EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017BP1627

Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2017/1627 af 27. april 2017 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2015, Sektion VIII — Den Europæiske Ombudsmand

EUT L 252 af 29.9.2017, p. 137–138 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2017/1627/oj

29.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 252/137


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2017/1627

af 27. april 2017

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2015, Sektion VIII — Den Europæiske Ombudsmand

EUROPA-PARLAMENTET,

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2015, Sektion VIII — Den Europæiske Ombudsmand,

der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag IV,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0142/2017),

A.

der henviser til, at dechargemyndigheden inden for rammerne af dechargeproceduren understreger den særlige betydning af at styrke EU-institutionernes demokratiske legitimitet yderligere ved at forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden, gennemføre begrebet resultatbaseret budgettering og sørge for god forvaltning af menneskelige ressourcer;

1.

bemærker med tilfredshed, at Revisionsretten i sin årsberetning for 2015 ikke konstaterede væsentlige svagheder på de reviderede områder inden for menneskelige ressourcer og udbud hos Den Europæiske Ombudsmand (»Ombudsmanden«);

2.

fremhæver, at Revisionsretten på grundlag af sin revision konkluderer, at Ombudsmandens betalinger af administrationsudgifter for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2015, som helhed betragtet var uden væsentlig fejlforekomst;

3.

fremhæver, at Ombudsmandens budget udelukkende er administrativt og i 2015 beløb sig til 10 346 105 EUR (9 857 002 EUR i 2014); understreger imidlertid, at indførelsen af resultatbaseret budgettering ikke kun bør gælde Ombudsmandens samlede budget, men også bør omfatte fastlæggelsen af specifikke, målbare, opnåelige, realistiske og tidsbundne (SMART) mål for de enkelte afdelinger, enheder og medarbejdernes årsplaner; opfordrer i denne forbindelse Ombudsmanden til i højere grad at indføre princippet for resultatbaseret budgettering i dets daglige drift;

4.

noterer sig, at 92,32 % af de samlede bevillinger var forpligtede (i forhold til 97,87 % i 2014), og at 86,19 % var betalt (i forhold til 93,96 % i 2014) med en udnyttelsesgrad på 92,32 % (i forhold til 97,87 % i 2014); bemærker, at udnyttelsesgraden fortsat faldt i 2015;

5.

noterer sig, at faldet i udnyttelsesgraden i 2015 påvirkede Ombudsmandens beslutning om at skære ned på en række budgetposter, navnlig tjenesterejser, repræsentationsudgifter samt publikationer og oversættelser, og således reducerede budgettet på disse poster;

6.

anerkender, at Ombudsmanden indtager en førerposition blandt EU-institutionerne med hensyn til gennemsigtighed; opfordrer ikke desto mindre til en yderligere forbedring af gennemsigtigheden i forbindelse med ansættelsesvilkår og -processer; anmoder Ombudsmanden om at angive, hvilke opgaver den ledende rådgiver har, og præcisere vedkommendes placering i organigrammet; anmoder Ombudsmanden om, i lyset af at der skete nogle ændringer inden vedtagelsen af institutionens organisationsstruktur i november 2015, at sikre, at der er en ajourført version af organigrammet tilgængelig på institutionens websted;

7.

glæder sig over videreførelsen af Ombudsmandens undersøgelser af »svingdørssager« i Kommissionen; udtrykker bekymring over den »interne svingdør« mellem Ombudsmanden og de andre institutioner, der kan være under kontrol af Ombudsmanden, eller mellem andre institutioner, der eventuelt kontrollerer hinandens arbejde; opfordrer Ombudsmanden til at analysere situationen og udarbejde regler med henblik på at undgå interessekonflikter, hvis det anses for nødvendigt;

8.

glæder sig over den effektive gennemførelse af den årlige forvaltningsplan i 2015 under strategien frem mod 2019; noterer sig, at langt størstedelen af de mål, som Ombudsmanden opstillede til vurdering af sine præstationer ved hjælp af centrale præstationsindikatorer, blev nået; har tiltro til, at denne tendens vil blive fastholdt i de kommende år;

9.

anerkender den centrale rolle, som Ombudsmanden spillede i processen med at indføre interne regler for beskyttelse af whistleblowere i henhold til artikel 22a, 22b og 22c, i personalevedtægterne i EU-institutionerne i slutningen af 2015; anmoder Ombudsmanden om at overvåge implementeringen af disse regler løbende og evaluere, om de tilvejebringer passende beskyttelse for Parlamentets akkrediterede parlamentariske assistenter;

10.

støtter Ombudsmanden i dennes udarbejdelse af regler om forebyggelse og bekæmpelse af chikane;

11.

anerkender betydningen af Ombudsmandens strategiske og egne initiativer og anmoder Ombudsmanden om regelmæssigt at underrette dechargemyndigheden om undersøgelsernes virkninger; gentager imidlertid, at Ombudsmandens førsteprioritet bør være at tage sig af klager fra borgerne inden for en rimelig tid; anmoder Ombudsmanden om at fortolke dårlig forvaltning så bredt som muligt under udøvelsen af sine opgaver og til i sit strategiske arbejde at udvikle et tættere samarbejde med Parlamentets Budgetkontroludvalg;

12.

godtager de nye definitioner af »almen interesse« og »ikke almen interesse«, der er indført med gennemførelsesbestemmelserne for at sortere de klager, der indgives; anmoder Ombudsmanden om at orientere dechargemyndigheden om, hvordan disse definitioner har påvirket institutionens resultater;

13.

glæder sig over, at Ombudsmanden offentliggør identiteten på og andre detaljer om eksterne interessenter, som hun mødes med, på sit websted;

14.

bemærker de resultater, der blev opnået ved behandlingen af klager i 2015, og glæder sig over, at EU-institutionerne efterlevede 90 % af Ombudsmandens forslag; opfordrer Ombudsmanden til i sin årlige aktivitetsrapport at fremlægge en analyse af EU-institutionernes efterlevelse af dennes forslag opdelt på hver enkelt institution; opfordrer Ombudsmanden til at fremlægge en analyse af de mulige grunde til manglende efterlevelse af dennes forslag, og anmoder EU-institutionerne om at forbedre deres efterlevelse yderligere;

15.

glæder sig over, at der blev opnået kønsbalance på ledelsesniveau i 2015; bifalder Ombudsmandens støtte til foranstaltninger, der fastholder den jævnbyrdige deltagelse af mænd og kvinder i institutionens medarbejderstab;

16.

beklager imidlertid den iøjnefaldende geografiske ubalance på mellemleder- og lederniveau, navnlig overrepræsentationen af ledere fra samme medlemsstat, som Ombudsmanden kommer fra; opfordrer Ombudsmanden til at sørge for, at der varigt rettes op på dette forhold;

17.

noterer sig Ombudsmandens plan for efterlevelse af den interinstitutionelle aftale om at skære personalet ned med 5 % over en periode på fem år, og anmoder om en orientering om, hvordan denne nedskæring stemmer overens med skønnet om oprettelse af fire nye stillinger i 2016;

18.

er bekymret over de to klager over Ombudsmanden, der blev indgivet til Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse i 2015, og anmoder om, at Budgetkontroludvalget forelægges en nærmere redegørelse om disse klager;

19.

ser med tilfredshed på den konsekvente anvendelse af reglerne i fællesskabsordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS), udfasningen af dokumenter i papirform, indførelsen af en permanent ordning for grøn mobilitet og anvendelsen af videokonferencer i forbindelse med møder; tilskynder til yderligere anvendelse af principperne om grønne offentlige udbud og opfordrer Ombudsmanden til at fastlægge regler og et budget for CO2-kompensation;

20.

glæder sig over Ombudsmandens forklaring af, hvorfor der ikke findes en bygningspolitik, eftersom institutionen har til huse i en af Parlamentets bygninger, og anmoder om at blive underrettet om eventuelle udviklinger eller ændringer i forhold til den aktuelle situation;

21.

glæder sig over medtagelsen af udtømmende oplysninger om alle de menneskelige ressourcer, Ombudsmanden har til rådighed, opdelt efter lønramme, køn og nationalitet, og anmoder om, at disse oplysninger automatisk bliver medtaget i Ombudsmandens årlige aktivitetsrapport;

22.

forventer, at Ombudsmanden bliver ved med at tilstræbe gennemgående kvalitet i den årlige aktivitetsrapport, og anmoder Ombudsmanden om at udarbejde en omfattende årsrapport om resultater, som udgør et vigtigt redskab for vurderingen af institutionens arbejde;

23.

udtrykker ønske om, at de nationale ombudsmænd, medlemsstaternes myndigheder og Den Europæiske Unions institutioner yder mere hjælp til Ombudsmanden ved at gøre unionsborgerne opmærksomme på muligheden for at henvende sig til Ombudsmanden i tilfælde af fejl eller forsømmelser begået af en af Unionens institutioner eller organer.


Top