Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014H0193

    (2014/193/EU): Kommissionens henstilling af 4. april 2014 om reduktion af forekomsten af cadmium i fødevarer EØS-relevant tekst

    EUT L 104 af 8.4.2014, p. 80–81 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2014/193/oj

    8.4.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 104/80


    KOMMISSIONENS HENSTILLING

    af 4. april 2014

    om reduktion af forekomsten af cadmium i fødevarer

    (EØS-relevant tekst)

    (2014/193/EU)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 292, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1881/2006 af 19. december 2006 om fastsættelse af grænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer (1) er der fastsat grænseværdier for cadmium i en række fødevarer.

    (2)

    Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA) Ekspertpanel for Forurenende Stoffer i Fødevarekæden (ekspertpanelet) vedtog den 30. januar 2009 en udtalelse om cadmium i fødevarer (2). EFSA fastsatte i denne udtalelse et nyt tolerabelt ugentligt indtag (TWI) på 2,5 μg/kg kropsvægt. I sin udtalelse »Re-assessment of the tolerable weekly intake for cadmium established by the Contam Panel in 2009« (3) (genvurdering af det tolerable ugentlige indtag for cadmium fastsat af ekspertpanelet i 2009) tog EFSA højde for den risikovurdering, som Det Fælles FAO-WHO-ekspertudvalg for Fødevaretilsætningsstoffer udførte for nylig (4), og bekræftede TWI'et på 2,5 μg/kg kropsvægt.

    (3)

    I den videnskabelige udtalelse konkluderede ekspertpanelet, at den gennemsnitlige eksponering gennem kosten i europæiske lande er tæt på eller en anelse over TWI på 2,5 μg/kg kropsvægt. Visse undergrupper af befolkningen kan have et TWI, der er ca. dobbelt så højt. Ekspertpanelet konkluderede endvidere, at selv om det er usandsynligt, at enkeltpersoners nyrefunktion påvirkes negativt ved dette niveau, bør befolkningens eksponering for cadmium mindskes.

    (4)

    I henhold til ekspertpanelets videnskabelige udtalelse er de fødevaregrupper, der tegner sig for størstedelen af den daglige eksponering for cadmium gennem kosten, primært på grund af det høje forbrug, korn og kornprodukter, grøntsager, nødder og bælgfrugter, stivelsesholdige rødder eller kartofler og kød og kødprodukter. De højeste cadmiumkoncentrationer blev registreret i fødevarerne tang, fisk og skaldyr, chokolade og fødevarer til særlig ernæring samt i svampe, oliefrø og spiselige slagtebiprodukter.

    (5)

    Der blev fastsat grænseværdier for cadmium i 2001 i en række fødevarer, herunder korn, grøntsager, kød, fisk, skaldyr, slagtebiprodukter og kosttilskud. I betragtning af de nylige EFSA-konklusioner er nye grænseværdier for babymad og chokolade- og kakaoprodukter blevet overvejet, og det forventes, at disse værdier snart vil blive vedtaget.

    (6)

    Efter ekspertpanelets videnskabelige udtalelser om cadmium undersøgte Kommissionen desuden mulighederne for at reducere nogle af de eksisterende grænseværdier for cadmium i fødevarer, der er væsentlige kilder til eksponering (f.eks. korn, grøntsager og kartofler).

    (7)

    Kommissionen mener, at en øjeblikkelig reduktion af grænseværdierne vil være svær at opnå. Cadmiums forekomst i fødevarer er ikke ensartet, men varierer meget afhængigt f.eks. af vækstområdets geografiske beliggenhed (der er forskellige grader af cadmiums naturlige forekomst i jorden på grund af forskelle i fordelingen i jordskorpen), af cadmiums optagelighed fra jorden (planters optagelighed fra jord varierer afhængigt af jordens pH og andre jordkomponenter), forskellige plantesorter med forskellige mønstre for akkumulering af cadmium, men også antropogene faktorer, såsom landbrugsmæssig brug af kloakslam, gødning eller phosphatgødningsstoffer og andre faktorer. Kommissionen er klar over, at der er behov for at handle i overensstemmelse med dens risikobegrænsningsstrategi for cadmium og cadmiumoxid, der blev vedtaget i 2008 (5), for så vidt angår cadmiums tilstedeværelse i phosphatgødning, hvorom der pågår arbejde.

    (8)

    Der findes dog allerede nogle afbødende metoder for at reducere forekomsten af cadmium i fødevarer, men de har brug for tid for at blive fuldstændigt gennemført af landbrugere og fødevarevirksomhedsledere. I nogle tilfælde er der brug for at tilpasse eksisterende metoder specifikt til de afgrøder og geografiske områder, hvor de skal anvendes, og for at formidle og fremme dem i forhold til landbrugere for at opnå reduktioner i cadmiumindholdet i fødevarer på mellemlang eller lang sigt. Medlemsstaterne bør derfor tage de nødvendige skridt til at sikre, at de allerede eksisterende afbødende metoder formidles og fremmes i forhold til landbrugere, og at deres gennemførelse igangsættes eller fortsættes med henblik på at reducere cadmiumindholdet i fødevarer. Yderligere forskning og undersøgelser bør om nødvendigt gennemføres for at udfylde eventuelle vidensmangler vedrørende afbødende metoder.

    (9)

    Fremgangen i de tagne foranstaltningers virkninger bør overvåges regelmæssigt og rapporteres til Kommissionen. Yderligere data om cadmiums forekomst bør indsamles og rapporteres regelmæssigt til EFSA for at gøre det muligt for Kommissionen at genvurdere situationen inden den 31. december 2018 med henblik på at træffe afgørelser om yderligere hensigtsmæssige foranstaltninger —

    VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

    1.

    Medlemsstaterne bør sikre, at de afbødende foranstaltninger, der er til rådighed for at reducere cadmiumindholdet i fødevarer, navnlig korn, grøntsager og kartofler, gradvist gennemføres af landbrugere og fødevarevirksomhedsledere. Dette omfatter effektive metoder til at formidle og fremme kendte afbødende metoder i forhold til landbrugere og fødevarevirksomhedsledere.

    2.

    Medlemsstaterne bør sikre, at når der er brug for yderligere viden for at identificere specifikke afbødende foranstaltninger, f.eks. for en særlig afgrøde eller i et særligt geografisk område, udføres der undersøgelser/forskning for at udfylde disse vidensmangler.

    3.

    Medlemsstaterne bør regelmæssigt overvåge fremskridtet af de gennemførte afbødende foranstaltninger ved at indsamle data om forekomsten af cadmium i fødevarer. Medlemsstaterne bør sikre, at:

    1)

    analyseresultaterne indberettes regelmæssigt til EFSA med henblik på kompilering i en enkelt database, og at

    2)

    en rapport over fremskridtene i gennemførelsen af denne henstilling afgives til Europa-Kommissionen i december 2015 efterfulgt af en endelig rapport senest i februar 2018. Der bør gives særlig opmærksomhed i disse rapporter til cadmiumindhold, der er tæt på eller overskrider grænseværdierne.

    4.

    Prøveudtagningen og analysen bør gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne i Kommissionens forordning (EF) nr. 333/2007 af 28. marts 2007 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol af indholdet af bly, cadmium, kviksølv, uorganisk tin, 3-MCPD og polycykliske aromatiske hydrocarboner i fødevarer (6).

    Udfærdiget i Bruxelles, den 4. april 2014.

    På Kommissionens vegne

    Tonio BORG

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 364 af 20.12.2006, s. 5.

    (2)  EFSA Journal (2009) 980, s. 1-139.

    (3)  EFSA Journal (2011); 9(2): 1975.

    (4)  WHO Food Additives Series 64, 73. møde i Det Fælles FAO-WHO-ekspertudvalg for Fødevaretilsætningsstoffer, Verdenssundhedsorganisationen, Geneve, 2011.

    (5)  Meddelelse fra Kommissionen om resultaterne af risikovurderingen og strategier for risikobegrænsning for stofferne: cadmium og cadmiumoxid (EUT C 149 af 14.6.2008, s. 6).

    (6)  EUT L 88 af 29.3.2007, s. 29.


    Top