Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Søfarendes arbejdstid

Søfarendes arbejdstid

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 1999/63/EF — Aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det omsætter søfarendes* aftale om arbejdstid indgået mellem European Community Shipowners’* Association og Federation of Transport Workers’ Unions den 30. september 1998.
  • Det tager hensyn til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention om søfarendes arbejdsforhold (MLC) af 2006 for så vidt angår søfarendes arbejdstid.

HOVEDPUNKTER

  • Alle offentligt ejede eller privatejede søgående skibe, som er registreret i en medlemsstat i Den Europæiske Union (EU) og udfører erhvervsmæssig skibsfart, skal overholde lovgivningen.
  • Direktivet fastsætter et maksimalt antal arbejdstimer eller et minimalt antal hviletimer inden for et bestemt tidsrum.
  • Arbejdstid:
    • en almindelig arbejdsdag er 8 timer med 1 hviledag og fri på offentlige feriedage.
    • det maksimale antal arbejdstimer må ikke overskride 14 timer i en given 24-timers periode eller 72 timer i en given 7-dages periode.
  • Hvileperioder:
    • må ikke være under 10 timer i en given 24-timers periode eller 77 timer i en given 7-dages periode
    • kan højst opdeles i 2 perioder, hvoraf den ene skal være på mindst 6 timer
    • må maksimalt være adskilt af et tidsrum på 14 timer
    • skal forstyrres mindst muligt af sikkerhedsøvelser som f.eks. mønstring samt brand- og bådøvelser
    • skal omfatte tilstrækkelig kompensation for hvilende søfarende, der tilkaldes til arbejde.
  • Der skal føres journaler over søfarendes daglige arbejds- og hviletimer.
  • Søfarende under 18 år må ikke arbejde om natten*, dog undtaget bestemte arbejdsopgaver eller uddannelse.
  • Beskæftigelse og ansættelse af eller arbejde udført af søfarende under 18 er ikke tilladt, hvis der er risiko for, at arbejdet bringer deres helbred og sikkerhed i fare.
  • Skibsførerne har ret til at kræve, at mandskabet om nødvendigt arbejder for at sikre skibets, ombordværendes eller lastens umiddelbare sikkerhed eller for at bistå andre i havsnød.
  • Oplysninger om arbejdstilrettelæggelsen om bord og lovgivningens bestemmelser skal være tilgængelige og synlige.
  • Bemandingens omfang skal undgå eller begrænse overarbejde for at sikre tilstrækkelig hvile og begrænse træthed.
  • Alle søfarende:
    • skal have en helbredsattest, der fastslår den pågældendes egnethed til at arbejde til søs — direktivet fastsætter detaljerne for sådanne attester, herunder reglerne for deres udstedelse, gyldighed og form. Visse undtagelser er tilladt
    • har ret til en årlig betalt ferie. Denne er baseret på mindst 2,5 dage pr. arbejdet måned og en forholdsmæssig beregning for ufuldstændige måneder.
  • Medlemsstaterne kan:
    • tillade fritagelser for de angivne arbejdstimer og hvileperioder under visse omstændigheder
    • anvende mere, men ikke mindre gunstige bestemmelser for søfarende end dem, der er fastsat i direktivet.

Ændringer til direktiv 1999/63/EF

  • Direktivet blev ændret ved direktiv 2009/13/EF efter undertegnelsen af MLC i 2006.
  • Direktiv 2009/13/EF blev igen ændret ved direktiv (EU) 2018/131 efter ændringer af MLC i 2014, som har fokus på søfarendes rettigheder, såfremt de efterlades i udenlandske havne, og omfatter opdaterede regler for hjemsendelse, økonomisk sikkerhed og skibsrederes forpligtelser.

Relateret lovgivning

Håndhævelsen af direktivet er omfattet af separat lovgivning (direktiv 1999/95/EF) om håndhævelse af bestemmelserne om søfarendes arbejdstid på skibe, der anløber EU’s havne, samt direktiv 2013/54/EU om generel overholdelse og håndhævelse af MLC (se resumé).

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 22. juli 1999 og skulle indarbejdes i medlemsstaternes lovgivninger inden den 30. juni 2002.

BAGGRUND

VIGTIGE BEGREBER

Søfarende. En person, som er ansat eller beskæftiget om bord på et søgående skib.
Shipowner (skibsreder). Ejeren af et skib eller enhver anden organisation eller person, som påtager sig dette ansvar.
Nat. Tidsperiode på mindst 9 timer, der starter senest ved midnat og slutter tidligst kl. 05.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 1999/63/EF af 21. juni 1999 om gennemførelse af den aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende, som er indgået mellem European Community Shipowners’ Association (ECSA) og Federation of Transport Workers’ Unions in the European Union (FST) — bilag: Europæisk aftale om tilrettelæggelse af arbejdstiden for søfarende (EFT L 167 af 2.7.1999, s. 33-37).

Efterfølgende ændringer til direktiv 1999/63/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/54/EU af 20. november 2013 om visse af flagstatens ansvar for overholdelse og håndhævelse af konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 (EUT L 329 af 10.12.2013, s. 1-4).

Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners’ Associations (ECSA) og European Transport Workers’ Federation (ETF) om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direktiv 1999/63/EF (EUT L 124 af 20.5.2009, s. 30-50).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/95/EF af 13. december 1999 om håndhævelse af bestemmelserne om søfarendes arbejdstid på skibe, der anløber Fællesskabets havne (EFT L 14 af 20.1.2000, s. 29-35).

seneste ajourføring 10.12.2021

Top