EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023R0500

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/500 af 7. marts 2023 om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

ST/6755/2023/INIT

EUT L 69I af 7.3.2023, p. 1–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2023/500/oj

7.3.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

LI 69/1


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2023/500

af 7. marts 2023

om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/1998 af 7. december 2020 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (1), særlig artikel 14, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 7. december 2020 vedtog Rådet forordning (EU) 2020/1998.

(2)

Den 8. december 2020 bekræftede Unionen og dens medlemsstater i erklæringen fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik på Den Europæiske Unions vegne vedrørende den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner på ny deres faste vilje til at fremme og beskytte menneskerettighederne i hele verden. Den globale EU-ordning for menneskerettighedssanktioner er en understregning af, at Unionen er fast besluttet på at spille en større rolle i bekæmpelsen af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i hele verden. At opnå, at alle reelt kan nyde godt af menneskerettighederne, er et strategisk mål for Unionen. Respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og menneskerettighederne er en grundlæggende værdi for Unionen og dens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

(3)

I sine konklusioner af 14. november 2022 udtrykte Rådet bekymring over den uforholdsmæssigt store indvirkning, som væbnede konflikter fortsat har på kvinder og piger i hele verden, samt over udbredelsen af seksuel og kønsbaseret vold, herunder konfliktrelateret seksuel vold, offline og online. Det forpligtede sig til at øge indsatsen for at bekæmpe denne form for vold for at sikre, at de ansvarlige fuldt ud drages til ansvar, og bekæmpe straffrihed. Desuden understregede Rådet i sine konklusioner fra juni 2014, at bekæmpelse og afskaffelse af alle former for vold mod kvinder kræver samordnede politikker på alle relevante niveauer og en bred strategi, der er rettet mod centrale spørgsmål som forebyggelse, mangelfuld anmeldelse, beskyttelse, støtte til ofre, retsforfølgning af gerningsmænd samt andre foranstaltninger. Strategisk anvendelse af restriktive foranstaltninger forstærker denne tilgang ved at øge presset for at forhindre yderligere krænkelser og henleder i samordning med andre EU-instrumenter i værktøjskassen vedrørende menneskerettigheder opmærksomheden på disse krænkelser og de ansvarlige.

(4)

I denne forbindelse bør ni personer og tre enheder opføres på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag I til forordning (EU) 2020/1998.

(5)

Bilag I til forordning (EU) 2020/1998 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) 2020/1998 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. marts 2023.

På Rådets vegne

L. EDHOLM

Formand


(1)  EUT L 410 I af 7.12.2020, s. 1.


BILAG

Følgende punkter tilføjes til listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer i afsnit A (»Fysiske personer«) i bilag I til forordning (EU) 2020/1998:

 

Navn

(Translitteration til latinsk skrivemåde)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelse på listen

Dato for opførelse på listen

»27.

Neda Mohammad NADEEM

نداء محمد ندیم

(skrivemåde på pashto)

Stilling(er): Talibans fungerende minister for videregående uddannelse

Nationalitet: afghansk

Køn: mand

Neda Mohammed Nadeem har været Talibans fungerende minister for videregående uddannelse siden den 22. oktober 2022.

Siden han tiltrådte sin stilling, har Taliban offentliggjort dekreter, der forbyder kvinder at tage en videregående uddannelse i hele landet. Disse dekreter fratager kvinder deres ret til uddannelse og deres lige adgang til uddannelse, hvilket er i strid med princippet om ligebehandling af mænd og kvinder.

I sin egenskab af Talibans fungerende minister for videregående uddannelse er Neda Mohammed Nadeem derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Afghanistan, navnlig den udbredte krænkelse af kvinders ret til uddannelse og retten til ligebehandling af mænd og kvinder på uddannelsesområdet.

7.3.2023

28.

Sheikh Muhammad Khalid HANAFI

شیخ محمد خالد

(pashto skrivemåde)

Stilling(er): Talibans fungerende sædelighedsminister

Fødselsdato: omkring 1970

Fødested: Kolam Shaheed village, Doabi district, Nurestan province, Afghanistan

Nationalitet: afghansk

Køn: mand

Sheikh Muhammad Khalid Hanafi er Talibans fungerende sædelighedsminister og stedfortræder for ministeren for kvindeanliggender.

Siden han tiltrådte sin stilling, har Taliban offentliggjort dekreter, der begrænser kvinders og pigers frihed og værdighed i hele landet, begrænser deres tale- og ytringsfrihed og pålægger personer, der ikke respekterer Talibans forordninger, hårde straffe og vold.

I hans embedsperiode er der navnlig offentliggjort hijabdekreter samt kønsopdelte tidsplaner for brugen af offentlige rum.

Sheikh Muhammad Khalid Hanafi er i sin egenskab af Talibans fungerende sædelighedsminister ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Afghanistan, navnlig den udbredte krænkelse af kvinders rettigheder, såsom deres ytringsfrihed, samt retten til ligebehandling af mænd og kvinder.

7.3.2023

29.

Alexander Georgievich FEDORINOV

Александр Георгиевич ФЕДОРИНОВ

(russisk skrivemåde)

Stilling(er): øverstbefalende for Moskvas politistation

Rang: oberstløjtnant

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Oberstløjtnant Alexander Georgievich Fedorinov er øverstbefalende for Moskvas politistation.

I sin egenskab af fungerende leder af politistationen i marts 2022 gav han tilladelse til vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse samt efterfølgende tortur af kvindelige antikrigsdemonstranter.

Alexander Georgievich Fedorinov er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Rusland, navnlig tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, vilkårlige anholdelser eller tilbageholdelser samt systematisk seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023

30.

Ivan RYABOV

Иван РЯБОВ

(russisk skrivemåde)

Stilling(er): politibetjent på Moskvas politistation

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Ivan Ryabov er politibetjent på Moskvas politistation.

Efter ordre fra oberstløjtnant Alexander Georgievich Fedorinov tilbageholdt han vilkårligt og torturerede kvindelige antikrigsdemonstranter i marts 2022. Ofrene oplyser, at han tæskede dem, kvalte dem med plastposer og misbrugte dem fysisk og verbalt i seks timer.

Ivan Ryabov er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Rusland, navnlig tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og vilkårlige anholdelser eller tilbageholdelser.

7.3.2023

31.

Nikolay Anatolevich KUZNETSOV

alias Nikolaj Anatolevich Kuznetsov, Nikolaj Kuznetsov, Nikolay Kuznetsov

Николай Анатольевич Кузнецов

(russisk skrivemåde)

Stilling(er): medlem af Den Russiske Føderations væbnede styrker, øverstbefalende for Dzerzhinskydivisionens specialstyrkeenhed i Rosgvardia (Den Russiske Føderations forbundstjeneste for den nationale garde)

Rang: generalmajor

Fødselsdato: 13.4.1978

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Skatteregistreringsnummer: 645407737871

Generalmajor Nikolay Anatolevich Kuznetsov er medlem af Den Russiske Føderations væbnede styrker og øverstbefalende for Dzerzhinskydivisionens specialstyrkeenhed i Rosgvardia (Den Russiske Føderations forbundstjeneste for den nationale garde).

Kuznetsovs enhed deltog i Ruslands ulovlige invasion af Ukraine, og medlemmer af hans enhed deltog systematisk i seksuelle voldshandlinger og voldtægt i Ukraine i marts/april 2022.

Omfanget og alvoren af seksuelle og kønsbaserede voldshandlinger, der finder sted i russiskbesatte områder i Ukraine, taler for, at de er »planlagt på et mere systematisk niveau«, og at russiske øverstbefalende er klar over, at militært personel i Ukraine begår seksuel vold, og at de i nogle tilfælde har »tilskyndet til eller endog beordret den«.

Kuznetsov er i sin egenskab af øverstbefalende for enheden ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Ukraine, herunder systematisk seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023

32.

Ramil Rakhmatulovich IBATULLIN

Рамиль Рахматуллович Ибатуллин

(russisk skrivemåde)

Stilling(er): medlem af Den Russiske Føderations væbnede styrker, tidligere øverstbefalende for 90. gardes kampvognsdivision

Rang: oberst

Fødselsdato: 22.10.1976

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Skatteregistreringsnummer: 631409144707

Personalenummer i de russiske væbnede styrker: U-927425

Oberst Ramil Rakhmatulovich Ibatullin gjorde tjeneste i de russiske besættelsestropper i Donbasregionen (2014-2017) og deltog i Ruslands ulovlige invasion af Ukraine som øverstbefalende for den 90. gardes kampvognsdivision.

I marts 2022 deltog divisionen under hans kommando i angrebet på Tjernihiv og Kyiv. Under angrebet begik medlemmer af hans division seksuelle og kønsbaserede voldshandlinger mod den ukrainske civilbefolkning.

Efter at disse forhold blev offentligt kendt, udnævnte det russiske forsvarsministerium Ibatullin til oberst.

De ukrainske myndigheder har anklaget flere medlemmer af den 90. gardes kampvognsdivision med beskyldninger om seksuel og kønsbaseret vold, herunder voldtægt af en gravid kvinde i nærheden af Kyiv, mord på en civilperson efter gentagne voldtægter af hans hustru under tilstedeværelse af et lille barn samt flere af denne divisions medlemmers medvirken ved massevoldtægter.

Omfanget og alvoren af seksuelle og kønsbaserede voldshandlinger, der finder sted i russiskbesatte områder i Ukraine, taler for, at de er »planlagt på et mere systematisk niveau«, og at russiske øverstbefalende er klar over, at militært personel i Ukraine begår seksuel vold, og at de i nogle tilfælde har »tilskyndet til eller endog beordret den«.

Ibatullin er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Ukraine, herunder systematisk seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023

33.

Gatluak Nyang HOTH

 

Stilling(er): kommissær, distriktet Mayiandit

Nationalitet: sydsudanesisk

Køn: mand

Gatluak Nyang Hoth har været kommissær for distriktet Mayiandit (delstaten Unity, Sydsudan) siden februar 2021.

I denne stilling beordrede han regeringsvenlige militser til at udføre angreb i den sydlige delstat Unity mellem februar og maj 2022. I denne periode gjorde tropper under hans kommando udbredt og systematisk brug af seksuel vold som krigstaktik og instrumentaliserede den som en belønning og ret for mænd, der deltog i konflikten.

I sin egenskab af kommissær er Hoth derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Sydsudan, herunder systematisk og udbredt seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023

34.

Gordon Koang BIEL

alias Gordon Koang Char BIEL, Koang Biel CHAR, Koang NYALUALGO

 

Stilling(er): kommissær, distriktet Koch

Fødested: Sydsudan

Nationalitet: sydsudanesisk

Køn: mand

Gordon Koang Biel har været kommissær for distriktet Koch (delstaten Unity, Sydsudan) siden februar 2021.

I denne stilling beordrede han regeringsvenlige militser til at udføre angreb i den sydlige delstat Unity mellem februar og maj 2022. I denne periode gjorde tropper under hans kommando udbredt og systematisk brug af seksuel vold som krigstaktik og instrumentaliserede den som en belønning og ret for mænd, der deltog i konflikten.

I sin egenskab af distriktkommissær er Biel derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Sydsudan, herunder systematisk og udbredt seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023

35.

Toe UI

 

Stilling(er): viceminister for indre anliggender

Rang: generalmajor

Nationalitet: Myanmar/Burma

Køn: mand

Generalmajor Toe Ui blev udnævnt til viceminister for indre anliggender den 3. februar 2023. Han er tidligere næstkommanderende for Office of the Chief of Military Security Affairs (OCMSA). OCMSA er ansvarligt for forvaltningen af tilbageholdelses- og afhøringscentre i Myanmar/Burma og har til opgave at indsamle efterretninger.

OCMSA's personale under Ui anvender tvungen nøgenhed, voldtægt, elektrochok, brænding af kønsorganer og overdreven vold under vilkårlig tilbageholdelse og afhøring af mænd, kvinder og medlemmer af LGBTIQ-samfundet.

I sin egenskab af næstkommanderende er generalmajor Toe Ui ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Myanmar/Burma, herunder vilkårlige tilbageholdelser og tortur, samt for systematisk og udbredt seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023«.

Følgende punkter tilføjes til listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer i afsnit B (»Juridiske personer, enheder og organer«) i bilag I til forordning (EU) 2020/1998:

 

Navn

(Translitteration til det latinske alfabet)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelse på listen

Dato for opførelse på listen

»13.

Qarchak Prison (fængslet Qarchak)

alias Gharchak Prison, Zendân-e-Qarchak, Qarchak Women's Prison, Shahr-e Rey Prison

زندان قرچک

(skrivemåde på farsi)

Registreringssted: distriktet Varamin, provinsen Tehran, Iran

Registreringsdato: 2010

Fængslet Qarchak er en af det iranske regimes tilbageholdelsesfaciliteter for kvinder i distriktet Varamin (provinsen Teheran).

De indsatte omfatter politiske fanger og deltagere i fredelige prodemokratiske protester samt gravide kvinder og mødre med børn. Levevilkårene i fængslet Qarchak er elendige og umenneskelige.

Kvindelige indsatte i fængslet Qarchak udsættes for tortur, voldtægt og andre former for seksuel vold. De sidder i overfyldte celler uden adgang til rent drikkevand, mad og lægehjælp, hvilket er grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Løsladte fanger beretter om tilfælde af seksuelle overgreb begået af fængselsvagter og sikkerhedspersonale. Kvindelige demonstranter, der sendes til fængslet Qarchak, trues ofte med voldtægt for at opnå tilståelser.

Fængslet Qarchak er derfor ansvarligt for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran, herunder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling samt systematisk seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023

14.

Syrian Republican Guard (Syriens republikanergarde)

 

Registreringssted: Syrien

Tilknyttede personer: generalmajor Shoaeb Suleiman (øverstbefalende),

brigadegeneral Mohamed Qasem (næstkommanderende),

general Malik Aliaa (øverstkommanderende),

generalmajor Issam Zahreddine, Mohammad Nayouf, Rukin Mohamed Kaddor (øverstbefalende),

præsident Bashar Al-Assad

Syriens republikanergarde er en enhed, der er ansvarlig for sikkerheden for embedsmænd og en del af de syriske sikkerhedsstyrker.

Seksuel og kønsbaseret vold mod kvinder er udbredt blandt dens medlemmer, navnlig under den igangværende syriske konflikt. Ofrene har berettet om voldelige voldtægter og tortur efter vilkårlige anholdelser og under vilkårlig tilbageholdelse.

Syriens republikanergarde er en del af det syriske regimes systematiske tilgang til at anvende seksuel og kønsbaseret vold til at undertrykke og intimidere den syriske befolkning, navnlig kvinder og piger.

Syriens republikanergarde er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iran, herunder tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, vilkårlige anholdelser eller tilbageholdelser samt udbredt seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023

15.

Office of the Chief of Military Security Affairs (OCMSA)

 

Registreringssted: Naypyitaw, Myanmar/Burma

Office of the Chief of Military Security Affairs (OCMSA) er ansvarligt for forvaltningen af tilbageholdelses- og afhøringscentre i Myanmar/Burma og har til opgave at indsamle efterretninger.

OCMSA's personale anvender tvungen nøgenhed, voldtægt, elektrochok, brænding af kønsorganer og overdreven vold under vilkårlig tilbageholdelse og afhøring af mænd, kvinder og medlemmer af LGBTIQ-samfundet.

OCMSA er derfor ansvarligt for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Myanmar/Burma, herunder vilkårlige tilbageholdelser og tortur, samt for systematisk og udbredt seksuel og kønsbaseret vold.

7.3.2023«


Top