag

4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag

4.1.1.Principper

I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".

Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver" 6 .

4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Den påtænkte retsakt vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af EU-lovgivningen, nærmere bestemt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF. Det skyldes, at det i artikel 2 i denne forordning hedder, at: "Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 3 vedrørende ændring af bilag II som følge af ændringer af retningslinjerne, hvorom deltagerne i arrangementet er nået til enighed".

Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.

4.2.Materielt retsgrundlag

4.2.1.Principper

Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.

4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde

Den påtænkte retsakts primære formål og indhold vedrører den fælles handelspolitik. Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 207 i TEUF.

4.3.Konklusion

Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 207, stk. 4, første afsnit, i TEUF sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.

5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt

Da den påtænkte afgørelse, der vedtages på mødet med deltagerne, ændrer arrangementet, bør den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.

2021/0059 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne, for så vidt angår den påtænkte afgørelse, som deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter skal træffe

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter ("arrangementet") er juridisk bindende i Unionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF 7 .

(2)Deltagerne ("deltagerne") i arrangementet blev på deres 145. møde den 17. november 2020 enige om ved skriftlig procedure at vedtage en afgørelse om at ændre arrangementet for at øge den offentlige støtte til eksportkreditter i form af lokale omkostninger.

(3)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne med hensyn til den afgørelse, der skal vedtages ved skriftlig procedure på mødet med deltagerne i arrangementet, bør fastlægges, da den påtænkte afgørelse vil kunne få afgørende indflydelse på EU-lovgivningen i medfør af artikel 2 i forordning (EU) nr. 1233/2011.

(4)Den påtænkte afgørelse om at øge den offentlige støtte til lokale omkostninger bør tilpasse bestemmelserne om støtte til lokale omkostninger i arrangementet til de fremherskende handels- og produktionsmønstre. Globale værdikæder har ændret eksportørernes indkøbsbeslutninger, og de fleste eksportører indkøber nu forsyninger i flere lande og i stigende grad fra det sted, hvor køberen befinder sig. For at give EU's eksportører større fleksibilitet og muliggøre optimale indkøbsstrategier bør loftet for offentlig støtte til lokale omkostninger hæves fra 30 % til 40 % af eksportkontraktværdien i højindkomstlande og fra 30 % til 50 % af eksportkontraktværdien i mellem- og lavindkomstlande —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i en skriftlig procedure for deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter for så vidt angår den påtænkte afgørelse om at øge den offentlige støtte til lokale omkostninger, er fastlagt i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    Som defineret i OECD-overenskomstens artikel 5.
(2)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 45).
(3)    Tidligere udgaver af OECD-arrangementet er allerede blevet gennemført i EU-retten ved afgørelser truffet af Rådet.
(4)    Rådets afgørelse om oprettelse af en arbejdsgruppe til koordinering af politikken med hensyn til kreditforsikringer, kreditgarantier og finansielle kreditter (EFT 66 af 27.10.1960, s. 1339).
(5)    Som defineret af Verdensbanken på et årligt grundlag ud fra BNI pr. indbygger.
(6)    Domstolens dom af 7. oktober 2014 i sag C-399/12, Tyskland mod Rådet, C-399/12, ECLI:EU:C:2014:2258, præmis 61-64.
(7)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1233/2011 af 16. november 2011 om anvendelse af visse retningslinjer for offentligt støttede eksportkreditter og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/76/EF og 2001/77/EF (EUT L 326 af 8.12.2011, s. 45) ("forordning (EU) nr. 1233/2011").
Top

Bruxelles, den 11.3.2021

COM(2021) 114 final

BILAG

til

Forslag til Rådets afgørelse

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne, for så vidt angår den påtænkte beslutning, som deltagerne i arrangementet vedrørende offentligt støttede eksportkreditter skal træffe


BILAG

FORSLAG

KAPITEL II: FINANSIELLE VILKÅR OG BETINGELSER FOR EKSPORTKREDITTER

11.KONTANT UDBETALING, MAKSIMAL OFFENTLIG STØTTE OG LOKALE OMKOSTNINGER

d)Deltagerne kan yde offentlig støtte til lokale omkostninger på følgende betingelser:

1)Det maksimale beløb for offentlig støtte til lokale omkostninger må ikke overstige:

–For kategori I-lande: 40 % af eksportkontraktværdien.

–For kategori II-lande: 50 % af eksportkontraktværdien.

2)Offentlig støtte til lokale omkostninger ydes ikke på vilkår, der er gunstigere/mindre restriktive end dem, der er aftalt for den beslægtede eksport.

3)Overstiger den offentlige støtte til lokale omkostninger 15 % af eksportkontraktværdien, skal der ske forudgående underretning herom i henhold til artikel 48 med angivelse af arten af de lokale omkostninger, der gives støtte til.

65.REVISION AF OFFENTLIG STØTTE TIL LOKALE OMKOSTNINGER

Deltagerne reviderer bestemmelserne om støtte til lokale omkostninger senest 3 år efter den formelle godkendelse.

BILAG IV til arrangementet

SEKTORAFTALE OM EKSPORTKREDITTER TIL VEDVARENDE ENERGI, MODVIRKNING AF OG TILPASNING TIL KLIMAFORANDRINGER OG VANDPROJEKTER

7. LOKALE OMKOSTNINGER

a)For offentligt støttede eksportkreditter, der ydes i forbindelse med kontrakter på mindst 10 mio. SDR, må den offentlige støtte til lokale omkostninger ikke overstige 30 % af eksportkontraktværdien.

b)For offentligt støttede eksportkreditter, der ydes i forbindelse med kontrakter med en værdi på mindre end 10 mio. SDR:

1)For de sektorer, der er angivet i tillæg I til denne sektoraftale, må den offentlige støtte til lokale omkostninger ikke overstige 45 % af eksportkontraktværdien.

2)For de sektorer, der er angivet i tillæg II, samt for vandprojekter, som er defineret i artikel 4 i denne sektoraftale, må den offentlige støtte til lokale omkostninger ikke overstige 30 % af eksportkontraktværdien.

c)Overstiger den offentlige støtte til lokale omkostninger 15 % af eksportkontraktværdien, skal der ske forudgående underretning herom i henhold til artikel 8 i denne sektoraftale med angivelse af arten af de lokale omkostninger, der gives støtte til.

Top