52001IE1487

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Ændrede verdensøkonomiske rammevilkår: Nye økonomisk-politiske udfordringer for Den Europæiske Union"

(2002/C 48/19)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede på plenarforsamlingen den 28.-29. november 2001 i henhold til forretningsordenens artikel 23, stk. 3, på eget initiativ at afgive udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Ursula Konitzer til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 12. november 2001.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 386. plenarforsamling af 28.-29. november 2001, mødet den 28. november 2001, følgende udtalelse med 46 stemmer for og 3 stemmer hverken for eller imod.

1. Baggrund

1.1. Den økonomiske udvikling i EU i året 2000 var så gunstig, at man ikke har set tilsvarende i mere end et årti. BNP-væksten lå på knap 3,5 %. Beskæftigelsen steg kraftigt (1,7 %) med det resultat, at arbejdsløsheden faldt et helt procentpoint i forhold til året før, dvs. til 8,3 % af arbejdsstyrken. Efter et maksimum på 11,1 % i 1994 var ledighedsniveauet fra før recessionen 1992-1993 så godt som nået igen. Trods de høje oliepriser lå inflationsraten kun en smule over 2 %, og den udenrigsøkonomiske balance kunne betragtes som sikret.

1.2. Bag denne gunstige udvikling lå såvel vedvarende strukturpolitiske bestræbelser på at forbedre vare- og tjenesteydelsesmarkedernes og arbejdskraft- og kapitalmarkedernes funktion som de afgørende fremskridt med hensyn til at styrke de makroøkonomiske betingelser for vækst og beskæftigelse, der er gjort siden den seneste recession, særlig med henblik på at gennemføre den økonomiske og monetære union(1).

1.3. Men håbet om, at denne gunstige udvikling kunne fortsætte ubrudt i en række år - hvad der ville være nødvendigt for at løse beskæftigelsesproblemet i EU - led skibbrud i løbet af 2001.

1.4. I løbet af efteråret 2001 blev det nemlig klart, at BNP-væksten i EU var gået i stå i 3. kvartal eller endog afløst af tilbagegang, og at der for året 2001 som helhed må regnes med en økonomisk vækst på klart under 2 %(2). Det betyder også, at arbejdsløshedsprocenten ikke falder, men muligvis atter stiger i årene 2001 og 2002.

1.5. Årsagerne til denne negative udvikling ligger hovedsageligt uden for Fællesskabet, men man har undervurderet både udviklingens omfang og EU's afhængighed af verdensøkonomiske forhold. Det er navnlig følgende faktorer, der gør sig gældende: Svindende købekraft i EU som følge af de stigende oliepriser (forstærket af dollarkursudviklingen) og af den pludselige kraftige stigning i levnedsmiddelpriserne samt bortfald af eksportefterspørgsel som følge af den stærkt aftagende vækst i USA og den synkroniserede svage vækst i verden som helhed. Følgerne af attentatet den 11. september 2001 forstærker denne udvikling, ikke bare i kraft af de umiddelbare virkninger i USA og rundt om i verden (flyselskaber, turisme, forsikringer, højere udgifter til sikkerhed), men også i form af negativ påvirkning af virksomhedernes og forbrugernes tillid, som kan blive svækket yderligere af uforudsigelige hændelser i forbindelse med krigen mod terrorismen.

1.6. For de europæiske økonomier drejer det sig nu om hurtigst muligt at overvinde denne afsvækkelse, der forværres af den svigtende tillid, og at komme i gang med at realisere den højere langsigtede vækst, som Det Europæiske Råd satte sig som mål med Lissabon-strategien fra foråret 2000.

2. Den økonomiske politiks muligheder og grænser

2.1. De ovenfor beskrevne faktorer er i princippet kun af tidsbegrænset karakter og rokker ikke ved de fundamentale fremskridt, der blev gjort i 1990'erne med at sanere den europæiske økonomi. Alligevel må det siges klart, at fuld beskæftigelse igen er rykket et stykke ud i fremtiden.

2.2. Man må derfor spørge, hvilket bidrag den økonomiske politik kan yde til hastigere overvindelse af de aktuelle problemer. At stille det spørgsmål er ikke ensbetydende med at nære den illusion, at den økonomiske politik fuldt ud kan afbøde ethvert udefra kommende stød og som pr. dekret fremtvinge vækst og beskæftigelse. Der er heller ikke tale om at sætte spørgsmålstegn ved de strukturpolitiske bestræbelser eller ved, at den makroøkonomiske politik fundamentalt skal sikre prisstabilitet og balance på de afgørende områder. Hvad det drejer sig om, er derimod at undersøge

- hvordan det makroøkonomiske policy-mix bedst kan tilpasses til den nye situation, og

- om procedurerne til koordinering af den økonomiske politik i verden som helhed og inden for EU og euroområdet kan forbedres med henblik på at sikre, at man vælger det optimale policy-mix.

3. Et makroøkonomisk policy-mix, der passer bedre til den nye situation

3.1. I den aktuelle situation med tiltagende kapacitetmæssigt spillerum kommer det i sidste instans an på at styrke både den interne og den internationale efterspørgsel uden at påvirke pris- og omkostningsudviklingen negativt og uden at bringe den mellemfristede konsolidering af de offentlige budgetter - der er en forudsætning for varig vækst (og dermed for fuld beskæftigelse) - i fare. I den forbindelse er det vigtigt, at den økonomisk-politiske strategi bygger på en klar analyse af verdensøkonomien og af situationen i Det Europæiske Fællesskab og i den monetære union, og at den er troværdig både hvad angår retning og omfang, så forbrugernes og virksomhedernes tillid til den fremtidige økonomiske udvikling hurtigt kan styrkes igen.

3.2. Isoleret betragtet er der kun begrænset spillerum for de enkelte dele af den økonomiske politik (pengepolitik, finanspolitik og lønpolitik).

3.2.1. Pengepolitikken kan lempes for at støtte den generelle økonomiske politik (EF-traktatens art. 105 stk. 1), hvis inflationsforventningerne falder. Det er allerede sket i et vist - herunder internationalt koordineret - omfang. Eventuelle andre nødvendige skridt er stærkt afhængige af, hvordan den finans- og lønpolitiske adfærd bedømmes.

3.2.2. Finanspolitikkens møjsommeligt tilkæmpede mellemfristede troværdighed må ikke sættes på spil. Det er bl.a. vigtigt af hensyn til den lange rentes udvikling og til et afbalanceret forhold mellem opsparing og investeringer i den mellemfristede vækstproces, der er nødvendig for at opnå fuld beskæftigelse. Det udelukker dog ikke, at de automatiske stabilisatorer i den aktuelle situation - uden tvivl i forskellig grad i de forskellige lande - kan yde et vist bidrag til stabilisering af den økonomiske udvikling i Fællesskabet, og ganske særligt i den monetære union. Til supplement af dette bidrag kan man i et vist omfang forøge infrastrukturinvesteringerne (evt. i offentligt-privat partnerskab) og sænke afgifterne - to tiltag, der i forvejen er en forudsætning for den tilstræbte mellemlangsigtede vækstproces. Imidlertid er der en særlig vanskelighed i forbindelse med finanspolitikkens bidrag til det samlede økonomiske policy-mix i Fællesskabet og i den monetære union: Til forskel fra pengepolitikken er budgetpolitikken i Fællesskabet og i den monetære union med velberåd hu ikke centraliseret, men fortsat henlagt til medlemsstaterne. Finanspolitikkens bidrag til den monetære unions samlede policy-mix er imidlertid et spørgsmål af fællesskabsinteresse, men Fællesskabets interesse kommer efter ØSU's opfattelse ikke tilstrækkelig stærkt til udtryk i den aktuelle situation.

3.2.3. Også for arbejdsmarkedsparternes lønpolitik er der ret begrænset spillerum inden for rammerne af det generelle økonomiske policy-mix. I procedurer, der adskiller sig fra land til land og fra branche til branche, træffer arbejdsmarkedsparterne på samme tid afgørelse om den overordnede omkostningsudvikling og om udviklingen i arbejdstagernes indkomster. Herigennem øver de afgørende indflydelse på økonomiens konkurrenceevne, på rentabiliteten og på forbrugernes efterspørgsel. Trods indførelsen af den makroøkonomiske dialog (Köln-processen) tages der ikke i tilstrækkeligt omfang hensyn til denne indflydelse på Fællesskabets og den monetære unions makroøkonomiske policy-mix; der er behov både for en bedre udformning af den makroøkonomiske dialog i Rådet og for bedre formulering af Fællesskabets interesse.

3.3. Det mindre stramme makroøkonomiske policy-mix, som Fællesskabet og den monetære union har brug for for at overvinde den aktuelle svage vækst og faren for recession, forudsætter både bedre formulering af Fællesskabets interesse og et rimeligt mål af gensidig tillid hos penge-, finans- og lønpolitikkens aktører til, at der handles forudseeligt og rationelt. Hermed berøres en række vigtige spørgsmål vedrørende den økonomiske politiks indhold og den økonomisk-politiske koordinerings effektivitet.

4. Den økonomiske politiks indhold og den økonomisk-politiske koordinerings effektivitet i Fællesskabet og i den monetære union

4.1. Trods de fremskridt, der er gjort med at sanere Fællesskabets økonomi, og trods de mange - til dels bureaukratiske - koordineringsprocedurer og "processer" har Fællesskabet et fundamentalt problem i forbindelse med fastlæggelsen af det egnede makroøkonomiske policy-mix og dets tilpasning til skiftende interne og eksterne forhold. Det kan påvises, at recessionen i 1992/1993 i vidt omfang skyldtes fejl i fastlæggelsen af policy-mixet (fejlvurdering af børskrakket i 1987, overophedning 1988/1989, fejl i forbindelse med finansieringen af den tyske genforening), og at der også bag den aftagende vækst i 1995-1996 (Mexico-krisen, utroværdig budgetpolitik i en række medlemsstater, valutaturbulens) og i 1999 (Asien- og Ruslandskrisen) lå utilstrækkelig eller for sen tilpasning af policy-mixet. I USA tilpassede - og tilpasser - man både hurtigere og bedre penge- og finanspolitikken til den aktuelle situation. Her ligger en af de vigtigste årsager til, at væksten i EU igennem 1990'erne lå klart under væksten i USA.

4.2. Stillet over for den nye verdensomspændende svækkelse af væksten bør man forsøge så vidt muligt at undgå at gentage fortidens fejl. Indførelsen af den monetære union og den deraf følgende eliminering af muligheden for intern valutauro er i den forbindelse til stor hjælp. Men trods de mange procedurer og fora er der stadig store mangler, især på følgende områder:

a) Forbedringer tiltrænges i de diagnoser og prognoser for den økonomiske udvikling, der udarbejdes til brug for den monetære union, og i den offentlige diskussion af Fællesskabets og den monetære unions økonomisk-politiske valgmuligheder.

b) EU-Kommissionens rolle - at formulere omfattende forslag vedrørende den økonomiske politik i almindelighed og det makroøkonomiske policy-mix i særdeleshed, som ikke dikteres af nationale interesser, gruppeinteresser eller ideologier, men alene af Fællesskabets interesse og af hensynet til en optimal økonomisk udvikling i den monetære union - må styrkes. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med finanspolitikkens og lønpolitikkens bidrag til det makroøkonomiske policy-mix, hvor medlemsstaternes suverænitet og arbejsmarkedsparternes autonomi skal respekteres.

c) Dialogen mellem aktørerne bag policy-mixet bør institutionaliseres bedre og gøres mere transparent. Det gælder såvel de regelmæssige møder mellem formanden for ECB, formanden for Eurogruppen og det kompetente medlem af Kommissionen som den makroøkonomiske dialog, der bør forbedres indholdsmæssigt. I begge grupper bør kommissionsrepræsentantens rolle som varetager af Fællesskabets interesse styrkes. Det Økonomiske og Sociale Udvalg er i stand til at yde et substantielt bidrag til arbejdet i forbindelse med den makroøkonomiske dialog og bør høres i passende omfang.

5. De næste skridt

Det Økonomiske og Sociale Udvalg finder det påkrævet,

a) at Kommissionen i løbet af de nærmeste uger forelægger konkrete forslag - som rækker videre end erklæringen fra Det Europæiske Råd i Gent - om, hvordan den økonomiske politik og det makroøkonomiske policy-mix i Fællesskabet og i den monetære union skal tilpasses til de ændrede forhold i verdensøkonomien. Det bør i den forbindelse klart formuleres, hvilke bidrag der forventes af de enkelte aktører;

b) at diskussionen i Rådet og i offentligheden om Kommissionens meddelelse af 7. februar 2001(3) om styrkelse af samordningen af den økonomiske politik i euroområdet genoptages, så der snarest muligt kan gennemføres pragmatiske, men effektive forbedringer på dette område;

c) at det i den nærmeste fremtid diskuteres, hvorledes bestemmelserne om den økonomiske politik og om formulering af den økonomisk-politiske fællesskabsinteresse kan udformes bedre som led i en revision af traktaten til forberedelse af Fællesskabets udvidelse.

Bruxelles, den 28. november 2001.

Göke Frerichs

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se også: EFT C 139 af 11.5 2001, s. 51 (ECO/041). EFT C 139 af 11.5 2001, s. 60 (ECO/042). EFT C 139 af 11.5 2001, s. 72 (ECO/046). EFT C 139 af 11.5 2001, s. 79 (ECO/054). EFT C 221 af 7.8.2001, s. 177 (ECO/065).

(2) Kommissionens nye prognoser forelægges den 21. november 2001.

(3) KOM(2001) 82 endelig.