16.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 192/8

1.1

finder, at Kommissionens meddelelse om »Sundere, sikrere og mere tillidsfulde borgere: En sundhed og forbrugerbeskyttelsesstrategi« lægger op til en kobling mellem sundheds- og forbrugerpolitik, der kan skabe en fornuftig synergieffekt med hensyn til videndeling, metodologi og en effektivisering af administrative ressourcer;

1.2

bifalder, at Kommissionen lægger op til, at den enkelte skal have bedre mulighed for at træffe sunde valg og have sundere forbrugervaner. Kommissionens meddelelse signalerer den store betydning, sundhed har for både borgernes velfærd og for opnåelse af Lissabon-strategiens målsætninger, eftersom bedre sundhed bidrager positivt til Europas produktivitet, arbejdskraftdeltagelse og bæredygtig vækst. Et indre marked med varer og serviceydelser, der fungerer responsivt i forhold til forbrugerbehov og ønsker, vil yderligere forbedre EU's konkurrenceevne;

1.3

understreger, at der også skal tages sundheds- og forbrugerhensyn inden for EU's andre politikområder. En øget samordning af de politiske processer inden for andre områder, herunder eksempelvis beskæftigelsespolitikken og landbrugspolitikken, vil have betydning for at opnå de retningsgivende målsætninger inden for sundhed og forbrug. Det er eksempelvis uhensigtsmæssigt, at EU fortsat giver tilskud til usunde fødevarer, for eksempel mejeriprodukter med højt fedtindhold, eller via Fællesskabets budget for 2005 støtter tobaksindustrien med 916 millioner EUR, hvilket er betydeligt mere end de 14,4 millioner, EU yder i støtte til tobaksforebyggelse. Regionsudvalget er derfor positiv over for den fuldstændige udfasning af støtte til tobaksindustrien inden udgangen af år 2010;

1.4

støtter opfordringen til at skabe et sæt af horisontale minimumsrettigheder, som skal være gældende for alle forbrugere, når de anvender almene tjenesteydelser (f.eks. gas og el, posttjenester, telekommunikation og vand), hvad enten det er på nationalt eller tværnationalt plan, som hviler på princippet om universel service (dvs. universel adgang til tjenesteydelser af almen interesse, som er afgørende for deltagelse i det moderne samfund). Dette er et område, hvor adgang til forsyningspligtydelser bør være det suveræne princip, og hvor forbrugernes forventninger, hvad angår adgang, sikkerhed, pålidelighed, pris, kvalitet og udvalg, bør indfris;

1.5

er af den holdning, at der er et behov for fortsat at overvåge det indre markeds betydning for sundhedsvæsnet og forbrugermønstrene i medlemsstaterne. Samspillet mellem Fællesskabets regler og de nationale sundheds- og forbrugerpolitiske politikker skal vurderes under implementeringen af traktatfæstede målsætninger om sikring af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau og forbrugerbeskyttelsesniveau gennem initiativer fra Fællesskabet;

1.6

slår til lyd for, at der tages mere hensyn til forbrugerinteresser i EU's konkurrencepolitik, idet der tages højde for forholdet mellem forbrugerbeskyttelse og konkurrencelovgivning som omhandlet i EF-traktatens artikel 81 og 82, hvorefter målet med konkurrencereglernes anvendelse på virksomheder er at værne om konkurrencen på markedet som et middel til at fremme forbrugervelfærden;

1.7

mener, at der skal foretages sundhedskonsekvensvurderinger i behandlingen af Fællesskabets initiativer. Sundhedskonsekvensvurderinger bør også se på, hvordan folkesundheden påvirkes af beslutninger, og ikke alene tage højde for, hvordan forskellige tiltag vil påvirke sundhedsvæsnets organisation og indretning. Desuden bør vurderingerne også undersøge, hvordan EU tiltag påvirker grundlæggende værdier, der ligger til grund for sundhedsvæsnets organisation i de enkelte medlemslande. Det er vigtigt at holde sig for øje, at konsekvenserne af det samme fællesskabsinitiativ kan være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat;

1.8

finder, at der på forbrugerområdet skal sikres en demokratisk og gennemsigtig beslutningstagning og ansvarlighed. Det skal særligt sikres, at fødevareindustrien integrerer miljø- og folkesundhedsperspektiverne og sigter mod at forsyne friske, nærende fødevarer til alle, uanset socioøkonomisk baggrund;

1.9

er af den opfattelse, at en kobling af sundheds- og forbrugerpolitik ikke må medføre, at producenter direkte markedsfører deres fødevarer som sygdomsforebyggende eller som anbefalet af læger. Producenter må ikke udnytte frygten for sygdom som middel til at sælge deres varer eller vildlede forbrugere til at tro, at enkelte fødevarer kan erstatte en sund og varieret kost. Det er derfor vigtigt at kunne styre udviklingen mod bedre sundhed og sundere produkter og at kunne forebygge vildledning af forbrugerne inden for rammerne af den europæiske forbrugerpolitik;

1.10

understreger, at retsgrundlagene for EU's politikker om hhv. folkesundhed og forbrugerbeskyttelse er vidt forskellige. I henhold til EF-traktatens artikel 152 skal Fællesskabets indsats på folkesundhedsområdet »være et supplement til de nationale politikker«. Derimod anlægges en fælles indfaldsvinkel på forbrugerpolitikken, som formuleret i EF-traktatens artikel 153, idet formålet hermed er at fremme forbrugernes rettigheder og beskytte deres interesser, specielt i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked. At tale om et fælles retsgrundlag for de to politikker er derfor i strid med subsidiaritetsprincippet.

EU's forbrugerlovgivning må ikke føre til specifikke regler eller love på sundhedsområdet, som griber ind i sundhedsvæsnets tilrettelæggelse og indretning i de enkelte medlemsstater. At underkaste forbrugerbeskyttelsespolitikken de strenge komplementaritets- og subsidiaritetskriterier, som gælder for folkesundhedspolitikken, kunne gøre indhug i EU's egne beføjelser på forbrugerbeskyttelsesområdet;

1.11

mener derfor, at det i stedet for at tale om en strategi for »sundheds- og forbrugerbeskyttelse« ville være mere rammende, hvis Kommissionen anvendte begrebet »folkesundhed og forbrugerbeskyttelse« igennem hele sin dets meddelelse, da det ville være i samklang med de EU-beføjelser, der er lagt fast i artikel 152;

1.12

understreger, at en kobling mellem sundheds- og forbrugerpolitik ikke må medføre en sidestilling af sundhedsvæsenets patienter og markedets forbrugere. Markedet for sundhedsydelser afviger på en række væsentlige områder fra det almindelige forbrugsmarked. Dette er illustreret ved usikkerheden i relation til omfanget af behovet for sundhedsydelser, usikkerhed omkring omkostningsforhold, eksterne effekter ved brug af sundhedsydelser og informationsasymmetri mellem udbyder og forbruger/patient. Samtidig er det ønskeligt, at borgere sikres lige adgang og muligheder for sundhedsydelser uanset socioøkonomisk baggrund. Medlemsstaterne må kunne bibeholde muligheden for at prioritere, agere og intervenere i relevant omfang;

1.13

henstiller, at sundhedsområdet og forbrugerområdets særkender fortsat respekteres på trods af deres sammenlægning i et fælles program. Det kan ske gennem en øremærkning af budgettet for henholdsvis, hvad der skal bruges til sundhedsanliggender, og hvad der skal bruges på forbrugerpolitik. Kommissionens program beskriver udførligt, hvordan midlerne skal fordeles mellem 2007-2013. Der bør så vidt muligt være adgang for at omprioritere i takt med udviklingen af programmet eventuelt i forbindelse med den planlagte evaluering efter 3 år. Dette er i overensstemmelse med programmets intention om at arbejde med fleksible handlingsplaner;

1.14

anerkender, at det på visse områder er hensigtsmæssigt at foretage en øget samordning på sundhedsområdet mellem medlemsstaterne gennem den åbne koordinationsmetode. Dette er eksempelvis tilfældet vedrørende patientmobilitet og inden for uddannelse og rekruttering af sundhedspersonale;

1.15

er af den opfattelse, at forudsætninger for en god sundhedstilstand skabes i borgernes umiddelbare nærhed. Sundhedsvæsnets organisation er kun én ud af mange aktører. På sundhedsområdet er det i mange af medlemsstaterne de regionale og lokale myndigheder, der har ansvaret for sundhedsvæsenet og folkesundheden i deres region eller lokalområde. Regionsudvalget, og de regioner og lokale myndigheder, der har ansvaret for disse områder, må derfor sikres indflydelse på Fællesskabets overordnede sundhedsstrategi. Der bør tages særligt hensyn til Regionsudvalgets synspunkter i forbindelse med beslutninger og initiativer, der har at gøre med de lokale og regionale myndigheders opgaver og ansvarsområder inden for sundhedsvæsnet og folkesundheden. De regionale og lokale myndigheder forudsættes eksempelvis inddraget i og aktivt at påvirke gennemførelsen af de initiativer, der iværksættes med henblik på at udvikle sundhedsindikatorer og benchmarking og folkesundhedsstrategier på områder såsom deltagelse og indflydelse, psykisk sundhed, diæt og ernæring og alkohol;

1.16

understreger, at civilsamfundet skal opfordres til at deltage i og bidrage til udviklingsarbejdet. Borgerne må sikres indflydelse på både Fællesskabets sundhedspolitik og forbrugerpolitik. Det er vigtigt, at specialiserede netværk på sundheds- og forbrugerområdet støttes og høres på fællesskabsniveau. Dette gælder eksempelvis forbrugerorganisationer, patientforeninger og øvrige fagrelevante netværk;

1.17

understreger, at Kommissionen skal sikre, at medarbejderne i forvaltningsorganet har de nødvendige kompetencer for at kunne implementere og fuldføre Kommissionens program. Det betyder både kompetence inden for henholdsvis forbrugerområdet og sundhedsområdet, men også tværfaglige kompetencer;

1.18

finder, at det er af væsentlig betydning for at imødekomme de fælles og fremtidige udfordringer på sundheds- og forbrugerområdet, at de nye medlemsstater ydes særlig opmærksomhed. Man bør bevidst prioritere at understøtte de nye medlemsstater i udviklingen af sundhedsinteresser og forbrugerinteresser med henblik på at reducere de sundhedsmæssige forskelle og skævheder i EU, således at man gradvist kan nærme sig det højeste niveau i EU. Det er eksempelvis utilfredsstillende, at den gennemsnitlige middellevetid ifølge Eurostats oplysninger er betydeligt lavere i de nye medlemsstater i forhold til i de gamle medlemsstater;

1.19

anerkender, at strukturfondsmidler ifølge Kommissionens foreslåede program vedrørende Den Europæiske Fond for Regional Udvikling for 2007-2013 kan anvendes til udvikling af folkesundheden. Regionsudvalget bemærker i den forbindelse, at strukturfondsmidler kun skal bruges i opstartsfasen af folkesundhedsrelaterede projekter og ikke til den egentlige fortsatte drift af sådanne projekter;

1.20

finder, at det er af væsentlig betydning for at imødekomme de fælles og fremtidige udfordringer på sundheds- og forbrugerområdet, at nabolandene til EU ydes særlig opmærksomhed. Man bør bevidst prioritere at understøtte disse lande i udviklingen af sundhedsinteresser og forbrugerinteresser med henblik på at reducere de sundhedsmæssige forskelle og skævheder i hele Europa og i de tilgrænsende områder;

1.21

understreger, at koblingen af forbrugerinteresser med sundhed ligeledes kan skabe øget lighed inden for medlemsstaterne, især da socioøkonomiske forskelle ofte medfører forskelle i sundheds- og forbrugerbeskyttelse. Man skal være særlig opmærksom ikke alene på ulighederne mellem medlemsstaterne, men også på ulighederne inden for de enkelte medlemsstater. Det er også afgørende vigtigt at fokusere mere på marginaliserede grupper som lavindkomstgrupper, grupper med fedmeproblemer og etniske minoriteter, hvis man skal realisere den overordnede målsætning om lige muligheder for alle. Det er også vigtigt at understrege, at den enkelte bærer et ansvar for sin egen sundhedstilstand. En sundheds- og forbrugerpolitik, der fremmer sundhedsforsvarlige valg, er ønskværdig i forhold til at komme livsstilsrelaterede sygdomme til livs. Forskningen peger på, at marginaliserede grupper oftere lider af dårligt helbred og livsstilssygdomme. Ved at hjælpe marginaliserede grupper med at træffe sunde valg kan socioøkonomiske uligheder afbødes;

1.22

er af den opfattelse, at den information, som Kommissionen vil udbrede, skal være nyttig for modtagerne. Der skal udvikles metoder for, hvordan oplysningskampagnerne kan målrettes de ønskede målgrupper. Der lægges således op til interaktiv formidling og oplysningskampagner snarere end blot fremsendelse af ensartet informationsmateriale. Det kan i udbredelsen af information vedrørende sundhed og forbrug være særligt givtigt at målrette indsatsen mod børn og unge for dermed tidligt at kunne knække dårlige forbrugervaner, der kan medføre dårligt sundhed på længere sigt. Her tilkommer der førskoler, skoler og frivillige organisationer en vigtig opgave;

1.23

mener, at Kommissionen i sin informationsvirksomhed skal respektere de enkelte medlemsstaters ret til at fastlægge reglerne for rettigheder og forpligtelser i relation til sundhedsvæsnets dækning inden for rammerne af medlemsstaternes sociale sikringsordninger samt de divergerende betingelser, som gælder for forskellige ydelser og forbrugerrettigheder;

1.24

henstiller, at information skal forefindes der, hvor borgerne efterspørger den, og informationen skal følges op af kompetent rådgivning og vejledning i de enkelte medlemsstater. Det er et lokalt og regionalt ansvar at lave oplysning til marginaliserede grupper. Det skal sikres, at mere sårbare patientgrupper også får mulighed for oplysning om sundheds- og forbrugerforhold. Ensartet informationsmateriale til alle EU's borgere vil blot gøre ulighederne mellem de forskellige socioøkonomiske grupper internt i medlemslandene større, idet undersøgelser viser, at ressourcestærke befolkningsgrupper reagerer mere responsivt i forhold til oplysningskampagner end de ressourcesvage. Hvis sådanne kampagner skal være effektive, er det vigtigt at inddrage det regionale og lokale niveau i arbejdet;

1.25

opfordrer Kommissionen til at følge med udviklingen inden for teknologi og kommunikation i sin dataindsamling og i planlægningen af oplysningskampagner. Der er en rivende udvikling inden for teknologi og kommunikation. Det er nødvendigt at holde sig à jour, hvis man skal opnå fortsat synlighed;

1.26

anbefaler i betragtning af, at landbrugsfødevaremarkedet i vidt omfang er præget af import fra tredjelande, hvor garantierne for sundhed og ægthed måske ikke altid lever op til de europæiske sikkerhedsstandarder, at forbrugerne skal sikres fuldstændige og gennemsigtige oplysninger om produkternes sporbarhed, således at de kan foretage deres forbrugsvalg på et informeret grundlag;

1.27

bifalder, at Kommissionen vil koncentrere sig om færre, større og synlige oplysningskampagner. Dette giver endvidere mulighed for at arbejde mere omkostningseffektivt. Det er vigtigt, at det fælles sekretariat ikke blot evalueres efter kvantiteten af færdiggjorte projekter men også evalueres på kvaliteten og den endelige effekt af projekterne;

1.28

opfordrer Kommissionen til at støtte udviklingen af netværk til udveksling af erfaringer og udbredelse af bedste praksis, hvilket er en vigtig del af den åbne koordinationsmetode. Det er i den forbindelse vigtigt at inddrage Regionsudvalget og sikre, at de regioner og lokale myndigheder, der har ansvaret for sundhedsvæsenet, får indflydelse på Fællesskabets overordnede sundhedsstrategi;

1.29

understreger, at Kommissionen skal have tæt kontakt til forskningsverdenen for at opretholde troværdighed og uvildighed i sine oplysnings- og forebyggelsesvirksomhed. Et struktureret og koordineret samarbejde på europæisk plan med henblik på erfaringsudveksling, videndeling og forskning i udvikling inden for sundhed og forbrug kan have en betydelig merværdi for medlemsstaterne, hvilket udvalget da også har påpeget i sin udtalelse om det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (CdR 155/2005 fin). Det skal ske i tæt tilknytning til det europæiske rammeprogram for forskning;

1.30

er af den opfattelse, at adgang til valide data og information af høj kvalitet er af væsentlig betydning for medlemsstaternes muligheder for at udøve bedste praksis og sammenligne standarder og dermed også den nødvendige forudsætning for gennemførslen af mange af de initiativer, der foreslås iværksat på sundheds- og forbrugerområdet. Etableringen af fælles databaser og indikatorer bør foregå i samarbejde med andre aktører på området og koordineres med FN, OECD, Europarådet og WHO. Det er op til de enkelte medlemsstater at gennemføre foranstaltninger og iværksætte nye tiltag på baggrund af de tilvejebragte sammenlignelige data og oplysninger;

1.31

bifalder, at der er tale om en væsentlig budgetforøgelse i forhold til de to eksisterende programmers budgetter. Dette sender et vigtigt signal til, at sundheds- og forbrugerområdet er vigtigt i forhold til den enkelte EU-borgers livskvalitet og det samlede EU's konkurrenceevne;

1.32

noterer sig, at det finansielle grundlag endnu ikke er færdigforhandlet. Det endelige budget afhænger af de igangværende forhandlinger om EU's finansielle perspektiver for 2007-2013. Regionsudvalget ser gerne, at området opprioriteres økonomisk, som der er lagt op til i programmet og strategien.