18.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 15/26

—

er overbevist om, at makroregioner kan udgøre en innovativ form for interregionalt og tværnationalt europæisk samarbejde, der kan skabe en velegnet ramme for et geografisk, fagligt og tidsmæssigt afgrænset samarbejde mellem regionale og lokale myndigheder, medlemsstater og EU-organer;

—

understreger at makroregionale strategier ikke behøver omfatte samtlige politikområder, men i første omgang bør koncentrere sig om de udfordringer, der er fælles for en makroregion; fastslår ligeledes, at makroregionen ikke repræsenterer endnu et institutionelt niveau i EU;

—

understreger, at de fælles prioriteter for indsatsen i Nordsøen/Den Engelske Kanal i første omgang findes på områderne havpolitik, miljø, energi, transport, industri og videnskab samt disse områders følgevirkninger for den sociale samhørighed;

—

anmoder EU-medlemsstaterne om at støtte den videre indsats for udvikling af en makroregional strategi for dette område set i lyset af det presserende behov for at imødegå udfordringerne på områder som transport, miljø, fiskeri og forskning;

—

anmoder Kommissionen om, at den allerede inden 2013 stiller midler til rådighed for udarbejdelsen af makroregionale strategier og at fremme udviklingen af en makroregional strategi for Nordsøen/Den Engelske Kanal inden 2013;

—

er fortaler for, at samhørighedspolitikken efter 2013 i videst muligt omfang bør integrere de makroregionale strategier i det territoriale samarbejde og anser det for strengt nødvendigt, at man ved hjælp af en grønbog analyserer og fastlægger, hvilken rolle og funktion de skal opfylde.

Ordfører

:

Hermann Kuhn, medlem af Bremens parlament (DE/PSE)

1.

bifalder, at Kommissionen den 10. juni 2009 fremlagde en »EU-strategi for Østersøområdet«, der tager udgangspunkt i Østersøområdet som makroregion. Kommissionen gjorde allerede ved offentliggørelsen opmærksom på, at Østersøstrategien kan tjene som eksempel for lignende strategier i andre europæiske makroregioner;

2.

bemærker, at EU's strategi for Østersøområdet bygger på en integreret strategi, frivillighed samt en aktiv samarbejds- og høringsproces med de regionale aktører. Den er finansielt neutral og baseret på en mere koordineret brug af eksisterende ressourcer. Denne fremgangsmåde udgør en fornuftig rettesnor for arbejdet med de makroregionale strategier, der skal tage udgangspunkt i den enkelte makroregions særlige karakteristika og dertil knyttede udfordringer;

3.

bifalder, at Det Europæiske Råd den 18.-19. juni 2009 anmodede Kommissionen om at udarbejde en »EU-strategi for Donauområdet«;

4.

minder om, at Regionsudvalget fra starten af har bidraget til dette arbejde på positiv vis, idet der her opstår en mulighed for at fremme de lokale og regionale myndigheders politiske involvering. Regionsudvalget har formidlet bidragene fra disse aktører;

5.

konstaterer, at mange europæiske regioner arbejder med emnet »makroregionale strategier«. Dette fremgik klart af Regionsudvalgets konference den 13. april 2010 om temaet »Europas makroregioner: Integration gennem territorialt samarbejde«;

6.

er overbevist om, at makroregioner kan udgøre en innovativ form for interregionalt og tværnationalt europæisk samarbejde, der kan skabe en velegnet ramme for et geografisk, fagligt og tidsmæssigt afgrænset samarbejde mellem regionale og lokale myndigheder, medlemsstater og EU-organer. Ved udarbejdelsen af disse nye strategier bør der samtidig tages højde for de mangeårige erfaringer i det grænseoverskridende, tværnationale og interregionale samarbejde;

7.

fremhæver, et en europæisk strategi for makroregioner kan forbedre sammenhængen og koordineringen af politiske foranstaltninger i forskellige sektorer og på forskellige niveauer samt sikre et fælles svar på specifikke udfordringer. En sådan strategi kan bidrage til at koordinere anvendelsen af finansielle midler, øge inddragelsen af lokale og regionale myndigheder efter princippet om forvaltning på flere niveauer og inddrage samfundsorganisationer på mere fleksibel vis;

8.

går derfor ud fra, at makroregionale strategier er et instrument til fremme af europæisk integration og voksende økonomisk, social og territorial samhørighed – et skridt ad gangen;

9.

anser det for nødvendigt at undersøge, hvordan makroregionale strategier og indsatsområder kombineres med andre strategiske politikker i EU, først og fremmest »Europa 2020«, samhørighedspolitikken og den integrerede havpolitik.

10.

minder om, at fremme og udvikling af grænseoverskridende, interregionalt og tværnationalt samarbejde altid har været et vigtigt anliggende for Regionsudvalget: Dette var tilfældet ved udviklingen af euroregioner, der fokuserer på samarbejdet mellem grænseregioner, og ved udviklingen af europæiske strukturer i forbindelse med grænseoverskridende, tværnationale og interregionale tiltag under »den europæiske gruppe for territorialt samarbejde« (EGTS);

11.

påpeger, at fremme af interregionalt og tværnationalt samarbejde også er et vigtigt mål og indhold i samhørigspolitikken. INTERREG IV B-programmerne tager allerede nu udgangspunkt i større regionale strukturer som Nordsøen eller »Den Atlantiske Bue«;

12.

støtter, at området har fået en endnu større betydning som referencepunkt for EU's politikker, eftersom målet om »territorial samhørighed« er blevet indføjet i EU-traktaterne;

13.

bifalder, at EU's integrerede havpolitik, der vil sammenfatte sektorpolitikkerne i en overordnet strategi, nu anser en regionalisering af strategien for at være en væsentlig forudsætning for en vellykket gennemførelse, idet prioriteter og instrumenter på den måde bedre kan afstemmes efter den specifikke geografiske, økonomiske og politiske situation i et havområde;

14.

er overbevist om, at makroregioner og de dertil knyttede politiske strategier kan udgøre en ny og innovativ form for interregional og tværnational politisk indsats i EU. Modellen kan i væsentlig grad bidrage til at skabe sammenhæng og handlekraft i et bestemt område og således med udgangspunkt i specifikke forudsætninger kombinere økonomisk effektivitet, social samhørighed og miljømæssig balance;

15.

konstaterer, at en makroregion er et »tilvalgt«, ikke et »foreskrevet« territorium, hvis grænser derfor ikke nødvendigvis skal være sammenfaldende med administrative og politiske grænser. En makroregion repræsenterer et niveau, hvorpå forskellige aktører vælger at samarbejde om løsningen af fælles problemer, der ikke, eller kun i begrænset omfang, kan løses på andre territoriale niveauer. Det drejer sig om særlige udfordringer og muligheder, hvor en region eller en medlemsstat ikke har den nødvendige størrelse til at finde en løsning, mens EU med sit regelværk er for stor og generel en enhed;

16.

konkluderer på den baggrund, at makroregionale strategier ikke behøver omfatte samtlige politikområder, men i første omgang bør koncentrere sig om de udfordringer, der er fælles for en makroregion, og som er blevet kortlagt i et partnerskabsbaseret samarbejde. På den måde forbindes samarbejdsprincipperne, hvor det er hensigtsmæssigt og nødvendigt, med nærhedsprincippet;

17.

understreger, at makroregionen som et »funktionelt rum« ikke har nogen urokkeligt fastlagte grænser, men at grænserne derimod, alt efter problemets karakter og løsning, kan ændres. Der må imidlertid sikres et minimum af konsekvens med hensyn til, hvad der udgør et kerneområde (også ind i landet). Enhver makroregions kerne bestemmes imidlertid af de geografiske omstændigheder, der har udgjort grundlaget for områdets økonomiske, politiske og kulturelle udvikling;

18.

fastslår, at makroregionen ikke repræsenterer endnu et institutionelt eller konstitutionelt niveau i EU. Makroregionen bør tværtimod etableres som et forum for handling, en platform eller et netværk, hvor lokale og regionale, nationale og europæiske partnere med deltagelse af samfundsmæssige aktører kan arbejde for fælles mål inden for et nærmere afgrænset område. I den forbindelse bør der trækkes på eksisterende netværk og platforme;

19.

er overbevist om, at makroregionale strategier skaber store chancer og muligheder for en videreudvikling og konkretisering af princippet om forvaltning på flere niveauer, som Regionsudvalget har gjort til et kernepunkt i sit arbejde. Dette gælder også for en åben og fleksibel inddragelse af samfundsorganisationer;

20.

påpeger, at de lokale og regionale myndigheder har det største indblik i en regions konkrete forudsætninger og problemer, og at de derfor skal være ligeberettigede partnere ved udformningen og gennemførelsen af makroregionale strategier. Disse aktører befinder sig tættest på borgerne;

21.

er imidlertid af den opfattelse, at samarbejdet i makroregionen ikke alene kan udformes bi- eller multilateralt, men at der må være tale om en væsentlig støtte fra EU's organer. Disse repræsenterer de fælles mål, de fælles regler og EU's fælles ressourcer;

22.

er overbevist om, at hver makroregion har brug for en skræddersyet strategi. Først når der er udviklet en række makroregionale strategier med forskellige karakteristika vil der kunne indsamles et erfaringsgrundlag, som gør det muligt at kortlægge dette instruments muligheder og begrænsninger.

23.

konstaterer, at området Nordsøen/Den Engelske Kanal omfatter Nordsøen med forbindelsesfarvandene til Østersøen (Skagerrak og Kattegat), til Atlanterhavet (Den Engelske Kanal), Norskehavet samt tilgrænsende kystregioner, for så vidt som disse direkte eller indirekte er forbundet med havet, er under havets indflydelse eller selv har indflydelse på havet. Havområdet svarer til afgrænsningen af havregionen »Nordsøen, herunder Kattegat og Den Engelske Kanal« i OSPAR-kommissionens dokumenter og EU's havstrategidirektiv;

24.

gør opmærksom på, at EU-medlemsstaterne Sverige, Danmark, Tyskland, Nederlandene, Belgien, Frankrig og Det Forenede Kongerige samt deres lokale og regionale myndigheder politisk set er forbundet med makroregionen Nordsøen/Den Engelske Kanal. Det samme gælder for Norge og i bredere forstand Island, som via deres EØS-medlemsskab allerede har tætte forbindelser til EU. Island har indgivet sin ansøgning om EU-medlemskab;

25.

konstaterer, at Nordsøen befinder sig på kontinentalsoklen og derfor ikke er noget dybt farvand. Nordsøens økosystem er med 230 forskellige fiskearter og 10 millioner havfugle rigt og komplekst, men også følsomt og udsat. Kysterne er varierede: fjorde, flodmundinger, strande, bugter og vadehavsområder, der er præget af store tidevandsforskelle og i nogle tilfælde stærke strømninger. De floder, som udmunder i Nordsøen og Den Engelske Kanal, dræner en stor del af Europa og belaster havområdet yderligere med deres udledninger;

26.

er klar over, at Nordsøen og Den Engelske Kanal er verdens mest trafikerede havområde, og samlet set anvendes overordentligt intensivt: til skibsfart (med den største koncentration i Den Engelske Kanal), fiskeri, råstofudvinding fra havbunden (olie, naturgas, sand og grus), offshore-energi og turisme. Der eksisterer et anspændt og konfliktpræget forhold mellem de forskellige anvendelsesområder indbyrdes og i forhold til miljøbeskyttelsen;

27.

ved, at kystområderne omkring Nordsøen og Den Engelske Kanal hører til blandt de veludviklede regioner i EU. I området findes to af verdens største havne for interkontinental søtransport og andre store urbane centre med traditionel og moderne industri. Også sektorerne turisme og landbrug er i vid udstrækning veludviklede. Samtidig befinder traditionelle brancher som fiskeri eller værftsindustri sig i en vanskelig strukturel forvandlingsproces, der gøres endnu vanskeligere som følge af den aktuelle finansielle og økonomiske krise;

28.

mener, at Nordsøen/Den Engelske Kanal er en vækstregion. Den kan og bør bidrage til Europa 2020-strategien og til en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Europa. Dette kan fremmes gennem en makroregional strategi;

29.

er bekymret over, at Nordsøen og Den Engelske Kanal i miljømæssig henseende er stærkt belastede og sårbare. Området belastes af en omfattende forurening og udledninger i havet og er sårbart på grund af de risici, som er forbundet med skibsfart og energiudvinding. Klimaændringerne indebærer nye risici for de umiddelbare kystregioner pga. af den stigende vandstand i havene og flere situationer med ekstreme vejrforhold;

30.

gør opmærksom på, at kystregionerne omkring Nordsøen og Den Engelske Kanal pga. migrationsstrømme, tætte handelsforbindelser under bl.a. hansestæderne og en fælles maritim tradition i politisk og kulturel henseende har været tæt forbundne i over 2000 år. Her lå i mange århundreder udgangspunktet for en verdensomspændende søfart, der har været med til at præge selvforståelsen hos regionens borgere;

31.

fremhæver, at landene rundt om Nordsøen og Den Engelske Kanal står over for store fælles problemer og udfordringer, som ikke kan løses og imødegås af den enkelte region eller medlemsstat alene. De fælles udfordringer er hovedsageligt en følge af de naturgivne og geografiske forhold i Nordsøen, Den Engelske Kanal og kystområderne, som har dannet grundlaget for ensartede historiske, økonomiske, sociale og kulturelle udviklingstendenser. Der er først og fremmest tale om:

32.

fremhæver, at de nødvendige skridt til bevarelse af økosystemet i Nordsøen og forbindelsesfarvandene til de omkringliggende have, til skånsom omgang med havområdets ressourcer, til reduktion og forebyggelse af yderligere forurening, til fremme af sikkerhed på havet og på land og til tilpasning til klimaændringerne vedrører grænseoverskridende problemstillinger og derfor ikke kan løses af regioner eller medlemsstater, der handler på egen hånd. Dette gælder også for etableringen af grænseoverskridende infrastruktur og fysisk planlægning: skibsfartkorridorer, transportnet, kabel- og rørledningskorridorer samt oprettelse af netværk til beskyttelse af havmiljøet.

33.

understreger, at de fælles prioriteter for indsatsen i Nordsøen/Den Engelske Kanal i første omgang findes på områderne havpolitik, miljø, energi, transport, industri og videnskab samt disse områders følgevirkninger for den sociale samhørighed. På disse politikområder ses merværdien ved et vellykket samarbejde i makroregionen tydeligt. Samarbejdet vil imidlertid også have positive følger for de politikområder, som ikke umiddelbart er afhængige af de fysiske rammer og traditionelle udviklingstendenser.

34.

fremhæver, at skibsfarten er en hjørnesten i den europæiske økonomi, der skaber stor beskæftigelse og som, på trods af den dermed forbundne forurening, er den mest miljøvenlige transportform. Målet er derfor at flytte godstransport til søvejene og forbedre samspillet mellem sø- og jernbanetransporten og forbindelserne til baglandet. Der bør være tale om en koordineret indsats i forbindelse med udviklingen af nærskibsfart, »motorveje til søs« og forbindelserne til de indre vandveje i makroregionen Nordsøen/Den Engelske Kanal;

35.

har den opfattelse, at forbedring af og kontrol med søfartssikkerheden bør vies særlig opmærksomhed i først og fremmest højrisikofarvande som Den Engelske Kanal. Yderligere risikoscenarier, som stadigt flere offshore-vindparker, kræver nye fælles strategier for katastrofeberedskabet;

36.

er bekymret for, at den skærpede konkurrence inden for skibsfart og havnedrift som følge af den finansielle og økonomiske krise kan resultere i, at de nødvendige tiltag i kampen mod forureningen af havområder og kyster bliver sat på vågeblus. Der er behov for en særlig støtte, foranstaltninger og incitamenter, hvis strategier som »Clean Shipping«, »skibet uden emissioner« og »Green Harbour« skal videreudvikles. »Rotterdam Climate Initiative« og »Clean Shipping Index« er gode eksempler;

37.

er overbevist om, at spørgsmål vedrørende sikkerhed på havet og foranstaltninger mod forurening ganske vist må være genstand for internationale aftaler, men at sådanne aftaler med godt resultat kan forberedes og initieres gennem tiltag og eksempler i godt organiserede makroregioner.

38.

har den opfattelse, at søtransportens og offshoreaktiviteternes atter stigende betydning vil resultere i en voksende efterspørgsel efter og øgede krav til arbejdstagerne. Den internationale konkurrence om højtkvalificeret personale vil blive skærpet. De maritime sektorer i Nordsøen og Den Engelske Kanal står overfor en fælles udfordring, der vedrører behovet for at investere i uddannelse og opkvalificering af fagpersonale, som skal varetage en lang række maritime opgaver;

39.

er fortaler for at se nærmere på ideen om et »havakademi« som et fælles virtuelt uddannelsescentrum for traditionelle og nye maritime fag, hvor der kan udvikles fælles pensum og standarder, der resulterer i en gensidig anerkendelse af erhvervede kvalifikationer.

40.

understreger, at kystregionerne omkring Nordsøen/Den Engelske Kanal i høj grad rammes af de strukturelle forandringer i industriens internationale arbejdsdeling, særligt skibsbyggeriet. Det er nødvendigt at fremme byggeriet af højteknologiske specialskibe og skibe med lave eller ingen emissioner for at støtte værfterne i konkurrencen og samtidig gøre søtransporten mere sikker og bæredygtig;

41.

gør opmærksom på, at havet og kystområdet kan blive hjemsted eller råstof for nye teknologier og industrier. Det drejer sig i den forbindelse om offshore-teknik, »blå« bioteknologi, vand- og deltateknologi, havbrug og mulig indvinding af yderligere råstoffer fra havbunden. Hvad angår disse fremtidsorienterede teknologier og industrier, bør der dannes regionale klynger i Nordsøen og Den Engelske Kanal, idet der her findes en god videnskabelig og industriel kapacitet;

42.

bifalder, at Kommissionen i sit arbejdsprogram for 2010 har annonceret en meddelelse om »Blå vækst – En ny vision for bæredygtig vækst i kystregioner og havområder«.

43.

påpeger, at EU's integrerede havpolitik fremhæver nødvendigheden af skræddersyede løsninger, som er tilpasset de regionale havområders (geografiske, økonomiske og politiske) karakteristika, og at Nordsøen/Den Engelske Kanal er et sådant regionalt hav. Udvikling af en integreret havpolitik for dette område samt gennemførelse af denne politiks foranstaltninger og kontrol hermed, udgør en væsentlig del af den europæiske strategi for Nordsøen/Den Engelske Kanal;

44.

går ud fra, at Kommissionens annoncerede meddelelse om en integreret havpolitik for det udvidede »Nordsøområde« vil pege på nødvendigheden af et styrket samarbejde mellem de tilgrænsende regioner og stille forslag om mål og instrumenter i dette samarbejde;

45.

gør opmærksom på, at de regionale og lokale myndigheder og de lokale interesserepræsentanter er vigtige partnere i denne debat, idet de bedst er i stand til at bedømme, hvilke foranstaltninger, der vil være velegnede.

46.

beklager, at EU's fiskeripolitik ikke hidtil har opfyldt de opstillede mål i tilstrækkeligt omfang og står over for store udfordringer: overfiskeriet af mange arter og i mange regioner, mange bestandes dårlige tilstand – i nogle tilfælde under den sikre biologiske grænse – de stadigt uhensigtsmæssigt store fangstkapaciteter, samt illegalt og ureguleret fiskeri, som der hidtil ikke er blevet sat en effektiv stopper for;

47.

anbefaler, at det for hvert fiskeriområde analyseres og vurderes, hvilket fiskeriforvaltningssystem der egner sig bedst til den pågældende fiskerizone, de arter, der fiskes, og flådetypen. Dertil bør de regionale rådgivende råd (RAC) styrkes og inddragelsen af de regionale og lokale myndigheder fremmes.

48.

konstaterer, at den økonomiske udvikling og menneskers stigende indgriben resulterer i en stærk belastning af økosystemet i Nordsøen/Den Engelske Kanal og store miljøproblemer: Affald (bl.a. plastikaffald) i havområder og på strande, en større belastning af farvandene med kemikalier og tungmetaller samt forurening som følge af skibsfart og olie- og naturgasudvinding i havet;

49.

er overbevist om, at en vedvarende forbedring af havmiljøet (vandkvalitet, bevarelse af biodiversitet etc.) - også ved flodudmundingerne – kun kan realiseres, hvis alle lande rundt om Nordsøen og Den Engelske Kanal forpligter sig til at opstille fælles mål og sikre en konsekvent opfyldelse og kontrol af disse;

50.

noterer med stor bekymring, at der på bunden af Nordsøen og Den Engelske Kanal stadig befinder sig store mængder ammunition (skønnet 1 mio. tons) fra 2. verdenskrig, som udgør en betydelig fare for skibsfart, miljø og mennesker. Udvekslingen af informationer, et tillidsfuldt samarbejde og et fælles handlingsprogram er en nødvendighed med henblik på at kunne formindske og fjerne denne risikofaktor;

51.

insisterer på, at det, inden planlægningen og etableringen af kulstofreservoirer under havbunden, er nødvendigt at gennemføre meget grundige undersøgelser til vurdering af dermed forbundne risici og miljøkonsekvenser.

52.

gør opmærksom på, at den stigende vandstand i havene og den øgede risiko for kystområderne, som følge af oversvømmelser under ekstreme vejrforhold, der skyldes klimaændringerne, vedrører regionerne omkring Nordsøen og Den Engelske Kanal såvel specifikt som på sammenlignelig vis. Disse udfordringer skal kystregionerne omkring Nordsøen og Den Engelske Kanal imødegå vha. en fælles forskningsindsats, udveksling af vigtige informationer og koordination af konkrete kystbeskyttelsesforanstaltninger;

53.

bemærker, at landene rundt om Nordsøen har en unik kompetence i at håndtere de ændringer i vandstanden, som kan blive en konsekvens af klimaændringerne. Et samarbejde om forskning og opbygning af viden på dette område kan derfor bidrage til at forbedre konkurrenceevnen og beskytte nærmiljøet til gavn for borgerne;

54.

gør samtidig opmærksom på, at regionerne omkring Nordsøen/Den Engelske Kanal lægger stor vægt på klimabeskyttelse og miljøforskning og i fællesskab vil udnytte de regionale muligheder for at reducere drivhusgasemissionerne. Dette sker gennem regionale klimabeskyttelsesprogrammer, øget energieffektivitet og fremme af vedvarende energi - såvel offshore som onshore – med det formål at erstatte fossile energikilder med andre energikilder;

55.

fremhæver, at kystområderne, herunder først og fremmest de store flodudmundinger, skal forvaltes på en måde, der tager højde for potentielle klimaændringer, og som efter bedste evne forbedrer miljøet og livskvaliteten i kystregionerne og baglandet;

56.

konstaterer, at klimaændringerne kan belaste de maritime økosystemer yderligere pga. opvarmning, forsuring af vandet og indvandring af nye arter. Turismeerhvervets muligheder på dette område vil også blive forandret. Med henblik på at finde frem til realistiske politiske løsninger er det nødvendigt at udarbejde fælles videnskabeligt funderede scenarier.

57.

fremhæver, at grænseoverskridende følgevirkninger, særligt i et så intensivt udnyttet område som Nordsøen og Den Engelske Kanal, kræver en styrket koordinering af aspekter af den fysiske planlægning ved kysten og på havet. Den for nærværende stadigt stigende udnyttelse af et begrænset og følsomt område skal, også på baggrund af ønsket om en bæredygtig udvikling og bevarelse af det naturlige miljø, analyseres og evalueres;

58.

rejser spørgsmålet om, hvorvidt der for Nordsøen og Den Engelske Kanal ikke bør udvikles en fælles »udvindingsret«, der skal give en fælles brugsret til havbunden, og som omfatter standarder med hensyn til tilladelser og sikkerhedsaspekter. I den forbindelse er det også nødvendigt at udarbejde regler for udlægning og anvendelse af kabler og rørledninger på havbunden;

59.

gør opmærksom på, at kystområderne spiller en vigtig rolle, når det drejer sig om at beskytte de bagved liggende landområder mod havet. Kystregionerne er samtidig værdifulde natur- og fritidsområder og yder dermed et vigtigt bidrag til livskvaliteten for de mennesker, der bor ved Nordsøen og Den Engelske Kanal. På grund af de mange forskellige interesser i anvendelsen (natur, fritidsliv, økonomiske interesser, sikkerhed og boliger) er en passende og effektiv anvendelse af kystområderne samt en integreret planlægning og udvikling en nødvendighed.

60.

går ud fra, at der fortsat vil blive udvundet olie og naturgas i Nordsøen. Der er behov for i fællesskab at fastlægge høje sikkerhedsstandarder og systemer til risikoreduktion og -imødegåelse, så risikofaktorerne begrænses mest muligt, og der kan reageres hurtigt og effektivt, hvis behovet opstår;

61.

understreger, at de geografiske forudsætninger i Nordsøen og Den Engelske Kanal gør, at mulighederne for at udnytte vedvarende energikilder - hvis udbygning er afgørende for en vellykket energipolitik - er meget store. Området rummer gode muligheder for en energiproduktion baseret på vind, bølger, tidevand eller strømninger. Yderligere forskning i og støtte til dette område vil være til gavn for alle i regionen. Set i lyset af den hurtige udbygning af offshorevindanlæg skal der indgås aftaler om standarderne for disse anlægs anlæggelse, sikkerhed, støjbelastning og forurening;

62.

bifalder, at man har påbegyndt planlægningen af et »Nordsønet« som et omfattende energitransportnet, der skal gøre det muligt at udnytte potentialet i vedvarende energikilder fuldt ud. Denne planlægning gør det tvingende nødvendigt at etablere et samarbejde mellem medlemsstater, regioner og private partnere. Med den nødvendige videreudvikling i retning af intelligente energinet kan styrken ved den vedvarende energi gøre området til en foregangsregion for e-mobilitet.

63.

kræver, at hav- og maritim forskning støttes yderligere under det 8. forskningsrammeprogram. Etableringen af netværk på området skal fremmes. Grundlaget for alle ovennævnte indsatsområder er videnskabelig viden om Nordsøens økosystem og dette havområdes tilstand, om klimaændringernes følger, om den samlede effekt af de konkurrerende anvendelser mm.;

64.

foreslår, at der iværksættes et særskilt og tværfagligt forskningsinitiativ for regionen, som sigter mod at samle viden om Nordsøen/Den Engelske Kanal fra alle fagområder. I den forbindelse bør erfaringerne fra programmet BONUS 169, der omhandler Østersøområdet, evalueres.

65.

henviser til, at livet og arbejdet på og ved havet har skabt en lang kulturel tradition samt erfaringer og fortællinger. Landindvinding, skibsbyggeri og søfart har i væsentlig grad bidraget til selvbevidstheden og selvforståelsen hos de mennesker, som bor rundt om Nordsøen og Den Engelske Kanal. En aktivering og udvikling af disse traditioner som en fælles identitetsskabende faktor er også et positivt særpræg, som kan skabe øget opmærksomhed om dette område i den skarpe konkurrence;

66.

opfordrer derfor til at fremme samarbejdet mellem de museer og kulturelle institutioner, som beskæftiger sig med disse emner (f.eks. »North Sea Maritime Museum Network«). Det kunne være hensigtsmæssigt at udarbejde en fælles historiebog med henblik på at skabe en bedre forståelse for den fælles (og individuelle) historie i området;

67.

fremhæver betydningen af den kreative og kulturelle sektor i mange regioner omkring Nordsøen/Den Engelske Kanal og er overbevist om, at denne økonomiske sektor vil få stigende betydning for vækst og beskæftigelse i området, især gennem kulturelle udvekslingsprogrammer og universitetsudvekslingsprogrammer og i kraft af forbindelsen mellem kultur og bæredygtig turisme i hele området.

68.

henviser til det store sammenfald mellem disse hovedpunkter og temaerne for en strategi for Nordsøen og Den Engelske Kanal samt mål og retningslinjer i Europa 2020-strategien og mener, at dette skaber udmærkede forudsætninger for en gensidig udveksling mellem strategien på EU-niveau og det intensive grænseoverskridende og tværnationale samarbejde i en defineret makroregion bestående af de lande, der grænser op til Nordsøen og Den Engelske Kanal;

69.

ser særligt i flagskibsinitiativerne »Innovation i EU«, »Et ressourceeffektivt Europa«, »En industripolitik for en globaliseret verden« samt »Nye kvalifikationer til nye job« de fremtidsrelaterede EU-opgaver, hvor en makroregional strategi udviklet af landene omkring Nordsøen og Den Engelske Kanal har mulighed for at levere konkrete og vedvarende bidrag;

70.

mener fortsat, at et samarbejde mellem de nationale, regionale og lokale partnere inden for rammerne af en makroregion og på klart definerede emneområder kan yde et afgørende bidrag til gennemførelsen af den overordnede EU-strategi, idet der på makroregionalt niveau udpeges kompetente aktører, og ressourcerne skaffes og anvendes på målrettet vis;

71.

fremhæver den særlige betydning som aktørernes samarbejde inden for rammerne af en makroregion får for en effektiv og vellykket gennemførelse af Europa 2020-strategien »på lokalt niveau« og med hensyn til borgernes konkrete regionale og lokale erfaringer;

72.

henviser til, at der findes mange forskellige økonomiske og politiske forbindelser mellem Nordsøen og Østersøen. Begge maritime områder står over for samme udfordringer med hensyn til den maritime økonomi, beskyttelse af havmiljøet, klimaforandringer og energipolitik. Derfor tilstræbes der et tæt samarbejde mellem Østersø- og Nordsøområdet. Derudover bør man undersøge, hvordan man kan overføre de processer til Nordsøstrategien, der har bevist deres kunnen i Østersøstrategien;

73.

foreslår, at man undersøger, om og i givet fald hvordan samhørighedspolitikkens mål og indsatsområder fremover også bør kobles til de i fællesskab opstillede prioriteter i makroregionale strategier. Dette kan f.eks. ske ved, at nærmere definerede midler under strukturfondene tildeles disse strategier;

74.

konstaterer, at der i Nordsøen/Den Engelske Kanal allerede findes EU-programmer for grænseoverskridende, transnationalt og interregionalt samarbejde, der fremmer samarbejdet og bidrager til at skabe en større samhørighed regionerne imellem. Der er først og fremmest tale om INTERREG-programmet IV B for Nordsøen og Atlanterhavsbuen. Disse programmer – forbundet på mere intensiv og fleksibel vis eller fusioneret på længere sigt – kunne blive et vigtigt instrument til udvikling og gennemførelse af en strategi for Nordsøen og Den Engelske Kanal;

75.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder omkring Nordsøen og Den Engelske Kanal til allerede nu at intensivere anvendelsen af disse støtteinstrumenter for det interregionale samarbejde i forbindelse med formulering og udvikling af en makroregional strategi;

76.

slår på ny til lyd for, at man ved tilrettelæggelsen af samhørighedspolitikken fra 2014 og frem styrker det regionale samarbejde yderligere og afsætter flere midler til dette område, uden at dette må ske på bekostning af samhørighedspolitikkens mål 1 og 2.

77.

tager til efterretning, at Kommissionen er af den opfattelse, at der på nuværende tidspunkt er tale om »tre gange nej« ved udviklingen af makroregionale strategier: nej til nye bestemmelser, nej til nye institutioner og nej til flere midler;

78.

har imidlertid den holdning, at der samtidig bør være tale om »tre gange ja«:

79.

anser det for nødvendigt, at der udvikles og anvendes nye forvaltningsformer (netværk, platforme) i forbindelse med gennemførelsen af makroregionale strategier, der sikrer fælles handling og opstilling af konkrete mål. Disse kan give startskuddet til politiske processer, og en videreudvikling af sådanne, uden at der stilles spørgsmålstegn ved eksisterende kompetencer og nationale beføjelser. Det vil være hensigtsmæssigt med en samarbejdsstruktur på flere planer, der sammenkobler forskellige niveauer på områderne forvaltning, indflydelse, ressourcer og færdigheder;

80.

minder om, at den internationale konference om beskyttelse af Nordsøen i perioden 1984-2006 har ydet et pionerarbejde med hensyn til indgåelsen af aftaler om en bedre beskyttelse af Nordsøen. Med OSPAR-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav, herunder Nordsøen, findes der en forpligtende ramme for internationale aftaler i dette område;

81.

fremhæver, at »Nordsøkommissionen«, der er en af de geografiske kommissioner under Konferencen af Perifere Kystregioner (CMPR), er en vigtig partner, der arbejder for et styrket samarbejde i Nordsøområdet, og som allerede har udviklet ideer til en strategi for Nordsøen/Den Engelske Kanal. Mellem den interregionale gruppe »Nordsøen og Den Engelske Kanal« i Regionsudvalget og »Nordsøkommissionen« foregår der allerede en livlig meningsudveksling herom. Også en række andre netværk af lokale og regionale organisationer i denne region bør have mulighed for at bidrage hertil;

82.

understreger, at »Arc Manche Assembly«, der udtrykkeligt arbejder for, at Den Engelske Kanal integreres i en fælles makroregional strategi med Nordsøen, spiller en vigtig rolle;

83.

er overbevist om, at samarbejdet med disse og andre aktive sammenslutninger (som f.eks. Vadehavsforummet) og ngo'er udgør en afgørende byggesten i udviklingen af vellykkede makroregionale strategier;

84.

forventer, at der kan skabes en bedre synergieffekt mellem de midler, som er til rådighed på fællesskabsniveau, så længe der ikke findes egne midler, som er afsat til de makroregionale strategier. På grund af den brede vifte af behandlede emner, skal der i forbindelse med de makroregionale strategier kunne gøres brug af forskellige allerede eksisterende fællesskabsmidler, ikke kun strukturfondene, men også f.eks. rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, TEN-T-programmerne og »Marco Polo«-programmet på transportområdet, rammeprogrammet for forskning og udvikling mm.;

85.

har den holdning, at politikken for makroregionerne sigter mod en fælles indsats inden for fysiske, faglige og tidsmæssige rammer. Derfor bør indsatsen sammenfattes i en handlingsplan under overskriften »Nordsøen/Den Engelske Kanal 2020«.

86.

anmoder EU-medlemsstaterne om at støtte den videre indsats for udvikling af en makroregional strategi for området Nordsøen og Den Engelske Kanal;

87.

er af den opfattelse, at man set i lyset af de presserende problemer og udfordringer nu må påbegynde arbejdet med at tilrettelægge en europæisk strategi for området Nordsøen/Den Engelske Kanal. Regionsudvalget opfordrer Det Europæiske Råd til at anmode Kommissionen om at stå for udarbejdelsen og anmoder Europa-Parlamentet om at indgå i et tæt samarbejde;

88.

er fortaler for, at samhørighedspolitikken efter 2013 i videst muligt omfang bør integrere de makroregionale strategier i det territoriale samarbejde (grænseoverskridende, transnationalt og interregionalt) og går ind for, at man inden 2013 vedtager en makroregional strategi, så de regionale operationelle programmer i den kommende programplanlægningsperiode så vidt muligt kan bidrage til den konkrete gennemførelse af denne strategi;

89.

fremhæver, at en strategi for Nordsøen/Den Engelske Kanal tager udgangspunkt i nærhedsprincippets anvendelse. Den skal beskæftige sig med emner og problemstillinger, der ikke udelukkende kan løses på lokalt, regionalt eller nationalt niveau;

90.

fremhæver, at udarbejdelsen af denne strategi skal ledsages af en bred offentlig høringsproces. Høringen bør gennemføres i et tæt samarbejde med Regionsudvalget som repræsentant for de regionale og lokale myndigheder og særligt med »Nordsøkommissionen« under CMPR, »Arc Manche Assembly« og andre vigtige aktører. EØS-medlemmerne Norge og Island bør inddrages;

91.

anmoder Kommissionen om, at den allerede inden 2013 stiller midler fra den tekniske støtte til rådighed for udarbejdelsen af makroregionale strategier, således at disse kan integreres i EU's kommende finansielle overslag;

92.

foreslår, at Kommissionen også inden for rammerne af programmerne til fremme af det territoriale samarbejde, navnlig INTERREG IV B og andre netværksprogrammer som ESPON (ORATE) støtter udviklingen af en makroregional strategi for Nordsøen/Den Engelske Kanal inden 2013. Derved præciseres det, hvilke EU-retningslinjer og -aftaler der allerede gælder for regionen;

93.

bifalder, at Kommissionens arbejdsprogram indeholder en »Meddelelse om gennemførelsen af den integrerede havpolitik i Nordsøen og forbindelsesfarvande«;

94.

anser det for strengt nødvendigt, at man ved hjælp af en grønbog analyserer og fastlægger, hvilken rolle og funktion makroregioner skal opfylde. Regionsudvalget har allerede opfordret Kommissionen hertil i sin resolution om Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2010;

95.

pålægger udvalgets formand at videresende denne initiativudtalelse til Kommissionen, Europa-Parlamentet, det nuværende rådsformandskab og partnerlandene i EU's formandstrojka (2010-2011).