30.6.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/9

Ordfører:

Stefano MALLIA

1.1.

EU skal gøre mere for at anerkende den unikke karakter af de udfordringer, som øer står over for. Disse udfordringer kan ikke løses alene gennem samhørighedspolitikken.

1.2.

Øer lider under en række strukturelle handicap, der ofte resulterer i vanskelige betingelser for erhvervslivet. EØSU er af den faste overbevisning, at politikkerne på centrale områder som det indre marked, konkurrence, transport, udvikling af landdistrikterne, og fiskeri samt EU-initiativer og -programmer til støtte for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport bør være mere fleksible, når det gælder øernes økonomi.

1.3.

Udvalget mener, at de kriterier, der ligger til grund for Eurostats definition af en øregion, bør tages op til genovervejelse, og at der bør benyttes mere relevante kriterier (jf. punkt 2.4-2.6).

1.4.

Man bør være særligt opmærksom på mennesker med handicap og mere generelt alle dårligt stillede mennesker, da der er en tendens til, at de i højere grad lider under de problemer, som øer kæmper med.

1.5.

EØSU finder det særdeles vigtigt, at der i forbindelse med indsatsen for at hjælpe øerne gives prioritet til at sikre adgang til offentlige tjenester og fremme bæredygtig vækst og fuld beskæftigelse, konkurrenceevne og samhørighed på de europæiske øer.

1.6.

På øer og i øregioner findes der ofte enestående muligheder for løsninger for ren energi. EØSU støtter alle Kommissionens bestræbelser i denne retning og mere specifikt øernes overgang til løsninger for 100 % ren energi.

1.7.

Udvalget bakker op om Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen om at iværksætte en tilbundsgående undersøgelse af de meromkostninger, der afholdes af de europæiske øer.

1.8.

EØSU opfordrer Kommissionen og Rådet til at betragte alle øregioner og ømedlemsstater som berettigede til støtte til infrastruktur i samhørighedspolitikken efter 2020. I lyset heraf skal alle fonde i perioden 2014-2020, der sigter mod at afhjælpe specifikke problemer på øer, gøres til genstand for en efterfølgende evaluering med hensyn til deres effektivitet.

1.9.

Udvalget opfordrer Kommissionen til at opstille et mere hensigtsmæssigt sæt af regler for ansøgning om statsstøtte i øregioner og i ømedlemsstater.

1.10.

EØSU opfordrer Kommissionen til at intensivere koordineringen via den tværtjenstlige gruppe om territorial og bymæssig udvikling og anvende territoriale konsekvensanalyser til at revidere central lovgivning og afdække, hvor der kan indføjes øklausuler.

2.1.

Der bor over 21 mio. mennesker på de europæiske øer. Dette svarer til ca. 4 % af den samlede befolkning i EU-28. Befolkningen på alle EU's øer tilsammen (med undtagelse af østaterne Storbritannien, Irland, Cypern og Malta) ville udgøre det 11. mest befolkede land i Europa (1). Der er et akut behov for at vedtage en integreret strategi for at løse de økonomiske, sociale og territoriale problemer, som de europæiske øer står over for.

2.2.

EU skal anerkende den unikke karakter af de udfordringer, som øerne står over for. I den forbindelse er der behov for en indsats på både EU-plan og nationalt plan for at udnytte de europæiske øers potentiale bedst muligt.

2.3.

Formålet med denne udtalelse er at genoplive debatten på EU-plan om, i hvor høj grad der tages hensyn til økarakteren i EU's politikker, navnlig i samhørighedspolitikken efter 2020, og fremme en »bottom-up«-tilgang, der er baseret på en mere specifik deltagelse af civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter i beslutningstagningen, således at der kan udarbejdes politikker og programmer, der tager udgangspunkt i menneskers faktiske behov. Det partnerskab og den flerniveaustyring, der fremgår af forordningen om fælles bestemmelser (2), må styrkes yderligere i perioden efter 2020.

2.3.1.

Denne udtalelse har desuden til formål at opstille et relevant sæt af politiske anbefalinger omfattende begrebet »inklusive øer« og omsætte principperne »effektivitet« og »lighed« i praksis som grundlag for at styrke konkurrenceevnen og den sociale samhørighed på alle de europæiske øer:

2.4.

Ifølge Eurostats fem kriterier (3) defineres en ø som et område, der 1) har et areal på mindst en kvadratkilometer, 2) ligger i en afstand på over en kilometer fra fastlandet, 3) har en permanent fastboende befolkning på mindst 50 personer, 4) ikke er permanent landfast med fastlandet, 5) ikke er hjemsted for en EU-medlemsstats hovedstad.

2.5.

De europæiske øer kan ligeledes grupperes i henhold til de geografiske aspekter, NUTS-nomenklaturen (nomenklatur for statistiske regionale enheder) og deres størrelse.

2.6.

Tre dimensioner definerer økarakter: 1) ringe størrelse, 2) afsides beliggenhed og 3) sårbarhed (4).

2.7.

EU's tilgang til øer blev endnu mere synlig med de to små østaters, Cyperns og Maltas, EU-medlemskab.

2.7.1.

I grønbogen om territorial samhørighed (5) fra 2008 blev det foreslået at definere territorial samhørighed som et middel til at gøre forskelligartethed til et aktiv, der bidrager til bæredygtig udvikling i hele EU. Ud fra dette synspunkt kan økarakter betragtes som et aktiv og en kilde til potentiel udvikling.

2.8.

»EU’s samhørighedspolitik 2014-2020« udgør grundlaget for at tilpasse EU's programmer til behovene hos de dårligt stillede områder, såsom øer, især med hensyn til de centrale territoriale udfordringer, der er fastlagt i »Fællesskabets strategiske retningslinjer«. Nye instrumenter til at støtte integrerede territoriale udviklingsstrategier, der blev indført for perioden 2014-2020, såsom integrerede territoriale investeringer og samfundsreguleret lokal udvikling må analyseres yderligere ud fra et øperspektiv i forbindelse med udarbejdelsen af samhørighedspolitikken efter 2020.

2.9.

I betragtning af EØSU's udtalelse om »Særlige problemer for øer« og »Intelligente øer« (6) og efter midtvejsevalueringen af »Europa 2020-strategien« (7) står det klart, at samhørighedsfondene ikke har fungeret som forventet med hensyn til øer. Der er tydeligvis brug for nytænkning.

2.10.

I januar 2016 udstak Europa-Parlamentet i sin resolution »Øers særlige situation« (8) rammerne for en revision af de nuværende EU-politikker.

3.1.

I henhold til konklusionerne fra ESPON's undersøgelse vedrørende de europæiske øer, »Euroislands study« (9), vil det være hensigtsmæssigt, inden der foretages en analyse af de problemer, som de europæiske øer berøres af, at give en kort beskrivelse af »styrker og svagheder« samt »muligheder og trusler« for bedre at kunne sætte de udfordringer, som øerne vil komme til at stå over for de kommende år, ind i en sammenhæng.

3.1.1.

Med hensyn til »styrker« er livskvalitet, tilstedeværelsen af en høj koncentration af naturlig og kulturel kapital samt en stærk kulturel identitet håndgribelige forhold, der bør udnyttes til at skabe ny velstand og beskæftigelse på øerne.

3.1.2.

Med hensyn til »svagheder« påvirker økarakteren direkte og vedvarende nogle af de mest attraktive parametre ved øerne, såsom tilgængelighed, tjenesteydelser af almen interesse, private tjenesteydelser og netværk, stordriftsfordele og markedsordning.

3.1.3.

»Muligheder« beskrives som efterspørgslen efter livskvalitet og sikre fødevarer af høj kvalitet, tematurisme og tjenesteydelser, der udføres i hjemmet. Disse faktorer bør udnyttes og gøres til styrker for at afhjælpe de vigtigste ugunstige øbetingede forhold, der udspringer af øers ringe størrelse, afsides beliggenhed og sårbarhed.

3.1.4.

»Trusler« beskrives som klimaændringer, globalisering, økonomiske kriser, stigende energipriser, vandknaphed, jordforringelse og fiskebestandes forsvinden.

3.2.

Selv om virkningerne af de problemer, der rammer de europæiske øer, er meget forskellige med hensyn til specifikke faktorer (10), er det muligt at inddele dem i tre hovedgrupper: 1) øernes økonomi, 2) social lighed og 3) miljøbevaring.

3.3.

Øernes økonomi — Det gennemsnitlige BNP pr. indbygger for øerne er mindre end gennemsnittet for EU-28 (11). Generelt er processen med økonomisk konvergens langsommere end for de andre EU-regioner. For mange øers vedkommende opretholdes BNP og beskæftigelsen af turisme og en stor offentlig sektor, hvilket betyder ringe konkurrenceevne i økonomien.

3.3.1.

Store omkostninger til transport og mangel på forbindelser til andre områder udgør et stort problem for øområderne. Dette problem skal anerkendes og løses på en fleksibel måde, således at ø-økonomierne kan overleve og blomstre. Selv om den retlige ramme, forordning (EØF) nr. 3577/92, giver medlemsstaterne mulighed for at indføre offentlige tjenesteydelser for at sikre regelmæssig trafik til, fra og mellem øer, er der behov for at gennemgå, hvad den faktiske indvirkning af denne foranstaltning har været.

3.3.2.

Et andet aspekt, som påvirker visse øers økonomiske konkurrenceevne negativt, hænger sammen med begrebet »monokulturøkonomier«, hvor visse ø-økonomier er specialiseret i et eller få økonomiske områder (f.eks. turisme), eller hvor den økonomiske aktivitet er begrænset på grund af øernes ringe størrelse.

3.3.3.

EØSU støtter Europa-Parlamentets opfordring til Kommissionen om at iværksætte en tilbundsgående undersøgelse/analyse af de europæiske øers merudgifter med hensyn til transportsystemer for mennesker og varer, energiforsyning og adgang til markeder, navnlig for SMV'er.

3.4.

Social lighed — I løbet af det sidste årti har den sociale lighed på de europæiske øer ændret sig betydeligt på grund af en række interne og eksterne faktorer: transport, økonomiske forandringer, ændringer i livsstil, kulturer og ambitioner. Den økonomiske krise har haft en negativ virkning på faktorerne for social lighed.

3.4.1.

Demografiske ændringer påvirker de mindst udviklede øer, der generelt er mere ramt af befolkningsaldring.

3.4.2.

I visse øsystemer (f.eks. øerne i Middelhavet) har tilstrømningen af flygtninge påvirket standarderne for social lighed. På det seneste er der ankommet et stort antal migranter til øerne, i nogle tilfælde har de endda oversteget antallet af lokale, der på deres side ikke er i stand til at yde den nødvendige støtte og assistance. EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at styrke synergierne mellem Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF) og de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) og opfordrer medlemsstaterne og regionerne til at anvende ESI-fondene til at støtte effektive integrationspolitikker, der omfatter uddannelse, beskæftigelse, boligforhold og ikkeforskelsbehandling.

3.4.3.

EU-initiativer og -programmer til støtte for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og sport, f.eks. Erasmus+, bør tage hensyn til øers isolation samt den til tider manglende ekspertise og viden med henblik på at sikre en hensigtsmæssig finansiering og et velfungerende internationalt samspil og samarbejde.

3.4.4.

Mennesker med handicap og mere generelt socialt dårligt stillede mennesker rammes hårdere af ovennævnte problemer end andre. Det positive eksempel med samhørighedspolitikken, som kræver, at de endelige modtagere skal gøre projekter, der finansieres med ESI-fondene, tilgængelige for personer med handicap, bør være et forbillede for alle EU's politikker.

3.5.

Miljøbevaring — De europæiske øer ligger ofte i regioner, der anses for unikke på grund af deres biodiversitet.

3.5.1.

Én af årsagerne til dette er den høje fragmentering af levesteder. Mange øer anses for at have en særlig stor rigdom med hensyn til biodiversitet på land og i havet. Dette afspejles generelt af, at der på de fleste af øerne er beskyttede områder.

3.5.2.

De europæiske øer har unikke naturlige karakteristika, men deres økosystemer er til gengæld skrøbelige og meget sårbare over for pres fra mennesker og andre eksterne faktorer. De kan også være karakteriseret ved begrænset agerjord, tørke, stigende havniveauer og landerosion.

3.5.3.

Alle øer står over for mere eller mindre alvorlige problemer vedrørende havforurening, især faren for forurening med plastic, der er endemisk i vores havområder (hvilket primært skyldes aktiviteter, der ikke finder sted på øerne), ørkendannelse og nedbrydning af landskabet, ferskvandsknaphed, afhængighed af fossile brændstoffer samt affalds- og spildevandshåndtering.

4.1.

Vejen frem til en omdannelse af disse udfordringer er at harmonisere og forbedre balancen mellem økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed ved at anvende en »helhedsorienteret tilgang«, der sigter mod at gennemføre koncepterne »kvalitetsøer«, »grønne øer« og »øer med lige muligheder«.

4.2.

EØSU mener, at det er helt afgørende at fremme bæredygtig vækst (økonomisk, miljømæssigt og socialt) samt fuld beskæftigelse, innovation, konkurrenceevne og samhørighed på de europæiske øer ved at styrke og diversificere bestemte økonomiske aktiviteter ud fra et ønske om gensidig solidaritet mellem øer og mellem øer og fastland.

4.2.1.

På trods af følgerne af forhold, der vedrører størrelse og økarakter, kan produkter fra øer, der er baseret på lokale ressourcer og knowhow, være konkurrencedygtige. Ny viden, innovation og kvalificerede menneskelige ressourcer er fundamentet for, at en sådan strategi, der skal være »nicheorienteret«, kan lykkes.

4.3.

EØSU er af den faste overbevisning, at politikkerne på centrale politiske områder som det indre marked, konkurrence, transport, udvikling af landdistrikter samt fiskeri bør anvendes med en højere grad af fleksibilitet med hensyn til øernes økonomi. Samhørighedspolitikken alene er ikke tilstrækkelig til at nå de nødvendige mål.

4.3.1.

Et fokusområde, der skal tages i betragtning for at fremme »kvalitetsøer« på baggrund af ovennævnte politikområder, er udnyttelsen af »åben og social innovation« med henblik på at skabe nye jobmuligheder og virksomheder og således skabe øer, der er mere attraktive for borgerne.

4.4.

Det er meget vigtigt, at medlemsstaterne via anvendelse af ESI-fondene styrker indsatsen for bæredygtig forvaltning og miljøbeskyttelse og udnytter øernes regionale kapital. Det er også afgørende, at de strategier, der har til formål at reducere brugen af ressourcer såsom vand, jord, energi og genanvendelse af affald, der er produceret af virksomheder og den lokale befolkning, bliver gennemført.

4.5.

EØSU anser den »cirkulære økonomi« for at være en prioritet for de europæiske øer. Udviklingen af en cirkulær økonomisk model for de europæiske øer vil bidrage til at beskytte øernes økonomi mod eksponering for risici vedrørende ressourceforsyning og svingende priser på råvarer.

4.6.

På øer og i øregioner findes der ofte enestående muligheder for løsninger for ren energi. Kommissionen har anerkendt dette og forpligtet sig til at støtte udvikling og indførelse af de bedst tilgængelige teknologier på EU's øer og øregioner, herunder udveksling af bedste praksis inden for finansiering samt retlige og reguleringsmæssige ordninger (12). EØSU opfordrer Kommissionen til at iværksætte sådanne tiltag sammen med medlemsstaterne og øernes myndigheder og tilbyder sin fulde opbakning til gennemførelsen af en omfattende retlig ramme, der har til formål at støtte de europæiske øers overgang til løsninger med 100 % ren energi.

4.7.

EØSU støtter styrkelsen af territorial udvikling, der er baseret på alle øboeres lige adgang til tjenesteydelser af almen interesse (SGI), samarbejde mellem ordninger på øerne og fastlandet, bedre tilgængelighed af tjenesteydelser, bæredygtig mobilitet samt opgradering af transportformer og kommunikationsinfrastruktur.

4.8.

Det er afgørende at fremme processer med omskoling og livslang læring, der får det bedste ud af lokalt tilgængelige menneskelige ressourcer, at sikre lige betingelser og muligheder for mennesker med handicap og at støtte aktiv aldring som en strategisk lokal ressource. Det er også afgørende at tilskynde unge mennesker, der lever på øer, til i større omfang at deltage i EU's programmer, der sigter mod at fremme mobilitet i forbindelse med uddannelse, f.eks. »Erasmus+«.

4.9.

De udfordringer, som EU kommer til at stå over for i de kommende år, kræver ud over en stærk politisk opbakning også større deltagelse fra civilsamfundets og arbejdsmarkedsparternes side i processen hen mod en »ny strategi for øer« såvel som et styrket iværksættersystem via foranstaltninger til støtte for SMV'ernes konkurrenceevne.

4.9.1.

Det er grunden til, at offentlige og private økonomiske aktører, arbejdsmarkedets parter og de forskellige dele af det organiserede civilsamfund bør have viden om EU's politikker, programmer og finansieringsmuligheder via programmer for ad hoc-uddannelse, organisatorisk støtte og teknisk bistand.

4.10.

EØSU understreger, at digital kapacitet er et absolut nødvendigt middel til at afbøde øområdernes transportmæssige handicap. Der er brug for flere investeringer i informations- og kommunikationsinfrastruktur og -teknologier for at sikre tilstrækkelig adgang til de offentlige tjenester med henblik på at kunne imødekomme behovene hos alle, der bor i ø-områder.

5.1.

EØSU mener, at de kriterier, som Eurostat benytter til at definere øer, bør genvurderes med hensyn til deres relevans.

5.2.

EØSU glæder sig over, at det i den fælles strategiske ramme for perioden 2014-2020 (13) er fastsat, at medlemsstaterne skal tage hensyn til geografiske eller demografiske forhold og træffe foranstaltninger til at tackle de enkelte regioners specifikke territoriale udfordringer med henblik på at frigøre deres særlige udviklingspotentiale og derved også hjælpe dem til at opnå intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst på den mest effektive måde. Der er behov for en større indsats i denne retning, hvis der skal opnås mere håndgribelige resultater.

5.3.

Den største udfordring med hensyn til at støtte de europæiske øers konkurrenceevne og samhørighed er at gøre dem mere attraktive. I henhold til konklusionerne fra undersøgelsen vedrørende de europæiske øer, »Euroislands study« (14), skal der i planlægningen af udviklingsprocessen hen imod intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst på de europæiske øer tages hensyn til to centrale faktorer: attraktivitet både med hensyn til levevis og forretningsliv.

5.4.

På baggrund af Parlamentets beslutning om »Øers særlige situation« og CRPM's beslutninger peger EØSU på følgende metode til at gøre øerne mere attraktive:

5.5.

EØSU støtter RU's opfordring til en mere intensiv og målrettet støtte fra samhørighedspolitikken og andre EU-politikker til at puste nyt liv i havnebyer og -områder, herunder øer, idet der gøres brug af de muligheder, der findes på baggrund af den territoriale dagsorden, dagsordenen for byer, Leipzigcharteret og Amsterdampagten (15).

5.6.

De fleste midler fra samhørighedspolitikken er koncentreret i mindre udviklede regioner. Klassifikationen af regioner i samhørighedspolitikken er generelt baseret på det regionale BNP, hvilket af mange årsager langt fra er en perfekt indikator.

5.6.1.

På baggrund af EØSU's konklusioner om »midtvejsgennemgangen af Europa 2020-stragegien« bør yderligere indikatorer, der skal supplere BNP som fordelingsmetode for strukturfonde, undersøges. Dette scenarie bør medføre flere midler til øområder. EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde andre indikatorer end BNP, der tager hensyn til øernes økonomiske, sociale og miljømæssige sårbarhed.

5.6.2.

I lyset af »mere end BNP-tilgangen« kan europæiske øer klassificeres som »mindre udviklede områder«. Alle europæiske øer vil således kunne anvende samhørighedsfondene til at realisere og gennemføre strategiske infrastrukturer, og støttebeløb til virksomheder i disse områder med henblik på at skabe konkurrenceevne og samhørighed kan også øges og tilpasses alt efter, hvor attraktive de er.

5.6.3.

Merværdien af et program for nyskabende aktioner for øer bør undersøges af Kommissionen og have til formål at udpege og afprøve innovative løsninger for bæredygtig udvikling af øer for perioden efter 2020.

5.6.4.

I betragtning af de geomorfologiske og økonomiske karakteristika for visse europæiske øer (kystområder, indre vandveje og bjergområder) er det muligt at implementere en innovativ tilgang, der sigter mod at fremme komplementaritet mellem ESI-fondene og synergier mellem strategierne til støtte for »blå vækst« og »udvikling af landdistrikter«.