(1)

Opmærksomheden på virksomheders ansvar med hensyn til deres værdikæders negative indvirkning på menneskerettigheder tog fart i 1990'erne, hvor udflytninger inden for produktion af beklædning og fodtøj henledte opmærksomheden på de dårlige arbejdsvilkår, som mange arbejdstagere i de globale værdikæder, herunder børn, arbejdede under. Samtidig rykkede mange selskaber inden for olie-, gas- mine- og fødevareindustrien ud i stadig mere fjerntliggende egne, hvor de oprindelige samfund ofte blev forflyttet uden behørig høring eller kompensation.

(2)

På baggrund af de stigende påvisninger af overtrædelser af menneskerettighederne og ødelæggelse af miljøet voksede interessen for at sikre, at virksomhederne respekterede menneskerettighederne, og at ofrene havde domstolsadgang, navnlig når visse virksomheders værdikæder rakte ind i lande med svage retssystemer og svag retshåndhævelse, og for at holde dem ansvarlige i henhold til national ret for at forårsage eller bidrage til skader. Det var på denne baggrund, at FN's Menneskerettighedsråd i 2008 enstemmigt hilste »Protect, Respect and Remedy«-rammen velkommen. Denne ramme hviler på tre søjler: Statens pligt til at beskytte mod tredjeparters, herunder virksomheders, krænkelser af menneskerettighederne gennem passende politikker, regulering og retlige afgørelser; virksomhedernes ansvar for at respektere menneskerettighederne, hvilket betyder, at de handler med due diligence for at undgå at krænke andres rettigheder og for at imødegå de negative virkninger, der opstår; og større adgang for ofre til effektive retsmidler, både retslige og udenretslige.

(3)

Efter denne ramme fulgte FN's Menneskerettighedsråds vedtagelse af de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder i 2011. Disse vejledende principper indførte den første globale standard for »due diligence« og udgjorde en ikkebindende ramme for virksomheder, ifølge hvilken de kunne omsætte deres ansvar for at respektere menneskerettighederne til praksis. Efterfølgende udviklede andre internationale organisationer due diligence-standarder baseret på disse vejledende principper fra FN. Organisationen for Økonomisk Samarbejdes (OECD's) retningslinjer for multinationale virksomheder fra 2011 refererer i vidt omfang til due diligence, og OECD har udviklet retningslinjer for at hjælpe virksomhederne med at gennemføre due diligence inden for bestemte sektorer og forsyningskæder. I 2016 vedtog Europarådets Ministerkomité en henstilling til medlemsstaterne om menneskerettigheder og erhvervsvirksomhed, hvori den opfordrede sine medlemsstater til at vedtage lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der sikrer, at overtrædelser af menneskerettighederne i en virksomheds værdikæde resulterer i civilretligt, administrativt og strafferetligt ansvar ved europæiske domstole. I 2018 vedtog OECD en generel vejledning om due diligence for ansvarlig forretningsadfærd. Tilsvarende vedtog Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i 2017 trepartserklæringen om principper for multinationale virksomheder og socialpolitik, som opfordrer virksomheder til at indføre mekanismer for due diligence med henblik på at afdække, forebygge, modvirke og gøre rede for, hvordan de håndterer deres virksomheds faktiske og potentielle negative indvirkninger med hensyn til internationalt anerkendte menneskerettigheder. I »Children's Rights and Business Principles« (Barnets rettigheder og erhvervsprincipper) fra 2012, der er udviklet af De Forenede Nationers Global Compact-initiativ, Red Barnet og UNICEF, fastlægges væsentlige aspekter af børns rettigheder med hensyn til negative erhvervsbestemte indvirkninger, og UNICEF har udarbejdet en række vejledninger til støtte for virksomheders due diligence og børn. I generel kommentar nr. 16 fra 2013 fra FN's Komité om Barnets Rettigheder fastlægges en lang række statslige forpligtelser vedrørende erhvervssektorens indvirkning på børns rettigheder, herunder at staterne kræver, at virksomhederne iagttager due diligence med hensyn til børns rettigheder.

(4)

Virksomhederne har således i dag adgang til et betydeligt antal internationale due diligence-instrumenter, som kan hjælpe dem med at leve op til deres ansvar for at respektere menneskerettighederne. Det er vanskeligt at overvurdere vigtigheden af disse instrumenter for virksomheder, som tager deres pligt til at respektere menneskerettigheder alvorligt, men frivilligheden kan forringe deres effektivitet, og de har haft en begrænset effekt, idet kun et begrænset antal virksomheder frivilligt indfører due diligence med hensyn til menneskerettigheder i forbindelse med deres egne og deres forretningsforbindelsers aktiviteter. Dette forværres af, at mange virksomheder har et overdrevet fokus på kortsigtet profitmaksimering.

(5)

Eksisterende internationale due diligence-instrumenter har ikke sikret ofre for negative indvirkninger på menneskerettigheder og miljø domstolsadgang og adgang til retsmidler på grund af deres ikkeretlige og frivillige karakter. Hovedansvaret for at beskytte menneskerettighederne og sikre domstolsadgang ligger hos staterne, og manglen på offentlige retslige mekanismer til at drage virksomhederne til ansvar for skader, som indtræffer i deres værdikæder, bør ikke og kan ikke i tilstrækkelig grad opvejes af udviklingen af private klagemekanismer på operationelt niveau. Sådanne mekanismer er nyttige med hensyn til at sikre nødhjælp og hurtig erstatning for mindre skader, men de bør ikke desto mindre nøje reguleres af de offentlige myndigheder og bør ikke undergrave ofres ret til domstolsadgang og ret til en fair rettergang ved offentlige domstole.

(6)

Unionen har vedtaget obligatoriske due diligence-rammer inden for meget specifikke områder med henblik på at bekæmpe områder, der er til skade for Unionens eller medlemsstaternes interesser, f.eks. finansiering af terror og afskovning. I 2010 vedtog Unionen Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 (2), som pålægger operatører, som markedsfører træ og træprodukter på det indre marked, due diligence-krav og forpligter forhandlere i forsyningskæden til at give grundlæggende oplysninger om deres leverandører og kunder med henblik på at forbedre sporbarheden af træ og træprodukter. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/821 (3) opretter et EU-system for due diligence-praksis i forsyningskæden for at indskrænke væbnede gruppers, terrorgruppers og/eller og sikkerhedsstyrkers muligheder for at handle med tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld.

(7)

En anden, mere generel og komplementær tilgang baseret på gennemsigtighed og bæredygtighed blev anlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/95/EU (4), som pålægger virksomheder med mere end 500 ansatte en forpligtelse til at rapportere om de politikker, de fører med hensyn til miljømæssige, sociale, arbejdstagerrelaterede spørgsmål og spørgsmål vedrørende bekæmpelse af korruption og bestikkelse samt respekt for menneskerettighederne, herunder due diligence.

(8)

I nogle medlemsstater har behovet for at øge virksomhedernes opmærksomhed på menneskerettigheder og på miljø- og good governancehensyn ført til vedtagelse af national lovgivning om due diligence. I Nederlandene forpligter loven om due diligence med hensyn til børnearbejde virksomheder, som opererer på det nederlandske marked, til at undersøge, om der er begrundet mistanke om, at de leverede varer eller tjenester er blevet produceret under anvendelse af børnearbejde, og til at vedtage og gennemføre en handlingsplan, hvis der er begrundet mistanke herom. I Frankrig forpligter loven om moderselskabers og ordregivende virksomheders pligt til årvågenhed visse store virksomheder til at vedtage, offentliggøre og gennemføre en plan for due diligence med henblik på at afdække og forebygge risici for menneskerettigheder, sundhed, sikkerhed og miljø, som forårsages af virksomheden, dens datterselskaber, underleverandører eller leverandører. I den franske lovgivning er der fastsat et administrativt ansvar for manglende overholdelse af de due diligence-krav, der er fastsat i lovgivningen, og et civilretligt erstatningsansvar for virksomheden til at afhjælpe forvoldte skader. I mange andre medlemsstater diskuteres det at indføre obligatoriske due diligence-krav for virksomheder, og visse medlemsstater overvejer på nuværende tidspunkt at vedtage sådan lovgivning, herunder Tyskland, Sverige, Østrig, Finland, Danmark og Luxembourg.

(9)

I 2016 udtrykte otte nationale parlamenter deres støtte til et »grønt kort-initiativ«, idet de opfordrede Kommissionen til at fremlægge lovgivning for at sikre virksomhedernes ansvar for menneskerettighedskrænkelser, herunder parlamenterne i Estland, Litauen, Slovakiet og Portugal, Repræsentanternes Hus i Nederlandene, det italienske Senat og Nationalforsamlingen i Frankrig samt Det Forenede Kongeriges House of Lords.

(10)

Den utilstrækkelige harmonisering af lovgivningerne kan have en negativ indvirkning på etableringsfriheden. Derfor er yderligere harmonisering afgørende for at forhindre, at der skabes urimelige konkurrencefordele. Med henblik på at skabe lige vilkår er det vigtigt, at reglerne gælder for alle virksomheder — både i og uden for Unionen — som opererer på det indre marked.

(11)

Der er betydelige forskelle mellem medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende due diligence, herunder hvad angår det civilretlige ansvar, som gælder for EU-virksomheder. Det er nødvendigt at forhindre, at der som følge af forskelle i udviklingen af sådanne nationale love opstår handelshindringer i fremtiden.

(12)

For at sikre lige vilkår bør virksomhedernes ansvar for at respektere menneskerettigheder i henhold til internationale standarder omdannes til en lovbestemt pligt på EU-niveau. Ved at koordinere garantierne for beskyttelse af menneskerettighederne, miljøet og good governance bør dette direktiv sikre, at alle store virksomheder, små og mellemstore virksomheder med høj risiko og børsnoterede små og mellemstore virksomheder i Unionen og uden for Unionen, som opererer på det indre marked, er underlagt harmoniserede due diligence-forpligtelser, hvilket vil forhindre lovgivningsmæssig fragmentering og forbedre det indre markeds funktion.

(13)

Indførelsen af obligatoriske due diligence-krav på EU-niveau vil være til gavn for virksomhederne med hensyn til harmonisering, retssikkerhed og sikring af lige vilkår, og den vil give de virksomheder, der er underlagt kravene, en konkurrencefordel, eftersom samfundene i stigende omfang kræver af virksomheder, at de bliver mere etiske og bæredygtige. Ved at sætte en EU-standard for due diligence kan dette direktiv bidrage til at fremme udviklingen af en global standard for ansvarlig virksomhedsadfærd.

(14)

Dette direktiv tilsigter at forebygge og modvirke potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og good governance i forsyningskæden samt at sikre, at virksomheder kan drages til ansvar for sådanne indvirkninger, og at enhver, som har lidt skade i denne henseende, kan udøve sin ret til en retfærdig rettergang ved en domstol og adgang til effektive retsmidler i overensstemmelse med national ret.

(15)

Dette direktiv har ikke til formål at erstatte EU's sektorspecifikke due diligence-lovgivning, der allerede er i kraft, eller at forhindre, at der indføres yderligere sektorspecifik EU-lovgivning. Det bør derfor finde anvendelse, uden at det berører andre due diligence-krav i sektorspecifik EU-lovgivning, navnlig forordning (EU) nr. 995/2010 og (EU) 2017/821, medmindre due diligence-kravene i henhold til nærværende direktiv foreskriver mere grundig due diligence med hensyn til menneskerettighederne, miljøet eller good governance.

(16)

Gennemførelsen af dette direktiv bør på ingen måde anvendes som begrundelse for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af menneskerettighederne og miljøet. Navnlig bør det ikke berøre andre gældende regler for ansvar i forbindelse med underleverandører, udstationering eller ansvar i forsyningskæden, der er fastsat på nationalt plan, EU-plan eller internationalt plan. Den omstændighed, at en virksomhed har opfyldt sine due diligence-forpligtelser i henhold til dette direktiv, bør hverken fritage den fra eller lempe dens forpligtelser i henhold til andre ansvarsrammer, og derfor bør retssager mod virksomheden på grundlag af andre ansvarsrammer ikke afvises med henvisning til denne omstændighed.

(17)

Dette direktiv bør finde anvendelse på alle store virksomheder, som er underlagt en medlemsstats ret, er etableret på Unionens territorium eller opererer på det indre marked, uanset om de er privatejede eller statsejede, og uanset hvilken sektor de er aktive i, herunder den finansielle sektor. Dette direktiv bør også finde anvendelse på alle børsnoterede små og mellemstore virksomheder samt små og mellemstore virksomheder med høj risiko (*1).

(18)

Forholdsmæssighed er indbygget i due diligence-processen, eftersom denne proces er betinget af alvorsgraden af og sandsynligheden for de negative indvirkninger, som en virksomhed kan forårsage, bidrage til eller blive knyttet direkte til, virksomhedens sektor, virksomhedens størrelse, dens aktiviteters art og kontekst, herunder den geografiske, dens forretningsmodel, dens position i værdikæden og dens produkters og tjenesters art. En stor virksomhed, hvis direkte forretningsforbindelser alle er hjemmehørende i Unionen, eller en lille eller mellemstor virksomhed, som efter at have foretaget en risikovurdering konkluderer, at den ikke har identificeret potentielle eller faktiske negative virkninger i sine forretningsforbindelser, kan offentliggøre en erklæring herom, herunder en risikovurdering, der indeholder de relevante data, oplysninger og metoder, som under alle omstændigheder bør revideres i tilfælde af ændringer i virksomhedens drift, forretningsforbindelser eller driftskontekst.

(19)

For virksomheder, som ejes eller kontrolleres af staten, bør opfyldelsen af deres due diligence-forpligtelser indebære, at de indkøber tjenester fra virksomheder, som har opfyldt due diligence-forpligtelser. Medlemsstaterne opfordres til ikke at yde statslig støtte, herunder via egentlig statsstøtte, offentlige indkøb, eksportkreditagenturer eller statsgaranterede lån, til virksomheder, som ikke opfylder målene for dette direktiv.

(20)

I dette direktiv bør due diligence forstås som en virksomheds forpligtelse til at træffe alle forholdsmæssige og rimelige foranstaltninger og inden for rammerne af deres midler gøre en indsats for at forhindre, at der opstår negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance i deres værdikæder, og til at håndtere sådanne indvirkninger, når de opstår. I praksis forstås ved due diligence den proces, som en virksomhed indfører med henblik på at afdække, vurdere, forebygge, modvirke, indstille, overvåge, oplyse om, registrere, håndtere og afhjælpe de potentielle og/eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder, fagforeningsrettigheder og arbejdstagerrettigheder, på miljøet, herunder bidraget til klimaforandringer, og på good governance, i såvel virksomhedens egne aktiviteter som i dens forretningsforbindelser i værdikæden. Virksomheder, der er omfattet af dette direktiv, bør ikke videregive due diligence-forpligtelser til leverandører.

(21)

Bilag xx indeholder en liste over typer af erhvervsrelaterede negative indvirkninger på menneskerettighederne. I det omfang, de er relevante for virksomheder, bør Kommissionen i det bilag medtage negative indvirkninger på menneskerettigheder, der er udtrykt i de internationale menneskerettighedskonventioner, som er bindende for Unionen eller dens medlemsstater, de internationale grundlæggende menneskerettighedsinstrumenter, den humanitære folkeret, FN's menneskerettighedsinstrumenter vedrørende rettigheder for personer tilhørende særligt sårbare grupper eller samfund, og principperne om grundlæggende rettigheder i ILO-erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen samt rettighederne i ILO's konvention om foreningsfrihed og effektiv anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger, ILO's konvention om afskaffelse af alle former for tvangsarbejde, ILO's konvention om effektiv afskaffelse af børnearbejde og ILO's konvention om afskaffelse af diskrimination med hensyn til ansættelse og beskæftigelse. De omfatter endvidere, men er ikke begrænset til, negative indvirkninger i forhold til andre rettigheder, som er anerkendt i trepartserklæringen fra 2017 om principperne for multinationale virksomheder og socialpolitik (erklæringen om multinationale virksomheder) og en række ILO-konventioner, herunder dem om foreningsfrihed, kollektive forhandlinger, mindstealder, sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og ligeløn, samt de rettigheder, der er anerkendt i konventionen om barnets rettigheder, det afrikanske charter om menneskers og folks rettigheder, den amerikanske menneskerettighedskonvention, den europæiske menneskerettighedskonvention, den europæiske socialpagt, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt nationale forfatninger og love, der anerkender eller gennemfører menneskerettigheder. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige.

(22)

Negative indvirkninger på miljøet er ofte tæt knyttet til negative indvirkninger på menneskerettighederne. FN's særlige rapportør om menneskerettigheder og miljø har udtalt, at retten til liv, sundhed, mad, vand og udvikling og retten til et sikkert, rent, sundt og bæredygtigt miljø er nødvendige forudsætninger for at kunne udøve menneskerettighederne fuldt ud. Desuden har FN's Generalforsamling i sin resolution 64/292 anerkendt retten til sikkert og rent drikkevand og sanitet som en menneskeret. Covid-19-pandemien har ikke blot understreget betydningen af et sikkert og sundt arbejdsmiljø, men også vigtigheden af, at virksomheder sikrer, at de ikke forårsager eller bidrager til sundhedsrisici i deres værdikæder. Disse rettigheder bør derfor være omfattet af dette direktiv.

(23)

Bilag xxx indeholder en liste over typer af virksomhedsrelaterede negative indvirkninger på miljøet, uanset om de er midlertidige eller varige, som er relevante for virksomheder. Sådanne indvirkninger bør omfatte, men bør ikke være begrænset til, affaldsproduktion, diffus forurening og drivhusgasudledninger, der fører til global opvarmning på mere end 1,5 oC over det førindustrielle niveau, afskovning og enhver anden indvirkning på klimaets, luftens, jordens og vandets kvalitet, bæredygtig anvendelse af naturressourcer, biodiversitet og økosystemer. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige. For at bidrage til den interne sammenhæng i EU-lovgivningen og skabe retssikkerhed udarbejdes denne liste i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (5).

(24)

Bilag xxxx indeholder en liste over typer af virksomhedsrelaterede negative indvirkninger på good governance, som er relevante for virksomheder. Disse omfatter, men er ikke begrænset til, manglende overholdelse af OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder, kapitel VII om bekæmpelse af bestikkelse, opfordring til bestikkelse og afpresning, og principperne i OECD's konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske embedsmænd i internationale forretningstransaktioner samt tilfælde af korruption og bestikkelse, hvor en virksomhed udøver upassende indflydelse på eller kanaliserer upassende økonomiske fordele til embedsmænd med henblik på at opnå fordele eller unfair særbehandling i strid med loven, herunder situationer, hvor en virksomhed bliver upassende involveret i lokale politiske aktiviteter, yder ulovlige kampagnebidrag eller ikke overholder de gældende skatteregler. Kommissionen bør sikre, at de typer af indvirkninger, der opføres på listen, er rimelige og opnåelige.

(25)

Negative indvirkninger på menneskerettighederne, miljøet og good governance er ikke kønsneutrale. Virksomhederne tilskyndes til at integrere kønsperspektivet i deres due diligence-procedurer. De kan finde vejledning i FN's pjece om kønsdimensioner af de vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder.

(26)

Potentielle eller faktiske negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance kan være specifikke og mere fremtrædende i konfliktramte områder. I denne henseende bør virksomheder, der opererer i konfliktramte områder, gennemføre passende due diligence-procedurer inden for menneskerettigheder, miljø og governance, overholde deres humanitære folkeretlige forpligtelser og overholde gældende internationale standarder og retningslinjer, herunder Genèvekonventionen og tillægsprotokollerne hertil.

(27)

Medlemsstaterne opfordres til at overvåge de virksomheder under deres jurisdiktion, der har aktiviteter eller forretningsforbindelser i konfliktramte områder, og på det grundlag træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte menneskerettighederne, miljøet og good governance i overensstemmelse med deres retlige forpligtelser under behørig hensyntagen til de specifikke og fremtrædende risici, der er til stede i de områder.

(28)

Erhvervsaktiviteter påvirker det fulde spektrum af rettigheder, der er defineret i FN's konvention om barnets rettigheder og andre relevante internationale standarder. Barndommen er en unik tid med fysisk, mental, følelsesmæssig og åndelig udvikling, og krænkelser af barnets rettigheder, f.eks. vold eller misbrug, børnearbejde, upassende markedsføring og usikre produkter eller miljørisici kan have livsvarige og uoprettelige konsekvenser, endog på tværs af generationer. Mekanismer for virksomheders due diligence og virksomhedsansvar, som udformes uden behørig hensyntagen til børn, risikerer ikke at beskytte deres rettigheder effektivt.

(29)

Virksomheders krænkelse af eller negative indvirkninger på menneskerettigheder og sociale, miljømæssige og klimamæssige standarder kan være en følge af deres egne eller deres forretningsforbindelsers aktiviteter, navnlig leverandører, underleverandører og investeringsmodtagende virksomheder. For at være effektive bør virksomhedernes due diligence-forpligtelser omfatte hele værdikæden, samtidig med at der anlægges en risikobaseret tilgang og opstilles en prioriteringsstrategi på grundlag af princip 17 i FN's vejledende principper. Det kan dog være vanskeligt at spore alle virksomheder i værdikæden. Kommissionen bør evaluere og foreslå redskaber til at hjælpe virksomheder med at sikre sporbarhed i deres værdikæder. Det kunne være innovative informationsteknologier, f.eks. blockchainteknologi, som gør det muligt at spore alle data, og som man bør tilskynde til udvikling af for at begrænse administrative omkostninger og undgå unødvendigheder for virksomheder, der gennemfører due diligence-procedurer.

(30)

Due diligence er primært en forebyggende mekanisme, som pålægger virksomheder at træffe alle forholdsmæssige og tilstrækkelige foranstaltninger og at gøre deres bedste inden for rammerne af deres ressourcer for at afdække og vurdere potentielle eller faktiske negative indvirkninger og til at vedtage politikker og foranstaltninger til at indstille, forebygge, modvirke, overvåge, oplyse om, adressere og afhjælpe dem, samt til at redegøre for, hvordan de håndterer disse indvirkninger. Virksomhederne bør forpligtes til at udarbejde et dokument, hvori de, med skyldig respekt for forretningshemmeligheder, offentligt oplyser om deres due diligence-strategi med henvisning til hvert enkelt af disse trin. Denne due diligence-strategi bør være behørigt integreret i virksomhedens generelle forretningsstrategi. Den bør evalueres årligt og revideres, når det skønnes nødvendigt som følge af en sådan evaluering.

(31)

Virksomheder, der ikke offentliggør risikoerklæringer, bør ikke fritages for eventuelle kontroller eller undersøgelser foretaget af medlemsstaternes kompetente myndigheder for at sikre, at de opfylder de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, og de kan holdes ansvarlige i henhold til national ret.

(32)

Virksomheder bør etablere en intern værdikædekortlægningsproces, der indebærer, at der træffes alle forholdsmæssige og tilstrækkelige foranstaltninger for at udpege deres forretningsforbindelser i deres værdikæde.

(33)

Forretningshemmelighed som omhandlet i dette direktiv bør gælde for alle oplysninger, der opfylder kravene for at blive betragtet som en »forretningshemmelighed« i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 (6), dvs. oplysninger, der er hemmelige i den forstand, at de ikke i deres helhed eller i den præcise konfiguration eller sammensætning af deres komponenter er almindeligt kendt blandt eller umiddelbart tilgængelige for personer i de kredse, der normalt beskæftiger sig med den pågældende type oplysninger, at de har handelsværdi, fordi de er hemmelige, og at de af den person, som lovligt kontrollerer oplysningerne, under de givne omstændigheder er blevet underkastet rimelige foranstaltninger til hemmeligholdelse.

(34)

Due diligence bør ikke være en afkrydsningsmanøvre, men bør bestå af en løbende proces og vurdering af risici og indvirkninger, som er dynamiske og kan ændre sig som følge af nye forretningsforbindelser eller ændrede forhold. Virksomhederne bør derfor løbende overvåge deres due diligence-strategier og tilpasse dem efter behov. Disse strategier bør tilsigte at dække enhver faktisk eller potentiel negativ indvirkning, men der bør dog tages hensyn til deres aktiviteters art og kontekst, herunder den geografiske, den negative indvirknings alvor og sandsynligheden for, at den forekommer, hvis det er nødvendigt at indføre en prioriteringspolitik. Tredjepartscertificeringsordninger kan supplere due diligence-ordninger, forudsat at de har det rette anvendelsesområde og et passende niveau af gennemsigtighed, upartiskhed, tilgængelighed og pålidelighed. Tredjepartscertificering bør dog ikke på nogen måde tjene som begrundelse for en fritagelse for de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, eller påvirke en virksomheds eventuelle ansvar.

(35)

For at et datterselskab kan anses for at overholde forpligtelsen til at fastlægge en due diligence-strategi, bør datterselskabet, hvis det indgår i dets moderselskabs due diligence-strategi, klart angive dette i sine årsrapporter. Et sådant krav er nødvendigt for at sikre gennemsigtighed for offentligheden, således at de nationale kompetente myndigheder kan foretage de relevante undersøgelser. Datterselskabet bør sikre, at moderselskabet er i besiddelse af tilstrækkelige og relevante oplysninger til at kunne foretage due diligence på dets vegne.

(36)

Den passende hyppighed af kontrollen inden for en given periode, som udtrykket »regelmæssigt« indebærer, bør bestemmes i forhold til sandsynligheden for og alvoren af de negative virkninger. Jo mere sandsynlige og alvorlige virkningerne er, desto mere regelmæssigt bør kontrollen af overholdelsen foretages.

(37)

Virksomhederne bør først forsøge at adressere og løse en potentiel eller faktisk negativ indvirkning på menneskerettigheder, miljø og good governance i drøftelser med interessenter. En virksomhed, som kan øve indflydelse for at forebygge eller modvirke den negative indvirkning, bør gøre det. En virksomhed, som ønsker at øge sin indflydelse, kan f.eks. tilbyde kapacitetsopbygning eller andre incitamenter til den beslægtede enhed eller samarbejde med andre aktører. Hvis en negativ indvirkning ikke kan forebygges eller modvirkes, og indflydelsen ikke kan øges, kan en beslutning om at forlade samarbejdet med en leverandør eller en anden forretningsforbindelse være en sidste udvej, og det bør gøres på en ansvarlig måde.

(38)

Sund due diligence kræver, at alle relevante interessenter høres effektivt og meningsfuldt, og at navnlig fagforeninger inddrages behørigt. Høring og inddragelse af interessenter kan hjælpe virksomhederne med at afdække potentielle og faktiske negative indvirkninger mere præcist og med at opstille en mere effektiv due diligence-strategi. Dette direktiv kræver derfor drøftelser med og inddragelse af interessenter på alle trin af due diligence-proceduren. Desuden kan sådanne drøftelser og en sådan inddragelse give en stemme til dem, der har en stærk interesse i virksomhedens bæredygtighed på lang sigt. Inddragelse af interessenter kan bidrage til at forbedre virksomhedernes resultater og rentabilitet på lang sigt, idet deres øgede bæredygtighed vil have positive samlede økonomiske effekter.

(39)

Når virksomhederne gennemfører drøftelser med interessenter som omhandlet i dette direktiv, bør de sikre, at drøftelserne, hvis interessenterne er oprindelige folk, føres i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder, såsom FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder (7), herunder frit, forudgående og informeret samtykke og oprindelige folks ret til selvbestemmelse.

(40)

Begrebet »interessent« betyder personer, hvis rettigheder og interesser kan blive berørt af en virksomheds beslutninger. Begrebet omfatter derfor arbejdstagere, lokalsamfund, børn, oprindelige folk, borgersammenslutninger og aktionærer og organisationer, hvis vedtægtsmæssige formål er at sikre, at menneskerettigheder og sociale rettigheder, klimastandarder, miljøstandarder og good governance-standarder bliver respekteret, herunder fagforeninger og civilsamfundsorganisationer.

(41)

For at undgå risikoen for, at kritiske interessenters stemmer ikke bliver hørt eller bliver marginaliseret i due diligence-proceduren, bør dette direktiv give interessenter en ret til sikre og meningsfulde drøftelser med hensyn til virksomhedens due diligence-strategi og sikre behørig inddragelse af fagforeninger eller arbejdstagerrepræsentanter.

(42)

Der bør gives relevante oplysninger om due diligence-strategien til potentielt berørte interessenter efter anmodning og på en måde, der passer til de pågældende interessenters kontekst, f.eks. ved at der tages hensyn til det officielle sprog i interessenternes land og deres læse- og skrivefærdigheder og adgang til internettet. Virksomhederne bør dog ikke være forpligtet til proaktivt at offentliggøre hele deres due diligence-strategi på en måde, der passer til interessenternes kontekst, og kravet om at give relevante oplysninger bør stå i et rimeligt forhold til virksomhedens art, kontekst og størrelse.

(43)

Procedurerne for at give udtryk for bekymringer bør sikre, at anonymiteten eller fortroligheden omkring de pågældende bekymringer, alt efter hvad der gælder i henhold til national ret, og sikkerheden og den fysiske og juridiske integritet for alle klagere, herunder menneskerettigheds- og miljøforkæmpere, beskyttes. Hvis de pågældende procedurer vedrører whistleblowere, bør de være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 (8).

(44)

Virksomhederne bør forpligtes til inden for rammerne af deres midler at træffe alle forholdsmæssige og rimelige foranstaltninger for at identificere deres leverandører og underleverandører og gøre relevante oplysninger tilgængelige for offentligheden under behørig hensyntagen til forretningshemmeligheder. For at være fuldt ud effektiv bør due diligence ikke være begrænset til det nærmeste led nedad og opad i forsyningskæden, men bør omfatte dem, som virksomheden under due diligence-proceduren eventuelt har udpeget som særligt risikofyldte. Dette direktiv bør imidlertid tage hensyn til, at ikke alle virksomheder har de samme ressourcer eller evner til at identificere alle deres leverandører og underleverandører, og denne forpligtelse bør derfor underlægges principperne om rimelighed og proportionalitet, hvilket virksomhederne under ingen omstændigheder bør fortolke som et påskud for ikke at opfylde deres pligt til at gøre enhver nødvendig indsats i denne forbindelse.

(45)

For at sikre, at due diligence bliver indlejret i en virksomheds kultur og struktur, bør medlemmerne af virksomhedens administrations-, ledelses- og tilsynsorganer have ansvaret for at vedtage og gennemføre dens bæredygtigheds- og due diligence-strategier.

(46)

Koordinering af virksomhedernes due diligence-indsats og frivillige samarbejde på sektorniveau eller på tværs af sektorer kan gøre deres due diligence-strategier mere konsistente og effektive. Til dette formål kan medlemsstaterne tilskynde til vedtagelse af handlingsplaner for due diligence på sektorniveau eller på tværs af sektorer. Interessenter bør være med til at definere de pågældende planer. Udviklingen af sådanne kollektive foranstaltninger bør på ingen måde fritage virksomheden fra dens individuelle ansvar for at gennemføre en due diligence-undersøgelse eller forhindre, at den bliver stillet til ansvar for skader, som den har forvoldt eller bidraget til, i overensstemmelse med national ret.

(47)

For at være effektiv bør en due diligence-ramme omfatte klagemekanismer på virksomheds- eller sektorniveau, og for at sikre, at de pågældende mekanismer er effektive, bør virksomhederne træffe beslutninger på baggrund af interessenternes holdning, når de udvikler klagemekanismer. Disse mekanismer bør give interessenter mulighed for at give udtryk for rimelige bekymringer og bør fungere som et system for tidlig varsling af risikoerkendelse og mægling. De bør være legitime, tilgængelige, forudsigelige, retfærdige, gennemsigtige, forenelige med rettigheder, en kilde til fortsat læring og baseret på engagement og dialog. Klagemekanismerne bør give mulighed for at komme med forslag om, hvordan den involverede virksomhed kan håndtere potentielle eller faktiske negative indvirkninger. Der bør også kunne foreslås en passende afhjælpning, når der gennem mægling bliver gjort opmærksom på, at en virksomhed har forårsaget eller bidraget til en negativ indvirkning.

(48)

Klagemekanismerne bør ikke fritage medlemsstaterne for deres primære pligt til at beskytte menneskerettighederne og give adgang til domstolsprøvelse og retsmidler.

(49)

Medlemsstaterne bør udpege en eller flere nationale myndigheder til at overvåge, at virksomhederne gennemfører deres due diligence-forpligtelser korrekt, og sikre at dette direktiv håndhæves ordentligt. Disse nationale myndigheder bør være uafhængige og have de fornødne beføjelser og ressourcer til at udføre deres opgaver. De bør være berettiget til at udføre passende kontroller, enten på eget initiativ eller på grundlag af begrundede og rimelige bekymringer, som interessenter og tredjemand har givet udtryk for, og til at pålægge effektive, afskrækkende og forholdsmæssige sanktioner, alt efter overtrædelsernes alvor og gentagne karakter, med henblik på at sikre, at virksomhederne overholder forpligtelserne i henhold til national ret. På EU-plan bør Kommissionen oprette et due diligence-netværk bestående af kompetente myndigheder for at sikre samarbejde.

(50)

Kommissionen og medlemsstaterne opfordres til at fastsætte administrative bøder, der størrelsesmæssigt svarer til de bøder, som i øjeblikket er fastsat i konkurrenceretten og databeskyttelsesretten.

(51)

De nationale myndigheder opfordres til at samarbejde og dele information med OECD's nationale kontaktpunkter og de nationale menneskerettighedsinstitutioner i deres land.

(52)

I overensstemmelse med FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder bør gennemførelse af due diligence ikke i sig selv fritage virksomheder for deres ansvar for at forårsage eller bidrage til overtrædelser af menneskerettighederne eller skader på miljøet. En robust og hensigtsmæssig due diligence-procedure kan imidlertid hjælpe virksomhederne med at forhindre, at der opstår skader.

(53)

Når medlemsstaterne indfører en ansvarsordning, bør de sikre en afkræftelig formodning, der kræver et vist bevisniveau. Bevisbyrden vil blive flyttet fra et offer til en virksomhed, som skal bevise, at en virksomhed ikke havde kontrol over en forretningsenhed, der var involveret i krænkelsen af menneskerettighederne.

(54)

Forældelsesfrister bør anses for rimelige og hensigtsmæssige, hvis de ikke begrænser ofres ret til adgang til domstolsprøvelse, under behørig hensyntagen til de praktiske udfordringer, som potentielle sagsøgere står over for. Ofre for negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance bør have tilstrækkelig tid til at anlægge søgsmål under hensyntagen til deres geografiske placering, deres midler og de generelle vanskeligheder med at få søgsmål antaget til realitetsbehandling ved domstolene i Unionen.

(55)

Retten til effektive retsmidler er en internationalt anerkendt menneskerettighed, der er fastsat i artikel 8 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og i artikel 2, stk. 3, i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og den er også blandt EU's grundlæggende rettigheder (chartrets artikel 47). Staterne har pligt til gennem retslige, administrative, lovgivningsmæssige eller andre passende foranstaltninger at sikre, at de personer, der er berørt af virksomhedsrelaterede menneskerettighedskrænkelser, har adgang til effektive retsmidler, hvilket der også mindes om i FN's vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder. I dette direktiv henvises der derfor specifikt til denne forpligtelse i overensstemmelse med FN's grundlæggende principper og retningslinjer for retten til oprejsning og erstatning til ofre for grove krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret.

(56)

Store virksomheder opfordres til at nedsætte rådgivende udvalg, som har til opgave at rådgive deres ledelsesorganer i anliggender vedrørende due diligence, og sørge for, at udvalgene omfatter interessenter.

(57)

Fagforeninger bør gives de nødvendige ressourcer til at udøve deres rettigheder i forbindelse med due diligence, herunder til at oprette forbindelser til fagforeninger og arbejdstagere i de virksomheder, som hovedvirksomheden har forretningsforbindelser med.

(58)

Medlemsstaterne bør anvende gældende ansvarsregler eller, om nødvendigt, indføre yderligere lovgivning for at sikre, at virksomhederne i overensstemmelse med national ret kan drages til ansvar for enhver skade, der skyldes negative indvirkninger på menneskerettigheder, miljø og governance, som de selv eller enheder, de kontrollerer, har forårsaget eller bidraget til ved handlinger eller undladelser, medmindre virksomheden kan bevise, at den har udvist den fornødne omhu i overensstemmelse med dette direktiv for at undgå den pågældende skade, eller at skaden ville være opstået, selv om der var udvist den fornødne omhu.

(59)

For at skabe klarhed og sikkerhed og konsistens i virksomhedernes praksis bør Kommissionen udarbejde retningslinjer i samråd med medlemsstaterne og OECD og med bistand fra en række specialiserede agenturer, navnlig Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, Det Europæiske Miljøagentur og Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder. Der findes allerede en række retningslinjer om due diligence, som er udarbejdet af internationale organisationer, og som Kommissionen kan anvende som reference, når den udvikler retningslinjer i henhold til dette direktiv specifikt for EU-virksomheder. Dette direktiv bør sigte mod fuld harmonisering af standarder mellem medlemsstaterne. Som supplement til generelle retningslinjer, som bør vejlede alle virksomheder og navnlig små og mellemstore virksomheder i anvendelsen af due diligence i deres operationer, bør Kommissionen udarbejde sektorspecifikke retningslinjer og udgive en liste over landespecifikke faktablade, som opdateres regelmæssigt, med henblik på at hjælpe virksomhederne med at vurdere de potentielle og faktiske negative indvirkninger af deres erhvervsaktiviteter på menneskerettighederne, miljøet og good governance i et givet område. De pågældende faktablade bør navnlig oplyse, hvilke af de konventioner og traktater, der er opført i bilag xx, xxx og xxxx til dette direktiv, et givet land har ratificeret.

(60)

For at ajourføre typerne af negative indvirkninger bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring af bilag xx, xxx og xxxx til dette direktiv. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (9). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(61)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —