(1)

I henhold til artikel 55, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2014/59/EU skal medlemsstaterne sikre, at et institut eller en enhed som omhandlet i nævnte direktivs artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), hvis nævnte institut eller enhed når til den konstatering, at det juridisk eller på anden måde i praksis er umuligt i kontraktbestemmelserne for et relevant passiv at indføre den kontraktbestemmelse, der er omhandlet nævnte direktivs artikel 55, stk. 1, meddeler sin konstatering til afviklingsmyndigheden.

(2)

De betingelser, under hvilke det juridisk eller på anden måde i praksis er umuligt for et institut eller en enhed at indføre kontraktbestemmelsen i visse kategorier af passiver, bør defineres på en måde, der giver mulighed for en passende grad af konvergens, samtidig med at afviklingsmyndighederne kan tage hensyn til forskelle på relevante markeder.

(3)

Institutter eller enheder bør ikke være forpligtet til i kontraktbestemmelserne for et relevant passiv at indføre kontraktbestemmelsen, hvis en sådan indførelse ville være ulovlig i det relevante tredjeland. Dette kan være tilfældet, hvis f.eks. lovgivningen eller instrukser fra tredjelandets myndigheder ikke tillader sådanne bestemmelser. Det bør også anses for praktisk umuligt for et institut eller en enhed at indføre kontraktbestemmelsen i en aftale eller et instrument, hvis instituttet eller enheden ikke er i stand til at ændre disse kontraktbestemmelser. Dette er ofte tilfældet, når aftaler eller instrumenter indgås i overensstemmelse med internationale standardvilkår eller -protokoller, der fastsætter ensartede vilkår og betingelser for sådanne typer aftaler eller instrumenter. Handelsfinansieringsprodukter, f.eks. garantier, modgarantier, remburser eller andre instrumenter, der anvendes i forbindelse med støtte til eller finansiering af handelstransaktioner, udstedes typisk i henhold til internationalt anerkendte standardvilkår eller -regler, der er fastsat af en internationalt anerkendt brancheorganisation eller udviklet på grundlag af bilateral standardpraksis. Det kan også være praktisk umuligt, hvis instituttet eller enheden indgår kontrakter om levering af finansielle tjenesteydelser med organer uden for Unionen, herunder udbydere af finansielle tjenesteydelser, markedspladser, finansielle markedsinfrastrukturer eller depotinstitutioner, der anvender standardvilkår, som ikke kan forhandles af instituttet eller enheden.

(4)

Under alle omstændigheder bør manglende vilje fra modparten til alene at indføre kontraktbestemmelserne eller en stigning i kursen på instrumentet eller aftalen ikke betragtes som en betingelse, der medfører, at det i praksis er umuligt at indføre kontraktbestemmelsen.

(5)

I overensstemmelse med artikel 55, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2014/59/EU kan en afviklingsmyndighed, selv hvis der ikke foreligger betingelser, som medfører, at dette i praksis er umuligt, beslutte ikke at kræve, at det pågældende institut eller den pågældende enhed indfører kontraktbestemmelsen, hvis den finder, at en sådan indførelse ikke er nødvendig for at sikre instituttets eller enhedens afviklingsmuligheder. Konklusionerne vedrørende analysen af planens konsekvenser for afviklingsmulighederne med henblik på artikel 55 i direktiv 2014/59/EU bør være i overensstemmelse med konklusionerne i vurderingen af afviklingsmulighederne, jf. nævnte direktivs afsnit II, kapitel II. Med henblik på vurderingen af konsekvenserne for afviklingsmulighederne, jf. artikel 55, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2014/59/EU, bør aftaler eller instrumenter, i henhold til hvilke der skabes passiver med lang løbetid eller høje nominelle værdier, imidlertid anses for nødvendige for at sikre afviklingsmulighederne. Der bør derfor ikke gives afkald på at indføre sådanne kontraktbestemmelser, når en sådan indførelse ikke opfylder de betingelser, der medfører, at det i praksis er umuligt. For så vidt angår andre aftaler eller instrumenter, i henhold til hvilke der skabes passiver, bør afviklingsmyndighederne ved vurderingen af deres konsekvenser for afviklingsmulighederne tage behørigt hensyn til en række relevante elementer, men bør, alt efter omstændighederne, have mulighed for at vurdere eventuelle yderligere elementer, som de måtte finde nødvendige.

(6)

Efter at have modtaget en fuldstændig underretning om, at det i praksis er umuligt, bør en afviklingsmyndighed have en rimelig frist til at vurdere den. Underretningerne kan være af varierende kompleksitet. Det er derfor hensigtsmæssigt, at en afviklingsmyndighed får mulighed for at forlænge fristen for kravet om indførelse af kontraktbestemmelsen med en på forhånd fastsat periode, for så vidt angår komplekse underretninger. En sådan forlængelse bør meddeles det relevante institut eller den relevante enhed på behørig vis. På grundlag af underretningens nye karakter og vurderingen heraf bør afviklingsmyndighederne have mulighed for at forlænge fristen for vurdering af komplekse underretninger med yderligere seks måneder i løbet af det første år efter denne forordnings ikrafttræden. Efter denne periode bør afviklingsmyndighederne have mulighed for at forlænge fristen for vurdering af komplekse underretninger med tre måneder.

(7)

Denne forordning er baseret på de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(8)

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet om rådgivning fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (2) —