Retsforfølgning i straffesager — inddrivelse og konfiskation af aktiver

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

Direktivet gælder for en række strafbare handlinger, som er omhandlet i Den Europæiske Unions (EU) lovgivning, fra terrorisme, ulovlig handel med narkotika og menneskehandel til hvidvaskning af penge og organiseret kriminalitet.

Sporing og identifikation

EU’s medlemsstater skal:

• systematisk iværksætte efterforskninger for at spore aktiver parallelt med strafferetlige efterforskninger af strafbare handlinger, der genererer betydeligt udbytte, og som er begået af en kriminel organisation
• sikre hurtig opsporing og identifikation af redskaber¹, udbytte² eller formuegoder³, der er eller kan gøres til genstand for en afgørelse om beslaglæggelse⁴ eller konfiskation⁵, også efter en endelig domfældelse for en strafbar handling
• oprette kontorer for kontorer for inddrivelse af aktiver med beføjelse til at:
  • støtte og samarbejde med andre nationale myndigheder, Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) og modparter i ikke-EU-lande
  • handle efter en afgørelse om beslaglæggelse eller konfiskation, der er truffet i en anden medlemsstat
  • anmode om samarbejde fra relevante myndigheder efter behov
  • opspore og identificere formuegoder tilhørende personer og enheder, der er genstand for EU’s restriktive foranstaltninger
  • tilgå oplysninger i forskellige nationale databaser og registre og i netværksprogrammet til sikker informationsudveksling
  • besvare anmodninger om oplysninger fra en anden medlemsstat inden for bestemte tidsfrister.

Beslaglæggelse og konfiskation

Medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger for:

• at muliggøre beslaglæggelse af formuegoder
• at kontorerne for inddrivelse af aktiver er i stand til øjeblikkeligt at beslaglægge formuegoder i grænseoverskridende sager, når ingen anden kompetent myndighed kan handle, og hvor der er en overhængende risiko for, at formuegoderne forsvinder
• at muliggøre konfiskation, helt eller delvist, af redskaber, udbytte eller formuegoder:
  • fra en strafbar handling, forudsat at der foreligger en endelig domfældelse
  • af samme værdi som en overførsel, som en mistænkt eller tiltalt har foretaget til tredjepart
  • fra en tredjepart, som vidste eller burde have vidst, at overførslen blev foretaget for at undgå konfiskation
  • hvis den strafbare handling kunne føre til direkte eller indirekte økonomisk udbytte, og formuegodet hidrører fra kriminelle handlinger (»udvidet konfiskation«)
  • hvis en straffesag ikke kunne gennemføres på grund af for eksempel den tiltaltes sygdom, forsvinden eller død (»konfiskation, der ikke sker efter domfældelse«), men hvor straffesagen kunne have ført til domfældelse, hvis de pågældende omstændigheder ikke havde gjort sig gældende
  • hvis en national domstol finder det godtgjort, at formuegoder, hvis herkomst der ikke kan redegøres for, er forbundet med kriminelle handlinger.

Medlemsstaterne skal sikre, at der tages højde for krav fra ofre for en strafbar handling i sager om opsporing, beslaglæggelse og konfiskation. Medlemsstaterne kan desuden i relevante tilfælde anvende konfiskerede formuegoder til almennyttige eller sociale formål.

Forvaltning

Medlemsstaterne skal sikre:

• oprettelse af kontorer for forvaltning af aktiver, som forvalter beslaglagte og konfiskerede formuegoder eller yder støtte til andre kompetente myndigheder i forbindelse med forvaltning af formuegoder
• effektiv forvaltning af beslaglagte og konfiskerede formuegoder, indtil de afhændes
• planlægning af forvaltning af aktiver forud for eller kort tid efter beslaglæggelse af formuegoder.

Beslaglagte formuegoder kan overføres eller sælges, inden der træffes en endelig afgørelse om den faktiske konfiskation (mellemliggende salg), hvis formuegodet er letfordærveligt, hurtigt taber sin værdi, har uforholdsmæssigt store omkostninger eller kræver særlig ekspertise.

Sikkerhedsforanstaltninger

Medlemsstaterne skal sikre, at der iværksættes relevante sikkerhedsforanstaltninger for personer, der er berørt af afgørelser om beslaglæggelse og konfiskation samt mellemliggende salg, herunder ret til en retfærdig rettergang og til effektive retsmidler.

Andre regler

Medlemsstaterne skal:

• vedtage en national strategi for inddrivelse af aktiver senest den 24. maj 2027 og ajourføre den mindst hvert femte år
• sikre, at kontorerne for forvaltning af aktiver råder over tilstrækkeligt kvalificeret personale og passende økonomiske, tekniske og teknologiske ressourcer
• indsamle og vedligeholde samlede statistikker om deres konfiskationssystemer og indsende dem til Europa-Kommissionen senest ved udgangen af det følgende år
• underrette Kommissionen, som registrerer oplysningerne i et onlineregister, om deres kompetente myndigheder og kontaktpunkter senest den 24. maj 2027
• tilpasse deres love og administrative bestemmelser til direktivet senest den 23. november 2026.

Kommissionen:

• opretter et samarbejdsnetværk om inddrivelse og konfiskation af aktiver med repræsentanter for kontorer for inddrivelse af aktiver, kontorer for forvaltning af aktiver og Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol)
• forelægger en gennemførelsesrapport for Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union senest den 24. november 2028 og en evalueringsrapport senest den 24. november 2031.

Direktivet erstatter rammeafgørelse 2005/212/RIA, afgørelse 2007/845/RIA og direktiv 2014/42/EU.

Direktivet gælder ikke i Danmark eller Irland.