—

at Kommissionen bistår medlemsstaterne ved at give dem nærmere oplysninger om, hvilke forbindelser og supplerende foranstaltninger, der bør iværksættes i de nationale handlingsplaner, der er bedt om. Kommissionen skal ligeledes slå klart fast, at flersprogethed kan bidrage til EU's politiske og kulturelle integration, og at den er en katalysator for forståelse og social integration,

—

at undervisningsudbuddets størrelse koordineres på europæisk plan, hvis man vil opnå et holdbart resultat, og at færdighedspotentialet ikke reduceres til et begrænset antal sprog,

—

at al flersproget praksis på det erhvervsmæssige, kulturelle, politiske, videnskabelige og sociale område fremmes og understøttes,

—

at de inddragede eksperter ikke alene tæller sagkyndige på det sociale og videnskabelige område, men også omfatter sprogfolk som lingvister, tolke, oversættere, undervisere og sprogsagkyndige,

—

at de nuværende generationer af unge og mindre unge voksne i tilstrækkelig og i endnu højere grad tilgodeses i disse retningslinjer gennem livslang læring og via deres kulturelle rettigheder, når Kommissionen indleder programmeringsfasen,

—

at Kommissionen ikke alene tager udgangspunkt i akademisk arbejde, men også trækker på aktiviteterne i de sammenslutninger, som er aktive på området, og at den støtter borgerinitiativerne inden for rammerne af civilsamfundet.

a)

Sprogenes status: Et sprog kan være et officielt sprog, arbejdssprog, EU-sprog, mindretalssprog, et dominerende sprog, et sprog for kulturel, videnskabelig, handelsmæssig, institutionel eller diplomatisk udveksling, et hverdagssprog eller et erhvervssprog (inden for sundhed, undervisning, bygningssektoren, industri, mode osv.). Respekt for sproglig mangfoldighed, som EU er fortaler for og forsvarer, forudsætter, at man også foreslår forskellige og passende løsninger som svar på de talrige situationer og behov, hvor et specifikt forslag om at reducere sprogspørgsmålet til et spørgsmål om undervisning, ansættelsesmuligheder og beskæftigelse eller sågar til et spørgsmål om sprogteknik, marked for nye produkter og det indre marked ikke ville gøre det muligt at nå målsætningen om, at alle EU-borgere skal kunne tale to fremmedsprog ud over deres modersmål, men derimod ville kunne få den modsatte effekt og reducere antallet af reelt kendte eller talte sprog i det europæiske kulturrum. EØSU henstiller, at enhver erhvervsmæssig, kulturel, politisk, videnskabelig og øvrig anvendelse på det respektive sprogområde muliggøres og fremmes, og bakker op om de mange borgerinitiativer, der er iværksat inden for rammerne af civilsamfundet. Enhver mundtlig eller skriftlig kommunikation, som tillades og støttes på de oprindelige sprog, øger det offentlige frihedsrum, uden at den dog af den grund absolut skal oversættes eller tolkes. Spørgsmålet om, hvor mange sprog der anvendes, afhænger således ikke af omkostningerne til oversættelse/tolkning eller til undervisning i sproget,

b)

Der er en vis social magt forbundet med evnen til at anvende et eller flere sprog. Adgangen til og tildelingen af midler til sprogindlæring har en vis betydning for social udstødelse eller integration samt materiel eller kulturel fattigdom, eftersom kendskabet til et sprog giver adgang til netværk af erhvervs- og interesseorganisationer og især til kultur- og solidaritetsnetværk. Det at tilhøre et netværk bidrager til at øge den individuelle uafhængighed og er samtidig hermed en integrationsfremmende faktor i det moderne samfund. Hvis man ikke allerede nu sørger for at sikre denne flersprogede ambition på alle relevante niveauer i samfundet, herunder blandt de mest sårbare og de dårligst stillede grupper, vil man udstøde visse befolkningsgrupper,

c)

Demokrati: EØSU støtter målet om, at alle borgere skal kunne tale eller anvende to fremmedsprog ud over deres eget modersmål, men sætter spørgsmålstegn ved, hvor mange borgere der i dag reelt har mulighed for at nå dette mål i deres levetid. For så vidt angår den nuværende voksne generations erhvervsmæssige, politiske og økonomiske »eliter«, vil både EU-institutionerne og de nationale institutioner allerede nu få vanskeligt ved at gennemføre dette mål inden for rammerne af handlingsplanen (2004-2006) for fremme af sprogindlæring og sproglig mangfoldighed og Kultur 2007-programmet  (9), og holdes der fast i denne ambitiøse målgruppe omfattende »alle borgere«, vil der ifølge EØSU's vurdering blive tale om et omfattende projekt. Man ved f.eks., hvilket sprog der er slået igennem som første fremmedsprog på det tidligste stadium af fremmedsprogindlæringen. De såkaldte sjældne eller mindre udbredte sprog (10) beherskes af et mindre antal personer, da indlæringen af disse begynder på et senere tidspunkt i skole- eller universitetsforløbene. EØSU bakker derfor op om henstillingen om at bane vej for fremmedsprogindlæring i en så tidlig alder som muligt, forudsat at der ved valget af udbudte sprog tænkes globalt, hvilket bør være det centrale spørgsmål i meddelelsen. Det gælder fremtiden og den type samfund, som overlades til de fremtidige generationer,

d)

Sprogenes overlevelse som europæisk sproglig arv: Ønsket om, at et stort antal borgere kan tale et andet eller tredje sprog, er ikke det samme som at ville bevare et stort antal europæiske sprog i Europa og i verden. Disse to mål er ikke modstridende, men forudsætter to særskilte tilgange og gennemførelsesmetoder. Navnlig i den sammenhæng bør Kommissionens initiativ vedrørende standardisering, som sigter på at gøre anvendelsen af sprog forenelig med de nye informations- og kommunikationsteknologier, tage hensyn til risikoen for sproglig forarmelse i de tilfælde, hvor indsatsen koncentreres uforholdsmæssigt på dette specifikke område (11). EØSU henstiller, at gruppen af inddragede eksperter ikke alene tæller sagkyndige på det sociale og videnskabelige område, men også omfatter sprogfolk som lingvister, tolke, oversættere, undervisere og sprogspecialister. I de ovennævnte erklæringer og konventioner fra UNESCO slås det f.eks. klart fast, at der anvendes et utilstrækkeligt antal sprog på Internettet set i forhold til den samlede sprogmasse, og at denne begrænsede anvendelse har indvirkning på kvaliteten og antallet af de sprog, der endnu eksisterer,

e)

En fortsat anvendelse af mindretalssprog og/eller regionale, endda lokale sprog i Europa bør ikke anskues i forhold til omkostningerne til undervisning i dem. Den intellektuelle fleksibilitet, som sprogindlæring i en meget tidlig alder skaber, udvikler ikke alene — som det ofte anerkendes i litteraturen — kognitive kompetencer, der er nyttige for fremtidige indlæringsprocesser, men bygger også broer til andre beslægtede sprog. Det vil således på længere sigt ikke være tilstrækkeligt at muliggøre bevarelsen af sprogmassen ved at videregive den i en meget tidlig alder eller ved at styrke den i såvel det private som offentlige rum. Man må ikke glemme, at et sprog — for at kunne bevares — skal tales og bruges i et miljø, som fremmer dets offentlige og således sociale eksistens. For det hjælper ikke noget at lære sprog tidligt i skoleforløbet for derefter at opgive det i slutningen af skoleforløbet som følge af manglende kontinuitet i undervisningsudbuddet (12). Der kan tages hensyn til den økonomiske vækst i uddannelsessystemerne, hvis man bygger de nødvendige broer til andre sprog, og indlæringen af et mindretalssprog eller et regionalt sprog kan udnyttes som et hjælpemiddel til indlæring af et andet sprog senere i skoleforløbet. En undersøgelse af sprogslægtskaber er i den henseende lige så vigtig som en beregning af antallet af talte sprog (13).

f)

Nærhed: Dette vil ikke alene sige at gøre officielle eller institutionelle tekster tilgængelige på Internettet, men også at gøre det muligt for EU-borgere i nabolande at lære hinanden bedre at kende og få et bedre kendskab til deres respektive sprog samt at kommunikere med hinanden, da sprog både er et kommunikationsmiddel og et spejlbillede af verden. Sproget deler denne egenskab med andre udtryksformer som f.eks. malerkunst, musik, grafik, mime, dans og bildende kunst. Det er vigtigt, at disse borgere får mulighed for at lære og kommunikere på sprog, der tilhører forskellige sprogfamilier med respekt for de kulturer og identiteter, der udgør en del af den europæiske identitet og de europæiske værdier. EØSU fremhæver fordelene ved de af Regionsudvalget omtalte udvekslinger og partnerskaber (14) og understreger, at udbuddet og efterspørgslen inden for sprogindlæring er lige vigtige faktorer uanset den valgte strategi. Bevæggrundene for sprogindlæring bør derfor anskues ud fra andre aspekter end nytteaspektet (dvs. økonomi og beskæftigelse) alene,

g)

Behovene med hensyn til samhørighed og den europæiske identitet er ikke udelukkende handels- og identitetsrelaterede. Der findes reelle behov for indbyrdes forståelse blandt mennesker fra forskellige geografiske, sociale og kulturelle områder, der er præget af en både fælles og forskellig udvikling. Der er ikke blevet udarbejdet nogen konsekvensanalyse af, hvorledes der tages hensyn til selv mindre aspekter, som kan vise sig at være af betydning på lang sigt. Den nødvendige tidshorisont for udbud og efterspørgsel inden for sproguddannelse kan dog måles i år og generationer,

Mere generelt mangler det i meddelelsen omtalte engagement en tidsreference, dvs. er der tale om et engagement i fortiden, i den nære fremtid, på mellemlang sigt eller i forhold til de kommende generationer?

Det samme gør sig gældende i relation til de humanitære og kulturelle aspekter, asyl- og indvandringsspørgsmål, de lokale og regionale myndigheders behov og rolle på dette område samt de sociale og erhvervsmæssige aspekter. De socioøkonomiske partnere (UNICE, CEEP, EFS), de ngo'er, som er aktive inden for menneskerettigheder samt sociale og kulturelle rettigheder, universiteterne og forvaltningerne bør høres på lige fod, således at de kommer til at gennemføre en strategi, som de selv har været med til at udforme. Det ville være den bedste garanti for en bred inddragelse, der er en nødvendig betingelse for disse ambitiøse retningslinjers succes. En forudsætning for en vellykket gennemførelse af Rådets »1+2«-strategi (15) er, at der stilles midler til rådighed, som overstiger den institutionelle ramme, og at så mange borgere i EU som muligt deltager og føler sig berørt og motiveret.

EØSU bifalder handlingsrammen for sprogundervisning og —indlæring og bemærker, at dens succes vil afhænge af, om den får opbakning fra de mest berørte personer, dvs. underviserne selv og eleverne.

Kommissionen og Rådet bør derfor — inden de træffer nye foranstaltninger — styrke deres strategi ved at fortælle den brede offentlighed og de unge om de direkte bevæggrunde for deres valg af denne specifikke diversificering i stedet for at fremme beherskelsen af kun ét EU-sprog, det være et levende eller oldtidssprog, et moderne eller kunstigt sprog.

De vigtigste bevæggrunde kan kort og skematisk opsummeres som følger:

På den baggrund henstiller udvalget, at de nuværende generationer af unge og mindre unge voksne i tilstrækkelig og i endnu højere grad tilgodeses i disse retningslinjer gennem livslang læring og via deres kulturelle rettigheder, når Kommissionen indleder programmeringsfasen.

De unge bør bevidstgøres og motiveres til at tage fat i det 21. århundredes kommunikationsfag på en flersproget basis (18). De fagområder, der indebærer et fagligt og indgående kendskab til sprog (lingvister, tolke, oversættere og undervisere) bør få større anerkendelse. Dette kan bedst ske ved, at man anerkender deres sociale rolle og inddrager de aktuelle udøvere af disse fag.

En tidlig indlæring som anbefalet af Kommissionen forudsætter — hvilket Kommissionen i øvrigt indrømmer — midler og et tilstrækkeligt uddannet personale, men også forældrenes opbakning til den foreslåede sprogpakke, dvs. diversificeringen af valgmulighederne.

EØSU mener desuden, at familien yder et positivt bidrag ved at fremme tidlig indlæring, og fremhæver den kulturelle støtte, der findes i familier fra »blandede« kulturer, herunder i familier, hvor forældrene stammer fra forskellige lande. Disse familier har oftest en tradition for åbenhed og tolerance, som går flere generationer tilbage, hvilket bekræftes i flere europæiske og canadiske undersøgelser.

h)

Angående kapitlet oversættere og tolke understreger udvalget, at behovene ikke alene er af institutionel, faglig eller økonomisk karakter, og at også andre deltagende aktører bør høres. De sociale og kulturelle behov bør tages i betragtning i både i relation til de grundlæggende menneskerettigheder og til gennemførelsen af det indre marked.

Man hører f.eks. overalt, at oversættelses- og tolkningsbehovene ikke kan dækkes, dels på grund af manglende tolke og oversættere, dels af finansielle årsager. I lyset heraf foreslår udvalget, at man gør sig nogle overvejelser over medlemsstaternes og EU's ansvar: uddannelse i utilstrækkeligt omfang, diversificering af sprogene, uddannelsesudgifter, lønninger og vedtægter. EØSU henviser på ny til alle de ovennævnte aspekter og tilføjer, at sektoren ikke er den eneste, der lider under manglen på fagfolk, og at man ikke kan give det demografiske underskud skylden for alle manglerne. Balancen mellem udbud og efterspørgsel i dette arbejdsmarkedssegment er bestemt ikke blevet tilstrækkeligt foregrebet, selv om man skulle tro, at man i forbindelse med den europæiske integration, de på hinanden følgende udvidelser og globaliseringen af samhandlen havde gjort nyttige erfaringer.

EØSU henstiller, at medlemsstaterne bidrager aktivt til at forme fremtiden på dette område, og støtter Kommissionen på dette punkt.