EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 389/2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den fastlægger:

  • vilkårene for samarbejde mellem nationale myndigheder og Europa-Kommissionen med hensyn til anvendelse af lovgivningen på punktafgiftsområdet
  • regler og procedurer om samarbejde og udveksling af oplysninger, ad elektronisk vej eller på anden måde, mellem nationale myndigheder.

HOVEDPUNKTER

Hver af Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater har følgende ansvarsområder.

  • Udnævnelse af en myndighed, der skal anvende lovgivningen og underrette Kommissionen, som offentliggør en fortegnelse over instanserne i Den Europæiske Unions Tidende.
  • Udpegelse af et centralt punktafgiftskontor, hvis primære ansvarsområder er at:
    • opretholde kontakt til andre medlemsstater, enten direkte eller via udpegede afdelinger og embedsmænd
    • udveksle oplysninger
    • fremsende meddelelser om administrative afgørelser og andre foranstaltninger
    • udarbejde feedback om opfølgningshandlinger
    • udarbejde statistiske oplysninger og andre oplysninger.
  • Vedtagelse af de nødvendige foranstaltninger til at lette udveksling af oplysninger.
  • Opbevaring af oplysninger om bevægelser af punktafgiftspligtige varer og optegnelser i de nationale registre i mindst 5 år.
  • Sikring af de nødvendige skridt til at sikre:
    • en effektiv indenlandsk koordination og et direkte samarbejde mellem deres myndigheder
    • driften af systemet til informationsudveksling.

En myndighed i én medlemsstat kan anmode om oplysninger, herunder om en specifik administrativ undersøgelse, fra en modpart i en anden. Det gør den, hvor det er muligt, vha. computersystemet til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser og et dokument for gensidig administrativ bistand.

En myndighed, som modtager en anmodning:

  • stiller oplysningerne til rådighed, hvis:
    • den bistandssøgende myndighed har udtømt de sædvanlige informationskilder
    • antallet og arten af anmodningerne inden for en vis periode ikke udgør en uforholdsmæssig tung administrativ byrde
  • svarer så hurtigt som muligt og inden for tre måneder
  • kan afslå at stille oplysningerne til rådighed, hvis:
    • den bistandssøgende myndighed af retlige grunde ikke er i stand til at stille tilsvarende oplysninger til rådighed
    • det ville føre til offentliggørelse af en erhvervsmæssig, industriel eller faglig hemmelighed eller proces eller
    • det ville stride mod almene interesser.

Udveksling af oplysninger er obligatorisk, hvis:

  • lovgivningen er eller formodes at være overtrådt i en anden medlemsstat
  • der er risiko for svig eller tab af punktafgifter i en anden medlemsstat
  • total ødelæggelse eller tab af punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning* er sket
  • en ekstraordinær hændelse har fundet sted under en bevægelse af punktafgiftspligtige varer i EU.

Det er frivilligt, hvis oplysningerne er nødvendige for at sikre korrekt anvendelse af lovgivningen.

Oplysninger, som er meddelt eller indsamlet i henhold til forordningen:

  • er omfattet af tavshedspligt
  • kan anvendes til følgende formål:
    • fastsættelse af beregningsgrundlaget for punktafgifter
    • opkrævning af eller administrativ kontrol med punktafgifter
    • overvågning af bevægelser af punktafgiftspligtige varer
    • udførelse af risikoanalyse
    • fastsættelse af andre skatter, afgifter og gebyrer.

En elektronisk database i hver medlemsstat:

  • indeholder registre med detaljerede oplysninger om:
    • erhvervsdrivende (godkendte oplagshavere, registrerede modtagere, registrerede afsendere)
    • lokaler, der er godkendt som afgiftsoplag
  • skal holdes ajourført med komplette og nøjagtige oplysninger fra de centrale punktafgiftsforbindelseskontorer.

Kommissionen:

  • forvalter et centralt register som en del af edb-systemet vedrørende erhvervsdrivende, som flytter punktafgiftspligtige varer under en afgiftssuspensionsordning eller flytter punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug*, mellem medlemsstaterne
  • sikrer, at personer, som flytter sådanne varer, kan få bekræftet gyldigheden af punktafgiftsnumrene elektronisk via et centralt register
  • undersøger og vurderer gennemførelsen af lovgivningen sammen med medlemsstaterne
  • opsummerer regelmæssigt de nationale erfaringer med det formål at forbedre systemet
  • afgiver rapport til Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union hvert femte år om anvendelsen af lovgivningen
  • bistås af punktafgiftsudvalget
  • har vedtaget to gennemførelsesretsakter i forbindelse med forordningen
    • Gennemførelsesforordning (EU) nr. 612/2013 om registret over erhvervsdrivende og afgiftsoplag
    • Gennemførelsesforordning (EU) 2016/323 om samarbejde og udveksling af oplysninger.

Forordningen:

  • berører ikke:
    • EU’s regler om gensidig retshjælp i straffesager mellem medlemsstaterne
    • andre bilaterale eller multilaterale forpligtelser vedrørende gensidig bistand
  • ophæver forordning (EF) nr. 2073/2004.

Ændringer

Forordning (EU) nr. 389/2012 er blevet ændret ved forordning (EU) 2020/261, 2021/774 og 2023/246, der vedrører registrering af erhvervsdrivende, som er involveret i flytning af varer, der er overgået til forbrug. Disse ændringsretsakter er allerede blevet indarbejdet i den konsoliderede udgave af forordning (EU) nr. 389/2012.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. juli 2012.

BAGGRUND

  • Forordningen indfører en fælles ordning, hvorved medlemsstaterne bistår hinanden og samarbejder med Kommissionen for at sikre korrekt anvendelse af lovgivningen om punktafgifter, bekæmpe unddragelse af told og minimere forvridningerne i det indre marked.
  • Den generelle ordning for punktafgifter fremgår af direktiv (EU) 2020/262 (se resumé), der trådte i kraft den 13. februar 2023. Dette direktiv ophæver og erstatter det forrige direktiv 2008/118/EF (se resumé).
  • For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Afgiftssuspensionsordning. En skatteordning, som anvendes på fremstilling, forarbejdning, opbevaring eller bevægelse af punktafgiftspligtige varer, under hvilken punktafgiftspligt er suspenderet.
Overgang til forbrug. Når punktafgiftspligtige varer forlader en afgiftssuspensionsordning, også uregelmæssigt. Varerne overgår til frit forbrug på en medlemsstats område og flyttes til en anden medlemsstats område for at blive leveret til erhvervsmæssige formål eller anvendt dér. Punktafgiften pålægges i bestemmelsesmedlemsstaten.

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 af 2. maj 2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2073/2004 (EUT L 121 af 8.5.2012, s. 1-15).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 389/2012 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EU) 2023/246 af 30. januar 2023 om ændring af forordning (EU) nr. 389/2012 for så vidt angår udveksling af oplysninger i de elektroniske registre vedrørende erhvervsdrivende, som flytter punktafgiftspligtige varer mellem medlemsstaterne til erhvervsmæssige formål (EUT L 34 af 6.2.2023, s. 1-3).

Rådets forordning (EU) 2021/774 af 10. maj 2021 om ændring af forordning (EU) nr. 389/2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet, for så vidt angår indholdet af de elektroniske registre (EUT L 167 af 12.5.2021, s. 1-2).

Rådets forordning (EU) 2020/261 af 19. december 2019 om ændring af forordning (EU) nr. 389/2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet, for så vidt angår indholdet af de elektroniske registre (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 1-3).

Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (omarbejdning) (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 4-42).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2020/263 af 15. januar 2020 om digitalisering af registrering og overvågning af punktafgiftspligtige varers bevægelser (omarbejdning) (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 43-48).

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/323 af 24. februar 2016 om detaljerede regler for samarbejde og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne vedrørende varer under punktafgiftssuspension i henhold til Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 (EUT L 66 af 11.3.2016, s. 1-82).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 612/2013 af 25. juni 2013 om driften af registret over erhvervsdrivende og afgiftsoplag, tilknyttede statistikker og rapportering i henhold til Rådets forordning (EU) nr. 389/2012 om administrativt samarbejde på punktafgiftsområdet (EUT L 173 af 26.6.2013, s. 9-33).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 14.02.2023

Top