Nøgleord
Sammendrag

Nøgleord

1. Institutionernes retsakter – valg af hjemmel – kriterier – retsakt vedrørende foderblandinger – foranstaltning, der bidrager direkte til beskyttelsen af den offentlige sundhed – vedtagelse på grundlag af artikel 152, stk. 4, litra b), EF – lovlig

[Art. 152, stk. 4, litra b), EF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/2]

2. Beskyttelse af den offentlige sundhed – foderblandinger – direktiv 2002/2 – formålet om beskyttelse af den offentlige sundhed – objektivt berettiget forskelsbehandling

[Art. 152, stk. 1, EF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/2, art. 1, nr. 1, litra b), og nr. 4]

3. Beskyttelse af den offentlige sundhed – foderblandinger – direktiv 2002/2 – proportionalitetsprincippet – fabrikanternes forpligtelse til over for kunderne at oplyse et foders nøjagtige sammensætning – tilsidesættelse heraf – forpligtelse til at angive vægtprocenterne af et foders bestanddele – tilsidesættelse heraf – foreligger ikke

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/2, art. 1, nr. 1, litra b), og nr. 4]

4. Beskyttelse af den offentlige sundhed – foderblandinger – direktiv 2002/2 – anvendelse – betingelse – vedtagelse af en positivliste over fodermidler benævnt med deres særlige navne – ingen betingelse

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/2, tiende betragtning)

5. Institutionernes retsakter – den nationale rets udsættelse af anvendelsen af en fællesskabsretsakt – præjudiciel forelæggelse for Domstolen vedrørende gyldigheden – beføjelse for andre medlemsstaters administrative myndigheder til at udsætte anvendelsen af denne retsakt i afventning af Domstolens dom – foreligger ikke

Sammendrag

1. Valget af hjemmel for en retsakt efter kompetencefordelingen i Fællesskabet skal ske på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol. Disse forhold omfatter navnlig retsaktens formål og indhold. Direktiv 2002/2 om handel med foderblandinger har sit grundlag i artikel 152, stk. 4, litra b), EF, som tillader vedtagelse af foranstaltninger på det veterinære og fytosanitære område, der direkte har beskyttelsen af den offentlige sundhed til formål. Det følger af en gennemgang af direktivets betragtninger, at det formål, som fællesskabslovgiver fulgte, da bestemmelserne vedrørende angivelserne af sammensætninger af foderblandinger blev vedtaget, og som fremgår af artikel 1, nr. 1, litra b), og nr. 4, var nødvendigheden af at foreskrive mere detaljerede oplysninger vedrørende angivelser af sammensætninger af foderblandinger for navnlig at sikre tilbagesporingen af potentielt kontaminerede fodermidler til bestemte partier, hvilket vil gavne folkesundheden. Disse bestemmelser kan således direkte bidrage til at forfølge formålet om beskyttelse af den offentlige sundhed og har således gyldigt kunnet vedtages på grundlag af artikel 152, stk. 4, litra b), EF.

(jf. præmis 54-57 og 60)

2. Formålet med direktiv 2002/2 om handel med foderblandinger, nemlig beskyttelse af den offentlige sundhed, kunne retfærdiggøre en eventuel forskelsbehandling, især i betragtning af den forpligtelse, der følger af artikel 152, stk. 1, EF, om at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Fællesskabets politikker og aktiviteter. Selv om det blev bevist, at så restriktive foranstaltninger som dem, der fremgår af dette direktivs artikel 1, nr. 1, litra b), og nr. 4, ligeledes kunne retfærdiggøres i sektorer, hvor sådanne foranstaltninger endnu ikke er blevet truffet – såsom sektoren for levnedsmidler til menneskeføde – udgør dette ikke en tilstrækkelig grund til at antage, at de foranstaltninger, der er truffet i den sektor, som er genstand for de omhandlede fællesskabsforanstaltninger, ikke er legitime på grund af deres diskriminerende karakter. Der kunne ellers være risiko for, at beskyttelsesniveauet for folkesundheden ville blive tilpasset de eksisterende bestemmelser, der giver den mindste beskyttelse.

(jf. præmis 64 og 65)

3. Artikel 1, nr. 1, litra b), i direktiv 2002/2 om handel med foderblandinger, der pålægger foderblandingsfabrikanterne efter anmodning fra kunden at oplyse et foders nøjagtige sammensætning, er ugyldig under hensyn til proportionalitetsprincippet. Denne forpligtelse udgør nemlig et alvorligt indgreb i fabrikanternes økonomiske interesser, da den tvinger dem til at offentliggøre formularerne for deres produkters sammensætning med risiko for, at disse produkter anvendes som modeller, eventuelt af kunderne selv, og at de nævnte fabrikanter ikke kan opnå fordelene ved de investeringer, som de har gjort på forsknings- og produktudviklingsområdet.

En sådan forpligtelse kan ikke retfærdiggøres med det formål om beskyttelsen af sundheden, der forfølges, og går åbenbart ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå et sådant formål. Denne forpligtelse er for det første uafhængig af ethvert problem vedrørende kontamination af foderstoffer og skal opfyldes efter anmodning fra kunden alene. For det andet gør angivelsen på etiketten af vægtprocenter inden for en vis båndvidde det normalt muligt at identificere et foderstof, der mistænkes for at være kontamineret, og at vurdere dets farlighed under hensyntagen til den angivne vægt og eventuelt at afgøre, om det midlertidigt skal trækkes tilbage i afventning af resultaterne af laboratorieanalyser, eller gør det muligt for de pågældende offentlige myndigheder at sikre produktets sporbarhed. Endelig – uafhængigt af kontrolprocedurerne vedrørende fødevaresikkerhed, der er fastsat inden for rammerne af forordning nr. 178/2002, der blev vedtaget samme dag som direktiv 2002/2 – bestemmer artikel 1, nr. 5, i sidstnævnte direktiv, at foderblandingsfabrikanterne efter anmodning skal stille ethvert dokument vedrørende sammensætningen af foderblandinger, som skal bringes i omsætning, til rådighed for de myndigheder, der har til opgave at udføre de offentlige kontroller, således at rigtigheden af oplysningerne i mærkningen kan verificeres.

Derimod tilsidesætter nævnte direktivs artikel 1, nr. 4, der pålægger forpligtelsen til inden for en vis båndvidde at angive vægtprocenterne af et foders bestanddele, ikke proportionalitetsprincippet, da denne forpligtelse inden for rammerne af et vidt skøn, der er indrømmet fællesskabslovgiver på dette område, udgør en foranstaltning, der kan fremme formålet om beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed. Den gør det nemlig muligt at identificere de bestanddele i et foder, der mistænkes for at være kontaminerede, uden at det er nødvendigt at afvente resultaterne af laboratorieanalyser, og hurtigt at trække dette foder ud af brugen.

(jf. præmis 69, 76 og 82-86 samt domskonkl. 3)

4. Direktiv 2002/2 om handel med foderblandinger skal fortolkes således, at dets anvendelse ikke er betinget af vedtagelsen af den positivliste over fodermidler benævnt med deres særlige navne, der er nævnt i direktivets tiende betragtning.

Det fremgår nemlig af ordlyden af denne betragtning, at den alene kan være udtryk for et ønske fra fællesskabslovgivers side om, at der udarbejdes et forslag til en positivliste over fodermidler. Den foreskriver nemlig alene gennemførelsen af en feasibility-undersøgelse, forelæggelsen af en rapport og præsentationen af et passende forslag under hensyntagen til rapportens konklusioner. Endvidere er indholdet af denne betragtning ikke gengivet i direktivets dispositive del, og gennemgangen af direktivet antyder på ingen måde, at dets gennemførelse er underlagt vedtagelsen af denne positivliste. Det ses navnlig hverken, at forpligtelsen til etikettering skulle være umulig at overholde i mangel af denne liste, eller at ophævelsen af direktiv 91/357 om fastsættelse af de fodermiddelkategorier, der kan anvendes i forbindelse med mærkning af foderblandinger til andre dyr end selskabsdyr, har gjort det umuligt at gennemføre direktiv 2002/2, idet fabrikanterne i mangel af fællesskabsbestemmelser eller endda nationale bestemmelser på dette område kan anvende de gængse særlige betegnelser for fodermidler.

(jf. præmis 95-98 og domskonkl. 4)

5. Selv når en ret i en medlemsstat har fundet, at betingelserne for, at den kan udsætte anvendelsen af en fællesskabsretsakt, er opfyldt, navnlig når spørgsmålet om denne retsakts gyldighed allerede er blevet forelagt Domstolen, kan de kompetente nationale administrative myndigheder i andre medlemsstater ikke udsætte anvendelsen af denne retsakt, indtil Domstolen har truffet afgørelse om dens gyldighed. Det er nemlig kun den nationale ret, som det tilkommer at undersøge, om betingelserne for fastsættelse af foreløbige forholdsregler er opfyldt, idet den skal tage hensyn til de særlige omstændigheder i den sag, som den skal behandle.

Hensynet til sammenhæng i bestemmelserne om foreløbige forholdsregler begrunder nemlig, at den nationale ret kan udsætte gennemførelsen af en national forvaltningsakt, der er udstedt med hjemmel i en fællesskabsforordning, hvis lovlighed anfægtes. Det følger imidlertid af den ensartede anvendelse af fællesskabsretten, der er et grundlæggende krav i Fællesskabets retsorden, at der i alle medlemsstaterne i alt fald må gælde ensartede betingelser for at udsætte gennemførelsen af forvaltningsakter, der har deres hjemmel i en fællesskabsforordning, under en sag om foreløbige forholdsregler, selv om denne, for så vidt angår begæringens indgivelse og sagens oplysning, behandles efter national procesret, og at disse betingelser er de samme som i sager om foreløbige forholdsregler for Domstolen. Den ret, der behandler sagen om de foreløbige forholdsregler, skal for at undersøge, om navnlig betingelserne vedrørende uopsætteligheden og risikoen for en alvorlig og uoprettelig skade er opfyldt, undersøge de særlige omstændigheder i hver enkelt sag og vurdere de oplysninger, der gør det muligt at fastslå, om en øjeblikkelig gennemførelse af den pågældende retsakt, som begæringen om foreløbige forholdsregler vedrører, vil kunne påføre sagsøgeren endelige tab, der ikke vil kunne genoprettes, såfremt fællesskabsretsakten senere kendes ugyldig. Som den ret, der inden for rammerne af sin kompetence har til opgave at anvende bestemmelserne i fællesskabsretten og derfor er forpligtet til at sikre fællesskabsrettens fulde virkning, er den nationale retsinstans, der skal behandle sagen om de foreløbige forholdsregler, forpligtet til at overveje, hvilke konsekvenser den foreløbige forholdsregel vil kunne få for den ordning, der ved en fællesskabsretsakt er blevet indført i hele Fællesskabet. Den nationale retsinstans må tage hensyn til på den ene side de samlede virkninger, der vil blive tale om, såfremt en lang række retsinstanser på tilsvarende grundlag ligeledes træffer bestemmelse om foreløbige forholdsregler, og på den anden side de særlige forhold i den begærendes situation, som adskiller ham fra andre berørte erhvervsdrivende. Når fastsættelse af foreløbige forholdsregler vil kunne give anledning til et økonomisk tab for Fællesskabet, skal den nationale ret navnlig have adgang til at afkræve sagsøgeren de fornødne garantier.

Nationale administrative myndigheder kan ikke vedtage foreløbige forholdsregler og herved overholde de betingelser for fastsættelse, som Domstolen har opstillet. Selve disse myndigheders status kan generelt set ikke for deres vedkommende sikre den samme grad af uafhængighed og upartiskhed som den, nationale retter har. Det er heller ikke sikkert, at sådanne myndigheder har fordelen ved den kontradiktoriske behandling, der er det særlige ved domstolsproceduren, og som gør det muligt at høre de fremlagte argumenter fra de forskellige parter, før der foretages en afvejning af de foreliggende interesser, når afgørelsen træffes.

(jf. præmis 103-109 og 111 samt domskonkl. 5)