20.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 336/81

(1)

De fleste medlemsstater opkræver skatter eller afgifter ved en persons død, navnlig arveafgift og dødsboafgift, mens nogle medlemsstater beskatter arv og dødsboer under andre skatteposter, f.eks. indkomstskat. Alle de skatter og afgifter, der opkræves ved en persons død, kaldes i det følgende arveafgifter.

(2)

De fleste af de medlemsstater, der opkræver arveafgifter, beskatter også gaver mellem levende personer.

(3)

De fleste medlemsstater kan beskatte arv på basis af forskellige »tilknytningskriterier«. De kan gøre det på basis af en personlig tilknytning såsom den afdøde persons opholdssted, bopæl eller statsborgerskab, arvingens opholdssted, bopæl eller statsborgerskab eller begge. Nogle medlemsstater kan benytte mere end et af disse kriterier eller kan anvende foranstaltninger til bekæmpelse af misbrug, som medfører, at der med henblik på beskatning anlægges en bredere fortolkning af begrebet bopæl eller opholdssted.

(4)

Ud over at gennemføre beskatning på basis af en personlig tilknytning kan medlemsstaterne opkræve arveafgift af aktiver, der befinder sig inden for deres jurisdiktioner. Der kan opkræves afgifter på dette grundlag, selv hvis hverken den afdøde eller arvingen har en personlig tilknytning til det pågældende land.

(5)

Flere og flere unionsborgere flytter i løbet af deres levetid fra et land til et andet inden for Unionen for at bo, studere, arbejde eller gå på pension, og de køber fast ejendom og investerer i aktiver i andre lande end deres hjemlande.

(6)

Hvis der i disse tilfælde opstår arv på tværs af landegrænser ved en persons død, har mere end en medlemsstat ret til at beskatte denne arv.

(7)

Medlemsstaterne har kun indgået få bilaterale aftaler for at undgå dobbeltbeskatning eller multibeskatning i forbindelse med arv.

(8)

De fleste medlemsstater giver ved lov eller i henhold til administrativ praksis vedtaget unilateralt på nationalt plan mulighed for lempelse af dobbeltbeskatningen i forbindelse med udenlandske arveafgifter.

(9)

Der er imidlertid for det meste knyttet begrænsninger til disse nationale systemer for lempelser for udenlandsk arveafgift. De kan især have et begrænset anvendelsesområde i relation til de afgifter og personer, der er omfattet af systemet. De giver måske ikke mulighed for modregning af tidligere betalt gaveafgift af samme arv eller af afgifter, der beregnes på lokalt eller regionalt snarere end nationalt plan, eller af alle afgifter opkrævet af andre lande i forbindelse med dødsfald. De giver måske kun mulighed for lempelser af udenlandske afgifter, der er betalt af visse former for udenlandsk ejendom. De giver måske ikke mulighed for lempelser af den udenlandske beskatning af ejendom beliggende i et andet land end arvingens eller den afdødes land. De udelukker måske udenlandsk beskatning af aktiver, der er beliggende inden for det område, der tilhører den medlemsstat, der indrømmer afgiftslempelse. Der kan også være brister i de nationale systemer for afgiftslempelse, fordi de ikke tager hensyn til misforhold til andre medlemsstaters arveafgiftsregler, navnlig med hensyn til, hvad der skal betragtes om henholdsvis lokale og udenlandske aktiver, og med hensyn til tidspunktet for overførsel af aktiver og den dato, hvor afgiften skal betales. Endelig kan afgiftslempelser være afhængige af den kompetente myndigheds bedømmelse, således at der ikke er garanti for lempelserne.

(10)

Da der ikke findes hensigtsmæssige metoder til at lempe den kumulative beskatning af arv, kan dette føre til en samlet beskatning, der er betydeligt højere end den, der gælder i situationer, hvor kun den ene eller anden medlemsstat er involveret.

(11)

Dette kan forhindre EU-borgere i at drage de fulde fordele af deres ret til at bevæge sig og udøve virksomhed på tværs Unionens indre grænser. Det kan også skabe problemer i forbindelse med overførsel af små virksomheder ved ejernes død.

(12)

Skønt indtægterne fra arveafgifter repræsenterer en forholdsvis lille andel af medlemsstaterne samlede skatteindtægter, og indtægterne fra grænseoverskridende sager tegner sig for endnu mindre, kan dobbeltbeskatning af arv få betydelige konsekvenser for de berørte personer.

(13)

Der findes endnu ikke en komplet løsning på dobbeltbeskatningsproblemet, hverken på nationalt eller bilateralt plan eller på basis af EU-retten. For at sikre et velfungerende indre marked er der behov for et mere vidtspændende system for lempelse af dobbeltbeskatningen i grænseoverskridende arvesager.

(14)

Der bør foretages en prioritering af beskatningsrettigheder eller, modsat, af retten til at indrømme afgiftslempelse i de tilfælde, hvor to eller flere medlemsstater beregner arveafgift af samme arv.

(15)

Som en generel regel og i overensstemmelse med den mest udbredte praksis på internationalt plan er det den medlemsstat, hvor et fast driftssteds faste ejendom og erhvervsaktiver er beliggende, der i kraft af at være staten med den nærmeste tilknytning, der bør have førsteret til at opkræve arveafgift af de pågældende aktiver.

(16)

Eftersom løsøre, der ikke er et fast driftssteds erhvervsaktiver, nemt kan flyttes, betragtes dets tilknytning til den medlemsstat, hvor det tilfældigvis befinder sig på tidspunktet for dødsfaldet, generelt som mindre nært end den personlige tilknytning, som den afdøde eller arvingen måtte have til en anden medlemsstat. Den medlemsstat, hvor løsøret befinder sig, bør derfor ikke beregne arveafgift af løsøret, hvis denne beskatning beregnes af den medlemsstat, til hvilken den afdøde og/eller dennes arving har en personlig tilknytning.

(17)

Den arv, som en afdød person efterlader sig, er ofte blevet opbygget over et helt liv. Desuden er der større sandsynlighed for, at de aktiver, der indgår i en arv, befinder sig i den medlemsstat, til hvilken den afdøde har en personlig tilknytning, end i den medlemsstat, til hvilken arvingen har en sådan tilknytning, hvis der er tale om forskellige medlemsstater. Ved beskatning af arv på basis af den personlige tilknytning til deres eget område henviser de fleste medlemsstater til den afdødes snarere end arvingens tilknytning, skønt mange af dem også eller kun beregner arveafgift, hvis arvingen har en personlig tilknytning til deres område. På grund af førnævnte art og betydning af den afdødes personlige tilknytning og af praktiske årsager er det den medlemsstat, som arvingen har en personlig tilknytning til, der bør lempe dobbeltbeskatning forårsaget af, at den afdøde og arvingen har en personlig tilknytning til forskellige medlemsstater.

(18)

Konflikter forårsaget af personlig tilknytning til flere medlemsstater kunne løses på basis af en procedure bestående i indgåelse af en gensidig aftale med udslagsgivende regler til bestemmelse af den nærmeste personlige tilknytning.

(19)

Eftersom tidspunktet for beregning af arveafgift kan variere mellem de involverede medlemsstater, og da det kan tage betydeligt længere tid at løse sager indeholdende grænseoverskridende elementer end indenlandske arveafgiftssager, fordi de involverer mere end et retssystem og/eller skattesystem, bør medlemsstaterne tillade, at der fremsættes krav om afgiftslempelser i en rimelig periode.

(20)

Denne henstilling fremmer de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt ved især Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, f.eks. ejendomsretten (artikel 17), der specifikt sikrer retten til at besidde lovligt erhvervet ejendom, friheden til at oprette og drive egen virksomhed (artikel 16) og EU-borgernes ret til at færdes frit inden for EU (artikel 45) —

a)

fast ejendom beliggende i denne anden medlemsstat

b)

løsøre, der er erhvervsaktiver tilhørende et permanent forretningssted beliggende i denne anden medlemsstat.

4.4.1.

En persons nærmeste personlige tilknytning kan afgøres således:

4.4.2.

Hvis der er tale om en anden person end en fysisk person, f.eks. en velgørenhedsorganisation, kan denne person anses for at have den nærmeste personlige tilknytning til den medlemsstat, hvor den har hovedsæde.