52003AE0408

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Strukturfondsprogrammering 2000-2006: en foreløbig vurdering af URBAN-initiativet"

(KOM(2002) 308 endelig)

(2003/C 133/12)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 14. juni 2002 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Bruno di Odoardo til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 6. marts 2003.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 398. plenarforsamling, mødet den 26. marts 2003, følgende udtalelse enstemmigt.

1. Indledning

1.1. Kommissionens meddelelse giver en foreløbig vurdering af udviklingen inden for URBAN II-initiativet, der har til formål at fremme en bæredygtig byudvikling gennem økonomisk og social revitalisering af kriseramte byer og bydele. Vurderingen er en opfølgning af Kommissionens meddelelse af 28. april 2000 om retningslinjerne for dette EF-initiativ(1) og giver et øjebliksbillede af situationen ved afslutningen af den fase, hvor de nye programmer udvælges. Samtlige URBAN II-programmer nåede faktisk at blive vedtaget inden udgangen af 2001.

1.2. URBAN er et af strukturfondenes fire EF-initiativer. Det har til formål at fremme foranstaltninger til fordel for kriseramte byområder, især på tre prioriterede felter: miljømæssig revitalisering, social integration, iværksætterkultur og beskæftigelse.

1.3. Kommissionen påpeger i sin meddelelse, at byernes udvikling i den anden samhørighedsrapport(2)beskrives som afgørende for den økonomiske og sociale samhørighed i Europa. I lighed hermed har Europa-Parlamentet i sin beslutning om URBAN II(3) understreget, at en integreret tilgang, som netop er karakteristisk for URBAN-programmerne, synes at være den eneste mulighed for at løse problemerne i byområderne.

1.4. URBAN-initiativet er derfor et af de strategiske midler til at udvikle en EU-politik for byområder, og det kan tjene som model for de nationale politikker.

2. Hovedindholdet af Kommissionens forslag

2.1. Der er blevet udvalgt 70 programmer med et samlet EFRU-bidrag på ca. 730 mio. EUR. De dækker en befolkning på ca. 2,2 millioner indbyggere. Selvom den samlede tildeling af midler til URBAN II er mindre i forhold til det foregående program, er støtteintensiteten - såvel pr. indbygger som pr. program - øget. At det er forholdsvis små geografiske områder, som programmet dækker, har således ført til en høj støtte pr. km2.

2.2. En af URBAN II's største nyskabelser er medtagelsen af små og mellemstore byer, idet URBAN I's øvre grænse på 100000 indbyggere for byen som helhed er ophævet. Den eneste restriktion for de nye programområder er, at de skal omfatte mindst 20000 indbyggere (10000 i særlige tilfælde).

2.3. Kommissionen understreger, at medlemsstaterne har kunnet udvælge deres egne områder ud fra forskellige prioriteringer og lokale og nationale behov. Samtidig har anvendelsen af udtrykkelige og objektive kriterier, som Kommissionen har fastsat for deres udvælgelse, sikret større gennemsigtighed i udvælgelsesprocessen og bedre sammenhæng mellem programmerne og EU's målsætninger.

2.4. De 70 programområder er ligeligt fordelt mellem mål 1-områder (39 %), mål 2-områder (27 %) og områder uden for disse generelle mål (34 %). Af de 70 programmer dækker 31 den indre by, 27 udkantsområder, 8 hele byer, små og mellemstore, og 4 programmer dækker en blanding af indre by og udkantsområder i et forsøg på at forbedre forbindelsen mellem dem.

2.5. URBAN II-programmerne fokuserer på meget problemfyldte områder, hvor arbejdsløsheden, fattigdommen, kriminaliteten og indvandringen er meget højere end gennemsnittet i EU.

2.6. Hvad angår udgiftsprioriteringerne fremgår det ved undersøgelse af de udvalgte programmer, at 40 % af de planlagte udgifter er afsat til fysisk og miljømæssig revitalisering, 21 % til social integration, 21 % til iværksætterkultur og beskæftigelse, 8 % til forbedring af transport og 4 % til informations- og kommunikationsteknologi.

2.7. Kommissionen bemærker i sin meddelelse, at programmerne er præget af et veludviklet partnerskab med lokale myndigheder og repræsentanter for civilsamfundet, og understreger, at det er et af de kendetegn, der adskiller URBAN II fra de øvrige strukturfondsprogrammer. En tredjedel af programmerne har et byråd som forvaltningsmyndighed, og for yderligere en tredjedel spiller de lokale myndigheder i partnerskab med centralforvaltningen en afgørende rolle. Endvidere er lokale partnere i 57 af de 70 programmer blevet hørt under udarbejdelsen af programdokumentet.

2.8. URBAN II har mobiliseret samlede investeringer på cirka 1,6 mia. EUR, hvilket er mere end det dobbelte af EFRU-bevillingerne. Det har været muligt takket være anvendelse af yderligere finansiering især fra nationale og lokale kilder. Derimod er bidraget fra den private sektor meget lavere.

2.9. Den proceduremæssige og administrative forenkling, som er iværksat med URBAN II, har haft en meget positiv effekt. Beslutningen om kun at finansiere programmerne via Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og oprettelsen af en særlig afdeling i Europa-Kommissionen, der kun beskæftiger sig med URBAN II, betragter Kommissionen som en særlig fordel. Disse forenklinger har gjort det muligt at fastlægge programmerne meget hurtigere end de almindelige strukturfondsprogrammer.

2.10. 2 % af initiativets midler er afsat til udveksling af erfaringer mellem de byer, der er omfattet af URBAN. Denne udveksling er for første gang struktureret som et fællesskabsprogram.

3. Generelle bemærkninger

3.1. Generelt finder EØSU det særdeles positivt, at Kommissionen har valgt at fortsætte URBAN-initiativet, som allerede i sin foregående udgave, der blev iværksat i 1994 (og hvis endelige vurdering ventes i 2003), har opnået betydningsfulde resultater. Både URBAN-pilotprojekterne og URBAN I har bevist, at de kan være effektive instrumenter til at gennemføre politikker til forbedring af bymiljøets kvalitet og borgernes velfærd.

3.2. Ligeledes finder EØSU det positivt, at man har valgt at øge antallet af programmer under URBAN II fra 54 til 70 - som ønsket af EØSU.

3.3. EØSU udtrykker derimod utilfredshed med, at de samlede URBAN-midler er skåret ned fra 950 mio. EUR i perioden 1994-1999 (fordelt på 118 områder) til 743,6 mio. EUR i dag. EØSU er overbevist om Urbans betydning som instrument til støtte for EU's bypolitik og mener derfor, at der bør gøres en kraftig indsats for at øge ressourcerne til dette fællesskabsprogram.

3.4. Den administrative forenkling af procedurerne for URBAN er meget prisværdig. EØSU er enig i Kommissionens positive vurdering af dels beslutningen om kun at anvende én strukturfond (EFRU), dels oprettelsen af en særlig afdeling i Kommissionen, der har gjort det muligt at udnytte erfaringerne og den specifikke viden om byrevitalisering bedre.

3.4.1. I den sammenhæng gentager EØSU den opfordring til at fortsætte arbejdet med at forenkle de administrative procedurer, som borgmestre i europæiske byer fremsatte på konferencen i London den 8. og 9. juli 2002 om "Byer for samhørighed: læren af EU's URBAN-programmer"(4). Dette behov er særligt presserende, fordi et stigende antal små og mellemstore byer inddrages.

3.5. Etablering af et netværk, der kan fremme udveksling af bedste praksis som udviklet under URBAN, og forsøget på at styrke anvendelsen af bystatistikker og byindikatorer har særlig betydning for fuld opfyldelse af URBAN II's målsætninger.

3.5.1. Det er et afgørende fremskridt, at erfaringsudveksling mellem byer, der er omfattet af URBAN, for første gang har taget form af et egentligt fællesskabsprogram.

3.6. Det må vurderes positivt, at man har valgt at afsætte 40 % af de planlagte udgifter til miljømæssig og fysisk revitalisering. Dermed bekræftes det, at kvaliteten af de bebyggede områder, de frie arealer og arkitekturarven altid vægtes højt i forbindelse med revitalisering og økonomisk og social udvikling i problemramte byområder. Det er vigtigt at styrke programmer, der som i Frankrig tillægger den arkitektoniske kvalitet og mere generelt kvaliteten af tiltagene til forandring af området strategisk betydning.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Lokale partnerskaber

4.1.1. Partnerskab med lokale myndigheder og lokalsamfundet betragtes som en af URBAN-programmets vigtigste udfordringer og største kilder til merværdi. EØSU erkender, at dette valg er den bedste måde at fremme den europæiske forvaltningsmodel og inddragelse af det civile samfund på.

4.1.2. På den tidligere omtale bykonference i London understregedes det, at byerne i stadig større grad bør inddrages direkte i programmeringen og forvaltningen af de projekter, som vedrører dem.

4.1.3. EØSU påskønner de fremskridt, der er sket, men beklager, at en meget høj procentdel af programmerne stadig officielt forvaltes af de nationale myndigheder.

4.1.4. Efter EØSU's mening bør det fremover udtrykkeligt kræves, at forvaltningsmyndigheden altid overdrages til en lokal myndighed. Erfaringen viser, at dette tillige bidrager til forenkling af programmernes administration.

4.1.5. Hvis dette ikke er muligt, bør de lokale myndigheder i det mindste sikres repræsentation i alle de overvågningsudvalg, der beskrives i artikel 35 i Rådets forordning om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene(5).

4.1.6. EØSU har ved flere lejligheder understreget betydningen af, at organiserede samfundsmæssige interessegrupper inddrages direkte, især i sin udtalelse om Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne vedrørende retningslinjer for URBAN II-initiativet(6).

4.1.7. I denne udtalelse fremhævede EØSU den særlige værdi, arbejdsmarkedsparterne kan bidrage med i et program som URBAN, hvor beskæftigelsesmæssige og økonomiske problemer har en fremtrædende plads. EØSU anbefalede promovering af brede og effektive partnerskaber med deltagelse af økonomiske og sociale interessegrupper, ngo'er og lokale foreninger.

4.1.8. Kommissionens meddelelse resumerer hovedpunkterne i programmerne, men fremlægger ikke tilstrækkelige oplysninger til en vurdering af ovennævnte aktørers reelle inddragelse. Meddelelsen holder sig til generelle betragtninger over lokale sammenslutningers deltagelse i programmernes udvælgelses- og forvaltningsprocedure.

4.1.9. EØSU finder det derfor nødvendigt, at der opstilles en ramme for analyse af, hvilke og hvor mange af de 70 programmer der rent faktisk har inddraget repræsentanter for civilsamfundet, såvel i udarbejdelses- og udvælgelsesfasen som i forvaltningsfasen, og hvordan deres deltagelse har udformet sig i praksis.

4.1.10. Der bør desuden fastlægges regler, som sikrer høring af disse aktører, således at denne praksis ikke længere blot anbefales, men bliver et ufravigeligt krav i forbindelse med URBAN-programmerne. Formålet er at konkretisere lokalsamfundenes og de samfundsmæssige interesseorganisationers ret til at deltage i udformningen af programmer, som påvirker deres livskvalitet og udviklingsperspektiver, en ret, som bl.a. blev stadfæstet på De Forenede Nations konference om boligmiljø og bebyggelsesmiljø, Habitat II, i 1995(7).

4.1.11. EØSU efterlyser desuden en garanti for, at de samfundsmæssige interesseorganisationer også bliver repræsenteret i overvågningsudvalgene og i de eventuelle forvaltningskomitéer.

4.1.12. Dette ville i væsentlig grad bidrage til at opfylde målet om at bringe Europa tættere på borgerne, og det ville gøre URBAN-programmerne mere synlige.

4.2. Inddragelse af private ressourcer

4.2.1. I Kommissionens meddelelse analyseres den løftestangseffekt, som URBAN-programmerne har, dvs. deres evne til at mobilisere yderligere ressourcer og investeringer fra såvel den offentlige som den private sektor.

4.2.2. Resultatet af partnerskabet med den offentlige sektor er klart positivt, eftersom der derigennem er mobiliseret over dobbelt så mange ressourcer som dem, der stilles til rådighed af EFRU.

4.2.3. Derimod er dataene for de private ressourcer langt fra tilfredsstillende. De har kun været med i 35 af de 70 URBAN-programmer og i disse tilfælde kun udgjort 8 % af programfinansieringen. Kommissionen forklarer dette resultat med det faktum, at URBAN II-områderne er meget nedslidte og derfor har svært ved at tiltrække private investeringer, men det er måske kun en del af forklaringen.

4.2.4. EØSU mener, at en så lav grad af private investeringer også må tilskrives en ringe inddragelse af det lokale private erhvervsliv især i den fase, hvor programmerne udarbejdes. Det gælder særligt de små og mellemstore virksomheder og håndværkssektoren, som navnlig i små og mellemstore byer er det vigtigste instrument til at skabe job og vækst.

4.2.5. Af disse grunde er det ønskeligt at foretage en grundigere analyse af de 70 programmer for at forstå deres reelle mulighed for at tiltrække ressourcer fra den private sektor. Selv i en kontekst, hvor effektivitet og økonomisk konkurrenceevne skal forenes med målet om social retfærdighed, er evnen til at tiltrække private ressourcer en afgørende faktor for den økonomiske og sociale revitalisering af kriseramte bydele - og så er den også et middel til at kontrollere de offentlige initiativers effektivitet. Desuden har den mest avancerede forskning i planlægningsinstrumenter i de seneste år peget på høringsbaseret byplanlægning som en effektiv metode til at aktivere synergier mellem offentligt og privat, hvorved det sikres, at initiativerne til byrevitalisering kan realiseres og bære frugt.

4.3. Boligpolitik og URBAN-programmerne

4.3.1. Den Europæiske Fond for Regionaludvikling kan ikke direkte finansiere boligbyggeri. Byudvikling og problemerne med nedslidte byområder kan imidlertid ikke adskilles fra boligspørgsmålet, forstået både som bygning af nye boliger og renovering af beboelsesejendomme.

4.3.2. I bilag I til Kommissionens meddelelse om retningslinjer for URBAN II(8) erkendes det, at hvis et byudviklingsinitiativ kræver forbedring af boligforholdene, bør programmerne forudse supplerende bevillinger fra de lokale og/eller nationale myndigheder. EØSU gør opmærksom på, at Kommissionen bør sørge for, at nedsættelse af momsen på renovering af boliger kommer til at omfatte alle EU's medlemsstater.

4.3.3. I sin udtalelse om retningslinjerne for URBAN bifaldt EØSU især denne præcisering og påpegede, at man dermed kan undgå risikoen for at gennemføre tiltag, der viser sig uden effekt, fordi de mangler et vigtigt element som boligbyggeri.

4.3.4. Det bør undersøges, i hvilke af de 70 URBAN II-programmer de lokale og nationale myndigheder har bevilget supplerende midler specielt til boligbyggeri.

4.3.5. Det er ikke desto mindre stadig et åbent spørgsmål, hvorfor EFRU også i EU-initiativer af stærkt eksperimenterende karakter skal udelukke enhver mulighed for foranstaltninger inden for den offentlige boligsektor.

4.3.6. Et sådant instrument ville være særlig vigtigt for integrationen af indvandrere, især i URBAN-områderne, hvor der er fire gange så mange etniske minoriteter, indvandrere og flygtninge som i EU som helhed. De dårlige boligforhold er en af de faktorer, disse borgere hyppigst peger på som kilde til problemer.

4.4. Tjenesteydelser som indikatorer for bykvalitet

4.4.1. Forfaldet i mange byområder er klart forbundet med manglen på tjenesteydelser, især på social- og sundhedsområdet. Et passende niveau for tjenesteydelser er et af de mest effektive midler til at sikre en mere ligelig fordeling af disse i byen. EØSU understregede i sin udtalelse om Kommissionens meddelelse om "En dagsorden for byerne i Den Europæiske Union"(9) de offentlige serviceydelsers afgørende betydning for byernes udvikling, især til sikring af produktionen af almennyttige goder og tjenesteydelser og styrkelse af den sociale samhørighed samt behovet for "i lokal- og regionalforvaltningssammenhæng at foretage en prioritering af de forskellige servicebehov".

4.4.2. Dette aspekt bør udtrykkeligt medtages i de socioøkonomiske indikatorer for byområder, der er omfattet af URBAN II-initiativet. En analyse af kvaliteten og antallet af tjenesteydelser - især offentlige tjenesteydelser - og af adgangen til dem er et væsentligt parameter for fastlæggelsen af niveauet og af årsagerne til nedslidningen.

4.4.3. EØSU understreger dog, at der især i forbindelse med midtvejsevalueringerne af programmerne bør foretages en særlig kontrol af URBAN-programmets mulighed for at bidrage til at øge kvaliteten og omfanget af tjenesteydelser i de bydele, der er omfattet af programmet.

4.5. Bæredygtig byudvikling og de ældre

4.5.1. Den stigende befolkningsaldring er noget, der berører alle EU-landene, og udgør en af de største udfordringer for den fremtidige udviklingspolitik begyndende med bypolitikken. I de forsømte kvarterer (især i byer med en nedslidt bymidte) ser man ofte, at de oprindelige ældre beboere, der har specielt svært ved at forlade det sted, hvor de altid har boet, bor side om side med indvandrere, der primært bosætter sig i de forfaldne bydele. De ældre tilhører desuden den gruppe, der rammes hårdest af byernes krise, manglen på tjenesteydelser og den omfattende kriminalitet.

4.5.2. Mere generelt kræver den stigende andel af EU's befolkning på over 60 en strategisk omlægning af bypolitikken og nogle målrettede tiltag, der ikke alene sigter mod en omgående forbedring af de ældres levevilkår, men også mod en gennemgribende nytænkning af, hvordan byerne skal indrettes med henblik på et aldrende samfund.

4.5.3. Dette spørgsmål bør være en af EU's samhørighedspolitiske prioriteter på linje med integration af indvandrere, lige muligheder og arbejdsløshed.

4.5.4. Kommissionens vurdering af URBAN II-programmerne omtaler kun dette fænomen i generelle vendinger, hvor det påpeges, at aldersstrukturen i URBAN-områderne udviser en lidt højere andel af ældre end i de byer, der indgik i byanalysen.

4.5.5. EØSU håber derfor, at man vil foretage en mere tilbundsgående analyse af de planlagte programforanstaltninger, som specifikt tager sigte på de ældre, og at man især inddrager dette spørgsmål som en prioritet i URBAN-programmet.

4.6. Byspredning

4.6.1. EU's URBAN-program tager sigte på kriseramte byområder og tager udgangspunkt i nogle traditionelle betegnelser for de forskellige bydele: by, bydel, indre by og udkants- og forstadsområde.

4.6.2. En af de vigtigste strategiske nyskabelser i URBAN II er, at det tager sigte på små og mellemstore byer. I sin meddelelse peger Kommissionen på, at ud over befolkningsstørrelsen bidrager støtteområdernes mindre geografiske størrelse også til en højere støtte pr. km2, og den fremhæver, at man ved at koncentrere støtten geografisk opnår en positiv indvirkning på den lokale planlægning og revitaliseringen af byområder.

4.6.3. Den seneste forskning på byplanlægningsområdet har imidlertid afsløret, at man mange steder i EU i de senere år er begyndt at gå væk fra det traditionelle syn på byernes situation. Hvis man ser på et landkort over store dele af EU, og i endnu højere grad, hvis man besøger eller bor i de pågældende områder, vil man se et billede, der sår tvivl om anvendeligheden af mange af de kategorier, der traditionelt anvendes til at definere en by.

4.6.4. Fænomenerne byspredning, og spredte byer er taget til pga. den voldsomme vækst inden for personlig mobilitet og transport- og kommunikationsinfrastrukturen, den tiltagende decentraliseringen af produktionen, internationaliseringen af distributionen og de nye strategier for udflytning af industri- og handelsvirksomheder. Vi står over for en stadig mere invaderende arealanvendelse med bebyggelse af store dele af de områder, vi har været vant til at betragte som landområder. Dermed sker der også en mangedobling af den miljøbelastning, som er karakteristisk for byområder.

4.6.5. Byspredningsområderne er ofte stærkt forfaldne områder med lav kvalitet af det naturlige miljø og det bebyggede rum samt identitetstab. Dermed opstår der nogle nye udfordringer. Mange af URBAN-programmernes fortolknings- og interventionskriterier forekommer i den sammenhæng ineffektive. Begreberne by, bydel, indre by og udkants- og forstadsområde undermineres, og især mister parameteren for den fysiske udstrækning af de geografiske områder, der falder ind under URBAN, enhver form for betydning. Støtteintensiteten i et byspredningsområde kan helt klart ikke måles ud fra forholdet mellem de anvendte ressourcer og antallet af km2.

4.6.6. EØSU har allerede tidligere peget på dette problem. Især i udtalelsen om "Bæredygtig byudvikling i Den Europæiske Union: Rammer for handling"(10) mindede udvalget om, hvordan udviklingen af byen i det tredje årtusinde i retningen af "spredte byer uden et egentligt centrum" udgør en udfordring for EU, som skal skabe en alternativ, konkurrencedygtig forvaltningsform, der er forenelig med by- og regionaludviklingen.

4.6.7. Det er vigtigt at sikre sig, at URBAN-programmet i fremtiden tager effektivt fat på de nye problemstillinger omkring byspørgsmålet på en eksperimenterende og innovativ facon i form af foranstaltninger, der tager sigte på at få kontrol over byspredningsfænomenet og indføre genopretningspolitikker for de pågældende områder.

4.7. Konklusioner

4.7.1. Kommissionen slutter sin meddelelse ved at spørge, om URBAN-initiativet bør videreføres. EØSU anbefaler at man fortsætter og styrker disse innovative programmer og tilfører dem flere økonomiske midler, og håber, at mange af de metoder og fremgangsmåder, der er blevet udarbejdet gennem URBAN-programmerne, vil blive anvendt bredt i forvaltningen af strukturfondene.

4.7.2. Med udgangspunkt i byproblematikkens særlige kendetegn, vil der være et stigende behov for at iværksætte handlingsstrategier, som kan understøtte behovet for sektorielle interventioner og fremme en adfærd, der skaber sammenhæng mellem økonomisk udvikling, social og økonomisk samhørighed, beskæftigelse, behovet for at inddrage de økonomiske og sociale aktører samt fremme og beskyttelse af miljøkvaliteten og bygningsarven, alt sammen inden for rammerne af en afbalanceret og sammenhængende udvikling.

Bruxelles, den 26. marts 2003.

Roger Briesch

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Meddelelse fra Kommissionen til medlemsstaterne af 28. april 2000 om retningslinjer for et fællesskabsinitiativ vedrørende økonomisk og social revitalisering af kriseramte byer og bydele for at fremme en bæredygtig byudvikling - URBAN II, EFT C 141 af 19.5.2000.

(2) "Et samlet Europa, en solidarisk befolkning, en geografisk mangfoldighed - anden rapport om den økonomiske og social samhørighed", Europa-Kommissionen (2001).

(3) EFT C 339 af 29.11.2000, s. 44-47.

(4) Konklusioner fra konferencen "Byer for samhørighed: læren af EU's URBAN-programmer", London, den 8. og 9 juli 2002.

(5) EFT L 161 af 26.6.1999.

(6) EØSU's udtalelse om "Meddelelse fra Kommissionen til medlemsstaterne om retningslinjer for et fællesskabsinitiativ vedrørende økonomisk og social revitalisering af kriseramte byer og bydele for at fremme en bæredygtig byudvikling - URBAN II", EFT C 51 af 23.2.2000, s. 89.

(7) Jf. FN's generalforsamling, forberedelseskomitéen for FN's konference om boligmiljø og bebyggelsesmiljø (HABITAT II), udkast til erklæringen om principperne og forpligtelserne samt den globale handlingsplan, Agenda Habitat, 26. oktober 1995.

(8) Meddelelse fra Kommissionen til medlemsstaterne af 28. april 2000 om retningslinjer for et fællesskabsinitiativ vedrørende økonomisk og social revitalisering af kriseramte byer og bydele for at fremme en bæredygtig byudvikling - URBAN II, EFT C 141 af 19.5.2000.

(9) ØSU's udtalelse af 28. januar 1998, EFT C 95 af 30.3.1998.

(10) EØSU's udtalelse af 20. oktober 1999 i EFT C 368 af 20.12.1999, s. 62.