Access to European Union law
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">More about the experimental features corner</a>
Choose the experimental features you want to try
EUR-Lex
Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

You are here
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search

Document 62011TN0238

    Sag T-238/11 P: Appel iværksat den 4. maj 2011 af Luigi Marcuccio til prøvelse af Personalerettens dom af 15. februar 2011 i sag F-81/09, Marcuccio mod Kommissionen

    EUT C 186 af 25.6.2011, p. 31–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    25.6.2011   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 186/31

    Appel iværksat den 4. maj 2011 af Luigi Marcuccio til prøvelse af Personalerettens dom af 15. februar 2011 i sag F-81/09, Marcuccio mod Kommissionen

    (Sag T-238/11 P)

    2011/C 186/57

    Processprog: italiensk

    Parter

    Appellant: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved advokat G. Cipressa)

    Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

    Appellantens påstande

    —

    Ophævelse af den appellerede dom, for så vidt som Personaleretten a) frifandt Kommissionen i det søgsmål, som han havde indbragt for den, b) bestemte, at han skulle afholde tre fjerdedele af de sagsomkostninger, som han havde afholdt i førsteinstans, og derudover nedlægges følgende påstande,

    —

    principalt:

    (B.1.1.)

    Appellanten gives medhold i alle de påstande, som han havde nedlagt for førsteinstansen, bortset fra påstanden vedrørende sagsomkostningerne,

    (B.2.2.)

    indstævnte tilpligtes at betale appellanten de sagsomkostninger, som Personaleretten bestemte, at han skulle afholde.

    —

    Subsidiært:

    (B.2)

    sagen hjemvises til Personaleretten i en anden sammensætning med henblik på, at den træffer fornyet afgørelse med hensyn til de påstande, der er nævnt i de foregående punkter (B.1.1.) og (B.2.2.).

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Denne appel er iværksat til prøvelse af Personalerettens dom af 15. februar 2011 (sag F-81/09). Ved denne dom frifandt Personaleretten Kommissionen i et søgsmål, som var indbragt med påstand dels om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse om delvist afslag på hans krav om morarenter af den efterbetaling af invalideydelse, som Kommissionen har udbetalt til ham, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham et beløb svarende til forskellen mellem beløbet for morarenter beregnet efter de kriterier, som efter hans opfattelse skal anvendes, og det, der rent faktisk blev udbetalt.

    1)

    Første anbringende vedrører en fuldstændig mangel på begrundelse i den appellerede doms præmis 32, samt tilsidesættelse af den begrundelsesforpligtelse, der påhviler alle institutioner i Den Europæiske Union (præmis 41-47 i den appellerede dom).

    2)

    Andet anbringende vedrører den fejlagtige, forkerte og ulogiske fortolkning samt anvendelse af indholdet af meddelelsen af 8. maj 2003, jf. den appellerede doms præmis 53.

    3)

    Tredje anbringende vedrører den fejlagtige, forkerte og ulogiske fortolkning og anvendelse af begrebet anvendelse af en analog bestemmelse, af de relevante retsregler og den relevante retspraksis (præmis 57 og 58 i den appellerede dom).

    4)

    Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af retsgrundsætningen patere legem quam ipse feristi, som den appellerede dom absolut er behæftet med, og en fuldstændig mangel på begrundelse vedrørende afvisningen af argumentet om, at der foreligger en tilsidesættelse af retgrundsætningen patere legem quam ipse feristi (navnlig med hensyn til præmis 59 i den appellerede dom).

    5)

    Femte anbringende vedrører den retsstridige afvisning (den appellerede doms præmis 69 og 70) af »kravet om økonomisk domfældelse«, om ikke af andre årsager, så fordi Personaleretten ikke tog stilling til appellantens påstand vedrørende kompensationsrenter.

    6)

    Sjette anbringende vedrører den retsstridige afvisning (den appellerede doms præmis 73 og 76) af påstanden om skadeserstatning.

    7)

    Syvende anbringende vedrører den omstændighed, at appellanten retsstridigt blev pålagt at afholde tre fjerdedele af sine sagsomkostninger.
    Top