19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/56

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om Syrien, navnlig dem af 16. februar 2012 (1), 13. september 2012 (2), 23. maj 2013 (3) og 12. september 2013 (4) om flygtninge på flugt fra væbnede konflikter,

—

der henviser til Rådets (udenrigsanliggender) konklusioner om Syrien af 23. januar, 18. februar, 11. marts, 22. april, 27. maj, 24. juni, 9. juli og 22. juli 2013, der henviser til Det Europæiske Råds konklusioner om Syrien af 8. februar 2013,

—

der henviser til erklæringerne fra næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton, af 21. august 2013 om de seneste rapporter om brugen af kemiske våben i Damaskus, af 23. august 2013 om betydningen af hurtigt at finde en politisk løsning på konflikten i Syrien (der afspejler den holdning med hensyn til Syrien, som EU opnåede enighed om den 7. september 2013), af 10. september 2013 om forslaget om at placere Syriens kemiske våben under international kontrol og af 14. september 2013 efter aftalen mellem USA og Rusland om kemiske våben i Syrien samt til erklæringerne fra næstformanden/den højtstående repræsentant under Parlamentets plenarmøde den 11. september 2013,

—

der henviser til erklæringerne fra kommissæren for internationalt samarbejde, humanitær bistand og krisestyring, Kristalina Georgieva, om syriske flygtninge og EU’s reaktion, navnlig hendes erklæring af 3. september 2013 om de seneste tal vedrørende flygtninge, der flygter fra konflikten i Syrien, og til ECHO's (Generaldirektoratet for Humanitær Bistand og Civilbeskyttelse) situationsrapporter og faktablade om Syrien,

—

der henviser til de bemærkninger, der blev fremsat af FN’s Højkommissær for Flygtninge, António Guterres, på Rådets (retlige og indre anliggender) uformelle møde den 18. juli 2013 i Vilnius (5),

—

der henviser til Sikkerhedsrådets briefinger om Syrien, som er blevet givet af FN's undergeneralsekretær for humanitære anliggender og nødhjælpskoordinator, Valerie Amos, især briefingen af 18. april 2013,

—

der henviser til den fælles erklæring fra ministermødet for Syriens nabolande, som blev arrangeret af FN's Højkommissær for Flygtninge den 4. september 2013,

—

der henviser til FN's Menneskerettighedsråds resolutioner om Syrien,

—

der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder,

—

der henviser til verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948,

—

der henviser til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, konventionen om barnets rettigheder og den valgfri protokol hertil om inddragelse af børn i væbnede konflikter og konventionen om forebyggelse af og straf for folkedrab, som alle er blevet tiltrådt af Syrien,

—

der henviser til artikel 78, 79 og 80 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Genève-konventionerne fra 1949 og tillægsprotokollerne til dem,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 110, stk. 2,

A.

der henviser til, at FN's Højkommissær for Flygtninge indtil den 20. september 2013 havde registreret i alt 1 929 227 syriske flygtning i nabolandene og i Nordafrika; der henviser til, at det samlede antal flygtninge, herunder uregistrerede flygtninge, vurderes til 2 102 582 personer; der henviser til, at 76 % af Syriens flygtningebefolkning ifølge de samme kilder udgøres af kvinder og børn; der henviser til, at 410 000 syriske flygtningebørn er i den skolepligtige alder (mellem 5 og 11 år); der henviser til, at antallet af internt fordrevne ifølge FN’s Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) pr. 9. september 2013 beløb sig til 4 250 000 personer;

B.

der henviser til, at antallet af flygtninge (herunder de, der venter på at blive registreret) i modtagerlandene pr. 20. september 2013 ifølge UNHCR var følgende: Tyrkiet — 492 687; Libanon — 748 608; Jordan — 531 768; Irak — 190 857; Egypten — 124 373; Marokko, Algeriet og Libyen — 14 289 (registrerede); der henviser til, at tusindvis af syrere dagligt flygter til nabolandene, og at FN's regionale beredskabsplan for Syrien regner med et samlet antal på 3,5 mio. flygtninge fra Syrien ved udgangen af 2013;

C.

der henviser til, at syriske asylansøgninger til EU er fortsat med at stige i 2013 med samlet 52 037 asylansøgninger til EU og dens nærmeste naboer (Schweiz og Norge) siden konfliktens begyndelse;

D.

der henviser til, at inden for EU-28 har Tyskland (14 842) og Sverige (14 083) modtaget 59 % af de ansøgninger, der er blevet indgivet; der henviser til, at selv om andre lande har oplevet betydelige stigninger i antallet af ansøgninger, er der kun en medlemsstat, som har modtaget mere end 2 000 ansøgninger (Det Forenede Britiske Kongerige med 2 634 ansøgninger);

E.

der henviser til, at der er mangel på fuldt ud nøjagtige og pålidelige oplysninger om det samlede antal syrere, der kommer til Europa, og på oplysninger om antallet af personer, der søger asyl i europæiske lande, samt om det samlede antal personer; der henviser til, at der trods disse mangler og det forhold, at statistikker og oplysninger om behandlingspraksisser med hensyn til asylansøgninger til EU’s medlemsstater indeholder mangler, ifølge UNHCR er indikationer på, at der fortsat er mangler i beskyttelsen af syrere i Unionen;

F.

der henviser til, at den syriske flygtningekrise udgør den første test for det for nylig reviderede fælles europæiske asylsystem;

G.

der henviser til, EU-lovgivningen allerede har stillet nogle værktøjer til rådighed, såsom visumkodeksen (6) og Schengen-grænsekodeksen (7), der gør det muligt at give humanitære visa;

H.

der henviser til, at medlemsstaterne bør opfordres til at gøre brug af de midler, som vil blive stillet til rådighed af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og af de tilgængelige fonde under den forberedende foranstaltning »Muliggørelse af genbosættelse for flygtninge i krisesituationer«, som blandt andet dækker de følgende foranstaltninger: at støtte personer, som allerede er anerkendt som flygtninge af UNHCR, at yde støtte til nødforanstaltninger i tilfælde af, at grupper af flygtninge, der er udpeget som prioriteter, og som udsættes for væbnede angreb eller befinder sig under sammentræffende omstændigheder, der gør dem ekstremt sårbare eller har en livstruende karakter, at yde supplerende finansiel støtte, hvor det er påkrævet, i forbindelse med krisesituationer til UNHCR og dets forbindelsesorganisationer i medlemsstaterne og på EU-niveau;

I.

i betragtning af det seneste drama, som har forårsaget døden for 130 migranter og hundredvis af andre migranters forsvinden nær Lampedusa den 3. oktober 2013, og i betragtning af de titusindvis af migranter, der har mistet livet under forsøget på at komme ind i EU, mindes der på ny om nødvendigheden af at gøre sit yderste for at redde personer, der befinder sig i livsfare, og om nødvendigheden af, at medlemsstaterne overholder deres internationale forpligtelser, hvad angår redningsaktioner til søs;

1.

er meget bekymret over den vedvarende humanitære krise i Syrien og det pres, den lægger på nabolandene; udtrykker bekymring over, at udvandringen af flygtninge fortsætter med at accelerere uden tegn på, at udstrømningen stopper foreløbig;

2.

bifalder myndighedernes indsats og solidaritet i disse lande og deres befolknings generøsitet med hensyn til at bistå flygtninge fra Syrien;

3.

glæder sig over, at Syriens nabolande har ført en åben dør-politik, og opfordrer dem indtrængende til at holde deres grænser åbne for alle flygtninge, der flygter fra Syrien;

4.

udtrykker bekymring over, at et stigende antal syrere sætter deres liv på spil ved at begive sig på farlige bådoverfarter over Middelhavet til EU;

5.

glæder sig over, at EU og dens medlemsstater hat bevilget mere end 1 mia. EUR i humanitær og ikke-humanitær bistand til syrere i og uden for Syrien; noterer sig, at EU er den største humanitære donor i forbindelse med den syriske krise; opfordrer ligeledes EU til at føre tilsyn med fordelingen af disse midler;

6.

opfordrer EU til at fortsætte med den generøse finansiering af humanitære og ikke-humanitære indsatser som reaktion på behovene for det syriske folk og syriske flygtninge i nabolandene;

7.

opfordrer medlemsstaterne til at tage hånd om presserende behov for genbosættelse, der strækker sig ud over de eksisterende nationale kvoter, og behov for humanitær opholdstilladelse; opfordrer medlemsstaterne til at udnytte de midler, der endnu er disponible i forbindelse med den forberedende foranstaltning/pilotprojektet om genbosættelse;

8.

opfordrer det internationale samfund, EU og medlemsstaterne til fortsat at yde støtte som reaktion på denne ekstraordinære humanitære krise og at forpligte sig til at yde effektiv bistand til Syriens nabolande;

9.

opfordrer EU til at sammenkalde til en humanitær konference om flygtningekrisen i Syrien med særlig vægt på foranstaltninger, der rettes mod værtslandene i den region (navnlig Libanon, Jordan, Tyrkiet og Irak) med henblik på at støtte dem i deres indsats med at optage støt stigende flygtningebefolkninger og bevare en åben dør-politik; påpeger, at en sådan konference bør inkludere alle EU-institutioner og civilsamfundsorganisationer og rette fokus mod humanitær indsats og mod at styrke EU's rolle og inddragelse i de diplomatiske bestræbelser på at sætte en stopper for konflikten i Syrien;

10.

understreger betydningen af konkret at undersøge på dette trin, hvorvidt, hvordan og hvornår medlemsstater kan gøre en ekstra indsats for at styrke deres beskyttelsesindsats over for Syrien; peger på behovet for solidaritet og for proaktivt at styrke den samlede beskyttelsesindsats i EU gennem forbedret samarbejde, udveksling af oplysninger, kapacitetsopbygning og politisk dialog;

11.

bifalder den generelle enighed blandt medlemsstaterne om, at syriske statsborgere ikke bør sendes tilbage til Syrien; påpeger imidlertid, at der er behov for en mere sammenhængende indsats og mere solidaritet over for medlemsstater, der er udsat for et særligt pres, i modtagelsen af flygtninge fra Syrien; anmoder medlemsstaterne om at sikre, at alle bestemmelser, der er knyttet til de forskellige instrumenter i det fælles europæiske asylsystem, gennemføres korrekt;

12.

henstiller til medlemsstaterne at undersøge al gældende EU-lovgivning og tilknyttede procedurer for sikker indrejse i EU med henblik på at give syrere, der er flygtet fra deres land, midlertidig opholdstilladelse; bemærker, at lovlig indrejse i EU foretrækkes frem for en farligere ulovlig indrejse, som kan medføre fare for menneskehandel; bemærker, at visse medlemsstater har givet syrere enten permanent opholdstilladelse (f.eks. Sverige) eller midlertidig opholdstilladelse (f.eks. Tyskland);

13.

minder medlemsstaterne om, at syrere, der flygter fra konflikten og søger international beskyttelse, bør henvises til de kompetente nationale asylmyndigheder og have adgang til retfærdige og effektive asylprocedurer;

14.

opfordrer EU til at træffe passende, ansvarlige foranstaltninger i forbindelse med en eventuel indstrømning af flygtninge til dens medlemsstater; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om fortsat at føre tilsyn med den nuværende situation og arbejde med beredskabsplanlægning, herunder muligheden for at anvende direktivet om midlertidig beskyttelse (8), hvis og når betingelserne kræver det;

15.

minder om medlemsstaternes forpligtelse til at redde migranter på havet, og kræver, at de medlemsstater, som ikke har overholdt deres internationale forpligtelser, undlader at tilbagesende både med migranter om bord;

16.

henstiller til medlemsstaterne at overholde princippet om non-refoulement i overensstemmelse med gældende international og EU-lovgivning; anmoder medlemsstaterne om øjeblikkeligt at indstille enhver praksis med uretmæssig og langvarig tilbageholdelse, som strider imod international og europæisk lovgivning, og minder på ny om, at foranstaltninger til tilbageholdelse af migranter altid bør ledsages af en administrativ afgørelse og skal være behørigt begrundet og for et forudbestemt tidsrum;

17.

anmoder sine relevante udvalg om fortsat at føre tilsyn med situationen i Syrien og nabolandene og de trufne foranstaltninger fra medlemsstaternes side i denne henseende;

18.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, næstformanden i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, parlamenterne og regeringerne i medlemsstaterne, FN's generalsekretær, FN's Højkommissær for Flygtninge, Den Arabiske Ligas generalsekretær, Syriens parlament og regering og parlamenterne og regeringerne i nabolandene til Syrien samt alle parter, der er omfattet af konflikten i Syrien.