52001PC0125(01)

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 96/92/EF og 98/30/EF om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

REVISION AF ELEKTRICITETS- OG GASDIREKTIVERNE

1. Indledning

Det Europæiske Råd i Lissabon den 23. og 24. marts 2000 opfordrede til en "hurtig indsats" for at gennemføre det indre marked og bad "Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne om hver især inden for deres respektive beføjelser, ... at fremskynde liberaliseringen inden for elektricitet og gas ... Målet er, at det indre marked kommer til at fungere fuldt ud på disse områder. Det Europæiske Råd vil vurdere fremskridtene, når det samles i foråret, med udgangspunkt i Kommissionens rapport og hensigtsmæssige forslag". Europa-Parlamentet anmodede ligeledes Kommissionen til at vedtage en detaljeret tidsplan for opfyldelse af de nøje fastlagte målsætninger med henblik på gradvis at opnå fuldstændig liberalisering af energimarkedet [1].

[1] Beslutning om 'Liberalisering af energimarkedet.

Rådet (energi) den 30. maj 2000 fremhævede, "hvor vigtige og presserende konklusionerne var fra Det Europæiske Råd i Lissabon", og opfordrede Kommissionen til "i tide at fremsætte forslag til den videre indsats".

I Kommissionens meddelelse "Gennemførelse af det indre energimarked" [2] nås der frem til den konklusion, at der nu kan stilles forslag til gennemførelse af det indre gas- og elektricitetsmarked for Parlamentet og Rådet, der ikke kun ville opfylde denne primære målsætning, men også være kompatibel med og bidrage til Fællesskabets andre relevante politikker på dette område.

[2] EFT C

Det vedføjede forslag om ændring af direktiv 96/92/EF og 98/30/EF imødekommer således anmodningen fra Det Europæiske Råd og Rådet (energi); det følger den nylige grønbog om forsyningssikkerhed [3], der understregede forbindelserne mellem fremskynding af integrationen af energimarkedet i Europa og behovet for at sikre forsyningssikkerhed.

[3] KOM(2000) 769, s. 71.

2. Mål

Som forklaret i ovennævnte meddelelse skal alle forslag, hvis Fællesskabet vil oprette et faktisk og effektivt indre marked for elektricitet og gas, indeholde både kvantitative og kvalitative elementer:

-Progressiv fritstilling af alle elektricitets- og gasforbrugere til at vælge deres leverandør ("kvantitativt forslag"). Der er tre grunde til at videreføre et ambitiøst program. Den første er at sikre, at alle EU-virksomheder modtager konkurrencefordelene i form af øget effektivitet og lavere priser, der fører til større konkurrenceevne og beskæftigelse i EU. Den anden er at sikre, at EU's forbrugere får alle fordele ved markedets åbning i form af lavere husholdningsregninger for elektricitet og gas. Den tredje er at sikre lige markedsvilkår for alle medlemsstater i form af markedets åbning og således fuldt ud integrere de 15 nationale markeder i et virkeligt og fuldt fungerende indre marked.

-Forbedre Fællesskabets elektricitets- og gasmarked strukturelt ("kvalitative forslag"). Erfaringen med markedsåbning, ikke blot i Fællesskabet men også i andre lande, har tydelig påvist, at bestemte fremgangsmåder til markedsåbning er bedre til at udvirke effektiv konkurrence end andre. Størstedelen af medlemsstaterne har anvendt en sådan fremgangsmåde for elektricitet, og et stort antal medlemsstaterne har også gjort det for gas.

Efterhånden som det indre marked udvikler sig, navnlig hvad angår den ovennævnte kvantitative fremskyndelse, er det vigtigt, at de metoder, hvormed markedets åbning gennemføres, konvergerer medlemsstaterne imellem, hvis der skal udvikles et virkeligt indre marked uden konkurrenceforvridning. Dette er lige så vigtigt, hvis alle mulige fordele af oprettelsen af det indre marked for elektricitet og gas skal udnyttes og videregives til forbrugerne.

Det er almindelig anerkendt, at tredjeparts adgang baseret på offentliggjorte og ikke-diskriminerende afgifter og omfattende regnskabsmæssig adskillelse ikke kun er befordrende, men også nødvendig for at sikre effektiv konkurrence. For at gennemføre det indre marked er det således ikke nok fuldt ud at liberalisere efterspørgslen, men der skal også være egentlige markedsstrukturer til stede. Udover at det er nødvendigt at sikre, at de største konkurrencefordele kommer Fællesskabets indbyggere til gode, skal foranstaltningerne garantere lige markedsvilkår for alle medlemsstater og sikre ikke-diskrimination, navnlig i forbindelse med vertikalt integrerede selskaber med dominerende stilling. Det er bestemt blevet tydeligere, at dette spørgsmål er lige så vigtigt, hvis ikke vigtigere end niveauet af kvantitativ markedsåbning, hvis der skal opnås reel gensidighed medlemsstaterne imellem.

Det er desuden hensigtsmæssigt, at dette forslag ajourfører direktiverne: nogle af bestemmelserne og mulighederne i direktiverne er enten blevet overflødige eller ikke udnyttet af medlemsstaterne. Dette gælder udbudsproceduren for liberalisering af fremstilling (undtagen som en hjælpeforanstaltning, der kan træffes af hensyn til forsyningssikkerheden) og eneaftagermodellen til netadgang. De kan derfor fjernes fra direktivet. Denne tydeliggørelse er særlig vigtig med hensyn til at garantere lige konkurrencevilkår på markederne for gas og elektricitet i kandidatlandene. Desuden er en række administrative spørgsmål blevet forenklet for at mindske hindringer. Dette gælder forpligtelser i direktivet, der i lyset af erfaringerne kan gøres lettere. Der er desuden foretaget en tydeliggørelse med hensyn til begge direktivers bestemmelser angående kravene om regnskabsmæssig adskillelse.

Rådets direktiv 90/547/EØF og 91/296/EØF om transit af elektricitet og naturgas for at sikre ensartede og ikke-diskriminerende adgangsordninger for transmission, herunder i forbindelse med grænseoverskridende transport i Fællesskabet, bør ophæves. For at sikre overensstemmelse og undgå forvirring i forbindelse med adgangsordninger og -betingelser foreslås det at indarbejde og ensarte reglerne i transitdirektiverne i forslaget til et nyt direktiv om gennemførelsen af det indre energimarked og herved muliggøre transmissions systemoperatørers adgang, hvis det er nødvendigt, til andre transmissionssystemoperatørers net på ikke-diskriminerende betingelser.

Det er ligeledes hensigtsmæssigt at forbedre de gældende bestemmelser om forsyningspligt for at tillade en effektiv og kontinuerlig benchmarking og sikre, at alle borgere har ret til at blive forsynet med elektricitet til overkommelige og rimelige priser (forsyningspligt), og at de nyder et minimum af forbrugerbeskyttelsesrettigheder.

Disse forbedringer af direktiverne og fjernelse af irrelevante bestemmelser vil resultere i større tydelighed og tjene som vejledning for kandidatlandene ved gennemførelse af reformer i deres elektricitets- og gassektorer.

3. Forslagene

3.1. Kvantitative forslag - alle kunder skal gradvis frit kunne vælge leverandør

Det foreslås, at medlemsstaterne giver alle erhvervselektricitetskunder (dvs. alle industri- og handelsejendomme) mulighed for frit at vælge deres elektricitetsleverandør fra den 1. januar 2003, og at denne mulighed udvides til alle kunder (dvs. 100% markedsåbning) fra 1. januar 2005.

Da åbningen af gasmarkederne stadig er bagud i forhold til elektricitetsmarkederne (medlemsstaterne skulle gennemføre gasdirektivet 18 måneder efter elektricitetsdirektivet), og gasselskaberne havde mindre tid til at forberede sig, foreslås det, at valgmuligheden gives alle erhvervsgaskunder fra den 1. januar 2004, dvs. et år senere end for elektricitet. Samme frist foreslås imidlertid for fuldstændig markedsåbning for elektricitet: den 1. januar 2005, da denne periode er tilstrækkelig lang til, at EU's gasindustri kan forberede sig på fuldstændig konkurrence, og derved sikres det, at begge indre markeder fungerer parallelt. Dette er særlig vigtigt på grund af den stadig voksende sammenfald mellem de to sektorer.

Disse forslag fremsættes under hensyntagen til de landes erfaring, der allerede med gode resultater har indført fuld konkurrence, og den tid der har været nødvendig for at gennemføre de nødvendige forberedelser, både administrative, tekniske og juridiske/regulerende, for at sikre forbrugerbeskyttelse og behørig opfyldelse af forpligtelserne til offentlige tjenester. Der er navnlig taget hensyn til det forhold, at priviligerede private forbrugere, til forskel fra erhvervskunder, ofte kræver betydelige forberedelser i form af afregningsarrangementer og opstilling af kundebelastningsprofilering [4]. Det tager ligeledes hensyn til de fleste medlemsstaters intentioner om at indføre fuld konkurrence ifølge en tidsplan, der ligner den foreslåede. Kommissionens meddelelse om gennemførelse af det indre energimarked viste tydeligt, at Fællesskabets hovedmål på dette område, navnlig høje servicestandarder og forbrugerbeskyttelse, miljøbeskyttelse, forsyningssikkerhed og socialt acceptabel markedsåbning kan imødekommes fuldstændig i forbindelse med sådanne fremskridt.

[4] En standardbelastningsprofil indebærer, at der gøres nogle antagelser om en bestemt type lille forbrugers elforbrug, både med hensyn til mængde og tidspunkt. Afvigelser fra profilen konstateres ved regelmæssige aflæsninger af den eksisterende måler, hvorved man undgår dyre aflæsninger af forbrugerens faktiske forbrug minut for minut, og sammenholdes med de mængder, forbrugeren har indgået kontrakt om.

3.2. Kvalitative forslag.

Inden for denne kategori fremsættes to forslag, som drejer sig om regnskabsmæssig adskillelse og netadgang. Næsten alle de, der har fremsat bemærkninger i forbindelse med den offentlige høring om realiseringen af det indre marked for energi, som Kommissionen afholdt i september 2000, har fremhævet, at høje standarder og utvetydige foranstaltninger er afgørende for begge disse spørgsmål, hvis effektiv konkurrence skal sikres overalt på det indre marked, og der skal være tale om virkelig gensidighed mellem medlemsstaterne og virksomhederne indbyrdes.

Udskillelse: for at sikre et fælles mindstemål af disintegration overalt på det indre marked for elektricitet og gas foreslås det, at medlemsstaterne sikrer at transmission som minimum udføres af et datterselskab, hvis daglige aktiviteter både juridisk og i praksis er adskilt fra moderselskabets produktions- og salgsaktiviteter (en uafhængig transmissionssystemoperatør - TSO). Der opstilles en række bestemmelser, som skal overholdes for at sikre, at transmissionsselskabet kan fungere uafhængigt af de øvrige forretningsinteresser i den gruppe, det tilhører. Minimumskravene til funktionsmæssig adskillelse er følgende:

-de ansvarlige for transmissionssystemets ledelse må ikke indgå i virksomhedsstrukturer med direkte eller indirekte ansvar for den daglige ledelse af den samlede gruppes produktions- og forsyningsaktiviteter

-der skal træffes passende foranstaltninger for at sikre, at der tages højde for personlige interesser i forbindelse med transmissionssystemselskabets ledelse på et sådan måde, at der er sikkerhed for, at den kan fungere uafhængigt

-transmissionsystemoperatøren skal have fuld kontrol over alle aktiver, som er nødvendige for at kunne drive, vedligeholde og udbygge nettet

-transmissionsystemoperatøren skal opstille et ligebehandlingsprogram, som indeholder foranstaltninger, der skal sikre, at forskelsbehandling er udelukket. Dette program skal angive, hvilke særlige forpligtelser de ansatte pålægges for at opfylde dette formål. Det skal udarbejdes og overvåges af en særlig tilsynsførende, som udpeges og aflægger rapport til formanden/den øverste leder af det integrerede selskab, transmissionssystemoperatøren tilhører. En årlig rapport over de foranstaltninger, som er blevet truffet, skal forelægges de nationale myndigheder af den tilsynsførende og offentliggøres.

Mange af dem, der udtalte sig i forbindelse med den offentlige høring, fremførte, at også distributionen burde udskilles på denne måde og være juridisk uafhængig [5] og understregede, at adgang på lige vilkår til distributionen er af afgørende betydning [6].

[5] Gas- og elektricitetsdirektiverne forlanger kun regnskabsmæssig adskillelse på distributionsplan i forbindelse med foranstaltninger, der skal sikre at forretningsmæssigt følsomme oplysninger ikke videregives.

[6] Distributionsomkostningerne er ret store. For gas er de samlede investeringer i gasdistribution typisk dobbelt så store som investeringerne i transmission. I lande uden gasproduktion kan investeringerne i gasdistribution udgøre 70-80% af de samlede investeringer i forsyningskæden til den endelige bruger.

Yderligere markedsåbning vil gøre uafhængig drift af distributionssystemerne lige så vigtig som uafhængig drift af transmissionssystemerne. Kommissionen foreslår derfor juridisk udskillelse af elektricitetsdistributionssystemoperatørerne senest 2003 og af gasdistributions systemoperatørerne senest 2004 på stort set samme betingelser som dem, der i det foregående er beskrevet for transmissionssystemoperatørernes vedkommende. Medlemsstaterne kan imidlertid beslutte at indføre en de minimis tærskel, da det muligvis ikke er i overens stemmelse med proportionalitetsprincippet at pålægge små, lokale distributionsselskaber denne adskillelsesforpligtelse.

Det bør nævnes, at denne ændring er mere omfattende, når det gælder gas, end når det drejer sig om elektricitet. I gasdirektivet kræves der kun intern regnskabsmæssig udskillelse af transmission i forbindelse med foranstaltninger, der skal sikre, at forretningsmæssig følsomme oplysninger ikke videregives. Imidlertid er seks medlemsstater gået videre til ejendomsmæssig, juridisk eller ledelsesmæssig udskillelse eller planlægger at gøre det. Det er desuden værd at bemærke, at mange integrerede gasselskaber fører en lignende politik og adskiller ledelses- og transportaktiviteterne fra gasforsyningsaktiviteterne. Det er almindeligt accepteret, at en sådan udvikling vil føre til en mere effektiv og ligevægtig konkurrencestruktur overalt på det indre marked og trække flere deltagere til markedet, da potentielle nye deltagere vil have tillid til, at de får adgang uden forskelsbehandling. Desuden vil det i de integrerede selskaber give tydeligere omkostningssignaler og tilskyndelser til forskellige forretningsaktiviteter. Denne foranstaltnings vedtagelse vil således føre til en hurtigere, mere retfærdig udvikling af et effektivt indre marked for gas.

Disse bestemmelser blev fremhævet som vigtige af et overvældende flertal af dem, der udtalte sig under høringen. Erfaringerne med at gennemføre de nuværende direktiver viser, at de også er de vigtigste, når det gælder om at sikre effektiv funktionsmæssig uafhængighed.

Mange af høringens deltagere fremførte, at oplagrings- og LNG-faciliteter til gas burde udskilles yderligere og være omfattet af adgangsbestemmelser. Mange mente også, at der burde ske en fuldstændig ejendomsmæssig udskillelse af transmissionen. Det er klart, at sådanne foranstaltninger ville indebære mere effektive garantier for adgang uden forskelsbehandling. Desuden er Kommissionen fuldstændig klar over den fundamentale rolle, adgangen til gasoplagrings- og andre vigtige hjælpefaciliteter spiller for, at et konkurrencepræget marked kan udvikle sig [7]. På denne baggrund har Kommissionen besluttet at foreslå, at det klarlægges, hvilken betydning adgang til oplagring og andre hjælpefaciliteter og fleksibilitetsmuligheder har, at ordningerne for andres adgang til distributions- og LNG-anlæg (herom i det følgende) styrkes, at gasselskaberne forpligtes til at anvise og oprette særskilte foretagender, som er ansvarlige for oplagrings- og LNG-aktiviteter (oplagrings- og LNG-operatører), og således skabe gennemsigtighed for dem, der ønsker adgang til disse vigtige faciliteter. Kommissionen forventer, at disse foranstaltninger vil være tilstrækkelige til at sikre effektiv adgang uden forskelsbehandling til gas- og elektricitetssystemerne. Den har besluttet, at den i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt vil stille yderligere udskillelseskrav til oplagring og LNG (dvs. ikke at forlange særskilte juridiske enheder til disse aktiviteter). Desuden foreslås det at indføje en bestemmelse om levering uden forskelsbehandling af udligningstjenester til både gas og elektricitet.

[7] Gasafsætningen varierer betydeligt for alle kunders vedkommende, både i løbet af en enkelt dag og mellem årstiderne. Gasforsyningen er imidlertid mere konstant, da producenterne ønsker at udnytte ledningsinfrastrukturen mest muligt. Adgang uden forskelsbehandling til fleksibilitetsmuligheder som oplagring kan derfor være afgørende for effektiv adgang til det samlede gassystem og for, at etablerede værker med betydelige oplagringsanlæg og nye markedsdeltagere og kunder uden sådanne anlæg får samme vilkår.

Kommissionen vil imidlertid stadig følge omhyggeligt med i, om der udvikles effektiv adgang uden forskelsbehandling til transmission (også til rørledningsnettets tidlige led), distribution, LNG, oplagring og andre vigtige hjælpefaciliteter. For at sikre, at disse forhold til stadighed undersøges af alle Fællesskabets institutioner, foreslås det, at direktiverne ændres, så Kommissionen skal aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om bl.a. disse spørgsmål inden udgangen af det andet og fjerde år efter ændringens ikrafttrædelse (artikel 1 og 2), eventuelt sammen med passende forslag til yderligere foranstaltninger.

Adgang for andre: Som allerede nævnt fremhævede alle høringens deltagere effektiv adgang for andre som afgørende for at sikre udvikling af effektiv konkurrence. Det er en stort set almindelig opfattelse, at det mindste, der kræves for at sikre, at forskelsbehandling udelukkes, og at den gennemsigtighed og forudsigelighed, som er nødvendig for at skabe og udvikle en effektiv konkurrence, er tilstede, er offentliggørelse af faste tariffer, som gælder uden forskelsbehandling for alle systemets brugere, uanset om de er kunder eller virksomheder, også dem, der tilhører den samme gruppe som den pågældende TSO. Sådanne tariffer kan opdeles efter objektive kundekategorier, forudsat det ikke medfører forskelsbehandling. Denne ordning er blevet vedtaget af næsten samtlige medlemsstater for elektricitet, men ikke for gas [8]. Det foreslås derfor, at en offentliggjort, fast tarifstruktur skal være minimumsnorm for transmissions- og distributionstarifferne på begge markeder. Det er vigtigt at sikre, at også fremtidige tiltrædelseslande indfører strukturer, der svarer til den fremgangsmåde, medlemsstaterne benytter.

[8] For gas har følgende medlemsstater enten en ordning med aftalt adgang eller en blanding mellem en offentliggjort og en aftalt ordning: Østrig, Belgien (som imidlertid for nylig har besluttet at gå over til fastsat AFA) Danmark, Frankrig, Tyskland og Nederlandene.

For at sikre, at forskelsbehandling effektivt udelukkes i praksis, skal medlemsstaterne og de nationale myndigheder omhyggeligt overvåge de juridisk udskilte transmissions- og distributionssystemoperatørers adfærd. Medlemsstaterne og de nationale myndigheder skal således bl.a. sikre, at transmissions- og distributionsoperatørerne besvarer adgangs anmodninger inden for en rimelig tidsfrist. Efter Kommissionens opfattelse bør en frist på to uger i princippet ikke overskrides. De skal også sikre, at transmissions- og distributionssystemoperatørerne ikke stiller de virksomheder, der ønsker adgang til nettet, spørgsmål om energiens oprindelse, bestemmelsessted eller videre transportrute, hvis det ikke er nødvendigt for, at de kan udføre deres opgaver i forbindelse med nettets drift.

Styring: Uafhængige nationale myndigheder spiller en central rolle, når det gælder om at sikre adgang til nettet uden forskelsbehandling, da de har beføjelser til at fastsætte eller godkende transmissions- og distributionstarifferne, før de træder i kraft. Konkurrence myndighederne kan kun optræde efterfølgende i forbindelse med konkurrenceforvridninger, mens de regelfastsættende myndigheder har aktive forhåndsopgaver. Disse myndigheder spiller også en vigtig rolle for forhold i forbindelse med grænseoverskridende handel og oprettelse af et virkeligt indre marked. De giver markedsreglerne sammenhæng og skaber gennemsigtighed på markedet. Direktivforslaget forlanger derfor, at medlemsstaterne skal oprette uafhængige myndigheder, som har kompetence til bl.a. at fastsætte og/eller godkende tarifferne og betingelserne for adgang til gas- og elektricitetstransmissions- og distributions nettene. Myndighederne skal således godkende transmissions- og distributionstarifferne før de træder i kraft. Godkendelsen kan ske på grundlag af et forslag fra transmissions-/distributionssystemoperatøren/operatørerne eller på grundlag af et forslag, transmissions-/distributionssystemoperatøren/operatørerne og nettets brugere har vedtaget. Under alle omstændigheder er det rimeligt, at transmissions-/distributionssystemoperatørerne nøje rådfører sig med samtlige netbrugerkategorier, inden de fremsætter deres tarifforslag til myndighederne. Skønt disse myndigheder skal være uafhængige, skal de samarbejde nøje med andre offentlige myndigheder som konkurrencemyndighederne, i de tilfælde, hvor det stadig påhviler dem at afgøre andre uoverensstemmelser i forbindelse med AFA, f.eks. individuelle tilfælde af forskelsbehandling.

Handel med lande uden for EU: På et liberaliseret marked kan der være større muligheder for, at EU's virksomheder handler med leverandører og kunder uden for EU. Denne handel kan medføre store fordele, således som det har været tilfældet i andre erhverv. Der skal imidlertid, især for elektricitetsmarkedets vedkommende, være enighed mellem EU og de pågældende tredjelande om gensidig adgang til markederne og om miljø- og sikkerhedsstandarder for at undgå eventuelle miljørisici i Fællesskabet, . Der kunne tænkes et sæt regler for bilaterale eller regionale aftaler om disse forhold. Nogle medlemsstater har muligvis allerede truffet særskilte ordninger med tredjelande om elektricitetsudveksling. Disse aftaler skal nødvendigvis overvåges for at sikre, at de er forenelige med Fællesskabets målsætninger, når det f.eks. gælder kernekraftsikkerhed. Direktivet forlanger derfor, at medlemsstaterne skal underrette Kommissionen om import af elektricitet fra de lande, som ikke er omfattet af elektricitetsdirektivet.

3.3. Ajourføring af bestemmelserne

Da det er en kendsgerning, at nogle af det nuværende elektricitetsdirektivs ordninger ikke er blevet gennemført i nogen medlemsstat, og da de efter den almindelige opfattelse i mindre grad kunne tænkes at føre til konkurrenceprægede markeder end dem, der rent faktisk er gennemført, foreslås det, at de udtages af direktivet. Det er vigtigt for at sikre, at mulige tiltrædelseslande stadig har lige vilkår. Det foreslås derfor, at udbudsproceduren i forbindelse med produktion ophæves. Medlemsstaterne skal dog sørge for at udbud af ny kapacitet kan benyttes som undtagelsesforanstaltning af hensyn til forsyningssikkerheden. Også eneaftagerordningen i forbindelse med AFA til elektricitet ophæves.

Der foreslås endvidere end administrativ forbedring for at fjerne procedurekrav, som erfaringerne har vist er unødvendige, og som kan ophæves uden at svække direktivets effektivitet. Det gælder kravet om, at der ved afslag på tilladelser til at etablere ny produktionskapacitet skal sendes en kopi af den pågældende afgørelse til Kommissionen. Det er blevet indlysende, at denne procedure er unødvendigt ubekvem, da mange af den slags afslag gælder små anlæg og blot sker af planlægningshensyn (artikel 5, stk. 3, i direktiv 96/92/EF). Fordelene ved denne procedure opvejes derfor af de administrative byrder, den pålægger ikke mindst de lokale myndigheder. Dette krav ophæves derfor. Virksomheder, som får afslag, beholder dog retten til at henvise enhver sag til Kommissionen.

Ifølge artikel 14, stk. 3, i elektricitetsdirektivet og artikel 13, stk. 3, i gasdirektivet skal integrerede selskaber føre særskilte regnskaber for deres forskellige aktiviteter. Ifølge definitionerne i artikel 2, stk. 5 og 6 i elektricitetsdirektivet og artikel 2, stk. 3 og 5, i gasdirektivet betyder både transmission og distribution transport af elektricitet/gas "med henblik på levering til endelige kunder". Nogle selskaber har hævdet, at det indebærer, at det ikke er nødvendigt at føre særskilte regnskaber for distributions- og forsyningsaktiviteter. Kommissionen mener, at dette hverken er korrekt eller i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd og hensigt, nemlig at skabe gennemsigtighed og effektiv styring. For at sikre fuld klarhed om dette spørgsmål indeholder direktivforslaget alligevel en ændring af artikel 14, stk. 3 i elektricitetsdirektivet og artikel 13, stk. 3 i gasdirektivet.

Med hensyn til gensidighedsbestemmelsen i begge direktivers artikel 19 kan der nu fastsættes en endelig dato, hvor denne bestemmelse ophører med at være gældende. Da det foreslås, at samtlige medlemsstater skal gøre alle kunder priviligerede senest den 1. januar 2005, er bestemmelsen ugyldig efter denne dato.

Endelig foreslås det at ophæve gas- og elektricitetstransitdirektiverne (Rådets direktiver 90/547/EØF og 91/296/EØF) for at undgå forskellige ordninger, offentliggørelseskrav, bilæggelsesprocedurer osv. i forbindelse med adgang til nettet. Transmissions systemoperatørerne skal, hvis det er nødvendigt for, at de kan udføre deres opgaver, det gælder også transit, have adgang til andre transmissionssystemoperatørers net uden forskelsbehandling.

3.4. Offentlig tjeneste

Som nævnt i meddelelsen om gennemførelse af det indre marked hører målsætningerne for udførelse af offentlig tjeneste (public services) til Kommissionens vigtigste målsætninger på dette område. Skønt de nuværende bestemmelser i gas- og elektricitetsdirektivet har fungeret upåklageligt til dato, kan der foretages forbedringer, ikke mindst når det gælder fuldstændig markedsåbning. For at sørge for, at offentlig tjeneste på elektricitetsområdet sikres, efterhånden som markedsliberaliseringen skrider frem, mener Kommissionen for det første, at det er vigtigt at lade forslaget indeholde en bestemmelse, som fastslår, at medlemsstaterne skal sikre offentlig tjeneste, dvs. elektricitetsforsyning af høj kvalitet til alle kunder på deres territorium (artikel 3, stk. 3). Som supplement hertil pålægges det desuden medlemsstaterne i forbindelse med både elektricitet og gas at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at den offentlige tjenestes målsætninger opfyldes (artikel 3, stk. 3 og 4). Det gælder nærmere betegnet:

*beskyttelse af sårbare kunder; medlemsstaterne skal f.eks. sørge for rimelig beskyttelse mod uberettiget frakobling af bl.a. ældre, arbejdsløse, handicappede osv.

*beskyttelse af de endelige kunders grundlæggende rettigheder; medlemsstaterne skal f.eks. sørge for et minimalt sæt kontraktregler, gennemsigtige oplysninger og billige, gennemsigtige ordninger for bilæggelse af uoverensstemmelser [9]

[9] Passende bestemmelser for sikring af disse grundlæggende rettigheder findes i artikel 17 i Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, KOM(2000) 392 af 12. juli 2000.

*den sociale og økonomiske samhørighed; foruden den offentlige tjeneste skal medlemsstaterne i påkommende tilfælde træffe passende foranstaltninger for at sikre forsyninger til rimelige priser til f.eks. afsides liggende områder

*miljøbeskyttelse

*forsyningssikkerheden; ikke mindst ved i rimeligt omfang at sikre vedligeholdelse og udbygning af infrastrukturen, især samkøringslinjerne.

Som supplement hertil foreslås det desuden, for at sikre, at medlemsstaterne ubestrideligt er i besiddelse af alle de nødvendige midler, hvormed nettets vedligeholdelse og udbygning kan garanteres, at der indsættes en ny artikel i gas- og elektricitetsdirektivet (artikel 8, stk. 5, i elektricitetsdirektivet og artikel 7, stk. 5, i gasdirektivet), som fastsætter, at "medlemsstaterne kan kræve, at transmissionssystemoperatørerne opfylder mindstekrav til investering i vedligeholdelse og udvikling af transmissionssystemet, herunder sammenkoblingskapacitet".

Endelig er det, da stadig sikre elektricitetsforsyninger er af afgørende vigtighed, således som det påpeges i grønbogen om energiforsyning, og sandsynligvis er den vigtigste målsætning i forbindelse med offentlig tjeneste, nødvendigt at træffe en række supplerende foranstaltninger for at udbygge de nuværende sikkerhedsbestemmelser i elektricitets- og gasdirektivet på dette punkt. Foruden kravet til medlemsstaterne om at sikre, at ny kapacitet kan gøres til genstand for udbud, når det er påkrævet, vil det især være hensigtsmæssigt at pålægge medlemsstaterne omhyggeligt at overvåge situationen på hjemmemarkedet for elektricitet og gas, det gælder navnlig udbuds-/efterspørgselsbalancen, den forventede fremtidige efterspørgsel, den påtænkte supplerende kapacitet i planlægnings- eller etableringsfasen og konkurrenceniveauet på markedet. Hvert år skal medlemsstaterne offentliggøre en rapport, der beskriver deres resultater og angiver, hvilke foranstaltninger de har tænkt sig at træffe for at sikre forsyningssikkerheden. Da EU's elektricitets- og gasnet er præget af stærk sammenknytning, og forholdet mellem udbud og efterspørgsel på fællesskabsplan derfor er afgørende for det samlede systems sikkerhed, bør Kommissionen desuden på grundlag af de nationale rapporter og sin egen overvågning offentliggøre en lignende meddelelse, der omfatter hele Fællesskabet. Det foreslås derfor at indføje disse bestemmelser i artikel 6a i det ændrede elektricitetsdirektiv og artikel 4a i det ændre gasdirektiv.

Ifølge artikel 3, stk. 2, i det nuværende direktiv skal medlemsstaterne oplyse deres målsætninger i forbindelse med offentlig tjeneste til Kommissionen. Da ingen af medlemsstaterne har opstillet sådanne målsætninger, som kræver en undtagelse fra direktiverne, er der heller ikke kommet sådanne meddelelser. For at Kommissionen kan foretage en effektiv benchmarking, der sætter medlemsstaterne i stand til at sikre, at de yder offentlig tjeneste på højeste niveau, er det hensigtsmæssigt at ændre denne bestemmelse, så medlemsstaterne hvert andet år skal anmelde alle foranstaltninger, der er blevet truffet i forbindelse med offentlig tjeneste, uanset om de kræver undtagelse fra direktivet eller ej, det gælder især de nye krav, som er nævnt i det foregående. På grundlag heraf bør Kommissionen være forpligtet til hvert andet år at offentliggøre en rapport, som gennemgår de forskellige foranstaltninger, der er blevet truffet, og eventuelt fremsætter henstillinger til foranstaltninger der skal træffes for at give den offentlige tjeneste en højere standard.

Endelig kræver et fuldt liberaliseret marked internalisering af eksterne omkostninger for at sikre, at der virkelig er tale om lige vilkår. Kommissionen vil derfor fremme initiativer i denne retning, f.eks. en energi-/CO2-skat for hele EU, strenge regler for statsstøtte, foranstaltninger for efterspørgselsstyring, foranstaltninger, der fremmer kombineret kraftvarmeproduktion og vedvarende energi, som konkurrencemæssigt bliver forfordelt, så længe de eksterne omkostninger ikke er fuldt integreret.

4. Konklusion

Alle Kommissionens oplysninger om gas- og elektricitetsdirektivets virkninger viser, at alle det indre markeds grundlæggende målsætninger: lavere priser, øget konkurrenceevne, bedre offentlig tjeneste, forsyningssikkerhed og miljøbeskyttelse er i færd med at blive opfyldt, og at det sker efter fælles overenskomst i samfundet. Erfaringerne i de lande, der har indført et fuldstændig åbent marked, viser, at disse målsætninger kan opfyldes på fuldgyldige konkurrencevilkår, og at det endda sker bedre under sådanne forhold. Den fremherskende indstilling hos dem, der udtalte sig på den offentlige høring om realiseringen af det indre marked for gas og elektricitet, og de skriftlige bemærkninger, som er indløbet, støtter dette synspunkt.

En hurtig gennemførelse af det indre marked på dette område er derfor et vigtigt skridt mod opfyldelse af de målsætninger, der blev opstillet for Fællesskabet på det europæiske råds møde i Lissabon i foråret 2000. Forslagenes vedtagelse kan forventes at indebære store fordele for konkurrenceevne og beskæftigelse og medføre konkurrencedygtige priser og gas- og elektricitetsydelser af højere standard til Fællesskabets borgere.

2001/0077 (COD)

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 96/92/EF og 98/30/EF om fælles regler for det indre marked for henholdsvis elektricitet og naturgas

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, artikel 55 og artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [10],

[10] EFT C

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [11],

[11] EFT C

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [12],

[12] EFT C

i henhold til proceduren i traktatens artikel 251 [13], og

[13] EFT C

ud fra følgende betragtninger:

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet [14] og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/30/EF af 22. juni 1998 om fælles regler for det indre marked for naturgas [15] har ydet meget vigtige bidrag til gennemførelsen af det indre marked for elektricitet og gas.

[14] EFT L 27 af 30.1.1997, s. 20.

[15] EFT L 204 af 28.12.1998, s. 1.

(2) Erfaringerne fra gennemførelsen af disse direktiver viser, at der er begyndt at opstå store fordele på det indre marked for elektricitet og gas i form af effektivisering, prisfald, bedre service og øget konkurrence. Der er imidlertid stadig betydelige mangler og fortsat muligheder for at få markederne til at fungere bedre.

(3) Det Europæiske Råd i Lissabon opfordrede den 23. og 24. marts 2000 til en hurtig indsats for at fuldføre det indre marked for både elektricitet og gas og til at fremskynde liberaliseringen i disse sektorer, idet målet er, at det indre marked bliver fuldt funktionsdygtigt. Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 6. juli 2000 om Kommissionens anden rapport om liberalisering af energimarkederne Kommissionen til at vedtage en detaljeret tidsplan for opfyldelse af nøje fastlagte målsætninger med henblik på gradvis at opnå fuldstændig liberalisering af energimarkedet.

(4) De væsentligste hindringer for at gennemføre et fuldt fungerende indre marked er spørgsmålet om adgang til nettet og de forskellige grader af markedsåbning medlemsstaterne imellem.

(5) En vigtig forudsætning for at få gennemført en ikke-diskriminerende netadgang er, at transmissionssystemoperatørens uafhængighed sikres. Bestemmelserne om regnskabsmæssig adskillelse bør derfor udvides. For at opnå ikke-diskriminerende adgang til transmissionsnettet må der indføres krav til både gas- og eldistributionssystemoperatøren om regnskabsmæssig adskillelse.

(6) For ikke at pålægge små distributionsselskaber en uforholdsmæssig stor finansiel og administrativ byrde bør medlemsstaterne om nødvendigt kunne undtage disse fra kravene om regnskabsmæssig adskillelse.

(7) Der bør træffes yderligere foranstaltninger for at sikre gennemsigtige, forudsigelige og ikke diskriminerende tariffer for adgang til vigtig transport og dermed forbundet infrastruktur, herunder oplagring og andre hjælpefaciliteter. Disse tariffer skal gælde for alle systembrugere på et ikke-diskriminerende grundlag.

(8) I lyset af den erfaring, der er indhøstet med gennemførelsen af Rådets direktiv 90/547/EØF af 29. oktober 1990 om transit af elektricitet gennem de overordnede net [16] og Rådets direktiv 91/296/EØF af 31. maj 1991 om transit af naturgas gennem de overordnede net [17] bør der træffes foranstaltninger for at sikre ensartet og ikke-diskriminerende adgangsordninger for transmission, herunder grænseoverskridende transmission medlemsstaterne imellem.

[16] EFT L 313 af 13.11.1990, s. 30. Direktiver er senest ændret ved Kommissionens direktiv 98/75/EF (EFT L 276 af 13.10.1998, s. 9).

[17] EFT L 147 af 12.6.1991, s. 37. Direktiver er senest ændret ved Kommissionens direktiv 95/49/EF (EFT L 233 af 30.9.1995, s. 86).

(9) Det er vigtigt, at der findes uafhængige nationale regeludstedende myndigheder som garanti for ikke-diskriminerende adgang til nettet. Disse myndigheder bør i det mindste have kompetence til at fastsætte eller godkende transmissions- og distributionstariffer og tariffer for adgang til LNG-faciliteter, før de træder i kraft.

(10) De nationale regeludstedende myndigheder bør kunne godkende tariffer på grundlag af et forslag fra transmissionssystemoperatører, distributionssystemoperatører eller LNG-operatører eller på grundlag af et forslag, som disse operatører og netværksbrugere er enige om.

(11) Fordelene ved det indre marked skal komme hele Fællesskabets industri og handel, herunder små og mellemstore virksomheder, og alle Fællesskabets borgere til gode så hurtigt som muligt af hensyn til konkurrenceevnen og beskæftigelsen.

(12) Gas- og elektricitetskunderne skal frit kunne vælge leverandør. Der bør imidlertid gås etapevis frem, når det drejer sig om gennemførelse af det indre elektricitets- og gasmarked, således at virksomhederne kan tilpasse sig og for at sikre, at der findes tilstrækkelige foranstaltninger og systemer til at beskytte kundernes interesser, og sikre, at de har en reel og effektiv ret til at vælge leverandør.

(13) En gradvis markedsåbning hen mod fuld konkurrence vil lidt efter lidt fjerne forskellene medlemsstaterne imellem. Der bør sikres gennemsigtighed og sikkerhed i forbindelse med direktivets gennemførelse.

(14) Direktiv 98/30/EF indeholder bestemmelser om adgang til oplagring som en del af gassystemet. I lyset af de erfaringer, der er indvundet ved gennemførelse af det indre marked, bør der træffes yderligere foranstaltninger for at tydeliggøre bestemmelserne for adgang til oplagring og andre hjælpefunktioner og styrke adskillelsen mellem drift af transmissions- og distributionssystemer og, når det drejer sig om gas, oplagring og LNG-faciliteter.

(15) Næsten alle medlemsstater har valgt at sikre konkurrence inden for elektricitetsfremstilling gennem en gennemsigtig bevillingsprocedure. Medlems staterne bør dog have mulighed for at sikre forsyningssikkerhed ved iværksættelse af en udbudsprocedure, hvis der ikke opbygges tilstrækkelig elektricitetsfremstillings kapacitet på grundlag af bevillingsproceduren.

(16) Af hensyn til forsyningssikkerheden må ligevægten mellem forsyning og efterspørgsel overvåges i hver enkelt medlemsstat, og der må træffes passende foranstaltninger, hvis forsyningssikkerheden er truet.

(17) Medlemsstaterne må drage omsorg for, at alle kunder nyder samme ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til overkommelige og rimelige priser. For at sikre, at der opretholdes den højest mulige standard af offentlig service i Fællesskabet, skal alle foranstaltninger truffet af medlemsstaterne med henblik på at opfylde målsætningerne for dette direktiv, regelmæssigt meddeles Kommissionen. Kommissionen offentliggør regelmæssigt en rapport, der analyserer de foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan for at opfylde målsætningerne for offentlig service, og sammenligner deres effektivitet med henblik på at henstille, at der træffes foranstaltninger på nationalt plan for at opnå høje standarder for offentlig service.

(18) Kravet om at meddele Kommissionen eventuelle afslag på tilladelse til at bygge ny fremstillingskapacitet har vist sig at være en unødvendig administrativ byrde og bør derfor fjernes.

(19) Direktiv 96/92/EF og 98/30/EF bør ændres i overensstemmelse hermed.

(20) I overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet, jf. EF-traktatens artikel 5, kan målene for den foreslåede foranstaltning, nemlig oprettelse af et velfungerende indre marked for elektricitet og gas med lige konkurrenceforhold, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan. Dette direktiv omfatter kun det, som er nødvendigt for, at de pågældende mål kan nås, og det er ikke mere vidtrækkende, end det er nødvendigt i forhold til de fastsatte mål.

(21) For at sikre ensartet behandling ved adgang til elektricitets- og gasnet, også i tilfælde af transit, bør direktiv 90/547/EØF og 91/296/EØF ophæves.

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv 96/92/EF

I direktiv 96/92/EØF foretages følgende ændringer:

1. I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a) nr. 9 affattes således:

"9. "endelig kunde": forbruger, som køber elektricitet til eget brug"

b) nr. 22 affattes således:

"22. "erhvervskunde": en forbruger, der køber elektricitet, der ikke er til brug i egen husholdning, og som kan være producenter, transmissions- og distributionsselskaber og grossister".

2. Artikel 3 affattes således:

"Artikel 3

1. Medlemsstaterne påser på grundlag af deres institutionelle opbygning og under iagttagelse af nærhedsprincippet, at elektricitetsselskaber drives efter dette direktivs principper, jf. dog stk. 2, med henblik på at etablere et konkurrencebaseret elektricitetsmarked. De afstår fra at forskelsbehandle disse selskaber for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser.

2. Medlemsstaterne kan under iagttagelse af de relevante bestemmelser i traktaten, særlig artikel 86, ud fra almen økonomisk interesse pålægge selskaber i elektricitetssektoren offentlige serviceforpligtelser, som kan omfatte leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerhed, deres regelmæssighed, kvalitet og pris samt miljøbeskyttelse. Disse forpligtelser skal være klart definerede, og de skal være gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare. Som et middel til at sikre opfyldelsen af de offentlige serviceforpligtelser i relation til forsyningssikkerheden kan medlemsstaterne indføre langtidsplanlægning, idet de tager hensyn til, at tredjeparter eventuelt ønsker at få adgang til systemet.

3. Medlemsstaterne sikrer, at alle kunder omfattes af forsyningspligten, og har samme ret til at få leveret elektricitet af en bestemt kvalitet til overkommelige og rimelige priser på deres område. De træffer passende foranstaltninger til at beskytte de endelige kunder og indfører omfattende bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, især for så vidt angår gennemsigtighed i kontrakt betingelser- og vilkår, almindelig information og ordninger for bilæggelse af tvister. Disse foranstaltninger omfatter især de tiltag, der omhandles i bilaget.

4. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til gennemførelse af målsætningerne for social og økonomisk samhørighed, miljøbeskyttelse og forsynings sikkerhed, navnlig ved vedligeholdelse og etablering af den nødvendige netinfrastruktur, herunder sammenkoblingskapacitet.

5. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende artikel 5, 6, 16 og 21, for så vidt anvendelsen retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de forpligtelser, der er pålagt elektricitetsselskaber under hensyn til almen økonomisk interesse, og for så vidt udviklingen af samhandelen ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse. I henhold til dette direktiv og til traktatens artikel 86 omfatter Fællesskabets interesse bl.a. konkurrence om privilegerede kunder."

3. Følgende indsættes som artikel 3a:

"Artikel 3a

1. Medlemsstaterne meddeler hvert andet år Kommissionen alle de foranstaltninger, der er truffet med henblik på at opfylde forsyningspligten og de offentlig serviceforpligtelser, uanset om sådanne foranstaltninger kræver undtagelser fra dette direktivs bestemmelser. Denne meddelelse skal bl.a. omhandle kravene i artikel 3, stk. 4, og opretholdelse af servicestandarder.

2. Kommissionen offentliggør hvert andet år en rapport med en analyse af de forskellige foranstaltninger, der er truffet i medlemsstaterne for at sikre høje servicestandarder, og en undersøgelse af disse foranstaltningers effektivitet.

Kommissionen fremsætter i givet fald henstillinger med henblik på foranstaltninger, der skal træffes på nationalt plan, for at sikre høje servicestandarder."

4. Artikel 4 udgår.

5. Artikel 5 affattes således:

"Artikel 5

1. Ved etablering af ny produktionskapacitet anvender medlemsstaterne en bevillingsprocedure, som forløber i henhold til objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier.

2. Medlemsstaterne fastsætter kriterierne for tildeling af bevillinger til etablering af produktionskapacitet på deres område. Disse kriterier kan vedrøre følgende:

a) elektricitetssystemets, anlæggenes og tilhørende udstyrs sikkerhed og pålidelighed

b) beskyttelse af den offentlige sundhed og sikkerhed

c) miljøbeskyttelse

d) arealanvendelse og lokalisering

e) anvendelse af offentlige arealer

f) energieffektivitet

g) arten af de primære energikilder

h) bevillingsansøgerens karakteristika såsom teknisk, økonomisk og finansiel formåen

i) overensstemmelse med foranstaltninger, truffet i henhold til artikel 3.

3. Kriterierne og procedurerne for bevilling offentliggøres.

4. Ved afslag på en bevillingsansøgning underrettes ansøgeren om grundene. Disse grunde skal være objektive, ikke-diskriminerende, velfunderede og behørigt dokumenterede. Ansøgeren skal have mulighed for at påklage afgørelsen."

6. I artikel 6 foretages følgende ændringer:

a) Stk. 1 affattes således:

"1. Medlemsstaterne sikrer af hensyn til forsyningssikkerheden, at ny kapacitet kan gøres til genstand for et udbud på grundlag af offentliggjorte kriterier. En udbudsprocedure kan imidlertid kun iværksættes, hvis den kapacitet, der etableres i henhold til bevillings proceduren, ikke er tilstrækkelig til at garantere forsynings sikkerheden."

b) Stk. 2 udgår.

c) Stk. 6 udgår.

7. Følgende indsættes som artikel 6a:

"Artikel 6a

1. Medlemsstaterne udpeger et organ, der eventuelt kan være den uafhængige regeludstedende myndighed, der omhandles i artikel 22, til at overvåge forsyningssikkerheden. Dette organ overvåger navnlig udbuds-/efterspørgsels balancen på det nationale marked, den forventede fremtidige efterspørgsel og den påtænkte supplerende kapacitet, der er planlagt eller under etablering såvel som konkurrenceniveauet på markedet. Det offentliggør hvert år senest den 31. juli en rapport, der angiver resultaterne vedrørende disse forhold samt eventuelle trufne eller påtænkte foranstaltninger i forbindelse hermed, og sender omgående denne rapport til Kommissionen.

2. På grundlag af den i stk. 1 omhandlede rapport sender Kommissionen hvert år Europa-Parlamentet og Rådet en meddelelse, der analyserer de forskellige aspekter af forsyningssikkerheden for elektricitet i Fællesskabet, navnlig den eksisterende og forventede balance mellem efterspørgsel og udbud. Kommissionen fremsætter om nødvendigt henstillinger."

8. Artikel 7, stk. 6, affattes således:

"6. Medmindre systemoperatøren allerede, hvad angår ejerskab, er uafhængig af andre aktiviteter, der ikke vedrører transmissionssystemet, skal han i det mindste være uafhængig, hvad angår retlig form, organisation og beslutningstagning, fra andre aktiviteter, der ikke vedrører transmission.

For at sikre systemoperatørens uafhængighed gælder følgende kriterier:

a) de personer, som har ansvaret for forvaltningen af systemet, må ikke indgå i virksomhedsstrukturer inden for det integrerede elektricitetsselskab, der direkte eller indirekte har ansvaret for den daglige drift af produktion, distribution og levering af elektricitet

b) der skal træffes passende foranstaltninger for at sikre, at de personlige interesser, som de ansvarlige for forvaltningen af transmissionssystemet måtte have, tages i betragtning på en sådan måde, at de kan handle uafhængigt

c) systemoperatøren skal have fuld kontrol over alle de aktiver, der er nødvendige for at vedligeholde og udvikle nettet

d) systemoperatøren opstiller et ligebehandlingsprogram, der beskriver de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at diskriminerende adfærd er udelukket. Programmet skal fastlægge de ansattes specifikke forpligtelser for at opfylde dette mål. Det opstilles, og dets overholdelse kontrolleres, af en ligebehandlingsansvarlig, der udpeges af og rapporterer til den administrerende direktør for det integrerede elektricitetsselskab, hvorunder systemoperatøren hører. Den ligebehandlingsansvarlige forelægger en årsberetning med en beskrivelse af de trufne foranstalt ninger for den nationale regeludstedende myndighed, og denne årsberetning offentliggøres."

9. Følgende indsættes som artikel 7a:

"Artikel 7a

Transmissionssystemoperatører anvender gennemsigtige, ikke-diskriminerende markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, de anvender til at udføre deres funktioner."

10. I artikel 8 indsættes som stk. 5 og 6:

"5. Medlemsstaterne kan kræve, at transmissionssystemoperatører opfylder mindstekrav til investering i vedligeholdelse og udvikling af transmissions systemet, herunder sammenkoblingskapacitet.

6. De regler for tidstro afstemning af produktion og forbrug af elektricitet, som transmissions- og distributionssystemoperatørerne fastlægger, skal være gen nemsigtige og ikke-diskriminerende. Tariffer og betingelser for systemopera tørers ydelse af de pågældende tjenester fastsættes på en ikke-diskriminerende måde under hensyn til de gældende markedspriser; og godkendes af den nationale regeludstedende myndighed forud for deres ikrafttræden."

11. I artikel 10 indsættes som stk. 4:

"4. Medmindre systemoperatøren allerede, hvad angår ejerskab, er uafhængigt af andre aktiviteter, der ikke vedrører distributionssystemet, skal han i det mindste være uafhængig, hvad angår retlig form, organisation og beslutningstagning, fra andre aktiviteter, der ikke vedrører distribution.

For at sikre systemoperatørens uafhængighed gælder følgende kriterier:

a) de personer, som har ansvaret for forvaltningen af distributionssystemet, må ikke indgå i virksomhedsstrukturer inden for det integrerede elektricitetsselskab, der direkte eller indirekte har ansvaret for den daglige drift af produktion, transmission og levering af elektricitet

b) der skal træffes passende foranstaltninger for at sikre, at de personlige interesser, som de ansvarlige for forvaltningen af distributionssystemet måtte have, tages i betragtning på en sådan måde, at de kan handle uafhængigt

c) systemoperatøren skal have fuld kontrol over alle de aktiver, der er nødvendige for at vedtage og udvikle nettet

d) systemoperatøren opstiller et ligebehandlingsprogram, der beskriver de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at diskriminerende adfærd er udelukket. Programmet skal fastlægge de ansattes specifikke forpligtelser til at opfylde dette mål. Det skal opstilles, og dets overholdelse kontrolleres, af en ligebehandlingsansvarlig, der udpeges af og rapporterer til den administrerende direktør for det integrerede elektricitetsselskab, hvorunder distributionssystemoperatøren hører. Den ligebehandlings-ansvarlige forelægger en årsberetning med en beskrivelse af de trufne foranstaltninger for den nationale regelud stedende myndighed, og denne årsberetning offentliggøres.

Første og andet afsnit gælder fra 1. januar 2003. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse regler ikke gælder for integrerede elektricitetsselskaber, der på denne dato betjener færre end 100 000 kunder."

12. Følgende indsættes som artikel 12a:

"Artikel 12a

Reglerne i artikel 7, stk. 6, og artikel 10, stk. 4, forhindrer ikke, at et kombineret transmissions- og distributionssystem kan drives af en operatør, der er fuldt uafhængig, hvad angår retlig form, organisation og beslutningstagning, fra andre aktiviteter, der ikke vedrører drift af transmissions- eller distributionssystemer, og som opfylder kravene i artikel 7, stk. 6."

13. Artikel 14, stk. 3, affattes således:

"3. Integrerede elektricitetsselskaber skal for at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning i deres interne regnskabsføring føre separate regnskaber for deres produktions-, distributions- og forsyningsaktiviteter og, hvor det er relevant, konsoliderede regnskaber for andre, ikke-elektricitetsrelaterede aktiviteter, således som de skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber. Disse interne regnskaber skal omfatte en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for hver aktivitet."

14. Artikel 15 udgår.

15. Artikel 16 affattes således:

"Artikel 16

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at der indføres en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne, som bygger på offentliggjorte tariffer, der gælder for alle priviligerede kunder og anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere. Disse tariffer skal godkendes forud for deres ikrafttræden af en national regeludstedende myndighed, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 22.

2. En transmissions- eller distributionssystemoperatør kan nægte adgang, hvis systemet ikke har den nødvendige kapacitet. Afslaget skal begrundes behørigt, særlig under hensyn til artikel 3."

16. Artikel 17 og 18 udgår.

17. Artikel 19 affattes således:

"Artikel 19

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle erhvervskunder frit kan vælge leverandør senest fra den 1. januar 2003. De sikrer, at alle kunder frit kan vælge leverandør senest fra den 1. januar 2005.

2. For at undgå skævheder i åbningen af elektricitetsmarkederne:

a) må elektricitetsforsyningsaftaler med en privilegeret kunde i en anden medlemsstats system ikke være forbudt, hvis kunden betragtes som privilegeret i begge systemer

b) kan Kommissionen i tilfælde, hvor transaktioner som beskrevet i litra a) afvises, fordi kunden kun er privilegeret i et af de to systemer, under hensyn til markedssituationen og den fælles interesse pålægge den transaktionsafvisende part at gennemføre den ønskede elektricitets forsyning på anmodning af den medlemsstat, hvor den privilegerede kunde hører hjemme."

18. Artikel 20, stk. 4, affattes således:

"4. I tilfælde af grænseoverskridende tvister er den kompetente tvistbilæggelses myndighed den myndighed, som dækker den systemoperatør, som nægter brug af eller adgang til systemet."

19. Artikel 22 affattes således:

"Artikel 22

1. Medlemsstaterne opretter nationale regeludstedende myndigheder. Disse myndigheder skal være totalt uafhængige af interesser i elektricitetsindustrien. De skal mindst have eneansvar for at:

a) fastsætte eller godkende betingelser og vilkår for tilslutning og adgang til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer

b) fastsætte eller godkende tariffer eller ændringer i tariffer på nationalt plan, således at de afspejler omkostninger eller indtægter i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetstransmission

c) fastlægge reglerne for styring og tildeling af sammenkoblingskapacitet i samråd med de nationale regeludstedende myndigheder i de medlemsstater, hvormed der findes sammenkoblinger

d) indføre eller godkende ordninger til at klare kapacitetsoverbelastninger i det nationale elektricitetssystem

e) sikre overholdelsen af kravene i artikel 3, stk. 3 og 4.

2. Medlemsstaterne udarbejder passende, effektive mekanismer med henblik på regulering, kontrol og gennemsigtighed for at hindre ethvert misbrug af dominerende stilling, navnlig til skade for forbrugerne, og enhver form for aggressiv adfærd. Disse mekanismer skal tilgodese traktatens bestemmelser, særlig artikel 82.

3. Medlemsstaterne påser, at der træffes passende foranstaltninger, herunder forvaltningsretlige eller strafferetlige procedurer i overensstemmelse med national lovgivning, mod ansvarlige fysiske og juridiske personer, hvor fortrolighedsreglerne i dette direktiv ikke er blevet overholdt."

20. Følgende indsættes som artikel 23a:

"Artikel 23a

Hvert år senest den 31. marts informerer medlemsstaterne Kommissionen om den import af elektricitet fra tredjelande, der har fundet sted i det foregående kalenderår."

21. Artikel 26 affattes således:

"Artikel 26

Kommissionen tager anvendelsen af dette direktiv op til fornyet overvejelse og forelægger senest [dato] og [dato] en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om indhøstede erfaringer og fremskridt med hensyn til skabelsen af et fuldstændigt og fuldt funktionsdygtigt indre elektricitetsmarked, således at Europa-Parlamentet og Rådet i god tid kan overveje, hvorvidt der bør træffes forholdsregler med henblik på en yderligere forbedring af det indre elektricitetsmarked. Rapporten skal navnlig undersøge, i hvilket omfang kravene vedrørende regnskabsmæssig adskillelse og tariffer i dette direktiv har medvirket til at sikre retfærdig og ikke-diskriminerende adgang til Fællesskabets elektricitetssystem. Rapporten undersøger ligeledes eventuelle harmoniseringsbehov, der ikke har tilknytning til direktivets bestemmelser."

22. Der indsættes et bilag, hvortil teksten findes i bilag I til dette direktiv.

Artikel 2

Ændring af direktiv 98/30/EF

I direktiv 98/30/EØF foretages følgende ændringer:

1. I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a) Følgende indsættes som 12a:

"12a) "hjælpefunktioner": alle funktioner, der er nødvendige for driften af et transmissions- og/eller distributionsnet og/eller LNG-faciliteter, herunder gaslagre og tilsvarende fleksibilitetsinstrumenter, trykudlignings- og blandingsanlæg"

b) Følgende indsættes som 20a:

"20a) "erhvervskunde": en forbruger, der køber naturgas, der ikke er til eget husholdningsbrug, og som omfatter kraftproducenter, naturgasselskaber og grossister."

2. Artikel 3 affattes således:

"Artikel 3

1. Medlemsstaterne påser på grundlag af deres institutionelle opbygning og under behørig iagttagelse af nærhedsprincippet, at naturgasselskaber drives efter dette direktivs principper, jf. dog stk. 2, med henblik på at etablere et konkurrencebaseret naturgasmarked. De afstår fra at forskelsbehandle sådanne selskaber for så vidt angår såvel rettigheder som forpligtelser.

2. Medlemsstaterne kan under iagttagelse af de relevante bestemmelser i traktaten, særlig artikel 86, under hensyn til almen økonomisk interesse pålægge naturgasselskaber offentlige serviceforpligtelser, som kan vedrøre leveringernes sikkerhed, herunder forsyningssikkerheden, deres regelmæssig hed, kvalitet og pris samt miljøbeskyttelse. Sådanne forpligtelser skal være klart definerede, og de skal være gennemsigtige, ikke-diskriminerende og kontrollerbare. Som et middel til at sikre opfyldelsen af offentlig serviceforpligtelser i relation til forsyningssikkerheden kan medlemsstaterne indføre langtidsplanlægning, idet der tages hensyn til, at tredjeparter eventuelt ønsker at få adgang til systemet.

3. Medlemsstaterne gennemfører foranstaltninger med henblik på at beskytte de endelige kunder og indfører omfattende bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, især for så vidt angår gennemsigtighed i kontraktbetingelser- og vilkår, almindelig information og ordninger for bilæggelse af tvister. Disse foranstaltninger omfatter især de tiltag, der omhandles i bilaget.

4. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger for at opfylde målsætningerne for social og økonomisk samhørighed, miljøbeskyttelse og forsyningssikkerhed, navnlig gennem vedligeholdelse og etablering af den nødvendige netinfrastruktur, herunder sammenkoblingskapacitet.

5. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende bestemmelserne i artikel 4 på distribution, for så vidt anvendelsen retligt eller faktisk ville hindre opfyldelsen af de forpligtelser, der er pålagt naturgasselskaber under hensyn til almen økonomiske interesse, og for så vidt udviklingen af samhandelen ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod Fællesskabets interesse. I henhold til dette direktiv og til artikel 86 i traktaten omfatter Fællesskabets interesse bl.a. konkurrence om privilegerede kunder.

3. Følgende indsættes som artikel 3a:

"Artikel 3a

1. Medlemsstaterne meddeler hvert andet år Kommissionen alle de foranstaltninger, der er truffet med henblik på at opfylde forsyningspligten, uanset om sådanne foranstaltninger kræver undtagelser fra dette direktivs bestemmelser. Denne meddelelse skal bl.a. omhandle foranstaltninger inden for miljøbeskyttelse, forsyningssikkerhed, beskyttelse af kunder, herunder de endelige kunder, social og regional samhørighed samt opretholdelse af servicestandarder.

2. Kommissionen offentliggør hvert andet år en rapport med en analyse af de forskellige foranstaltninger, der er truffet i medlemsstaterne for at sikre høje servicestandarder, og en undersøgelse af disse foranstaltningers effektivitet. Kommissionen fremsætter i givet fald henstillinger med henblik på foranstaltninger, der skal træffes på nationalt plan for at sikre høje servicestandarder."

4. Følgende indsættes som artikel 4a:

"Artikel 4a

1. Medlemsstaterne udpeger et organ, der eventuelt kan være den uafhængige regeludstedende myndighed, der omhandles i artikel 22, til at overvåge forsyningssikkerheden. Dette organ overvåger navnlig udbuds-/efterspørgsels balancen på det nationale marked, den forventede fremtidige efterspørgsel og tilgængelige forsyninger såvel som konkurrenceniveauet på markedet. Det offentliggør hvert år senest den 31. juli en rapport, der angiver resultaterne vedrørende disse forhold samt eventuelle trufne eller påtænkte foranstaltninger i forbindelse hermed, og sender omgående denne rapport til Kommissionen.

2. På grundlag af den i stk. 1 omhandlede rapport sender Kommissionen hvert år Europa-Parlamentet og Rådet en meddelelse, der analyserer de forskellige aspekter af forsyningsikkerheden for naturgas i Fællesskabet, navnlig den eksisterende og forventede balance mellem efterspørgsel og udbud. Kommissionen fremsætter om nødvendigt henstillinger."

5. Artikel 7 affattes således:

"Artikel 7

1. For en begrænset periode, som fastlægges af medlemsstaterne under hensyntagen til effektivitet og økonomisk balance, udpeger medlemsstaterne, eller de anmoder de virksomheder, som ejer transmissions-, oplagrings- eller LNG-faciliteter, om at udpege en eller flere systemoperatører til at være ansvarlige for at drive, vedligeholde og udvikle transmissions-, oplagrings- og LNG-faciliteter i et bestemt område og deres sammenkoblinger med andre systemer for at garantere forsyningssikkerheden.

2. Den enkelte transmissions-, oplagrings- og/eller LNG-systemoperatør:

(a) driver, vedligeholder og udbygger på almindelige økonomiske vilkår sikre, pålidelige og effektive transmissionsnet, gaslagre og/eller LNG-faciliteter under behørig hensyntagen til miljøet

(b) må ikke forskelsbehandle systembrugere eller kategorier af systembrugere og må navnlig ikke begunstige tilknyttede selskaber

(c) skal meddele andre transmissionsselskaber, lagerselskaber, LNG-selskaber og/eller distributionsselskaber tilstrækkelige oplysninger til at sikre, at transport og oplagring af naturgas kan foregå på en måde, der er forenelig med en sikker og effektiv drift af det sammenkoblede system.

3. De regler for afstemning af udbud og efterspørgsel inden for gassystemet, som transmissions- og distributionssystemoperatørerne fastlægger, skal være gennemsigtige og ikke-diskriminerende. Tariffer og betingelser for systemoperatørers ydelse af de pågældende tjenester fastsættes på en ikke-diskriminerende måde under hensyn til de gældende markedspriser, og de fastsættes eller godkendes af den nationale regeludstedende myndighed forud for deres ikrafttræden."

6. Følgende indsættes som artikel 7a og 7b:

"Artikel 7a

1. Medlemsstaterne kan kræve, at transmissionssystemoperatører opfylder mindstekrav til investering i vedligeholdelse og udvikling af transmissions systemet, herunder sammenkoblingskapacitet.

2. Medmindre transmissionssystemoperatøren allerede, hvad angår ejerskab, er uafhængig af andre aktiviteter, der ikke vedrører transmissionssystemet, skal han i det mindste være uafhængig, hvad angår retlig form, organisation og beslutningstagning, fra andre aktiviteter, der ikke vedrører transmission.

For at sikre transmissionssystemoperatørens uafhængighed gælder følgende kriterier:

a) de personer, som har ansvaret for forvaltningen af transmissionssystemet, må ikke indgå i virksomhedsstrukturer inden for det integrerede naturgasselskab, der direkte eller indirekte har ansvaret for den daglige drift af produktion, distribution og levering af gas

b) der skal træffes passende foranstaltninger for at sikre, at de personlige interesser, som de ansvarlige for forvaltningen af transmissionssystemet måtte have, tages i betragtning på en sådan måde, at de kan handle uafhængigt

c) transmissionssystemoperatøren skal have fuld kontrol over alle de aktiver, der er nødvendige for at vedligeholde og udvikle nettet

d) transmissionssystemoperatøren opstiller et ligebehandlingsprogram, der beskriver de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at diskriminerende adfærd er udelukket. Programmet skal fastlægge de ansattes specifikke forpligtelser for at opfylde dette mål. Det opstilles, og dets overholdelse kontrolleres, af en ligebehandlingsansvarlig, der udpeges af og rapporterer til den administrerende direktør for det integrerede naturgasselskab, hvorunder transmissionssystemoperatøren hører. Den ligebehandlingsansvarlige forelægger en årsberetning med en beskrivelse af de trufne foranstaltninger, for den nationale regeludstedende myndighed, og denne årsberetning offentliggøres.

Artikel 7b

Transmissionssystemoperatører anvender gennemsigtige, ikke-diskriminerende markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, de anvender til at udføre deres funktioner."

7. I artikel 10 indsættes som stk. 4:

"4. Medmindre distributionssystemoperatøren allerede, hvad angår ejerskab, er uafhængigt af andre aktiviteter, der ikke vedrører distributionssystemet, skal han i det mindste være uafhængig, hvad angår retlig form, organisation og beslutningstagning, fra andre aktiviteter, der ikke vedrører distribution.

For at sikre distributionssystemoperatørens uafhængighed gælder følgende kriterier:

a) de personer, som har ansvaret for forvaltningen af distributionssystemet, må ikke indgå i virksomhedsstrukturer inden for det integrerede naturgasselskab, der direkte eller indirekte har ansvaret for den daglige drift af produktion, transmission og levering af gas

b) der skal træffes passende foranstaltninger for at sikre, at de personlige interesser, som de ansvarlige for forvaltningen af transmissionssystemet måtte have, tages i betragtning på en sådan måde, at de kan handle uafhængigt

c) distributionssystemoperatøren skal have fuld kontrol over alle de aktiver, der er nødvendige for at vedligeholde og udvikle nettet

d) distributionssystemoperatøren opstiller et ligebehandlingsprogram, der beskriver de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at diskriminerende adfærd er udelukket. Programmet skal fastlægge de ansattes specifikke forpligtelser for at opfylde dette mål. Det opstilles, og dets overholdelse kontrolleres, af en ligebehandlingsansvarlig, der udpeges af og rapporterer til den administrerende direktør for det integrerede naturgasselskab, hvorunder distributionssystemoperatøren hører. Den ligebehandlingsansvarlige forelægger en årsberetning med en beskrivelse af de trufne foranstaltninger, for den nationale regeludstedende myndighed, og denne årsberetning offentliggøres."

Første og andet afsnit gælder fra den 1 januar 2004. Medlemsstaterne kan bestemme, at disse regler ikke gælder for integrerede naturgasselskaber, der på denne dato betjener færre end 100 000 kunder."

8. Følgende indsættes som artikel 11a:

"Artikel 11a

Artikel 7a, stk. 2, og artikel 10, stk. 4, forhindrer ikke at et kombineret transmissions- og distributionssystem kan drives af en operatør, der er fuldt uafhængig, hvad angår retlig form, organisation og beslutningstagning, fra andre aktiviteter, der ikke vedrører drift af transmissions- eller distributionssystemer, og som opfylder kravene i artikel 7, stk. 2."

9. Artikel 13, stk. 3, affattes således:

"3. Integrerede naturgasselskaber skal for at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning i deres interne regnskabsføring føre separate regnskaber for deres transmissions-, distributions-, forsynings-, LNG- og lageraktiviteter og, hvor det er relevant, konsoliderede regnskaber for ikke-naturgasrelaterede aktiviteter, således som de skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber. Disse interne regnskaber skal omfatte en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for hver aktivitet."

10. Artikel 14 og 15 affattes således:

"Artikel 14

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at der indføres en ordning for tredjeparts adgang til transmissions- og distributionssystemerne, som bygger på offentliggjorte tariffer, der gælder for alle priviligerede kunder og anvendes objektivt og uden at diskriminere mellem systembrugere. Disse tariffer skal godkendes forud for deres ikrafttræden af en national regeludstedende myndighed, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 22.

2. Transmissionssystemoperatører skal, om nødvendigt og for at kunne udøve deres funktioner, bl.a. i forbindelse med grænseoverskridende transmission, have adgang til andre transmissionssystemoperatørers net på samme betingelser og principper som fastsat i stk. 1.

Artikel 15

1. Når det er teknisk og/eller økonomisk nødvendigt for at sikre effektiv systemadgang med henblik på forsyning af kunderne, kan medlemsstaterne ved tilrettelæggelse af adgang til gaslagre og tilsvarende fleksibilitetsinstrumenter, såvel som ved tilrettelæggelse af adgang til andre hjælpefunktioner, vælge den ene eller begge fremgangsmåder som omhandlet i stk. 2 og 3. Disse fremgangsmåder baseres på objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende kriterier.

2. Ved forhandlet adgang træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at naturgasselskaber og privilegerede kunder inden for eller uden for det område, som dækkes af det sammenkoblede system, kan forhandle om adgang til systemet med henblik på at indgå forsyningsaftaler med hinanden på grundlag af frivillige handelsaftaler. Parterne er forpligtet til at forhandle om adgang til systemet i god tro.

Aftaler om adgang til systemet forhandles med den pågældende systemoperatør eller de pågældende naturgasselskaber. Medlemsstaterne kræver, at selskaberne offentliggør deres kommercielle hovedvilkår for brug af systemet senest [dato] og herefter årligt.

3. De medlemsstater, der vælger en fremgangsmåde med reguleret adgang, træffer de nødvendige foranstaltninger for at give naturgasselskaber og privilegerede kunder inden for eller uden for det område, som er dækket af det sammenkoblede system, en adgangsret til systemet på grundlag af offentliggjorte tariffer og/eller andre betingelser og forpligtelser knyttet til brugen af det pågældende system. Denne adgangsret for privilegerede kunder kan gives ved at sætte dem i stand til at indgå forsyningsaftaler med andre konkurrerende naturgasselskaber end systemets ejer og/eller operatør eller et tilknyttet selskab."

11. Artikel 16 udgår.

12. Artikel 18 og 19 affattes således:

"Artikel 18

1. Medlemsstaterne sikrer, at alle erhvervskunder frit kan vælge gasleverandør og har alle privilegerede kunders rettigheder til tredjepartsadgang for at sådanne forsyninger kan effektueres i henhold til artikel 14 og 15 senest fra den 1. januar 2004.

2. Medlemsstaterne sikrer, at alle kunder frit kan vælge gasleverandør og har alle privilegerede kunders rettigheder til tredjepartsadgang for at sådanne forsyninger kan effektueres i henhold til artikel 14 og 15 senest fra den 1. januar 2005.

Artikel 19

For at undgå skævheder i åbningen af gasmarkederne:

a) må gasforsyningsaftaler med en privilegeret kunde i en anden medlemsstats system ikke være forbudt, hvis kunden betragtes som privilegeret i begge systemer

b) kan Kommissionen i tilfælde, hvor transaktioner som beskrevet i litra a) afvises, fordi kunden kun er privilegeret i et af de to systemer, under hensyn til markedssituationen og den fælles interesse pålægge den transaktionsafvisende part at gennemføre den ønskede gasforsyning på anmodning af den medlemsstat, hvor den privilegerede kunde hører hjemme."

13. Artikel 22 affattes således:

"Artikel 22

1. Medlemsstaterne opretter nationale regeludstedende myndigheder. Disse myndigheder skal være totalt uafhængige af interesser i gasindustrien. De skal mindst have eneansvar for at:

a) fastsætte eller godkende betingelser og vilkår for tilslutning og adgang til nationale net, herunder transmissions- og distributionstariffer, samt betingelser og tariffer for adgang til LNG-faciliteter

b) fastlægge reglerne for styring og tildeling af sammenkoblingskapacitet i samråd med de nationale regeludstedende myndigheder i de medlemsstater, hvormed der findes sammenkoblinger

c) indføre eller godkende ordninger til at klare kapacitetsoverbelastninger i det nationale gassystem.

d) sikre overholdelsen af kravene i artikel 3, stk. 3 og 4.

2. Medlemsstaterne udarbejder passende, effektive mekanismer med henblik på regulering, kontrol og gennemsigtighed for at hindre ethvert misbrug af dominerende stilling, navnlig til skade for forbrugerne, og enhver form for aggressiv adfærd. Disse mekanismer skal tilgodese traktatens bestemmelser, særlig artikel 82.

3. Medlemsstaterne sikrer, at der træffes passende foranstaltninger, herunder forvaltningsretlige eller strafferetlige procedurer i overensstemmelse med national lovgivning, mod ansvarlige fysiske og juridiske personer, hvor fortrolighedsreglerne i dette direktiv ikke er blevet overholdt."

14. Artikel 28 affattes således:

"Artikel 28

Kommissionen tager anvendelsen af dette direktiv op til fornyet overvejelse og forelægger senest [dato] og [dato] en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om indhøstede erfaringer og fremskridt med hensyn til skabelsen af et fuldstændigt og fuldt funktionsdygtigt indre gasmarked, således at Europa-Parlamentet og Rådet i god tid kan overveje, hvorvidt der bør træffes forholdsregler med henblik på en yderligere forbedring af det indre gasmarked. Rapporten skal navnlig undersøge, i hvilket omfang kravene vedrørende regnskabsmæssig adskillelse og tariffer i dette direktiv har medvirket til at sikre retfærdig og ikke-diskriminerende adgang til Fællesskabets gassystem. Rapporten undersøger ligeledes eventuelle harmoniseringsbehov, der ikke har tilknytning til direktivets bestemmelser."

15. Der indsættes et bilag, hvortil teksten findes i bilag II til dette direktiv.

Artikel 3

Direktiv 90/547/EØF og 91/296/EØF ophæves med virkning fra den 1. januar 2003.

Artikel 4

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december 2002. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 5

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 6

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

Bilag I

"Bilag

(Artikel 3)

Uden at Fællesskabets bestemmelser om forbrugerbeskyttelse tilsidesættes, særlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF [18] og Rådets direktiv 93/13/EF [19]

[18] EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19.

[19] EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.

a) skal medlemsstaterne sikre, at de endelige kunder har ret til en kontrakt med deres elleverandør, hvori følgende er anført:

-leverandørens navn og adresse

-hvad der leveres og på hvilket kvalitetsniveau, samt tidsfrist for første tilslutning

-hvilke typer vedligeholdsservice der tilbydes

-hvorledes aktuel information om gældende takster og vedligeholdsgebyrer kan indhentes

-kontraktens løbetid samt bestemmelser om forlængelse og opsigelse

-eventuel erstatning eller tilbagebetaling, hvis det i kontrakten fastsatte kvalitetsniveau ikke overholdes

-hvorledes procedurerne for afgørelse af uoverensstemmelser, jf. litra f), sættes i gang.

b) Medlemsstaterne sikrer, at de endelige kunder underrettes med passende varsel, hvis leverandøren agter at ændre kontraktbestemmelserne, og at de kan hæve kontrakten, hvis de ikke kan acceptere de nye bestemmelser.

c) Medlemsstaterne sikrer, at offentligheden, især de endelige kunder, har adgang til gennemskuelige oplysninger om gældende priser og takster og om standardbestemmelser for adgang til og brug af elleverancer.

d) Medlemsstaterne sikrer, at elleverandørererne på fakturaerne til de enkelte endelige forbrugere specificerer, hvilken kombination af brændsel de har benyttet til produktion af den elektricitet, de leverer til de endelige forbrugere. De relative omkostninger til produktion af den el, der leveres til de endelige forbrugere, specificeres for hver enkelt brændselstype, ligesom de enkelte energikilders relative drivhusvirkning.

e) Medlemsstaterne skal tillige træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at beskytte kunder i dårligt stillede befolkningsgrupper.

f) Medlemsstaterne sikrer, at der findes gennemskuelige, enkle og billige procedurer for behandling af klager fra de endelige kunder. Medlemsstaterne sørger for, at sådanne procedurer, hvori der, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, indgår et erstatnings- og/eller tilbagebetalings system, hurtigt fører frem til rimelige afgørelser. Når det er muligt, bør principperne i Kommissionens henstilling 98/257/EF [20] følges."

[20] EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31.

Bilag II

"Bilag

(Artikel 3)

Uden at Fællesskabets bestemmelser om forbrugerbeskyttelse tilsidesættes, særlig Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF [21] og Rådets direktiv 93/13/EF [22]

[21] EFT L 144 af 4.6.1997, s. 19.

[22] EFT L 95 af 21.4.1993, s. 29.

a) skal medlemsstaterne sikre, at de endelige kunder har ret til en kontrakt med deres gasleverandør, hvori følgende er anført:

-leverandørens navn og adresse

-hvad der leveres og på hvilket kvalitetsniveau, samt tidsfrist for første tilslutning

-hvilke typer vedligeholdsservice der tilbydes

-hvorledes aktuel information om gældende takster og vedlige holdsgebyrer kan indhentes

-kontraktens løbetid samt bestemmelser om forlængelse og opsigelse

-eventuel erstatning eller tilbagebetaling, hvis det i kontrakten fastsatte kvalitetsniveau ikke overholdes

-hvorledes procedurerne for afgørelse af uoverensstemmelser, jf. litra e), sættes i gang.

b) Medlemsstaterne sikrer, at de endelige kunder underrettes med passende varsel, hvis leverandøren agter at ændre kontraktbestemmelserne, og at de kan hæve kontrakten, hvis de ikke kan acceptere de nye bestemmelser.

c) Medlemsstaterne sikrer, at offentligheden, især de endelige kunder, har adgang til gennemskuelige oplysninger om gældende priser og takster og om standardbestemmelser for adgang til og brug af gasleverancer.

d) Medlemsstaterne skal tillige træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at beskytte kunder i dårligt stillede befolkningsgrupper.

e) Medlemsstaterne sikrer, at der findes gennemskuelige, enkle og billige procedurer for behandling af klager fra de endelige kunder. Medlemsstaterne sørger for, at sådanne procedurer, hvori der, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, indgår et erstatnings- og/eller tilbagebetalings system, hurtigt fører frem til rimelige afgørelser. Når det er muligt, bør principperne i henstilling 98/257/EF følges [23]."

[23] EFT L 115 af 17.4.1998, s. 31.

OM BETINGELSERNE FOR NETADGANG I FORBINDELSE MED GRÆNSEOVERSKRIDENDE ELEKTRICITETSUDVEKSLING

BEGRUNDELSE

I. Indledning

Det endelige formål med elektricitetsdirektivet er at få oprettet et virkelig integreret fælles marked i modsætning til en situation, som præges af 15 mere eller mindre liberaliserede, men stort set nationale markeder. Dette mål er endnu ikke blevet nået. Ganske vist har den grænseoverskridende handel - i form af konkret elektricitetsudveksling mellem landene - udviklet sig i tidens løb og omfatter nu ca. 8% af den samlede elektricitetsproduktion. Det er imidlertid et ret beskedent tal i forhold til de øvrige økonomiske sektorer.

Selvom næsten alle medlemsstaterne har gennemført direktivet, og transmissionskapaciteten i de fleste tilfælde faktisk er til stede, er der meget, der tyder på, at det stadig volder mange priviligerede kunder organisatoriske og økonomiske vanskeligheder at skulle vælge leverandør i en anden medlemsstat.

Hvad tariffer angår, kræver den enkelte transmissionsoperatør ("TSO") et transmissionsgebyr, som ikke nødvendigvis er samordnet med de transmissionsgebyrer, der i forvejen skal betales til andre TSO'er. Da der er forskel på de tariferingsordninger, der benyttes i medlemsstaterne, kan det beløb, som skal betales for systemadgang på tværs af grænserne, derfor komme til at variere betydeligt, afhængigt af de involverede TSO'er, uden nødvendigvis at stå i forbindelse med de faktiske omkostninger. Hvis der er tale om transit gennem flere medlemsstater, kan disse forhold desuden medføre, at der "går lagkage" i tarifferne (dvs., at de bliver lagt sammen, den ene oven på den anden), hvis alle de berørte systemoperatører opkræver en afgift.

Et andet vigtigt forhold i denne forbindelse er den begrænsede kapacitet i samkøringslinjerne mellem de nationale transmissionssystemer. Man regner med, at overbelastning ved de internationale grænser stadig vil være den vigtigste hindring for fri handel med elektricitet mellem visse europæiske regioner i de næsten 10 år. Det skyldes ikke blot voksende energistrømme, men også ændring af strømningsmønsteret. Antallet af samkøringslinjer mellem systemerne og de eksisterende anlægs kapacitet skal derfor nødvendigvis udbygges.

Da de nuværende samkøringslinjers kapacitet er begrænset, bliver principperne for, hvordan denne kapacitet fordeles blandt markedsdeltagerne, afgørende for, hvilke deltagere der kan udnytte de handelsmuligheder, det indre marked tilbyder. Markedsdeltagerne vil blive forskelsbehandlet, hvis der ikke opstilles gennemsigtige regler, som udelukker forskelsbehandling. De etablerede operatører kan hindre ny tilgang til markedet, ikke mindst hvis en stor del af kapaciteten er bundet af langtidskontrakter. Det vil hæmme samhandelens udvikling og betyde langt færre fordele af det indre marked.

På denne baggrund er der brug for at harmonisere Fællesskabets regler for tariffer for grænseoverskridende transaktioner og for fordeling af den disponible kapacitet på samkøringslinjerne.

Elektricitetsdirektivet indeholder ikke bestemte regler for grænseoverskridende transaktioner. Det betyder imidlertid ikke, at problemet kan løses udelukkende ved hjælp af nationale foranstaltninger. Det var en konsekvens af tanken om at indføre det indre elektricitetsmarked gradvis, at særlige problemer først skulle behandles, når medlemsstaterne havde valgt de afgørende strategiske gennemførelsesmetoder. Erfaringerne har bekræftet, hvad Kommissionen indså allerede på et tidligt tidspunkt, nemlig at sagen skal klares ved en fælles indsats på fællesskabsplan.

Kommissionens første reaktion var at oprette Det Europæiske Reguleringsforum for elektricitet, det såkaldte Firenze-forum i 1998. Dette forum består af repræsentanter for Kommissionen, de nationale regeringer, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Reguleringsråd og De Europæiske Systemoperatørers Sammenslutning (ETSO). Også producenter, forbrugere og markedsdeltagere er repræsenteret. Formålet har været at klarlægge mulige løsninger og drøfte dem med alle de vigtigste deltagere, det gælder ikke mindst tarifering ved grænseoverskridelse og behandling af overbelastning.

Firenze-forummet har vist sig at være yderst effektivt, når det drejer sig om at opnå enighed om yderst komplicerede, kontroversielle spørgsmål, som udvikler hastigt. Skønt det vil bevare sin betydning i så henseende, ikke mindst når det gælder om at sikre industriens og forbrugerens deltagelse, har de seneste erfaringer dog vist, at denne proces er forbundet med visse ulemper, når man skal nå frem til konkrete afgørelse i bestemte spørgsmål:

*processen er uformel og bygger på todages møder to gange om året. Det er derfor ikke praktisk at skulle træffe konkrete afgørelser i ret komplicerede spørgsmål, der kræver indgående drøftelser

*for at det kan lade sig gøre at komme videre med et problem skal der være fuld enighed blandt parterne

*eventuelle afgørelser kan kun praktiseres, hvis alle parter følger dem; der findes ingen procedurer, som kan sikre udførelsen

*nogle spørgsmål, som f.eks. beregning af den korrekte størrelse på indbyrdes betalinger mellem TSO'er, kræver, at der regelmæssigt træffes komplicerede afgørelser. Forummet er ikke i stand til at behandle sådanne spørgsmål hensigtsmæssigt.

På denne baggrund er Kommissionen nået til den konklusion, at det nu er nødvendigt at indføre lovgivning om en klar beslutningsproces på grundlag af forummets resultater, for at den endelige udvikling, når det gælder tarifering af grænseoverskridende transission og behandling af overbelastning, kan finde sted.

På baggrund heraf er det forordningsforslagets formål at indføre faste bestemmelser for den grænseoverskridende handel med elektricitet. Forordningens bestemmelser er så enkle som muligt og begrænser sig i overensstemmelse med nærhedsprincippet til det, som det er nødvendigt at regulere ved hjælp af EF-lovgivning. Hovedformålet er at sikre, at de omkostninger, transmissionssystemoperatørerne faktisk pådrager sig, afspejles nøjagtigt i afgifterne for adgang til systemet, herunder samkøringslinjerne, og at urimelig omkostninger i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner udelukkes.

II. Forordningsforslagets grundstruktur

Med hensyn til tarifering bygger den påtænkte ordning på det princip, at TSO'erne indbyrdes kompenserer for de elektricitetstransitstrømme, der påfører hinanden, herunder de transitstrømme, der sædvanligvis går under betegnelsen "loop flows" (sløjfestrømme) eller "parallelstrømme". Ifølge forordningsforslaget skal kompensationer til de transmissions systemoperatører, der stiller deres net til rådighed for elektricitetstransit, derfor finansieres ved hjælp af bidrag fra de TSO'er, som er ophav til disse transitstrømme. Desuden fastsætter forordningen en vis harmonisering af de afgifter, der opkræves for adgang til nationale systemer, i det omfang en sådan harmonisering er nødvendig for at undgå eventuelle forvridninger på grund af forskellige nationale ordninger.

Med hensyn til fordeling af den disponible kapacitet på samkøringslinjerne fastsætter forordningen de hovedprincipper, fordelingen skal følge. I forordningens bilag gøres der rede for de nærmere tekniske enkeltheder.

Foruden grundprincipperne for prisfastsættelse og behandling af overbelastning fastsætter forordningsforslaget, at der senere kan vedtages retningslinjer, som opstiller yderligere relevante principper og fremgangsmåder. Disse retningslinjer kan vedtages og ændres uden at ændre forordningen, så der kan ske en hurtig tilpasning til ændrede forhold. Når det f.eks. gælder spørgsmål som omkostningsberegningsmetoder og konkret identificering og måling af de fysiske energistrømme, er der således hele tiden sket fremskridt i den forløbne tid, og yderligere forbedringer og udvikling kan forventes i fremtiden.

Forordningen giver Kommissionen forskriftsbeføjelser i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at det indre marked kan fungere. Kommissionen vedtager og ændrer således de i det foregående nævnte retningslinjer og fastsætter regelmæssigt størrelsen på den kompensation, der skal betales mellem TSO'erne indbyrdes. For at sikre, at medlemsstaternes myndigheder inddrages i denne proces, træffer Kommissionen disse afgørelser i samråd med et udvalg, som består af repræsentanter for medlemsstaterne og nedsættes i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (udvalgsprocedure - i EU-slang benævnt "Komitologi"). Til fastsættelse af kompensationens størrelse opretter forordningsforslaget et rådgivende udvalg [24], så der kan træffes hurtige afgørelser, mens der med henblik på vedtagelse af retningslinjer oprettes et forskriftsudvalg [25].

[24] Inden Kommissionen træffer sin afgørelse, rådfører den sig med udvalget, der afgiver en udtalelse, som Kommissionen skal tage mest muligt hensyn til.

[25] Proceduren med forskriftsudvalg indebærer i modsætning til proceduren med rådgivende udvalg, at Kommissionen kan blive nødsaget til at lade udvalgets udtalelse indgå i den planlagte afgørelse.

Med hensyn til medlemsstaternes repræsentation i udvalget er det vigtigt at bemærke, at artikel 22 i elektricitetsdirektivet ifølge Kommissionens ændringsforslag [26] til det fastslår, at det på nationalt plan kun er de nationale myndigheder, der har kompetence til bl.a. at fastsætte betingelserne for grænseoverskridende transmission, herunder fastsættelsen af tariffer.

[26] Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiverne 96/92/EF og 98/30/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet og naturgas.

III. Det vigtigste indhold i forordningsforslagets bestemmelser

1. Kompensation for elektricitetstransitstrømme

I modsætning til andre sektorer, hvori der indgår transport, f.eks. jernbane- og vejtransport, kan tarifferne for elektricitetstransmission ikke fastsættes på grundlag af afstanden mellem elektricitetens producent og dens forbruger. De fysiske elektricitetsstrømme har ikke nødvendigvis noget sammenfald med kontraktforholdet mellem sælger og køber: hvis et værk i Nordeuropa sælger elektricitet til en forbruger i Sydeuropa, betyder det ikke, at de elektroner, der fremstilles på værket, nødvendigvis strømmer fra nord mod syd, men derimod, at energibalancen forrykkes mod syd.

Elektricitetshandelen giver således anledning til fysiske strømme i transmissionsnettene og mellem dem indbyrdes, selvom de ikke klart kan tilskrives bestemte økonomiske transaktioner. Det betyder i praksis, at en bestemt mængde energi tilføres den eksporterende medlemsstats transmissionssystem, og at den samme mængde energi samtidig udtages til forbrug fra den importerende medlemsstats transmissionssystem. Det er således rimeligt og almindeligt accepteret, at eksportørerne og/eller importørerne betaler de nationale netafgifter i forbindelse med produktion i eksportlandet og/eller forbrug i importlandet.

I det sammenkoblede europæiske elektricitetssystem berører eksport af elektricitet imidlertid ikke blot eksport- og importlandets net. Eksporttransaktioner kan skabe elektricitetsstrømme også i lande, hvor elektriciteten hverken tilføres nettet eller udtages til forbrug. Det kan især forekomme i forbindelse med en transaktion mellem lande, der ikke er nabolande, dvs. hvor den "direkte vej" til forbrugeren nødvendigvis fører gennem andre transmissionssystemer. Desuden kan eksporttransaktioner på grund af de fysiske love, der betinger elektricitetens "adfærd" i nettet, ofte skabe fysiske strømme i lande, der - teoretisk set - ikke ligger på elektricitetens direkte vej [27]. Disse transitstrømme kaldes normalt "loop-flows" (sløjfestrømme) eller parallelstrømme.

[27] En simulering har f.eks. vist, at der ved transport af 1000 MW fra Nordfrankrig kun kommer ca. 60% af elektriciteten "direkte" til Italien, dvs. over den fransk-italienske grænse eller gennem Schweiz. Den øvrige del kommer til Italien "indirekte" og skaber strømme i nettene i Belgien, Nederlandene, Tyskland, Østrig og Slovenien.

På et liberaliseret, konkurrencepræget marked skal systemoperatørerne nødvendigvis kompenseres for de omkostninger, sådanne elektricitetsstrømme medfører. Ellers vil de lokale netbrugere få pålagt disse omkostninger, selvom de pågældende elektricitetsstrømme udelukkende skyldes markedsdeltagere, som hører hjemme i andre transmissions systemområder.

På denne baggrund indeholder forordningsforslaget en ordning, der bygger på tre grundelementer:

For det første fastsættes det, at transmissionsystemoperatørerne skal have kompensation for omkostningerne ved at huse transitstrømme og "loop-flows" i deres elektricitetsnet (artikel 3, stk. 1).

For det andet opstilles der regler for bestemmelse af de omkostninger, der skyldes transit. Kompensation for disse omkostninger er ganske vist nødvendig, men det må sikres, at kompensationen afspejler de faktiske omkostninger. De omkostninger, strømmene faktisk medfører, skal bestemmes nøjagtigt, så urimelige transaktionsomkostninger og uberettiget fortjeneste undgås.

Forordningsforslaget har i denne forbindelse valgt en model, hvorefter alle forventede langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger, et net påføres ved at huse transit, bestemmes og sættes i forhold til de omkostninger, nettet ville have haft uden transit.

Begrundelsen for denne fremgangsmåde er ønsket om at forhindre, at de TSO'er, der huser transit, leverer "uberettigede bidrag", som i praksis giver TSO'erne i det europæiske elektricitetssystems centrum fordele på bekostning af TSO'erne i lande, der ligger i periferien. Det horisontale centralnet i ethvert nationalt system er bygget for at betjene de indenlandske kunder. Dette centralnet anlægges derfor uden hensyn til transitforekomster. På den anden side kan TSO'erne pådrage sig meromkostninger ved at træffe særlige foranstaltninger for transit. Der kan f.eks. være tale om yderligere administrative foranstaltninger, yderligere driftsforanstaltninger for at huse transitten, ordninger med sigte på tab og yderligere investeringer i nye linjer eller udbygning af bestående. De hermed forbundne omkostninger er helt klart særlige omkostninger, der skyldes transit, og TSO'erne skal kunne sække sig ind. Der må sikres tilstrækkeligt afkast af investeringer i nye anlæg, som skal benyttes til transit, for at få operatørerne til at foretage dem. En afspejling af omkostningerne skal desuden tage hensyn til de fordele, transitten fører med sig, f.eks. hvis transitstrømmene i almindelighed er med til at gøre det nationale net mere stabilt.

Endelig må den mest hensigtsmæssige måde at finansiere kompensationen på fastlægges. I denne forbindelse må det tages i betragtning, at transit skyldes eksport- og importtransaktioner. Det er imidlertid, bortset fra undtagelsestilfælde, endnu ikke teknisk muligt at påvise, om og i hvilket omfang en bestemt eksportør/importør er ophav til transit. Forordningsforslaget indeholder derfor ikke nogen ordning, hvorefter den enkelte eksportør eller importør holdes direkte ansvarlig for transitstrømme. I stedet for fastsætter det, at de transmissionsystemoperatører, hvis system transitten kommer fra, og/eller de system operatører, i hvis system den ender (de eksporterende og/eller importerende TSO'er) - efter forholdskriterier - skal betale kompensationen (artikel 3, stk. 2).

For at sikre, at størrelsen på de kompensationer, der skal betales og modtages mellem TSO'erne indbyrdes, fastsættes nøjagtigt og hurtigt, skal Kommissionen ifølge forordningsforslaget regelmæssigt træffe afgørelse om disse kompensationer (artikel 3, stk. 4). Medlemsstaternes myndigheder skal imidlertid inddrages i denne proces gennem et rådgivende udvalg, der består af medlemsstaternes repræsentanter og oprettes i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ("Komitologi"), og som Kommissionen rådfører sig med, inden den træffer sin endelige afgørelse. Det bør nævnes, at disse kompensationsbetalinger ikke berører Fællesskabets budget, da de foretages direkte mellem de pågældende TSO'er.

For at dække de betalinger, hvormed kompensationen skal finansieres, skal TSO'erne tilpasse deres nationale tarifsystemer (artikel 4, stk. 3).

Med hensyn til, hvordan denne tilpasning skal ske, er en af mulighederne at opkræve disse omkostninger hos eksportørerne og/eller importørerne, hvad der ville være en rimelig og omkostningsafspejlende løsning, da det er eksportørerne og/eller importørerne, der er årsag til de pågældende strømme.

En sådan løsning vil imidlertid indebære nogle alvorlige ulemper. For det første er det som allerede nævnt umuligt at afgøre, om og i hvilket omfang bestemte eksporttransaktioner fører til fysisk transit og loop flows. Erhvervsmæssige eksporttransaktioner behøver ikke nødvendigvis at medføre fysiske strømme. Det sker således ikke, hvis to grænseoverskridende transaktioner indebærer modsatrettede strømme mellem systemerne. At forlange, at eksportøren i en sådan situation skal betale en særlig afgift, kan hverken betragtes som rimeligt eller omkostningsafspejlende. Desuden kender deltagerne i en international energiudveksling ikke det nøjagtige beløb, der skal betales i grænseoverskridelsesafgifter, før den daglige udveksling er afsluttet, da den energimængde, der ved udvekslingen afsættes pr. TSO-område, først kan bestemmes på dette tidspunkt. Det ville føre til uforudsigelige transmissionsafgifter og dermed uforudsigelige elektricitetspriser. Endelig er lave transaktionsomkostninger og de dermed forbundne handelsmuligheder til gavn for alle forbrugere og producenter på det indre marked. De fører til øget konkurrence og større markeder for producenterne, hvad der især er vigtigt, når der foreligger overkapacitet på nationalt plan.

På baggrund af disse betragtninger fastsætter forordningsforslaget, at der skal tages hensyn til udbetalinger og indtægter, der skyldes kompensationsordningen, når nettarifferne fastsættes, men at dette ikke skal medføre en særlig tarif, som kun betales af eksportører eller importører (artikel 4, stk. 4).

2. Harmonisering af de nationale netafgifter

Som tidligere nævnt betaler eksportørerne og/eller importørerne de nationale netafgifter i forbindelse med produktion i eksportlandet og/eller forbrug i importlandet. Hvis der er stor forskel på disse afgifter, især afgifterne i forbindelse med produktion, fra den ene medlemsstat til den anden, vil markedet blive forvredet. Da producenterne skal medregne de netafgifter, de skal betale, i deres prisfastsættelse, har producenter med lave netafgifter således en konkurrencefordel frem for dem med høje.

Netafgifternes størrelse afhænger af den nationale tarifordnings generelle opbygning, af de anvendte principper for omkostningsberegning og naturligvis også af det pågældende nationale nets særlige karakter.

I forbindelse med grænseoverskridende handel er et vigtigt led i de nationale tarifordningers opbygning derfor forholdet mellem de omkostninger, der ligger på produktionen, og dem, der ligger på forbruget. Det er klart, at f.eks. producenterne i et land, hvor alle netomkostninger betales af forbrugerne, er bedre stillet, når der skal konkurreres på det indre marked, end en producent fra et land, hvor producenterne skal afholde en del af disse omkostninger. Dette forhold og/eller den absolutte størrelse på netafgiften ved produktionen skal derfor harmoniseres for at sikre konkurrencemæssig ligestilling.

På baggrund af disse betragtninger fastsætter forordningsforslaget, at netomkostningerne hovedsagelig skal dækkes ved afgifter på forbruget (artikel 4, stk. 2). En mindre del af de samlede omkostningerne, som pålægges netforbrugerne, kan imidlertid dækkes ved en afgift på produktionen. Det sætter de nationale myndigheder i stand til at tage placeringsmæssige overvejelser med i tarifstrukturen og dermed give et fingerpeg om de mest hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige steder at anbringe nye værker, f.eks. i betragtning af lokale forhold i forbindelse med nettab og netoverbelastning. Forordningsforslaget fastsætter, at afgifterne, når det er hensigtsmæssigt, bør indeholde sådanne placeringsmæssige fingerpeg. De skal f.eks. indgå som fast led i den tariferingsordning, som indføres for grænseoverskridelse i kraft af denne fordring, ikke mindst når der tages hensyn til artikel 4, stk. 4.

Selv om der opnås tilstrækkelig harmonisering af forholdet mellem produktions- og forbrugsafgifterne og/eller den absolutte størrelse på netafgifterne ved produktion, vil der stadig være betydelige forskelle, hvis der samtidig er stor forskel på principperne for omkostningsberegning. På den anden side må der tages hensyn til de særlige forhold, som præger de enkelte nationale ordninger. En fuldstændig harmonisering af afgifterne er derfor ikke rimelig. Grundprincipperne bør imidlertid være de samme i alle medlemsstaterne. Forordningsforslaget fastsætter derfor, at adgangsafgifter skal være omkostningsafspejlende, gennemsigtige, i overensstemmelse med effektiv netdrift, og anvendes uden forskelsbehandling. De må heller ikke være bestemt af afstanden mellem producenten og forbrugeren.

Med hensyn til udbetalinger og indægter, som skyldes kompensationsordningen for transit, foreskriver forordningsforslaget, at der skal tages hensyn til dem, når afgifterne fastsættes. For at sikre, at de afgifter, der faktisk opkræves og fastsættes forud, dvs. før kompensationsordningens nøjagtige resultat kendes, afspejler omkostningerne i størst muligt omfang, må ordningens sandsynlige resultat foregribes i den udstrækning, det er muligt (artikel 4, stk. 3).

3. Retningslinjer for de nærmere enkeltheder i forbindelse med principper og metoder (artikel 7)

Forordningsforslaget indeholder i artikel 3 og 4 hovedprincipperne for tarifering i forbindelse med grænseoverskridelse.

For at sikre, at disse grundprincipper anvendes ensartet i hele Fællesskabet, kan det blive nødvendigt at uddybe dem i nærmere enkeltheder. På den anden side er der, ikke mindst når det drejer sig om tekniske enkeltheder som omkostningsberegningsmetoder og de tekniske muligheder for at identificere og måle de fysiske strømme, sket en stadig udvikling i de forløbne år, og yderligere udvikling og forbedringer kan forventes i fremtiden.

Ud fra disse betragtninger indeholder forordningsforslaget ikke disse enkeltheder, men bestemmer, at de kan fastlægges som retningslinjer (artikel 7). Disse retningslinjer skal være i overensstemmelse med principperne i forordningen. De skal vedtages og ændres af Kommissionen i samråd med et forskriftsudvalg, der består af eksperter fra medlemsstaterne og oprettes i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ("Komitologi"), for at sikre, at medlemsstaternes myndigheder inddrages i denne proces.

Disse retningslinjer vedtages efter behov for følgende forhold:

a) For den ordning for kompensation mellem transmissionsoperatører, som nævnes i forordningens artikel 3:

- De nøjagtige enkeltheder i de metoder, hvorefter størrelsen på transit og eksporteret/importeret elektricitetsmængde bestemmes i overensstemmelse med principperne i forordningens artikel 3, stk. 5.

- Metoden, hvorefter omkostningerne ved at huse elektricitetstransit bestemmes efter principperne i forordningens artikel 3, stk. 6.

- De nærmere enkeltheder vedrørende identificering af de TSO'er, der skal betale kompensation for transitstrømme i overensstemmelse med forordningens artikel 3 stk. 2.

- De nærmere enkeltheder i de betalingsprocedurer, der skal følges, i overensstemmelse med principperne i forordningens artikel 3, stk. 3, herunder fastsættelse af de første tidsrum, der skal betales kompensation for.

- De nærmere enkeltheder vedrørende de principper, hvorefter nationale systemer, som er sammenkoblede ved hjælp af direkte linjer, skal deltage i ordningen for kompensation mellem transmissionssystemoperatørerne.

b) For de nationale tarifordninger, som nævnes i forordningens artikel 4:

- De nærmere enkeltheder vedrørende harmonisering af producent- og forbruger tariffernes størrelse (belastning) efter de nationale tarifordninger i overens stemmelse med principperne i forordningens artikel 4, stk. 2.

De nationale myndigheder skal sikre, at de nationale tariffer fastsættes og anvendes i overensstemmelse med principperne i forordningen og de vedtagne retningslinjer (artikel 8).

4. Fordeling af kapacitet på samkøringslinjerne (artikel 5 og 6)

Overbelastning i den betydning, der benyttes i forordningsforslaget, er en situation, hvor en samkøringslinje mellem nationale transmissionssystemer ikke har tilstrækkelig kapacitet til at rumme alle de transaktioner, som international handel mellem markedsdeltagerne fører med sig [28]. I en sådan situation er det vigtigt, at den begrænsede kapacitet fordeles mellem virksomhederne på betingelser, som er i overensstemmelse med de konkurrencevilkår, der nu gælder på det indre marked for elektricitet. Samtidig må der træffes særlige foranstaltninger for at sikre systemsikkerheden.

[28] Det bør bemærkes, at udtrykket "overbelastning" i teknisk sprog i mange tilfælde også benyttes om en situation, hvor et nationalt transmissionssystem har mangel på kapacitet.

Forordningsforslaget fastsætter de hovedprincipper, som skal følges, når disse krav skal opfyldes. For at bevare det europæiske nets pålidelighed er informationsudveksling og samarbejde mellem transmissionssystemoperatørerne af afgørende betydning, ikke mindst da transaktionsmønstrene og dermed også de fysiske energistrømme ændrer sig under det åbne markeds nye vilkår. Transmissionssystemoperatørerne skal på forhånd vide, hvilke strømme de kan forvente på deres net. Forordningsforslaget indeholder derfor i artikel 5, stk. 1, en forpligtelse til at indføre samordnings- og informationsudvekslingsordninger til dette formål. For at opnå den bedst mulige udnyttelse af samkøringslinjernes kapacitet må oplysninger om den faktisk tilstedeværende kapacitet stilles til rådighed for markedets deltagere. På nuværende tidspunkt offentliggøres overføringskapaciteten på samkøringslinjerne i Europa med vinter og sommerværdier. For at sikre den bedst mulige udnyttelse af den disponible kapacitet skal den offentliggøres mere regelmæssigt, dvs. på flere tidspunkter forud for transportdatoen, hvad der derfor forlanges i forordningsforslaget (artikel 5, stk. 3). Desuden pålægger det TSO'erne at offentliggøre deres sikkerhedsstandarder og deres drifts- og planlægningsstandarder i tilgængelige, offentlige dokumenter, så de metoder, TSO'erne benytter, når de skal bestemme den disponible kapacitets størrelse, sikres fuld gennemsigtighed (artikel 5, stk. 2).

Forordningsforslaget fastsætter endvidere, at den størst mulige kapacitet på samkøringslinjerne, som kan forenes med standarderne for sikker netdrift, skal stilles til rådighed for markedsdeltagerne, og at enhver tildelt kapacitet, der ikke benyttes af den pågældende markedsdeltager, skal tilbageføres til markedet.

Hvad TSO'ernes fordeling af kapacitet på samkøringslinjerne i tilfælde af overbelastningsproblemer på nettet angår, forlanger forordningsforslaget, at der benyttes en markedsbaseret løsning, der giver de berørte markedsdeltagere og transmissions systemoperatører effektive økonomiske signaler (artikel 6, stk. 1). Der findes adskillige metoder, som opfylder dette krav. En undersøgelse af de nuværende markedsforhold i Europa fører til den konklusion, at de - i praksis - mest brugbare metoder på det europæiske fastland for øjeblikket ser ud til at være implicitte og eksplicitte auktioner i forbindelse med samordnet, grænseoverskridende belastningsomfordeling. De seneste erfaringer viser dog, at denne metode har sine begrænsninger, og det er derfor nødvendigt at foretage yderligere forbedringer og stadig undersøge muligheden for andre fremgangsmåder. Især på mellemlangt sigt er det almindeligt anerkendt, at en ret effektiv og gennemsigtig måde at behandle sparsom kapacitet på samkøringslinjerne på, er den ordning med markedsopsplitning, der for tiden benyttes i Nordpool [29]. Det bør overvejes snarest muligt at indføre den, men i en form, som er tilpasset nettopologien og markedsvilkårene på det europæiske fastland.

[29] Under en markedsopsplitningsordning afgøres den bedst mulige mulige udnyttelse af samkøringslinjerne ud fra en sammenligning mellem markedspriserne på de pågældende sammenknyttede markeder.

Med hensyn til indtægter fra behandling af overbelastning forlanger forordningen, at de ikke må være en kilde til ekstra fortjeneste for transmissionssystemoperatørerne, men skal benyttes til at sikre den tildelte kapacitets pålidelighed med, til investering i nettet for at bevare eller øge samkøringslinjernes kapacitet eller til nedsættelse af nettarifferne. Under alle omstændigheder må overbelastningsindtægterne ikke være en kilde til ekstra fortjeneste (artikel 6, stk. 5).

På grundlag af disse regler og principper er der i forordningsforslagets bilag opstillet tekniske bestemmelser og forskrifter for tildeling af kapacitet på samkøringslinjerne ud fra de retningslinjer, der blev vedtaget af Kommissionen, de nationale myndigheder og medlemsstaterne på Firenze-forummet. For at sørge for tilstrækkelig smidighed til, at der kan tages hensyn til de stadig voksende erfaringer, når det f.eks. gælder forskellige fordelingsmetoder, vil Kommissionen ændre disse retningslinjer i samråd med medlemsstaternes eksperter i det forskriftsudvalg, som forordningsforslaget indfører (se punkt 3 og artikel 7, stk. 2, i forordningsforslaget).

De nationale myndigheder skal sikre, at de metoder, overbelastning behandles efter, udformes og anvendes i overensstemmelse med principperne i forordningen og retningslinjerne (artikel 8).

5. Oplysninger og fortrolighed (artikel 9)

For at kunne vedtage retningslinjer for transit mellem TSO'er og træffe afgørelse om kompensationen for den skal Kommissionen nødvendigvis være i besiddelse af de relevante oplysninger og data. Forordningsforslaget forlanger derfor, at medlemsstaterne og de nationale myndigheder skal levere disse oplysninger efter anmodning.

Kommissionen skal på sin side sikre, at oplysningerne behandles fortroligt.

Kommissionen kan desuden, hvis det er nødvendigt for at udføre de opgaver, forordningen pålægger den, indhente alle påkrævede oplysninger direkte hos de pågældende foretagender.

6. Konklusioner

Vedtagelsen af dette forordningsforslag er et vigtigt led i Fællesskabets strategi for at virkeliggøre det indre marked for elektricitet. Ved at indføre rimelige, omkostnings afspejlende, gennemsigtige og direkte anvendelige regler for tarifering og tildeling af disponibel kapacitet på samkøringslinjerne - og således fuldstændiggøre bestemmelserne i elektricitetsdirektivet - sikrer det effektiv adgang til transmissionssystemerne med henblik på grænseoverskridende transaktioner.

Dets ikrafttræden på nuværende tidspunkt, dvs. sammen med den ændring af elektricitetsdirektivet, der indfører fuldstændig markedsåbning, vil sikre, at markedsåbningen i praksis omsættes til effektiv handel på tværs af grænserne. Forordningen er således et afgørende led i oprettelsen af et virkeligt indre marked for elektricitet i modsætning til en situation, der præges af 15 mere eller mindre liberaliserede, men stort set nationale markeder.

Forordningens finansielle følger for Fællesskabets budget beløber sig til ca. 850 000EUR om året. I 2002 dækkes disse finansielle behov af rammeprogrammet for energi (ETAP-programmet). Hvad de følgende år angår, vil Kommissionen i 2001, i overensstemmelse med sit arbejdsprogram for 2001, fremsætte forslag til et nyt rammeprogram, som skal afløse det nuværende, der udløber i 2002. Dette forslag til tage hensyn til foranstaltningens finansielle behov i de kommende år.