51994AC1404

Udtalelse om Kommissionens XXIII. beretning om konkurrencepolitikken (94/C 397/21)

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber besluttede den 25. maj 1994 under henvisning til EOEF-traktatens artikel 198 at anmode om Det OEkonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Kommissionens XXIII. beretning om konkurrencepolitikken.

Det forberedende arbejde henvistes til OESU's Sektion for Industri, Handel, Haandvaerk og Tjenesteydelser, som udpegede Luis Morales og Manuel Ataíde Ferreira til ordfoerere. Sektionen vedtog sin udtalelse den 30. november 1994.

Det OEkonomiske og Sociale Udvalg vedtog paa sin 321. plenarforsamling af 21. december 1994 enstemmigt foelgende udtalelse.

1. Generelle bemaerkninger

1.1. OESU vil allerfoerst understrege den store betydning, det tillaegger Kommissionens aarlige beretning om konkurrencepolitikken. Det er et dokument af stor interesse, som gennem aarene har bidraget til at belyse hovedlinjerne i Faellesskabets politik paa dette omraade.

1.2. Den 23. beretning bidrager som de tidligere beretninger til dialogen mellem Kommissionen og de oevrige institutioner og til gennemskueligheden og retssikkerheden i forholdet til virksomhederne, medlemsstaterne og forbrugerne, som er dem, der i foerste raekke beroeres af Faellesskabets konkurrencepolitik.

1.3. OESU anerkender Kommissionens store indsats for at informere om emnet, ikke kun gennem udarbejdelsen af denne omfattende 23. beretning, men ogsaa gennem udgivelse af en lang raekke supplerende informationspapirer, som dog boer ajourfoeres bedre. Denne oplysningsindsats maa viderefoeres, om muligt i et endnu stoerre omfang. Oprettelsen af en informationstjeneste hilses velkommen, og det vil vaere nyttigt fremover at faa kendskab til resultaterne af dette forsoeg gennem en periodisk liste over de spoergsmaal, der stilles, og de respektive svar.

1.4. Beretningen indeholder, som det er saedvane, ikke alene en beskrivelse af Kommissionens virksomhed, men ogsaa vigtige fingerpeg om, hvorledes den agter at agere fremover. Offentliggoerelsen af saadanne retningslinjer har OESU altid hilst velkommen, eftersom det giver de direkte beroerte parter mulighed for at indrette sig herpaa, og det saetter en offentlig debat i gang, hvilket er forudsaetningen for, at Faellesskabets politik kan give positive resultater. OESU opfordrer Kommissionen til at holde fast ved denne skik og - saa vidt muligt - beskrive disse retningslinjer mere indgaaende, da de er meget vaerdifulde for de beroerte aktoerer i erhvervslivet.

1.5. OESU ser med stor interesse paa den betydning, som Kommissionen i denne 23. beretning tillaegger konkurrencepolitikkens rolle i forbindelse med de store udfordringer, som Faellesskabet i dag staar over for: gennemfoerelsen af maalene for vaekst, konkurrenceevne og beskaeftigelse; gennemfoerelsen af de nye politikker, der er stadfaestet i Maastricht-traktaten; tilpasningen af den europaeiske oekonomi til den voksende liberalisering af verdenshandelen.

1.6. Det fortjener anerkendelse, at Kommissionen i denne beretning konsekvent holder sig for oeje, at konkurrencepolitikken ikke er et maal i sig selv, men derimod et redskab til gennemfoerelse af Faellesskabets maal: oekonomisk vaekst, industriel udvikling, intern og international konkurrenceevne samt beskaeftigelse.

1.7. Endelig udtrykker OESU tilfredshed med den maade, hvorpaa Kommissionen har reageret paa dets udtalelse om den 22. beretning (). Kommissionen har saavel ved gennemgangen af udtalelsen som ved udarbejdelsen af den 23. beretning tydeligvis gjort sig umage for at opretholde dialogen med OESU isaer paa de punkter, hvor Kommissionens indsats gjordes til genstand for en saerligt indgaaende eller ligefrem kritisk analyse. OESU anser denne holdning for saerdeles positiv og haaber, at den fastholdes i fremtiden, og at den vil vise sig frugtbar.

1.8. Faellesskabet og dets konkurrencepolitik kan kun vinde ved, at Kommissionen er lydhoer over for erhvervslivets og arbejdsmarkedets oensker, og ved en dialog med disse kredse, enten via OESU eller de repraesentative faglige organisationer. Virksomheder, arbejdstagere og forbrugere er saerligt foelsomme over for de konkurrencepolitiske strategier, for saa vidt som disse har indvirkning paa konkurrenceevnen, beskaeftigelsen, arbejdsvilkaarene og varernes og tjenesteydelsernes kvalitet og pris.

2. Konkurrencepolitikken og maalene for Den Europaeiske Union

2.1. EOEF-traktatens konkurrenceregler, der oprindeligt blev betragtet ene og alene som midler til gennemfoerelse af det faelles marked, gik efterhaanden over til at blive anset for at vaere selve grundlaget for en egentlig konkurrencepolitik. Paavirkningen af handelen mellem medlemsstater er fortsat det kriterium, der anvendes ved kompetencefordelingen, men derudover er det - ved siden af gennemfoerelsen af det indre marked - selve traktatens maalsaetninger, som anvendelsen af disse regler sigter mod.

2.2. Derfor laegger Kommissionen saerlig vaegt paa noedvendigheden af at sammenkaede konkurrencepolitikken med Unionens nye maal paa det industri-, kultur- og miljoepolitiske omraade, hvor der forventes en mere aktiv indsats paa faellesskabsplan - uden at forglemme det regional- og socialpolitiske omraade.

2.3. Paa baggrund af Unionens maalsaetninger samt et Faellesskab i konstant udvikling anerkender OESU konkurrencereglernes betydning for gennemfoerelsen af det indre marked. Konkurrencepolitikkens sanktionsaspekt baade med hensyn til restriktive aftaler og misbrug af dominerende stilling samt statsstoettereglerne har fortsat stor betydning, navnlig som et middel til bekaempelse af stive og uhensigtsmaessige erhvervsstrukturer.

2.4. Saavel OESU som Kommissionen er dog af den opfattelse, at der i konkurrencepolitikken ligger andet og mere end denne negative, kontrollerende indfaldsvinkel. OESU opfordrer Kommissionen til yderligere at forbedre koordineringen og samspillet mellem konkurrencepolitikken og andre politikker, isaer med en industripolitik af ikke-protektionistisk tilsnit. Det er ogsaa noedvendigt, at konkurrencepolitikken tager hoejde for, at de europaeiske virksomheder fortsat er underlagt ulige vilkaar og konkurrenceforhold saavel paa faellesskabsplan som over for Faellesskabets vigtigste handelspartnere.

2.5. I den 23. beretning understreger Kommissionen gang paa gang konkurrencepolitikkens bidrag til vaekst, konkurrenceevne og beskaeftigelse, og den saetter den i relation til maalene i hvidbogen. Navnlig fremhaeves den rolle, som en fornuftig stoettepolitik kan spille for omstruktureringen af den europaeiske oekonomi ved at skabe gode vilkaar for SMV, F& U samt fremme oprettelsen af varige arbejdspladser.

2.6. Endvidere fremhaeves effekten af reglerne om aftaler og misbrug samt deres bidrag til oeget oekonomisk effektivitet og bedre udnyttelse af ressourcerne. Det understreges, at kontrollen med fusioner og samarbejde mellem virksomheder har haft stor betydning for liberaliseringen af finansielle ydelser, telekommunikation, transport og energi samt oprettelsen af transeuropaeiske net for disse sektorer.

2.7. Som naevnt glaeder OESU sig over, at Kommissionen er opmaerksom paa sammenhaengen mellem konkurrencepolitikken og gennemfoerelsen af maalene for vaekst, konkurrenceevne og beskaeftigelse. OESU har indtryk af, at Kommissionen selv er naaet frem til den erkendelse, at en repressiv konkurrencepolitik ikke i sig selv kan bidrage til en loesning af disse opgaver.

2.8. Det er tvivlsomt, om udfordringerne med hensyn til vaekst, konkurrenceevne og beskaeftigelse kan tackles alene gennem virkeliggoerelsen af det indre marked, deregulering, undtagelsesvis tilladelse til forskellige samarbejdsformer, som principielt er forbudt, samt indfoerelse af konkurrence i sektorer, som hidtil har vaeret fritaget herfor.

2.9. Det er utvivlsomt tvingende noedvendigt at fjerne alle hindringer for udnyttelsen af det europaeiske enhedsmarked. Men det maa heller ikke glemmes, at medlemsstaterne stadig har forskellige konkurrencevilkaar, og at de europaeiske virksomheder - ligesom det er tilfaeldet med virksomhederne i USA og Japan - maa operere under de vilkaar, som gaelder paa det internationale marked, der som sagt langt fra er fri for konkurrenceforvridning.

2.10. OESU mener ikke, at der er en automatisk sammenhaeng mellem konkurrence og konkurrenceevne og mellem konkurrence og beskaeftigelse. Konkurrencen som saadan har mindre betydning for konkurrenceevnen end de juridiske, administrative, politiske og arbejdsmarkedsmaessige rammevilkaar, som erhvervslivet er underlagt.

2.11. Kommissionen er den foerste til at erkende, at levefoden i Faellesskabet ikke maa ofres til fordel for konkurrenceevnen, og at befaestelsen af Faellesskabets oekonomiske styrke foerst og fremmest maa opnaas ad anden vej. Konkurrencepolitikken har baaret frugt derved, at den har muliggjort samarbejde mellem SMV, fremmet omstrukturering og fusion af europaeiske virksomheder og bidraget til at skabe balance mellem de forskellige medlemslandes nationale stoettepolitik i tillid til, at reel konkurrence paa det europaeiske marked er en forudsaetning for, at de europaeiske virksomheder kan klare sig godt paa verdensmarkedet.

2.12. Det er dog noedvendigt at se paa den konkrete og dynamiske sammenhaeng mellem konkurrencen og konkurrenceevnen paa saavel EU-markedet som det internationale marked. Liberaliseringen af verdenshandelen er ikke en statisk tilstand, men derimod et maal, som man hele tiden maa arbejde hen imod. Konkurrencepolitikken skal derfor udformes under hensyntagen til afviklingen af barriererne for adgangen til EF's marked, aabningen af de vigtigste handelspartneres marked og sikringen af lige vilkaar paa disse markeder og endelig en sammenligning mellem de faktorer, der er afgoerende for de forskellige aktoerers konkurrenceevne paa verdensmarkedet.

3. Sammenkaedningen med Faellesskabets oevrige politikker

3.1. Der peges ofte paa konflikten mellem konkurrencepolitik og industripolitik, saa meget mere som industripolitikken traditionelt har hoert under medlemsstaternes kompetence og derfor ikke helt har kunnet loesrives fra en protektionistisk tankegang. Maastricht-traktaten anerkender derimod noedvendigheden af, at Faellesskabet foerer sin egen industripolitik, og i den forbindelse laegges der vaegt paa konkurrencepolitikkens funktion som et industripolitisk instrument.

3.2. Skoent visse aspekter af konkurrencepolitikken saasom fremme af fusioner, virksomhedssamarbejde og stoette til SMV og F& U - der er fastsat i traktatens artikel 130 - utvivlsomt bidrager til de industripolitiske maal med hensyn til styrkelse af konkurrenceevnen, skal Faellesskabets industripolitik vaere andet og mere end ren og skaer konkurrencepolitik. Dog boer industripolitikken have indflydelse paa de konkurrencepolitiske strategier med hensyn til virksomhedssamarbejde.

3.3. Faellesskabets konkurrencepolitik er faktisk baseret paa forbud, som dog lempes gennem undtagelser og tilladelser paa bestemte betingelser. Men det er dog ikke saadan, at enhver form for beskyttelse eller fremme af konkurrencen kan loese alle problemer vedroerende konkurrenceevnen. Faellesskabet opererer paa et vidtspaendende marked, som er staerkt praeget af andre landes regler og praksis, der direkte eller indirekte skaber vanskeligheder for de europaeiske virksomheder.

3.4. De sociale og oekonomiske modeller, som Faellesskabet konkurrerer med, er ofte ude af trit med Faellesskabets egen situation og egne samfundsmodeller. Det er under saadanne vilkaar, at de europaeiske virksomheder skal vinde indflydelse. Klare industripolitiske strategier - som i dag ikke noedvendigvis er ensbetydende med protektionisme - boer danne rammen om en tilpasning af den europaeiske erhvervsstruktur til verdensmarkedet, navnlig naar man betaenker, at liberaliseringen af verdensmarkedet har vaeret omgaerdet af stor usikkerhed.

3.5. Kommissionen har udoevet sine befoejelser saaledes, at politikken for fritagelser, godkendelse af fusioner og statsstoette paa afgoerende vis har styret og fremmet samarbejdet mellem SMV og forbedringen af de europaeiske virksomheders konkurrenceevne. OESU anerkender de positive resultater af denne politik. Men - som det er tilfaeldet paa fusionsomraadet - er det ikke alle EU-regler, der er tilpasset realiteterne, og dette begraenser desvaerre Kommissionens aktionsmuligheder.

3.6. Faellesskabet er et aabent marked, men det har ingen afgoerende indflydelse paa ligevaegten i liberaliseringen af verdenshandelen. Dette indebaerer, at Faellesskabet boer forvalte sin konkurrencepolitik under hensyntagen til, hvilke garantier for aabning af markederne det - inden for rammerne af sin handelspolitik - kan opnaa hos sine handelspartnere, hvilken stoette de direkte eller indirekte yder deres virksomheder, samt hvor effektivt de beskytter de virksomheder, som opererer under deres jurisdiktion.

3.7. Af alle disse grunde mener OESU, at en uafhaengig industripolitik i EU-regi bedre tilgodeser konkurrencepolitikkens endemaal. Talrige samarbejdsformer og aftaler mellem virksomheder har defensive eller konjunkturbestemte formaal og sigter ikke mod strukturelle omlaegninger eller genvindelse af den internationale konkurrenceevne, hvilket heller ikke ville vaere rimeligt. Disse samarbejdsformer boer vurderes realistisk ud fra den enkelte industrigrens saerlige karakteristika og de internationale konkurrencevilkaar, som sjaeldent ligger til grund for en koordineret reduktion af kapaciteten.

3.8. Konkurrenceevnen kan ikke vurderes loesrevet fra de sociale og oekonomiske betingelser og de rammer, som lovgivningen fastlaegger; derfor vil en klar industripolitik vaere en vaerdifuld referenceramme for konkurrencepolitikken. OESU anerkender, at konkurrencepolitikken og industripolitikken er omraader, der supplerer hinanden. Derfor maa industripolitikkens indhold, maal og midler klart defineres for at sikre en sammenhaengende og effektiv gennemfoerelse af de to politikker.

3.9. Lige som det er tilfaeldet med industripolitikken, gaar OESU generelt ind for, at konkurrencepolitikken koordineres med Faellesskabets oevrige politikker. I visse tilfaelde bidrager konkurrencepolitikken kun i beskedent omfang til den heldige gennemfoerelse af andre politikker. Dette er - som Kommissionen ogsaa bemaerker - tilfaeldet paa miljoebeskyttelsesomraadet, hvor behovet for at nedbringe omkostningerne og fordelene ved at goere brug af stoetteordningerne er et incitament til at reducere forurenende emissioner.

3.10. I andre tilfaelde er det konkurrencepolitikken, som paavirkes af saerlige forhold paa andre EF-politiske felter. Det gaelder for eksempel kulturpolitikken, hvor OESU er enig med Kommissionen i, at det er noedvendigt med en balancegang mellem paa den ene side fordoemmelsen af diskrimination og monopoler og paa den anden side en politik, som sigter mod bevarelse af den kulturelle mangfoldighed.

3.11. I forbindelse med bekaempelsen af dumping og protektionistiske sammenslutninger mellem tredjelandes virksomheder opfordrer OESU Kommissionen til ikke alene at goere antidumping-reglerne mere effektive paa grundlag af Uruguay-rundens nye aftale om anvendelsen af GATT-aftalens artikel VI og soege at forpligte de vigtigste handelspartneres kompetente myndigheder til at indfoere konkurrenceregler, men ogsaa at tage handelspartnernes adfaerd i betragtning ved vurderingen af de europaeiske virksomheders samordnede reaktion herpaa.

3.12. Med hensyn til arbejdsmarkedspolitikken opfordrer OESU Kommissionen til fortsat at tage hensyn til de sociale aspekter, saavel hvad angaar stoettepolitikken som virksomhedssamarbejdet, uden at konkurrencepolitikkens grundlaeggende maal derved tabes af syne.

4. Konkurrencepolitikkens internationale dimension

4.1. OESU anser det for meget vigtigt, at Kommissionen laegger stor vaegt paa konkurrencepolitikkens internationale dimension og erkender, at internationaliseringen af markederne boer faa indvirkning paa Faellesskabets konkurrencepolitiske strategier. Det er en problematik, som OESU gentagne gange har gjort opmaerksom paa.

4.2. I tidligere udtalelser har OESU ogsaa paapeget noedvendigheden af at saette Faellesskabets konkurrencepolitik i relation til situationen paa verdensmarkedet. Ud fra denne synsvinkel forekommer det at vaere absolut paakraevet at se fordomsfrit paa samarbejdet mellem europaeiske virksomheder, herunder ogsaa mellem de stoerste, maalt i saavel oekonomisk styrke som markedsandel, for at saette dem i stand til at moede konkurrencen i og uden for Faellesskabet.

4.3. Noedvendigheden af at sikre de europaeiske virksomheders internationale konkurrenceevne kan vaere vanskelig at forene med opretholdelsen af reel konkurrence internt i EF. Det er under alle omstaendigheder vigtigt, at man ikke ud fra forudfattede og firkantede holdninger paa dette omraade prioriterer konkurrencen paa EF-markedet saa hoejt, at alle andre hensyn tilsidesaettes. Hver enkelt sag maa vurderes for sig, og der maa tages hoejde for de vilkaar, som tredjelandes virksomheder opererer under i hjemlandet, navnlig hvad angaar stoettepolitik, og foerst derefter kan man fastlaegge betingelser, som tager hensyn til de europaeiske virksomheders internationale konkurrenceevne og bevarelsen af konkurrencen paa enhedsmarkedet.

4.4. Det har altid vaeret vanskeligt at samstemme handelspolitikken og konkurrencepolitikken i GATT-samarbejdet. Bestraebelserne paa at naa frem til en multilateral aftale om bevarelse af konkurrencen har ikke baaret frugt, og der vil sandsynligvis gaa mange aar, foer der opnaas noget resultat. OESU anser det for noedvendigt, at der fortsat goeres forsoeg paa at finde en multilateral loesning paa problemet, men saa laenge dette ikke er sket, stoetter OESU indgaaelsen af bilaterale aftaler med de vigtigste handelspartnere som for eksempel USA samt en mere effektiv haandhaevelse af saadanne aftaler. OESU har tiltro til, at det pres, der er blevet lagt paa de vigtigste handelspartnere for at faa dem til strengt at haandhaeve deres egne konkurrenceregler, snart vil give resultat. OESU understreger dog, at et multinationalt eller bilateralt samarbejde kun er acceptabelt, hvis det er fuldstaendigt gensidigt, og hvis der er tilstraekkelig garanti for, at de udvekslede oplysninger behandles fortroligt.

4.5. Hvis der ikke kan opnaas enighed om et saet effektive internationale regler og indfoerelse af en egentlig international kodeks til bevarelse af konkurrencen, maa man i det mindste forsoege at finde frem til en raekke grundlaeggende principper, som kan vaere ledetraaden for de nationale bestemmelser, og harmonisere disse (). En harmonisering af lovgivningen foerer dog ikke i sig selv til noget, hvis der ikke ogsaa er ensartede kriterier for anvendelsen af konkurrencereglerne. Derfor er det efter OESU's mening noedvendigt - selv over for de lande, hvis regler ligger paa linje med EU's - noeje at overvaage, hvorledes vore vigtigste handelspartnere anvender konkurrencereglerne.

4.6. OESU er klar over, at den vanskelige oekonomiske situation i Centraleuropa goer en vis fleksibilitet berettiget. Selv om der er parallelisme mellem bestemmelserne i henholdsvis EF-traktaten og de aftaler, der er indgaaet med disse lande, har de sandsynligvis hverken kapacitet til eller mulighed for at foere en streng konkurrencepolitik baseret paa disse principper.

4.7. Det maa derfor ikke glemmes, at produktionsvilkaarene i lande med omfattende statsintervention samt den maade, hvorpaa de organiserer deres eksport, kan faa uacceptable konsekvenser for visse erhvervssektorer i Faellesskabet, som under normale forhold ville vaere klart konkurrencedygtige.

4.8. OESU opfordrer derfor Kommissionen til ogsaa at holde et vaagent oeje med handelsforbindelserne med disse lande i lyset af de gaeldende internationale aftaler og at reagere hensigtsmaessigt og i rette tid inden for rammerne af GATT. Eventuelle defensive samarbejdsaftaler mellem Faellesskabets virksomheder boer vurderes paa denne baggrund.

5. Subsidiaritet og decentralisering

5.1. Kommissionens befoejelser er begraenset til virksomheders samordnede praksis, som kan paavirke handelen mellem medlemsstater med det formaal at begraense konkurrencen. Denne traditionelle kompetenceafgraensning er der ikke aendret ved i Maastricht-traktaten. OESU erkender, at de gentagne udvidelser, konkurrencepolitikkens voksende betydning og kontrollen med fusioner har stillet Kommissionen over for gigantiske opgaver, som den har forsoegt at loese effektivt med de faa midler, den har til sin raadighed.

5.2. Det er derfor naturligt, at Kommissionen koncentrerer sig om de aspekter af konkurrencepolitikken, der er saerligt vigtige eller kan fremfoeres som eksempel, og som derved bedst kan bidrage til gennemfoerelsen af Faellesskabets maal. Efterhaanden som fortolkningen og anvendelsen af Faellesskabets konkurrenceregler vinder udbredelse og konsolideres, og de nationale bestemmelser harmoniseres, er det ogsaa hensigtsmaessigt, at de nationale myndigheder og jurisdiktioner kommer til at spille en stoerre rolle.

5.3. OESU er saaledes enig med Kommissionen i, at medlemsstaterne boer tilpasse deres konkurrenceregler til traktatens bestemmelser, og at de nationale myndigheder og jurisdiktioner kan og boer spille en stoerre rolle ved reguleringen af forhold, som nok beroerer Faellesskabet, men som hovedsageligt er af national karakter. Dette er i oevrigt i overensstemmelse med maalet om decentraliseret gennemfoerelse af EU-retten, som Kommissionen og de nationale myndigheder er enige om.

5.4. OESU mener, at anvendelsen af faellesskabsreglerne og de nationale bestemmelser paa konkurrenceomraadet skal supplere hinanden og forfoelge et faelles maal, og at det er denne betydning, der skal laegges i begrebet subsidiaritet. OESU mener endvidere, at der boer skelnes mellem a) situationer med en begraensning af konkurrencen, som overvejende har national betydning, og som kan reguleres af medlemsstaternes egne myndigheder og jurisdiktioner gennem anvendelse af national ret, og b) situationer, hvor begraensningen af konkurrencen har betydning paa faellesskabsplan; disse kan loeses effektivt af nationale myndigheder og jurisdiktioner gennem anvendelse af faellesskabsretten.

5.5. Det er prisvaerdigt, naar man med henvisning til subsidiaritetsprincippet anvender national ret til at loese problemer af betydning for Faellesskabet og decentraliserer haandhaevelsen af EU-retten ved at tilskynde nationale myndigheder og jurisdiktioner til at agere paa grundlag af denne ret. Denne udvikling boer dog ikke ske paa bekostning af en ensartet anvendelse af EU-retten, og den boer ikke give anledning til, at der opstaar situationer, hvor medlemsstaterne undlader at regulere en adfaerd, som klart er i strid med traktatens konkurrenceregler.

5.6. Dette er en reel fare, eftersom nationale myndigheder og jurisdiktioner ofte er ude af stand til at saette en stopper for visse former for konkurrencebegraensende praksis, og i andre tilfaelde er dereguleringen og ophaevelsen af de nationale monopoler saa oemtaalelig, at det - i det mindste i den indledende fase - giver anledning til forskellige former for konkurrencebegraensende praksis, som de kompetente myndigheder i medlemsstaterne tolererer eller ser igennem fingre med.

5.7. OESU mener derfor, at Kommissionen omhyggeligt boer vurdere de saerlige omstaendigheder i hvert enkelt konkret tilfaelde, foer klageproceduren indstilles, eller kontrollen atter overlades til medlemsstaternes myndigheder, og Kommissionen boer goere det klart, at den er rede til at tage spoergsmaalet op igen, hvis sagen ikke forfoelges paa en tilfredsstillende maade inden for en passende frist.

6. Liberalisering, privatisering og ophaevelse af monopoler

6.1. OESU er opmaerksom paa, at den begraensede konkurrence i transport-, telekommunikations- og energisektoren i mange tilfaelde stadig haemmer den teknologiske innovation, og at dette ligger til grund for det hoeje omkostningsniveau. I denne henseende kan oeget konkurrence bidrage til at forbedre vilkaarene for disse serviceydelser. Man maa dog ikke glemme, at indfoerelse af konkurrence i de sektorer, som traditionelt har vaeret fritaget herfor, kan vaere en trussel mod udbuddet af vigtige tjenesteydelser og taere paa de ressourcer, som hidtil har dannet grundlag for den teknologiske innovation.

6.2. Man maa huske paa, at den traditionelle statsintervention i disse sektorer ogsaa har haft positive aspekter. Offentlige midler har ofte suppleret utilstraekkelige private investeringer og saaledes bidraget til teknologiske fremskridt og muliggjort samfundsvigtige tjenesteydelser til hele befolkningen, selvom de var uden kommerciel interesse. Ved deregulering og liberalisering boer der tages hensyn saavel til de europaeiske virksomheders internationale konkurrenceevne som til sikringen af tilstraekkelige offentlige tjenesteydelser.

6.3. Paa den anden side faar betydningen af nye operatoerers adgang til infrastrukturerne og markedet - som Kommissionen med rette paapeger - ny aktualitet i forbindelse med en liberalisering. Reglerne vedroerende misbrug af dominerende stilling og fusioner skal vaere effektive paa dette omraade, uden at det maa faa indvirkning paa de noedvendige tilpasninger, for at imoedegaa konkurrencen paa verdensmarkedet.

6.4. OESU anser det for meget vigtigt at intensivere anvendelsen af konkurrencereglerne inden for fem specifikke sektorer: finansielle tjenesteydelser og forsikringsvirksomhed, telekommunikation og posttjenester, energi, transport samt den audiovisuelle sektor.

6.5. Den finansielle sektor har saerlig stor betydning, ikke alene paa grund af dens oekonomiske vaegt, men navnlig i kraft af dens indflydelse paa konkurrenceevnen i produktionssektorerne.

6.6. Liberaliseringen af telekommunikationssektoren har foert til indgaaelse af samarbejdsaftaler, strategiske alliancer og oprettelse af faelles filialer, som Kommissionen har beskrevet.

6.7. Inden for lufttransport boer liberaliseringen udvides til de monopolsituationer, som Kommissionen har paavist inden for »ground handling«.

6.8. Hvad angaar soefarten i EF, boer konkurrencepolitikken koordineres med transportpolitikken. Kystfarten boer vaere et konkurrencedygtigt supplement til landtransporten, hvis de eksisterende eller planlagte infrastrukturer ikke har kapacitet til at klare afviklingen af samhandelen mellem medlemsstaterne.

6.9. Hvad tv-sektoren angaar, opfordrer OESU Kommissionen til med passende midler at tilskynde til, at operatoererne faar lettere adgang til aftaler mellem tv-kanaler, saaledes at man kan begraense indgaaelsen af aftaler, der har til formaal at sikre deltagernes eneret og forhindre udenforstaaende selskabers adgang.

7. Regler vedroerende aftaler og misbrug af dominerende stilling

7.1. OESU noterer, at Kommissionen fastholder sin positive indstilling til samarbejdet mellem SMV og udviklingen af faelles F& U-initiativer, og at den viderefoerer den hidtidige kurs med hensyn til krisekarteller, idet den tillader aftaler mellem virksomheder, der udelukkende har til formaal at opnaa en koordineret reduktion af en for stor produktionskapacitet i en given sektor, ved at tilskynde til specialisering og lukning af anlaeg, der ikke laengere er brug for.

7.2. Af ovennaevnte grunde - som er et led i forsvaret for en konkurrencepolitik, der kan forbedre de europaeiske virksomheders konkurrenceevne - opfordres Kommissionen til at viderefoere denne politik og indtage en endnu mere fleksibel holdning til det horisontale og vertikale samarbejde mellem virksomheder, navnlig hvad angaar licensaftaler om produktion og distribution af varer og tjenesteydelser.

7.3. OESU er af den opfattelse, at Kommissionen fortsat boer stoette det virksomhedssamarbejde, der har karakter af en defensiv karteldannelse eller konjunkturbestemt tilpasning, navnlig naar konkurrencevilkaarene paa verdensmarkedet eller markedssvingningerne berettiger til en afdaempning af konkurrencen mellem europaeiske virksomheder. I mange tilfaelde, undertiden paa grund af unfair konkurrence eller begunstigelse af tredjelandes virksomheder, opstaar der mere eller mindre raffinerede former for samarbejde, som boer tillades i en begraenset periode, hvis de ikke har til formaal at dele EF-markedet, men snarere sigter mod at finde faelles loesninger paa problemer med en konjunkturbestemt overskudsproduktion.

7.4. Kommissionen boer ogsaa opmaerksomt overvaage aendringer i styrkeforholdet mellem produktions- og distributionsvirksomhed, isaer hvis der oprettes indkoebscentraler og sammenslutninger af detailforretninger. Der er en voksende risiko for, at ikke blot smaa og mellemstore industriforetagender og landbrugsbedrifter, men ogsaa smaa og mellemstore virksomheder inden for detailhandelen, der er uundvaerlige for handelsstrukturen, kan miste deres eksistensgrundlag, fordi de staar stadig svagere i forhandlinger om betingelserne for afsaetningen af deres varer.

7.5. OESU anser det ogsaa for noedvendigt at tage de byrder, der paalaegges forbrugerne i forbindelse med visse former for miljoesamarbejde, op til overvejelse og at se naermere paa effektiviteten af de betingelser, som Kommissionen har fastsat for fritagelse af eneforhandlingsaftaler. Dette er et saerligt stort problem i de liberaliserede og deregulerede sektorer, og det er noedvendigt at vurdere, om disse betingelser er effektive, og om de reelt overholdes. Endelig afventer OESU med stor interesse den offentlige debat om revisionen af forordning (EOEF) nr. 123/85.

8. Kontrol med fusioner

8.1. I forlaengelse af sin udtalelse af 6. juli 1994 () paapeger OESU endnu en gang, at forordning EOEF nr. 4064/89 () om kontrol med fusioner boer revideres. Faellesskabet staar over for udfordringer af historiske dimensioner i form af en klar globalisering af markederne, stigende indbyrdes afhaengighed paa det oekonomiske omraade samt oekonomiens internationalisering. Det er virksomhederne, der i sidste ende maa kaempe med disse udfordringer, som Faellesskabet staar over for.

8.2. Den oegede konkurrence tvinger de europaeiske virksomheder til samarbejde og omstrukturering, og Faellesskabet skal kunne imoedekomme disse krav. Denne udviklings positive indvirkning paa vaeksten, konkurrenceevnen og konkurrencen som saadan skal hurtigt tages op til vurdering paa en ensartet maade, og Faellesskabets kontrol- og overvaagningsmekanismer paa fusionsomraadet boer kunne finde passende loesninger i saadanne tilfaelde.

8.3. Det er korrekt, at der spontant foretages en prisvaerdig harmonisering af de nationale konkurrenceregler i et stigende antal medlemsstater, hvilket har medvirket til, at der i Faellesskabet er indfoert en raekke regelsaet, som ikke alene er ensartede, men ogsaa er i samklang med EF-retten. Paa den anden side er det ogsaa rigtigt, at medlemsstaterne ved anvendelsen af reglerne lader sig lede af deres egne overvejelser, hvorved der ikke altid tages hensyn til konkurrencekravene paa europaeisk plan og sikringen af den internationale konkurrenceevne, som ofte er maalet med fusionerne. Derfor er de europaeiske virksomheder stadig underkastet en lang raekke forudgaaende kontrolforanstaltninger, og de skal opfylde mange forskellige krav, som foerst og fremmest udspringer af snaevre nationale hensyn.

8.4. OESU er derfor fortsat af den opfattelse, at det er uforeneligt med gennemfoerelsen af det indre marked, med forfoelgelsen af maalene for vaekst og konkurrenceevne og med selve konkurrencepolitikkens formaal, nemlig gennemfoerelsen af traktatens maalsaetninger, at fusioner af virksomheder i to eller flere medlemsstater stadig vurderes sideloebende af de enkelte nationale myndigheder. De mange forskellige former for national kontrol indebaerer ikke blot fare for modstridende beslutninger, men ogsaa omkostninger og unoedig administration, og de oedelaegger virksomhedernes planlaegning.

8.5. De europaeiske virksomheder, der tilstraeber samarbejde og omstrukturering, kan komme ud i den absurde og unoedvendige situation, at de stilles over for divergerende afgoerelser og alt for lange vurderingsprocedurer. Opretholdelsen af nationale kontrolbefoejelser vedroerende graenseoverskridende fusioner er udtryk for medlemsstaternes modvilje mod, at EU skal tage sig af spoergsmaal, som de i mange tilfaelde end ikke har kapacitet til at regulere effektivt selv, enten paa grund af manglende ressourcer eller de naturlige begraensninger af den nationale suveraenitet. OESU opfordrer Kommissionen til fortsat at arbejde for at overvinde denne modvilje, der ikke med rimelighed kan begrundes i decentraliseringspolitikken eller subsidiaritetsprincippet.

8.6. OESU anerkender de positive resultater af gennemfoerelsen af forordning (EOEF) nr. 4064/89, og Kommissionens bestraebelser paa at faa den revideret er ikke gaaet ubemaerket hen. Netop derfor mener OESU, at Kommissionen fortsat boer arbejde for en forbedring af fusionskontrolordningen i Faellesskabet og overbevise medlemsstaterne om, at en aendring af den nuvaerende ordning ikke vil svaekke garantierne for opretholdelsen af reel konkurrence i medlemsstaterne og EF. Den modvilje, der goer sig gaeldende paa dette omraade, kan kun skade de europaeiske virksomheders evne til at tilpasse sig markedernes nye internationale dimension, og den giver ikke medlemsstaterne noget virkeligt effektivt middel i haende til sikring af konkurrencen paa deres markeder eller til forbedring af deres egne virksomheders konkurrenceevne.

8.7. OESU gentager derfor den holdning, som det tidligere har givet udtryk for, nemlig at Kommissionens befoejelser boer udvides ved at saenke de omsaetningstaerskler, der er kriteriet for, om fusioner har EF-dimension, og ved at ophaeve »totredjedelsreglen«. En saadan udvidelse af Faellesskabets kompetenceomraade imoedekommer behovet for en ensartet behandling af sektorer, som har voksende betydning, saasom tjenesteydelser, og de sektorer, der er omfattet af nationale deregulerings- og privatiseringsforanstaltninger. OESU mener heller ikke, at spillerummet for at fravige Kommissionens enekompetence boer udvides, og muligheden for at overlade sagsbehandlingen til de nationale myndigheder boer fortsat kun anvendes under saerlige omstaendigheder.

8.8. I overensstemmelse med sin tidligere udtalelse () om Kommissionens beretning til Raadet om anvendelsen af fusionsforordningen gaar OESU ind for, at oeget gennemskuelighed og beskyttelsen af tredjeparts rettigheder ikke boer gennemfoeres paa bekostning af den hurtige sagsbehandling, som er en af de mest positive aspekter af de nuvaerende faellesskabsregler. Endelig opfordrer OESU Kommissionen til at opretholde kontrollen med fusioner som et middel til bevarelse af reel konkurrence paa EF-markedet, under hensyntagen til noedvendigheden af at forbedre de europaeiske virksomheders konkurrenceevne og til globaliseringen af den internationale konkurrence.

9. Statsstoette

9.1. OESU er enig med Kommissionen i, at kontrollen med statsstoetten er af afgoerende betydning. Markedsaabningen har gjort den europaeiske oekonomi mere foelsom over for subsidier, og den oekonomiske krise har demonstreret betydningen af stoette til saerlig haardt ramte sektorer.

9.2. Det bliver i den forbindelse noedvendigt at overvinde den modstand mod strukturel tilpasning, der goer sig gaeldende i sektorer i tilbagegang, og at modarbejde stoettepolitikker, som ikke har med omstrukturering af virksomhederne at goere.

9.3. Desuden har den oegede konkurrence internt i EF foert til nationale stoetteforanstaltninger, som boer vurderes meget noeje, da medlemsstaterne ikke har samme finansielle kapacitet.

9.4. OESU finder det noedvendigt at forbedre informationen om omfanget og virkningerne ikke alene af statsstoetten, men ogsaa af EU-stoetten, og at undersoege dens resultater. Den 23. konkurrenceberetning indeholder ikke data, der goer det muligt bare tilnaermelsesvis at kvantificere stoettens omfang. Erhvervslivet har behov for information paa dette omraade, og OESU ser frem til udgivelsen af en beretning med en ajourfoert oversigt over stats- og EU-stoetten.

9.5. OESU opfordrer i oevrigt Kommissionen til at forbedre den komplicerede kontrol med stoette ydet af regionale og lokale myndigheder i medlemsstaterne, som i den henseende nyder stor autonomi. Denne form for stoette faar stadig stoerre betydning, og skoent man ikke boer saette spoergsmaalstegn ved disse regionaludviklingsinstrumenter, boer de goeres til genstand for noeje overvaagning.

9.6. Hvis den europaeiske oekonomi skal vaere en del af det stoerre verdensmarked, understreger OESU behovet for fortsat stor aarvaagenhed over for den stoette, der ydes i tredjelande, isaer af Faellesskabets vigtigste handelspartnere. Omfanget af denne form for incitamenter, som er mere eller mindre synlige, er stigende, og det kan ikke forsvares, at EU saetter ind over for medlemsstaternes stoettepolitikker, hvis det undlader at holde oeje med samme type stoette fra tredjelandes side.

9.7. OESU stoetter Kommissionens bestraebelser paa at identificere incitamenter givet af disse lande, som paavirker konkurrenceforholdene paa de europaeiske virksomheders vigtigste markeder, og gaar ind for, at der udarbejdes en oversigt over de vigtigste af de eksisterende former for stoette af denne type.

10. Forbedring af procedurer og forsvarsrettigheder

10.1. OESU tilslutter sig tanken om, at en effektiv konkurrencepolitik forudsaetter forenklede og hurtigere procedurer, og at samarbejdet mellem virksomheder vil kunne drage stor fordel af en afbureaukratisering.

10.2. Det stoetter derfor de nye regler beregnet paa hurtigere sagsbehandling i forbindelse med strukturelle joint ventures oprettet i samarbejdsoejemed, som har visse ligheder med fusioner, og som dermed laegger naturligt op til en bedre dialog mellem Kommissionen og de beroerte virksomheder, med henblik paa at faa fuld klarhed over virkningerne af hvert enkelt tilfaelde.

10.3. OESU er klar over, at Kommissionen raader over begraensede midler. Det er i den henseende i princippet ikke noedvendigt at traeffe formelle beslutninger, hver gang virksomhederne frivilligt ophoerer med de former for konkurrencebegraensende praksis, de anklages for.

10.4. OESU mener dog, at dette at en sag henlaegges, naar en klage traekkes tilbage, eller naar den konkurrencebegraensende praksis ensidigt aendres, ikke er til hinder for, at der affattes en kortfattet vurdering af betingelserne for de involverede virksomheders fortsatte aktivitet. Loesninger, som er tilfredsstillende for de involverede parter, er nemlig ikke altid forenelige med princippet om fri konkurrence, isaer naar baggrunden for problemet er en dominerende markedsstilling.

10.5. OESU understreger betydningen af den seneste retspraksis, som Retten i Foerste Instans har udmoentet, og hvorved det slaas fast, at interesser og rettigheder, der er almindeligt udbredte i Faellesskabet, skal beskyttes, og at konkurrencen skal sikres, selv naar begraensningen af konkurrencen hidroerer fra en almindelig praksis, som de nationale myndigheder har kendskab til og tolererer (jf. punkt 5.6. ovenfor).

10.6. OESU finder det afgoerende at bevare forsvarsretten i proceduren vedroerende anvendelse af EU's konkurrenceregler. Kommissionens praksis paa omraadet, gennemsigtigheden i anklagerne, svarfristerne, adgangen til de sagsakter, der indeholder beviselementer, og hoeringerne hos hoeringskonsulenten maa forbedres.

10.7. OESU mener, at der fortsat boer vaere adgang til alle de dokumenter, som anklagen bygger paa - hvad enten de er positive eller negative - undtagen naar kravet om beskyttelse af forretningshemmeligheder rent faktisk staar paa spil.

10.8. Inden for det nuvaerende undersoegelsessystem boer Kommissionen fortsat bevare rollen som maegler i disse former for konflikter. Netop derfor opfordrer OESU Kommissionen til at tage hoejde for, at den baade er doemmende og undersoegende myndighed, og Kommissionen boer forbedre sikringen af forsvarsrettighederne, isaer ved at styrke hoeringskonsulentens rolle.

11. Konklusioner

11.1. OESU opfordrer Kommissionen til, ved fastlaeggelsen af sin konkurrencepolitik, at tage hensyn til de synspunkter, som repraesentanterne for de forskellige sektorer i erhvervs- og samfundslivet giver udtryk for i denne udtalelse.

11.2. En oeget konkurrence loeser ikke i sig selv problemerne med konkurrenceevnen og beskaeftigelsen i Faellesskabet. Man boer derfor i tilslutning hertil vaere saerligt opmaerksom paa de juridiske, administrative, politiske og sociale vilkaar, som erhvervslivet og konkurrencepolitikken er underlagt.

11.3. En uafhaengig industripolitik kan ikke genere konkurrencepolitikken, og forsoeget paa at loese eventuelle modsaetninger mellem disse to omraader indebaerer ikke noedvendigvis, at industripolitikken skal underordnes konkurrencepolitikken.

11.4. EU's konkurrencepolitik skal ses i sammenhaeng med liberaliseringen af verdenshandelen og de holdninger, som vore vigtigste handelspartnere indtager paa dette omraade. Det er derfor af afgoerende betydning at arbejde videre med en tilnaermelse af konkurrencereglerne og konkurrencepolitikken inden for verdenshandelsorganisationen.

11.5. Overholdelsen af subsidiaritetsprincippet kraever en mere effektiv indsats fra medlemsstaternes side, og denne kan - naar det gaelder konkurrencepolitikken - kun vurderes i hvert enkelt konkret tilfaelde.

11.6. En ensartet politik for fusionskontrol er vigtig for de europaeiske virksomheder, og det er derfor noedvendigt at udvide Faellesskabets kompetenceomraade ved revisionen af forordning (EOEF) nr. 4064/89.

11.7. Den statslige eller regionale stoette samt stoetten til tredjelande undergraver konkurrencevilkaarene i Faellesskabet. Derfor skal EU fortsat noeje foelge og loebende oplyse om disse stoetteformers karakter og konsekvenser, saa de erhvervsdrivende bedre kan indrette sig herefter. Der er ogsaa brug for mere information om EU-stoettens virkninger.

11.8. Endelig opfordrer OESU indtraengende Kommissionen til at soerge for en rimelig balance mellem forsvarsretten og beskyttelsen af forretningshemmeligheder samt fortsat vaere meget paa vagt og aktivt sikre konkurrencen i EU. I denne forbindelse maa organisationerne betragtes som vaerende uundvaerlige for beskyttelsen af de legitime interesser og gennemfoerelsen af EU's maal.

Bruxelles, den 21. december 1994.

Carlos FERRER

Formand for

Det OEkonomiske og Sociale Udvalg

() EFT nr. C 34 af 2. 2. 1994.

() OESU's udtalelse om »Konsekvenserne af Uruguay-forhandlingsrunden«, CES 1028/94 af 15. 9. 1994.

() CES 855/94.

() EFT nr. 395 af 30. 12. 1989.

() CES 855/94.