14.4.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/9

Ordfører:

Seamus BOLAND

Medordfører:

Marjolijn BULK

1.1.

tilslutter sig det nederlandske rådsformandskabs planer om at bekæmpe fattigdom og social udstødelse via integrerede fremgangsmåder og i samarbejde med de relevante offentlige og private aktører. EØSU mener dog også, at medlemsstaterne bør kunne støtte sig til en fælles europæisk ramme, som fremmer denne slags fremgangsmåder og fremmer udvekslingen og udbredelsen af bedste praksis i kampen mod fattigdom og voksende ulighed, som ikke blot i sig selv giver anledning til alvorlig bekymring, da de viser en mangel på social retfærdighed, men tillige er skadelig for de økonomiske resultater, væksten og den sociale samhørighed;

1.2.

støtter det nederlandske rådsformandskabs bestræbelser på at fremme peerevalueringer af bedste praksis på flere niveauer i kampen mod fattigdom, men understreger, at de kommuner og øvrige aktører, som iværksætter denne bedste praksis, bør kunne støtte sig til fornuftige nationale strategier;

1.3.

opfordrer Rådet til at forny tilsagnet i Europa 2020-strategien om, at antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, skal være reduceret med mindst 20 millioner i 2020;

1.4.

anbefaler, at Rådet i den forbindelse tager målene for bæredygtig udvikling i 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling i betragtning og sikrer, at denne dagsorden kædes sammen med Europa 2020;

1.5.

er af den overbevisning, at der bør være en bedre balance mellem styringsstrukturerne i Rådet, og opfordrer til et udvidet samarbejde mellem Rådet for Økonomi og Finans (Økofin) og Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik (ESPCO);

1.6.

mener, at de beskæftigelsesmæssige og sociale mål bør ligestilles med de makroøkonomiske hensyn under det europæiske semester;

1.7.

anbefaler, at Europa 2020-målet om mindskelse af fattigdommen tages fuldt ud i betragtning under det europæiske semester, og at dette bliver et gennemgående tema, der behandles systematisk i hele processen, begyndende med den årlige vækstundersøgelse efterfulgt af de nationale reformprogrammer og mundende ud i de landespecifikke henstillinger via 1) specifikke fattigdomsbekæmpende foranstaltninger, 2) sammenlignelige indikatorer for fattigdom og for politikkernes effektivitet og 3) obligatoriske sociale konsekvensanalyser af alle reformdagsordener foreslået i nationale reformprogrammer og landespecifikke henstillinger;

1.8.

anmoder — netop også ud fra synspunktet om bekæmpelse af fattigdom — om at opgive den generelle udformning af EU's økonomiske politikker, som fortsat udelukkende er koncentreret om stramninger;

1.9.

opfordrer kraftigt medlemsstaterne til at iværksætte deres egne integrerede nationale strategier for bekæmpelse af fattigdom og til, at de i den forbindelse støtter sig til Kommissionens »henstilling om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet« (1), som i kraft af samspillet mellem de tre indsatsområder (1) passende indkomststøtte, 2) rummelige arbejdsmarkeder og 3) adgang til kvalitetstjenester) i vidt omfang betragtes som den mest vidtspændende og effektive strategi til udryddelse af fattigdom og social udstødelse;

1.10.

retter lyset mod den meget udbredte fattigdom blandt børn i medlemsstaterne og behovet for en omgående gennemførelse af Kommissionens henstilling »Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte« (2), der indgår som en del af den sociale investeringspakke fra 2013, og hvis struktur er meget lig strukturen i henstillingen om aktiv integration med omtrent samme tre indsatsområder, nemlig 1) adgang til passende ressourcer, 2) adgang til prisoverkommelige kvalitetstjenester og 3) børns ret til deltagelse;

1.11.

er alvorligt bekymret over den stadig mere udbredte fattigdom blandt personer i arbejde, som nødvendiggør en kritisk gennemgang af den senere tids beskæftigelsesfremmende reformforanstaltninger i form af liberalisering af forholdene på arbejdsmarkedet;

1.12.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at indlede en særskilt procedure for forbedring af EU's og de nationale statistikker over fattigdom og ulighed, hvilket bør føre til et mere detaljeret sæt fælles indikatorer, der giver relevante oplysninger med henblik på nationale tiltag og EU-tiltag, herunder foranstaltninger vedrørende målene for bæredygtig udvikling og det europæiske semester;

1.13.

gentager sit forslag om indførelse af en passende minimumsindkomst på EU-niveau;

1.14.

beder Kommissionen om at presse på for foranstaltninger på EU-niveau til forebyggelse og bekæmpelse af overdreven gældsætning, især af uansvarlig lån- og kreditgivning og åger;

1.15.

opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at fremlægge forslag til nye retningslinjer for høring af aktører inden for det sociale område, så de får mulighed for at bidrage med struktureret input som led i det europæiske semester på alle stadier af processen, dvs. i forbindelse med tilrettelæggelsen, gennemførelsen og evalueringen;

1.16.

henstiller til medlemsstaterne, at de anvender de EU-fonde, der giver midler til fremme af den sociale inklusion, bedre, og beder Kommissionen om omgående at foretage en høring af medlemsstaterne og aktørerne med henblik på at afgøre, om beslutningen om at øremærke 20 % af Den Europæiske Socialfond (ESF) til fremme af social inklusion og bekæmpelse af fattigdom bliver gennemført i praksis;

1.17.

tilskynder kraftigt Kommissionen til at inkludere principper for mere brugbare og pålidelige sociale standarder og systemer i den bebudede »europæiske søjle for sociale rettigheder« og til at gøre kampen mod fattigdom og social udstødelse til en af de vigtigste komponenter af denne søjle.

2.1.

Det nederlandske rådsformandskab fremhæver behovet for at få udviklingen imod stadig mere udbredt fattigdom i EU til at vende. Som et af redskaberne til at realisere dette ønsker det at tilskynde til udveksling af bedste praksis, især for integrerede fremgangsmåder og samarbejde mellem relevante (offentlige og private) aktører.

2.2.

På trods af at EØSU i sine udtalelser om bekæmpelse af fattigdom har anlagt en synsvinkel, der i højere grad starter fra toppen ud fra en overbevisning om, at det er beslutningstagernes (EU-institutionernes og de nationale regeringers) ansvar at gribe ind over for fattigdommen, bifalder det formandskabets planer om peerevalueringer med henblik på at undersøge tilgange, der starter nedefra, dvs. eksempler på medlemsstaternes anvendelse af partnerskabsbaserede tilgange i bekæmpelsen af fattigdom med inddragelse af flere aktører, herunder den offentlige sektor, arbejdsmarkedets parter, græsrods- og nonprofitorganisationer og den sociale økonomi.

2.3.

EØSU er således fuldstændig enig i, at bekæmpelsen af fattigdom kræver, at der sættes ind på flere niveauer, og at alle aktører skal bidrage, så fattigdommen reduceres mest muligt. Eksemplerne på bedste praksis i denne udtalelse stammer fra flere forskellige europæiske aktører (3).

3.1.

Trods det at den ene alvorlige økonomiske og finansielle krise efter den anden siden 2008 har bidraget til at forøge ustabiliteten og fattigdommen i Den Europæiske Union, har sociale sikringsordninger i de fleste medlemsstater medvirket til at afbøde krisens virkninger. Men den finansielle krise i 2011 markerede et skifte, og de finanspolitiske stramninger begyndte at lægge begrænsninger for de sociale udgifter, hvilket forværrede situationen. Selv Kommissionen erkender i dag, at det ikke er muligt at nå fattigdomsmålet. Efter EØSU's opfattelse er der derfor et presserende behov for at bevæge sig væk fra EU's økonomiske politikker, som fortsat udelukkende er koncentreret om stramninger.

3.2.

Uden social sikring ville næsten halvdelen af europæerne være ramt af fattigdom. Ikke desto mindre er velfærdspolitikkernes tre centrale funktioner — automatisk stabilisering, social sikring og sociale investeringer — blevet svækket som følge af den seneste tids stramme finanspolitik for at overvinde krisen. Det er en situation, der skal ændres.

3.3.

EØSU anerkender desuden, at fattigdom og dårligt helbred hænger uløseligt sammen, og at bekæmpelse af fattigdom derfor skal prioriteres. Det er igen og igen blevet påvist, at sundheden er dårligere i områder, hvor en større andel af befolkningen er fattig sammenlignet med mere velstående områder (4). I Det Forenede Kongerige har man således konstateret, at mænd fra mindre velstående områder dør ca. elleve år tidligere og kvinder syv år tidligere end mere velstillede mænd og kvinder (5).

3.4.

EØSU er overbevist om, at Europa 2020-strategien ville fungere langt bedre, hvis den blev kædet sammen med det europæiske semester. Målet om mindskelse af fattigdommen skal forblive det helt centrale element i strategien, og medlemsstaternes ambitionsniveau bør været meget højere. Summen af de 28 individuelle tilsagn om mindskelse af fattigdommen er ikke på højde med ambitionen for hele EU om, at antallet af fattige i EU skal være mindsket med mindst 20 mio. mennesker i 2020.

3.5.

Mindskelse af fattigdommen er først og fremmest en medlemsstatskompetence. De kunne forbedre deres situation med indbyrdes udveksling af bedste praksis, herunder for integrerede fremgangsmåder og samarbejde med relevante (offentlige og private) aktører for at bekæmpe fattigdommen. Rådet bør opfordre medlemsstaterne til at udarbejde de integrerede strategier, der er nødvendige for at mindske fattigdommen.

3.6.

Særligt blandt personer i arbejde er fattigdommen stigende. Kommissionen bør analysere indvirkningen af den senere tids beskæftigelsesfremmende reformforanstaltninger i form af liberalisering af forholdene på arbejdsmarkedet på den stigende fattigdom blandt personer i arbejde.

3.7.

Sociale konsekvensanalyser bør i hele lovgivningsprocessen spille en vigtig rolle, således at der tages bedre højde for den flerdimensionale karakter af fattigdom og social udstødelse (som ikke blot handler om materiel fattigdom, men også andre forhold, der skaber dårligere sociale og økonomiske betingelser såsom mangel på lige adgang til uddannelse, beskæftigelse, boliger, sundhedsydelser og deltagelse i samfundslivet).

3.8.

Fattigdom er også en global udfordring. FN's mål for bæredygtig udvikling (6), som blev vedtaget i 2015 (først og fremmest mål nr. 1: Udrydde fattigdom i alle dens former overalt) bør tages i betragtning af EU-institutionerne og medlemsstaterne og integreres i deres strategier. 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling (7) bør kædes sammen med Europa 2020-strategien.

3.9.

EØSU er bekendt med Kommissionens snarlige lancering af en »europæisk søjle for sociale rettigheder«, og ifølge Kommissionen vil »konvergens i opadgående retning« mellem medlemsstaterne på det sociale område spille en vigtig rolle under denne »søjle«. EØSU opfordrer Kommissionen til at inkludere principper for mere brugbare og pålidelige sociale standarder og systemer (8) under denne søjle (nærmere bestemt solide sociale standarder for en passende indkomststøtte igennem hele livet, rummelige arbejdsmarkeder og ikkediskriminerende adgang til prisoverkommelige tjenesteydelser af høj kvalitet for alle) og dermed gøre kampen mod fattigdom og social udstødelse til en af de vigtigste komponenter af denne søjle.

4.1.

Kommissionen har været meget aktiv med hensyn til at foreslå udførlige henstillinger, som er blevet anset for meget nyttige i kampen mod fattigdom. Det gælder ikke mindst Kommissionens »henstilling om aktiv integration af mennesker, der er udstødt fra arbejdsmarkedet« og henstillingen »Investering i børn: Hvordan man bryder den onde cirkel for de socialt udsatte«. Hvis Rådet ønsker at fremme en »integreret fremgangsmåde« til bekæmpelse af fattigdom, bør det til en start minde medlemsstaterne om behovet for aktivt at efterleve disse henstillinger.

4.2.

Den sociale investeringspakke (9) fra 2013 er et andet godt initiativ fra Kommissionens side. EØSU har allerede tidligere på det kraftigste opfordret Kommissionen til at følge en meget ambitiøs dagsorden for sociale investeringer og fastholde den i alle faser af det europæiske semester (10). Sociale investeringer er bl.a. politikker, der ruster enkeltpersoner og familier til at modstå de nye sociale risici i et konkurrencepræget vidensamfund med investeringer i den menneskelige kapital helt fra den tidligere barndom snarere end blot at »afhjælpe« skader i kølvandet på en økonomisk eller politisk krise (11). Men trods gevinsterne ved sociale investeringer er det stadig ikke alle medlemsstater, der forfølger en sådan politik. Hvis Rådet ønsker at indsamle bedste praksis i kampen mod fattigdom, kommer det ikke uden om at se på de hidtil opnåede resultater med sociale investeringer og støtte denne type initiativer (12).

4.3.

I nogle medlemsstater kan fattigdommen ikke kommes til livs blot med minimumsindkomstordninger (13). Selv om der siden 2010 er blevet gennemført reformer af minimumsindkomstordningerne i visse medlemsstater (bl.a. i Østrig, Tyskland, Spanien og Portugal) og andre steder bebudet reformer eller iværksat pilotprojekter (bl.a. i Grækenland og Italien), er det ikke nok. EØSU har efterlyst EU-foranstaltninger til støtte for en passende minimumsindkomst i Europa (14) og investeringer i universelle, udstrakte og rimelige sociale sikringssystemer, der kan afværge risici for fattigdom gennem hele livet (15). Rådet bør støtte alle disse foranstaltninger.

4.4.

Hertil kommer, at letsindige og uansvarlige forbrugslån og den manglende forsigtighed ved vurderingen af husholdningers økonomiske formåen, har været årsag til de kraftigt stigende tilfælde af overdreven gældsætning i den seneste tid med krise og restriktive økonomiske politikker. Ca. 70 % af de gældsatte personer i Europa lever således under fattigdomsgrænsen. Selv om nogle af dem er i beskæftigelse, dækker deres løn ikke deres gæld. Denne situation kræver skrappe foranstaltninger og tilbageholdenhed med forbrugslån, navnlig gennem mellemhandlere og ikkefinansielle enheder, som ikke respekterer reglerne og tilskynder til at optage lån til ågerrenter.

5.1.

Som en konsekvens af eurokrisen er der blevet foretaget gennemgribende ændringer af den økonomiske styring i EU. Der er først og fremmest blevet lagt vægt på makroøkonomisk stabilitet og »vækstfremmende reformer«. Indtil nu har der ikke været tilstrækkeligt fokus på social styring. De økonomiske politikker bør imidlertid tage højde for, hvilke konsekvenser de har for kvaliteten af beskæftigelsen og den sociale samhørighed. Desuden ville en social dimension være til gavn for ØMU'en, hvorfor der bør være en bedre balance mellem styringsstrukturerne i Rådet, og samarbejdet mellem Rådet for Økonomi og Finans (Økofin) og Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik (ESPCO) bør udbygges.

5.2.

Beskæftigelsesudvalget (EMCO) og Udvalget for Social Beskyttelse (SPC) bør fortsat spille en aktiv rolle i evalueringen af de nationale reformer som led i det europæiske semester, men bør gradvist begynde at høre de relevante europæiske aktører på EU-niveau.

5.3.

Den sammensatte »fattigdomsindikator«, som er brugt til at definere fattigdom i Europa 2020-strategien, baserer sig på tre separate indikatorer: 1) personer, der trues af fattigdom, 2) personer, der lider alvorlige materielle afsavn og 3) personer, som lever i familier med meget lav arbejdsintensitet. I henhold til denne strategi skal medlemsstaterne fastlægge deres egne nationale mål, som skal medgå til det overordnede mål, med udgangspunkt i de tre nævnte indikatorer og i overensstemmelse med deres nationale prioriteter og forhold. EØSU mener imidlertid, at det har bidraget til forskellene i de nationale tilgange, at det blev overladt til medlemsstaterne selv at vælge mellem de tre indikatorer, og at det derfor meget vel kan være nødvendigt at formulere nye henstillinger.

5.4.

Det Europæiske Antifattigdomsnetværks (EAPN) evaluering af de nationale reformprogrammer for 2015 viser, at 88 % ikke havde fattigdom som en hovedprioritet, og at mindskelse af fattigdommen ikke omtales i nogen af de landespecifikke henstillinger for 2015 (16). EAPN har derfor foreslået, at det europæiske semester fokuserer mere på sociale spørgsmål, startende med de årlige vækstundersøgelser og mundende ud i landespecifikke henstillinger om mindskelse af fattigdommen for alle lande (17). EØSU tilslutter sig dette forslag og henstiller, at de nationale aktører inddrages i udarbejdelsen, gennemførelsen og formidlingen af de landespecifikke henstillinger. For at medlemsstaterne skal kunne lære af hinanden, bør resultaterne af høringerne af relevante aktører på EU- og nationalt niveau helt generelt offentliggøres som led i det europæiske semester.

5.5.

Kommissionen bør indlede en særskilt procedure for forbedring af EU's og de nationale statistikker over fattigdom og ulighed med henblik på en bedre overvågning af dette flerdimensionelle sociale problem. Dette bør føre til et mere præcist sæt fælles indikatorer, der giver relevante oplysninger med henblik på nationale tiltag og EU-tiltag, herunder foranstaltninger vedrørende målene for bæredygtig udvikling og det europæiske semester.

5.6.

Sociale konsekvensanalyser kan bidrage til at påvise fattigdomsrelaterede risici ved foranstaltninger inden for en række relevante reformområder, f.eks. finanspolitisk konsolidering, forvaltning af den offentlige gæld, beskatning, arbejdsmarked, regulering af de finansielle markeder, offentlige tjenesteydelser og offentlige investeringer. Der bør især gennemføres rettidige sociale konsekvensanalyser inden for rammerne af det europæiske semester i tæt samråd med arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og relevante eksperter i medlemsstaterne og på EU-plan.

5.7.

Europa 2020-målet om fattigdomsbekæmpelse bør tages fuldt ud i betragtning under det europæiske semester, og dette spørgsmål bør behandles systematisk i hele processen via 1) specifikke fattigdomsbekæmpende foranstaltninger, 2) sammenlignelige indikatorer for fattigdom og for politikkernes effektivitet og 3) obligatoriske sociale konsekvensanalyser af alle reformdagsordener foreslået i nationale reformprogrammer og landespecifikke henstillinger.

5.8.

Medlemsstaterne bør udarbejde og gennemføre vidtspændende integrerede nationale strategier for bekæmpelse af fattigdom, social udstødelse og diskrimination. Strategierne bør omhandle følgende områder: tilstrækkelig indkomststøtte, rummelige arbejdsmarkeder, kvalitetsbeskæftigelse, lige adgang til prisoverkommelige tjenesteydelser af høj kvalitet, bedre anvendelse af EU's strukturfonde, økonomisk og social integration af migranter, bekæmpelse af diskrimination og partnerskaber med arbejdsmarkedets parter og relevante ikkestatslige aktører.

5.9.

Det er herudover nødvendigt at bekæmpe overdreven gældsætning ved at indføre ansvarlige långivningspolitikker (strenge regler for mellemhandlere og for udstedelse af kreditkort, forbud mod aggressiv reklame, forbud mod åger, forbud mod tvangsovertagelse af boliger og andre grundlæggende goder), styrke mæglingsbestræbelserne ved konfliktløsning, yde støtte til gældsatte (ny chance, »new start policy«) og ved at sikre forbedret oplysning, uddannelse og forebyggelse af overdreven gældsætning.

5.10.

Medlemsstaterne skal anvende EU's strukturfondsmidler til at fremme den sociale inklusion af alle. Især bør Kommissionen hurtigst muligt forhøre sig hos medlemsstaterne og aktørerne om, hvorvidt Rådets beslutning om at øremærke 20 % af Den Europæiske Socialfond (ESF) til fremme af social inklusion og bekæmpelse af fattigdom (18) efterleves.

6.1.

Et af Europa 2020-strategiens flagskibsinitiativer, den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse, blev etableret som en bred foranstaltning omfattende en lang række forskellige politikker, der skulle medvirke til at nå EU-målet for fattigdom (19). Den skulle have udgjort grundlaget for et fælles engagement fra de nationale regeringers, EU-institutionernes og vigtige aktørers side i at bekæmpe fattigdom og social udstødelse, men indtil videre har den blot være en platform for diskussion og ikke produceret konkrete resultater i retning mod at nå fattigdomsmålet. Rådet og Kommissionen bør gøre sig overvejelser om, hvordan det bliver en platform, der fremmer god praksis i kampen mod fattigdom, og hvordan det sikres, at der skabes en direkte sammenhæng til de vigtigste EU-processer: det europæiske semester og Europa 2020-strategien.

6.2.

EØSU gør opmærksom på betragtning 16 i de tidligere integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse, hvori det hed, at Europa 2020-strategien »bør alt efter omstændighederne gennemføres, overvåges og evalueres i partnerskab med alle nationale, regionale og lokale myndigheder i tæt samarbejde med parlamenter, arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civilsamfundet« (20). Dette uddrag understreger, at der er behov for forbedringer af den måde, hvorpå europæiske og nationale aktører høres under tilrettelæggelses-, gennemførelses- og evalueringsfasen af det europæiske semester.

6.3.

Det blev i EAPN's analyse fremhævet, at EU-institutionerne ikke i meningsfuldt omfang inddrager relevante (offentlige og private) aktører, såsom arbejdsmarkedets parter, NGO'er og andre, i semesterets tilrettelæggelse og gennemførelse. En virkelig inddragelse af civilsamfundet i alle faser af semesterprocessen kræver, at Kommissionen omgående fremlægger forslag til nye retningslinjer for deltagelse og noterer fremskridtene i landerapporterne og andre overvågningsdokumenter.

6.4.

Ligeledes er der behov for at få dem, der oplever fattigdom, i tale for at lytte til, hvad de har at sige, og imødegå, at især de unge i stort tal distancerer sig fra EU. EAPN's årlige møder for personer med førstehåndserfaringer med fattigdom er et eksempel på god praksis. EØSU opfordrer Kommissionen til at sikre, at disse møder fortsat støttes med økonomiske midler og integreres i høringsprocessen under det europæiske semester om fremskridt i retning mod at nå fattigdomsmålet. Disse møder bør desuden også finde sted på nationalt niveau.

7.1.

EØSU tilslutter sig det nederlandske formandskabs planer om at arrangere peerevalueringer af bedste praksis for bekæmpelse af fattigdom på flere niveauer, men gør opmærksom på, at kommuner ikke kan være ene om at skulle fremlægge sådanne eksempler. Efter EØSU's opfattelse kan regionale og lokale initiativer ikke erstatte det centrale niveaus ansvar og garantier. Regeringer og offentlige og private aktører er nødt til at indgå et systematisk og struktureret samarbejde, hvis de ønsker at nå målet om at mindske fattigdommen.

7.2.

EØSU ønsker at påpege, at ansvaret vedrørende mange forhold på det sociale område i for eksempel Nederlandene er blevet flyttet over på kommunerne. Det er muligt, at det er omkostningseffektivt at koncentrere mange forskellige opgaver på kommunalt plan, og at det gør det muligt at udvikle skræddersyede løsninger, som opfylder modtagernes behov, men som det nævnes i de landespecifikke henstillinger for Nederlandene, indebærer det en risiko for, at der bliver skåret i midlerne, hvilket må undgås. Decentraliseringen af initiativer er ikke forenelig med besparelser på de kommunale budgetter.

7.3.

EØSU mener derfor, at den bedste praksis, der helt sikkert findes på regionalt og lokalt niveau, ikke kan og må stå alene. Der er brug for nationale strategier, de kan støtte sig på.

7.4.

EØSU mener endvidere, at der ved udvælgelsen af, hvilken bedste praksis der skal fremmes, bør være fokus på evidensbaserede tilgange (f.eks. spørgsmål som 1) Virker dette initiativ i praksis? 2) Kan det eksporteres?) og på at tilskynde til forbindelser mellem relevante aktører. Der skal også etableres en egentlig ramme for udveksling af bedste praksis.

7.5.

Denne praksis tydeliggør, at der er behov for at udforme effektive socialpolitikker til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, for at omlægge de sociale tjenester, foretage en revision af socialarbejdernes fremgangsmåder, så de tilpasses behovene hos de personer, der lever i fattigdom. Endvidere er der behov for at tilskynde sociale aktører til at udnytte deres faglige erfaringer til at bidrage til fastlæggelse af socialpolitikkerne og for at indrømme rettigheder til personer, som hjælper fattigdomsramte med at blive integreret i samfundet og forbedre deres sociale situation.