Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001R1232

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1232/2001 af 22. juni 2001 om anvendelse af den i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 omhandlede krisedestillation for bordvin i Italien

    EFT L 168 af 23.6.2001, p. 9–10 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 06/02/2009: This act has been changed. Current consolidated version: 26/07/2001

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2001/1232/oj

    32001R1232

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1232/2001 af 22. juni 2001 om anvendelse af den i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 omhandlede krisedestillation for bordvin i Italien

    EF-Tidende nr. L 168 af 23/06/2001 s. 0009 - 0010


    Kommissionens forordning (EF) nr. 1232/2001

    af 22. juni 2001

    om anvendelse af den i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 omhandlede krisedestillation for bordvin i Italien

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2826/2000(2), særlig artikel 30 og 33, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Efter artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999 kan der indledes en krisedestillation i tilfælde af usædvanlige markedsforstyrrelser som følge af stor overskudsproduktion. Foranstaltningen kan begrænses til bestemte vinkategorier eller til bestemte produktionsområder, og den kan anvendes på kvbd på anmodning af den pågældende medlemsstat.

    (2) Den italienske regering har anmodet om, at der anvendes krisedestillation for bordvin produceret i Italien.

    (3) Som følge af en høj produktion af bordvin i Italien i produktionsårene 1998/99 og 1999/2000 (henholdsvis 44 og 45 mio. hl) er der opstået betydelige lagre af bordvin. De androg 16,7 mio. hl i begyndelsen af produktionsåret 1998/99 og nåede op på 19,5 mio. hl i begyndelsen af produktionsåret 2000/01.

    (4) Oven i denne udvikling kommer ændringer i udenrigshandelen. På grund af en stor høst i nogle andre medlemsstater i indeværende produktionsår er indførslen af bordvin steget.

    (5) Denne situation har haft en negativ indvirkning på priserne, der i gennemsnit er faldet med ca. 2-8 % i indeværende produktionsår i sammenligning med samme periode i det foregående produktionsår. Desuden er prisudsvinget meget varieret efter område, og i nogle områder ligger priserne under gennemsnitspriserne.

    (6) Da betingelserne i artikel 30, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1493/1999 er opfyldt, bør der fastsættes bestemmelser om anvendelse af krisedestillation for en mængde på højst 1,2 mio. hl bordvin. Foranstaltningen er åben for en begrænset periode for at gøre den så effektiv som muligt. Der bør ikke fastsættes en maksimumsmængde, som hver producent kan lade destillere, fordi de oplagrede mængder kan variere meget fra producent til producent og snarere afhænger af salgsresultaterne end den årlige produktion for hver producent.

    (7) Den ordning, der er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1623/2000 af 25. juli 2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 om den fælles markedsordning for vin for så vidt angår handelsmekanismer(3), senest ændret ved forordning (EF) nr. 545/2001(4), skal anvendes. Foruden de artikler i forordningen, der henviser til den destillationsforanstaltning, som er fastsat i artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999, bør andre bestemmelser i forordning (EF) nr. 1623/2000 anvendes, herunder bestemmelserne om levering af alkohol til interventionsorganet og udbetaling af forskud.

    (8) Den opkøbspris, som destillationsvirksomheden skal betale producenten, bør fastsættes på et sådant niveau, at problemerne afhjælpes, og producenterne får mulighed for at gøre brug af foranstaltningen. Prisen bør dog ikke fastsættes på et så højt niveau, at anvendelsen af destillationsforanstaltningen i artikel 29 i forordning (EF) nr. 1493/1999 skades derved.

    (9) Det produkt, der fremkommer ved krisedestillationen, må kun være råalkohol eller neutral alkohol, der obligatorisk leveres til interventionsorganet for at forhindre forstyrrelser på det marked for konsumalkohol, som i første række forsynes ved destillation i henhold til artikel 29 i forordning (EF) nr. 1493/1999.

    (10) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Vin -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Den krisedestillation, der er omhandlet i artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999, anvendes for højst 1,2 mio. hl bordvin i Italien.

    Artikel 2

    Foruden bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1623/2000, der henviser til artikel 30 i forordning (EF) nr. 1493/1999, anvendes følgende bestemmelser i forordning (EF) nr. 1623/2000 for foranstaltningen i nærværende forordning:

    - bestemmelserne i artikel 62, stk. 5, for den pris, der skal betales af det i artikel 6, stk. 2, nævnte interventionsorgan

    - bestemmelserne i artikel 66 og 67 for det forskud, der er nævnt i artikel 6, stk. 2.

    Artikel 3

    Hver producent kan indgå en kontrakt som omhandlet i artikel 65 i forordning (EF) nr. 1623/2000, fra den 25. juni til den 12. juli 2001. Kontrakten ledsages af bevis for, at der er stillet en sikkerhed på 5 EUR/hl. Kontrakterne kan ikke overdrages.

    Artikel 4

    1. Medlemsstaten fastlægger den nedsættelsessats, der skal anvendes på kontrakterne, hvis den samlede mængde af indgivne kontrakter overstiger mængden i artikel 1.

    2. Medlemsstaten træffer de administrative bestemmelser, der er nødvendige for senest den 27. juli 2001 at godkende kontrakterne med angivelse af den anvendte nedsættelsessats og den pr. kontrakt accepterede mængde vin, idet producenten skal kunne opsige kontrakten, hvis mængden nedsættes. Medlemsstaten meddeler inden den 1. september 2001 Kommissionen, hvilke mængder vin der er anført i de godkendte kontrakter.

    3. Vinen skal leveres til destilleri senest den 15. oktober 2001. Den fremstillede alkohol skal leveres til interventionsorganet senest den 31. januar 2002.

    4. Sikkerheden frigives for leverede mængder, når producenten fører bevis for, at vinen er leveret til destilleri.

    5. Hvis der ikke leveres vin, inden fristen udløber, inddrages sikkerheden.

    6. Medlemsstaten kan begrænse det antal kontrakter, som en producent kan indgå i forbindelse med destillationen.

    Artikel 5

    Minimumsopkøbsprisen for vin, der leveres til destillation i henhold til nærværende forordning, er på 1,914 EUR pr. % vol. og pr. hl.

    Artikel 6

    1. Destillationsvirksomheden leverer det destillerede produkt til interventionsorganet. Produktet har et alkoholindhold på mindst 92 % vol.

    2. Interventionsorganet betaler destillationsvirksomheden 2,2812 EUR pr. % vol. pr. hl leveret råalkohol. Destillationsvirksomheden kan modtage et forskud på 1,1222 EUR pr. % vol. pr. hl. Den pris, der rent faktisk betales, nedsættes i så fald med forskuddet.

    Artikel 7

    Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Den anvendes fra den 25. juni 2001.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. juni 2001.

    På Kommissionens vegne

    Franz Fischler

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 179 af 14.7.1999, s. 1.

    (2) EFT L 328 af 23.12.2000, s. 2.

    (3) EFT L 194 af 31.7.2000, s. 45.

    (4) EFT L 81 af 21.3.2001, s. 21.

    Top