Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013AR5880

Regionsudvalgets udtalelse — Forslag til en forordning om ændring af forordningen om overførsel af affald

EUT C 126 af 26.4.2014, pp. 42–47 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/42


Regionsudvalgets udtalelse — Forslag til en forordning om ændring af forordningen om overførsel af affald

2014/C 126/11

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

Regionsudvalget

Generelle bemærkninger

1.

mener, at affaldsoverførsler er et af de områder af affaldslovgivningen, hvor der er størst behov for en mere effektiv håndhævelse. I nogle medlemsstater foretages der en tilstrækkelig kontrol med affaldsoverførslerne. I andre lande er dette imidlertid ikke tilfældet, og resultatet er »port hopping«. Der foreligger klare beviser for, at der sker ulovlige overførsler af affald, som er i direkte modstrid med Basel-konvention og EU's forordning om overførsel af affald. Navnlig forekommer der eksport af farligt affald (såsom affald af elektrisk og elektronisk udstyr, såkaldt WEEE) til lande uden for OECD under påskud af, at affaldet er beregnet til genbrug, og eksport til udviklingslande af ikke-farligt affald, der bortskaffes eller behandles på en måde, som ikke er miljømæssigt forsvarlig;

2.

noterer sig, at fælles inspektioner, der blev gennemført af IMPEL-tfs (1) i samarbejde med 22 medlemsstater, fandt, at der ud af 3 454 affaldsoverførsler var sket overtrædelser i 863 tilfælde, dvs. en andel af overtrædelser på 25 %;

3.

understreger, at en effektiv håndhævelse af forordningen om overførsel af affald vil bidrage til:

økonomiske gevinster som følge af sparede omkostninger til oprensning og tilbageførsel

lige vilkår inden for EU og på globalt plan med høje standarder for genanvendelse

forebyggelse af alvorlige konsekvenser for miljø og sundhed som følge af dumpning af ulovlige affaldsoverførsler eller behandling på mangelfulde anlæg i bestemmelseslandene

fremme af høj kvalitet i forbindelse med sortering og genanvendelse internt i EU, også af farligt affald. Dermed bidrages der til målene i EU's initiativ vedrørende ressourceeffektivitet og til økonomisk vækst og jobskabelse i sektoren for affaldshåndtering i EU

modvirkning af den ulovlige eksport af værdifulde sekundære råmaterialer, som strider imod målene i EU's råstofinitiativ

sikring af, at EU's kvantitative mål for indsamling, nyttiggørelse og genanvendelse (f.eks. i direktiverne om WEEE, udrangerede køretøjer, emballage og batterier) opfyldes;

4.

ser det som en fordel, at der foretages kontroller i de tidligere led hos affaldsproducenter og affaldsindsamlere med henblik på at lette presset på havnene;

5.

opfordrer til et stærkt og aktivt samarbejde med affaldshåndteringssektoren og ressourceforvaltningsindustrien, eftersom en begrænsning af de ulovlige overførsler også er en fordel for behandlingsvirksomheder i EU, som anvender miljømæssigt forsvarlige metoder;

6.

bemærker resultatet af den offentlige høring om de foreslåede ændringer, hvor 90 % af de berørte aktører udtrykte støtte til lovgivningsmæssige tiltag fra EU's side for så vidt angår affaldsoverførsler.

Planlægning af inspektioner af affaldsoverførsler

7.

Regionsudvalget bifalder det foreslåede krav om, at der planlægges inspektioner af affaldsoverførsler, og at disse underkastes en definition af planernes indhold, som skal gælde for hele EU, med henblik på at sikre regelmæssig og sammenhængende planlægning af inspektioner i alle medlemsstater. En hensigtsmæssig planlægning af inspektionerne vil hjælpe myndighederne til at øge deres kapacitet til at gennemføre effektive inspektioner;

8.

konstaterer, at utilstrækkelig håndhævelse i én medlemsstat kan føre til en større arbejdsbyrde og øgede omkostninger i en anden medlemsstat. Medlemsstaterne har derfor en fælles interesse i at udvikle harmoniserede inspektionsprocedurer og forbedre samarbejdet og udvekslingen af oplysninger på tværs af grænserne;

9.

minder om, at inspektionsplaner er et centralt element i IMPEL's vejledning om inspektion af affaldsoverførsler (2), men allokering af personale til planlægning af inspektioner bør ikke betyde, at der bliver færre ansatte til rådighed for selve gennemførelsen af inspektionerne;

10.

støtter forslaget om, at inspektionsplanerne skal dække hele den pågældende medlemsstats område, men foreslår en supplerende tekst, således at dette også kan ske på regionalt niveau;

11.

opfordrer til, at planerne også kommer til at omfatte kvantificerbare mål i tråd med eksisterende bedste praksis, hvilket sikrer, at indsatsen kan evalueres af beslutningstagerne;

12.

støtter i høj grad bestemmelsen om, at inspektionsplanerne skal omfatte en risikovurdering, der dækker specifikke affaldsstrømme og kilder til ulovlige overførsler, under anvendelse af efterforskningsbaserede data fra politimyndighederne. Udvalget opfordrer endvidere de kompetente myndigheder til at følge IMPEL's anbefalinger i denne henseende med henblik på at foretage en bedre prioritering af de begrænsede ressourcer til inspektioner;

13.

mener, at også transport ad de indre vandveje som anbefalet af IMPEL skal indgå i inspektionsplanerne.

14.

opfordrer Kommissionen til at etablere en konverteringstabel mellem toldkoder og affaldskoder, således at de internationale toldkoder, der anvendes af toldmyndighederne, kan bruges til at udvælge højrisikooverførsler til inspektion.

Offentliggørelse af inspektionsplanerne

15.

Regionsudvalget deler Rådets bekymring (3) for, at offentliggørelse af inspektionsplanerne kan være til gavn for dem, der er involveret i ulovlige affaldsoverførsler. Udvalget mener derfor, at inspektionsplanerne bør offentliggøres på et strategisk, men ikke på et operationelt niveau;

16.

erkender, at de lokale og regionale myndigheder har pligt til at drage omsorg for borgerne og sikre, at de materialer, der deponeres hos dem med henblik på genbrug, genanvendelse eller bortskaffelse, behandles på en måde, som respekterer miljøet og menneskers sundhed. Borgernes aktive samarbejde i forhold til genanvendelses- og affaldsordninger påvirkes negativt, hvis de får kendskab til, at ulovligt overført affald undergår en miljøskadelig behandling;

17.

opfordrer derfor til, at der udsendes en årlig rapport om udførte inspektioner, resultaterne af disse inspektioner og eventuelle sanktioner som følge heraf.

Omvendt bevisbyrde

18.

Regionsudvalget bifalder forslaget om at kræve, at den person, der har ansvaret for overførslen, fremlægger bevis for, at den genstand, der angiveligt eksporteres til genbrug, er i fuld funktionsduelig stand. Dette gælder elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) (snarere end WEEE) og biler (snarere end udrangerede køretøjer). At bevisbyrden således vendes om, vil hjælpe inspektionsmyndighederne til at identificere ulovlig eksport af ikke-funktionsdygtige produkter, dvs. affald, som ellers ville blive sendt til mangelfuld genanvendelse eller behandling uden for EU. Sådanne produkter bør behandles på et europæisk anlæg, så man undgår spild af værdifulde råstoffer samt beskytter miljøet i tredjelande tillige med borgernes sundhed i disse lande;

19.

bifalder forslaget om, at den kompetente myndighed i tilfælde af en overførsel bestemt til nyttiggørelse, hvor der er mistanke om at overførslen er ulovlig, kan kræve, at den person, der har ansvaret for overførslen, fremlægger oplysninger om, hvilke behandlingsmetoder, teknologier og standarder der vil blive anvendt i bestemmelseslandet. Udvalget mener endvidere, at dette princip bør indføres for alle relevante overførsler, der falder ind under forordningen om overførsel af affald, og at det endelige bestemmelsessted for alt affald, der skal genanvendes, bør offentliggøres, således at såvel gennemsigtigheden som offentlighedens tillid til affalds- og værdikæden øges.

Elektronisk dataudveksling

20.

Regionsudvalget støtter udviklingen af en elektronisk dataudveksling, hvorigennem der kan tilvejebringes en sikker database for elektronisk anmeldelse af overførsler, som omfatter leverandøren, transportøren, mellemmænd og materialets endelige bestemmelsessted, og understreger vigtigheden af en bred høring af de lokale og regionale myndigheder og andre berørte aktører i forbindelse med oprettelsen af denne database;

21.

fastholder, at en sådan databank bør være tilgængelig for alle de relevante offentlige myndigheder (miljøtilsyn, toldmyndigheder, politi) og omfatte resultaterne af inspektionerne med henblik på at bistå myndighederne med at målrette deres inspektioner;

22.

konstaterer, at der allerede er fire lande, som anvender elektronisk dataudveksling i forbindelse med anmeldelser af affaldsoverførsler (4), og at det skønnes, at hvis en sådan dataudveksling blev anvendt i hele EU, ville virksomhederne kunne spare over 40 millioner EUR i administrative byrder om året (5). Gruppen på højt plan vedrørende administrative byrder har da også opfordret til, at alle medlemslande gør brug af elektronisk dataudveksling.

Andre spørgsmål

23.

Regionsudvalget gentager, at det vil være en afgørende supplerende foranstaltning til ændringen af forordningen om overførsel af affald, at man styrker IMPEL yderligere og sikrer IMPEL en tilstrækkelig omfattende økonomisk støtte på langt sigt. Derigennem kan IMPEL foretage mere systematiske peer review-inspektioner og fortsætte sit arbejde med at identificere og udbrede bedste praksis med en udvidelse heraf til det regionale og lokale niveau (6);

24.

gentager ligeledes sin opfordring til Kommissionen om at indføre en generel EU-ramme for miljøinspektioner og -overvågning — som også giver Kommissionen inspektionsbeføjelser — med henblik på at støtte de lokale og regionale myndigheder i deres arbejde med at gennemføre EU's miljølovgivning, mindske den illoyale konkurrence, der bunder i forskellige eller manglende inspektionsordninger, og sikre lige vilkår i forbindelse med retssager (7).

Nærhed, proportionalitet og bedre regulering

25.

Regionsudvalget minder om, at miljøpolitik er et område, hvor der er delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne, og at nærhedsprincippet derfor finder anvendelse;

26.

påpeger, at overførsler af affald er internationale, og hvis ikke alle medlemsstater gennemfører og håndhæver lovgivningen på samme måde, vil der ikke være lige vilkår, ligesom der ikke vil blive taget hånd om risiciene for menneskers sundhed og miljøet. Udvalget mener derfor, at der er behov for en indsats på EU-plan;

27.

understreger, at der i forbindelse med gennemførelsen af den elektroniske dataudveksling ved en delegeret retsakt fra Kommissionen bør tages fuldt hensyn til konsekvenserne for de lokale og regionale myndigheder. Derfor må der gennemføres en direkte høring af de lokale og regionale myndigheder eller deres repræsentanter, inden der fremsættes forslag til delegerede retsakter.

II.   FORSLAG TIL ÆNDRINGER

Ændringsforslag 1

COM(2013) 516 final, artikel 1, stk. 2 — Forordning (EF) nr. 1013/2006, artikel 26, nyt stk. 5

Begrundelse

Der bør foretages relevante høringer af de kompetente lokale og regionale myndigheder, herunder på ekspertniveau. Der findes allerede en kvikskranke for toldangivelser og et enstrenget system for søfart. Dataene skal være tilgængelige for alle relevante instanser, herunder politi, told, inspektions- og havnemyndigheder.

Ændringsforslag 2

COM(2013) 516 final, artikel 1, stk. 3, litra b) — Forordning (EF) nr. 1013/2006, artikel 50, indsættelse af et stk. 2a

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Medlemsstaterne sikrer, at deres kompetente myndigheder udarbejder planer for inspektioner med henblik på at kontrollere overholdelsen af denne forordning. Planerne skal dække hele den pågældende medlemsstats område og omfatte alle inspektioner af affaldsoverførsler, der udføres i henhold til stk. 2, herunder inspektioner af anlæg og virksomheder, vej- og jernbanetransporter og forsendelser fra havne. Disse planer skal omfatte følgende:

Medlemsstaterne sikrer, at deres kompetente myndigheder udarbejder planer for inspektioner med henblik på at kontrollere overholdelsen af denne forordning. Planerne skal dække hele den pågældende medlemsstats område på de relevante niveauer — idet det sikres, at planerne koordineres, hvis der er tale om flere inspektionsplaner - og omfatte alle inspektioner af affaldsoverførsler, der udføres i henhold til stk. 2, herunder inspektioner af anlæg og virksomheder, vej- og jernbanetransporter og forsendelser fra havne. Disse planer skal omfatte følgende:

(a)

strategi og målsætninger for inspektioner af affaldsoverførsler med angivelse af de nødvendige menneskelige, finansielle og andre ressourcer

a)

strategi og målsætninger med kvantificerbare mål for inspektioner af affaldsoverførsler med angivelse af de nødvendige menneskelige, finansielle og andre ressourcer

(b)

en risikovurdering, der dækker specifikke affaldsstrømme og kilder til ulovlige overførsler, og som tager hensyn til efterforskningsbaserede oplysninger som f.eks. politiefterforskninger og analyser af kriminelle aktiviteter.

b)

en risikovurdering, der dækker specifikke affaldsstrømme og kilder til ulovlige overførsler, og som tager hensyn til efterforskningsbaserede oplysninger som f.eks. politiefterforskninger og analyser af kriminelle aktiviteter.

(c)

prioriteringer og en beskrivelse af, hvordan disse prioriteringer er blevet foretaget på grundlag af strategier, målsætninger og risikovurdering

c)

prioriteringer og en beskrivelse af, hvordan disse prioriteringer er blevet foretaget på grundlag af strategier, målsætninger og risikovurdering

(d)

oplysninger om antal og typer af planlagte inspektioner af affaldsanlæg, vej- og jernbanetransporter og forsendelser fra havne

d)

oplysninger om antal og typer af planlagte inspektioner af affaldsanlæg, vej-, luft-, vandvejs- og jernbanetransporter og forsendelser fra havne baseret på risikovurderinger og prioriteringer

(e)

fordelingen af opgaver mellem de myndigheder, der er involveret i inspektioner af affaldsoverførsler

e)

fordelingen af opgaver mellem de myndigheder, der er involveret i inspektioner af affaldsoverførsler

(f)

samarbejdsmetoder for myndigheder, der er involveret i inspektioner

f)

faktiske og effektive samarbejdsmetoder for myndigheder, der er involveret i inspektioner

(g)

en vurdering af behovet for uddannelse af kontrollører på det tekniske eller juridiske område med hensyn til affaldshåndtering og affaldsoverførsler og bestemmelser om regelmæssige uddannelsesprogrammer.

g)

en vurdering af behovet for uddannelse af kontrollører på det tekniske eller juridiske område med hensyn til affaldshåndtering og affaldsoverførsler og bestemmelser om regelmæssige uddannelsesprogrammer.

 

h)

en strategi vedrørende kommunikation og til fremme af overholdelse, der inddrager de regulerede aktører og den brede offentlighed

(i)

information om, hvordan de regulerede aktører og den brede offentlighed kan indberette uregelmæssigheder til et agentur, der er udpeget til formålet (whistleblowing).

Planerne revideres som minimum årligt og opdateres ved behov. Ved revisionen skal det evalueres, hvorvidt målsætningerne og andre elementer i planerne er blevet gennemført.

Planerne revideres som minimum årligt og opdateres ved behov. Ved revisionen skal det evalueres, hvorvidt målsætningerne og andre elementer i planerne er blevet gennemført.

Planerne stilles til rådighed for offentligheden af den kompetente myndighed i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger (8).

En strategisk oversigt over p Planerne stilles til stadighed til rådighed for offentligheden, herunder elektronisk, af den kompetente myndighed i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til miljøoplysninger (9).

Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om resultatet af de inspektioner, der er blevet gennemført i henhold til planerne i denne artikel, eventuelle afhjælpende foranstaltninger, som de relevante myndigheder har iværksat som opfølgning på disse inspektioner, navnene på operatører, der har været involveret i ulovlige overførsler, og idømte sanktioner til stadighed er tilgængelige for offentligheden, herunder elektronisk.

Begrundelse

I nogle medlemsstater er det de enkelte regioner, som har ansvaret for at fastlægge deres egne inspektionsplaner. Disse bør koordineres, således at hele det geografiske område er dækket. Anvendelse af kvantificerbare mål vil være i tråd med eksisterende bedste praksis i medlemsstaterne og bidrage til at sikre, at inspektionsplanernes effektivitet kan evalueres af beslutningstagerne. De indre vandveje og luftruter bør også indgå i forslaget, da transport af affald tillige sker via disse. Affalds- og genanvendelsesindustrien samt den brede offentlighed har en rolle at spille med hensyn til overholdelsen af reglerne for overførsel af affald, og de bør have mulighed for at indberette uregelmæssigheder til et relevant agentur uden frygt for chikane eller repressalier, da dette er i almenvellets interesse. Det bør eksplicit fastslås, at antallet og karakteren af inspektioner skal baseres på den risikovurdering og de prioriteringer, der nævnes i punkt b) og c). Det er nødvendigt at offentliggøre resultaterne af inspektionerne for at vise, at forordningen er blevet gennemført, og for at opretholde offentlighedens tillid til affaldshåndteringen. Der bør udelukkende offentliggøres en strategisk oversigt over planerne, da mere detaljerede oplysninger kan risikere at gavne dem, der forsøger at undgå inspektion af overførslerne.

Ændringsforslag 3

Forordning (EF) nr. 1013/2006, artikel 50, stk. 5

Kommissionens forslag

Regionsudvalgets ændringsforslag

Kommissionen har ikke foreslået nogen ændring af den nuværende tekst i forordning (EF) nr. 1013/2006, artikel 50, stk. 5.

Foreslået ændring af den nuværende tekst i forordning (EF) nr. 1013/2006, artikel 50, stk. 5.

Medlemsstaterne samarbejder bilateralt eller og multilateralt for at fremme forebyggelse og opdagelse af ulovlige overførsler. De udveksler informationer om overførsler af affald og deler viden om håndhævelsesforanstaltninger. Til dette formål etablerer Kommissionen en fælles platform, som inkluderer alle medlemsstater.

Begrundelse

Det nuværende samarbejde er frivilligt, og vigtige medlemsstater deltager ikke. Ulovlige grænseoverskridende overførsler kan kun bekæmpes, hvis alle medlemsstater samarbejder, og derfor bør der etableres en fælles platform.

Bruxelles, den 30. januar 2014

Ramón Luis VALCÁRCEL SISO

Formand for Regionsudvalget


(1)  Klyngen for grænseoverskridende overførsel af affald under EU-netværket til gennemførelse og håndhævelse af miljølovgivning.

(2)  IMPEL (2012) Doing the right thing for waste shipment inspections.

(3)  Miljørådet den 14. oktober 2013.

(4)  European Date Interchange for waste notification (EUDIN).

(5)  Kommissionens Gruppe af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter vedrørende Administrative Byrder (2009): Udtalelse fra den højtstående gruppe — Reduktion af den administrative byrde; prioriteret område miljøet.

(6)  CdR1119/2012 fin.

(7)  CdR 593/2013 fin, CdR 1119/2012 fin, CdR164/2010 fin.

(8)  EUT L 41 af 14.2.2003, s. 26.

(9)  EUT L 41 af 14.2.2003, s. 26.


Top