EUR-Lex Piekļuve Eiropas Savienības tiesību aktiem

Atpakaļ uz EUR-Lex sākumlapu

Šis dokuments ir izvilkums no tīmekļa vietnes EUR-Lex.

Dokuments 32008H0850

Kommissionens henstilling af 15. oktober 2008 om anmeldelser, tidsfrister og høringer i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (meddelt under nummer K(2008) 5925) (EØS-relevant tekst)

EUT L 301 af 12.11.2008., 23./32. lpp. (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2008/850/oj

12.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 301/23


KOMMISSIONENS HENSTILLING

af 15. oktober 2008

om anmeldelser, tidsfrister og høringer i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

(meddelt under nummer K(2008) 5925)

(EØS-relevant tekst)

(2008/850/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (1), særlig artikel 19, stk. 1, og

som tager følgende i betragtning:

(1)

Efter rammebestemmelserne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er de nationale tilsynsmyndigheder forpligtede til at bidrage til udviklingen af det indre marked ved at samarbejde indbyrdes og med Kommissionen på en transparent måde for at sikre udviklingen af en ensartet reguleringspraksis og den ensartede anvendelse af de direktiver, som udgør rammebestemmelserne.

(2)

For at beslutninger, der træffes på nationalt plan, ikke får negativ indvirkning på det indre marked eller på de mål, rammebestemmelserne tilsigter, skal de nationale tilsynsmyndigheder give Kommissionen og andre nationale tilsynsmyndigheder meddelelse om de planlagte foranstaltninger, der er fastsat i artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF.

(3)

Endvidere skal de nationale tilsynsmyndigheder indhente Kommissionens tilladelse til at pålægge de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (2), hvilket er en særskilt proces.

(4)

Kommissionen vil give nationale tilsynsmyndigheder, der anmoder derom, lejlighed til at drøfte eventuelle planlagte foranstaltninger, inden disse anmeldes formelt i henhold til artikel 7 i direktiv 2002/21/EF og artikel 8, stk. 3, i direktiv 2002/19/EF. Hvis Kommissionen i henhold til artikel 7, stk. 4, i direktiv 2002/21/EF har meddelt den nationale tilsynsmyndighed, at den betragter den planlagte foranstaltning som en hindring for det indre marked eller nærer alvorlig tvivl om, hvorvidt den er forenelig med EU-retten, bør den pågældende nationale tilsynsmyndighed hurtigt have lejlighed til at udtrykke sine synspunkter med hensyn til de problemer, Kommissionen har påpeget.

(5)

Direktiv 2002/21/EF fastsætter visse bindende tidsfrister for behandling af anmeldelser i henhold til artikel 7.

(6)

For at sikre, at samarbejdet og den høringsordning, der er omhandlet i artikel 7 i direktiv 2002/21/EF, fungerer effektivt, og for at garantere retssikkerheden blev der ved Kommissionens henstilling 2003/561/EF af 23. juli 2003 om anmeldelser, tidsfrister og høringer i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (3) fastsat klare regler vedrørende de væsentligste proceduremæssige aspekter af de anmeldelser, der indgives i henhold til artikel 7. Henstilling 2003/561/EF bør erstattes af nærværende henstilling med henblik på yderligere at forenkle og forbedre anmeldelsesprocessen.

(7)

For at give de nationale tilsynsmyndigheder yderligere vejledning om indholdet af udkast til foranstaltninger og øge retssikkerheden med hensyn til fuldstændigheden af en anmeldelse bør der fastsættes visse mindsteoplysninger, som et udkast til foranstaltning bør indeholde, for at det kan vurderes korrekt.

(8)

Der skal tages hensyn til behovet for på den ene side at sikre en effektiv vurdering og på den anden side at forenkle administrationen mest muligt. I denne henseende bør anmeldelsesordningen ikke medføre unødvendige administrative byrder for de nationale tilsynsmyndigheder. Det ville ligeledes være nyttigt at afklare proceduren i forbindelse med artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2002/19/EF.

(9)

For at bidrage til at forenkle undersøgelsen af et anmeldt udkast til foranstaltning og for at fremskynde processen bør de nationale tilsynsmyndigheder anvende standardiserede anmeldelsesformularer.

(10)

For at forbedre effektiviteten af anmeldelsesordningen, øge retssikkerheden for de nationale tilsynsmyndigheder og markedsaktørerne og sikre en rettidig gennemførelse af reguleringsforanstaltninger er det ønskeligt, at en national tilsynsmyndigheds anmeldelse, som omfatter en markedsanalyse, også indeholder de foranstaltninger, som den nationale tilsynsmyndighed foreslår til at afhjælpe de konstaterede markedssvigt. Hvis udkastet til foranstaltning vedrører et marked, som anses for at have konkurrence, og der allerede findes afhjælpningsforanstaltninger i forbindelse med dette marked, bør anmeldelsen også indeholde forslagene til at trække disse forpligtelser tilbage.

(11)

Generelt bør en kortfattet anmeldelsesformular anvendes til visse kategorier af udkast til foranstaltninger for at lette de administrative byrder for de nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen. Dog forbliver anmeldelsen af disse kategorier mulig via den standardiserede anmeldelsesprocedure.

(12)

Hvis en national tilsynsmyndighed agter at trække forpligtelser tilbage i forbindelse med markeder, der ikke er omfattet af Kommissionens henstilling 2007/879/EF af 17. december 2007 om relevante produkt- og tjenestemarkeder inden for den elektroniske kommunikationssektor, som er underlagt forhåndsregulering i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (4), bør anmeldelse af et sådant udkast til foranstaltning i henhold til artikel 7 i direktiv 2002/21/EF indgives ved hjælp af den kortfattede anmeldelsesformular.

(13)

Hvis en national tilsynsmyndighed gennemfører en analyse af et marked, som i en tidligere analyse er blevet anset for at have effektiv konkurrence, og hvor det endnu en gang konstateres, at der er effektiv konkurrence på dette marked, bør anmeldelsen indgives ved hjælp af den kortfattede anmeldelsesformular.

(14)

De nationale tilsynsmyndigheder ændrer hyppigt de tekniske detaljer vedrørende de pålagte afhjælpningsforanstaltninger for at tage hensyn til ændringer i de økonomiske indikatorer (f.eks. udstyr, arbejdskraft, kapitalomkostninger, satser for leje af fast ejendom osv.) eller ajourføre prognoser eller antagelser. Ændringer eller ajourføringer af detaljer, som ikke ændrer afhjælpningsforanstaltningernes art eller generelle rækkevidde (f.eks. udvidelse af indberetningsforpligtelser, detaljer vedrørende krævet forsikringsdækning, bødebeløb eller leveringstider) bør anmeldes ved hjælp af den kortfattede anmeldelsesformular. Kun væsentlige ændringer af afhjælpningsforanstaltningernes art eller rækkevidde, som har en mærkbar indvirkning på markedet (f.eks. prisniveau, ændringer af de metoder, der anvendes til at beregne omkostninger eller priser, fastsættelse af overgangsordninger med gradvis nedbringelse af takster) bør anmeldes ved hjælp af den standardiserede anmeldelsesprocedure.

(15)

Med hensyn til visse markeder (især markeder for terminering af taleopkald) kan de nationale tilsynsmyndigheder i givet fald nå til samme konklusion som i en tidligere analyse og ønske at pålægge yderligere operatører (f.eks. nye aktører) med en lignende kundekreds eller samlet omsætning som operatører, der er omfattet af en tidligere analyse, afhjælpningsforanstaltninger, som ikke afviger væsentligt fra udkast til foranstaltninger, der allerede er anmeldt. Den kortfattede anmeldelsesformular bør anvendes til disse udkast til foranstaltninger.

(16)

Et udkast til foranstaltning anmeldt via en kortfattet anmeldelsesformular vil i princippet ikke give anledning til kommentarer fra Kommissionen til den nationale tilsynsmyndighed i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3 i direktiv 2002/21/EC.

(17)

For at øge åbenheden for et planlagt udkast til foranstaltning og for at lette informationsudvekslingen om sådanne foranstaltninger mellem nationale tilsynsmyndigheder, bør både den standardiserede og den kortfattede anmeldelsesformular indeholde en sammenfattet beskrivelse af hovedelementerne i det planlagte udkast til foranstaltning.

(18)

De europæiske tilsynsmyndigheders gruppe vedrørende elektroniske kommunikationsnet og –tjenester, der blev nedsat ved Kommissionens afgørelse 2002/627/EF af 29. juli 2002 (5), har erkendt, at der er behov for disse tiltag.

(19)

For at opfylde målene i artikel 8 i direktiv 2002/21/EF, især behovet for at sikre en ensartet reguleringspraksis og en ensartet anvendelse af direktivet, er det vigtigt, at anmeldelsesordningen i artikel 7 efterkommes fuldt ud.

(20)

Kommunikationsudvalget har afgivet udtalelse i henhold til artikel 22, stk. 2, i direktiv 2002/21/EF,

HENSTILLER:

1)

Udtryk, der defineres i direktiv 2002/21/EF og særdirektiverne, har samme betydning, når de anvendes i denne henstilling. Desuden forstås ved:

a)

»henstilling om relevante markeder«: henstilling 2007/879/EF om relevante markeder

b)

»anmeldelse«: en national tilsynsmyndigheds meddelelse til Kommissionen om et udkast til foranstaltning i henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF eller en anmodning i henhold til artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2002/19/EF, ledsaget af en standardiseret anmeldelsesformular eller en kortfattet anmeldelsesformular som angivet i denne henstilling (bilag I og bilag II).

2)

Anmeldelser bør indgives pr. elektronisk post med anmodning om at få tilsendt bekræftelse for modtagelsen.

Dokumenter, der sendes med elektronisk post, antages at være modtaget af adressaten den dag, hvor de blev afsendt.

Anmeldelser registreres i den rækkefølge, hvori de modtages.

3)

Anmeldelser får virkning fra det tidspunkt, hvor Kommissionen registrerer dem »registreringstidspunkt«). Registreringstidspunktet er det tidspunkt, hvor Kommissionen har modtaget en fuldstændig anmeldelse.

Kommissionen vil på sit websted og ved elektronisk post til alle nationale tilsynsmyndigheder bekendtgøre anmeldelsens registreringstidspunkt, emnet for anmeldelsen og eventuelle støttedokumenter.

4)

Anmeldelser kan indgives på et hvilket som helst officielt fællesskabssprog. Den standardiserede anmeldelsesformular (bilag I) eller den kortfattede anmeldelsesformular (bilag II) kan være på et andet sprog end udkastet til foranstaltning for at gøre det lettere at gennemføre en høring af alle andre nationale tilsynsmyndigheder.

Kommissionens eventuelle bemærkninger eller beslutninger i henhold til artikel 7 i direktiv 2002/21/EF skal foreligge på samme sprog som det anmeldte udkast til foranstaltning, om muligt oversat til det sprog, der anvendes i den standardiserede anmeldelsesformular.

5)

Udkast til foranstaltninger, der anmeldes af en national tilsynsmyndighed, bør ledsages af de dokumenter, der er nødvendige for, at Kommissionen kan udføre sine opgaver. For udkast til foranstaltninger, der falder ind under punkt 6 nedenfor og anmeldes ved hjælp af den kortfattede anmeldelsesformular, behøver Kommissionen principielt ingen supplerende dokumentation til at udføre sine opgaver.

Der bør gives en behørig begrundelse for de planlagte foranstaltninger.

6)

Følgende udkast til foranstaltninger bør stilles til rådighed for Kommissionen ved hjælp af den kortfattede anmeldelsesformular, der findes i bilag II:

a)

udkast til foranstaltninger vedrørende markeder, som enten er blevet fjernet fra eller ikke tidligere har været opført i henstillingen om relevante markeder, enten hvor den nationale tilsynsmyndighed vurderer, at der er konkurrence på markedet, eller hvor den nationale tilsynsmyndighed vurderer, at de tre kumulative kriterier, der er omhandlet i punkt 2 i henstillingen om relevante markeder med henblik på at udpege markeder, som egner sig for forhåndsregulering, ikke længere opfyldes

b)

udkast til foranstaltninger vedrørende markeder, som selv om de er omfattet af den gældende henstilling om relevante markeder, i en tidligere markedsanalyse blev anset for at have konkurrence og fortsat er udsat for konkurrence

c)

udkast til foranstaltninger, som ændrer de tekniske detaljer vedrørende tidligere pålagte afhjælpningsforanstaltninger og ikke har en mærkbar indvirkning på markedet (f.eks. årlige ajourføringer af omkostninger og skøn i forbindelse med regnskabsmodeller, indberetningstidspunkter, leveringstider), og

d)

udkast til foranstaltninger vedrørende et relevant marked, som allerede er blevet analyseret og anmeldt i forbindelse med andre virksomheder, hvor de nationale tilsynsmyndigheder pålægger andre virksomheder lignende afhjælpningsforanstaltninger uden i væsentlig grad at ændre de principper, der blev anvendt i den tidligere anmeldelse.

7)

Kommissionen vil i tæt samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder overvåge de praktiske konsekvenser af ordningen med den kortfattede anmeldelsesprocedure med henblik på at foretage eventuelle yderligere tilpasninger, som måtte være nødvendige, eller tilføje andre kategorier af udkast til foranstaltninger, som bør anmeldes ved hjælp af den kortfattede anmeldelsesformular.

8)

Udkast til foranstaltninger, der ikke falder ind under punkt 6, bør stilles til rådighed for Kommissionen ved hjælp af den standardiserede anmeldelsesformular i bilag I. Udkast til foranstaltninger, der anmeldes, bør omfatte hvert af følgende punkter i den udstrækning, det er relevant:

a)

det relevante produkt- eller tjenestemarked, især en beskrivelse af de produkter og tjenester, der skal omfattes eller ikke omfattes af det relevante marked, på grundlag af substitution på efterspørgsels- og udbudssiden

b)

det relevante geografiske marked, herunder en velunderbygget analyse af konkurrencevilkårene på grundlag af substitution på efterspørgsels- og udbudssiden

c)

de største virksomheder, der opererer på det relevante marked

d)

resultaterne af analysen af det relevante marked, især med hensyn til om dette marked er udsat for effektiv konkurrence eller ej, samt begrundelse derfor. Med henblik herpå bør udkastet til foranstaltning indeholde en analyse af de forskellige virksomheders markedsandele og en henvisning til andre relevante kriterier, hvor det er relevant, f.eks. adgangshindringer, stordriftsfordele og synergieffekter, vertikal integration, kontrol med infrastruktur, der er svær at matche, teknologiske fordele eller teknologisk overlegenhed, mangel på eller ringe markedsstyrke på aftagersiden, let eller privilegeret adgang til kapitalmarkeder/finansielle ressourcer, virksomhedens samlede størrelse, bredt udbud af produkter/tjenester, veludviklet distributions- og salgsnet, ingen potentiel konkurrence og hindringer for ekspansion

e)

de eventuelle virksomheder, der alene eller sammen med andre har en stærk markedsposition, som omhandlet i artikel 14 i direktiv 2002/21/EF, og begrundelsen, beviset og andre relevante faktiske oplysninger til støtte for, at dette anses for at være tilfældet

f)

resultaterne af den forudgående offentlige høring, som den nationale tilsynsmyndighed har gennemført

g)

eventuel udtalelse fra den nationale konkurrencemyndighed

h)

bevis for, at der på det tidspunkt, hvor udkastet til foranstaltning blev anmeldt til Kommissionen, var taget de nødvendige skridt til at underrette de nationale tilsynsmyndigheder i alle andre medlemsstater om forslaget

i)

ved anmeldelse af planlagte foranstaltninger, der falder ind under artikel 5 eller 8 i direktiv 2002/19/EF eller artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF (6), de særlige reguleringsmæssige forpligtelser, der foreslås for at rette op på den manglende effektive konkurrence på det relevante marked, eller — hvis det konstateres, at der er effektiv konkurrence på et relevant marked, og der allerede er pålagt sådanne forpligtelser med hensyn til dette marked — de foreslåede udkast til foranstaltninger til at trække disse forpligtelser tilbage.

9)

Hvis et udkast til foranstaltning i forbindelse med markedsanalysen afgrænser et relevant marked, der adskiller sig fra de markeder, som er fastsat i henstillingen om relevante markeder, bør de nationale tilsynsmyndigheder give en fyldestgørende begrundelse for de kriterier, der er lagt til grund for en sådan markedsafgrænsning.

10)

Anmeldelser i henhold til artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2002/19/EF bør også indeholde en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor aktører med en stærk markedsposition bør pålægges andre forpligtelser end de i direktivets artikel 9 til 13 anførte.

11)

Anmeldelser, der falder ind under artikel 8, stk. 5, i direktiv 2002/19/EF, bør også indeholde en fyldestgørende begrundelse for, hvorfor de planlagte udkast til foranstaltninger er nødvendige for at opfylde internationale forpligtelser.

12)

Anmeldelser indgivet ved hjælp af den standardiserede anmeldelsesprocedure, der indeholder de relevante oplysninger som omhandlet i punkt 8, betragtes som fuldstændige. Hvis de oplysninger, herunder dokumenter, der er omfattet af anmeldelsen, er ufuldstændige på et eller flere væsentlige punkter, vil Kommissionen inden fem arbejdsdage underrette den nationale tilsynsmyndighed og anføre, i hvilket omfang den betragter anmeldelsen som ufuldstændig. Anmeldelsen vil først blive registreret, når den nationale tilsynsmyndighed har fremlagt de nødvendige oplysninger. I sådanne tilfælde vil anmeldelsen i relation til artikel 7 i direktiv 2002/21/EF få virkning fra det tidspunkt, hvor Kommissionen modtager de fuldstændige oplysninger.

13)

Efter registrering af en anmeldelse kan Kommissionen i henhold til artikel 5, stk. 2, i direktiv 2002/21/EF, og uden at det påvirker punkt 8 ovenfor, anmode den pågældende nationale tilsynsmyndighed om yderligere oplysninger eller afklaring af spørgsmål. De nationale tilsynsmyndigheder bør bestræbe sig på at meddele de ønskede oplysninger inden tre arbejdsdage, hvis de er let tilgængelige.

14)

Kommissionen vil kontrollere, hvorvidt det udkast til foranstaltning, der er stillet til rådighed ved hjælp af en kortfattet anmeldelsesformular, falder inden for de kategorier, der er anført under punkt 6. Mener Kommissionen ikke, at dette er tilfældet, vil den inden fem arbejdsdage underrette den pågældende nationale tilsynsmyndighed og anmode den anmeldende tilsynsmyndighed om at indgive udkastet til foranstaltning ved hjælp af den standardiserede anmeldelsesprocedure.

15)

Når Kommissionen fremsætter bemærkninger i henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF, vil den give den pågældende nationale tilsynsmyndighed meddelelse herom elektronisk og offentliggøre bemærkningerne på sit websted.

16)

Når en national tilsynsmyndighed fremsætter bemærkninger i henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF, giver den Kommissionen og de øvrige nationale tilsynsmyndigheder meddelelse herom elektronisk.

17)

Når Kommissionen i henhold til artikel 7, stk. 4, i direktiv 2002/21/EF finder, at en planlagt foranstaltning vil udgøre en hindring for det indre marked, eller nærer alvorlig tvivl om, hvorvidt den er forenelig med EU-retten, og især målene i artikel 8 i direktiv 2002/21/EF, eller den efterfølgende trækker sine indvendinger tilbage eller ved beslutning pålægger en national tilsynsmyndighed at trække en planlagt foranstaltning tilbage, vil den underrette den pågældende nationale tilsynsmyndighed derom elektronisk og offentliggøre en meddelelse derom på sit websted.

18)

Med hensyn til anmeldelser i henhold til artikel 8, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2002/19/EF, vil Kommissionen normalt i henhold til direktivets artikel 14, stk. 2, træffe en beslutning inden for højst tre måneder, hvorved den tillader eller forbyder den nationale tilsynsmyndighed at vedtage den planlagte foranstaltning. Kommissionen kan beslutte at forlænge denne periode med yderligere to måneder i betragtning af de opståede vanskeligheder.

19)

En national tilsynsmyndighed kan på et hvilket som helst tidspunkt beslutte at trække det anmeldte udkast til foranstaltning tilbage, og i så fald slettes den anmeldte foranstaltning af registeret. Kommissionen vil offentliggøre en meddelelse herom på sit websted.

20)

Når en national tilsynsmyndighed vedtager den planlagte foranstaltning efter at have modtaget bemærkninger fra Kommissionen eller en anden national tilsynsmyndighed i henhold til artikel 7, stk. 3, i direktiv 2002/21/EF, skal den give Kommissionen og andre nationale tilsynsmyndigheder meddelelse om, hvordan den har taget mest muligt hensyn til de fremsatte bemærkninger.

21)

Efter anmodning fra en national tilsynsmyndighed vil Kommissionen uformelt drøfte et udkast til foranstaltning, inden det anmeldes.

22)

I henhold til Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 (7) skal alle tidsfrister, der er omhandlet i direktiv 2002/21/EF eller i denne henstilling, beregnes således:

a)

hvis en tidsfrist udtrykt i dage, uger eller måneder skal regnes fra det øjeblik, hvor en begivenhed indtræffer, medregnes den dag, hvor begivenheden indtræffer, ikke ved beregningen af fristen

b)

en tidsfrist udtrykt i uger eller måneder udløber med udgangen af den dag i den sidste uge eller måned, som har den samme benævnelse eller talangivelse som den dag, der indleder fristen. Hvis den dag, der er afgørende for udløbet af en tidsfrist, der er udtrykt i måneder, ikke forekommer i fristens sidste måned, udløber fristen med udgangen af denne måneds sidste dag

c)

i tidsfristerne skal medregnes officielle helligdage, søndage og lørdage

d)

alle dage — undtagen officielle og/eller offentlige helligdage, søndage og lørdage — betragtes som arbejdsdage.

Når en tidsfrist udløber på en lørdag, en søndag eller en officiel helligdag, forlænges den til udgangen af den først følgende arbejdsdag. Den liste over officielle helligdage, som Kommissionen udarbejder, offentliggøres inden hvert års begyndelse i Den Europæiske Unions Tidende.

23)

Kommissionen vil sammen med de nationale tilsynsmyndigheder vurdere behovet for at gennemgå denne henstilling om nødvendigt efter datoen fastlagt i analysen af rammebestemmelsen for medlemsstaternes omstilling til national lov.

24)

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. oktober 2008.

På Kommissionens vegne

Viviane REDING

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.

(2)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 7.

(3)  EUT L 190 af 30.7.2003, s. 13.

(4)  EUT L 344 af 28.12.2007, s. 65.

(5)  EFT L 200 af 30.7.2002, s. 38.

(6)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51.

(7)  EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1.


BILAG I

Standardiseret formular til anmeldelse af planlagte foranstaltninger efter artikel 7 i direktiv 2002/21/EF

(Standardiseret anmeldelsesformular)

INDLEDNING

Af den standardiserede anmeldelsesformular fremgår det, hvilke oplysninger de nationale tilsynsmyndigheder skal give Kommissionen, når de anmelder planlagte foranstaltninger under den standardiserede anmeldelsesprocedure efter artikel 7 i direktiv 2002/21/EF.

Kommissionen vil drøfte spørgsmål om anvendelsen af artikel 7 med de nationale tilsynsmyndigheder, især på møder inden anmeldelsen indgives. De nationale tilsynsmyndigheder opfordres derfor til at konsultere Kommissionen om alle aspekter ved den standardiserede anmeldelsesformular og især om, hvilke oplysninger de skal give, eller om muligheden for fritagelse for forpligtelsen til at give bestemte oplysninger i forbindelse med den markedsanalyse, som gennemføres i henhold til artikel 15 og 16 i direktiv 2002/21/EF.

KORREKTE OG FULDSTÆNDIGE OPLYSNINGER

Alle oplysninger, som de nationale tilsynsmyndigheder giver, skal være korrekte og fuldstændige og være sammenfattet i den standardiserede anmeldelsesformular, der findes nedenfor. Den standardiserede anmeldelsesformular tager ikke sigte på at erstatte det anmeldte udkast til foranstaltning, men skal gøre det muligt for Kommissionen og de andre medlemsstaters nationale tilsynsmyndigheder at kontrollere på grundlag af oplysningerne i den standardiserede anmeldelsesformular, at det anmeldte udkast indeholder alle de oplysninger, der er nødvendige for, at Kommissionen kan udføre sine opgaver efter artikel 7 i direktiv 2002/21/EF inden for den deri fastsatte frist.

De oplysninger, der kræves, bør opføres under de tilsvarende afsnit og punkter i den standardiserede anmeldelsesformular med henvisning til selve udkastet til foranstaltning, hvorfra disse oplysninger er hentet.

SPROG

Den standardiserede anmeldelsesformular udfyldes på et af De Europæiske Fællesskabers officielle sprog, som kan være et andet end det sprog, der anvendes i det anmeldte udkast til foranstaltning. Alle Kommissionens udtalelser eller beslutninger i henhold til artikel 7 i direktiv 2002/21/EF vil foreligge på det sprog, der anvendes i det anmeldte udkast til foranstaltning, om muligt oversat til det sprog, der benyttes i den standardiserede anmeldelsesformular.

Afsnit 1

Markedsafgrænsning

Angiv, hvor det er relevant:

1.1.

Det relevante produkt-/tjenestemarked. Er dette marked nævnt i henstillingen om relevante markeder?

1.2.

Det relevante geografiske marked.

1.3.

Et kort sammendrag af en eventuel udtalelse fra den nationale konkurrencemyndighed.

1.4.

En kort oversigt over de hidtidige resultater af den offentlige høring om den foreslåede markedsafgrænsning (f.eks. hvor mange bemærkninger man modtog, hvilke adspurgte der var enige i den foreslåede markedsafgrænsning, og hvilke adspurgte der havde en anden mening).

1.5.

I tilfælde, hvor det relevante marked adskiller sig fra de markeder, der er anført i henstillingen om relevante markeder: en kort gennemgang af de vigtigste årsager til den foreslåede markedsafgrænsning under henvisning til kapitel 2 i Kommissionens retningslinjer for markedsanalyse og beregning af stærk markedsposition i henhold til EU-rammebestemmelserne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (1) og de tre hovedkriterier, der er nævnt i betragtning 5-13 i henstillingen om relevante markeder og afsnit 2.2 i de forklarende bemærkninger (2).

Afsnit 2

Angivelse af virksomheder med stærk markedsposition

Angiv, hvor det er relevant:

2.1.

Navnet på de virksomheder, der alene eller sammen med andre virksomheder har en stærk markedsposition.

Navnet på de virksomheder, der eventuelt ikke længere anses for at have en stærk markedsposition.

2.2.

De anvendte kriterier for afgørelse af, om en virksomhed alene eller sammen med andre har en stærk markedsposition eller ej.

2.3.

Navnet på de største virksomheder (konkurrenter), der er aktive på det relevante marked.

2.4.

Ovennævnte virksomheders markedsandele og grundlaget for beregning af markedsandel (f.eks. omsætning, antal abonnenter).

Giv en kort gennemgang af:

2.5.

En eventuel udtalelse fra den nationale konkurrencemyndighed.

2.6.

De hidtidige resultater af den offentlige høring om den foreslåede angivelse af, hvilke virksomheder der har en stærk markedsposition (f.eks. det samlede antal bemærkninger, der er modtaget, antallet af respondenter, der var enige/uenige).

Afsnit 3

Tilsynsforpligtelser

Angiv, hvor det er relevant:

3.1.

Retsgrundlaget for de forpligtelser, der skal pålægges, opretholdes, ændres eller trækkes tilbage (artikel 9-13 i direktiv 2002/19/EF).

3.2.

Årsager til, at det anses for rimeligt og berettiget på baggrund af målsætningerne i artikel 8 i direktiv 2002/21/EF at pålægge virksomhederne forpligtelser eller at opretholde eller ændre sådanne forpligtelser. Alternativt angives de punkter, afsnit eller sider i udkastet til foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes.

3.3.

Hvis de foreslåede forpligtelser afviger fra forpligtelserne i artikel 9-13 i direktiv 2002/19/EF, angives hvilke »særlige tilfælde«, jf. direktivets artikel 8, stk. 3, der gør det berettiget at pålægge sådanne forpligtelser. Alternativt angives de punkter, afsnit eller sider i udkastet til foranstaltning, hvor disse oplysninger kan findes.

Afsnit 4

Opfyldelse af internationale forpligtelser

I relation til artikel 8, stk. 3, første afsnit, tredje led, i direktiv 2002/19/EF angives, hvor det er relevant:

4.1.

Om det foreslåede udkast til foranstaltning tager sigte på at pålægge markedsaktører forpligtelser, at ændre sådanne forpligtelser eller at trække dem tilbage, som omhandlet i artikel 8, stk. 5, i direktiv 2002/19/EF.

4.2.

Navnet på de pågældende virksomheder.

4.3.

Hvilke internationale forpligtelser indgået af Fællesskabet og medlemsstaterne, der skal overholdes.


(1)  EFT C 165 af 11.7.2002, s. 6.

(2)  Forklarende bemærkninger til Kommissionens henstilling 2007/789/EF om relevante produkt- og tjenestemarkeder inden for den elektroniske kommunikationssektor, som er underlagt forhåndsregulering i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, K(2007) 5406, offentliggjort på adressen: http://ec.europa.eu/information_society/policy/ecomm/doc/implementation_enforcement/article_7/sec_2007_1483_2.pdf


BILAG II

Kortfattet formular til anmeldelse af planlagte foranstaltninger efter artikel 7 i direktiv

(Kortfattet anmeldelsesformular)

INDLEDNING

Af den kortfattede anmeldelsesformular fremgår det, hvilke oplysninger de nationale tilsynsmyndigheder skal give Kommissionen, når de anmelder planlagte foranstaltninger efter den kortfattede anmeldelsesprocedure i overensstemmelse med artikel 7 i direktiv 2002/21/EF.

Det er ikke nødvendigt at fremsende en kopi af udkastet til reguleringsforanstaltning eller vedlægge den kortfattede anmeldelsesformular eventuelle andre dokumenter. Den kortfattede anmeldelsesformular skal dog indeholde en henvisning til en internetside, hvor udkastet til foranstaltning er tilgængeligt.

Image

Image


Augša