This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52010PC0137
Proposal for a Council Decision concluding the Free Trade Agreement between the European Union and its Member States and the Republic of Korea
Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side
Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side
/* KOM/2010/0137 endelig udg. - NLE 2010/0075 */
Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side /* KOM/2010/0137 endelig udg. - NLE 2010/0075 */
[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN | Bruxelles, den 9.4.2010 KOM(2010)137 endelig 2010/0075 (NLE) Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side BEGRUNDELSE 1. Baggrund Vedlagte forslag udgør de retlige instrumenter for indgåelsen af en frihandelsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side: - Forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af frihandelsaftalen. Frihandelsaftalen mellem EU og Korea blev forhandlet i overensstemmelse med målene i Kommissionens meddelelse "Det globale Europa - i konkurrencen på verdensmarkedet"[1], hvori der blev gjort rede for, hvordan EU's handelspolitik bidrager til den europæiske strategi for vækst og beskæftigelse. I meddelelsen bekræftedes EU's vilje til at støtte Verdenshandelsorganisationen (WTO) som det eneste og mest effektive middel til at udvide og forvalte handelen til gavn for alle. Det blev fremhævet, at Dohaudviklingsdagsordenen fortsat er EU's vigtigste prioritering. I meddelelsen blev det endvidere fremført, at EU bør tage udgangspunkt i den platform, WTO har opbygget, for at skabe nye muligheder for vækst ved at åbne markederne yderligere for handel og investeringer. I meddelelsen blev der gjort rede for en række indbyrdes forbundne handelspolitiske initiativer, som bidrager til indsatsen for at få genoptaget forhandlingerne i WTO. Som led i disse initiativer blev det i meddelelsen foreslået, at man forhandler sig frem til nøje udvalgte frihandelsaftaler med et bredt anvendelsesområde. Efter vedtagelsen af forhandlingsdirektiverne i Rådet den 23. april 2007 blev forhandlingerne med Korea indledt i Seoul den 6. maj 2007. I den begrundelse, der ledsagede Kommissionens henstilling til Rådet om at bemyndige denne til på Fællesskabets og dets medlemsstaters vegne at forhandle en frihandelsaftale med Republikken Korea, havde Kommissionen sat sig det mål at afslutte forhandlingerne senest to år efter deres faktiske start. EU's handelskommissær og den koreanske handelsminister paraferede frihandelsaftalen i Bruxelles den 15. oktober 2009, hvilket markerede afslutningen på forhandlingerne mindre end to et halvt år efter, at de var blevet indledt. EU-medlemsstaterne blev underrettet mundtligt og skriftligt om forløbet af forhandlingerne med Korea via Rådets Handelspolitikudvalg (det tidligere Artikel 133-Udvalg). Europa-Parlamentet er ligeledes blevet holdt underrettet om udviklingen via dets Udvalg om International Handel. Som forberedelse til forhandlingerne udarbejdede Kommissionen en konsekvensanalyse, der undersøger de mulige virkninger af en frihandelsaftale med Sydkorea. Sideløbende med forhandlingerne er der blevet gennemført en mere detaljeret handelsrelateret bæredygtighedsvurdering af aftalens potentielle økonomiske, sociale og miljømæssige virkninger. Der er desuden blevet foretaget en række yderligere undersøgelser af frihandelsaftalens kvalitative og kvantitative aspekter. Den 13. december 2007 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Korea, der har været et værdifuldt bidrag til forhandlingerne. 2. AFTALENS ART OG ANVENDELSESOMRÅDE Som præciseret i de af Rådet vedtagne forhandlingsdirektiver var formålet med forhandlingerne med Korea at sikre en fuldt dækkende og afbalanceret frihandelsaftale i overensstemmelse med de gældende WTO-regler og forpligtelser. Aftalen skulle indeholde bestemmelser om en gradvis og gensidig liberalisering af handelen med varer og tjenesteydelser samt om handelsrelaterede spørgsmål. Frihandelsaftalen mellem EU og Korea opfylder disse mål og er den første frihandelsaftale, for hvilken forhandlingerne er blevet gennemført inden for rammerne af strategien for det globale Europa. Den omfatter alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at oprette et frihandelsområde, som er i overensstemmelse med artikel XXIV i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT 1994). Parterne er enige om at fremskynde liberaliseringsforpligtelserne og agter inden for 5 år at afskaffe 98,7 % af tolden - opgjort i handelsværdi - på både industri- og landbrugsområdet. Den resterende told vil blive afskaffet næsten fuldstændigt i løbet af længere overgangsperioder, dog med undtagelse af et begrænset antal landbrugsprodukter som f.eks. ris og hvidløg. Herudover har man forhandlet en række bilag på plads for de specifikke sektorer elektronik, motorkøretøjer og reservedele, farmaceutiske produkter og medicinsk udstyr samt kemikalier for at overvinde ikke-toldmæssige hindringer. Frihandelsaftalen indeholder særskilte kapitler om afbødende foranstaltninger på handelsområdet, tekniske handelshindringer, sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger samt told og handelslettelser. Aftalen indeholder herudover et kapitel om tjenesteydelser, etablering og elektronisk handel samt de hertil relaterede oversigter over forpligtelser, som er betydeligt mere vidtgående end begge parters forpligtelser i henhold til den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS), og som er i overensstemmelse med artikel V i GATS. Aftalen indeholder også et kapitel om løbende betalinger og kapitalbevægelser. Reglerne i frihandelsaftalen omfatter bl.a. vidtrækkende forpligtelser på konkurrenceområdet, bl.a. vedrørende statsstøtte, intellektuel ejendomsret og håndhævelse heraf samt offentlige indkøb. Desuden er der i aftalen indarbejdet forbedrede bindende horisontale bestemmelser om gennemsigtighed med hensyn til regulering på områder af relevans for samhandelen og de gensidige investeringer. Aftalen indeholder protokoller vedrørende oprindelsesregler og administrativ bistand i toldspørgsmål med bestemmelser, der definerer produkters oprindelse, hvilket er nødvendigt for at bestemme, hvilken told der gælder for de pågældende produkter i samhandelen mellem parterne, bestemmelser om oprindelsesbeviser samt bestemmelser om ordninger for samarbejde mellem toldmyndighederne. Frihandelsaftalen indeholder desuden en særlig protokol om kulturelt samarbejde, der opstiller en ramme for politikdialog og samarbejde om udvekslinger i forbindelse med kulturelle aktiviteter. Til gennemførelse heraf etableres der et institutionelt apparat, som er uafhængigt af frihandelsaftalen, idet der navnlig oprettes et særskilt udvalg og en særlig tvistbilæggelsesordning. Endelig har man forhandlet et kapitel om handel og bæredygtig udvikling på plads, som omfatter både sociale og miljømæssige forhold. Det omfatter bl.a. bestemmelser om samarbejde og en ny ordning for overvågning, som inddrager civilsamfundet via et civilsamfundsforum. I henhold til de institutionelle bestemmelser vil der blive nedsat et handelsudvalg, som skal føre tilsyn med gennemførelsen af frihandelsaftalen og overveje, hvordan handelsforbindelserne mellem parterne kan styrkes yderligere. Der indføres også en effektiv tvistbilæggelsesordning. Handelsudvalget skal bestå af repræsentanter for Den Europæiske Union og Korea. Handelsudvalget skal rapportere til Det Blandede Udvalg, der er nedsat i henhold til den ajourførte rammeaftale, om sin virksomhed og om aktiviteterne i de specialiserede udvalg, arbejdsgrupperne og de øvrige organer. Den ajourførte rammeaftale markerer sammen med frihandelsaftalen et stort løft i forbindelserne mellem EU og Korea. Efter ønske fra Rådet er de to aftaler retligt og institutionelt knyttet til hinanden. Det er Kommissionens opfattelse, at frihandelsaftalen mellem EU og Korea i så stort omfang som muligt er i overensstemmelse med de af Rådet godkendte forhandlingsdirektiver og med henstillingerne i Europa-Parlamentets beslutning af 13. december 2007. 3. PROCEDURER Frihandelsaftalen indeholder en bestemmelse om, at aftalen finder midlertidig anvendelse, indtil den træder i kraft. Kommissionen anser resultaterne af forhandlingerne for at være tilfredsstillende og anmoder Rådet om: - at indgå frihandelsaftalen på Den Europæiske Unions vegne. Europa-Parlamentet vil skulle godkende indgåelsen af frihandelsaftalen. Medlemsstaterne er også parter i aftalen, som de derfor skal godkende efter deres interne procedurer. 2010/0075 (NLE) Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Republikken Korea RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, artikel 100, stk. 2, artikel 167, stk. 3, og artikel 207 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen[2], under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet[3] og ud fra følgende betragtninger: (1) Den 23. april 2007 bemyndigede Rådet Kommissionen til at forhandle en frihandelsaftale med Republikken Korea på Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters vegne. (2) Forhandlingerne er afsluttet, og frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (i det følgende benævnt aftalen) blev paraferet den 15. oktober 2009. (3) Aftalen blev undertegnet på Den Europæiske Unions vegne den […] og har siden da fundet anvendelse på midlertidig basis med forbehold af senere indgåelse. (4) Aftalen bør godkendes. (5) Denne aftale berører ikke den ret, investorer i Den Europæiske Unions medlemsstater har til at nyde godt af en gunstigere behandling i henhold til en eventuel investeringsaftale, i hvilken en medlemsstat eller Korea er part. (6) I henhold til traktatens artikel 218, stk. 7, bør Rådet bemyndige Kommissionen til at godkende visse begrænsede ændringer af aftalen. Kommissionen bør bemyndiges til at bringe retten til samproduktioner, jf. artikel 5 i protokollen om kulturelt samarbejde, til ophør, medmindre Kommissionen beslutter, at den skal videreføres, og dette godkendes af Rådet efter en særlig procedure nødvendiggjort af den følsomme karakter af dette aspekt af aftalen, som skal indgås af Den Europæiske Union og dens medlemsstater. Herudover bør Kommissionen bemyndiges til at godkende ændringer, der skal vedtages af Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser i henhold til artikel 10.25 i aftalen. (7) Der bør fastlægges relevante procedurer for beskyttelse af geografiske betegnelser, som beskyttes i henhold til aftalen. (8) Kommissionen er i overensstemmelse med den rolle, der er tildelt den i artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union, forpligtet til at igangsætte procedurerne vedrørende begrænsning af toldgodtgørelse, beskyttelsesforanstaltninger og tvistbilæggelse, når betingelserne i de relevante bestemmelser er opfyldt. Hvad angår gennemførelsen af aftalens artikel 14 (Godtgørelse af eller fritagelse fra told) i protokollen om definitionen af "produkter med oprindelsesstatus" og metoder for administrativt samarbejde, henholder Kommissionen sig til den erklæring, den har afgivet i forbindelse med vedtagelsen af denne afgørelse - VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 Frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side indgås på Den Europæiske Unions vegne. Teksten til aftalen er knyttet som bilag til denne afgørelse. Artikel 2 Formanden for Rådet udpeger den person, som på Den Europæiske Unions vegne er beføjet til at afgive den i aftalens artikel 15.10, stk. 2, omhandlede meddelelse med henblik på at udtrykke Den Europæiske Unions samtykke i at blive bundet af aftalen. Artikel 3 1. Kommissionen underretter Korea om Den Europæiske Unions hensigt om ikke at forlænge rettighedsperioden for samproduktion, jf. artikel 5 i protokollen om kulturelt samarbejde, efter proceduren i nævnte protokols artikel 5, stk. 8, medmindre Rådet efter forslag fra Kommissionen fire måneder før udløbet af den periode, for hvilken retten gælder, indvilger i at videreføre denne. Hvis Rådet indvilger i at videreføre retten, finder denne bestemmelse anvendelse på ny ved udløbet af den forlængede rettighedsperiode. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed for så vidt angår videreførelsen af rettighedsperioden. 2. Med henblik på anvendelsen af artikel 10.25 i aftalen godkender Kommissionen ændringer af aftalen, som vedtages af Arbejdsgruppen for Geografiske Betegnelser, på Den Europæiske Unions vegne. Hvis de berørte parter ikke kan nå til enighed som følge af indsigelser vedrørende en geografisk betegnelse, træffer Kommissionen afgørelse efter proceduren i artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006. Det i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF omhandlede tidsrum er på én måned. Artikel 4 1. En betegnelse, der beskyttes i henhold til underafdeling C, "Geografiske betegnelser", i kapitel ti i aftalen, kan benyttes af enhver erhvervsdrivende, der markedsfører landbrugsprodukter, fødevarer, vine, aromatiserede vine eller spiritus, som svarer til den relevante varespecifikation. 2. EU's og medlemsstaternes institutioner håndhæver også på foranledning af en berørt part den beskyttelse, der ydes i henhold til artikel 10.18 til 10.23 i aftalen. Artikel 5 Den holdning, Udvalget for Kulturelt Samarbejde skal indtage med hensyn til afgørelser, der har retlige virkninger, fastlægges af Rådet i overensstemmelse med traktaten. Repræsentanterne for Den Europæiske Union i Udvalget for Kulturelt Samarbejde skal være højtstående tjenestemænd fra Kommissionen og højtstående embedsmænd fra medlemsstaternes myndigheder, som har ekspertviden om og erfaring inden for kulturelle spørgsmål og praksisser, og som skal fremlægge Den Europæiske Unions holdning i overensstemmelse med traktaten. Artikel 6 Den bestemmelse, der gælder for vedtagelsen af de nødvendige gennemførelsesbestemmelser med henblik på anvendelsen af reglerne i bilag II(a) til protokollen om definitionen af "produkter med oprindelsesstatus" og metoder for administrativt samarbejde i aftalen, er artikel 247a i forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992. Artikel 7 Denne aftale må ikke fortolkes således, at den skaber rettigheder eller forpligtelser, som kan påberåbes direkte for Den Europæiske Unions eller medlemsstaternes domstole. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Rådets vegne […] Formand FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAG, SOM ALENE INDVIRKER PÅ BUDGETTETS INDTÆGTSSIDE 1. FORSLAGETS BETEGNELSE RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Republikken Korea. 2. BUDGETPOSTER Kapitel og artikel: 12 0 Budgetteret beløb til slutningen af gennemførelsesperioden 3. FINANSIELLE VIRKNINGER ( Forslaget har ingen finansielle virkninger ( Forslaget har ingen finansielle virkninger for udgifterne, men har følgende finansielle virkninger for indtægterne: (i mio. EUR, 1 decimal) Budgetpost | Indtægt[4] | 12-måneders-periode fra dd/mm/åååå | [År n] | Artikel … | Virkninger for EU's egne indtægter | 801,2 | Efter foranstaltningens iværksættelse | [n+1] | [n+2] | [n+3] | [n+4] | [n+5] | Artikel … | Artikel … | 4. FORHOLDSREGLER MOD SVIG For at beskytte Den Europæiske Unions egne indtægter indeholder aftalen bestemmelser, der har til formål at sikre, at partnerlandet gør korrekt brug af de betingelser for handelsindrømmelser, der er fastlagt, jf. punkt 3, "Finansielle virkninger", navnlig i protokol 1 om oprindelsesregler og protokol 2 om gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål. Disse bestemmelser supplerer EU's toldlovgivning, som gælder for alle importerede varer (især EU's toldkodeks og gennemførelsesbestemmelserne hertil), og lovgivningen vedrørende medlemsstaternes ansvar for kontrol med egne indtægter (særlig Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000). 5. ANDRE BEMÆRKNINGER Dette skøn er baseret på den gennemsnitlige import i perioden 2004-06. Det skulle give et mere realistisk billede af udviklingen i importen fra Korea. Det tager imidlertid ikke højde for den forventede stigning i importen af produkter, for hvilke tolden reduceres gradvist, og som delvist vil opveje indtægtstabet. [1] "Det globale Europa - i konkurrencen på verdensmarkedet" - KOM(2006) 567 af 4.10.2006. [2] EUT C […] af […], s. […]. [3] EUT C […] af […], s. […]. [4] Hvad angår EU's traditionelle egne indtægter (landbrugsafgifter, sukkerafgifter, told), skal der være tale om nettobeløb, dvs. bruttobeløb med fradrag af opkrævningsomkostninger på 25 %.