(1)

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/722/EU (2) fik Tyskland tilladelse til indtil den 16. juli 2020 at anvende en reduceret afgiftssats på elektricitet, der leveres direkte til fartøjer, som ligger ved kaj i en havn (»strøm fra land«), i overensstemmelse med artikel 19 i direktiv 2003/96/EF.

(2)

Ved brev af 29. januar 2020 anmodede Tyskland om tilladelse til fortsat at anvende en reduceret afgiftssats på strøm fra land i henhold til artikel 19 i direktiv 2003/96/EF.

(3)

Med den påtænkte lempelse af afgiften ønsker Tyskland at fortsætte med at fremme anvendelsen af strøm fra land. For fartøjer, der ligger ved kaj i en havn, anses anvendelse af en sådan strøm for at være en mere miljøvenlig metode til at dække elektricitetsbehovet end forbrænding af bunkerfuel om bord på disse fartøjer.

(4)

For så vidt som man ved anvendelsen af strøm fra land undgår emissioner af luftforurenende stoffer fra forbrænding af bunkerfuel om bord på fartøjer, som ligger ved kaj i en havn, forbedrer en sådan anvendelse den lokale luftkvalitet i havnebyer. Under de nærmere betingelser for elproduktionsstrukturen i Tyskland forventes anvendelsen af strøm fra land i stedet for dennes produktion ved forbrænding af bunkerfuel desuden at reducere CO2-emissionerne, andre luftforurenende stoffer og støj. Foranstaltningen forventes derfor at bidrage til Unionens miljø-, sundheds- og klimapolitiske målsætninger.

(5)

En tilladelse til Tyskland til at anvende en reduceret afgiftssats på strøm fra land går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at øge anvendelsen af denne form for elektricitet, eftersom produktion af elektricitet om bord fortsat vil være det mest konkurrencedygtige alternativ i de fleste tilfælde. Af samme årsag og på grund af den relevante teknologis nuværende forholdsvis lave markedsindtrængningsgrad er det ikke sandsynligt, at anvendelsen af nævnte reducerede afgiftssats vil resultere i væsentlige konkurrencefordrejninger i sin levetid, og den vil derfor ikke have en negativ indvirkning på det indre markeds funktion.

(6)

I henhold til artikel 19, stk. 2, i direktiv 2003/96/EF skal enhver tilladelse, der gives i henhold til nævnte direktivs artikel 19, stk. 1, være strengt tidsbegrænset. For at sikre at tilladelsesperioden er tilstrækkelig lang til ikke at afskrække de relevante erhvervsdrivende fra at foretage de nødvendige investeringer, bør den anmodede tilladelse gives indtil den 31. december 2025. Nævnte tilladelse bør imidlertid ophøre med at finde anvendelse fra anvendelsesdatoen for enhver generel bestemmelse om afgiftsfordele for strøm fra land, der vedtages af Rådet i henhold til artikel 113 eller enhver anden relevant bestemmelse i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, dersom en sådan bestemmelse skulle finde anvendelse inden den 31. december 2025.

(7)

For at skabe retssikkerhed for havne- og skibsoperatører og for at undgå en mulig forøgelse af den administrative byrde for virksomheder, der distribuerer og videredistribuerer elektricitet, som følge af ændringer i den afgiftssats, der opkræves på strøm fra land, bør det sikres, at Tyskland kan anvende den reducerede afgiftssats på strøm fra land uden afbrydelse. Den tilladelse, der anmodes om, bør derfor gives med virkning fra den 17. juli 2020 i umiddelbar forlængelse af den tidligere ordning i Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/722/EU.

(8)

Denne afgørelse berører ikke anvendelsen af EU-reglerne om statsstøtte —