23.12.2009

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 317/120

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger

KOM(2009) 28 endelig — 2009/0007 (CNS),

og

forslag til Rådets direktiv om administrativt samarbejde på beskatningsområdet

KOM(2009) 29 endelig — 2009/0004 (CNS)

(2009/C 317/23)

Ordfører: Sergio Ernesto SANTILLÁN CABEZA

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 13. februar 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 93 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Rådets direktiv om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger«

(KOM(2009) 28 endelig – 2009/0007(CNS))

og

»Forslag til Rådets direktiv om administrativt samarbejde på beskatningsområdet« (KOM(2009) 29 endelig - 2009/0004(CNS)).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Sergio Ernesto Santillán Cabeza til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 24. juni 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 455. plenarforsamling den 15. og 16. juli 2009, mødet den 16. juli 2009, følgende udtalelse med 114 stemmer for, 3 imod og 1 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1.   EØSU støtter Kommissionens forslag til direktiv om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer og til direktiv om administrativt samarbejde på beskatningsområdet, da de imødekommer et presserende behov. De bestemmelser, som forslagene erstatter, og som blev indført for tre årtier siden, imødekommer ikke i tilstrækkelig grad de nuværende behov. Det forhold, at kun ca. 5 % af fordringerne i øjeblikket inddrives, kræver en øjeblikkelig indsats.

1.2.   Kommissionens forslag tager hensyn til studier, forslag og henstillinger, som er fremsat på EU-niveau, i medlemsstaterne og i internationale fora og institutioner, herunder G-20 og OECD. Også EØSU har i en række udtalelser givet sin uforbeholdne støtte til forslagene om at gøre samarbejdsordningerne mellem medlemsstaterne på skatteområdet mere effektive (punkt 4.8 i nærværende udtalelse).

1.3.   Behovet for reformer er nu stigende, da virksomhederne skal håndtere de sociale og økonomiske følger af den økonomiske katastrofe, som skyldes den finansielle spekulation og svigagtige praksis, der er afsløret siden slutningen af 2007. Dette vil i de kommende år påføre skatteyderne en tung byrde og har ført til et presserende behov for at vedtage effektive midler mod skattesnydere, som opererer fra et skattely eller udnytter huller i loven til at unddrage sig skat.

1.4.   Globaliseringen øger behovet for samarbejde mellem medlemsstaterne på skatteområdet. De grundlæggende friheder, som er afgørende for EU's funktion, kan ikke bruges som dække for ikke at overholde den almindelige offentlige forpligtelse til at betale skat.

1.5.   Som følge af alt dette har Kommissionen med rette besluttet at udarbejde ny lovgivning på disse områder i stedet for at indføre delvise reformer af den eksisterende lovgivning.

1.6.   EØSU støtter det centrale mål om at etablere en europæisk administrativ kultur og give forvaltningerne de nødvendige værktøjer, som den moderne teknologi har gjort mulige (f.eks. elektroniske formularer) for at opnå en forenklet og hurtigere procedure. Det er også værd at fremhæve bestemmelserne om anvendelsen af sprog, en af de største hindringer for samarbejde på skatteområdet (jf. punkt 5.1).

1.7.   Oplysningspligten og dennes udstrækning (jf. punkt 5.2) ligger på linje med OECD og søger, efter EØSU's mening med rette, at hindre misbrug af bankhemmeligheden og andre procedurer, der giver indtryk af at være lovlige, for at unddrage sig skat.

1.8.   I den nuværende lovgivning findes der allerede bestemmelser om deltagelsen af embedsmænd fra den bistandssøgende medlemsstat i de undersøgelser, som gennemføres i den bistandssøgte medlemsstat (jf. punkt 5.3). I denne og i andre henseender respekterer forslagene medlemsstaternes nationale suverænitet (jf. punkt 5.5).

1.9.   Skatteyderens forpligtelser over for skattemyndighederne opretholdes inden for rammerne af samarbejdet mellem medlemsstaterne, da dette omfatter muligheden for at anfægte lovligheden af myndighedernes undersøgelser og foranstaltninger (punkt 5.4).

1.10.   EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje en fremtidig kodificering af skattelovgivningen i ét regelsæt (jf. punkt 5.6).

2.   Forslag til Rådets direktiv om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (KOM(2009) 28 endelig)

2.1.   Baggrunden for Kommissionens forslag

2.1.1.   I den aktuelle lovgivning om gensidig bistand (1) er der utilstrækkeligheder i form af langsommelighed, uligheder, manglende koordinering, manglende gennemsigtighed.

2.1.2.   Skattemyndighederne i en bestemt medlemsstat har ikke kompetence til at inddrive fordringer uden for deres område, da bestemmelserne er af national karakter: inddrivelsen af sådanne fordringer kræver bistand fra en anden stat (eller andre stater) ved hjælp af procedurer, som har vist sig at være ineffektive. Denne kompetencemæssige begrænsning er et stigende problem på grund af den øgede mobilitet for kapital og personer. Den frie bevægelighed, et centralt mål for Den Europæiske Union, har således i dette tilfælde negative følger, da den gør det lettere at unddrage sig skat. Der er derfor et klart behov for nye foranstaltninger.

2.1.3.   Det er tilstrækkeligt at henvise til, at medlemsstaterne i 2007 modtog 11 794 anmodninger om bistand fra andre medlemsstater til inddrivelse af fordringer. De faktisk indkasserede beløb udgør imidlertid kun ca. 5 % af den samlede sum.

2.1.4.   Momssvig er et særlig stort problem og har to virkninger, som fremover må undgås: det fører til konkurrenceforvridning i det indre marked og reducerer medlemsstaternes og EU's indtægter (2).

2.2.   Foreslåede foranstaltninger til inddrivelse af fordringer

2.2.1.   Udvidelse af anvendelsesområdet for den gensidige bistand. I modsætning til direktiv 2008/55/EF, som kun beskæftiger sig med inddrivelsesmuligheder for begrænsede fordringskategorier, finder det nye forslag anvendelse på »alle skatter og afgifter, der opkræves af eller på vegne af medlemsstaternes territorielle eller administrative underenheder, herunder lokale myndigheder«, samt på obligatoriske socialsikringsbidrag, »restitutioner, interventioner og andre foranstaltninger« finansieret under EGFL (3) og ELFUL (4) og »afgifter og told, der opkræves i medfør af den fælles markedsordning for sukker« (art. 1 og 2).

2.2.2.   Bedre udveksling af oplysninger. Ud over spontan udveksling af oplysninger (art. 5) skal embedsmænd i en medlemsstat også kunne deltage aktivt i undersøgelser i en anden medlemsstat (art. 6), hvilket er meget vigtigt.

2.2.3.   Forenkling af proceduren for meddelelse af dokumenter (art. 7 og 8).

2.2.4.   Mere effektive inddrivelsesforanstaltninger og retsbevarende foranstaltninger (Kapitel IV). Disse bestemmelser, som udgør et centralt led i forslaget, berører følgende aspekter:

—	Betingelser for anmodning om inddrivelse og eksekution heraf i den bistandssøgende medlemsstat (art. 9 og 12).

—

Behandling af fordringen: »Med henblik på inddrivelse i den bistandssøgte medlemsstat behandles enhver fordring, for hvilken der er fremsat anmodning om inddrivelse, som en fordring fra den bistandssøgte medlemsstat, medmindre andet er fastsat« (art. 12, stk. 1) (5). Den bistandssøgte medlemsstat inddriver fordringen i sin egen valuta.

—	Andre aspekter ved inddrivelse af en fordring: oplysninger til den bistandssøgte stat, overførsel af eventuelle inddrevne beløb, morarenter, betaling i rater (art. 12, stk. 2, og art. 12, stk. 5).

—	Retsbevarende foranstaltninger for at sikre inddrivelse af fordringer (art. 15 og 16).

—	Begrænsning af den bistandssøgte myndigheds forpligtelser (art. 17).

—	Forældelse af fordringer (art. 18).

—	Proceduremæssige omkostninger (art. 19).

2.2.5.   Standardisering og forenkling af de generelle regler for anmodning om bistand i forbindelse med formularer, kommunikationsmidler, anvendelsen af sprog etc. (art. 20-23).

3.   Forslag til Rådets direktiv om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (KOM(2009) 29 endelig)

3.1.   Baggrunden for Kommissionens forslag

3.1.1.   Rådets højtstående arbejdsgruppe vedrørende skattesvig (6), Kommissionen (7) og medlemsstaterne har alle konstateret, at bestemmelserne vedrørende gensidig bistand mellem de kompetente myndigheder på området direkte skatter og forsikringspræmier (8) er utilstrækkelige. Ifølge Kommissionen giver de alvorlige mangler i direktiv 77/799 anledning til et stigende problem med at ansætte skatterne korrekt, påvirker skattesystemernes funktion og resulterer i dobbeltbeskatning, hvilket igen ansporer til skattesvig og skatteunddragelse, mens kontrollen stadig foregår på nationalt niveau (9).

3.1.2.   Det foreslås derfor at anlægge en innovativ strategi i stedet for at nøjes med at indføre ændringer af det eksisterende direktiv. Den nye ordning udgør derfor en ny og integreret retlig ramme, som dækker alle de grundlæggende aspekter i det administrative samarbejde på beskatningsområdet og således i betydelig grad styrker myndighedernes kapacitet til at bekæmpe skattesvig og –unddragelse.

3.1.3.   Da det drejer sig om at etablere effektive samarbejdsmekanismer mellem EU-myndighederne og medlemsstaterne og indbyrdes mellem medlemsstaterne, er det centrale mål i begge forslag at indføre fælles regler under fuld iagttagelse af medlemsstaternes suverænitet på beskatningsområdet.

3.2.   Foreslåede foranstaltninger til forbedret administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne

3.2.1.   Udvidelse af anvendelsesområdet i stil med det foregående forslag (inddrivelse af fordringer).

3.2.2.   Udveksling af oplysninger. Der fremsættes tre forslag om udveksling af oplysninger:

—	Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed (art. 5-7). Anmodningen om oplysninger kan indebære eventuelle administrative undersøgelser, som er nødvendige for at opnå oplysningerne.

—

Automatisk udveksling af oplysninger (art. 8). Det drejer sig om systematisk meddelelse, uden forudgående anmodning, af oplysninger, som er defineret på forhånd, fra en medlemsstat til en anden med forud fastsat regelmæssighed, eller efterhånden som de pågældende oplysninger foreligger (art. 3, stk. 4). Det vil imidlertid være den i artikel 24 fastlagte udvalgsprocedure, som inden for to år afgør de nærmere enkeltheder ved denne udveksling af oplysninger.

—	Spontan udveksling, når den kompetente myndighed i en medlemsstat anser dette for hensigtsmæssigt (art. 9).

3.2.3.   Andre samarbejdsformer:

—	Embedsmænd fra den anmodende myndighed kan være til stede i den anmodede myndigheds administrative kontorer og deltage i den anmodede myndigheds undersøgelser (art. 10).

—	Samtidig kontrol på hver sit område af en eller flere personer (art. 11).

—	Regler for administrative meddelelser, som er fastlagt i en anden medlemsstat (art. 12).

3.2.4.   Generelle aspekter af det administrative samarbejde.

—	Feedback (art. 13). Der lægges bl.a. vægt på hurtige svar.

—	Udveksling af bedste praksis og erfaringer (art. 14).

—

Forskellige aspekter af samarbejdet. Myndighederne (anmodende og anmodede) vil kunne videregive oplysninger og dokumenter, som de modtager fra andre myndigheder, og anvende dem til andre formål end de oprindelige formål (art. 15). Endvidere nævnes følgende aspekter: betingelserne for medlemsstaternes forpligtelser (art. 16), begrænsninger af samarbejdspligten (art. 17), anvendelse af mestbegunstigelsesprincippet (art. 18), standardformularer og elektroniske formater (art. 19) samt anvendelse af det fælles informationsnetværk (CCN-netværket) (art. 20).

4.   Generelle bemærkninger

4.1.   EØSU er helt enigt med Kommissionen i, at »medlemsstaternes behov for gensidig bistand på beskatningsområdet og navnlig i forbindelse med direkte skatter stiger kraftigt i takt med globaliseringen. Den voldsomme udvikling i skatteydernes mobilitet, antallet af grænseoverskridende transaktioner og internationaliseringen af de finansielle instrumenter gør det stadig vanskeligere for medlemsstaterne at ansætte skatter korrekt, samtidig med at de bevarer den nationale suverænitet over skatteniveauet (10)«.

4.2.   De to forslag tager udgangspunkt i, at de regler, der blev fastsat for over tre årtier siden (på et tidspunkt, hvor EU kun bestod af ni medlemsstater), er utilstrækkelige i dag på grund af de ændringer, der i den mellemliggende tid er sket i det indre marked: i anden halvdel af 70'erne var der endnu ikke opnået fri bevægelighed, og integrationen var begrænset.

4.3.   Der har i en årrække været udtrykt bekymring over udbredelsen af skattesvig og –unddragelse i EU. I 2004 tog Kommissionen dette spørgsmål op på grund af skandaler, der var udløst af bestemte virksomheders erhvervsmæssige og finansielle uredelighed (11), indførte en række foranstaltninger for at »forbedre gennemsigtigheden i skattesystemerne« og foreslog at udarbejde »konkrete forslag, som er målrettet tilfælde af skattesvig og -unddragelse, der involverer komplekse og ugennemsigtige strukturer«. Kommissionen nævnte konkrete tilfælde (12) og understregede, at sådanne skandaler »har skabt usikkerhed på kapitalmarkederne til skade for økonomien som helhed«.

4.4.   Fem år senere kan det konstateres, at de begivenheder, som der blev henvist til i meddelelsen fra 2004, forekommer ubetydelige sammenlignet med dem, der er indtruffet i den seneste tid, hvor den skade, der er påført økonomien, også er betydeligt større.

4.5.   Dette emne har nu global betydning som følge af den katastrofale økonomiske og finansielle krise, der skyldes den svigagtige praksis, som begyndte at komme for dagen i beslutningen af 2007. En af G20's opgaver er at foreslå etablering af internationale regler, der skal gøre kommercielle transaktioner gennemsigtige og pålidelige og derved bekæmpe skattesvig og -unddragelse (13).

4.6.   De skandaler, som nogle EU-lande har oplevet i forbindelse med skatteunddragelsesmekanismer i form af skattely (f.eks. det skattesvig, der foregår i Liechtenstein til skade for det tyske skattevæsen), er generelt blevet fordømt af offentligheden, som kræver mere effektive midler til bekæmpelse af skatteunddragelse og finansiel kriminalitet.

4.7.   Udveksling af oplysninger og lettere adgang til oplysninger med henblik på bekæmpelse af skattesvig er også et af OECD's mål (14).

4.8.   I årenes løb har EØSU kraftigt støttet foranstaltninger til øget samarbejde og har opfordret til bedre kontrolinstrumenter og -mekanismer (15).

4.9.   I tråd med alle disse tidligere udtalelser udtrykker EØSU tilfredshed med de to direktivforslag, da de repræsenterer et reelt skridt fremad i den europæiske integration. Overholdelse af skatteforpligtelser er en af grundpillerne i et velfungerende velfærdssamfund.

5.   Særlige bemærkninger

5.1.   Skabelse af en europæisk administrativ kultur

5.1.1.   For EØSU er det vigtigste aspekt i begge forslag – navnlig i forslaget om administrativt samarbejde – ønsket om at skabe en europæisk administrativ kultur. En sådan kultur har grundlæggende betydning for kampen mod skattesvig, som det fremhæves i Kommissionens meddelelse fra 2006 (16).

5.1.2.   Denne beslutning, som afspejler de erfaringer, som skatteforvaltningerne har gjort i årenes løb, kommer til udtryk på forskellige måder: hver medlemsstats forpligtelse til at udpege et enkelt skatteforbindelseskontor, og muligheden for at etablere særlige forbindelsestjenester, som opretholder direkte indbyrdes kontakt; muligheden for at udpege kompetente embedsmænd, som er i stand til at deltage direkte i påtænkte aktiviteter; fastsættelse af frister (eksisterer ikke i øjeblikket) for formidling af oplysninger; forpligtelse til at give feedback etc.

5.1.3.   EØSU bifalder etableringen af standardformularer og elektroniske formater, som letter procedurerne.

5.1.4.   Forenklede regler for anvendelse af sprog – indtil nu en stor hindring for samarbejde, som har øget omkostningerne ved procedurerne – og anvendelsen af ny teknologi på dette område, da formularer kan oversættes automatisk.

5.2.   Grænser for det administrative samarbejde, bankhemmeligheden, inddragelse af formidlende led og ejerskabsinteresser

5.2.1.   Det foreslåede administrative samarbejde er underlagt begrænsninger. Den anmodede medlemsstat skal levere de ønskede oplysninger, forudsat at dette »ikke udgør en uforholdsmæssig tung administrativ byrde«, og at den anmodende stat »har udtømt de sædvanlige informationskilder«, som den kunne have brugt. Den anmodede stat kan imidlertid afvise anmodningen i visse tilfælde: a) når de ønskede undersøgelser eller den ønskede indsamling af oplysninger strider imod landets egen lovgivning; b) når den anmodende medlemsstat af retlige grunde ikke ville være i stand til at stille tilsvarende oplysninger til rådighed; c) når det ville føre til videregivelse af en erhvervsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed, en fremstillingsmetode eller oplysninger, hvis videregivelse ville stride mod almene interesser (17). EØSU anser disse begrænsninger for at være tilstrækkelige.

5.2.2.   En bistandssøgt medlemsstat kan imidlertid ikke afslå at levere oplysninger, »fordi oplysningerne skal indhentes hos en bank, en anden finansieringsinstitution, en forvalter eller en person, der handler som repræsentant eller betroet person, eller fordi oplysningerne vedrører en persons ejerskabsinteresser« (18). I lyset af den hyppige forekomst af skattesvig bifalder EØSU denne præcisering, uden hvilken de opstillede mål i de to forslag om at sikre overholdelse af skatteforpligtelserne kunne blive vanskelige at opnå (19).

5.2.3.   Det bør bemærkes, at oplysningsforpligtelserne og begrænsningerne herfor er beskrevet på lignende vis i OECD's modeloverenskomst (20).

5.3.   Tilstedeværelse af embedsmænd fra en anden medlemsstat

5.3.1.   Både direktivforslaget om administrativt samarbejde og direktivforslaget om bistand ved inddrivelse af fordringer giver mulighed for, at embedsmænd i den bistandssøgende stat kan være til stede under de administrative undersøgelser, der gennemføres i den bistandssøgte medlemsstat. EØSU anser denne samarbejdsform for tilstrækkelig, da den er underlagt to vigtige betingelser: at der findes en aftale mellem den bistandssøgende myndighed og den bistandssøgte myndighed, og at embedsmændene »udøver disse beføjelser i overensstemmelse med den anmodede medlemsstats love og administrative bestemmelser« (21).

5.3.2.   Tilstedeværelsen af embedsmænd fra en anden medlemsstat er allerede hjemlet på punktafgifts- (22) og momsområdet (23), men i det foreliggende tilfælde får embedsmændene øgede kompetencer, da de udstyres med inspektionsbeføjelser.

5.4.   Lovligheden af instrumentet for inddrivelse af fordringer

5.4.1.   Et spørgsmål af særlig interesse er lovligheden af de undersøgelsesprocedurer, som skattemyndighederne kan iværksætte. EØSU mener, at dette aspekt dækkes tilstrækkeligt i forslaget til direktiv om bistand til inddrivelse af fordringer. For det første bør det erindres, at de ordninger, som der opereres med, ikke kun i de her behandlede to direktivforslag, men også på moms- og punktafgiftsområdet, udelukkende indfører samarbejdsprocedurer mellem medlemsstaterne, som bevarer fuld suverænitet med hensyn til at afgøre lovligheden af de undersøgelsesprocedurer, som de udfører på deres område.

5.4.2.   I henhold til de generelle principper skal embedsmændene handle i overensstemmelse med loven (24), og de administrative aktiviteter formodes at være gyldige. De er derfor bindende. Den berørte part levnes dog stadig mulighed for ad rettens vej at anfægte dette. Hvad angår tvister om inddrivelse af fordringer, er det den medlemsstat, der søger at inddrive fordringerne (dvs. den bistandssøgende medlemsstat), der har kompetencen til at træffe afgørelse om gyldigheden af fordringen, af den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution, eller den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution, og om gyldigheden af en meddelelse foretaget af nævnte medlemsstat (25).

5.4.3.   I tilfælde af en tvist er det imidlertid de tilsvarende instanser i den bistandssøgte stat, der afgør, om de eksekutionsforanstaltninger eller den meddelelse, der foretages af denne stat er gyldige (26). I begge tilfælde opretholdes skatteyderens retssikkerhed, da eksekutionsproceduren suspenderes for den del af fordringen, der vedrører tvisten, medmindre loven tillader den mulighed, der nævnes i det følgende punkt. Medlemsstaterne er forpligtede til at give oplysninger om anfægtede fordringer, men de berørte parter kan naturligvis også gøre det.

5.4.4.   I tilfælde af retstvister om fordringer kan der vedtages retsbevarende foranstaltninger, hvis lovgivningen i den bistandssøgte medlemsstat tillader det. Hvis den bistandssøgende stats lovgivning tillader det, kan denne stat endvidere anmode den bistandssøgte myndighed om at inddrive en fordring via domstolene på basis af en begrundet afgørelse (27).

5.4.5.   Hvad angår straffelovgivningen, bør det erindres, at denne udelukkende falder inden for medlemsstaternes kompetence (28).

5.5.   Medlemsstaternes suverænitet

5.5.1.   EØSU ønsker at fremhæve, at forslagene fuldt ud respekterer medlemsstaternes suverænitet. Inden for rammerne af direktiverne anvender medlemsstaterne i sidste ende deres egen lovgivning gennem deres egne institutioner inden for de relevante områder. Dette illustreres bl.a. ved de tilfælde, som der henvises til i punkt 5.3 og 5.4 i denne udtalelse.

5.5.2.   Dette vedrører også videregivelse af oplysninger og dokumenter modtaget inden for rammerne af direktivet, som fastlægger følgende:

—	Myndigheden (den anmodende eller anmodede) kan videregive disse til andre myndigheder i samme medlemsstat, for så vidt som det ikke strider mod lovgivningen i denne. Oplysningerne kan anvendes til andet end skatteformål.

—	Den kompetente myndighed i en medlemsstat kan videregive oplysningerne til en kompetent myndighed i en tredje medlemsstat »forudsat at det sker i overensstemmelse med de regler og procedurer, der er fastsat i dette direktiv«.

—	Endvidere kan alle dokumenter og oplysninger, som den anmodende myndighed modtager, anvendes som bevismateriale på samme måde som tilsvarende oplysninger modtaget fra en indenlandsk instans (29).

5.5.3.   I modsætning til bestemmelserne i OECD-aftalen om udveksling af oplysninger i skattesager (30) er det ikke nødvendigt at opnå tilladelse fra den anmodede myndighed.

5.6.   Behovet for kodificerede bestemmelser

5.6.1.   De to direktivforslag indeholder bestemmelser med identisk eller samme type indhold. Et eksempel herpå er bestemmelserne om meddelelse af akter (31), og der kunne fremføres andre eksempler. Som nævnt ovenfor behandles tilstedeværelsen af andre medlemsstaters embedsmænd i to direktiver og to forordninger, som adskiller sig med hensyn til beføjelsernes omfang.

5.6.2.   For at opnå en bedre lovgivning mener EØSU, at der fremover bør gøres en indsats for så vidt muligt at kodificere skattelovgivningen.

5.7.   Den praktiske gennemførelse af den nye ordning

5.7.1.   Det vil kræve en betydelig indsats fra de europæiske og nationale institutioners side at iværksætte det komplekse nye system, som foreslås indført. For det første på grund af fristerne: den 31. december 2009 er fastsat som frist for gennemførelse af de to direktiver (som påvirker forskellige områder af retssystemet), hvilket forekommer vanskeligt at overholde. Det vil kræve en intens indsats fra Udvalget for Administrativt Samarbejde på Beskatningsområdet i løbet af to år at udarbejde reglerne for automatisk udveksling af oplysninger.

5.7.2.   For det andet vil forvaltningsapparaternes tilpasning til de nye krav kræve, at skattemyndighederne råder over tilstrækkelige materielle og menneskelige ressourcer. Det er navnlig nødvendigt at sikre uddannelse af embedsmænd, hvilket i mange tilfælde kræver tildeling af yderligere budgetmidler.

5.7.3.   Under alle omstændigheder understreger EØSU, at direktivforslagenes målsætninger kun kan omsættes til konkrete resultater i kampen mod skattesvig og -unddragelse, hvis der er en klar politisk vilje til at stille tilstrækkelige midler til rådighed.

---

(1)  Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. maj 1976, senere kodificeret ved Rådets direktiv 2008/55/EF af 26. maj 2008.

(2)  KOM(2009) 28 endelig: »direktiv 2000/65/EF, som ophævede muligheden for at anmode om udnævnte fiskale repræsentanter og udvidede anvendelsesområdet for momssvig – særlig såkaldt karruselsvig – har ført til en situation, hvor 57,5 % af alle anmodninger om inddrivelse vedrører fordringer i forbindelse med merværdiafgifter (2007).« Jf. Kommissionens meddelelse om »En samordnet strategi til forbedring af bekæmpelsen af momssvig i Den Europæiske Union«, KOM(2008) 807 endelig.

(3)  Den Europæiske Garantifond for Landbruget.

(4)  Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

(5)  Det eksisterende direktiv 2008/55/EF indeholder en lignende bestemmelse (art. 6, stk. 2). Ifølge denne bestemmelse tilhører fordringen ikke den bistandssøgte medlemsstat, men kan betragtes som sådan, dvs. at den bistandssøgte medlemsstat behandler den på samme måde som sine egne fordringer.

(6)  Rapport fra maj 2000 (dokument 8668/00 fra Rådets højtstående arbejdsgruppe: »Fight against tax fraud«).

(7)  Meddelelser fra 2004 (KOM(2004) 611 endelig) og 2006 (KOM(2006) 254 endelig).

(8)  Rådets direktiv 77/799/EØF af 19. december 1977.

(9)  KOM(2009) 29 endelig, s. 2.

(10)  KOM(2009) 29 endelig, begrundelsen.

(11)  Meddelelse fra Kommissionen om forebyggelse og bekæmpelse af erhvervsmæssig og finansiel uredelighed (KOM(2004) 611 endelig).

(12)  F.eks. Parmalat og Enron, hvis aktionærer mistede 67 mia. dollar.

(13)  Erklæring fra G20-topmødet i Washington (15/11/2008): »Tax authorities, drawing upon the work of relevant bodies such as the Organization for Economic Cooperation and Development (OECD), should continue efforts to promote tax information exchange. Lack of transparency and a failure to exchange tax information should be vigorously addressed.«

(14)  Global Forum on Taxation, hvis deltagere også omfattede lande uden for OECD. Jf. »Tax co-operation: towards a level playing field – 2008 Assessment by the Global Forum on Taxation«. OECD, august 2008.

(15)  Jf. EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen om det nødvendige i, at der udvikles en samordnet strategi til forbedring af bekæmpelsen af skattesvig«, EUT C 161 af 13.7.2007, s. 8. Denne udtalelse indeholder en udtømmende liste over fællesskabslovgivning. Endvidere udtalelser om følgende forslag:

—

»Forslag til Rådets og Europa-Parlamentets forordning om administrativt samarbejde vedrørende merværdiafgift« og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte og indirekte skatter«, EFT C 80 af 3.4.2002, s. 76.

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet« og »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 77/799/EØF om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter, visse punktafgifter og afgifter på forsikringspræmier og Rådets direktiv 92/12/EØF om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed«, EUT C 112 af 30.4.2004, s. 64.

—	»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om oprettelse af et fællesskabsprogram til forbedring af beskatningssystemernes virkemåde i det indre marked (Fiscalis 2013-programmet)«, EUT C 93 af 27.4.2007, s. 1.

(16)  Heri tages et forslag fra Rådets ad hoc-gruppe om skattesvig op (jf. KOM(2006) 254, pkt. 3.1).

(17)  KOM(2009) 29 endelig, art. 16.

(18)  KOM(2009) 29 endelig, art. 17, stk. 2.

(19)  Det skønnes, at ca. en tredjedel af de 11 mia. dollar i personlige formuer, der holdes skjult verden over, befinder sig i Schweiz. »Swiss banks ban top executive travel. Concern that employees will be detained« (Financial Times, 27.3.2009).

(20)  Model Convention with respect to taxes on income and capital, art. 26 og 16, OECD 17. juli 2008.

(21)  KOM(2009) 28 endelig, art. 6, stk. 2, og KOM(2009) 29 endelig, art. 10, stk. 2.

(22)  Rådets forordning (EF) nr. 2073/2004 af 16. november 2004 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet, art. 11.

(23)  Rådets forordning (EF) nr. 1798/2003 af 7. oktober 2003 om administrativt samarbejde på momsområdet, som ophæver forordning (EØF) nr. 218/92, art. 11.

(24)  I henhold til den europæiske kodeks for god forvaltningsskik sørger tjenestemanden for, »at der er retshjemmel for afgørelser, som berører enkeltpersoners rettigheder eller interesser, og at deres indhold er i overensstemmelse med lovgivningen« (art. 4).

(25)  KOM(2009) 28 endelig, art. 13, stk. 1.

(26)  KOM(2009) 28 endelig, art. 13, stk. 2.

(27)  Hvis indsigelsesspørgsmålet senere afgøres til fordel for den betalingspligtige, tilbagebetaler den bistandssøgende myndighed eventuelt inddrevne beløb med tillæg af eventuel erstatning i overensstemmelse med den lovgivning, der gælder i den medlemsstat, i hvilken den bistandssøgte myndighed befinder sig. KOM(2009) 28 endelig, art. 13, stk. 4, sidste afsnit.

(28)  »… ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan udøve deres beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed.« Traktat om Den Europæiske Union, art. 33.

(29)  KOM(2009) 29 endelig, art. 15, stk. 1, 2 og 3.

(30)  Oplysningerne må ikke videregives til nogen anden person, instans, myndighed eller til nogen anden jurisdiktion uden udtrykkeligt skriftligt samtykke fra den anmodede parts kompetente myndighed (art. 8).

(31)  KOM(2009) 28 endelig, art. 7 og 8; KOM(2009) 29 endelig, art. 12.

---