Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D1397

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1397 af 11. august 2022 om ikke at suspendere den endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Folkerepublikken Kina, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336

C/2022/5663

EUT L 211 af 12.8.2022, pp. 185–195 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/1397/oj

12.8.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 211/185


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/1397

af 11. august 2022

om ikke at suspendere den endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Folkerepublikken Kina, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1), særlig artikel 14, stk. 4,

efter høring af det ved artikel 15, stk. 2, i forordning (EU) 2016/1036 nedsatte udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

(1)

Den 29. september 2020 indførte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en endelig antidumpingtold på importen til Unionen af visse former for polyvinylalkohol (PVA) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«) ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 (2) (»den oprindelige forordning«).

(2)

Efter indførelsen af foranstaltningerne hævdede ti parter (3), at der var sket en midlertidig ændring af markedsvilkårene efter undersøgelsesperioden (»UP«) (1. juli 2018 til 30. juni 2019), og hævdede, at de endelige foranstaltninger burde suspenderes i henhold til artikel 14, stk. 4, i forordning (EU) 2016/1036 (»grundforordningen«) i lyset af disse ændringer.

(3)

Den 3. september 2021 besluttede Kommissionen at undersøge kravene om suspension yderligere og anmodede interesserede parter i Unionen om at fremlægge oplysninger vedrørende den såkaldte »suspensionsundersøgelsesperiode« (dvs. perioden efter UP fra juli 2020 til juni 2021) for at undersøge og vurdere eventuelle virkninger af de påståede ændrede omstændigheder på EU-markedet.

(4)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede fire interesserede parter, Carbochem, Far Polymers, Gamma Chimica og Jeniuschem, Kommissionens valg af suspensionsundersøgelsesperiode.

(5)

Efter deres opfattelse burde suspensionsundersøgelsesperioden have været påbegyndt fra oktober 2020 og burde også have omfattet månederne juli og august 2021, eftersom Kommissionen havde anmodet om sådanne oplysninger i spørgeskemaet.

(6)

Kommissionen modtog det første krav om suspension den 17. juni 2021 og indledte suspensionsundersøgelsen den 3. september 2021, idet den valgte den periode på 12 måneder, der gik forud for indgivelsen af kravet, hvor de påståede ændringer i markedsvilkårene angiveligt fandt sted.

(7)

For så vidt angår juli og august 2021 anmodede Kommissionen om oplysninger vedrørende disse måneder for at indsamle oplysninger om markedsudviklingen, også efter suspensionsundersøgelsesperioden. Det var imidlertid ikke alle de samarbejdsvillige parter, der rådede over sådanne oplysninger. Når de forelå, tog Kommissionen ikke desto mindre data for juli og august 2021 i betragtning, jf. betragtning 53.

(8)

Påstanden blev derfor afvist.

(9)

Der blev modtaget oplysninger om den påståede midlertidige ændring i omstændighederne på markedet fra 2 EU-producenter og 10 interesserede parter, herunder brugere, importører og sammenslutninger. EU-producenterne fremlagde også de ønskede oplysninger vedrørende bestemte indikatorer.

(10)

Den 20. maj 2022 meddelte Kommissionen, at den ikke havde til hensigt at suspendere foranstaltningerne i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 4. Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger.

2.   UNDERSØGELSE AF ÆNDREDE MARKEDSVILKÅR

(11)

Ifølge grundforordningens artikel 14, stk. 4, kan antidumpingforanstaltninger suspenderes, hvis det er i Unionens interesse, og hvis markedsvilkårene midlertidigt har ændret sig i et omfang, der giver grund til at formode, at der ikke vil ske skade som følge af suspensionen. Det følger heraf, at antidumpingforanstaltninger kun kan suspenderes i en situation, hvor omstændighederne har ændret sig i et sådant omfang, at EU-erhvervsgrenen ikke længere lider væsentlig skade, og at en sådan skade sandsynligvis ikke vil opstå igen.

2.1.   Resultaterne af den oprindelige antidumpingundersøgelse

(12)

Den undersøgelse, der førte til forordningen om endelig told, viste, at importen fra Kina i den betragtede periode (2016-juni 2019) steg med 53 % og nåede op på en markedsandel på [30 %-35 %] i undersøgelsesperioden (juli 2018-juni 2019), dvs. en stigning fra 22 % i 2016. Parallelt hermed forværredes EU-erhvervsgrenens økonomiske situation og udviste en negativ tendens i alle de vigtigste indikatorer: Produktion (–12 %), salg i Unionen (–27 %), markedsandel (fra [35 %-40 %] til [25 %-30 %]) og rentabilitet (fra [–0,5 % til –5 %] til [–10 % til –15 %] i UP). På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen led væsentlig skade som følge af dumpingimporten fra Kina.

2.2.   Analyse af ændringer i markedsvilkårene i løbet af suspensionsundersøgelsesperioden

(13)

De påståede midlertidige ændringer i markedsvilkårene efter UP bestod af forstyrrelser i forsyningskæden for den vigtigste råvare, vinylacetat-monomer (VAM), kombineret med en betydelig stigning i forsendelsesomkostningerne, hvilket førte til en global knaphed på den pågældende vare og til betydelige prisstigninger.

(14)

På grundlag af analysen af de bemærkninger, som de forskellige parter indsendte efter Kommissionens anmodning om yderligere oplysninger, som blev krydstjekket med de data, der blev indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, konkluderede Kommissionen, at der rent faktisk har været midlertidige forstyrrelser i den globale forsyningskæde hvad angår VAM. Disse forstyrrelser skyldtes hovedsagelig vinterstormene i februar 2021 i Texas. Denne begivenhed tvang alle store amerikanske producenter af VAM til midlertidigt at indstille produktionen og til at påberåbe sig force majeure for deres leverancer, hvilket skabte en global mangel på VAM og dermed på PVA i første halvdel af 2021. Analysen afslørede, at hovedproblemet i forbindelse med leveringen af PVA var, at alternative forsyningskilder (hovedsagelig USA og Japan) forsvandt, som forklaret i afsnit 2.3.2. Situationen er dog blevet normaliseret i mellemtiden, og der forventes en tilbagevenden til normale produktionsmængder i løbet af 2022.

(15)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede Ahlstrom-Munksjö, Carbochem, Cepi, Far Polymers, Gamma Chimica og Jeniuschem Kommissionens konklusion vedrørende en tilbagevenden til normale produktionsmængder for VAM.

(16)

Parterne hævdede, at manglen på VAM til dato fortsat består, da de amerikanske producenter ifølge visse publikationer fortsat påberåber sig force majeure i forbindelse med VAM-leverancer, og at det derfor ikke kan konkluderes, at der vil ske en tilbagevenden til normale produktionsmængder.

(17)

Dette argument måtte afvises. For det første analyserede Kommissionen virkningerne af vinterstormene i Texas som en af hovedårsagerne til de ændrede markedsvilkår, der er nævnt i kravene om suspension. Det fremgik af undersøgelsen, at virkningerne af vinterstormene i 2021 nu næsten helt er forsvundet. Data fra en af de største amerikanske VAM-producenter viste, at virksomhedens produktion vendte tilbage til et normalt niveau i andet kvartal af 2021 og oversteg niveauet fra før stormen i det tredje kvartal af 2021. For det andet henviser den af parterne nævnte force majeure-erklæring til begivenheder, der fandt sted efter suspensionsundersøgelsesperioden, og som påvirkede individuelle producenter i forbindelse med specifikke begivenheder og ikke udgør en generel ændring af markedsvilkårene.

(18)

Brugerne hævdede også, at Kina efter indførelsen af foranstaltningerne reducerede sin PVA-produktion. Denne reduktion skyldtes angiveligt, at VAM var en mangelvare i Kina som følge af politikændringer foretaget af den kinesiske regering, herunder dobbelte energikontrolpolitikker og politikker for minimering af forurening og energibesparelser i forbindelse med De Olympiske Vinterlege 2022. VAM anvendes ikke kun til PVA-produktion, men er et almindeligt kemisk produkt, der anvendes til mange formål. Brugerne hævdede, at på grund af knapheden steg priserne på VAM så meget, at det var mere rentabelt for de kinesiske producenter at fokusere på produktion og salg af VAM frem for at omdanne VAM til PVA.

(19)

De oplysninger, der blev indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, bekræftede dog ikke denne påstand. De kinesiske eksportpriser til Unionen ændrede sig ikke væsentligt i suspensionsundersøgelsesperioden i forhold til UP for den oprindelige undersøgelse, jf. afsnit 2.3.2. Ved analysen af den samlede eksportmængde af PVA fra Kina bemærkede Kommissionen desuden, at de eksporterede mængder forblev de samme i suspensionsundersøgelsesperioden som i UP for den oprindelige undersøgelse (se tabel 1). Kun eksporten til Unionen faldt, men dette fald blev opvejet af en tilsvarende stigning i eksporten til Korea, Malaysia, Singapore og Vietnam. Den påståede mangel på VAM påvirkede derfor ikke de kinesiske producenters produktionskapacitet hvad angår PVA, og de reducerede eksportmængder til Unionen skyldtes hovedsagelig antidumpingtolden på importen af PVA fra Kina.

Tabel 1

Eksport af PVA fra Kina (ton)

Destinationsland

UP

Suspensionsundersøgelsesperiode

EU-27

53 602

31 300

Brasilien

6 075

6 097

Canada

2 626

2 903

Indien

16 421

19 651

Indonesien

8 412

7 472

Sydkorea

5 957

13 788

Malaysia

5 304

12 950

Pakistan

9 106

11 095

Singapore

3 828

5 120

Thailand

3 557

3 071

Tyrkiet

8 111

7 984

USA

3 973

3 589

Vietnam

4 416

6 293

I ALT

131 388

131 313

Kilde: Global Trade Atlas.

(20)

Brugerne nævnte forsyningskædespørgsmål i relation til covid-19-pandemien. Manglen på skibscontainere førte faktisk til højere satser for skibsfart, især fra Kina og over Atlanterhavet, hvilket til dels greb forstyrrende ind i de globale transportkæder.

(21)

Endelig hævdede importører og brugere, at EU-erhvervsgrenen stadig ikke er i stand til at dække hele Unionens efterspørgsel efter PVA. Kommissionen bemærkede, at selv om EU-erhvervsgrenen begyndte at øge sin produktion efter indførelsen af foranstaltningerne, har den faktisk ikke været i stand til at imødekomme den fulde efterspørgsel i Unionen i suspensionsundersøgelsesperioden, til dels på grund af dens tidligere nedskæring af kapaciteten og den globale mangel på VAM. Dette forhold er på ingen måde en ny omstændighed, da EU-erhvervsgrenen i UP for den oprindelige undersøgelse heller ikke var i stand til at dække hele PVA-forbruget i Unionen. Unionens forsyningskapacitet er dog ikke et markedsvilkår, der fører til en suspension af foranstaltningerne.

(22)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger fremførte Ahlstrom-Munksjö, Carbochem, Cepi, Far Polymers, Gamma Chimica og Jeniuschem, at Kommissionen nægtede at tage hensyn til EU-erhvervsgrenens manglende evne til at levere til den europæiske efterspørgsel som en ændret omstændighed, selv om Kommissionen udtrykkeligt accepterede, at denne manglende forsyningsevne var en direkte følge af manglen på VAM.

(23)

Som forklaret i betragtning 21 var EU-erhvervsgrenen ikke i stand til at dække den fulde efterspørgsel i Unionen selv før manglen på VAM, og den reducerede ikke i væsentlig grad sine produktionsniveauer i suspensionsundersøgelsesperioden, som forklaret i betragtning 36 og 37. Tværtimod viser tabel 2 klart, at det reducerede udbud på EU-markedet rent faktisk skyldtes et betydeligt fald i importen og ikke en manglende produktion fra EU-erhvervsgrenens side. Den kan derfor ikke betragtes som en ændring i markedsforholdene, der berettiger til en suspension af de eksisterende foranstaltninger. Denne påstand blev derfor afvist.

2.3.   EU-erhvervsgrenens situation i suspensionsundersøgelsesperioden

(24)

Vurderingen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation i suspensionsundersøgelsesperioden omfattede en evaluering af de vigtigste økonomiske indikatorer, der havde en indvirkning på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

(25)

I sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Ahlstrom-Munksjö, at Kommissionen sammenlignede situationen i suspensionsundersøgelsesperioden med situationen i 2016, mens den burde have sammenlignet den med UP i den oprindelige undersøgelse.

(26)

Denne påstand måtte afvises. Kommissionen sammenlignede klart situationen i suspensionsundersøgelsesperioden med situationen i undersøgelsesperioden for den oprindelige undersøgelse. Desuden sammenlignede den også visse indikatorer med EU-erhvervsgrenens situation i 2016 før stigningen i den skadevoldende dumpingimport fra Kina.

2.3.1.   EU-forbruget

(27)

Forbruget på det frie marked var 52 % lavere i suspensionsundersøgelsesperioden end i UP for den oprindelige undersøgelse. Dette fald kan tilskrives faldet i importen, da EU-erhvervsgrenens salg som forklaret i afsnit 2.3.4 forblev stabilt. Forbruget til bunden anvendelse blev ikke påvirket af denne udvikling og forblev stabilt.

2.3.2.   Import fra det pågældende land og fra tredjelande

Tabel 2

Import fra Kina og andre tredjelande

 

UP

3. kvartal 2020

4. kvartal 2020

1. kvartal 2021

2. kvartal 2021

2. halvår 2020

1. halvår 2021

Suspensionsundersøgelsesperiode

Import fra Kina (ton)

53 930

6 668

650

6 250

6 994

7 318

13 244

20 562

Indeks UP — den oprindelige undersøgelse = 100 (4)

100

49

5

46

52

27

49

38

Import fra andre tredjelande (ton)

60 623

2 186

1 217

6 292

3 956

3 403

10 248

13 651

Indeks (UP = 100)

100

14

8

42

26

11

34

23

Kilde: Comext-databasen.

(28)

Importen fra de vigtigste eksportlande, nemlig Kina, Taiwan, Japan og USA, faldt betydeligt i suspensionsundersøgelsesperioden i forhold til UP for den oprindelige undersøgelse. Hvad angår mængder, tegnede faldet i importen fra USA sig for den største.

(29)

Analysen af situationen afslørede, at dette store fald i importen skyldtes en kombination af faktorer. På globalt plan var der et sammenfald mellem faldet i importen og de globale forsyningskædespørgsmål i forbindelse med covid-19-pandemien. For Kinas vedkommende var der dog et sammenfald mellem importnedgangen og indførelsen af foranstaltninger over for importen af PVA fra Kina, da den samlede mængde af den kinesiske eksport til alle andre markeder forblev stabil, som forklaret i afsnit 2.2. Hvad angår USA, blev faldet i importen forværret af manglen på VAM som følge af vinterstormene.

(30)

Alle disse faktorer resulterede i en begrænset PVA-produktion til eksport med det største fald i anden halvår af 2020. Den første genopretning i første halvdel af 2021 blev derefter igen negativt påvirket af vinterstormene i USA. Da den skade, der opstod under vinterstormen i USA i 2021, var af meget begrænset varighed, er den deraf følgende mangel på VAM imidlertid allerede ved at fortage sig. Ifølge oplysninger fra EU-producenterne er VAM-produktionen i USA efter vinterstormen igen ved at komme sig fra første halvdel af 2022.

(31)

På trods af det betydelige fald (på 62 %) var importmængderne fra Kina fortsat betydelige efter UP. Dertil kommer, at de gennemsnitlige kinesiske importpriser kun var 2 % højere end i undersøgelsesperioden for den oprindelige undersøgelse. De er i gennemsnit stadig 4 % lavere end EU-erhvervsgrenens ikke-skadevoldende pris (5) som fastsat i den oprindelige undersøgelse. Endvidere er de gennemsnitlige importpriser for den kinesiske import uden antidumpingtold i gennemsnit 38 % lavere end den ikke-skadevoldende pris.

Tabel 3

Kinesiske importpriser

 

UP

3. kvartal 2020

4. kvartal 2020

1. kvartal 2021

2. kvartal 2021

2. halvår 2020

1. halvår 2021

Suspensionsundersøgelsesperiode

Priser på import fra Kina (EUR/ton)

1 498

1 370

1 346

1 393

1 835

1 368

1 627

1 535

Indeks UP — den oprindelige undersøgelse = 100

100

91

90

93

122

91

109

102

Kilde: Comext-databasen.

(32)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Ahlstrom-Munksjö, at importen fra Kina næsten helt ophørte efter indførelsen af foranstaltningerne, og at PVA-brugere i Unionen kun var tvunget til at købe varer med oprindelse i Kina igen, når problemer med VAM-forsyningen forårsagede en mangel på PVA. Derfor kunne EU-erhvervsgrenen efter virksomhedens opfattelse ikke befinde sig i en prekær situation som følge af PVA-importen fra Kina.

(33)

For det første præciserede Kommissionen, at fastsættelsen af, om der er en årsagssammenhæng mellem den konstaterede skadevoldende situation og den pågældende import, ikke er en relevant faktor som sådan i den nuværende procedure. Hvis EU-erhvervsgrenen ikke er i stand til at klare genoptagelsen af lavprisimporten, er det usandsynligt, at de nuværende foranstaltninger vil blive suspenderet, da en sådan suspension kun kan forværre EU-erhvervsgrenens situation. Kommissionen konkluderede derfor ikke, at EU-erhvervsgrenen befinder sig i en prekær situation på grund af den nuværende import fra Kina.

(34)

For det andet var faldet i importen fra Kina en forventet konsekvens af antidumpingtolden. Den kinesiske produktionskapacitet er dog stadig tilgængelig, og der er stadig efterspørgsel efter kinesisk import i Unionen. EU-brugere af PVA køber stadig betydelige mængder PVA fra Kina, jf. betragtning 31, men til rimelige priser. På trods af antidumpingtolden er brugerne desuden stadig rentable, jf. betragtning 66. Dette tyder på, at antidumpingtolden har den tilsigtede virkning. Denne påstand blev derfor afvist.

2.3.3.   Produktion og produktionskapacitet

(35)

Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i Unionen udviklede sig i suspensionsundersøgelsesperioden som følger:

Tabel 4

Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

 

UP

3. kvartal 2020

4. kvartal 2020

1. kvartal 2021

2. kvartal 2021

2. halvår 2020

1. halvår 2021

Suspensionsundersøgelsesperiode

Produktionsmængde (i ton)

[80 000 - 90 000 ]

[15 000 - 20 000 ]

[15 000 - 20 000 ]

[20 000 - 25 000 ]

[20 000 - 25 000 ]

[30 000 - 40 000 ]

[40 000 - 50 000 ]

[80 000 - 90 000 ]

Indeks UP — den oprindelige undersøgelse = 100

100

75

90

102

113

83

108

95

Produktionskapacitet (i ton)

[100 000 -120 000 ]

[20 000 - 30 000 ]

[20 000 - 30 000 ]

[20 000 - 30 000 ]

[20 000 - 30 000 ]

[50 000 - 60 000 ]

[50 000 - 60 000 ]

[100 000 - 120 000 ]

Indeks (UP = 100)

100

100

100

100

100

100

100

100

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(36)

EU-erhvervsgrenens produktionsmængde faldt samlet set med 5 % i suspensionsundersøgelsesperioden sammenlignet med UP i den oprindelige undersøgelse, hvorimod kapaciteten ikke ændrede sig. En kvartalsanalyse viser imidlertid et mere nuanceret billede.

(37)

EU-erhvervsgrenens produktionsmængde var stadig faldende i første kvartal af suspensionsundersøgelsesperioden, da der var et sammenfald med sidste kvartal før indførelsen af foranstaltningerne, og EU-erhvervsgrenen var derfor stadig under pres fra dumpingimporten fra Kina. Fra oktober 2020 begyndte produktionsmængderne efter indførelsen af antidumpingtolden igen at stige i anden halvdel af suspensionsundersøgelsesperioden og nåede et niveau, der var 8 % højere end mængden i UP for den oprindelige undersøgelse.

2.3.4.   Salgsmængde

(38)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde udviklede sig som følger i suspensionsundersøgelsesperioden.

Tabel 5

Salgsmængde og salgspriser

 

UP

3. kvartal 2020

4. kvartal 2020

1. kvartal 2021

2. kvartal 2021

2. halvår 2020

1. halvår 2021

Suspensionsundersøgelsesperiode

Salgsmængde på EU-markedet i alt (ton)

[40 000 - 50 000 ]

[5 000 - 10 000 ]

[5 000 - 10 000 ]

[10 000 - 15 000 ]

[10 000 - 15 000 ]

[15 000 - 20 000 ]

[25 000 - 30 000 ]

[40 000 - 50 000 ]

Indeks UP — den oprindelige undersøgelse = 100

100

77

80

119

118

79

118

99

EU-producenternes salgspriser (EUR/ton)

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

Indeks UP — den oprindelige undersøgelse = 100

100

98

100

100

105

99

103

101

Enhedsproduktionsomkostninger (EUR/ton)

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

1,5 -2,5

Indeks UP — den oprindelige undersøgelse = 100

100

76

74

85

92

75

88

83

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(39)

Salgsmængden i Unionen forblev forholdsvis stabil på niveauet for den oprindelige undersøgelsesperiode. Det samme gælder salgspriserne. EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige PVA-pris i suspensionsundersøgelsesperioden var 1 % højere end i den oprindelige undersøgelse. Som bemærket for produktionsmængden begyndte både mængder og priser imidlertid at udvikle sig betydeligt lavere end i UP for den oprindelige undersøgelse i første halvdel af suspensionsundersøgelsesperioden. Da antidumpingtolden trådte i kraft, begyndte begge igen at stige og nåede i sidste kvartal et niveau, der var henholdsvis 18 % og 5 % højere end i UP for den oprindelige undersøgelse.

(40)

Produktionsomkostningerne for PVA faldt i de første to kvartaler af suspensionsundersøgelsesperioden som følge af den globale faldende tendens i VAM-priserne. Fra og med tredje kvartal, som faldt sammen med de forsyningsproblemer for VAM i USA, der er nævnt i afsnit 2.3.2, begyndte produktionsomkostningerne imidlertid at stige igen med 14 % i forhold til andet kvartal af suspensionsundersøgelsesperioden efter den stigende tendens i priserne på VAM.

(41)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede Ahlstrom-Munksjö, Carbochem, Far Polymers, Gamma Chimica og Jeniuschem Kommissionens konklusion vedrørende EU-erhvervsgrenens salgspriser.

(42)

Ahlstrom-Munksjö hævdede, at eksportpriserne fra Kina er steget mere end EU-erhvervsgrenens priser, samtidig med at EU-erhvervsgrenens enhedsproduktionsomkostninger er faldet betydeligt. Dette fald gav sig efter Ahlstrom-Munksjös opfattelse udslag i en stigning i EU-erhvervsgrenens rentabilitet på 18 %.

(43)

Denne analyse er tydeligvis forkert. For det første steg de kinesiske importpriser i suspensionsundersøgelsesperioden kun med et procentpoint mere end EU-erhvervsgrenens priser, og til trods herfor underbød disse stadig EU-erhvervsgrenens ikke-skadevoldende pris, selv med antidumpingtolden. For det andet viste analysen for hvert kvartal af enhedsproduktionsomkostningerne, at de efter et indledende fald i de første to kvartaler af suspensionsundersøgelsesperioden begyndte at stige igen (og fulgte den stigende tendens i VAM-priserne). Produktionsomkostningerne var i sidste kvartal af suspensionsundersøgelsesperioden 21 % højere end i første kvartal, mens EU-erhvervsgrenens priser i samme periode kun steg med 7 %. Det gjorde det muligt for EU-erhvervsgrenen at vende tilbage til rentabilitet, men bekræfter også, at denne opadgående tendens var meget ny (den vedrørte kun det sidste kvartal) og ikke var stærk nok til at nå målfortjenesten, jf. betragtning 49.

(44)

Påstanden blev derfor afvist.

(45)

Carbochem, Far Polymers, Gamma Chimica og Jeniuschem hævdede, at Kommissionen på den ene side baserede sin vurdering på data fra EU-producenterne i deres spørgeskemabesvarelser, men på den anden side ikke tog hensyn til oplysningerne fra de samarbejdsvillige brugere vedrørende EU-erhvervsgrenens anvendte pris.

(46)

EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspris som fastsat af Kommissionen beregnes på grundlag af EU-erhvervsgrenens samlede salg i suspensionsundersøgelsesperioden. De samarbejdsvillige brugere fremlagde kun oplysninger om pristilbud for specifikke PVA-kvaliteter til bestemte kunder. Disse tilbud kan ikke betragtes som repræsentative for hele markedet og kan derfor ikke anvendes som referenceværdier for EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspris eller den gennemsnitlige importpris fra Kina.

(47)

Denne påstand blev derfor afvist.

2.3.5.   Rentabilitet

(48)

EU-producenternes rentabilitet udviklede sig som følger i suspensionsundersøgelsesperioden:

Tabel 6

Rentabilitet

 

UP

3. kvartal 2020

4. kvartal 2020

1. kvartal 2021

2. kvartal 2021

2. halvår 2020

1. halvår 2021

Suspensionsundersøgelsesperiode

Rentabilitet ved salg i Unionen til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (% af omsætningen)

–10  % til –15  %

–10  % til –15  %

0  % til 5  %

5  % til 10  %

0  % til 5  %

–5  % til 0  %

2  % til 7  %

–2  % til 3  %

Kilde: Spørgeskemabesvarelser.

(49)

EU-erhvervsgrenen blev rentabel i suspensionsundersøgelsesperioden. Selv om dette er en klar forbedring i forhold til UP for den oprindelige undersøgelse, hvor EU-erhvervsgrenen led et tab på [–10 % til –15 %] af omsætningen, ligger Unionens rentabilitet stadig langt under målfortjenesten (6 %). Stigningen i salgspriserne blev til en vis grad opvejet af de stigende produktionsomkostninger, der skyldtes stigende råvarepriser og en forsinket prisjustering som følge af de kontraktlige aftaler med kunderne.

(50)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede Ahlstrom-Munksjö og Cepi Kommissionens konklusioner vedrørende EU-erhvervsgrenens rentabilitet.

(51)

Ahlstrom-Munksjö hævdede, at EU-erhvervsgrenen trods de angiveligt betydelige importmængder fra Kina var i stand til at forbedre sin rentabilitet betydeligt.

(52)

Kommissionen bestred ikke, at EU-erhvervsgrenen øgede sin rentabilitet som følge af antidumpingtolden. Som forklaret i betragtning 49 er EU-erhvervsgrenens fortjeneste dog stadig langt under den målfortjeneste, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse.

2.3.6.   Konklusion om EU-erhvervsgrenens situation

(53)

Den kvartalsvise analyse af suspensionsundersøgelsesperioden og udviklingen derefter peger ikke i retning af en varig forbedring af EU-erhvervsgrenens situation. Det er korrekt, at produktionsmængden i andet halvår af suspensionsundersøgelsesperioden steg med 8 % og salgsmængden med 18 % sammenlignet med UP for den oprindelige undersøgelse. Det var dog kun kortvarigt, da EU-erhvervsgrenens rentabilitet begyndte at falde igen fra fjerde kvartal. Dette kan forklares ved den betydelige prisstigning for VAM og den deraf følgende stigning i produktionsomkostningerne for PVA, mens PVA-priserne ikke umiddelbart fulgte stigningen i produktionsomkostningerne. Baseret på data ud over suspensionsundersøgelsesperioden, der blev indsamlet i løbet af undersøgelsen, skal det bemærkes, at priserne på VAM steg med 57 % i perioden fra april 2021 til september 2021, at produktionsomkostningerne for PVA steg med 28 %, mens priserne på PVA kun steg med 26 %.

3.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORNYET SKADE

(54)

I suspensionsundersøgelsesperioden faldt EU-producenternes salg i Unionen til ikke forretningsmæssigt forbundne parter en smule med 1 % i forhold til UP, mens salgspriserne steg med 1 %. Sammenlignet med referenceåret for den betragtede periode, 2016, var salgsmængden i Unionen imidlertid stadig 28 % lavere. Kapacitetsudnyttelsen faldt med 5 %, mens kapaciteten forblev uændret. I forhold til 2016 faldt produktionsmængden og kapacitetsudnyttelsen i suspensionsundersøgelsesperioden dog med 20 %.

(55)

Samtidig forblev importmængderne fra Kina betydelige i suspensionsundersøgelsesperioden. På trods af påstanden ændrede hverken de kinesiske eksporterende producenters produktionskapacitet eller deres prisadfærd sig desuden væsentligt i forhold til resultaterne af den oprindelige undersøgelse.

(56)

Som forklaret i afsnit 2.2 og 2.3 forblev den kinesiske produktionsmængde den samme i suspensionsundersøgelsesperioden som i UP for den oprindelige undersøgelse, og de kinesiske importpriser ligger stadig under EU-erhvervsgrenens ikke-skadevoldende priser.

(57)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen nød godt af indførelsen af foranstaltninger over for importen af PVA fra Kina, som i et vist omfang gjorde det muligt for EU-erhvervsgrenen at øge sine salgspriser på EU-markedet i suspensionsundersøgelsesperioden, hvilket fremgår af den positive tendens i visse indikatorer, som f.eks. salgsmængde, salgspriser og rentabilitet. Disse tegn på genopretning var imidlertid ikke stærke nok og viste sig indtil videre kun i en kort periode. Kommissionen tog også hensyn til de kinesiske eksporterende producenters prisadfærd i suspensionsundersøgelsesperioden samt muligheden for en pludselig fornyet stigning i importen af PVA fra Kina, da den påståede mangel på VAM som forklaret i afsnit 2.3 ikke påvirkede den kinesiske produktionskapacitet og eksportniveauet.

(58)

Hvis foranstaltningerne suspenderes, kan det således ikke konkluderes, at skaden sandsynligvis ikke vil blive fornyet. Kommissionen konkluderede derfor, at der ikke på nuværende tidspunkt var dokumentation for, at markedsvilkårene midlertidigt havde ændret sig i en sådan grad, at skaden sandsynligvis ikke ville blive genoptaget som følge af en suspension.

(59)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Ahlstrom-Munksjö, at EU-erhvervsgrenens salgsmængde i suspensionsundersøgelsesperioden kun faldt med 1 % i forhold til den oprindelige UP, mens den steg med 18 % i første halvår af 2021 i forhold til den oprindelige undersøgelsesperiode. Efter virksomhedens opfattelse er dette i modstrid med Kommissionens konklusion om, at der sandsynligvis igen vil blive forvoldt skade, hvis der ikke indføres told.

(60)

Kommissionen var ikke enig i dette synspunkt. Første halvdel af suspensionsundersøgelsesperioden blev påvirket af covid-19-pandemien og af manglen på VAM. I anden halvdel var EU-erhvervsgrenen, samtidig med, at den drog fordel af foranstaltningerne, i stand til at øge sin produktion for at opfylde efterspørgslen i Unionen. Selv om dette er et klart tegn på genrejsning, fremgik det af undersøgelsen, at: i) de kinesiske eksporterende producenter stadig har en betydelig uudnyttet kapacitet og allerede eksporterer betydelige mængder til Unionen, selv med den gældende told, ii) deres priser stadig underbød EU-priserne selv med antidumpingtold, iii) EU-markedet er attraktivt for de kinesiske producenter på grund af prisniveauet og den betydelige efterspørgsel, og iv) stigningen i VAM-priserne påvirker EU-erhvervsgrenens produktionsomkostninger og rentabilitet negativt. Under hensyntagen til alle disse elementer konkluderede Kommissionen, at selv om den ikke var til stede, ville skaden sandsynligvis blive fornyet som følge af suspensionen.

(61)

Påstanden blev derfor afvist.

(62)

Cepi fremførte, at en midlertidig toldsuspension ikke ville ændre EU-erhvervsgrenens klart positive rentabilitetstendens, heller ikke i lyset af prisstigninger efter suspensionsundersøgelsesperioden. Virksomheden bemærkede, at også EU-erhvervsgrenen for fladvalsede aluminiumsprodukter endnu ikke havde nået målniveauet for rentabiliteten, men ikke desto mindre fortsatte Kommissionen med den midlertidige toldsuspension, idet den erkendte, at en sådan suspension sandsynligvis ikke ville ændre EU-erhvervsgrenens positive tendenser (6).

(63)

Kommissionen var uenig i denne analyse. I undersøgelsen af fladvalsede aluminiumsprodukter forbedredes EU-erhvervsgrenens situation betydeligt efter UP, således at den samme væsentlige skade, der blev konstateret i den oprindelige undersøgelsesperiode, ikke længere var til stede i perioden efter UP. I dette tilfælde steg EU-producenternes salg i Unionen til ikke forretningsmæssigt forbundne parter i første halvår af 2021 faktisk med over 55 % i forhold til undersøgelsesperioden, og der forventedes en yderligere stigning i 2022. I modsætning hertil kæmper EU-erhvervsgrenen for PVA i den nuværende procedure ikke som følge af et fald i salgsmængden, men som følge af et betydeligt pristryk forårsaget af dumpingimporten fra Kina. Enhver yderligere stigning i rentabiliteten kunne kun skyldes et fald i produktionsomkostningerne (hvilket er usandsynligt i betragtning af den stigende tendens i råvarepriserne) eller en tilbagevenden hvad angår salgspriserne til et ikke-skadevoldende niveau.

(64)

Desuden vil suspensionen af antidumpingtolden gøre det muligt for kinesisk PVA at komme ind på EU-markedet til dumpingpriser, som i betydelig grad underbyder EU-erhvervsgrenens priser, jf. betragtning (31). Dette pristryk ville yderligere trykke EU-erhvervsgrenens priser og dermed have en umiddelbar negativ indvirkning på dens rentabilitet. Denne påstand blev derfor afvist.

4.   KONKLUSION

(65)

Indførelsen af foranstaltninger over for importen af PVA fra Kina har klart været til fordel for PVA-industrien i Unionen, der sælger på det frie marked. Det har gjort det muligt for EU-erhvervsgrenen i det mindste delvist at genrejse sig efter den skadevoldende dumping. EU-erhvervsgrenens situation er dog fortsat skrøbelig, og som forklaret ovenfor vil skaden sandsynligvis opstå igen uden foranstaltningerne i en eventuel periode med suspension af de nuværende foranstaltninger.

(66)

Kommissionen bemærkede også, at de oplysninger, der blev indsamlet i forbindelse med suspensionsanalysen, trods påstande om negative virkninger for PVA-brugere viser, at alle ni brugere og importører, der samarbejdede og besvarede spørgeskemaet om suspension, med undtagelse af én, forblev rentable efter indførelsen af antidumpingforanstaltningerne over for importen af PVA fra Kina.

(67)

I deres bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede Ahlstrom-Munksjö, Carbochem, Far Polymers, Gamma Chimica og Jeniuschem Kommissionens konklusion vedrørende indvirkningen af antidumpingtolden på brugere af PVA.

(68)

Carbochem, Far Polymers, Gamma Chimica og Jeniuschem hævdede, at de margener, som importører og brugere af PVA opnåede, stammer fra salget af PVA-lagre, der blev købt inden antidumpingtoldens ikrafttræden.

(69)

De oplysninger, der blev indsamlet i forbindelse med undersøgelsen, bekræfter dog ikke denne påstand. I sidste kvartal inden indførelsen af foranstaltningerne steg importmængderne fra Kina ikke. Tværtimod faldt de med 51 % (jf. tabel 2). Desuden bekræftede parterne i deres egne bemærkninger, at de var i stand til at vælte stigningen i PVA-priserne over på deres kunder, hvilket allerede var blevet fastslået i den oprindelige undersøgelse og bekræftet i den nuværende procedure. Påstanden blev derfor afvist.

(70)

Ahlstrom-Munksjö fremførte, at Kommissionen ikke foretog en korrekt analyse af Unionens interesser.

(71)

Denne påstand måtte afvises. På den ene side konkluderede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen sandsynligvis igen ville lide skade, hvis foranstaltningerne blev suspenderet. På den anden side konkluderede undersøgelsen, at produktionen af VAM (og PVA) er ved at vende tilbage til normale niveauer, at de kinesiske eksporterende producenter stadig eksporterer til konkurrencedygtige priser på trods af antidumpingtolden, og at EU-brugere af PVA var i stand til at vælte prisstigningen over på deres kunder og forblev rentable. Kommissionen fandt derfor, at der ikke var nogen grund til at konkludere, at det var i Unionens interesse at suspendere antidumpingtolden.

(72)

Kommissionen konkluderede derfor, at betingelserne i grundforordningens artikel 14, stk. 4, for suspension af antidumpingforanstaltningerne på nuværende tidspunkt ikke var opfyldt. Denne afgørelse berører ikke Kommissionens ret til at træffe en afgørelse i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 4, i fremtiden —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Betingelserne for at suspendere den endelige antidumpingtold, der indførtes ved artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336, på importen af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Folkerepublikken Kina i henhold til artikel 14, stk. 4, i forordning (EU) 2016/1036 er ikke opfyldt.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. august 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 af 25. september 2020 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 315 af 29.9.2020, s. 1).

(3)  Carbochem Srl, Cordial Adhesives B.V., EOC Belgium NV, FAR Polymers Srl„ Gamma Chimica SpA, Grünig KG, Jeniuschem SpA, Solutia Europe SPRL, Wacker Chemie AG og Wegochem Europe B.V.

(4)  For at opnå en fornuftig sammenligning beregnes kvartalsindekset på grundlag af ¼ af den årlige mængde i undersøgelsesperioden, og halvårsindekserne beregnes på grundlag af ½ af samme mængde.

(5)  Efter justering for told, antidumpingtold og omkostninger efter import.

(6)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1788 af 8. oktober 2021 om suspension af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2021/1784 på importen af fladvalsede aluminiumsprodukter med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 359 af 11.10.2021, s. 105).


Top