Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011R0957

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 957/2011 af 26. september 2011 om ændring af forordning (EU) nr. 1272/2009 for så vidt angår opkøb og salg af smør og skummetmælkspulver

EUT L 249 af 27.9.2011, pp. 6–7 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 05/08/2016; stiltiende ophævelse ved 32016R1238

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/957/oj

27.9.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 249/6


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 957/2011

af 26. september 2011

om ændring af forordning (EU) nr. 1272/2009 for så vidt angår opkøb og salg af smør og skummetmælkspulver

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 43, litra d), f) og j), sammenholdt med artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i Kommissionens forordning (EF) nr. 884/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår Den Europæiske Garantifond for Landbrugets (EGFL) finansiering af interventionsforanstaltninger i form af offentlig oplagring og medlemsstaternes betalingsorganers bogføring af operationer vedrørende offentlig oplagring (2) finansierer EGFL udgifter til de materielle operationer, der er omhandlet i bilag V til nævnte forordning, på grundlag af faste beløb, forudsat at der ikke er fastsat tilsvarende udgifter i retsforskrifterne for den relevante landbrugssektor.

(2)

De faste beløb, der blev fastsat og meddelt medlemsstaterne for 2010, blev beregnet på grundlag af regler, der gjaldt før den 1. marts 2010. På denne dato blev de regler om opkøb og salg af produkter henholdsvis til og fra intervention, herunder reglerne om, hvilke omkostninger interventionsorganer og erhvervsdrivende skal afholde, der er fastsat i Kommissionens forordning (EU) nr. 1272/2009 af 11. december 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår opkøb og salg af landbrugsprodukter ved offentlig intervention (3), gældende for mejeriprodukter.

(3)

For at tage hensyn til denne situation vedrørende salg indførte Kommissionens forordning (EU) nr. 569/2010 af 29. juni 2010 om fravigelse af forordning (EU) nr. 1272/2009 for så vidt angår salg ved licitation af smør og skummetmælkspulver i henhold til henholdsvis forordning (EU) nr. 446/2010 og (EU) nr. 447/2010 (4) en fravigelse af forordning (EU) nr. 1272/2009 vedrørende de relevante regler for salg ved licitation af smør og skummetmælkspulver for bud afgivet indtil den 21. september 2010.

(4)

For at få tid til en yderligere undersøgelse af den ensartede anvendelse af reglerne om, hvilke omkostninger interventionsorganerne og de erhvervsdrivende skal afholde i forbindelse med opkøb og salg af smør og skummetmælkspulver henholdsvis til og fra intervention, blev den fravigelse, der blev indført ved forordning (EU) nr. 569/2010, forlænget indtil udgangen af regnskabsåret 2011 ved Kommissionens forordning (EU) nr. 826/2010 af 20. september 2010 om fravigelse af forordning (EU) nr. 1272/2009 for så vidt angår opkøb og salg af smør og skummetmælkspulver (5).

(5)

Der er gennemført en undersøgelse på stedet af de materielle operationer, der finder sted, når smør og skummetmælkspulver udlagres fra et interventionslager. Undersøgelsen viste, at produktets transport fra lagercellen og den efterfølgende pålæsning af transportmidlet skal betragtes som en enkelt operation. Den viste også, at det ikke er hensigtsmæssigt at opsplitte omkostningerne ved at flytte produktet fra lagercellen fra omkostningerne ved at pålæsse køretøjet. Det samme gælder, når produkterne leveres til interventionslagret, aflæsses fra køretøjet og transporteres til lagercellen. Derfor bør forordning (EU) nr. 1272/2009 ændres for at afspejle denne situation og sikre sammenhængen med forordning (EF) nr. 884/2006.

(6)

For at sikre kontinuiteten i anvendelsen bør denne forordning anvendes fra dagen efter den dag, hvor forordning (EU) nr. 826/2010 udløber.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) nr. 1272/2009 foretages følgende ændringer:

1.

Artikel 28, stk. 3, tredje afsnit, affattes således:

»Omkostningerne ved aflæsning af smørret eller skummetmælkspulveret på oplagringsstedets rampe påhviler betalingsorganet.«.

2.

Artikel 42, stk. 1, litra e), affattes således:

»e)

det indeholder oplysning om den budte pris i euro pr. måleenhed med højst to decimaler, ekskl. moms:

i)

når det drejer sig om korn eller ris, for produktet læsset på transportmidlet

ii)

når det drejer sig om smør eller skummetmælkspulver, for produktet leveret på paller til oplagringsstedets læsserampe eller eventuelt leveret på paller læsset på transportmidlet, hvis det drejer sig om en lastvogn eller en jernbanevogn, eller

iii)

når det drejer sig om andre produkter, leveret til oplagringsstedets læsserampe«.

3.

Artikel 52, stk. 1, affattes således:

»1.   Ved udlagringen stiller interventionsorganet i tilfælde af levering uden for oplagringsstedet smørret og skummetmælkspulveret til rådighed på paller på oplagringsstedets læsserampe og læsset på transportmidlet, hvis dette er en lastvogn eller en jernbanevogn. Omkostningerne påhviler betalingsorganet.«.

4.

Artikel 52, stk. 3, første punktum, affattes således:

»Omkostninger ved stuvning og depalettering afholdes af køberen af smørret eller skummetmælkspulveret.«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. oktober 2011.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. september 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)   EUT L 171 af 23.6.2006, s. 35.

(3)   EUT L 349 af 29.12.2009, s. 1.

(4)   EUT L 163 af 30.6.2010, s. 32.

(5)   EUT L 247 af 21.9.2010, s. 44.


Top