Sag C-689/13

Puligienica Facility Esco SpA (PFE)

mod

Airgest SpA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di giustizia amministrativa per la Regione siciliana)

»Præjudiciel forelæggelse — offentlige tjenesteydelseskontrakter — direktiv 89/665/EØF — artikel 1, stk. 1 og 3 — klageprocedurerne — annullationssøgsmål mod beslutningen om tildeling af en offentlig kontrakt anlagt af den forbigåede tilbudsgiver — den valgte tilbudsgivers særskilte søgsmål — regel i national retspraksis, hvorefter det pålægges først at behandle det særskilte søgsmål og, hvis dette er begrundet, at afvise hovedsøgsmålet uden at foretage en realitetsbehandling heraf — forenelighed med EU-retten — artikel 267 TEUF — princippet om EU-rettens forrang — retsprincip fastlagt af plenarforsamlingen i en medlemsstats øverste forvaltningsdomstol — national lovgivning, hvorefter denne afgørelse er bindende for denne rets afdelinger — forpligtelse til for den afdeling, der behandler et spørgsmål vedrørende EU-retten, i tilfælde af uenighed med plenarforsamlingens afgørelse, at henvise dette spørgsmål til denne — en afdelings adgang eller forpligtelse til at indgive en anmodning om præjudiciel afgørelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 5. april 2016

1. Tilnærmelse af lovgivningerne – klageprocedurer i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter – direktiv 89/665 – forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre klageprocedurer – adgang til klageprocedurerne – nationale processuelle bestemmelser, som fastsætter, at et søgsmål anlagt af en tilbudsgiver, der tager sigte på at udelukke en anden tilbudsgiver på grund af en prioriteret behandling af det særskilte søgsmål, der er indgivet af sidstnævnte, ikke kan antages til realitetsbehandling – ikke tilladt

   (Rådets direktiv 89/665, som ændret ved direktiv 2007/66, art. 1, stk. 1 og 3)

2. Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – de nationale retters kompetence – rækkevidde – national lovgivning, der forpligter en afdeling i en national ret, der træffer afgørelse i sidste instans, til at indbringe en sag for plenarforsamlingen i tilfælde af uenighed med den linje, der er lagt af sidstnævnte – umuligt for den dommer, som i overensstemmelse med national ret forskriftsmæssigt behandler en sag, at indgive en præjudiciel anmodning til Domstolen – ikke tilladt

   (Art. 267 TEUF)

3. Præjudicielle spørgsmål – den nationale rets kompetence – anvendelse af de af Domstolen fortolkede bestemmelser – national lovgivning, der forhindrer dommeren i at se bort fra nationale bestemmelser, som er i strid med EU-retten – ikke tilladt

   (Art. 267 TEUF)

1.  Artikel 1, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 1, stk. 3, i Rådets direktiv 89/665 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved direktiv 2007/66, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at et særskilt søgsmål, der er anlagt af en tilbudsgiver, som har interesse i at opnå en bestemt kontrakt, og som har lidt eller vil kunne lide skade som følge af en påstået overtrædelse af EU-retten på området for offentlige kontrakter eller de nationale bestemmelser til gennemførelse af denne ret, der tager sigte på at udelukke en anden tilbudsgiver, afvises fra realitetsbehandling under anvendelse af nationale processuelle bestemmelser, som fastsætter en prioriteret behandling af det særskilte søgsmål, der er indgivet af denne anden tilbudsgiver.

   For det første har hver af tvistens parter nemlig en ligeværdig retlig interesse i, at konkurrenternes bud udelukkes. For det andet er det ikke utænkeligt, at samtlige afgivne bud er behæftet med en af de mangler, der begrunder udelukkelsen af såvel buddet fra den tilbudsgiver, hvis bud er blevet antaget, som buddet fra den tilbudsgiver, der anfægter den ordregivende myndigheds tildelingsbeslutning under udbudsproceduren, hvilket kan føre til, at denne må indlede en ny procedure. I denne forbindelse er antallet af deltagere i den pågældende offentlige udbudsprocedure, såvel som antallet af deltagere, der har indgivet klage samt uoverensstemmelserne mellem de begrundelser, som de fremfører, ikke relevante.

   (jf. præmis 28-30 samt domskonkl. 1)

2.  Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i national ret, for så vidt som denne bestemmelse fortolkes således, at en afdeling i en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, som ikke mener at være enig i den linje, der lægges i en afgørelse truffet af denne rets plenarforsamling, for så vidt angår et juridisk spørgsmål, der vedrører fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten, skal henvise dette spørgsmål til plenarforsamlingen, og således er forhindret i at indgive en præjudiciel anmodning til Domstolen.

   De nationale retter har nemlig en meget vid adgang til at gå til Domstolen med et spørgsmål om fortolkningen af relevante EU-retlige bestemmelser, idet denne adgang omdannes til en forpligtelse for de retter, der træffer afgørelse i sidste instans, med forbehold af visse undtagelser. En bestemmelse i national ret kan efter omstændighederne ikke forhindre en national ret i at gøre brug af denne adgang eller i at opfylde denne forpligtelse. Såvel denne adgang som denne forpligtelse er uadskilleligt forbundet med samarbejdsordningen mellem de nationale domstole og Domstolen, som er fastlagt ved artikel 267 TEUF og opgaverne for den ret, der er ansvarlig for anvendelsen af EU-retten, som i medfør af denne bestemmelse er overladt til de nationale retter. En national ret, der behandler en sag, har følgelig adgang eller forpligtelse til – når den skønner, at der inden for rammerne af denne sag er rejst et spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten – at indgive en præjudiciel anmodning til Domstolen, uden at denne adgang eller forpligtelse kan begrænses af nationale regler af lovgivningsmæssig art eller af retspraksis.

   (jf. præmis 32-34 og 36 samt domskonkl. 2)

3.  Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at en afdeling i en ret, der træffer afgørelse i sidste instans, efter at have modtaget Domstolens svar på sine spørgsmål vedrørende fortolkning af EU-retten, som den havde forelagt, eller når der i Domstolens praksis allerede foreligger et entydigt svar på dette spørgsmål, selv skal gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at denne fortolkning af EU-retten gennemføres.

   Enhver bestemmelse i en national retsorden eller enhver lovgivningsmæssig, administrativ eller retslig praksis, som har til følge, at EU-rettens virkning begrænses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende EU-retten, fratages mulighed for, når han anvender denne, at foretage, hvad der kræves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der måtte udgøre en hindring for EU-rettens fulde virkning, er derfor uforenelig med de krav, der følger af selve EU-rettens natur.

   (jf. præmis 41 og 42 samt domskonkl. 3)