EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52015XC0529(01)

Resumé af Kommissionens afgørelse af 24. februar 2015 om en fusions forenelighed med det indre marked og EØS-aftalen (Sag M.7194 — Liberty Global/Corelio/W&W/De Vijver Media) (meddelt under nummer C(2015) 996) (EØS-relevant tekst)

EUT C 175 af 29.5.2015, p. 11–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

29.5.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 175/11


Resumé af Kommissionens afgørelse

af 24. februar 2015

om en fusions forenelighed med det indre marked og EØS-aftalen

(Sag M.7194 — Liberty Global/Corelio/W&W/De Vijver Media)

(meddelt under nummer C(2015) 996)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2015/C 175/08)

Den 24. februar 2015 vedtog Kommissionen en afgørelse i en fusionssag i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser  (1) , særlig artikel 8, stk. 2, heri. En komplet ikke-fortrolig, og eventuelt midlertidig, udgave af hele afgørelsen findes på det autentiske sagssprog på webstedet for Generaldirektoratet for Konkurrence: http://ec.europa.eu/comm/competition/index_en.html

I.   PARTERNE

(1)

Liberty Global plc (»Liberty Global«) leverer TV-, internet- og telefonitjenester via virksomhedens kabelnet i flere europæiske lande. I Belgien er Liberty Global den kontrollerende aktionær i Telenet, som ejer og driver et kabelnet. Nettet dækker stort set hele Flandern, dele af Bruxelles og en kommune i Vallonien. Telenet driver også en række betalings-TV-kanaler og »video on demand«-tjenester.

(2)

Waterman & Waterman NV (»Waterman & Waterman«) er et finansielt holdingselskab, som kontrolleres af to enkeltpersoner, nemlig Wouter Vandenhaute og Erik Watté.

(3)

Corelio Publishing NV (»Corelio Publishing«) udgiver aviser og onlinenyheder og sælger reklameplads.

(4)

De Vijver Media NV (»De Vijver Media«) driver to nederlandsksprogede TV-kanaler, nemlig »Vier« og »Vijf«. Virksomheden producerer også indhold til TV, primært gennem datterselskabet Woestijnvis NV. De Vijver Media sælger endvidere reklameplads på sine kanaler, Vier og Vijf, og på mindre TV-kanaler, der ejes af andre TV-stationer.

II.   FUSIONEN

(5)

Den 18. august 2014 modtog Kommissionen en anmeldelse af en planlagt fusion i overensstemmelse med artikel 4 i fusionsforordningen, hvorved Liberty Global sammen med Waterman & Waterman og Corelio Publishing gennem opkøb af aktier erhverver fælles kontrol over De Vijver Media, jf. fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b).

(6)

Den 17. juni 2014 indgik Telenet, W&W og Corelio en aftale om, at Telenet køber 33,33 % af aktierne i De Vijver Media og samtidig deltager i en kapitaludvidelse i De Vijver Media. Som følge heraf ejer Telenet 50 % af aktierne i De Vijver Media, mens Waterman & Waterman og Corelio Publishing hver har 25 % af aktierne. De tre aktionærer i De Vijver Media vil indgå en aktionæraftale ved transaktionens afslutning. På grundlag af deres ejerandele og bestemmelserne i aktionæraftalen vil hver af de tre aktionærer have fælles kontrol over De Vijver Media.

III.   DET RELEVANTE PRODUKTMARKED OG DE RELEVANTE GEOGRAFISKE MARKEDER

(7)

TV-stationer som De Vijver Media leverer TV-kanaler til TV-distributører som Telenet. Kommissionen har defineret det relevante produktmarked, som De Vijver Media agerer på, som en grosmarkedet for gratis- og basisbetalings-TV-kanaler. Basisbetalings-TV-kanaler er kanaler, som indgår i den basiskanalpakke, der tilbydes af TV-distributørerne. I Belgien betaler de fleste husstande et månedligt gebyr til et kabel-TV-selskab eller et telefonselskab mod at få en sådan basispakke med TV-kanaler. De Vijver Medias TV-kanaler, Vier og Vijf, indgår i denne basispakke, og de er derfor basisbetalings-TV-kanaler. Det er kun de offentlige TV-stationers kanaler, der er gratis tilgængelige uden noget abonnement, og de betegnes derfor som gratis-TV-kanaler. Eftersom det kun er et begrænset antal forbrugere, der udelukkende forlader sig på gratis-TV-tjenester, har Kommissionen ikke taget stilling til, om en grosmarkedet for gratis-TV-kanaler og en grosmarkedet for basisbetalings-TV-kanaler udgør separate markeder, da en sådan skelnen ikke ville ændre resultatet af konkurrencevurderingen. Det relevante geografiske marked for levering af gratis- og basisbetalings-TV-kanaler er det område, som Telenet dækker.

(8)

TV-distributører som Telenet udsender TV-kanaler til deres abonnenter gennem deres net. Kommissionen definerer det relevante produktmarked, som Telenet er aktiv på som TV-distributør, som detailmarkedet for levering af TV-tjenester. Den har ikke taget stilling til, om markedet består af to separate relevante produktmarkeder, nemlig detailmarkedet for gratis- og basisbetalings-TV-tjenester og detailmarkedet for premiumbetalings-TV-tjenester. Det relevante geografiske marked er de detailmarkeder, som Telenet dækker.

(9)

Kommissionen har også defineret et marked for produktion af indhold til TV og et marked for licensering/erhvervelse af senderettigheder til TV-indhold. Den har ikke taget stilling til, om det relevante geografiske marked er nationalt (Belgien) eller mindre (Flandern).

(10)

Endelig har Kommissionen undladt at tage stilling til, om markedet for TV-reklame udgør et separat marked fra andre former for reklame. Hvis der findes et sådant separat marked, vil det geografiske område være Belgien eller mindre (Flandern).

IV.   KONKURRENCEVURDERING

(11)

Transaktionen giver ikke anledning til konkurrenceproblemer på markedet for produktion af indhold til TV eller markedet for licensering af senderettigheder til TV-indhold. De Vijver Medias markedsandel på disse markeder er lav, og det indhold, som virksomheden producerer via datterselskabet Woestijnvis NV, er ikke afgørende for, at TV-stationer eller TV-distributører kan være konkurrencedygtige. Transaktionen giver heller ikke anledning til konkurrenceproblemer i forhold til et eventuelt separat marked for TV-reklamer.

(12)

Transaktionen giver dog anledning til konkurrenceproblemer, fordi De Vijver Media kunne afholde TV-distributører, der konkurrerer med Telenet, fra at udsende Vier og Vijf (input-afskærmning). Transaktionen giver også anledning til konkurrenceproblemer, fordi Telenet kunne afholde konkurrenter til De Vijver Media fra at få adgang til Telenets kabelnet.

1.   Input-afskærmning: De Vijver Media kunne tilbageholde sine kanaler fra TV-distributører, der konkurrerer med Telenet

(13)

Kanalerne Vier og Vijf er vigtige input for TV-distributørerne. Forbrugerne i Flandern og Bruxelles værdsætter Vier og Vijf og ser ofte disse kanaler. Respondenter til markedsundersøgelsen har bekræftet, at TV-distributørerne er nødt til at tilbyde deres abonnenter disse kanaler for at kunne konkurrere med Telenet.

(14)

Både Telenet og De Vijver Media er i stand til at gennemføre både fuldstændig og delvis input-afskærmning. Fuldstændig input-afskærmning betyder, at Telenet og De Vijver Media kan nægte at give TV-distributører, der konkurrerer med Telenet, licens til Vier og Vijf. Delvis input-afskærmning betyder, at Telenet og De Vijver Media kan hæve prisen på kanalerne Vier og Vijf eller diskriminere konkurrerende TV-distributører på andre måder.

(15)

Sammen med Telenet vil de to andre aktionærer have fælles kontrol over De Vijver Media efter transaktionen. Kommissionen har vurderet, om disse to andre aktionærer ville være i stand til at forhindre Telenet i at foretage input-afskærmning. Kommissionen har på grundlag af en analyse af aktionæraftalen konkluderet, at dette ikke er tilfældet, og at Telenet egenhændigt ville være i stand til at gennemføre en input-afskærmning.

(16)

Hvis de tre aktionærer i De Vijver Media handler i fællesskab, er De Vijver Media også i stand til at gennemføre input-afskærmning. Hvorvidt alle tre aktionærer i De Vijver Media handler i fællesskab afhænger af, om de alle tre vil have et incitament til at indlade sig på input-afskærmning. De andre to aktionærer i De Vijver Media vil have et incitament til at indlade sig på delvis input-afskærmning, eftersom det vil resultere i, at De Vijver Media får højere licensgebyrer (de gebyrer, som TV-distributørerne betaler TV-stationerne for retten til at udsende kanalerne). De to andre aktionærer har muligvis ikke noget incitament til at indlade sig på fuldstændig input-afskærmning, men Telenet kan bringe de to andre aktionærers incitamenter på linje med Telenets ved at kompensere dem for eventuelle tabte indtægter som følge af fuldstændig input-afskærmning.

(17)

For at kunne vurdere om De Vijver Media har noget incitament til at gennemføre en fuldstændig input-afskærmning, har Kommissionen opgjort de fordele og ulemper, som en sådan afskærmning ville medføre. De økonomiske ulemper er de reklameindtægter og licensgebyrer, som De Vijver Media ville skulle give afkald på, fordi virksomhedens kanaler ikke længere udbydes af TV-distributører, der konkurrerer med Telenet. De økonomiske fordele vil være det overskud, der genereres hos Telenet fra abonnenter, der skifter fra konkurrenterne til Telenet. Kommissionen har derefter på grundlag af en sammenligning af fordele og ulemper beregnet, hvor mange abonnenter hos Telenets konkurrenter, der ville skulle skifte til Telenet, for at en fuldstændig input-afskærmning ville være rentabel.

(18)

Kommissionen har vurderet, at hvis Vier og Vijf ikke længere udbydes af Telenets konkurrenter, vil antallet af abonnenter, der ville skifte udbyder, være væsentligt højere end det minimale antal abonnenter, der skulle skifte, for at gøre en fuldstændig afskærmning rentabel. Eftersom fordelene ved en fuldstændig input-afskærmning er større end ulemperne, har Telenet og De Vijver Media et stærkt incitament til at gennemføre en fuldstændig input-afskærmning.

(19)

Telenet og De Vijver Media har også et stærkt incitament til at gennemføre en delvis input-afskærmning, eftersom en sådan ville resultere i, at De Vijver Media fik større licensgebyrer.

(20)

En input-afskærmning vil derfor have konkurrencebegrænsende virkninger på detailmarkedet for levering af TV-tjenester. Telenet har en dominerende stilling på dette marked på grund af en høj markedsandel og adskillige andre faktorer. Input-afskærmning ville opstille barrierer for adgang til markedet, eftersom nye spillere vil have svært ved at konkurrere med Telenet, hvis de ikke kan tilbyde kanalerne Vier og Vijf. Telenets dominerende stilling ville følgelig blive styrket. Input-afskærmning ville også svække konkurrencen fra eksisterende TV-distributører, da de ikke længere ville kunne tilbyde Vier og Vijf.

2.   Kundeafskærmning: Telenet kunne stille TV-stationer, der konkurrerer med De Vijver Media, ringere på sit kabelnet

(21)

På TV-markederne er der tale om fuldstændig kundeafskærmning, når en TV-station nægtes adgang til en distributør i det efterfølgende led. Dette medfører udfald, hvorunder abonnenterne ikke er i stand til at se de afskærmede kanaler. Der er tale om en mere diskret form for afskærmning, delvis kundeafskærmning, hvis en TV-distributør giver en kanal adgang til sin platform, men forringer kvaliteten, således at seerens oplevelse bliver dårligere. En distributør kan gøre en konkurrents indhold mindre tilgængeligt på sin platform, f. eks. ved at placere de rivaliserende kanaler længere nede ad kanallisten eller på den elektroniske programguide, hvilket øger sandsynligheden for, at seeren i stedet ser distributørens egne kanaler.

(22)

Telenet er en vigtig kunde med en væsentlig købermagt i de efterfølgende led på detailmarkedet for levering af TV-tjenester. I lyset af Telenets høje markedsandel på detailmarkedet for levering af TV-tjenester finder Kommissionen, at TV-stationer skal være at finde på Telenets TV-distributionsplatform for at kunne være aktiv i Flandern.

(23)

Telenet kontrollerer de lineære kanaler, som virksomheden udsender (underlagt must carry-forpligtelser), og den kan også beslutte, hvilket ikke-lineært indhold TV-stationer kan gøre tilgængeligt på Telenets platform. Virksomheden har derfor mulighed for at gennemføre kundeafskærmning.

(24)

Det er også sandsynligt, at Telenet vil have incitament til at gennemføre kundeafskærmning. Sådan en strategi vil gå ud over de kanaler, der er i tæt konkurrence med De Vijver Medias kanaler, dvs. kanaler med et lignende publikum og lignende annoncører. Det skyldes, at De Vijver Medias fordel ved at gennemføre en kundeafskærmning ligger i øgede reklameindtægter, og de vil sandsynligvis blive større, hvis en kanal, der minder om Vier eller Vijf, ikke længere er tilgængelig på Telenets platform. Derimod vil afskærmning af en kanal med en anderledes profil og et anderledes publikum end Viers og Vijfs sandsynligvis ikke skabe nogen nævneværdige ekstra indtægter. På grund af lighederne i publikum og typen af indhold finder Kommissionen, at målene for en kundeafskærmning er Medialaans kanaler 2BE og Vitaya, VRT's kanal Canvas og de to TV-stationers ikke-lineære tjenester.

(25)

Den samlede rentabilitet ved en kundeafskærmning for Telenet og De Vijver Media afhænger af, hvor mange kunder der vil skifte fra Telenet som følge af afskærmningen. Hvis få kunder skifter udbyder, vil Telenet ikke miste mange abonnenter, og derfor vil ulemperne ved kundeafskærmningen være begrænsede. Ifølge Kommissionens estimat vil andelen af kunder, der skifter udbyder, sandsynligvis være for høj til at gøre en fuldstændig kundeafskærmning (dvs. at en kanal overhovedet ikke findes på Telenets platform) rentabel for Telenet. Imidlertid vil Telenet sandsynligvis have et incitament til at gennemføre en delvis kundeafskærmning i form af en forværring af kvaliteten af de rivaliserende TV-stationers kanaler og ikke-lineære tjenester i forhold til De Vijver Medias. Telenet kan også anvende en delvis kundeafskærmning som en troværdig trussel i forhandlinger, hvilket vil forbedre Telenets forhandlingsposition over for Medialaan og VRT samt give Telenet mulighed for at sælge sig dyrt i forhandlingerne om en distributionsaftale.

(26)

En delvis kundeafskærmning ville have konkurrencebegrænsende virkninger. En kvalitetsforværring fra Telenets side vil forringe kvaliteten af seerens oplevelse af rivaliserende kanaler på Telenets platform. Endvidere ville konkurrencen på en grosmarkedet for levering af gratis- og basisbetalings-TV-kanaler blive mindre, eftersom TV-stationerne Medialaan og VRT kunne blive svækket som konkurrenter.

3.   Konklusioner af konkurrencevurderingen

(27)

Fusionen giver anledning til betænkeligheder med input-afskærmning for De Vijver Medias kanaler, Vier og Vijf. Den giver også anledning til problemer med delvis kundeafskærmning, fordi Telenet har evne og incitament til at forringe kvaliteten af seernes oplevelse af VRT's og Medialaans kanaler. Den anmeldte fusion giver derfor anledning til det problem, at transaktionen kan medføre en væsentlig begrænsning af den effektive konkurrence på detailmarkedet for levering af TV-tjenester i Telenets område og på markedet for levering af gratis- og basisbetalings-TV-kanaler i Telenets område.

V.   UDVIKLING EFTER FUSIONENS ANMELDELSE

(28)

Mens Kommissionen var ved at undersøge fusionen, indgik De Vijver Media nye distributionsaftaler med adskillige TV-distributører, blandt andre Belgacom. De Vijver Media tilbød også at forlænge varigheden af adskillige distributionsaftaler med andre TV-distributører. Disse distributionsaftaler nedbringer risikoen for input-afskærmning, eftersom de garanterer TV-distributørerne adgang til kanalerne Vier og Vijf. De afhjælper imidlertid ikke fuldstændig de af Kommissionen påpegede problemer med input-afskærmning, dels fordi aftalerne ikke omfatter alle rettigheder forbundet med udsendelsen af Vier og Vijf, og dels fordi eventuelle nye spillere på markedet ikke vil have nogen eksisterende distributionsaftale.

(29)

I løbet af Kommissionens undersøgelse har Telenet også foreslået ændringer til sine distributionsaftaler med TV-stationerne VRT og Medialaan. Disse aftaler fastsætter betingelserne for Telenets distribution af VRT's og Medialaans kanaler, herunder hvilke gebyrer Telenet skal betale. Telenet og VRT har ændret deres distributionsaftale og forlænget dens varighed. Ændringerne omfatter adskillige bestemmelser, som skal beskytte VRT mod kundeafskærmning. Telenet har også afgivet et bindende og uigenkaldeligt tilbud til Medialaan med henblik på at forlænge varigheden af deres distributionsaftale og ændre aftalen, så den beskytter Medialaan mod kundeafskærmning. De anmeldende parter har afgivet et formelt tilsagn om at lade dette tilbud gælde i seks måneder efter transaktionens afslutning.

VI.   TILSAGN

1.   Beskrivelse af tilsagnene

(30)

For at imødegå de konkurrenceproblemer, der blev påpeget af Kommissionen, afgav de anmeldende parter en række tilsagn. Det centrale element heri var tilsagnet om at sikre, at De Vijver Media vil efterkomme alle rimelige anmodninger fra TV-distributører om at udsende kanalerne Vier, Vijf og enhver anden fremtidig basisbetalings-TV-kanal på fair, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår. Enhver TV-distributør, der har til hensigt at tilbyde detail-TV-tjenester i Telenets område, kan, hvis distributøren ønsker det, få licens til hele Belgiens territorium. De Vijver Media skal ikke alene give licens til kanalerne, men også til de tilhørende rettigheder. Det gælder rettighederne til at inkludere TV-programmer fra en kanal i tjenester, der er forbundet med kanalen, som f.eks. »catch up«-TV, retten til at vise kanalen på flere skærme og tjenester, der tillader seerne at optage og se programmer, når de har lyst. Tilhørende tjenester tilbydes som en del af kanalernes seeroplevelse, og de tilbydes slutbrugere samtidig med eller kort før eller efter den lineære udsendelse af kanalen.

(31)

Alle leverandører af TV-distributionstjenester kan få gavn af tilsagnene, uanset om de tilbyder TV-kanaler via kabel-TV, satellit, IPTV, jordbaseret digitalt TV, internet eller en anden distributionsplatform. I tilfælde af uenighed om adgangsbetingelserne kan TV-distributørerne indgive tvisten til en hurtig voldgiftsprocedure. Tilsagnene vil være gældende i syv år.

(32)

Ud over tilsagnet om at give licens til Vier og Vijf har de anmeldende parter også afgivet tilsagn om fortsat at lade tilbuddet til Medialaan være gældende seks måneder efter transaktionens afslutning. Konteksten for dette tilbud blev beskrevet i afsnittet »Udvikling efter fusionens anmeldelse«.

2.   Vurdering af tilsagnene

(33)

Kommissionen finder, at tilsagnet om at give licens til Vier, Vijf og enhver anden basisbetalings-TV-kanal samt de tilhørende rettigheder sammen med de distributionsaftaler, som De Vijver Media har indgået, afhjælper de af Kommissionen påpegede problemer med input-afskærmning. De afhjælper Kommissionens problemer med fuldstændig input-afskærmning, fordi de sikrer, at nuværende og fremtidig TV-distributører kan medtage Vier og Vijf i deres programtilbud. De afhjælper også Kommissionens problem med delvis input-afskærmning, fordi de sikrer, at TV-distributører vil skulle betale fair, rimelige og ikke-diskriminerende gebyrer.

(34)

Kommissionen finder også, at tilsagnene sammen med de distributionsaftaler, som Telenet har indgået, afhjælper Kommissionens problemer med kundeafskærmning. Telenets distributionsaftaler med VRT og Medialaan og Telenets tilbud om at ændre aftalen med Medialaan, som er beskrevet i tilsagnene, beskytter VRT og Medialaan mod delvis kundeafskærmning.

VII.   KONKLUSION

(35)

Af de ovennævnte grunde konkluderes det i afgørelsen, at den planlagte fusion ikke vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt på det indre marked eller en væsentlig del heraf.

(36)

Fusionen blev derfor erklæret forenelig med det indre marked og EØS-aftalen efter fusionsforordningens artikel 2, stk. 2, og artikel 8, stk. 2, og EØS-aftalens artikel 57.


(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.


Top