18.5.2010

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 128/97

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere

KOM(2008) 794 endelig

(2010/C 128/18)

Ordfører: Edwin CALLEJA

Kommissionen besluttede den 27. november 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere

KOM(2008) 794 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Edwin Calleja til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 9. september 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4. og 5. november 2009, mødet den 5. november 2009, følgende udtalelse med 123 stemmer for, 4 imod og 13 hverken for eller imod:

1.   Sammenfatning af henstillinger

1.1.   Principielt bør forbrugerne som en grundlæggende rettighed ved kollektive søgsmål have adgang til effektiv retlig beskyttelse. Der bør dog tages behørigt hensyn til de begrænsninger, der pålægges af traktaten, og de forskelle, som findes i national retspleje og forfatningsret.

1.2.   Med lovgivningsmæssige foranstaltninger på EU-niveau om kollektive søgsmål ville forbrugerbeskyttelsen navnlig ved grænseoverskridende transaktioner blive udvidet.

1.3.   Ordningerne bør omfatte tilstrækkelige retsgarantier for at undgå uvederhæftige og urimelige krav, der fremsættes af andre parter end forbrugerne, og som bygger på finansielle incitamenter og udsigten til at høste profit.

1.4.   Som et generelt princip må alle de EU-foranstaltninger, der vedtages, sikre en passende beskyttelse mod indførelse af forhold, der i andre jurisdiktioner har vist sig at kunne misbruges. Under en ordning om kollektivt søgsmål er det især vigtigt, at den dommer, som behandler de indledende indlæg i et kollektivt søgsmål, udstyres med beføjelser til at sætte en stopper for misbrug og verificere, at de fremsatte krav er rimelige.

1.5.   Indførelse af en kollektiv søgsmålsordning udelukker ikke muligheden for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet.

1.6.   EØSU henstiller til Kommissionen at gøre mere for at tilskynde virksomhederne til at udvikle interne ordninger til behandling af klager, at videreudvikle eksisterende alternative ordninger til bilæggelse af tvister og offentligt tilsyn. Forbrugerne kunne udnytte disse alternative muligheder, inden de går til domstolene.

1.7.   EØSU minder Kommissionen om, at spørgsmålet om kollektiv domstolsprøvelse har været under drøftelse siden 1985, og at det er på tide, at der uden yderligere forsinkelser træffes beslutninger og indføres ordninger, som er tilfredsstillende for forbrugerne.

2.   Indledning

2.1.   Kommissionens strategi for forbrugerpolitikken (1) sigter mod at fremme det indre detailmarked ved at gøre forbrugere og detailhandlere lige så trygge ved at handle på tværs af grænser som i deres hjemland inden udgangen af 2013. I strategien fremhævede Kommissionen betydningen af effektiv klageadgang for forbrugerne og anførte, at den ville overveje at gøre en indsats for kollektive søgsmål for forbrugere.

2.2.   Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg kunne tilslutte sig Kommissionens planer om at forbedre forbrugernes klageadgang og navnlig at overveje at gøre en indsats for kollektive søgsmål for forbrugere (2). OECD tilskyndede desuden i sin henstilling om bilæggelse af forbrugertvister og søgsmål (3) medlemslandene til at give forbrugerne adgang til forskellige klageformer, herunder kollektivt søgsmål.

2.3.   Kommissionen har nu i sin grønbog om kollektivt søgsmål for forbrugere (offentliggjort i november 2008 (4)) undersøgt muligheder for at lette klageadgangen i situationer, hvor et stort antal forbrugere har lidt skade som følge af en enkelt erhvervsdrivendes praksis, der er i strid med forbrugerlovgivningen. I grønbogen fremlægges fire løsninger.

2.4.   Kommissionen afholdt endvidere en offentlig høring den 29. maj 2009 for at drøfte grønbogen, og udarbejdede efterfølgende et dokument, der blev udsendt til offentligheden for at indhente kommentarer, og som indeholder en femte løsning med hensyn til kollektiv klageadgang i tillæg til de fire, der er opregnet i grønbogen. EØSU kan ikke på dette fremskredne tidspunkt i sit arbejde tage dette seneste forslag fra Kommissionen med i sine overvejelser. Ikke mindst fordi man stadig mangler at udarbejde konsekvensanalyser, og EØSU allerede på dette tidlige tidspunkt imødeser, at der vil være betydelige vanskeligheder forbundet med gennemførelsen af denne femte løsning.

2.5.   Det kan ikke benægtes, at klageadgang for forbrugere i tilfælde af, at deres rettigheder krænkes af erhvervsdrivende, er med til at fremme deres tillid til markederne og forbedrer resultaterne. Dette mål kan dog kun nås, hvis forbrugerne ved, at deres rettigheder vil blive håndhævet i tilfælde af problemer, og at de vil få passende erstatning.

2.6.   Der bør findes en fair balance mellem alle de involverede interesser for at sikre, at alle berørte parter behandles retfærdigt.

3.   Resumé af grønbogen

3.1.   Grønbogen har til formål at »vurdere de nuværende klagemuligheder, navnlig i tilfælde hvor der er sandsynlighed for, at mange forbrugere vil blive påvirket af en og samme overtrædelse af bestemmelserne, samt at skabe mulighed for at fjerne eventuelle huller og sikre reel erstatning i sådanne tilfælde (5)«. Kommissionen mente ikke, det var nødvendigt at skelne mellem tværnationale og rent nationale massesøgsmål. Et andet spørgsmål, som behandles i grønbogen, er, om visse instrumenter både kan finde anvendelse i tværnationale og nationale tilfælde.

3.2.   Grønbogen fokuserer på at løse problemet med massekrav og sigter på at tilvejebringe effektive midler til at opnå kollektiv erstatning for borgere i hele EU, der påvirkes af en enkelt erhvervsdrivendes praksis, uanset hvor transaktionen har fundet sted. Grønbogen identificerer ligeledes de største barrierer, som i øjeblikket forhindrer forbrugere i at opnå reel erstatning, og de forhold, som bidrager til at sikre mere effektive kollektive søgsmålsordninger.

3.3.   Kommissionen erklærer, at de eksisterende europæiske redskaber (6) er utilstrækkelige, og fremlægger fire løsninger, der skal rette op på den eksisterende situation og give forbrugere passende og effektive klagemuligheder, navnlig ved hjælp af redskabet kollektivt søgsmål:

—	Løsning 1 – Benyttelse af eksisterende foranstaltninger på nationalt plan og i Fællesskabets regi til at sikre forbrugerne passende erstatning.

—	Løsning 2 – Udvidelse af samarbejdet medlemsstaterne imellem for at sikre, at forbrugerne i hele EU kan anvende de kollektive søgsmålsordninger, der er til rådighed i de forskellige medlemsstater.

—	Løsning 3 – En blanding af ikke-bindende og bindende redskaber, som tilsammen kan give forbrugerne bedre muligheder for at opnå erstatning ved at fjerne de vigtigste hindringer.

—	Løsning 4 - Retlige kollektive søgsmålsprocedurer bestående af en bindende eller ikke-bindende EU-foranstaltning.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.   EØSU har i årenes løb påpeget nødvendigheden af på fællesskabsniveau at fastlægge en form for kollektivt søgsmål, der skal sikre effektiv skadeserstatning i tilfælde af krænkelse af kollektive rettigheder.

4.2.   Helt tilbage i 1992 henledte EØSU i to initiativudtalelser Kommissionens opmærksomhed på behovet for at undersøge, hvilke muligheder der findes for at afgøre grænseoverskridende tvister, samt anerkende forbrugerorganisationernes repræsentative beføjelser i forbindelse med både nationale og grænseoverskridende tvister (7). I en udtalelse, der blev enstemmigt vedtaget på plenarforsamlingen den 1. juni 1994, bad EØSU ligeledes udtrykkeligt Kommissionen om at udforme en ensartet procedure inden for gruppesøgsmål og søgsmål for en gruppe individuelle sagsøgere, ikke kun med det formål at sætte en stopper for ulovlig praksis, men også for at gøre det lettere at anlægge erstatningssager (8). Dette emne blev efterfølgende behandlet i flere af EØSU's udtalelser (9). EØSU var i sin udtalelse af 26. oktober 2006 (10) helt enigt i de bekymringer, som Kommissionen gav udtryk for i sin grønbog om erstatningssøgsmål for overtrædelse af EF's kartel- og monopolregler og gentog i sin udtalelse af 17. marts 2009 (11) vigtigheden af, at der er effektive muligheder til rådighed for ofre for overtrædelse af kartel- og monopolreglerne for at opnå erstatning.

4.3.   Eftersom EU forudser harmoniserede materielle rettigheder for forbrugere, er EØSU enigt i, at der på samme måde bør sikres passende procedurer, som giver forbrugere mulighed for at gøre disse rettigheder gældende. For at retfærdigheden kan ske fyldest, bør der således være en retlig kollektiv klageadgang for forbrugere, sådan som det er tilfældet ved andre kommercielle transaktioner. Som EØSU allerede har anført i tidligere udtalelser, er klageadgang for forbrugerne en grundlæggende rettighed, der bør sikre, at kollektive og individuelle homogene interesser er retligt beskyttede. Der er i EU behov for en søgsmålsprocedure, eftersom der ikke findes en retlig foranstaltning, som sikrer, at kollektive og individuelle homogene rettigheder er effektive og kan håndhæves i EU. En ordning med kollektive søgsmål er nødvendig for at give forbrugerne en realistisk og effektiv mulighed for at opnå erstatning i tilfælde, hvor skaderne er specifikke, talrige og af samme art.

4.4.   Derudover er en styrkelse af konkurrenceevnen en af Den Europæiske Unions væsentligste politikker. Når det gælder forbrugerbeskyttelse, har EU udarbejdet en samling materielle love. Opgaven er nu at sørge for, at lovene finder anvendelse, således at der kan sættes gang i økonomien med øget handel over grænserne baseret på tillid til, at tvister vil kunne løses hurtigt, billigt og efter samme regler og procedurer overalt i det indre marked. Der er fare for, at forbrugerne i tiltagende omfang vil blive udsat for urimelig handelspraksis, og der er således brug for procedurer, der kan forhindre og sætte en stopper for denne form for misbrug. Håndhævelse, forebyggelse, afhjælpning og erstatning er alle vigtige. Individuelle erstatningsbeløb er typisk små, men kan samlet løbe op i store summer.

4.5.   Det er EØSU's opfattelse, at der skal være mulighed for retlig prøvelse, og at den skal være effektiv. Udenretlige løsninger kan imidlertid kun være et supplement til domstolsprøvelse og frembyder en mindre formel og billigere procedure. Dette forudsætter dog, at begge parter i en tvist er reelt villige til at samarbejde. Disse udenretlige foranstaltninger kunne gøre det muligt at nå frem til en rimelig løsning, og samtidig er de med til at sikre, at domstolenes sagsefterslæb ikke stiger.

4.6.   EØSU understreger vigtigheden af at etablere hensigtsmæssige ordninger, der er forenelige med de europæiske landes kulturelle og juridiske traditioner.

4.7.   EØSU mener endvidere, at en EU-retlig foranstaltning af denne art primært bør finde anvendelse for kollektive rettigheder, hvor forbrugerlovgivningen og konkurrencereglerne er blevet overtrådt.

5.   Specifikke bemærkninger til grønbogen

5.1.   Retlige kollektive søgsmål

5.1.1.   EØSU erkender, at der bør indføres en europæisk retlig kollektiv søgsmålsordning efter den model, der foreslås som Løsning 4 i grønbogen, for at retfærdigheden kan ske fyldest for både forbrugere og virksomheder. Etablering af en sådan ordning ville give alle forbrugere adgang til klage og domstolsprøvelse uanset nationalitet, økonomisk formåen og det individuelle tab, de har lidt. Derudover ville der med en sådan ordning blive fundet en løsning på det problem, som blev erkendt af OECD's ministerråd i henstillingen om bilæggelse af forbrugertvister og erstatning til forbrugere (12), at de fleste af de systemer, der findes i medlemsstaterne til bilæggelse af tvister og fastlæggelse af erstatning, blev indført til at behandle nationale sager og ikke altid er egnede til at yde erstatning til forbrugere fra en anden medlemsstat.

5.1.2.   EØSU erkender dog også, at indførelsen af harmoniserede retlige kollektive procedurer ikke er uden vanskeligheder og ulemper, eftersom de kan være indviklede, dyre, langvarige og på anden vis udfordrende. En sådan udfordring består i at minimere den betydelige risiko for misbrug i forbindelse med retstvister og fastlægge finansieringen af sådanne retlige søgsmål. Der skal også tages stilling til, om det skal være en opt-in- eller opt-out-procedure. Begge løsninger er forbundet med ulemper som tidligere påpeget af EØSU (13).

5.2.   Hovedelementerne i en europæisk kollektiv søgsmålsordning

5.2.1.   Som erkendt af Kommissionen i grønbogen har kun 13 medlemsstater på indeværende tidspunkt retlige rammer for kollektive klagemuligheder. Derudover kan de »kollektive« klageordninger, der er indført i de pågældende medlemsstater, inddeles i tre kategorier.

5.2.2.   »Kollektive søgsmål« er et vidt begreb, hvor det ikke så meget er proceduren (eller en procedure), der er vigtig, men derimod udfaldet. Begrebet dækker over enhver ordning, der kan føre til ophør af eller forhindre overtrædelse og/eller sikre oprejsning i bredeste forstand, hvad enten der er tale om afhjælpning eller erstatning. I lyset af de mange forskellige ordninger, der er opstået eller er ved at opstå i en række EU-lande, og da mange af disse ordninger er innovative og eksperimenterende, er det ikke muligt at pege på én model som værende at foretrække frem for de andre.

5.2.3.   Under hensyntagen til forskellene i retssystemerne og de mange muligheder, der er blevet udforsket, og de mange forslag fremsat i tidligere udtalelser om emnet (14), bakker EØSU op om

—	et EU-direktiv, der skal sikre en vis grad af harmonisering og samtidig giver tilstrækkeligt spillerum til de lande, som i dag ikke har indført retlige kollektive søgsmålsordninger. Et sådant direktiv ville desuden følge op på direktivet om søgsmål med påstand om forbud;

—

beskyttelsesforanstaltninger, der skal sikre, at kollektive søgsmål ikke kommer til at ligne de amerikanske gruppesøgsmål (class actions). De retlige foranstaltninger, der indføres i EU, bør afspejle europæiske kulturelle og retlige traditioner, have erstatning som eneste formål og afstedkomme en rimelig balance mellem parterne, og dermed føre til et system, der værner om samfundets interesser som helhed. Udvalget bakker fuldt op om Kommissionens forslag om, at man uanset den form, som en retlig kollektiv søgsmålsordning får i medlemsstaterne, bør »undgå elementer, som efter sigende fremmer den retssagskultur, der skulle eksistere i visse ikke-europæiske lande, dvs. elementer som erstatning, der har karakter af straf (punitive damages), advokatsalærer, der fastsættes i forhold til sagens udfald (contingency fee), og andet«;

—

en blandet gruppesøgsmålsordning, hvor fordelene ved »opt-in«- og »opt-out«-ordningerne udnyttes under hensyntagen til, hvilke interesser der er på spil, om gruppen er afgrænset eller ej, samt omfanget af de individuelle tab; i tilfældet med »opt-in« er det parterne i søgsmålet, som udtrykkeligt samler deres individuelle krav for lidt skade i ét enkelt søgsmål; i tilfældet med »opt-out« anlægges søgsmålene af kvalificerede organer;

—

at enkeltpersoner får ret til at indtræde (opt-in) i et kollektivt søgsmål frem for at forudsætte, at de er part i søgsmålet, hvis de ikke tilkendegiver det modsatte (opt-out). EØSU henviser til fordelene og ulemperne ved disse ordninger som beskrevet i dets udtalelse af 13. februar 2008 (15). Denne løsning vil være at foretrække med henblik på at begrænse virkningerne af sådanne kollektive søgsmål, navnlig i de medlemsstater, der til dato ikke har indført en sådan procedure;

—

Kommissionens udtalelse om, at en EU-ordning bør forhindre urimelige krav, og at dommeren skal spille en vigtig rolle med hensyn til at fastlægge, om et kollektivt krav er urimeligt eller kan anerkendes. EØSU gentager således sine anbefalinger om dommerens vigtige rolle fra sine tidligere udtalelser. Dommeren bør have beføjelser til at afvise urimelige krav på et tidligt tidspunkt i forløbet. Domstolene vil undersøge, om der er grundlag for sagsøgerens krav, og om det er velegnet til kollektiv bilæggelse. Dommeren skal navnlig sikre, at gruppens identitet kan fastslås på grundlag af et bestemt antal identiske sager, og at de erstatningskrav, der rejses, stammer fra samme kilde, dvs. den samme erhvervsdrivendes manglende eller utilstrækkelige opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser;

—

at de skadelidte skal have fuld erstatning for den reelle værdi af det lidte tab, dvs. ikke kun det faktiske tab eller økonomisk og ikke-økonomisk skade, men også for tab af indtjening, herunder retten til renter. Den offentlige retshåndhævelse er fokuseret på overholdelse og afskrækkelse, mens formålet med erstatningssager er at opnå fuld erstatning for den lidte skade. Denne fulde erstatning må derfor omfatte det faktiske tab, tabt indtjening samt renter;

—	at det garanteres, at en retlig kollektiv ordning af denne art kan opretholdes med tilstrækkelige midler;

—	at ordningen endvidere bør omfatte en appelmulighed.

5.2.4.   Alle øvrige aspekter af en sådan retlig ordning bør være overladt til medlemsstaterne selv i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Under alle omstændigheder skal en kollektiv søgsmålsordning indført på EU-niveau overholde nærheds- og proportionalitetsprincipperne. Den må aldrig gå længere end, hvad der er nødvendigt for at sikre traktatens mål, hvor disse ikke kan opfyldes tilstrækkeligt af medlemsstaterne og følgelig kan realiseres bedre på EU-plan. Forskellige nationale, retlige og forfatningsmæssige krav, og ikke mindst EF-traktatens artikel 5, kan forhindre eller skabe modstand mod en harmonisering af lovgivningen.

5.3.   Beskyttelse af forbrugeres klagemuligheder ved hjælp af andre eksisterende midler

5.3.1.   EØSU har allerede erkendt, at indførelsen af en kollektiv retsprocedure på europæisk plan på ingen måde er til skade for ordningerne for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet. Sidstnævnte er altid blevet støttet uforbeholdent af EØSU, og deres potentiale bør uddybes og udvikles endnu mere (15) sådan som foreslået som Løsning 3 i Kommissionens grønbog. De foranstaltninger, som Kommissionen foreslår under Løsning 3, supplerer og træder således ikke i stedet for indførelsen af en EU-retlig foranstaltning som beskrevet ovenfor.

5.3.2.   Der er blevet lagt betydelig vægt på udenretlige ordninger for tvistløsning. Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugere bestilte en undersøgelse af alternative tvistbilæggelsesordninger på forbrugerområdet. Endvidere er der for nylig vedtaget direktiver om småkravsordninger (16), mægling (17) og udvidelse af det europæiske retlige netværk (18). Den europæiske lovgivning om forbrugerbeskyttelse har været nødt til at tage højde for ordninger i såvel privat som offentligt regi. I 2004 skete der en kursændring i politikken, som kan få betydelige konsekvenser, idet det blev et krav, at der i hver medlemsstat findes en central offentlig myndighed med ansvar for samordningen af den grænseoverskridende retshåndhævelse (19).

5.3.3.   Interne procedurer til behandling af klager

EØSU finder, at en effektiv behandling af klager i virksomhederne vil være et vigtigt skridt hen imod at øge forbrugernes tillid til det indre marked. EØSU finder det meget vigtigt, at Kommissionen gør en indsats for at fremme de nødvendige initiativer ved at inddrage civilsamfundet og især repræsentative erhvervsorganisationer – hvilket er en afgørende betingelse for at sikre en sammenhængende juridisk ramme, der regulerer virksomhedernes udvikling af sådanne interne ordninger til effektiv behandling af klager.

5.3.4.   Offentligt tilsyn

EØSU støtter Kommissionens forslag om at give de kompetente myndigheder, herunder den nationale ombudsmand, flere gennemførelsesbeføjelser i medfør af forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde. EØSU anbefaler på det kraftigste, at det i et direktiv fastlægges, hvordan en sådan ordning skal fungere i praksis for at sikre et mindstemål af harmonisering i alle EU-medlemsstater. Alle sådanne forslag bør begrænse de til rådighed værende retsmidler til skadeserstatning og omfatte stærke proceduremæssig garantier for de parter, mod hvilke der anmodes om fuldbyrdelse. EØSU skønner, at offentligt tilsyn kan føre til oprettelse af et interoperabelt netværk i alle medlemsstater og måske kan vise sig at være et yderst effektivt middel til at identificere erhvervsdrivende i hele EU, som måske overtræder forbrugerrettighederne. Passende pr-kampagner, der har til formål at øge forbrugernes kendskab og sprede information, vil kunne tilskynde forbrugere til at rapportere de tilfælde, hvor der er sket brud på deres rettigheder.

5.3.5.   Alternative tvistbilæggelsesordninger (ADR)

Kommissionen erkender, at der er store forskelle mellem de eksisterende alternative tvistbilæggelsesordninger i de enkelte medlemsstater, men også fra en medlemsstat til en anden, og at der selv i jurisdiktioner, hvor sådanne ordninger findes, er væsentlige huller i den sektorielle eller geografiske dækning. Endvidere vedrører de fleste alternative tvistbilæggelsesordninger i EU hovedsageligt individuelle krav. Hvad angår de eksisterende EU-redskaber (20), viser den af Kommissionen bestilte rapport »En analyse og evaluering af alternative klagemuligheder for forbrugere end almindelig retsbehandling«, at principperne om tredjeparters uafhængighed og upartiskhed i mæglings-/voldgiftsordninger for de nævnte redskaber ikke engang respekteres inden for det europæiske netværk af europæiske forbrugercentre. Derfor mener EØSU, at de eksisterende henstillinger om alternative tvistbilæggelsesordninger bør omdannes til bindende lovgivning. Hvis forbrugere får bedre adgang til alternative tvistbilæggelsesordninger og småkravsordninger, vil det føre til, at forbrugerbeskyttelsesspørgsmål kan løses på en hurtig, retfærdig, effektiv og forholdsvis billig måde.

---

(1)  KOM(2007) 99 endelig.

(2)  I beslutningen vedrørende en strategi for forbrugerpolitikken opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til nøje at vurdere spørgsmålet om klageadgang for forbrugere i medlemsstaterne og derefter »… i fornødent omfang at foreslå en sammenhængende løsning på europæisk plan, der kan give alle forbrugere adgang til kollektive klageordninger med henblik på afgørelse af grænseoverskridende klagesager« (A6-0155/2008), og Rådet opfordrede i sin resolution om samme emne Kommissionen til »… omhyggeligt at overveje kollektive klageordninger og fremlægge resultaterne af igangværende relevante undersøgelser med henblik på mulige forslag eller aktioner«, EUT C 166 af 20.7.2007, s. 1-3.

Europa-Parlamentet gentog sin henstilling i beslutningen om grønbogen om finansielle tjenesteydelser i detailleddet (A6-0187/2008). Europa-Parlamentets undersøgelsesudvalg om krisen i Equitable Life Assurance Society anmodede også Kommissionen om »… yderligere at undersøge muligheden for, at der etableres en retlig ramme med ensartede retsplejekrav for europæiske grænseoverskridende kollektive klager …« (A6-0203/2007). Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg fremsatte i sin initiativudtalelse (EUT C 162 af 25.6.2008, s. 1) forslag om retlige rammer for kollektive søgsmålsordninger.

(3)  http://www.oecd.org/dataoecd/43/50/38960101.pdf.

(4)  KOM(2008) 794 endelig.

(5)  KOM(2008) 794 endelig, s. 3.

(6)  Kommissionens henstilling 98/257/EF om de principper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31), og Kommissionens henstilling 2001/310/EF om principper for udenretslige organer til mindelig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet (EFT L 109 af 19.4.2001, s. 56). Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (EFT L 166 af 11.6.1998, s. 51). Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1).

(7)  EFT C 339 af 31.12.1991. s. 16, pkt. 5.4.2 og EFT C 19 af 25.1.1993, s. 22 (se punkt 4.12 og afsnit 4 i den interessante vedføjede undersøgelse gennemført i fællesskab af Eric Balate, Pierre Dejemeppe og Monique Goyens og udgivet af ØSU, s. 103 ff.).

(8)  EFT C 295 af 22.10.1994, s. 1.

(9)  De vigtigste af disse udtalelser er initiativudtalelsen om »Forbrugerbeskyttelse i det indre marked: muligheder og hindringer« (EFT C 39 af 12.2.1996, s. 55), hvori det konstateredes, at der indtil da endnu ikke var fulgt op på de forslag, ØSU havde fremsat i sin tidligere udtalelse om grønbogen; udtalelsen om »Kommissionens beretninger til Europa-Parlamentet og Rådet – Det indre marked i 1994 (KOM(1995) 238 endelig)«, som udpegede visse forsinkelser i den konkrete gennemførelse af det indre marked, navnlig hvad angår lovgivningen på forbrugerområdet især i forbindelse med grænseoverskridende forbindelser (EFT C 39 af 12.2.1996, s. 70); udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen: De vigtigste emner for forbrugerpolitikken (1996-1998)«, hvori udvalget, på trods af at det glædede sig over direktivforslaget om søgsmål med påstand om forbud og Kommissionens handlingsplan for forbrugernes adgang til retsvæsenet, erklærede, at det med interesse så frem til den videre udvikling på området, og konstaterede, at enhedsmarkedet på dette område langt fra var gennemført, samt at en grundlæggende forudsætning for at vinde forbrugernes tillid til det indre marked, var, at der »sættes bevidst ind på at værne om forbrugernes rettigheder« (EFT C 295 af 7.10.1996, s. 64). Samme betænkeligheder ses i ØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet: Virkningen og effektiviteten af det indre marked« (KOM(1996) 520 endelig af 23. april 1997) (EFT C 206 af 7.7.1997). Her bør følgende EØSU-udtalelser nævnes: initiativudtalelse om forbrugerpolitikken efter EU's udvidelse (punkt 11.6) (EUT C 221 af 8.9.2005); udtalelse om forslag til oprettelse af et EF-handlingsprogram for sundhed og forbrugerbeskyttelse (2007-2013) (punkt 3.2.2.2.1) (EUT C 88 af 11.4.2006); udtalelse om en retsramme for forbrugerpolitikken (EUT C 185 af 8.8.2006).

(10)  EUT C 324 af 30.12.2006, hvori EØSU støttede dette initiativ fra Kommissionens side og bekræftede behovet for gruppesøgsmål med henblik på at opnå erstatning, i og med at: »kollektive søgsmål på eksemplarisk vis opfylder nogle centrale mål: for det første målet om effektiv skadeserstatning ved at gøre det lettere for organisationerne at kræve erstatning på de berørte forbrugeres vegne, hvilket bidrager til en reel forbedring af domstolsadgangen; for det andet kan kollektive søgsmål forebygge konkurrencestridig adfærd, fordi de gennem deres større gennemslagskraft har en større afskrækkende virkning«.

(11)  EUT C 228 af 22.9.2009, s. 40.

(12)  Henstilling (74) 2007 af 12. juli 2007.

(13)  EUT C 162 af 25.6.2008.

(14)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 31 og EUT C 228 af 22.9.2009, s. 40.

(15)  EUT C 162 af 25.6.2008, s. 1.

(16)  Forordning 861/2007 (EUT L 199 af 31.7.2007, s. 1).

(17)  Direktiv 2008/52/EF (EUT L 136 af 24.5.2008, s. 3).

(18)  KOM(2008) 380 endelig – EØSU's udtalelse: EUT C 175 af 28.7.2009, s. 84.

(19)  Forordning 2006/2004 (EUT L 364 af 9.12.2004, s. 1).

(20)  Henstilling 1998/257 og henstilling 2001/310.

---