EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R0855

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/855 af 7. maj 2020 om ændring af delegeret forordning (EU) 2016/1675 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849, idet Bahamas, Barbados, Botswana, Cambodja, Ghana, Jamaica, Mauritius, Mongoliet, Myanmar/Burma, Nicaragua, Panama og Zimbabwe tilføjes til skemaet i bilagets punkt I, og Bosnien-Hercegovina, Etiopien, Guyana, Den Demokratiske Folkerepublik Laos, Sri Lanka og Tunesien udgår af nævnte skema (EØS-relevant tekst)

C/2020/2801

EUT L 195 af 19.6.2020, p. 1–8 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2020/855/oj

19.6.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 195/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2020/855

af 7. maj 2020

om ændring af delegeret forordning (EU) 2016/1675 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849, idet Bahamas, Barbados, Botswana, Cambodja, Ghana, Jamaica, Mauritius, Mongoliet, Myanmar/Burma, Nicaragua, Panama og Zimbabwe tilføjes til skemaet i bilagets punkt I, og Bosnien-Hercegovina, Etiopien, Guyana, Den Demokratiske Folkerepublik Laos, Sri Lanka og Tunesien udgår af nævnte skema

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionen skal sikre en effektiv beskyttelse af det finansielle systems integritet og det indre markeds funktion mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. I direktiv (EU) 2015/849 er det således fastsat, at Kommissionen bør identificere lande med strategiske mangler i deres nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der i væsentlig grad truer Unionens finansielle system.

(2)

I Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1675 (2) identificeres højrisikotredjelande med strategiske mangler. Nævnte delegerede forordning bør tages op til revision på passende tidspunkter i lyset af de fremskridt, som disse højrisikotredjelande gør med hensyn til at afhjælpe de strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme. Kommissionen bør i forbindelse med sine vurderinger tage hensyn til nye oplysninger fra internationale organisationer og standardsættere såsom dem, der offentliggøres af Financial Action Task Force (FATF). I lyset af disse oplysninger bør Kommissionen desuden identificere yderligere lande med strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme.

(3)

I betragtning af det internationale finansielle systems høje integrationsniveau, markedsoperatørernes tætte indbyrdes forbindelse, de mange grænseoverskridende transaktioner til eller fra EU samt graden af markedets åbenhed anses enhver trussel mod det internationale finansielle system i forbindelse med hvidvask af penge og finansiering af terrorisme også for at udgøre en trussel mod Unionens finansielle system.

(4)

Det er af afgørende betydning, at der tages hensyn til relevant arbejde, der allerede er udført på internationalt plan med henblik på at identificere lande, navnlig FATF's arbejde. Med henblik på at sikre det globale finanssystems integritet er det af største betydning, at Unionen på EU-plan tager behørigt hensyn til de lande, som FATF har identificeret som havende strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. I overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i direktiv (EU) 2015/849, har Kommissionen taget hensyn til de nylige tilgængelige oplysninger, navnlig FATF's nylige offentlige erklæringer, FATF-dokumenterne »Improving Global AML/CFT Compliance: Ongoing Process Statement«, og FATF's rapporter fra arbejdsgruppen vedrørende tilsyn med det internationale samarbejde (International Co-operation Review Group) for så vidt angår de risici, der hidrører fra individuelle tredjelande, i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, i direktiv (EU) 2015/849.

(5)

Et tredjeland, der udgør en risiko for det internationale finansielle system som identificeret af FATF, antages at udgøre en risiko for det indre marked. Denne antagelse vedrører alle lande, der er offentligt identificeret i FATF's offentlige erklæring og i FATF-dokumenterne »Improving Global AML/CFT Compliance: Ongoing Process Statement«.

(6)

For at foretage sin selvstændige vurdering har Kommissionen vurderet de tilgængelige oplysninger fra FATF og, hvor det er relevant, andre informationskilder for at nå frem til sin konklusion. Efter denne vurdering har Kommissionens analyse bekræftet de respektive strategiske mangler, jf. betragtning 8-19.

(7)

I oktober 2018 identificerede FATF Bahamas som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Bahamas har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Bahamas har taget skridt til at forbedre sin ordning til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og i februar 2020 fastslog FATF som en indledende vurdering, at Bahamas i al væsentlighed har gennemført sin handlingsplan, og det berettiger en vurdering på stedet for at verificere, at gennemførelsen af Bahamas' reformer vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme er indledt og opretholdes, og at der fortsat er det nødvendige politiske tilsagn om at fortsætte gennemførelsen fremover. FATF har endnu ikke foretaget en sådan vurdering for at bekræfte sin indledende vurdering. Kommissionen er derfor ikke i besiddelse af oplysninger, der sætter den i stand til på nuværende tidspunkt at bekræfte, at de strategiske mangler på disse områder er blevet afhjulpet effektivt. Den fremtidige vurdering vil fokusere på følgende områder: 1) udvikling af et samlet elektronisk sagsstyringssystem med henblik på internationalt samarbejde, 2) dokumentation for et risikobaseret tilsyn med finansieringsinstitutter, som ikke er banker, 3) rettidig adgang til passende, nøjagtige og aktuelle oplysninger om det legale og det reelle ejerskab, 4) højere kvalitet af den finansielle efterretningsenheds produkter med henblik på at bistå de retshåndhævende myndigheder med at udføre efterforskninger af hvidvask af penge/finansiering af terrorisme, navnlig komplekse sager vedrørende hvidvask af penge/finansiering af terrorisme og enkeltstående efterforskninger af hvidvask af penge, 5) dokumentation for, at myndighederne efterforsker og retsforfølger alle former for hvidvask af penge, herunder komplekse hvidvasksager, enkeltstående hvidvasksager og sager, der involverer udbytte fra udenlandske strafbare forhold, 6) dokumentation for, at der indledes og afsluttes konfiskationsprocedurer for alle typer hvidvasksager og 7) afhjælpning af mangler i rammerne for målrettede finansielle sanktioner for finansiering af terrorisme og finansiering af våbenspredning og påvisning af gennemførelsen heraf. På dette grundlag bør Bahamas anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(8)

I februar 2020 identificerede FATF Barbados som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Barbados har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) mangel på et effektivt risikobaseret tilsyn for finansieringsinstitutter og udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv, 2) mangler vedrørende foranstaltninger til forebyggelse af, at juridiske personer og arrangementer misbruges til kriminelle formål, og mangler med hensyn til at sikre, at der rettidigt foreligger nøjagtige og ajourførte oplysninger om det legale og det reelle ejerskab, 3) mangler vedrørende kapaciteten i den finansielle efterretningsenhed i forbindelse med tilvejebringelse af finansielle oplysninger til yderligere bistand til de retshåndhævende myndigheder i forbindelse med efterforskning af hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, 4) mangler vedrørende efterforskning og retsforfølgning i forbindelse med hvidvask af penge, som ikke er i overensstemmelse med landets risikoprofil, og ophobning med hensyn til retsforfølgning, 5) mangler vedrørende konfiskation i forbindelse med sager om hvidvask af penge, herunder begrænset bistand, der anmodes om fra udenlandske modparter. På dette grundlag bør Barbados anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(9)

I oktober 2018 identificerede FATF Botswana som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Botswana har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) mangler i vurderingen af de risici, der er forbundet med juridiske personer, juridiske arrangementer og nonprofitorganisationer, 2) mangel på gennemførelse af risikobaserede tilsynsmanualer vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, 3) den finansielle efterretningsenheds niveau for analyse og formidling af finansielle efterretninger, 4) mangler i gennemførelsen af en strategi for bekæmpelse af finansiering af terrorisme og de retshåndhævende myndigheders utilstrækkelige kapacitet i forbindelse med efterforskning af finansiering af terrorisme, 5) manglende evne til at sikre hurtig gennemførelse af målrettede finansielle sanktioner i forbindelse med finansiering af terrorisme og finansiering af våbenspredning og 6) mangler i anvendelsen af en risikobaseret tilgang til overvågning af nonprofitorganisationer. På dette grundlag bør Botswana anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(10)

I februar 2019 identificerede FATF Cambodja som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Cambodja har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) mangel på et bredt retsgrundlag for gensidig retshjælp og på relevant uddannelse af retshåndhævende myndigheder, 2) manglende gennemførelse af et risikobaseret tilsyn med ejendomssektoren og kasinoer, 3) manglende gennemførelse af et risikobaserede tilsyn med banker, herunder gennem hurtige, forholdsmæssige og afskrækkende håndhævelsesforanstaltninger, hvor det er relevant, 4) mangler i den tekniske overholdelse i lovgivningen om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, 5) niveauet for analyse af rapporter om mistænkelige transaktioner og tilhørende videregivelse af oplysninger til de retshåndhævende myndigheder, 6) utilstrækkelige resultater med hensyn til efterforskning og retsforfølgning vedrørende hvidvask af penge, 7) utilstrækkelige resultater med hensyn til indefrysning og konfiskation af udbytte af strafbare forhold, redskaber og formuegoder af tilsvarende værdi, 8) manglende retlige rammer og gennemførelse af FN's målrettede finansielle sanktioner i forbindelse med finansiering af våbenspredning samt utilstrækkelig forståelse af sanktionsunddragelse. På dette grundlag bør Cambodjas anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(11)

I oktober 2018 identificerede FATF Ghana som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Ghana har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) manglende gennemførelse af en samlet national politik for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme baseret på de risici, der er identificeret i den nationale risikovurdering, herunder foranstaltninger til afbødning af de hvidvask-/terrorismefinansieringsrisici, der er forbundet med juridiske personer, 2) mangler i det risikobaserede tilsyn, herunder myndighedernes utilstrækkelige kapacitet og utilstrækkelig bevidsthed i den private sektor, 3) mangler med hensyn til at sikre rettidig adgang til passende, nøjagtige og aktuelle oplysninger om det legale og det reelle ejerskab, 4) mangler med hensyn til behovet for at sikre, at den finansielle efterretningsenhed fokuserer sine aktiviteter på de risici, der er identificeret i den nationale risikovurdering, og at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til den finansielle efterretningsenhed, og 5) mangler i anvendelsen af en risikobaseret tilgang til overvågning af nonprofitorganisationer. På dette grundlag bør Ghana anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(12)

I februar 2020 identificerede FATF Jamaica som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Jamaica har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) mangel på en samlet forståelse af risikoen for hvidvask af penge/finansiering af terrorisme, 2) manglende inddragelse af alle finansieringsinstitutter og udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv i ordningen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og manglende sikring af passende risikobaseret tilsyn i alle sektorer, 3) manglende passende foranstaltninger til forebyggelse af, at juridiske personer og arrangementer misbruges til kriminelle formål, og mangler med hensyn til at sikre, at der rettidigt foreligger nøjagtige og ajourførte oplysninger om det legale og det reelle ejerskab, 4) manglende ordentlige foranstaltninger til at øge anvendelsen af finansielle oplysninger og til at øge efterforskningen og retsforfølgningen i forbindelse med hvidvask af penge i overensstemmelse med landets risikoprofil, 5) manglende påvisning af, at der uden ophold gennemføres målrettede finansielle sanktioner for finansiering af terrorisme, og 6) mangler i gennemførelsen af en risikobaseret tilgang til tilsyn med sektoren for nonprofitorganisationer for at forhindre misbrug med henblik på finansiering af terrorisme. På dette grundlag bør Jamaica anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(13)

I februar 2020 identificerede FATF Mauritius som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Mauritius har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) mangler med hensyn til at påvise, at tilsynsmyndighederne for den globale forretningssektor og udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv gennemfører risikobaseret tilsyn, 2) manglende sikring af, at der rettidigt er adgang til nøjagtige oplysninger om det legale og det reelle ejerskab fra de kompetente myndigheders side, 3) manglende påvisning af, at de retshåndhævende myndigheder har kapacitet til at foretage efterforskninger af hvidvask af penge, herunder sideløbende finansielle efterforskninger og komplekse sager, 4) mangler i gennemførelsen af en risikobaseret tilgang til tilsyn med sektoren for nonprofitorganisationer for at forhindre misbrug med henblik på finansiering af terrorisme og 5) manglende påvisning af tilstrækkelig gennemførelse af målrettede finansielle sanktioner gennem opsøgende arbejde og tilsyn. På dette grundlag bør Mauritius anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(14)

I oktober 2019 identificerede FATF Mongoliet som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Mongoliet har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Mongoliet har ganske vist taget skridt til at forbedre sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, men de resterende mangler omfatter: 1) mangler i forståelsen hos de tilsynsførende for udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv for den sektorbestemte risiko for hvidvask af penge/finansiering af terrorisme samt mangler i anvendelsen af en risikobaseret tilgang til tilsyn, navnlig i forbindelse med forhandlere af ædle metaller og ædelsten, 2) behov for at påvise øget efterforskning og retsforfølgning af forskellige typer hvidvask af penge i overensstemmelse med de identificerede risici og 3) utilstrækkelig overvågning af finansieringsinstitutters og udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhvervs overholdelse af deres forpligtelser vedrørende målrettede finansielle sanktioner i forbindelse med finansiering af våbenspredning og utilstrækkelig anvendelse af sanktioner, der står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. På dette grundlag bør Mongoliet anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(15)

I februar 2020 identificerede FATF Myanmar/Burma som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Myanmar/Burma har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) manglende påvisning af en bedre forståelse af risici for hvidvask af penge på centrale områder, 2) manglende sikring af, at tilsynsorganet for udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv er udstyret med tilstrækkelige ressourcer, at inspektioner på stedet eller andre steder er risikobaserede, og at hundi-operatører registreres og er underlagt tilsyn, 3) manglende påvisning af forbedringer i brugen af finansielle efterretninger i efterforskninger foretaget af de retshåndhævende myndigheder og utilstrækkelig operationel analyse og formidling af oplysninger fra den finansielle efterretningsenheds side, 4) behov for at sikre, at hvidvask af penge efterforskes/retsforfølges i overensstemmelse med risiciene, 5) manglende påvisning af efterforskning af grænseoverskridende hvidvasksager i internationalt samarbejde, 6) manglende påvisning af en forøgelse af indefrysning/beslaglæggelse og konfiskation af udbytte af strafbare forhold, redskaber og formuegoder af tilsvarende værdi, 7) mangler i forvaltningen af beslaglagte aktiver med henblik på at bevare værdien af beslaglagte varer indtil konfiskation og 8) mangler med hensyn til at påvise gennemførelse af målrettede finansielle sanktioner i forbindelse med finansiering af våbenspredning, herunder uddannelse vedrørende skatteunddragelse. På dette grundlag bør Myanmar/Burma anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(16)

I februar 2020 identificerede FATF Nicaragua som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Nicaragua har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) mangel på en samlet forståelse af risikoen for hvidvask af penge/finansiering af terrorisme, 2) mangel med hensyn til proaktivt at søge internationalt samarbejde til støtte for efterforskning af hvidvask af penge, navnlig med henblik på at identificere og spore aktiver med konfiskation og repatriering for øje, 3) mangler med hensyn til gennemførelse af et effektivt risikobaseret tilsyn, 4) manglende passende foranstaltninger til forebyggelse af, at juridiske personer og arrangementer misbruges til kriminelle formål, og mangler med hensyn til at sikre, at der rettidigt foreligger nøjagtige og ajourførte oplysninger om det legale og det reelle ejerskab. På dette grundlag bør Nicaragua anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(17)

I juni 2019 identificerede FATF Panama som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Panama har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) en begrænset forståelse af den nationale og den sektorbestemte risiko for hvidvask af penge/finansiering af terrorisme og deraf følgende mangel med hensyn til videregivelse af oplysninger om de relaterede resultater til landets nationale politikker med henblik på at afbøde de identificerede risici, 2) mangler med hensyn til proaktiv identifikation af pengeoverførselsvirksomheder uden licens, anvendelse af en risikobaseret tilgang til tilsyn med sektoren for udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv og anvendelse af effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, 3) forpligtede enheders manglende tilstrækkelige kontrol og opdatering af oplysninger om det reelle ejerskab, mangel på en effektiv mekanisme til overvågning af offshore-enheders aktiviteter, mangler med hensyn til vurdering af de eksisterende risici for misbrug af juridiske personer og arrangementer til fastlæggelse og gennemførelse af specifikke foranstaltninger til at forhindre misbrug af proformaaktionærer og -direktører og mangler med hensyn til at sikre rettidig adgang til tilstrækkelige og nøjagtige oplysninger om reelt ejerskab og 4) mangler med hensyn til effektiv brug af den finansielle efterretningsenhed til efterforskning af hvidvask af penge og dens evne til at efterforske og retsforfølge hvidvask af penge, der involverer udenlandsk skattekriminalitet, og med hensyn til at sikre et konstruktivt og rettidigt internationalt samarbejde om en sådan lovovertrædelse og utilstrækkeligt fokus på efterforskning af hvidvask af penge i forbindelse med højrisikoområder, der er udpeget i den nationale risikovurdering og den gensidige evalueringsrapport. På dette grundlag bør Panama anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(18)

I oktober 2019 identificerede FATF Zimbabwe som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Zimbabwe har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) utilstrækkelig forståelse af de vigtigste risici i forbindelse med hvidvask af penge/finansiering af terrorisme blandt de relevante aktører og manglende gennemførelse af den nationale politik for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme baseret på de risici, der er identificeret, 2) manglende gennemførelse af risikobaseret tilsyn vedrørende finansieringsinstitutter og udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv, herunder utilstrækkelig kapacitetsopbygning hos tilsynsmyndigheden, 3) utilstrækkelige risikobegrænsende foranstaltninger hos finansieringsinstitutter og udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv, der medfører sanktioner, der står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, 4) mangler i den retlige ramme og mekanisme med henblik på indsamling og ajourføring af nøjagtige og ajourførte oplysninger om det reelle ejerskab for juridiske personer og arrangementer og med henblik på at sikre rettidig adgang for de kompetente myndigheder og 5) mangler i rammerne for og gennemførelsen af målrettede finansielle sanktioner i forbindelse med finansiering af terrorisme og finansiering af våbenspredning. På dette grundlag bør Zimbabwe anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(19)

I overensstemmelse med de seneste relevante oplysninger har Kommissionen på grundlag af sin vurdering konkluderet, at Bahamas, Barbados, Botswana, Cambodja, Ghana, Jamaica, Mauritius, Mongoliet, Myanmar/Burma, Nicaragua, Panama og Zimbabwe bør betragtes som tredjelandsjurisdiktioner med strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der i væsentlig grad truer Unionens finansielle system, jf. kriterierne i artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849. Det skal bemærkes, at disse på højt politisk plan skriftligt har forpligtet sig til at afhjælpe de identificerede mangler og har udarbejdet handlingsplaner sammen med FATF.

(20)

Det skal endvidere bemærkes, at FATF identificerede Uganda som en jurisdiktion med strategiske mangler i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for hvilke Uganda har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF i februar 2020. Kommissionen vurderede de seneste oplysninger, som den havde modtaget i denne forbindelse fra FATF vedrørende disse mangler, og andre relevante oplysninger. Manglerne omfatter: 1) mangel på en national strategi for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, 2) mangler med hensyn til at søge internationalt samarbejde i overensstemmelse med landets risikoprofil, 3) manglende udvikling og gennemførelse af risikobaseret tilsyn vedrørende finansieringsinstitutter og udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv, 4) mangler med hensyn til at sikre, at de kompetente myndigheder har rettidig adgang til nøjagtige grundlæggende oplysninger om det legale og det reelle ejerskab vedrørende juridiske enheder, 5) mangler med hensyn til at påvise, at de retshåndhævende og retslige myndigheder konsekvent behandler hvidvask af penge i overensstemmelse med de identificerede risici, 6) manglende fastlæggelse og gennemførelse af politikker og procedurer med henblik på identificering, sporing, beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra og redskaber til kriminalitet, 7) manglende påvisning af, at de retshåndhævende myndigheder gennemfører efterforskninger af finansiering af terrorisme og foretager retsforfølgelser, der står i et rimeligt forhold til Ugandas risikoprofil med hensyn til finansiering af terrorisme, og 8) tekniske mangler i den retlige ramme til gennemførelse af målrettede finansielle sanktioner i forbindelse med finansiering af våbenspredning og mangler i gennemførelsen af en risikobaseret tilgang til tilsynet med sektoren for non-profit-organisationer for at forhindre misbrug med henblik på finansiering af terrorisme. Uganda har også på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at afhjælpe de identificerede mangler og har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF. Uganda er allerede opført i delegeret forordning (EU) 2016/1675. Derfor bør status og de gældende foranstaltninger med hensyn til Uganda forblive uændrede.

(21)

Det er yderst vigtigt, at Kommissionen hele tiden overvåger tredjelande og vurderer udviklingen i deres retlige og institutionelle rammer, de kompetente myndighederes beføjelser og procedurer samt effektiviteten af deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for at bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675 holdes opdateret.

(22)

Kommissionen har vurderet fremskridtene med hensyn til at afhjælpe strategiske mangler i de lande i bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675, som FATF har fjernet fra listen siden juli 2016, på grundlag af kravene i direktiv (EU) 2015/849. Kommissionen afsluttede vurderingen af de fremskridt, der er gjort i Bosnien-Hercegovina, Etiopien, Guyana, Den Demokratiske Folkerepublik Laos, Sri Lanka og Tunesien.

(23)

FATF så med tilfredshed på de betydelige fremskridt, som Bosnien-Hercegovina, Etiopien, Guyana, Den Demokratiske Folkerepublik Laos, Sri Lanka og Tunesien har gjort med hensyn til at forbedre deres ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og noterede sig, at disse lande har fastlagt de retlige og reguleringsmæssige rammer for at opfylde forpligtelserne i deres handlingsplaner vedrørende de strategiske mangler, som FATF havde konstateret. Disse lande er derfor ikke længere underlagt FATF's overvågningsproces under den igangværende globale overensstemmelsesproces med henblik på bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme. Disse lande vil fortsat arbejde sammen med FATF-lignende regionale organer om yderligere at forbedre deres ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(24)

Kommissionen vurderede oplysningerne om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at afhjælpe strategiske mangler i disse tredjelande.

(25)

I Kommissionens vurdering konkluderedes det, at Bosnien-Hercegovina og Guyana på nuværende tidspunkt ikke har strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i betragtning af de foreliggende oplysninger. De pågældende lande har for nylig truffet en række foranstaltninger for at styrke deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og Kommissionen vil fremover overvåge den effektive gennemførelse af sådanne foranstaltninger. Kommissionen vil vurdere disse lande, når der kommer nye tilgængelige informationskilder. Bosnien-Hercegovina og Guyana bør derfor ikke anses for at have strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(26)

Ligeledes konkluderede Kommissionen i sin vurdering, at Tunesien ikke længere har strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i betragtning af de foreliggende oplysninger. Tunesien har styrket effektiviteten af sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og adresseret relaterede tekniske mangler for at opfylde forpligtelserne i sin handlingsplan vedrørende de strategiske mangler, som FATF havde identificeret. Disse foranstaltninger er tilstrækkeligt omfattende og opfylder de nødvendige krav, så de strategiske mangler, der er konstateret i henhold til artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849, kan anses for at være blevet fjernet.

(27)

Endvidere konkluderede Kommissionen i sin vurdering, at Etiopien, Den Demokratiske Folkerepublik Laos og Sri Lanka har gennemført foranstaltninger til afhjælpning af de strategiske mangler, som FATF havde identificeret, og ikke længere udviste sådanne strategiske mangler. Efter de foranstaltninger, der er gennemført for at følge den handlingsplan, der er aftalt med FATF, udgør disse lande ikke længere nogen trussel mod det internationale finansielle system med hensyn til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Under hensyntagen til deres relevans for Unionens finansielle system finder Kommissionen, at disse lande ikke i væsentlig grad truer Unionens finansielle system. Derfor bør Etiopien, Den Demokratiske Folkerepublik Laos og Sri Lanka på nuværende tidspunkt ikke anses for at have strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme.

(28)

Kommissionen har givet tilsagn om, når det er relevant, at yde teknisk bistand til tredjelande, der er medtaget i bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675, for at bistå dem med at afhjælpe de konstaterede strategiske mangler.

(29)

I betragtning af den meget ekstraordinære og uforudsigelige situation som følge af covid-19-pandemien, som har en indvirkning på globalt plan, og som med stor sandsynlighed vil føre til forstyrrelser af de økonomiske aktørers og de kompetente myndigheders funktion, bør datoen for anvendelse af artikel 2 vedrørende tilføjelse af tredjelande fastsættes, så der bliver tilstrækkelig tid til, at den kan gennemføres i praksis under disse omstændigheder. Derfor bør anvendelsesdatoen for denne forordnings artikel 2 undtagelsesvis fastsættes til en senere dato end datoen for dens ikrafttræden.

For så vidt angår tredjelande, som bør fjernes fra listen, opstår der ingen større problemer med gennemførelsen. Det er derfor rimeligt uden unødigt ophold at sørge for, at de fjernes fra listen.

(30)

Delegeret forordning (EU) 2016/1675 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I skemaet i bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675 i punkt »I. Højrisikotredjelande, som på højt politisk plan skriftligt har forpligtet sig til at afhjælpe de identificerede mangler, og som har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF« udgår følgende linjer:

»2

Bosnien-Hercegovina

3

Guyana

5

Den Demokratiske Folkerepublik Laos

10

Etiopien

11

Sri Lanka

13

Tunesien«

Artikel 2

Skemaet i bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675 i punkt »I. Højrisikotredjelande, som på højt politisk plan skriftligt har forpligtet sig til at afhjælpe de identificerede mangler, og som har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF« affattes således:

»Nr.

Højrisikotredjeland

1

Afghanistan

2

Bahamas

3

Barbados

4

Botswana

5

Cambodja

6

Ghana

7

Irak

8

Jamaica

9

Mauritius

10

Mongoliet

11

Myanmar/Burma

12

Nicaragua

13

Pakistan

14

Panama

15

Syrien

16

Trinidad og Tobago

17

Uganda

18

Vanuatu

19

Yemen

20

Zimbabwe«

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 2 anvendes dog fra den 1. oktober 2020.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. maj 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1675 af 14. juli 2016 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 gennem identificering af højrisikotredjelande med strategiske mangler (EUT L 254 af 20.9.2016, s. 1).


Top