EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31999D0195

1999/195/EF: Kommissionens beslutning af 1. juli 1998 om påtænkt og allerede ydet støtte til Keller SpA og Keller Meccanica SpA fra Italien (meddelt under nummer K(1998) 2047) (Kun den italienske udgave er autentisk) (EØS- relevant tekst)

EFT L 63 af 12.3.1999, p. 55–62 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1999/195/oj

31999D0195

1999/195/EF: Kommissionens beslutning af 1. juli 1998 om påtænkt og allerede ydet støtte til Keller SpA og Keller Meccanica SpA fra Italien (meddelt under nummer K(1998) 2047) (Kun den italienske udgave er autentisk) (EØS- relevant tekst)

EF-Tidende nr. L 063 af 12/03/1999 s. 0055 - 0062


KOMMISSIONENS BESLUTNING af 1. juli 1998 om påtænkt og allerede ydet støtte til Keller SpA og Keller Meccanica SpA fra Italien (meddelt under nummer K(1998) 2047) (Kun den italienske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (1999/195/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter i henhold til bestemmelserne i ovennævnte artikler at have opfordret de interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I

Ved brev af henholdsvis 12. april 1996 og 2. maj 1996 meddelte den italienske regering Kommissionen, at den havde til hensigt at yde statsgarantier inden for rammerne af artikel 2a i lov 95/1979 til Keller SpA og Keller Meccanica SpA, som begge i 1994 blev erklæret for insolvente, og som blev underlagt særlige administrative ordninger.

Begge virksomheder indgik i Gruppo Keller, som beskæftiger sig med produktion af rullende jernbanemateriel. Keller SpA, som var moderselskabet, har hovedsæde på Sicilien og har ca. 294 ansatte. Selskabet Keller Meccanica SpA, der kontrolleres af Keller SpA, har hovedsæde på Sardinien og tæller 319 ansatte.

I henhold til lov nr. 95 fra 1979 blev der udnævnt en ekstraordinær eksekutor, som fik til opgave at udarbejde programmer for en sanering af begge virksomheder, og disse programmer blev godkendt ved ministerielt dekret af 22. december 1994. De indebærer bl.a. udførelse af eksisterende ordrer som middel til at genoprette de to selskabers rentabilitet med henblik på senere at afhænde dem til en køber eller i modsat fald at afvikle dem. Gennemførelsen af disse planer blev forsinket som følge af vanskeligheder med at tilvejebringe den nødvendige finansiering.

Blandt de opnåede finansieringer har Keller SpA opnået et lavt forrentet lån på 33 839 mio. ITL fra Irfis-Mediocredito della Sicilia, og Keller Meccanica SpA har opnået et lavt forrentet lån på 6 500 mio. ITL fra Società Finanziaria Industriale Rinascita Sardegna-Sfirs SpA. Begge lån er ydet til en rentesats, der ligger under den tilsvarende referencesats for Italien (11,35 % for året 1995).

II

Som følge af de ufyldestgørende oplysninger, som de italienske myndigheder har meddelt, og den alvorlige tvivl, der er opstået omkring de foranstaltninger, Kommissionen har fået meddelelse om, besluttede sidstnævnte den 10. februar 1997 at indlede den i traktatens artikel 93, stk. 2, hjemlede procedure vedrørende:

- det lavt forrentede lån på 33 839 mio. ITL, som Irfis-Mediocredito della Sicilia SpA har ydet Keller SpA til en årlig rente på 4 %

- det lavt forrentede lån på 6 500 mio. ITL, som Società Finanziaria Industriale Rinascita Sardegna-Sfirs SpA har ydet Keller Meccanica SpA til en årlig rente på 5 %

- den planlagte statsgaranti, som skal ydes Keller SpA og Keller Meccanica SpA i henhold til artikel 2a i lov nr. 95/1979, og som dækker 50 % af de to ovennævnte lavt forrentede lån.

På det pågældende tidspunkt så Kommissionen sig ikke i stand til at betragte de i saneringsprogrammerne indeholdte foranstaltninger som omstruktureringsforanstaltninger, eftersom de betingelser, der er opstillet i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (1), ikke var opfyldt, især som følge af mangelen på en gennemførlig, sammenhængende og omfattende plan for genetablering af virksomhedernes rentabilitet på længere sigt. Det så endvidere ud til, at de to lavt forrentede lån var blevet ydet i modstrid med den forpligtelse, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 93, stk. 3, i henhold til hvilken Kommissionen skal underrettes om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger.

III

Ved brev af 5. marts 1997 underrettede Kommissionen de italienske myndigheder om sin beslutning om at indlede proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, over for ovennævnte foranstaltninger. En genpart af dette brev blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (2). I forbindelse med denne procedure har Kommissionen ikke modtaget nogen bemærkninger fra andre interesserede parter.

Den 19. maj 1997 svarede de italienske myndigheder på Kommissionens meddelelse om indledning af proceduren, idet de præciserede, at:

- for så vidt angår støtten til Keller SpA, har regionen Sicilien svaret, at det lavt forrentede lån på 33 839 mio. ITL, der blev bevilget den 22. april 1996, blev ydet i henhold til regionallov 25/1993, en støtteordning, som er blevet godkendt af Kommissionen. Denne lov, der blev meddelt Kommissionen den 14. marts 1995, er senere blevet ændret ved regionallov 20/1995, hvorved fordelene ved ordningen fra 1993 blev udstrakt til også at omfatte virksomheder, der var underlagt særlige administrative ordninger. I modsætning til, hvad Kommissionen havde anført ved iværksættelsen af proceduren, var lånet derfor ikke blevet ydet inden for rammerne af regionallov 20/1995, men inden for rammerne af den forudgående regionallov 25/1993. De sicilianske myndigheder har tillige meddelt, at de ikke agter at yde nogen statsgaranti til Keller SpA

- for så vidt angår støtten til Keller Meccanica SpA, har regionen Sardinien oplyst, at det lavt forrentede lån på 6 500 mio. ITL er ydet i henhold til regionallov 66/1976, en anden støtteordning, der er blevet godkendt af Kommissionen, og som senere er blevet ændret med henblik på at justere parametrene, der stammer fra 1976, så de passer til de nuværende økonomiske forhold. De sardiske myndigheder omtaler slet ikke statsgarantien til fordel for Keller Meccanica SpA

- desuden har de italienske myndigheder og de sardiske myndigheder forklaret, at omstruktureringsplanerne alene vedrørte det tidsrum på fire år, der var indrømmet virksomheden til en videreførelse af driften i henhold til lov 95/1979. Formålet med disse planer var dog begrænset til udførelse af eksisterende ordrer og til salg af virksomhederne til tredjemand ved afslutningen af denne periode eller afvikling af virksomhederne.

Den 23. juni 1997 blev der afholdt et møde med de sardiske myndigheder, som fremhævede, at der i praksis ikke var nogen forbindelse mellem Keller Meccanica SpA og Keller SpA. Med hensyn til det lavt forrentede lån, der blev ydet inden for rammerne af regionallov 66/1976 til Keller Meccanica SpA, fastslog de pågældende myndigheder, at de grundlæggende betingelser, ud fra hvilke Kommissionen i 1985 havde godkendt støtteordningen af 1976, var blevet justeret i overensstemmelse med den definition af små og mellemstore virksomheder (SMV), som Kommissionen selv havde formuleret i »Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (SMV)« (3).

På mødet forpligtede de sardiske myndigheder sig til at give Kommissionen meddelelse om de ændringer, der var foretaget af regionallov 66/1976, og at fremlægge en omstruktureringsplan for Keller Meccanica SpA. De nævnte også muligheden af, at der ikke ville blive ydet nogen statsgaranti til Keller Meccanica SpA.

Efter adskillige opfordringer fra Kommissionens side meddelte de italienske myndigheder den 27. januar 1998 en række yderligere oplysninger om de to selskaber, og det blev bl.a. bekræftet, at de statsgarantier i henhold til lov 95/1979, der var givet meddelelse om, ikke ville blive ydet, at begge virksomheder var i færd med at gennemføre de saneringsplaner, der var blevet godkendt i 1994, og at deres afhændelse til tredjemand ville være fuldbyrdet inden juni 1998, eftersom salgsproceduren allerede var igangsat. Derfor mente de ikke, at det længere var nødvendigt at tilstille Kommissionen nye omstruktureringsplaner, og de bebudede, at meddelelsen om ydelse af statsstøtte i henhold til artikel 2a i lov 95/1979 ville blive trukket tilbage.

De italienske myndigheder vedlagde et dokument fra regionen Sardinien, hvori det attesteres, at ændringerne af den støtteordning af 1976, der fandt anvendelse på det til Keller Meccanica SpA ydede lån, ville blive meddelt Kommissionen sammen med en ny ændring, der endnu ikke var blevet vedtaget af politiske årsager. Dog fastslog de, at disse ændringer alene tog sigte på en justering af de parametre, der var fastsat i den oprindelige ordning fra 1976. Til dato er der ikke blevet fremsendt nogen meddelelse i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3; Kommissionen er udelukkende blevet »underrettet« om de pågældende ændringer ved brev af 27. januar 1998.

IV

A. Statsgarantien i henhold til lov 95/1979

Kommissionen er i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3, blevet underrettet om den foreslåede ydelse af statsgaranti fra Italiens side til fordel for Keller SpA og Keller Meccanica SpA i henhold til lov 95/1979. Kommissionen mener derfor, at de italienske myndigheder har opfyldt den i denne artikel nævnte forpligtelse.

Ved brev af 27. januar 1998 bekræftede de italienske myndigheder over for Kommissionen, at statsgarantien ikke vil blive ydet, og at de derfor trak meddelelsen herom tilbage. Derfor har Kommissionen afsluttet den procedure i henhold til artikel 93, stk. 2, der var blevet indledt vedrørende disse garantier.

B. Det lavt forrentede lån på 33 839 mio. ITL til Keller SpA

På tidspunktet for indledningen af proceduren erklærede Kommissionen, at de italienske myndigheder på et tidligere tidspunkt havde bekræftet, at lånet var ydet den 22. april 1996 i henhold til regionallov 20/1995, ved hvilken regionen Sicilien udstrakte fordelene i artikel 30 og 31 i regionallov 25/1993 til også at omfatte de virksomheder, der er underlagt særlige administrative ordninger. Bestemmelserne i artikel 30 og 31 i regionallov 25/1993 var blevet godkendt af Kommissionen i 1994 (statsstøtte C 12/92, ex NN 113/A/93 - Italien). Eftersom regionallov 20/1995 indebar en ændring af regionallov 25/1993, havde Kommissionen betragtet den som en integrerende del af den oprindelige ordning, der stadig er genstand for undersøgelse (statsstøtte NN 113/A/93 - Italien).

Som allerede anført hævder de italienske myndigheder i deres bemærkninger til indledningen af proceduren, at det lavt forrentede lån på 33 839 mio. ITL til Keller SpA ikke blev ydet i henhold til lov 20/1995, men i henhold til regionallov 25/1993. I virkeligheden blev aftalen mellem Irfis-Mediocredito della Sicilia og virksomheden Keller SpA, der allerede var underlagt en særlig administrativ ordning, undertegnet den 30. december 1994, dvs. en dag inden udløbet af den tidsfrist, som Kommissionen havde fastsat i sin beslutning fra 1994 om den regionale støtteordning i medfør af regionallov 25/1993 (der indebar en ændring af regionallov 119/1983).

De italienske myndigheder hævder, at man for at få konstateret, om den pågældende foranstaltning var i overensstemmelse med ordningen, bør tage tidspunktet for selve indgåelsen af aftalen om lånebetingelserne i betragtning og ikke tidspunktet for den rent faktiske ydelse af det lavt forrentede lån. Denne fortolkning bekræftede Kommissionens tjenestegrene ved brev af 19. januar 1995. Da man altså udelukkende bør tage hensyn til det første af disse to tidspunkter, er det udelukket, at det lavt forrentede lån er ydet i henhold til regionallov 20/1995, som på det pågældende tidspunkt endnu ikke var vedtaget af regionalforsamlingen.

For så vidt angår regionallov 20/1995, fastholder de italienske myndigheder, at loven ikke rummer bestemmelser om ydelse af nye former for statsstøtte, men at den nøjes med udtrykkeligt at fastslå, at også virksomheder underlagt særlige administrative ordninger kan drage fordel af de i regionallov 25/1993 omhandlede foranstaltninger. Med andre ord tydeliggør regionallov 20/1995 blot fortolkningen af regionallov 25/1993. De italienske myndigheder tilføjer, at i henhold til de italienske regler er virksomheder, som er underlagt særlige administrative ordninger, ikke udelukket fra muligheden for at opnå nye finansieringsmidler til den løbende drift. Det vil bl.a. sige, at hverken regionallov 119/93 eller regionallov 25/1993 forbyder ydelse af lavt forventede lån til fordel for virksomheder, der er underlagt særlige administrative ordninger.

Kommissionen mener, at de af italienske myndigheder anførte argumenter er i modstrid med de tidligere fremsendte oplysninger. Ved brev af 20. september 1996 (meddelt Kommissionen ved brev fra Italiens faste repræsentation af 12. december 1996) oplyste regionen Sicilien, at regionallov 20/1995 udstrakte fordelene ved regionallov 25/1993 til også at omfatte virksomheder underlagt særlige administrative ordninger. Regionen Sicilien meddelte endvidere i brev af 21. april 1997 (som blev fremsendt til Kommissionen med brev fra Italiens faste repræsentation, dateret den 19. maj 1997), at regionallov 20/1995 tog sigte på at gøre en tidligere besluttet operation gennemførlig.

Dette viser, at regionallov 25/1993 ikke kunne finde anvendelse på virksomheder underlagt særlige administrative ordninger ifølge artikel 2a i lov 95/1979. Det bekræftes også af den kendsgerning, at de italienske myndigheder den 14. marts 1995 i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3, besluttede at underrette Kommissionen om de ændringer, der var indeholdt i regionallov 25/1993.

Under alle omstændigheder fastholder Kommissionen, at regionallov 20/1995 ikke kunne finde anvendelse med tilbagevirkende kraft. Kommissionens synspunkt blev af dens tjenestegrene meddelt de italienske myndigheder ved brev af 2. maj 1996, hvori det fastslås, at »den ændring, der er foretaget af artikel 1 i regionallov 20/1995, der går ud på at udstrække gyldigheden af denne ordning til virksomheder, der er underlagt særlige administrative ordninger i henhold til lov 95/1979, udgør en ændring af en bestående ordning, der i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 93, stk. 3, bør meddeles Kommissionen og godkendes af denne. Derfor kan virksomheden Keller SpA ikke for øjeblikket drage fordel af den pågældende støtteordning (regionallov 20/1995)«.

Det kan heraf sluttes, at det lavt forrentede lån blev ydet til Keller SpA, der allerede var underlagt den særlige administrative ordning, på grundlag af en ordning, der ikke tillod, at der blev ydet virksomheden en sådan støtte. Den pågældende ordning tillod ydelse af støtte i form af lavt forrentede lån på op til 30 % af den samlede kontraktmæssige pris på allerede indgåede ordrer fra virksomheder, der opererer på Sicilien. Eftersom det drejede sig om driftsstøtte, havde Kommissionen besluttet at begrænse sin godkendelse af støtten til de 50 000 mio. ITL, der var til rådighed på daværende tidspunkt, og til støtteinterventioner, der skulle være gennemført inden 31. december 1994.

Endvidere blev det lavt forrentede lån bevilget inden vedtagelsen af de lovændringer, der tillod en sådan långivning, og inden Kommissionen kunne tage stilling til disse ændringer. Det støtteelement, der er knyttet til det lavt forrentede lån, må derfor anses for ulovligt, da støtten er ydet i modstrid med de i den godkendte ordning indeholdte betingelser og under misligholdelse af den forpligtelse, der i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3, påhviler medlemsstaterne til at underrette Kommissionen så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. Kommissionen må derfor bedømme den pågældende støtte som en nyindført særskilt foranstaltning, der ikke er omfattet af den godkendte ordning. Da selskabet helt klart er kriseramt, og da de italienske myndigheder har karakteriseret den foreslåede statsgaranti, der dækker en del af dette lån, som en omstruktureringsstøtte, bør lånet vurderes på grundlag af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

C. Det lavt forrentede lån på 6 500 mio. ITL til Keller Meccanica SpA

Der må drages samme konklusioner som under punkt B vedrørende det lavt forrentede lån på 6 500 mio. ITL, der er ydet af Società Finanziaria Industriale Rinascita SardegnaSfirs SpA til Keller Meccanica SpA.

På tidspunktet for procedurens indledning anførte Kommissionen, at det lavt forrentede lån ikke opfyldte de betingelser, på grundlag af hvilke Kommissionen havde godkendt låneordningen (statsstøtte C 4/85 - Italien), især for så vidt angår størrelsen af de virksomheder, der kan modtage støtte. Den støtteordning, der blev godkendt af Kommissionen, rummede bestemmelser om, at støttemodtagerne var begrænset til virksomheder med højst 7 mia. ITL i faste investeringer og 100 ansatte. I henhold til de af de italienske myndigheder meddelte oplysninger inden procedurens indledning havde Keller Meccanica SpA 319 ansatte og tilsammen 53 466 mio. ITL i faste investeringer.

De italienske myndigheder anførte i deres bemærkninger ved procedurens indledning, at Kommissionen havde begået en fejl ved at vælge parametret for virksomhedens størrelse ud fra et maksimalt antal ansatte. Efter deres opfattelse havde Kommissionen i forbindelse med godkendelsen af de i regionallov 66/1976 indeholdte bestemmelser i første omgang fastsat det maksimale støttebeløb pr. fuldtidsansat (14 000 eller 18 000 ECU), hvorpå den havde lagt sig fast på et maksimalt antal ansatte (100) med henblik på fastlæggelse af det maksimale støttebeløb pr. virksomhed ud fra det samlede antal ansatte, beregnet på fuldtidsbasis. Den rigorøse begrænsning af antallet til 100 ansatte, som er fastlagt af Kommissionen, er i modstrid med dens egen definition af SMV (250 ansatte) og følgelig vil et betragteligt antal SMV dermed være udelukket fra at drage fordel af støtteforanstaltningerne.

De italienske myndigheder har desuden hævdet, at de ændringer, som Kommissionen har betragtet som på hinanden følgende ændringer af ordningen, og som har gjort Keller Meccanica SpA støtteberettiget, udelukkende var en justering i form af en opskrivning af ovennævnte parametre (faste investeringer og finansiering pr. fuldtidsansat). Det oprindelige parameter for virksomhedernes størrelse, der blev fastlagt til højst 7 mia. ITL i faste investeringer, er nu helt uegnet til at karakterisere selv en mellemstor håndværksvirksomhed. Som følge af lirens konstante købekraftforringelse er kriterierne derfor med forsigtighed blevet opskrevet. Det bør i den forbindelse erindres, at denne opskrivning dog stadig ligger under den værdiforringelse, som liren har været udsat for i tidsrummet 1980-1992, og som ISTAT har beregnet til at andrage 130,6 %.

For så vidt angår det lavt forrentede lån til Keller Meccanica SpA, understreger Kommissionen, at kriterierne for støtteberettigelse er klart fastlagt i Kommissionens beslutning fra 1985 (statsstøtte C 4/85 - Italien). I det brev, der blev sendt til de italienske myndigheder for at meddele om Kommissionens afgørelse, hedder det udtrykkeligt, at »Kommissionen har taget de begrænsninger til efterretning, der er sat for de støtteberettigede virksomheders størrelse (højst 100 ansatte og 7 mia. ITL i faste investeringer)«. Begrænsningen til 100 ansatte skal altså forstås som et størrelseskriterium og en maksimumsgrænse. Selv i tilfælde af, at de italienske myndigheder skulle have ment, at Kommissionens beslutning ikke tog hensyn til vigtigheden af den meddelte ordning, har de dog ikke indbragt denne beslutning for Fællesskabets Domstol inden for den givne tidsfrist. Derfor er beslutningen endelig og uigenkaldelig.

Eftersom den godkendte ordning ikke rummede nogen mekanisme til tilpasning af støtteparametrene og kriterierne for støtteberettigelse, har de efterfølgende ændringer heraf været væsentlige og burde have været meddelt Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 3. Eftersom en sådan meddelelse ikke er afgivet, kan man ikke påstå, at den godkendelse, som Kommissionen har givet af den pågældende ordning, bør gælde for det lavt forrentede lån til fordel for Keller Meccanica SpA. De af de italienske myndigheder meddelte oplysninger berettiger ikke til en ændring af det synspunkt, Kommissionen fremførte på det tidspunkt, hvor proceduren blev indledt. Lånet opfylder ikke de betingelser, under hvilke Kommissionen har godkendt støtteordningen, især med hensyn til størrelsen af de virksomheder, der vil kunne modtage støtte.

Eftersom lånet er ydet i strid med de betingelser, der gælder for den godkendte ordning, må Kommissionen nødvendigvis betragte det lavt forrentede lån på 6 500 mio. ITL til Keller Meccanica SpA som en ny særskilt foranstaltning der ikke falder ind under den godkendte ordning. Eftersom selskabet helt entydigt er kriseramt, bør lånet vurderes på grundlag af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

V

Den rentelettelse, der er blevet indrømmet henholdsvis Keller SpA og Keller Meccanica SpA i forbindelse med lånene, bør betragtes som statsstøtte i henhold til EF-traktatens artikel 92, stk. 1.

Det bør tilføjes, at under den verserende procedure har de italienske myndigheder aldrig bestridt arten af den støtte i form af rentelettelse, der er blevet ydet i tilknytning til de to lån. De italienske myndigheder har ikke anmodet om at opnå særlige undtagelser fra bestemmelserne, men har alene anført, at de to lavt forrentede lån er blevet ydet på grundlag af regionale støtteordninger, der er godkendt af Kommissionen.

I Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder fastslås det, at de forskellige former for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder i kraft af selve deres natur fordrejer konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Konkurrencefordrejningen og påvirkningen af samhandelen bekræftes også af den bestående situation i den sektor, hvor de to selskaber opererer.

Sektoren for rullende materiel omfatter fremstilling af materiel til jernbanerne og til transport i byområder på skinner (4). Efter en periode med stagnation fra midten af '80erne til slutningen af dette årti steg efterspørgslen hurtigt fra 1991 til 1994. Både produktion og afsætning har kunnet registrere en mindre nedgang i 1994 (på henholdsvis 4,7 % og 1,7 %), hvorefter begge kom ud for et drastisk fald: produktionen faldt med 16,5 % og afsætningen med 13,9 %, hvorved man er kommet ned på niveauer, der ligger under niveauerne for 1992.

Efterspørgslen i denne sektor er centreret om et relativt lille antal kunder: nationale og regionale jernbaneselskaber, selskaber for transport i byområder, private udlejnings- og leasingselskaber samt industrier, der selv er udstyret med rullende materiel. Efterspørgslen efter rullende materiel afhænger af den mere langsigtede infrastruktur- og transportpolitik, og denne er igen påvirket af det politiske og økonomiske klima.

Da markedet består af et ret begrænset antal kunder med store indkøbsprojekter, som dog kun forekommer med store tidsintervaller, og som gerne strækker sig over flere år, er konkurrencen mellem leverandørerne yderst hård. For fabrikanterne af rullende materiel bevirker disse betingelser, at enhver kontrakt bliver et risikabelt forehavende. De indhøstede erfaringer og de stordriftsfordele, der opnås ved at få tildelt flere kontrakter, er afgørende for, hvor stærkt fabrikanten står i forbindelse med hvert påfølgende bud med henblik på indgåelse af nye ordrer.

Årtier med et indbyrdes afhængighedsforhold mellem jernbaneselskaber og leverandører har skabt en overskydende kapacitet med hensyn til materiel, og denne overskydende kapacitet opvejes kun delvis af eksporten til lande uden for EF. Tidligere har der kun været få ordrer på tværs af grænserne for de landes vedkommende, der selv råder over lokale fabrikanter af rullende materiel, med undtagelse af Nederlandene, Spanien og i den seneste tid Det Forenede Kongerige. En leverandør får normalt adgang til nye nationale markeder ved, at vedkommende erhverver eller bliver medejer af produktionsfaciliteter eller indgår i et konsortium.

Anvendelsen af Rådets direktiv 90/531/EØF (5) om afholdelse af offentligt udbud i forbindelse med indgåelse af indkøbskontrakter på områder, der tidligere var genstand for eksklusivaftaler, herunder transportsektoren, senest ændret ved direktiv 94/22/EF (6), har skabt nye afsætningsmuligheder for de europæiske leverandører efter mange år, hvor der kun var begrænset adgang til de nationale markeder. Denne tendens til grænseoverskridende indkøb vil nok forstærkes, som følge af den generelle adskillelse mellem infrastrukturforvaltning og udøvelse af transportvirksomhed ad jernbane som omhandlet i Rådets direktiv 91/440/EØF (7), om udvikling af Fællesskabets jernbaner.

Handelen med rullende materiel landene imellem inden for Fællesskabet (8) androg i 1993 ca. 1,5 mia. ECU, i 1994 2,6 mia. ECU, i 1995 1,4 mia. ECU og i 1996 1,2 mia. ECU. Italiens procentuelle andel af disse samlede tal har været følgende:

>TABELPOSITION>

Det bør bemærkes, at i henhold til oplysningerne fra de italienske myndigheder har Keller SpA eksporteret rullende materiel til Tyskland for 7 414 mio. ITL i 1991, for 18 968 mio. ITL i 1992 og for 6 820 mio. ITL i 1993.

VI

De italienske myndigheder har betegnet den statsgaranti, som er foreslået for en del af de lavt forrentede lån til Keller SpA og Keller Meccanica SpA, som omstruktureringsstøtte. Følgelig bør også selve lånene betragtes som en finansiel støtte til omstrukturering. Også selv om de støtteelementer, der er knyttet til de to lavt forrentede lån, skulle betragtes som støtte til redning af virksomhederne, ville de dog ikke kunne godkendes på baggrund af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder. For disse støtteelementer opfylder ikke alle de betingelser, der opregnes i nævnte rammebestemmelser; bl.a. er de ikke ydet for hele det tidsrum, der kræves til færdigudarbejdelse af en nødvendig og gennemførlig saneringsplan. Kun i det tilfælde, hvor Kommissionen endnu var i færd med at gennemgå omstruktureringsplanen ved udløbet af den periode, som støtten til redning er ydet til, ville den kunne acceptere en forlængelse af redningsstøtten indtil afslutningen af nævnte gennemgang.

I det foreliggende tilfælde tager støtten sigte på at gøre det muligt for de to selskaber at færdiggøre de eksisterende ordrer. Såvel den frist, der er sat for denne færdiggørelse (31 til 39 måneder) som lånenes varighed overskrider langt den periode på de seks måneder, som en støtte til redning af en virksomhed normalt er godkendt for. Som det vil blive nærmere belyst i det følgende, tager de planer, der er blevet meddelt Kommissionen, udelukkende sigte på færdiggørelse af igangværende ordrer, og de kan ikke betragtes som omstruktureringsplaner, der vil kunne genoprette selskabernes økonomisk-finansielle effektivitet på længere sigt.

Det er i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder fastsat, at omstruktureringsstøtten normalt kun bør godkendes i de tilfælde, hvor det kan bevises, at godkendelsen af omstruktureringsstøtten er i Fællesskabets interesse. Tilladelsen vil derfor kun kunne gives under overholdelse af meget strenge kriterier, og idet man tager de mulige konkurrencefordrejende virkninger i betragtning.

For at Kommissionen kan godkende en sådan støtte, skal omstruktureringsplanen opfylde alle følgende almindelige betingelser:

- den skal inden for et rimeligt tidsrum og på basis af en realistisk vurdering af virksomhedens fremtidige driftsvilkår kunne gøre virksomheden sund og rentabel på længere sigt. Omstruktureringsstøtten skal derfor være betinget af et bæredygtigt omstrukturerings-/saneringsprogram, som skal forelægges Kommissionen i alle detaljer

- den skal forhindre konkurrencefordrejende virkninger i forbindelse med tildeling af støtte

- den skal stå i et rimeligt forhold til omstruktureringsomkostninger og -fordele

- den skal gennemføres fuldstændigt. Der skal desuden indsendes detaljerede årlige rapporter til Kommissionen.

I det foreliggende tilfælde, og det gælder både Keller SpA og Keller Meccanica SpA, har de italienske myndigheder forelagt saneringsplaner, der går ud på færdiggørelse af de eksisterende ordrer som et middel til at genoprette begge selskabers økonomisk-finansielle rentabilitet. Endvidere blev det ikke udelukket, at der kunne tages nye ordrer ind i tilknytning til færdiggørelsen af de allerede modtagne ordrer. Alle de planlagte tiltag, herunder fornyelsen af produktionsanlæggene og modernisering af maskinparken, er udformet med henblik på at opfylde dette mål. I den finansieringsplan, som Keller SpA har forelagt Kommissionen, regnedes der efter udførelsen af ordrerne med et positivt slutresultat på 1 805 mio. ITL. I tilfældet Keller Meccanica SpA sættes det forventede slutresultat til 8 300 mio. ITL.

På tidspunktet for procedurens indledning havde ingen af de to selskaber modtaget nye ordrer. Kommissionen kunne ikke drage den slutning, at omstruktureringsplanerne for de to virksomheder ville kunne genoprette den økonomisk-finansielle rentabilitet på længere sigt, for selv under forudsætning af, at de eksisterende ordrer blev færdiggjort, var de forventede resultater ikke tilstrækkelige til at udligne selskabernes forudgående tab.

I de bemærkninger, som de italienske myndigheder fremsatte ved indledningen af proceduren, fremhævede de den særlige karakter af bestemmelserne i lov nr. 95 fra 1979, idet de understregede, at den særlige administrative ordning tager sigte på at sikre videreførelsen af den insolvente virksomheds aktivitet i de tilfælde, hvor der aftegner sig en mulighed for sanering med henblik på en snarlig afhændelse til en privat tredjemand af den aktive del af virksomheden. Dog er det klart, at saneringsplanen ikke kan omfatte et tidsrum, der er længere end varigheden af den særlige administrative ordning (højst 4 år). Enhver beslutning om de to virksomheders fremtid efter denne periode må nødvendigvis træffes af den eventuelle private køber. Desuden har de sardiske myndigheder forklaret, at i forbindelse med den særlige administrative ordning har de initiativer, som eksekutoren har taget vedrørende Keller Meccanica SpA, ikke været af strukturel karakter, men har primært drejet sig om færdiggørelsen af ordrerne.

I det sidste brev fra de italienske myndigheder af 27. januar 1998 gav de Kommissionen meddelelse om igangsættelsen af proceduren med henblik på salg af såvel Keller SpA som Keller Meccanica SpA og tilføjede, at som følge af dette nye element i sagen var det ikke længere nødvendigt at iværksætte omstruktureringsplanerne.

På grundlag af ovenstående oplysninger ser Kommissionen sig ikke i stand til at ændre sine indledende konklusioner, det vil sige, at den »saneringsplan«, som den ekstraordinære eksekutor havde foreskrevet for Keller SpA og Keller Meccanica SpA inden for rammerne af lov 95/1979, blot udgør en finansieringsplan, der tager sigte på færdiggørelsen af de ordrer, der var bogført på tidspunktet, hvor loven fandt anvendelse.

Saneringsplanen kan ikke betragtes som en omstruktureringsplan som defineret i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, eftersom den ikke skitserer nogen gennemførlig, sammenhængende og langsigtet plan, der vil kunne genoprette virksomhedens økonomisk-finansielle effektivitet på længere sigt. For at opfylde rentabilitetskriteriet skal omstruktureringsplanen være af en sådan art, at den giver virksomheden mulighed for at dække samtlige omkostninger, herunder afskrivning og finansielle byrder, og at den desuden giver mulighed for en vis afkastningsgrad, så det sikres, at virksomheden, når omstruktureringsplanen er gennemført, ikke længere vil have behov for yderligere tilførsler af statsstøtte, men vil være i stand til at klare konkurrencen på markedet ved at trække på egne ressourcer.

Det er helt klart, at noget sådant ikke kan konstateres i det pågældende tilfælde. Foranstaltningen er beregnet på at opretholde aktiviteten i de to virksomheder i en begrænset overgangsperiode, indtil man har fundet frem til en privat køber. De italienske myndigheder indrømmer ligefrem, at ethvert initiativ til sikring af virksomhedernes fremtidige økonomisk-finansielle rentabilitet bør tages af den potentielle private køber, når virksomhederne ikke længere er underlagt de særlige administrative ordninger. Derfor må der drages den slutning, at den første og vigtigste betingelse, der stilles i Fællesskabets rammebestemmelser (at udarbejde en omstruktureringsplan, der vil kunne gøre virksomheden sund og rentabel på længere sigt), ikke er opfyldt.

Ej heller overholdes betingelsen om forhindring af konkurrencefordrejende virkninger i forbindelse med tildeling af støtte, for under hele overgangsperioden holdes de to selskaber kunstigt i live til ulempe for de ikke-støttede konkurrenter, der virker i samme sektor. Desuden er det ikke udelukket, at de to selskaber modtager nye ordrer.

De støtteelementer, der er indeholdt i de lavt forrentede lån på henholdsvis 33 839 mio. ITL til Keller SpA og 6 500 mio. ITL til Keller Meccanica SpA, kan ikke omfattes af den undtagelse, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), den eneste, der kan finde anvendelse på statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder. Den i artikel 92, stk. 3, litra a), omhandlede undtagelse kan heller ikke finde anvendelse, eftersom støtten ikke tager sigte på at fremme udviklingen i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav.

Det bør fastslås, at selv hvis begge selskaber var blevet privatiseret ved afslutningen af det tidsrum på fire år, hvor de var underlagt særlige administrative ordninger, ville Kommissionen af de allerede nævnte grunde have draget de samme konklusioner. Dette ville ikke have fritaget Kommissionen for at tage stilling til de foranstaltninger, der er blevet truffet i overgangsperioden med de særlige administrative ordninger, som bør vurderes for sig uafhængigt af en eventuel afhændelse af virksomhederne.

Heller ikke det forhold, at begge selskaber har været underlagt særlige administrative ordninger, ændrer noget ved Kommissionens konklusioner. I en tidligere statsstøttesag (statsstøtte C 8/96 Ferdofin Srl (9)), skønnede Kommissionen, at de støtteforanstaltninger, der var indrømmet Ferdofin i henhold til lov 95/1979, skulle betragtes som statsstøtte, eftersom de anvendte foranstaltninger på grundlag af nævnte lov ikke tager sigte på alle selskaber, men kun på de største (med over 300 ansatte), og eftersom selve proceduren afhænger af, hvorledes de offentlige myndigheder udøver deres skønsbeføjelse. Af mangel på en egentlig omstruktureringsplan har Kommissionen afsluttet sagen med krav om, at Italien inddriver den af de italienske myndigheder ydede støtte til Ferdofin. I lighed med denne beslutning kan sager som den foreliggende, der frembyder analoge træk, ikke få Kommissionen til at indtage en anden holdning.

VII

Støtteelementerne kan beregnes som forskellen mellem de rentesatser, der har fundet anvendelse over for selskaberne, og den referencesats, der anvendes til beregning af nettosubventionsækvivalenten for regionalstøtten i Italien i 1995, dvs. 11,35 %. Der fremkommer derved et støtteelement på 4 288 mio. ITL for det lavt forrentede lån til Keller SpA og et støtteelement på 903 mio. ITL for det lavt forrentede lån til Keller Meccanica SpA.

Derfor bør der drages den slutning, at den rentelettelse, der er tale om på henholdsvis 4 288 mio. ITL for det lavt forrentede lån til Keller SpA og på 903 mio. ITL for det lavt forrentede lån til Keller Meccanica SpA, må betegnes som ulovlig og uforenelig med fællesmarkedet.

Når det konstateres, at en ulovligt ydet støtte er uforenelig med fællesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel 93, stk. 2, pålægger Kommissionen medlemsstaten at tilbagesøge den hos støttemodtageren som stadfæstet af Domstolen i de domme, der er afsagt i sagerne 70/72 Kommissionen mod Tyskland (10), 310/85 Deufil mod Kommissionen (11) og C-5/89 Kommissionen mod Tyskland (12).

De italienske myndigheder opfordres til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på tilbagesøgning af den ulovlige og med fællesmarkedet uforenelige støtte -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING.

Artikel 1

De betingelser, under hvilke der er ydet to lavt forrentede lån til et beløb af henholdsvis 33 839 mio. ITL til Keller SpA og 6 500 mio. ITL til Keller Meccanica SpA, svarer ikke til betingelserne i de regionale støtteordninger, som Kommissionen har godkendt. Desuden er ovennævnte lån blevet ydet, inden Kommissionen i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 93, stk. 3, kunne fremsætte sine bemærkninger hertil.

Artikel 2

Den ydede støtte i form af rentelettelse svarende til 4 288 mio. ITL til fordel for Keller SpA og 903 mio. ITL til fordel for Keller Meccanica SpA er ulovlig.

Nævnte støtteforanstaltninger falder ikke ind under nogen af de undtagelser, der er omhandlet i EF-traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, eller EØS-traktatens artikel 61, stk. 2 og 3, og de er derfor uforenelige med fællesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-traktatens artikel 61, stk. 1.

Artikel 3

Italien træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på tilbagesøgning af den i artikel 2 omhandlede ulovligt udbetalte støtte. Tilbagesøgningen sker i overensstemmelse med de i Italien gældende procedurer og bestemmelser.

De beløb, der skal tilbagesøges, tillægges renter fra datoen for ydelsen af støtten til datoen for den rent faktiske tilbagesøgning. Disse renter beregnes på grundlag af den referencesats, der anvendes til beregning af den nettosubventionsækvivalent for regionalstøtte, der finder anvendelse i Italien på datoen for tilbagebetalingen.

Artikel 4

Italien meddeler senest to måneder efter datoen for meddelelsen af denne beslutning Kommissionen, hvilke foranstaltninger den har truffet til at efterkomme beslutningen.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. juli 1998.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 368 af 23. 12. 1994, s. 12.

(2) EFT C 140 af 7. 5. 1997, s. 12.

(3) EFT C 213 af 19. 8. 1992, s. 2.

(4) Panorama of EU Industry 97, European Commission.

(5) EFT L 297 af 29. 10. 1990, s. 1.

(6) EFT L 164 af 30. 6. 1994, s. 3.

(7) EFT L 237 af 24. 8. 1991, s. 25.

(8) Eurostat, Intra European Union Statistics.

(9) EFT L 306 af 11. 11. 1997, s. 25.

(10) Sml. 1973, s. 813.

(11) Sml. 1987, s. 901.

(12) Sml. 1990, s. I-3437.

Top