EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D2183

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/2183 af 21. december 2020 om visse beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med rapportering om infektion med SARS-CoV-2 hos mink og andre dyr af familien Mustelidae og hos mårhunde (meddelt under nummer C(2020) 9531) (EØS-relevant tekst)

C/2020/9531

EUT L 433 af 22.12.2020, p. 76–79 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 16/05/2021; ophævet ved 32021D0788 Gyldighedsperiodens slutdato er den samme som datoen for offentliggørelsen af ophævelsesretsakten, som træder i kraft på den dato, hvor den bliver meddelt. Ophævelsesretsakten er blevet meddelt, men meddelelsesdatoen er ikke tilgængelig på EUR-Lex, og derfor bruges offentliggørelsesdatoen i stedet.

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2020/2183/oj

22.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 433/76


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/2183

af 21. december 2020

om visse beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med rapportering om infektion med SARS-CoV-2 hos mink og andre dyr af familien Mustelidae og hos mårhunde

(meddelt under nummer C(2020) 9531)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Unionen med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der er i 2020 blevet rapporteret om infektioner med SARS-CoV-2-virusset hos mink, og det er blevet fastslået, at smitte fra menneske til mink og mink til menneske kan forekomme. Der er blevet rapporteret om infektioner med SARS-CoV-2 hos mink i visse medlemsstater og tredjelande. Endvidere rapporterede en medlemsstat om tilfælde af covid-19-tilfælde hos mennesker smittet med SARS-CoV-2-varianter fra mink. Undersøgelser fra december 2020 fra centre for sygdomskontrol indikerer, at mårhunde (Nyctereutes procyonoides) også er modtagelige over for SARS-CoV-2.

(2)

Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) offentliggjorde den 12. november 2020 en hurtig risikovurdering af påvisningen af nye SARS-CoV-2-varianter fra mink.

(3)

Konklusionen på ECDC's hurtige risikovurdering var, at det overordnede risikoniveau for folkesundheden forårsaget af SARS-CoV-2-varianterne fra mink kan vurderes fra lavt for den generelle befolkning til meget højt for medicinsk sårbare personer med erhvervsmæssig eksponering. Den hurtige risikovurdering indikerede også, at det er nødvendigt med yderligere undersøgelser for at vurdere, hvorvidt SARS-CoV-2-varianter fra mink har indflydelse på risikoen for fornyet infektion, mindre effektivitet af vacciner eller mindre gavn af behandling.

(4)

Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) kom den 12. november 2020 med en udtalelse om covid-19 og mink, som indikerede, at risikoen for, at modtagelige dyr, som f.eks. mink, bliver et SARS-CoV-2-reservoir, skaber bekymring verden over, eftersom overførelse til mennesker kan få folkesundhedsmæssige konsekvenser.

(5)

Mårhunde betragtes som modtagelige over for SARS-CoV-2-smitte, og OIE har opfordret landene til at overvåge dyr, der er modtagelige for SARS-CoV-2-smitte, som f.eks. mink og mårhunde, ved hjælp af en One Health-tilgang.

(6)

Medlemsstater skal i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/99/EF (3) sikre, at data om forekomsten af zoonoser og zoonotiske agenser indsamles.

(7)

Hver medlemsstat skal i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i direktiv 90/425/EØF straks underrette de øvrige medlemsstater og Kommissionen, når der på dens område konstateres zoonoser, sygdomme eller andre forhold, der kan udgøre en alvorlig fare for dyrs eller menneskers sundhed.

(8)

Hver medlemsstat skal i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i direktiv 89/662/EØF straks underrette de øvrige medlemsstater og Kommissionen, når der på dens område konstateres zoonoser, sygdomme eller andre forhold, der kan udgøre en alvorlig fare for dyrs eller menneskers sundhed.

(9)

Ud over kravene om øjeblikkelig underretning er det nødvendigt at udarbejde et effektivt, harmoniseret rapporteringssystem, som gør det muligt uden ophold at udveksle alle relevante oplysninger med henblik på at muliggøre en risikovurdering i forbindelse med One Health-tilgangen og for at danne beslutningsgrundlag for og identificere muligheder for risikostyring angående de risici, der opstår ved tilstedeværelse af SARS-CoV-2-varianter fra mink hos dyr af familien Mustelidae og hos mårhunde.

(10)

På grund af det akutte behov for at vurdere risikoen ved den epidemiologiske situation i Unionen for så vidt angår forekomsten af SARS-CoV-2 hos mink og andre dyr af familien Mustelidae og hos mårhunde bør medlemsstaterne indsende regelmæssige rapporter til Kommissionen om forekomsten af denne infektion hos opdrættede eller vildtlevende dyr af familien Mustelidae og hos mårhunde. For at sikre korrekt risikokommunikation inden for Unionen skal Kommissionen dele et resumé af de indsamlede oplysninger med medlemsstaterne. Det er hensigtsmæssigt at fastsætte en model for rapporten i denne afgørelse, dataene struktureres efter udbrud og arter, som er modtagelige over for SARS-CoV-2-virus. Denne afgørelse bør få virkning snarest muligt inden for den retlige ramme, som er fastsat i direktiv 90/425/EØF og direktiv 89/662/EØF. De indsamlede og indsendte data er undergivet Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (4).

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Medlemsstaterne indsender en rapport til Kommissionen senest tre dage efter den første bekræftede forekomst af infektion med SARS-CoV-2 på deres område hos mink og andre dyr af familien Mustelidae og hos mårhunde (Nyctereutes procyonoides).

2.   I tilfælde af yderligere forekomster eller udbrud af nye infektioner med SARS-CoV-2 hos dyr, som er nævnt i stk. 1, efter den første bekræftede forekomst, som er omhandlet i stk. 1, indsender medlemsstaterne ugentlige opfølgningsrapporter. Medlemsstaterne indsender også opfølgningsrapporten, når der er relevante opdateringer om sygdomsepidemiologien og dens zoonotiske konsekvenser.

3.   Rapporterne, som er omhandlet i stk. 1 og 2, skal for hver forekomst eller hvert udbrud af infektionen indeholde de oplysninger, som er anført i bilaget til denne afgørelse.

4.   Rapporterne, som er omhandlet i stk. 1 og 2, indsendes i et elektronisk format, som bestemmes af Kommissionen inden for rammerne af Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder.

Artikel 2

1.   Kommissionen informerer inden for rammerne af Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder medlemsstaterne om deres indsendte rapporter i overensstemmelse med artikel 1.

2.   Kommissionen offentliggør kun til informationsformål på sit websted et opdateret resumé af de oplysninger, der findes i de rapporter, som medlemsstaterne har indsendt i overensstemmelse med artikel 1.

Artikel 3

Denne afgørelse anvendes indtil den 20. april 2021.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. december 2020.

På Kommissionens vegne

Stella KYRIAKIDES

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/99/EF af 17. november 2003 om overvågning af zoonoser og zoonotiske agenser, om ændring af Rådets beslutning 90/424/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 92/117/EØF (EUT L 325 af 12.12.2003, s. 31).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).


BILAG

Oplysninger, der skal findes i rapporterne, som er omhandlet i artikel 1, i forbindelse med forekomsten af infektion med SARS-CoV-2 hos mink og andre dyr af familien Mustelidae og hos mårhunde

1.   

Rapporteringsdato

2.   

Medlemsstat

3.   

Type af rapport (første bekræftelsesrapport/ugentlig opfølgningsrapport)

4.   

Samlet antal udbrud/forekomster i medlemsstaten inkluderet i rapporten

5.   

For hvert udbrud/hver forekomst:

a)

Løbenummer for hvert udbrud/hver forekomst i medlemsstaten

b)

Region og omtrentlig geografisk beliggenhed af virksomheden eller andet sted, hvor dyrene blev holdt eller befandt sig

c)

Dato for mistanke

d)

Dato for bekræftelse

e)

Diagnostisk(e) metode(r)

f)

Dato for estimeringen af indslæbningen af virusset til virksomheden eller stedet

g)

Mulig oprindelse af virusset

h)

Trufne bekæmpelsesforanstaltninger (detaljer (1))

i)

Antal modtagelige dyr på virksomheden eller på stedet (opdelt efter modtagelige arter)

j)

Antal klinisk eller subklinisk berørte dyr på virksomheden eller på stedet (opdelt efter modtagelige arter; hvis der ikke noget præcist tal tilgængeligt, giv et estimat)

k)

Morbiditet: antal dyr (opdelt efter modtagelige arter), som er klinisk berørte med tegn på covid-19 på virksomheden eller på stedet i forhold til antal modtagelige dyr med en kort beskrivelse af de kliniske tegn (hvis der ikke noget præcist tal tilgængeligt, giv et estimat)

l)

Mortalitet: antal dyr (opdelt efter modtagelige arter), som er døde på virksomheden eller på stedet (hvis der ikke noget præcist tal tilgængeligt, giv et estimat)

6.   

Data om molekylærepidemiologi, markante mutationer

7.   

Relevant data om smitte hos mennesker i medlemsstaterne, som er direkte forbundet med udbrud/forekomster hos dyr, som omhandlet i artikel 1, stk. 1 og 2.

8.   

Andre relevante oplysninger.


(1)  Kontrol med flytning inden for landets grænser, overvågning i den spredningsbegrænsende zone eller beskyttelseszone, sporbarhed, karantæne, officiel bortskaffelse af slagtekroppe, biprodukter og affald, sanering, bekæmpelse af reservoirer i vilde dyr, zoneinddeling, desinficering, tilladt vaccine (hvis der findes en vaccine), ingen behandling af berørte dyr og andre relevante foranstaltninger.


Top