EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R1368

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1368 af 6. august 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår støtte til biavlssektoren

EUT L 211 af 8.8.2015, p. 9–16 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2015/1368/oj

8.8.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 211/9


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/1368

af 6. august 2015

om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår støtte til biavlssektoren

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 57, første afsnit, litra a) og c), samt andet afsnit, og artikel 223, stk. 3,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (2), særlig artikel 58, stk. 4, første afsnit, litra b), artikel 63, stk. 5, andet afsnit og artikel 64, stk. 7, første afsnit, litra a), samt andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EU) nr. 1308/2013 erstattede Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 (3) og fastsætter nye regler vedrørende støtte til biavlssektoren. Desuden gives Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter på området. For at sikre, at støtteordningen fungerer efter hensigten inden for rammerne af det nye retsgrundlag, er det nødvendigt at vedtage visse regler i form af sådanne retsakter. Disse retsakter bør erstatte Kommissionens forordning (EF) nr. 917/2004 (4). Nævnte forordning ophæves ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1366 (5).

(2)

Af artikel 55, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 fremgår det, at medlemsstaterne kan udarbejde nationale programmer for biavlssektoren for en periode på tre år (»biavlsprogrammerne«). I henhold til artikel 55, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1308/2013 skal medlemsstater, der benytter sig af denne mulighed, gennemføre en undersøgelse af produktions- og afsætningsstrukturen inden for biavlssektoren på deres områder. Det er nødvendigt at præcisere de elementer, som disse programmer og undersøgelser skal indeholde.

(3)

De bilavlsprogrammer, som medlemsstaterne foreslår, skal godkendes af Kommissionen. Det er derfor nødvendigt at fastsætte en frist for medlemsstaternes meddelelse af programmerne og en procedure for Kommissionens godkendelse heraf.

(4)

Da der er mange små producenter i biavlssektoren, bør medlemsstaterne og Kommissionen sikre, at biavlsprogrammerne er umiddelbart tilgængelige for offentligheden, når de er blevet godkendt.

(5)

For at muliggøre fleksibilitet i gennemførelsen af biavlsprogrammerne og begrænse den administrative byrde, bør medlemsstaterne kunne ændre foranstaltningerne under gennemførelsen af disse programmer, forudsat at det samlede loft for overslagene over de årlige udgifter ikke overskrides, og at Unionens deltagelse i finansieringen af biavlsprogrammerne forbliver 50 % af medlemsstaternes udgifter. Der bør dog fastlægges procedureregler for betydelige ændringer af et program.

(6)

Medlemsstaterne bør overvåge gennemførelsen af biavlsprogrammerne. Medlemsstaterne bør anvende en procedure for overvågning af kontrol i overensstemmelse med de almindelige kontrolprincipper i artikel 59 i forordning (EU) nr. 1306/2013. Medlemsstaterne bør meddele Kommissionen denne procedure sammen med programmerne.

(7)

For at kontrollere, at betingelserne for tildeling af EU-støtte opfyldes, bør de deltagende medlemsstater udføre administrativ kontrol og kontrol på stedet. For så vidt angår kontrol på stedet, bør medlemsstaterne sikre, at mindst 5 % af støtteansøgerne kontrolleres. Medlemsstaterne skal udvælge stikprøven blandt samtlige ansøgere omfattende en tilfældigt udvalgt del for at opnå en repræsentativ fejlrate og en risikobaseret del med fokus på de områder, hvor risikoen for fejl er størst.

(8)

I overensstemmelse med de almindelige bestemmelser om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, jf. artikel 54, 58 og 63 i forordning (EU) nr. 1306/2013, bør medlemsstaterne fastsætte et passende system for korrektioner og sanktioner, i henhold til hvilket enhver uretmæssig betaling, forhøjet med renter, der er beregnet i overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 908/2014 (6), inddrives. Medlemsstaterne bør underrette Kommissionen om dette system sammen med programmerne.

(9)

Biavlsåret bør dække en periode, der gør det muligt for medlemsstaterne at foretage kontroller i forbindelse med biavlsforanstaltningerne.

(10)

Med henblik på at vurdere virkningen af biavlsprogrammerne og under hensyntagen til behovet for at begrænse medlemsstaternes og biavlssektorens administrative byrde, skal medlemsstaterne indsende en årlig gennemførelsesrapport til Kommissionen med en sammenfattende oversigt over udgifter og de resultater, der er opnået, ved brug af de resultatindikatorer, der er tilknyttet hver enkel programforanstaltning.

(11)

Der bør ved gennemførelsen af biavlsprogrammerne sikres overensstemmelse mellem foranstaltningerne i biavlsprogrammerne og programmerne for udvikling af landdistrikter, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 (7). Medlemsstaterne skal med henblik derpå i deres biavlsprogrammer beskrive, hvilke kriterier de har fastlagt for at sikre, at der ikke sker dobbeltfinansiering af biavlsprogrammerne i form af støtte til biavlssektoren i henhold til artikel 55 i forordning (EU) nr. 1308/2013 og støtte til udvikling af landdistrikterne i henhold til forordning (EU) nr. 1305/2013.

(12)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL 1

INDLEDENDE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastlægges der gennemførelsesregler om EU-støtte til de nationale programmer for biavlssektoren som omhandlet i artikel 55 i forordning (EU) nr. 1308/2013 (»biavlsprogrammerne«).

Artikel 2

Biavlsår

For gennemførelsen af biavlsprogrammerne forstås ved »biavlsåret« perioden på tolv på hinanden følgende måneder fra 1. august til 31. juli.

KAPITEL 2

BIAVLSPROGRAMMERNE

Artikel 3

Meddelelse om biavlsprogrammerne

Hver medlemsstat meddeler Kommissionen sit forslag til et enkelt biavlsprogram, der omfatter hele medlemsstatens territorium, senest 15. marts forud for starten af programmets første biavlsår.

Artikel 4

Biavlsprogrammernes indhold

Biavlsprogrammerne skal indeholde de elementer, der er anført i bilaget.

Artikel 5

Godkendelse af biavlsprogrammerne

1.   Biavlsprogrammerne skal godkendes af Kommissionen, jf. artikel 57, første afsnit, litra c), i forordning (EU) nr. 1308/2013, senest den 15. juni forud for starten af det pågældende biavlsprograms første biavlsår.

2.   Kommissionen gør de godkendte biavlsprogrammer tilgængelige for offentligheden på sit websted.

Artikel 6

Ændringer af biavlsprogrammerne

1.   Med forbehold af stk. 2 kan medlemsstaterne ændre foranstaltningerne i deres biavlsprogrammer i løbet af biavlsåret f.eks. ved at indføre eller trække foranstaltninger eller tiltag tilbage, ved at indføre ændringer i beskrivelsen af foranstaltningerne eller i kravene til støtteberettigelse eller ved at overføre midler mellem programmets foranstaltninger, forudsat at disse foranstaltninger fortsat overholder bestemmelserne i artikel 55, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1308/2013.

De finansielle grænser for hver foranstaltning kan ændres, forudsat at det samlede loft for overslagene over de årlige udgifter ikke overskrides, og at Unionens deltagelse i finansieringen af biavlsprogrammerne forbliver 50 % af den pågældende medlemsstats udgifter til de godkendte programmer.

2.   Medlemsstaterne indsender deres anmodninger om ændringer af biavlsprogrammerne med indførelse af en ny foranstaltning eller tilbagetrækning af en foranstaltning til Kommissionen, som skal godkende ændringen, inden den kan gennemføres.

3.   Anmodningerne i stk. 2 skal godkendes af Kommissionen efter følgende procedure:

a)

de repræsentative organisationer, der samarbejdede med medlemsstaterne om at udarbejde biavlsprogrammerne, høres

b)

ændringen betragtes som godkendt, hvis Kommissionen ikke har fremsat bemærkninger vedrørende anmodningen efter en periode på 21 arbejdsdage fra modtagelsen af anmodningen. Hvis Kommissionen har fremsat bemærkninger, betragtes ændringen som godkendt, så snart Kommissionen har underrettet medlemsstaten om, at bemærkningerne til fulde er imødekommet.

KAPITEL 3

UNIONENS DELTAGELSE

Artikel 7

Udgifternes og betalingernes støtteberettigelse

Alene udgifter, der er afholdt i forbindelse med gennemførelsen af foranstaltningerne i medlemsstatens biavlsprogram, er berettiget til EU-tilskud.

Medlemsstaternes betalinger til støttemodtagerne for foranstaltninger, der gennemføres hvert biavlsår, foretages inden for den tolvmånedsperiode, som starter 16. oktober det pågældende biavlsår og udløber 15. oktober det følgende år.

KAPITEL 4

OVERVÅGNING OG KONTROL

Artikel 8

Kontrol

1.   Medlemsstaterne kontrollerer om betingelserne for tildeling af EU-støtte opfyldes. Disse kontroller skal bestå af både administrativ kontrol og kontrol på stedet og være i overensstemmelse med de almindelige kontrolprincipper i artikel 59 i forordning (EU) nr. 1306/2013.

2.   Ved kontrol på stedet kontrollerer medlemsstaterne:

a)

at foranstaltningerne i biavlsprogrammerne er gennemført korrekt, særlig for så vidt angår investerings- og tjenesteydelsesforanstaltninger

b)

at de faktisk afholdte udgifter som minimum stemmer overens med den finansielle støtte, der er anmodet om

c)

hvis relevant, at det angivne antal bistader stemmer overens med ansøgerens faktiske antal bistader, idet der tages hensyn til de yderligere data, som er fremlagt af biavleren om aktiviteter i det pågældende biavlsår.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at mindst 5 % af støtteansøgerne inden for rammerne af biavlsprogrammerne underkastes kontrol på stedet.

Stikprøverne udvælges blandt samtlige ansøgere og skal omfatte:

a)

et antal tilfældigt udvalgte ansøgere for at opnå en repræsentativ fejlrate

b)

et antal ansøgere udvalgt på grundlag af en risikoanalyse efter følgende kriterier:

i)

det beløb, støttemodtageren er blevet tildelt

ii)

typen af tiltag, der har modtaget støtte under biavlsforanstaltningerne

iii)

resultaterne af tidligere kontroller på stedet

iv)

andre kriterier, som skal fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 9

Uretmæssige betalinger og sanktioner

1.   De renter, der lægges til uretmæssige betalinger, som inddrives i henhold til artikel 54, stk. 1, artikel 58, stk. 1, litra e), eller artikel 63, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1306/2013, beregnes i overensstemmelse med artikel 27 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 908/2014.

2.   Ved svig eller grov forsømmelighed, som støttemodtageren er ansvarlig for, skal støttemodtageren ud over at tilbagebetale de modtagne uretmæssige betalinger og renter deraf, jf. artikel 63, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1306/2013, betale et beløb svarende til forskellen mellem det oprindeligt udbetalte beløb og det beløb, støttemodtageren er berettiget til.

KAPITEL 5

BESTEMMELSER OM MEDDELELSE OG OFFENTLIGGØRELSE

Artikel 10

Årlig gennemførelsesrapport

1.   Senest 15. marts hvert år fra 2018 skal de deltagende medlemsstater indsende en årlig gennemførelsesrapport til Kommissionen om anvendelsen af deres biavlsprogram i det foregående biavlsår.

2.   Den årlige gennemførelsesrapport skal indeholde følgende elementer:

a)

en sammenfattende oversigt i EUR over udgifter afholdt i løbet af biavlsåret og opdelt på foranstaltninger

b)

resultater på baggrund af de resultatindikatorer, der er valgt for hver gennemført foranstaltning.

Artikel 11

Dato for meddelelse om antallet af bistader

Meddelelsen omhandlet i artikel 3 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1366 indgives senest 15. marts hvert år fra 2017.

Artikel 12

Regler om meddelelser

De meddelelser, der er nævnt i artikel 3, 6, 10 og 11 i nærværende forordning, indgives i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 792/2009 (8).

Artikel 13

Offentliggørelse af data i aggregeret form

Kommissionen offentliggør på sit websted data i aggregeret form om følgende:

a)

antallet af bistader meddelt i overensstemmelse med artikel 11

b)

de årlige gennemførelsesrapporter meddelt i overensstemmelse med artikel 10

c)

undersøgelsen af produktions- og afsætningsstrukturen inden for biavlssektoren, jf. punkt 3 i bilaget, herunder i det biavlsprogram, der meddeles i overensstemmelse med artikel 3.

KAPITEL 6

AFSLUTTENDE BESTEMMELSE

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. august 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549.

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1).

(4)  Kommissionens forordning (EF) nr. 917/2004 af 29. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 797/2004 om foranstaltninger for biavl (EUT L 163 af 30.4.2004, s. 83).

(5)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1366 af 11. maj 2015 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår støtte til biavlssektoren (se side 3 i denne EUT).

(6)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 908/2014 af 6. august 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, økonomisk forvaltning, regnskabsafslutning, regler om kontroller, sikkerhedsstillelse og åbenhed (EUT L 255 af 28.8.2014, s. 59).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 487).

(8)  Kommissionens forordning (EF) nr. 792/2009 af 31. august 2009 om gennemførelsesbestemmelser for medlemsstaternes formidling til Kommissionen af oplysninger og dokumenter som led i gennemførelsen af de fælles markedsordninger, ordningen med direkte betalinger, fremme af landbrugsprodukter og ordningerne for fjernområderne og øerne i Det Ægæiske Hav (EUT L 228 af 1.9.2009, s. 3).


BILAG

Biavlsprogrammerne skal som minimum omfatte følgende elementer:

1)

en vurdering af de resultater, der er opnået under gennemførelsen af det eventuelle foregående biavlsprogram. Fra og med biavlsprogrammerne for 2020-2022 baseres denne vurdering på de to seneste årlige gennemførelsesrapporter for det foregående program som omhandlet i artikel 10

2)

en beskrivelse af den metode, der er anvendt til at fastsætte antallet af bistader i overensstemmelse med artikel 2 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1366

3)

en undersøgelse udført af medlemsstaten om produktions- og afsætningsstrukturen inden for biavlssektoren på medlemsstatens territorium. Undersøgelsen skal som minimum omfatte følgende oplysninger fra de seneste to kalenderår forud for meddelelsen om det biavlsprogram, der skal godkendes:

i)

antallet af biavlere

ii)

antallet af biavlere, der forvalter mere end 150 bistader

iii)

antallet af bistader, der forvaltes af biavlere med mere end 150 bistader

iv)

antallet af biavlere, der er medlemmer af en biavlerforening

v)

den årlige honningproduktion i kg for de seneste to kalenderår forud for meddelelsen om det biavlsprogram, der skal godkendes

vi)

prisrammen for blomsterhonning på produktionsstedet

vii)

prisrammen for blomsterhonning i løs vægt i engroshandel

viii)

det forventede gennemsnitsudbytte i kg honning pr. bistade og pr. år

ix)

de forventede gennemsnitlige produktionsomkostninger (faste og variable) pr. kg produceret honning

x)

antallet af bistader fastsat i de seneste to kalenderår forud for meddelelsen om det biavlsprogram, der skal godkendes, for de medlemsstater, der ikke havde et sådant program i den foregående treårsperiode

4)

en vurdering af biavlssektorens behov i medlemsstaten som minimum på grundlag af vurderingen af resultaterne af det eventuelle foregående biavlsprogram, hvis en sådan foreligger, en undersøgelse af produktions- og afsætningsstrukturen inden for biavlssektoren og resultaterne af samarbejdet med de repræsentative organisationer inden for biavl

5)

en beskrivelse af biavlsprogrammets målsætninger og sammenhængen mellem disse målsætninger og de biavlsforanstaltninger, der er udvalgt fra listen i artikel 55, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1308/2013

6)

en detaljeret beskrivelse af de tiltag, der vil blive udført under de biavlsforanstaltninger, der er udvalgt fra listen i artikel 55, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1308/2013, herunder de anslåede omkostninger og en finansieringsplan opdelt på år og foranstaltninger

7)

de kriterier, som medlemsstaterne har fastlagt, med henblik på at sikre, at der ikke sker dobbeltfinansiering af biavlsprogrammerne, i henhold til artikel 5 i delegeret forordning (EU) 2015/1366

8)

de resultatindikatorer, der anvendes for hver enkelt udvalgt biavlsforanstaltning. Medlemsstaterne skal vælge mindst en relevant resultatindikator pr. foranstaltning

9)

ordninger for biavlsprogrammets gennemførelse, herunder:

i)

et af medlemsstaten udpeget kontaktpunkt med ansvar for forvaltning af biavlsprogrammerne

ii)

en beskrivelse af proceduren for kontroller

iii)

en beskrivelse af de tiltag, der skal træffes i tilfælde af uretmæssige udbetalinger til støttemodtagerne, herunder sanktioner

iv)

bestemmelser, der skal sikre, at det godkendte program offentliggøres i medlemsstaten

v)

de tiltag, der skal træffes med henblik på at samarbejde med de repræsentative organisationer inden for biavl

vi)

en beskrivelse af den metode, der anvendes til at vurdere resultaterne af den pågældende medlemsstats biavlsprogram.


Top