EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Regler om handelsnormer for æg

Regler om handelsnormer for æg

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 589/2008 — handelsnormer for æg

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastlægger handelsnormer for æg* solgt i EU, herunder sortering, mærkning, hønsenes leveforhold og fortegnelser.

Den gennemfører Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 — som er blevet ophævet og erstattet af forordning(EU) nr. 1308/2013 — om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter i EU, herunder handelsnormer for et antal produkter som for eksempel æg.

HOVEDPUNKTER

Æg kan klassificeres som enten klasse A eller klasse B.

Klasse A-æg skal have følgende kendetegn:

  • en skal med normal form, som er ren og ubeskadiget
  • en luftblære i ægget, som ikke er større end 6 mm
  • en blomme, som ikke har et tydeligt omrids, og som kun flytter sig en smule, når ægget drejes
  • en hvide, som er klar og gennemsigtig
  • ingen fremmedlegemer eller fremmede lugte
  • ikke synligt udviklet kimplet.

Klasse A-æg må ikke vaskes eller rengøres før eller efter sortering, og de må ikke konserveres eller køles til under 5°C.

Klasse A-æg sorteres efter vægt:

  • XL — over 72 g
  • L — 63-72 g
  • M — 53-62 g
  • S — under 53 g.

Klasse B-æg er æg, der ikke opfylder kvalitetstærsklerne for klasse A-æg, eller også er det klasse A-æg, der er blevet nedklassificeret.

Kun pakkerier må sortere og pakke æg og mærke pakningerne*. Pakkerierne skal have passende anlæg til at sortere og mærke æggene. Æggene skal sorteres, mærkes og pakkes senest ti dage efter lægningen.

Transportemballage til æg skal mærkes med:

  • producentens navn og adresse
  • producentkoden
  • antal æg og/eller deres vægt
  • læggedato eller -periode
  • afsendelsesdato.

Pakninger med klasse A-æg skal mærkes med den anvendte produktionsmetode og datoen for mindste holdbarhed – højst 28 dage efter lægningen.

Æg kan mærkes som »frilandsæg«, »skrabeæg« eller »buræg«. Frilandshøns skal have løbende adgang til et udendørs areal, producenten kan dog begrænse adgangen til det fri i morgentimerne i overensstemmelse med sædvanlig god husdyrbrugspraksis. »Æg fra burhøns« betyder, at hønsene holdes i stimulusberigede bure*, da batteribure (kendt som »ikkestimulusberigede« bure) har været forbudt i EU siden 2012 (Rådets direktiv 1999/74/EC — beskyttelse af æglæggende høner).

Hvis EU vedtager foranstaltninger til beskyttelse af folkesundheden, som kræver, at hønsene skal holdes indendørs, for eksempel ved udbrud af fugleinfluenza, må æggene stadig markedsføres som »frilandsæg«, hvis den begrænsede adgang til udearealer ikke varer længere end 16 uger i træk.

Udendørsarealer skal i overvejende grad være dækket af vegetation og må ikke anvendes til andre formål end frugtdyrkning, skovbrug eller græsning.

Udendørsarealernes belægningstæthed må ikke overstige 2 500 høns pr. hektar, eller én høne pr. 4 m2.

Ordene »Ekstra« eller »Ekstra friske« må bruges til at angive højere kvalitet af klasse A-æg indtil ni dage efter lægning.

Korn må kun nævnes som bestanddel i foderet, hvis der er mindst 60 % korn i foderblandingen.

Æggeproducenter skal føre fortegnelser over:

  • den anvendte produktionsmetode
  • antallet af høner og deres alder
  • antallet af udsatte æglæggende høner og datoen for dette
  • det daglige antal solgte æg eller deres vægt
  • navn og adresse på køberne.

EU-landene skal udpege inspektører, som skal kontrollere overholdelsen.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. juli 2008.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Æg: æg i skal — bortset fra knuste, rugede eller kogte æg — fra høner af arten Gallus gallus, som er egnet til konsum eller tilberedning af ægprodukter.
Pakning: en indpakning med klasse A- eller B-æg, som ikke er transportemballage eller beholdere med industriæg (æg, der ikke er til konsum).
Stimulusberigede bure: bure, som er modificeret for at tage hånd om nogle af bekymringerne vedrørende dyrevelfærd i batteribure og samtidig bibeholde nogle af de økonomiske fordele ved systemer uden bure.

HOVEDDOKUMENT

Kommissionens forordning (EF) nr. 589/2008 af 23. juni 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår handelsnormer for æg (EUT L 163 af 24.6.2008, s. 6-23).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 589/2008 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671-854).

Se den konsoliderede udgave.

Rådets direktiv 1999/74/EF af 19. juli 1999 om mindstekrav til beskyttelse af æglæggende høner (EFT L 203 af 3.8.1999, s. 53-57).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 27.02.2018

Top