Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017DP0056

    Europa-Parlamentets afgørelse af 2. marts 2017 om anmodning om ophævelse af Marine Le Pens immunitet (2016/2295(IMM))

    EUT C 263 af 25.7.2018, p. 163–164 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    25.7.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 263/163


    P8_TA(2017)0056

    Anmodning om ophævelse af Marine Le Pens immunitet

    Europa-Parlamentets afgørelse af 2. marts 2017 om anmodning om ophævelse af Marine Le Pens immunitet (2016/2295(IMM))

    (2018/C 263/22)

    Europa-Parlamentet,

    der henviser til anmodning om ophævelse af Marine Le Pens parlamentariske immunitet, som blev indgivet den 5. oktober 2016 af den franske justitsminister, Jean-Jaques Urvoas, som led i en undersøgelsesprocedure indledt imod Marine Le Pen ved byretten (Tribunal de grande Instance) i Nanterre, fordi hun på sin Twitter-konto havde vist islamistiske billeder af voldelig karakter,

    der har hørt Jean-François Jalkh, der repræsenterede Marine Le Pen, jf. forretningsordenens artikel 9, stk. 6,

    der henviser til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

    der henviser til de domme, som Den Europæiske Unions Domstol har afsagt den 12. maj 1964, 10. juli 1986, 15. og 21. oktober 2008, 19. marts 2010, 6. september 2011 og 17. januar 2013 (1),

    der henviser til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning,

    der henviser til forretningsordenens artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel 9,

    der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A8-0047/2017),

    A.

    der henviser til, at de franske retslige myndigheder har anmodet om ophævelse af den parlamentariske immunitet for Marine Le Pen, medlem af Europa-Parlamentet og formand for Front National (FN), i forbindelse med en retssag, der er indledt, fordi hun den 16. december 2015 i anledning af, at FN's opkomst i en radioudsendelse på stationen RMC var blevet sammenlignet med terrorgruppen Daeshs virksomhed, via sin Twitter-konto havde uploadet billeder med voldeligt indhold, der viste henrettelser af tre gidsler i hænderne på terrorgruppen Daesh, ledsaget af kommentaren »Dette er Daesh«;

    B.

    der henviser til, at et medlems immunitet ifølge Europa-Parlamentets praksis kan ophæves, såfremt meningstilkendegivelserne og/eller de omstridte billeder ikke har nogen direkte eller indlysende sammenhæng med vedkommendes udøvelse af sit hverv som EP-medlem og ikke udgør en meningstilkendegivelse eller stemmeafgivelse foretaget under udøvelsen af dette hverv, jf. artikel 8 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter og artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning;

    C.

    der henviser til, at, Europa-Parlamentets medlemmer i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter på deres eget lands område nyder de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling;

    D.

    der henviser til, at udbredelse af voldelige billeder, der krænker den menneskelige værdighed, er strafbart i henhold til artikel 227-24, 227-29 og 227-31 i Den Franske Republiks straffelov;

    E.

    der henviser til, at artikel 6-1 i den franske lov nr. 2004-575 af 21. juni 2004Pour la Confiance dans l'Economie Numérique, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«), omhandler tjenesteleverandørers aktiviteter inden for informationssamfundet, og ikke aktiviteter af individuel karakter;

    F.

    der henviser til, at selv om de billeder, som Marine Le Pen har offentliggjort, er almindeligt tilgængelige på Google-søgemaskinen og ofte er blevet spredt på nettet efter den første offentliggørelse, er de som følge af deres voldelige indhold fortsat krænkende for den menneskelige værdighed;

    G.

    der henviser til, at gidslet James Foleys familie den 17. december 2015, dvs. efter at de retslige myndigheder var gået ind i sagen, anmodede om at få de tre fotografier fjernet, og at Marine Le Pen herefter fjernede det ene fotografi, der viste James Foley;

    H.

    der henviser til, at retssagen mod Marine Le Pen forløber efter en tidsplan, der ligger inden for, hvad der er typisk for retssager, der vedrører pressen og andre kommunikationsmedier, og at der derfor ikke er grund til at nære mistanke om »fumus persecutionis«, dvs. en situation, hvor der er tegn på eller beviser for et forsæt om at skade et medlems politiske virksomhed;

    I.

    der henviser til artikel 26 i Den Franske Republiks forfatning, hvori det er fastlagt, at intet medlem af Parlamentet i forbindelse med straffesager kan udsættes for tilbageholdelse eller nogen anden form for frihedsberøvelse eller -begrænsning uden Europa-Parlamentets samtykke;

    J.

    der henviser til, at det ikke tilkommer Europa-Parlamentet at tage stilling til, om medlemmet er skyldigt, eller om de handlinger, vedkommende tilskrives, skal retsforfølges;

    1.

    vedtager at ophæve Marine Le Pens immunitet;

    2.

    pålægger sin formand straks at sende denne afgørelse og det kompetente udvalgs betænkning til Den Franske Republiks kompetente myndigheder og til Marine Le Pen.

    (1)  Domstolens dom af 12. maj 1964, Wagner mod Fohrmann og Krier, 101/63, ECLI:EU:C:1964:28; Domstolens dom af 10. juli 1986, Wybot mod Faure m.fl., 149/85, ECLI:EU:C:1986:310; Rettens dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, ECLI:EU:T:2008:440; Domstolens dom af 21. oktober 2008, Marra mod De Gregorio og Clemente, C-200/07 og C-201/07, ECLI:EU:C:2008:579; Rettens dom af 19. marts 2010, Gollnisch mod Parlamentet, T-42/06, ECLI:EU:T:2010:102; Domstolens dom af 6. september 2011, Patriciello, C-163/10, ECLI:EU:C:2011:543; Rettens dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, ECLI:EU:T:2013:23.


    Top