27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/131

1.1.1

Euroregioner er permanente grænseoverskridende samarbejdsstrukturer mellem regionale og lokale myndigheder, som er beliggende langs de nationale grænser.

1.1.1.1

Deres særlige kendetegn (1) er bl.a.:

1.1.2

Der anvendes forskellige termer i forbindelse med de forskellige euroregioner: Euroregio, Euroregión, Europaregión, Gran Región, Regio osv.

1.2.1

Det primære mål for euroregionerne og andre tilsvarende strukturer (2)er det grænseoverskridende samarbejde, for hvilket der opstilles prioriteter ud fra forskellige betingelser alt afhængigt af de regionale og geografiske kendetegn. I de tidlige faser, eller i tilfælde af arbejdsfællesskab med meget specifikke mål, gælder det først og fremmest om at fremme gensidig forståelse, udvikle kulturelle forbindelser og styrke det økonomiske samarbejde. Euroregioner med mere integrerede strukturer og egne finansielle midler opstiller nogle mere ambitiøse målsætninger. De tager fat på alle mulige emner i forbindelse med grænseoverskridende samarbejde, lige fra at fremme fælles interesser på alle områder til at gennemføre og forvalte grænseoverskridende programmer og konkrete projekter.

1.2.2

De grænseoverskridende aktiviteter omfatter ikke alene socioøkonomisk udvikling og kulturelt samarbejde, men også andre områder af fælles interesse, specielt sociale anliggender, sundhed, almen og faglig uddannelse, forskning og udvikling, affaldsforvaltning, miljøbeskyttelse og fysisk forvaltning, turisme og fritidsaktiviteter, naturkatastrofer, transport- og kommunikationsinfrastruktur.

1.2.3

Euroregionerne ses som en ideel ramme for gennemførelse af EU's politik om arbejdstagernes frie bevægelighed og økonomisk, social og territoriel samhørighed i grænseområderne ved hjælp af nogle samarbejdsmetoder, der ikke skaber kompetencekonflikter.

1.2.4

Euroregionerne bidrager til at fremme Den Europæiske Unions opbygning og integration fra bunden af og i folks dagligdag.

1.2.5

Samarbejde på tværs af grænserne bidrager for sit vedkommende til at skabe forskellige former for grænseoverskridende organisation og behandling af fælles problemer, som f.eks. grænseoverskridende fagforeningskomitéer, samarbejde mellem erhvervsorganisationer og handelskamre, og til at nedsætte økonomiske og sociale råd i euroregionerne osv.

1.2.6

Den studiegruppe, der havde ansvar for udarbejdelsen af nærværende udtalelse, fik mulighed for at konstatere dette ved selvsyn, da den af »Det økonomiske og sociale råd for Saar-Lor-Lux-Rheinland/Pfalz-regionen« (3) var inviteret til en høring i Luxembourg den 13. februar 2007.

1.3.1

Europarådet, som har sæde i Strasbourg, er den europæiske organisation, der gennem flere årtier har beskæftiget sig med emnet, euroregioner, og grænseoverskridende samarbejde generelt.

1.3.2

De første forsøg med grænseoverskridende samarbejde blev gjort i slutningen af 1940'erne. Benelux-aftalen, som blev indgået i 1948, var et tidligt forsøg på at nedbryde de skillelinjer, som statsgrænserne udgør. Euroregio blev oprettet i 1958 omkring det hollandske Enschede-område og det tyske Gronau-område. Kort tid derefter, men i områder som dengang var uden for EU, blev der iværksat adskillige eksperimenter i Skandinavien i Øresund, Nordkalotten og Kvarken på tværs af Danmarks, Finlands, Norges og Sveriges grænser.

1.3.3

Mellem 1975 og 1985 blev der skabt en række arbejdsfællesskaber mellem regioner i forskellige lande, som f.eks. arbejdsfællesskaberne i Jura og Pyrenæerne med begrænsede handlingsbeføjelser.

1.3.4

Det regionale grænseoverskridende samarbejde og oprettelsen af euroregioner er blevet meget omfattende siden 1990 (4). Følgende faktorer har bidraget til denne vækst:

1.3.5

De seneste to udvidelsesrunder, som forhøjede antallet af medlemsstater fra 15 til 27, har medført en betydelig stigning i antallet af grænseregioner og de dertil knyttede kendetegn. Helt konkret er antallet af grænseregioner på Nuts-II-plan steget til 38, og man er gået fra en samlet grænsestrækning på 7 137 km til 14 300 km.

1.3.6

Europa-Parlamentet skrev i sin betænkning fra december 2005 (5), at det grænseoverskridende samarbejde er afgørende for den europæiske integration og samhørighed, og opfordrede medlemsstaterne til at fremme og støtte brugen af euroregioner. Det grænseoverskridende samarbejde indgik ligeledes i forslaget til en forfatning for Europa (Art. III-220).

1.4.1

Kommissionen indkredsede i fællesskabsinitiativet Interreg III til fremme af samarbejde mellem regioner tre samarbejdsområder:

Euroregioner falder specielt ind under afsnit A, men efterhånden også i stigende grad under afsnit B.

2.1

Inden for den senere tid har forskellige EU-forslag forbedret de overordnede rammer for euroregionerne. I første halvdel af 2006 har Europa-Parlamentet og ministerrådet vedtaget adskillige vigtige beslutninger, som har betydning for det grænseoverskridende samarbejde.

2.2.1

Kommissionen fremlagde i 2004 sit første forslag til revision af de finansielle perspektiver (2007-2013) (6). I dette forslag for et EU med 27 medlemsstater anslog Kommissionen udgiftsbehovet til omkring 1,14 % af BNI for perioden 2007-2013. EØSU gav i sin udtalelse (7) sin støtte til at øge de egne midler til et maksimum på 1,30 % af BNI (og dermed overskride den tidligere tærskel på 1,24 %) i lyset af de store udfordringer, EU stod over for. Det Europæiske Råd fastsatte på mødet i december 2005 de samlede udgifter for perioden 2007-2013 til 1,045 % af BNI. I april 2006 blev det endelige forslag til sidst, efter forhandlinger mellem Rådet og Europa-Parlamentet, fastsat til 864 315 mia. euro, dvs. 1,048 % af BNI.

2.2.2

Denne væsentlige nedskæring har påvirket finansieringen af den økonomiske og sociale samhørighed, som er faldet fra 0,41 % af BNI i EU-15 til 0,37 % i EU-27. Alt dette sker på et tidspunkt, hvor optagelsen af nye medlemsstater og andre udfordringer for EU, såsom globaliseringen, kræver flere og ikke færre midler.

2.2.3

Hvad angår territorialt samarbejde i Europa, er der til det nye mål nr. 3 afsat 8,72 mia. euro (2,44 % af 0,37 % af BNI er afsat til samhørighed), hvilket skal sammenholdes med de 13 mia. euro, som Kommissionen bad om i sit oprindelige forslag. Man bliver således nødt til at strække de færre midler længere.

2.2.4

EU's finansielle støtte til grænseoverskridende samarbejde er steget i forhold til den foregående periode (2000-2006), men nedskæringen i forhold til Kommissionens oprindelige forslag gør det nødvendigt med mere samarbejde fra de regionale og lokale instansers side og en mere udstrakt brug af offentlig-private partnerskaber. De afsatte midler dækker nu flere grænseområder, specielt i Central- og Østeuropa efter optagelsen af de 12 nye medlemsstater.

2.3.1

Kommissionens forslag, som blev fremsat i juli 2004, om strukturfondene for perioden 2007-2013 opstiller et mål om »konvergens« i stedet for det tidligere mål nr. 1, et mål om »konkurrenceevne og beskæftigelse« i stedet for det tidligere mål 2 og skaber et nyt mål nr. 3 »europæisk territorialt samarbejde«, som tillægger større betydning til tiltag på det regionale grænseoverskridende område.

2.3.2

Dette nye mål nr. 3 (8), som er baseret på erfaringerne fra fællesskabsinitiativet Interreg, vil særligt tage sigte på at fremme en afbalanceret integration af EU's område ved hjælp af grænseoverskridende, tværnationalt og interregionalt samarbejde.

2.3.3

EØSU afgav udtalelser om reformen af Strukturfondene og Samhørighedsfonden i 2005 (9). Rådet og Europa-Parlamentet vedtog de nye forslag til forordninger i 2006 (10).

2.4.1

Kommissionens meddelelse (11) om de strategiske retningslinjer for samhørighed blev vedtaget, efter at man havde vedtaget de forskellige strukturfondsforordninger. Den omtalte meddelelse bekræfter vigtigheden af det nye mål nr. 3 »Europæisk territorialt samarbejde« og dets tre dele: grænseoverskridende, tværnationalt og interregionalt samarbejde.

2.4.2

Hensigten med det nye samarbejdsmål er at fremme større integration af EU's område og at mindske »barriereeffekten« ved hjælp af grænseoverskridende samarbejde og udveksling af god praksis.

2.4.3

De strategiske retningslinjer for EU's samhørighedspolitik sigter mod at:

2.4.4

Det er velkendt, at nationale grænser ofte udgør en hindring for udviklingen af EU's område som helhed, og at de kan begrænse EU's konkurrencepotentiale. En af de vigtigste målsætninger for det grænseoverskridende samarbejde i EU er derfor at fjerne barriereeffekten mellem nationale grænser og at skabe synergier med henblik på at takle fælles problemer ved hjælp af fælles løsninger.

2.4.5

Samhørighedspolitik bør fokusere på foranstaltninger, der øger værdien af de grænseoverskridende aktiviteter, som f.eks. at øge den grænseoverskridende konkurrenceevne ved hjælp af innovation, forskning og udvikling; at skabe virtuelle netværk (tjenester) eller fysiske netværk (transport) for at øge den grænseoverskridende integration som et europæisk særtræk; fremme mobilitet og gennemsigtighed på det grænseoverskridende arbejdsmarked; forvalte vandressourcerne og forebygge oversvømmelser; udvikle turismen; fremme inddragelsen af de økonomiske og sociale aktører; fremhæve kulturarven; forbedre den fysiske planlægning osv.

2.5.1

Historisk set har manglen på et ensartet europæisk retsgrundlag for grænseoverskridende samarbejde virket som en bremse på udviklingen af nyttige foranstaltninger på dette område.

2.5.2

Kommissionen foreslog i 2004, at der blev oprettet en europæisk gruppe for grænseoverskridende samarbejde. I et senere forslag ændrede Kommissionen denne betegnelse og udskiftede ordet »grænseoverskridende« med »territorialt«.

2.5.3

Den forordning (12), der blev vedtaget den 31. juli 2006, anerkender, at:

3.1.1

I de større, ældre stater har der været en tendens til at koncentrere en stor del af de økonomiske aktiviteter centralt i landet og ofte i hovedstaden og de større byer. Inden for de enkelte stater er der sket en vis regional økonomisk specialisering.

3.1.2

Den europæiske integration fremmer dannelsen af nye samarbejdsområder som f.eks. euroregionerne. Den europæiske integration har betydet, at den regionale specialisering ikke længere kun udvikles inden for de enkelte stater, men i stigende grad på europæisk plan. Landegrænserne udgør ikke længere nogen uovervindelig hindring for handlen. Inden for rammerne af den stigende specialisering på europæisk plan fremmer dette etableringen af nye forbindelser mellem regioner — som til tider befinder sig på forskellige udviklingsstader — fra forskellige medlemslande men med ens målsætninger.

3.1.3

Denne form for samarbejde er specielt nødvendig i forbindelse med mindre foretagender, som er mest ramt af grænseeffekten. Der tænkes f.eks. på smv'erne.

3.1.4

EØSU mener, at euroregionerne i væsentligt omfang bør bidrage til EU's politik for økonomisk, social og territorial samhørighed. EU's nye forslag til fysisk forvaltning har derfor konvergens og øget konkurrenceevne og beskæftigelse som vigtigste målsætninger, navnlig i de mindre velstående regioner og i de regioner, der står over for nye udfordringer på specialiseringsfronten.

3.2.1

Euroregionerne er befordrende for stordriftsfordele. Kort fortalt bevirker de, at markederne bliver større (klyngeøkonomi), at produktionsfaktorerne komplementerer hinanden, og at der er større investeringsincitamenter. Normalt anslås det, at visse investeringer i innovation og udvikling kan have en direkte indvirkning inden for en afstand af 250-500 km. Selvom visse euroregioner er større, strækker den gennemsnitlige euroregion sig over mellem 50 og 100 km.

3.2.2

Euroregionerne er afgørende for at opnå en kritisk masse på visse områder og for at bane vejen for en række investeringer i vigtige tjenester, som ikke ville kunne gennemføres uden et grænseoverskridende samarbejde.

3.2.3

For at øge konkurrenceevnen kan det grænseoverskridende samarbejde mellem regionale og lokale myndigheder sørge for leveringen af forskellige offentlige goder, såsom:

3.3.1

Størstedelen af euroregionerne består af regioner med et nogenlunde ens udviklingsniveau. Der findes imidlertid også euroregioner bestående af regioner, der befinder sig på forskellige udviklingsstader. En af målsætningerne for euroregionerne er at fremme økonomiske aktiviteter og andre aktiviteter, som mindsker de regionale forskelle. Større inddragelse af de berørte medlemsstater og EU er afgørende for at opnå dette.

3.3.2

Investeringer i grundlæggende sociale tjenesteydelser i grænseområderne er ofte lavere end i andre mere centrale dele af de enkelte lande. Det skyldes ofte, at grænseområderne har mindre indflydelse på de steder, hvor beslutningerne træffes. Dette resulterer i mange tilfælde i et utilstrækkeligt udbud af forskelligartede og rentable kvalitetstjenester, specielt til de mest udsatte dele af befolkningen (børn, immigranter, lavindkomstfamilier, handicappede, kronisk syge osv.).

3.3.3

Euroregionerne kan spille en vigtig rolle for udviklingen af denne slags tjenesteydelser og dermed for at sikre, at disse samfundsgrupper kan opnå større beskyttelse ved hjælp af en grænseoverskridende tilgang. Derudover kan euroregionerne bidrage til i vid udstrækning at overvinde de juridiske, administrative og finansielle hindringer og skævheder, der begrænser befolkningernes fremskridt. De bidrager desuden til at udrydde gamle fordomme, til at udarbejde fælles undersøgelser og til at forbedre den gensidige forståelse af de indbyrdes forskelle.

3.3.4

De juridiske mangler og den manglende harmonisering vedrørende grænsegængernes fri bevægelighed er kun blevet delvist løst ved hjælp af EU-reglerne og Domstolen. På grund af det stigende antal grænsegængere er denne situation blevet et vigtigt spørgsmål på EU-plan, specielt hvad angår beskatning, social sikring og social bistand, i det omfang der fortsat hersker uenighed om definitioner og behandlinger af forskellige forhold såsom bopæl, familieforhold, dækning af sundhedsudgifter, dobbelt beskatning og andre administrative restriktioner (13).

4.1.1

Behovet for at overvinde hindringerne for integrationen er noget, befolkningerne i grænseområderne er konfronteret med hver dag. Målet er ikke at ændre grænserne eller at udvande nationalstaternes suverænitet, men at fremme et effektivt samarbejde omkring alle aspekter af livet i grænseområderne og forbedre levevilkårene samt føre tanken om borgernes Europa ud i livet.

4.1.2

EU's grænser har for længst udspillet deres gamle rolle som barrierer, men der findes fortsat økonomiske, sociokulturelle, administrative og juridiske forskelle, hvilket specielt er synligt ved EU's grænser udadtil. Målet for samarbejdet i grænseområderne er derfor at udvikle samarbejdsbaserede strukturer, procedurer og instrumenter, der gør det muligt at fjerne administrative og juridiske hindringer, at fjerne faktorer, som historisk set har skabt splittelse, og at gøre naboskabet til en løftestang for mobilitet, økonomisk udvikling og social fremgang. Målet er kort fortalt at gøre grænseområderne til »områder med fælles fremgang«.

4.2.1

Grænseoverskridende samarbejde og konsekvent gennemførelse heraf ved hjælp af euroregionerne gør det ikke alene muligt at forebygge konflikter, takle katastrofer og overvinde psykologiske hindringer, men også klart at forbedre udviklingen på begge sider af grænsen. Denne merværdi kan ses på politisk, institutionelt, økonomisk, socialt og kulturelt plan og også i form af europæisk integration. Det grænseoverskridende samarbejde yder et særdeles nyttigt bidrag til at fremme fredelig sameksistens og europæisk sikkerhed og integration. Det er et særdeles effektivt middel til at gennemføre EU's principper om subsidiaritet, partnerskab og økonomisk, social og territorial samhørighed, og til at støtte fuld integration af EU's nye medlemsstater.

4.2.2

Disse permanente strukturer for grænseoverskridende samarbejde gør det muligt på fast basis at inddrage borgerne og forvaltningerne såvel som de tværnationale politiske og sociale grupper, og de sikrer gensidig forståelse og baner vejen for et vertikalt og horisontalt partnerskab på grundlag af forskellige nationale strukturer og beføjelser. De gør det ligeledes muligt at styre grænseoverskridende programmer og projekter og at foretage fælles forvaltning af midler fra forskellige kilder (EU- eller statsmidler, deres egne midler eller eksterne midler). EØSU mener, at fælles gennemførelse af denne type initiativer kan gennemføres med større held og mere effektivt, hvis det organiserede civilsamfund spiller en hovedrolle i den forbindelse.

4.2.3

Fra et socioøkonomisk synspunkt er de grænseoverskridende samarbejdsstrukturer befordrende for at udnytte alle aktørernes iboende potentiale (bl.a. handelskamre, sammenslutninger, virksomheder, fagforeninger, sociale og kulturelle institutioner, grønne organisationer eller turistbureauer); åbning af arbejdsmarkederne og harmonisering af erhvervskvalifikationer; fremme af den økonomiske udvikling og jobskabelse ved hjælp af foranstaltninger på andre områder såsom infrastruktur, transport, turisme, miljø, uddannelse, forskning og samarbejde mellem smv'er.

4.2.4

På det sociokulturelle område ligger merværdien ved det grænseoverskridende samarbejde i den fortsatte udbredelse af generel viden, hvilket skal ses som en slags grænseoverskridende continuum, som kan tages op i forskellige publikationer og formater. Merværdien hjælper ligeledes til at sikre et netværk af enheder, der fungerer som multiplikatorer. Dette gælder uddannelsescentre, miljøbeskyttelsesinstitutioner, kulturforeninger, biblioteker, museer osv. Grænseoverskridende samarbejde fremmer ligeledes lige muligheder og et bredt kendskab til nabolandets sprog, eller endda lokale dialekter, som er afgørende faktorer for den grænseoverskridende udvikling og en forudsætning for kommunikationen.

4.2.5

Set i dette lys tilfører grænseoverskridende samarbejde, hvis det understøttes af permanente strukturer som euroregionerne, merværdi til de nationale foranstaltninger takket være de grænseoverskridende programmers og projekters additionalitet, de synergier der skabes, fælles forskning og innovation, dannelse af dynamiske og faste netværk, udveksling af viden og god praksis, den indirekte gevinst ved at overvinde grænserne og den grænseoverskridende, effektive forvaltning af de disponible ressourcer.

—

Juridiske begrænsninger i den nationale lovgivning for de regionale og lokale forvaltningers grænseoverskridende virke.

—

Forskelle i de forskellige forvaltningsniveauers strukturer og beføjelser på hver sin side af grænsen.

—

Den manglende politiske vilje, specielt på det nationale plan, til at fjerne restriktioner, f.eks. ved hjælp af national regulering eller bilaterale aftaler.

—

Manglen på fælles rammer for beskatning og social sikkerhed, og anerkendelse af akademiske eksamensbeviser og faglige kvalifikationer.

—

Strukturelle økonomiske forskelle mellem områderne på hver sin side af grænsen.

—

Sproglige, kulturelle og psykologiske barrierer, herunder navnlig fordomme og gammelt nag mellem befolkninger.

4.4.1

En lang række eksempler rundt omkring i hele Europa gør det muligt at indkredse en række generelle principper for et vellykket grænseoverskridende samarbejde:

5.1.1

Euroregionerne er territoriale enheder, der praktiserer nye former for samarbejde og inddragelse inden for den offentlige sektor og inden for den private sektor og mellem de to sektorer, med henblik på at indkredse nye sammenhængende politikker og under mere udstrakt inddragelse af alle de virkelig berørte aktører.

5.1.2

Denne styreform kan ses som en mere inddragende og horisontal styreform end de traditionelle, mere hierarkiske og vertikale styreformer. Denne styreform er specielt velegnet til euroregionerne, eftersom det her handler om at finde fælles løsninger på fælles problemer.

5.1.3

Desuden spiller euroregionerne i stigende grad en mindre, men ikke desto mindre vigtig rolle i EU's styring af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighedspolitik.

5.1.4

EØSU mener derfor, at euroregionerne og de tilsvarende strukturer bør yde et afgørende bidrag til at give den europæiske integrations- og samlingsproces dybde.

5.1.5

Omvendt kræver dannelsen af euroregionerne samarbejde mellem de institutionelle og sociale aktører, der ofte har meget forskellige traditioner og mentalitet. Det at bo tæt på hinanden er ikke altid ensbetydende med et større samarbejde. Derfor har institutionerne og civilsamfundsorganisationerne en vigtig rolle at spille i den horisontale styringsform.

5.1.6

Inddragelsen af de økonomiske og sociale aktører i forvaltningen af euroregionerne kræver, at der udarbejdes nogle institutionelle rammer, der kan få dette system til at fungere. Civilsamfundsorganisationerne bør inddrages i udformningen og gennemførelsen af de politikker, der fastlægges på de forskellige niveauer af grænseoverskridende samarbejde mellem to eller flere lande. Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i Eures-netværket i grænseområderne er et vigtigt praktisk udtryk for dette princip.

6.1

Vedtagelsen af forordningen om oprettelse en europæisk gruppe for territorialt samarbejde (EGTS) og inddragelsen af en ny målsætning om territorialt samarbejde har åbnet nye muligheder for euroregionernes virke. For det første fordi den skaber et EU-retsinstrument vedrørende grænseoverskridende samarbejde, og desuden giver medlemsstaterne mulighed for på deres forskellige planer at deltage i det decentrale grænseoverskridende samarbejde. For det andet betyder skridtet fra »grænseoverskridende samarbejde« til »territorialt samarbejde«, at euroregionerne kan udvide deres virkefelt ud over de emner, der typisk hører ind under samarbejde på lokalt plan eller mellem lokale nabomyndigheder, og fuldt ud udvikle større områder, som deler de samme synergier og muligheder.

6.2

EØSU mener derfor, at det territoriale samarbejde, der fremmes af euroregionerne, er afgørende for at fremme den europæiske integration, mindske den økonomiske, sociale og kulturelle splittelse, som skabes af de nationale grænser, og fremme den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. Af den grund opfordrer EØSU til, at det grænseoverskridende territoriale samarbejde får særlig opmærksomhed i den kommende debat om den endelige vedtagelse af den nye EU-traktat.

6.3

EØSU mener, at hvis det europæiske territoriale samarbejde skal leve op til de forventninger, der er skabt pga. de tidligere omtalte reformer, vil det være nødvendigt i højere grad at inddrage nationalstaterne og deres decentrale strukturer i udviklingen af euroregionerne. For at nå dette ville der være behov for nationale strategier for territorialt samarbejde inden for EU's rammer. Specielt ville nationalstaterne være nødt til at hjælpe med til at løse de mest presserende problemer, som deres befolkninger i grænseområderne står over for, og som typisk vedrører arbejdsmarkedet, sundhedsvæsenet, sociale tjenesteydelser, uddannelse og transport.

6.4

EØSU mener, at det for at gøre de territoriale samarbejdsaktiviteter mere effektive, og i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, ville være hensigtsmæssigt i højere grad at inddrage de europæiske grupper for territorialt samarbejde i den direkte forvaltning af grænseoverskridende og i visse tilfælde tværnationale projekter, der finansieres med EU- eller statsmidler.

6.5

At gøre euroregionerne til »områder med fælles fremgang« ville kræve en større inddragelse af den private erhvervssektor (inklusive den sociale økonomi) i de grænseoverskridende udviklingsinitiativer i betragtning af, hvilken rolle de små og mellemstore virksomheder spiller som rygraden i erhvervsstrukturen og for jobskabelsen.

6.6

EØSU mener, at euroregionerne såvel som de europæiske grupper for territorialt samarbejde, der etableres i henhold til forordning 1082/2006, er det ideelle fysiske udtryk for de principper for styreformer i EU, som Kommissionen fremlagde i sin hvidbog i 2001. EØSU mener derfor, at effektiviteten af de grænseoverskridende foranstaltninger og politikker og af det territoriale samarbejde generelt afhænger af et ægte »partnerskab« mellem alle de berørte territoriale og socioøkonomiske aktører. EØSU opfordrer derfor til, at der skabes nogle modeller for, hvordan det organiserede civilsamfunds repræsentationsorganisationer kan deltage i territoriale samarbejdsprojekter.

6.7

EØSU mener især, at Eures-netværket bør gøres til et europæisk instrument, som spiller en reel nøglerolle som bindeled mellem arbejdsefterspørgslen og -udbuddet. Den grænseoverskridende sfære er i den forstand en prøvesten. EØSU beklager derfor de seneste års tendens til »renationalisering« af forvaltningen af Eures, og opfordrer til en ægte grænseoverskridende forvaltning af det pågældende netværk. Dertil kommer, at Eures ikke alene fungerer som mægler på arbejdsmarkedet, men også spiller en vigtig rolle med at fremme arbejdsmarkedsdialogen i transnationale naboområder.

6.8

Det er generelt accepteret, at de socioøkonomiske organisationer har en vigtig funktion i den europæiske integrationsproces. EØSU ser derfor positivt på de eksperimenter med transnationalisering, som gennemføres af bl.a. de tværregionale fagforeningskomitéer, de forskellige former for transnationalt samarbejde og associering blandt erhvervsorganisationer, handelskamre, forskningscentre og universiteter samt nedsættelse af økonomiske og sociale råd i euroregionerne. Udvalget opfordrer til, at de konsolideres og udvikles og tilbyder samtidig i givet fald sin støtte.

6.9

EØSU mener, at euroregionerne spiller en vigtig rolle i de regioner, der grænser op til tredjelande, og at de kan spille en endnu større rolle, såvel hvad angår økonomisk udvikling som offentlig sikkerhed og social integration. EØSU opfordrer derfor til, at denne slags organismer og de aktiviteter, de kan gennemføre, indlemmes i EU's naboskabs- og førtiltrædelsespolitikker.

6.10

I betragtning af hvor mange forskelligartede eksperimenter der er blevet gennemført med grænseoverskridende aktiviteter (hvorpå der gives et antal eksempler i bilaget til denne udtalelse), og hvor stor uvidenhed der hersker herom, selv inden for euroregionerne, mener EØSU, at det ville være særdeles nyttigt, hvis Kommissionen udarbejdede en »Vejledning i god praksis« på dette område med eksempler på vellykkede offentlig-private partnerskaber.

6.11

Eftersom et så komplekst spørgsmål som det foreliggende helt klart ikke kan behandles til bunds i en enkelt udtalelse, mener EØSU, at det ville være hensigtsmæssigt at se nærmere på spørgsmålet om grænseoverskridende territorialt samarbejde og de dertil knyttede støttestrukturer i andre udtalelser om grænseoverskridende spørgsmål af fælles interesse, såsom arbejdsmarkedet, turisme, udviklingscentre osv.